Læs side 22-27 i MiljøDanmark nr 3 2006

Nordisk Råds store Natur- og Miljøpris på 350.000 kroner uddeles i år for 12. gang. Bag indstillingen
af Tarjei Haaland står folketingsmedlemmerne Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard, tidligere miljø- og
energiminister Svend Auken, tidligere energiminister Jens Bilgrav-Nielsen samt professor Peder Agger.
”Tarjei Haaland har siden 1992 arbejdet i Greenpeace med det samme skarpe fokus på at påvirke offentligheden
og det politiske system til at tage klimaproblemerne alvorligt og sørge for at ord bliver fulgt op
af handling. Altid med udgangspunkt i videnskabelige facts og sikker dokumentation. Initiativerne er omfattende
(…) I år kulminerende med et nordisk scenarium for reduktion af CO2-udslip i Norden på 67 procent
i 2030 – uden atomkraft,” hedder det blandt andet i indstillingen.
over at kullene er forurenende, er de jo
også de meste beskidte i forbindelse med
CO2-udslippet. Og det eneste positive
man kan sige om atomkraft, er, at der
ikke kommer CO2 ud af skorstenen. Et
argument atomindustrien bruger i dag.
Er det ikke også et meget godt argument?
– Joh, men atomkraft er forbundet med
så mange andre problemer, som gør den
uacceptabel. Eksempelvis et uløst affaldsproblem.
Og selv en markant udbygning
med atomkraft, som udelukkende
producerer el, vil kun give et helt marginalt
og meget dyrt bidrag til løsning af
vores klimaproblemer.
Først atomvåben, så atomkraft, så kul og
klima – hvad er den røde tråd?
– Det, der fletter det sammen, er
spørgsmålet om, hvilken energipolitik
man vil føre. Den røde tråd har været
min bekymring for miljøet, og hvad der
kan ske med vores klode – måske lyder
det højtravende, men det er jo det, det
handler om. Vi kan godt indrette vores
samfund med energisystemer, som hverken
baserer sig på kul eller atomkraft. Og
det er det, vi skal. For det er det, der er
bedst for os, vores børn og børnebørn.
Men alligevel er det folkelige engagement
i klimadebatten jo nærmest ikkeeksisterende?
– Folk er i dag nok mere interesserede
i de nære ting, som fx patientforeninger
og hvad der sker i børnehaven. Indkalder
man fx til et folkeligt møde om klimadebatten,
så kommer der ikke særligt
mange mennesker. Det er ikke et emne,
folk prioriterer. Folk ved dog godt, at der
her er et problem, og mange forsøger
også at gøre noget i deres daglige hand-
linger. Men hvad skal de som enkeltpersoner
stille op med det globale problem,
spørger de sig selv. Vi skal jo have de
store u-lande og USA til at også forpligte
sig på de her områder, og det er jo ikke
noget Fru Andersen i Danmark kan få
dem til. Verdens miljøministre, herunder
Connie Hedegaard, har forstået problemets
alvor, men deres problem er at få
deres regeringskolleger og befolkningen
til at forstå, hvor alvorligt problemet er,
og hvor meget der skal til for at rette op
på det. Og det er meget vanskeligere end
at sige ja eller nej til atomkraft. Problemet
er meget mere omfattende, for det
handler i høj grad om vores livsstil i de
rige lande.
Har Bjørn Lomborg og hans synspunkter
ikke været et slag i bugen på den debat?
– Jo, bestemt. Desværre har han været
en mediedarling, fordi han har udtrykt
det, folk egentlig helst gerne vil høre. At
det hele nok skal gå, og at vi ikke behøver
bekymre os. Det har været
brandærgerligt, og fagligt set er det et
fuldstændig urimeligt synspunkt. Lomborg
har gjort verden en meget, meget
dårlig tjeneste. EU har vedtaget, at opvarmningen
i forhold til før industrialiseringen
skal holdes under 2 grader. Og
allerede nu er vi oppe på 0,8, og der er
lagt i kakkelovnen til, at vi kommer op
på 1,4 grader. Derfor SKAL der igangsættes
en kraftig reduktion af udslippene
af drivhusgasser inden for de næste 10-
20 år. Vi har været nede i en bølgedal.
Men jeg fornemmer, at vi i dag er forbi
Lomborg, og at der er en stigende forståelse
for problemerne i befolkningen –
især blandt de unge. Men det er svært at
etablere en folkelig rejsning. Jeg håber
dog, den kommer – det vil jeg arbejde
for. Den her kamp er langt sejere end
kampen mod atomkraft. Men jeg bliver
ved, til jeg ikke kan mere. Og så må jeg
håbe, at de yngre generationer vil tage
over
Har du tænkt over, at du måske kunne
have gjort mere nytte som embedsmand
frem for at være ansat i en bevægelse
som Greenpeace?
– Ja, det har jeg da. Men jeg er helt
overbevist om, at jeg kan få mere igennem
der, hvor jeg er nu. Jeg ville heller
ikke kunne holde ud at arbejde som embedsmand.
Jeg har enorm respekt for
dem, der bliver embedsmænd med en
miljømæssig holdning, og jeg ville ikke
kunne arbejde uden dem. Men det er
bare ikke mig. Min måde at tænke på og
mit temperament ville ikke kunne holde
til det.
Tænker du over din alder, du er jo langt
ældre end de andre Greenpeace-medarbejdere?
– Ja, heldigvis er de yngre end mig.
Men det meste af tiden tænker jeg ikke
på det. Når man brænder for en fælles
sag, så er alder ikke afgørende. Og mit
engagement er ikke gået ned. Jeg kan
ikke lade være med at gøre det her. Det
er en meget vigtig ting i mit liv at bruge
mig selv maksimalt, dér hvor jeg kan se,
at jeg kan gøre en forskel. Kunne jeg ikke
det, ville jeg holde op. Det interessante
er, at gider man sætte sig ind i sagerne,
så kan man fandeme gøre en forskel.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
27