konstruktion_af_klas..

Skriftserie i Klassifikation ; 2 

KONSTRUKTION AF 

KLASSIFIKATIONSSYSTEMER 

Henning Grauballe 

Søren Kaae 

2. udgave 

Danmarks Biblioteksskole 

1998

INDHOLDSFORTEGNELSE 

FORORD..................................................................................................................2 

1. KONSTRUKTION AF KLASSIFIKATIONSSYSTEMER .......................................3 

1.1. Beslutninger ved konstruktion af klassifikationssystemer ...............................3 

1.2. Citationsorden ................................................................................................7 

1.3. Orden i rækker .............................................................................................10 

1.3.1. Nyttig orden............................................................................................10 

1.4. Bredere - snævrere ordenen (det generelle før det specielle) ......................14 

1.5. Systemorden. Facetternes ordning...............................................................15 

2. KONSTRUKTION AF ET FACETTERETKLASSIFIKATONSSKEMA ................18 

2.1. Facetter og foci ............................................................................................18 

2.2. Delfacetter....................................................................................................19 

2.3. Isolates.........................................................................................................20 

2.4. Facet analyse...............................................................................................20 

2.5. Trin i konstruktionen.....................................................................................21 

2.6. Eksempel på konstruktion af et facetteret klassifikationssystem ..................26 

3. NOTATIONENS OG DENS FUNKTION .............................................................36 

3.1. Kendt rækkefølge.........................................................................................37 

3.2. Ren og blandet notation ...............................................................................37 

3.3. Enkelhed ......................................................................................................37 

3.4. Notationens længde og basis .......................................................................39 

3.5. Mnemotekniske egenskaber.........................................................................41 

3.6. Åbenhed i rækker.........................................................................................43 

3.7. Hierarkisk notation........................................................................................47 

3.8. Ekspressiv notation ......................................................................................54 

3.8.1. Gittersymboler........................................................................................56 

3.8.2. Blandet notation - facetindikator.............................................................57 

3.8.3. Retroaktiv notation .................................................................................60 

3.9. Notation for faserelationer ............................................................................65 

3.10. Andre betragtninger vedr. notation .............................................................67 

3.11. Eksempel på forskellige notationer til system for ‘biblioteksvæsen’ ............68 

4. DET ALFABETISKE EMNEREGISTER .............................................................73 

5. UNIVERSELLE KLASSIFIKATIONSSYSTEMER ..............................................82 

5.1. Struktur i universelle systemer......................................................................82 

5.2. Alternativer til discipliner som hovedklasser .................................................85 

5.3. Hovedklassers orden....................................................................................87 

5.4. Almene facetter ............................................................................................91 

5.5. Formklasser .................................................................................................92 

6. BILAG ................................................................................................................93 

Bilag 1: Eksempel ‘litteratur’ ................................................................................93 

Bilag 2: Eksempel ‘biblioteksvæsen’....................................................................98 

7. LITTERATUR ...................................................................................................104 

1

FORORD 

Dette hæfte er en let revideret udgave af Kapitel 4-8 i: Organisation af viden. 

2: Klassifikationsteori. Ved Svend Engels og Kirsten Strunck. Revisionen har 

primært sigtet på at lette overblikket over stoffet. 

I hæftet er følgende forkortelser anvendt: 

BC = Bliss Bibliographic Classification 

CC = Colon Classification 

DC = Dewey Decimal Classification 

DK5 = Dansk Decimalklassedeling. 5. Udgave 

LC = Library af Congress Classification 

SC = Subject Classification 

UDK = Universelle Decimalklassedeling 

Februar 1997 

Henning Grauballe 

Søren Kaae 

2

1. KONSTRUKTION AF KLASSIFIKATIONSSYSTEMER 

Facetteret klassifikation anses i almindelighed som et godt teoretisk grundlag ved 

konstruktion af klassifikationssystemer, især til specielle systemer. I forskellige 

udformninger har grundbegreberne heri fundet anvendelse i et antal specielle 

klassifikationssystemer, og de har influeret på revisionen af store bibliografiske 

systemer. Et egentligt nyt universelt klassifikationssystem baseret på facetteret 

klassifikation har på grund af modstand fra organisatorisk side haft svært ved at 

vinde stor udbredelse, dog skal nævnes at "Bliss Bibliographic Classification, 

Second Edition" (BC2) er et eksempel på et sådant universelt facetteret 

klassifikationssystem. Nævnes skal også Ranganathans system “Colon 

Classification” (CC). 

1.1. Beslutninger ved konstruktion af klassifikationssystemer 

Som det fremgår af hæftet “Klassifikationsteori”, afsnit 4, kan det være betydeligt 

nemmere at konstruere et facetteret end et enumerativt system (eller - skema), 

selvom en række grundlæggende beslutninger er fælles for de to systemtyper. 

Lad os forestille os, at vi skal konstruere et klassifikationssystem over et begrænset 

område af viden, og vi bestemmer os for at det skal være et facetteret 

klassifikationssystem. Hvilke beslutninger skal vi nu tage? 

Ironisk nok er det modellen af det enumerative system i “Klassifikationsteori”, som 

bedst illustrerer det. Her ses resultaterne af beslutningerne eksplicit i systemet. Ved 

konstruktion af et facetteret system vil nogle af resultaterne af de samme 

beslutninger først kunne ses i katalogen, når systemet har været anvendt til at 

klassificere en samling. 

For sammenligningens skyld gentages de to systemer, denne gang med tilføjet 

notation, på følgende side. 

I det enumerative kan man se, at der er truffet en række beslutninger: 

3

1) Rækkefølge af sammensatte klasser (citationsorden) 

Hvis et dokument behandler emner, som har relation til mere end en 

begrebskategori, hvilken rækkefølge skal de da optræde i? 

F.eks. et dokument om Landdyrs åndedræt. Skal den fusionerede klasse hedde: 

landdyr eller åndedræt 

åndedræt landdyr 

Beslutningen drejer sig om, hvilke facetter af emnet, man ønsker at holde samlet (i 

eks. ‘landdyr - åndedræt’) og hvilke facetter der spredes (emnet landdyrs 

åndedræt findes under ‘landdyr’, ikke under ‘åndedræt’ ) . I enumerative systemer 

fremgår dette af de opremsede klasser. I de facetterede systemer kaldes det 

citationsordenen, fordi denne bestemmer den rækkefølge systemets klasser skal 

“citeres” i, når et klassemærke skal laves (afsnit 1.2). 

2) Hvilken ordning skal vi vælge blandt klasser, som udgør en række. 

Ser vi f.eks. på klassen: Fysiologi, finder vi rækken: 

Åndedræt 

Formering 

Skal klasserne have denne indbyrdes orden eller hellere 

Formering 

Åndedræt 

Beslutningen drejer sig om valg af orden i rækker (afsnit 1.3). 

3) Hvilken ordning skal vi vælge mellem klasser med overordnet/underordnet 

relation til hinanden (generiske hierarkier). 

Ser vi f.eks. på klassen: Hvirvelløse dyr, finder vi ordningen: 

Hvirvelløse dyr 

Insekter 

4


Insekter 


Beslutningen drejer sig om, hvorvidt det generelle skal komme før det specielle eller 

omvendt (afsnit 1.4). 

4) Hvilken ordning skal vi vælge mellem klasser defineret ved forskellige 

underdelingskriterier. 

Ser vi f.eks. på klassen: Hvirveldyr med underordnede klasser, har vi en klasse 

defineret efter kriteriet zoologisk taksonomi. Ser vi på klassen: Vanddyr med 

underordnede klasser, har vi en klasse defineret efter kriteriet habitat. I vores 

modelsystem er klassernes orden: 

Vanddyr 

Hvirveldyr 


Hvirveldyr 

Vanddyr 

Beslutningen drejer sig om valg af facetternes og delfacetternes orden - kaldet 

systemordenen (afsnit 1.5). 

5

Det facetterede system: 

A Zoologi 

(procesfacet) 

C Fysiologi 

CD Åndedræt 

CE Formering 

(dyrefacet) 

E (efter habitat) 

EF Vanddyr 

EG Landdyr 

F (efter zoologisk taksonomi) 

FG Hvirvelløse dyr 

FGH Insekter 

FH Hvirveldyr 

FHI Krybdyr 

Når et dokument skal klassificeres, udtrykkes dets 

emne ved at sammensætte notationens elementer for 

de indgående elementære klasser. Eks.: 

vandkrybdyrs åndedræt: 

krybdyr:.......... FHI 

vanddyr: ........ EF 

åndedræt: ..... CD 

------------------------ 

i alt: ............... FHI/EF/CD 

Det enumerative system (hierarkiet vist i notation og 

indrykning): 

0 Zoologi 

1 Fysiologi 

1.1 Åndedræt 

1.2 Formering 

2 Vanddyr 

2.1 Vanddyrs fysiologi 

2.1.1 Vanddyrs åndedræt 

2.1.2 Vanddyrs formering 

3 Landdyr 

3.1 Landdyrs fysiologi 

3.1.1 Landdyrs åndedræt 

3.1.2 Landdyrs formering 

4 Hvirvelløse dyr 

4.1 Hvirvelløse dyrs fysiologi 

4.1.1 Hvirvelløse dyrs åndedræt 

4.1.2 Hvirvelløse dyrs formering 

4.2 Hvirvelløse vanddyr 

4.2.1 Hvirvelløse vanddyrs fysiologi 

4.3.1.1 Hvirvelløse vanddyrs åndedræt 

4.3.1.2 Hvirvelløse vanddyrs formering 

4.3 Hvirvelløse landdyr 

4.3.1 Hvirvelløse landdyrs fysiologi 

4.3.1.1 Hvirvelløse landdyrs åndedræt 

4.3.1.2 Hvirvelløse landdyrs formering 

4.4 Insekter 

4.4.1 Insekters fysiologi 

4.4.1.1 Insekters åndedræt 

4.4.1.2 Insekters formering 

4.4.2 Vandinsekter 

4.4.2.1 Vandinsekters fysiologi 

4.4.2.1.1 Vandinsekters åndedræt 

4.4.2.1.1 Vandinsekters formering 

4.4.3 Landinsekter 

4.4.3.1 Landinsekters fysiologi 

4.4.3.1.1 Landinsekters åndedræt 

4.4.3.1.2 Landinsekters formering 

5 Hvirveldyr 

5.1 Hvirveldyrs fysiologi 

5.1.1 Hvirveldyrs åndedræt 

5.1.2 Hvirveldyrs formering 

5.2 Vandhvirveldyr 

5.2.1 Vandhvirveldyrs fysiologi 

5.2.1.1 Vandhvirveldyrs åndedræt 

5.2.1.2 Vandhvirveldyrs formering 

5.3 Landhvirveldyr 

5.3.1 Landhvirveldyrs fysiologi 

5.3.1.1 Landhvirveldyrs åndedræt 

5.3.1.2 Landhvirveldyrs formering 

5.4 Krybdyr 

5.4.1 Krybdyrs fysiologi 

5.4.1.1 Krybdyrs åndedræt 

5.4.1.2 Krybdyrs formering 

5.4.2 Vandkrybdyr 

5.4.2.1 Vandkrybdyrs fysiologi 

5.4.2.1.1 Vandkrybdyrs åndedræt 

5.4.2.1.2 Vandkrybdyrs formering 

5.4.3 Landkrybdyr 

5.4.3.1 Landkrybdyrs fysiologi 

5.4.3.1.1 Landkrybdyrs åndedræt 

5.4.3.1.2 Landkrybdyrs formering 

6

1.2. Citationsorden 

Formålet med et klassifikationssystem er at vise relationer ved sammenstilling - 

d.v.s. at holde beslægtede klasser mere eller mindre sammen under hensyntagen til 

graden af beslægtethed. F.eks. er klasserne ‘hvirvelløse vanddyr’ og ‘hvirvelløse 

landdyr’ tæt på hinanden i vores modelsystem. Dokumenter om disse emner vil stå 

fysisk tæt på hinanden på hylderne, fordi begge handler om ‘hvirvelløse dyr’. 

Paradoksalt nok må alle klassifikationssystemer sprede dokumenter om mange 

flere klassers indhold end dem, hvis dokumenter samles. Hvis vi f.eks. beslutter at 

holde alle værker om ‘hvirvelløse dyr’ sammen, følger deraf, at dokumenter om 

‘landdyr’ spredes. De, der handler om ‘hvirvelløse landdyr’ vil findes i klassen 

‘hvirvelløse dyr’. Samme beslutning medfører, at f.eks. værker om ‘åndedræt’ 

spredes. Kun værker om ‘åndedræt i almindelighed’ findes i klassen ‘åndedræt’, 

fordi vi har besluttet, at værker om ‘hvirvelløse dyrs åndedræt’ skal placeres i 

klassen ‘hvirvelløse dyr’. 

Hvis vi ser på modelsystemet, kan vi se, at mens alle klasser, der beskæftiger sig 

med ‘insekter’, er i en gruppe, er klassen ‘fysiologi’ spredt på 15 forskellige steder, 

mens klassen ‘landdyr’ er spredt 5 forskellige steder: 

1: gr. 3 - Landdyr, som indeholder dokumenter om emnet i almindelighed 

2: gr. 4.3 - Hvirvelløse landdyr 

3: gr. 4.4.3 - Landinsekter 

4: gr. 5.3 - Landhvirveldyr 

5: gr. 5.4.3 - Landkrybdyr 

Valget af citationsorden bestemmer altså, hvilke klasser der skal have deres 

dokumenter samlet og hvilke, der skal have deres spredt. 

Som omtalt stammer termen citationsorden fra facetterede klassifikationssystemer 

og refererer til den orden, hvori elementære klasser citeres, når de sættes sammen 

for at danne indskudte og fusionerede klasser. Den først citerede klasse bliver den, 

7

hvis dokumenter holdes sammen og den sidst citerede klasse den, hvis dokumenter 

spredes mest. 

I enumerative systemer svarer citationsordenen til den orden, hvori 

underdelingskriterierne successivt anvendes på klassifikationens univers ved 

underdelingen. 

Det indlysende grundlag for valg af citationsorden er naturligvis brugernes behov. 

Hvis vores system skal bruges i et forskningsbibliotek, hvis brugere først og 

fremmest er interesserede i processer fremfor de enkelte dyr, vil den citationsorden, 

som er brugt i modelsystemet, være uhensigtsmæssig. Vi burde citere processer 

før dyr. I et folkebibliotek er den citationsorden, vi har brugt, sikkert mere nyttig. 

Når det ikke er muligt at afdække brugernes behov, kan vi bruge generelle 

principper udviklet af Bliss, Ranganathan, Coates og andre 

klassifikationsteoretikere. 

Af sådanne principper kan nævnes: 

Emne før bibliografisk form: I almindelighed er det emne et dokument handler om 

væsentligere end den bibliografiske form, informationerne præsenteres i. F.eks. bør 

en håndbog i zoologi klassificeres sammen med andre værker om zoologi og ikke 

sammen med andre håndbøger. 

Formål/produkt: I mange klasser drejer emnet sig om at fremstille et bestemt 

produkt eller tjene et bestemt formål. I sådanne tilfælde vil den primære facet 

normalt være produktet eller formålet. F.eks. er formålet med agerbrug at dyrke 

bestemte afgrøder. Afgrødefacetten vil derfor være den primære facet. 

Afhængighed (wall-picture princippet): Det er vanskeligt at forestille sig processer 

som f.eks. varmebehandling eller operationer som f.eks. eksperimenter uden det 

materiale eller den genstand processen eller operationen udføres på. Processer og 

operationer er afhængige af de genstande, de udføres på. I sådanne tilfælde bør 

8

den afhængige facet følge den facet, den afhænger af. F.eks. bør dyret citeres før 

operationen i klassen ‘eksperimenter med krybdyr’ (altså ‘krybdyr - eksperimenter’), 

da man ikke kan udføre eksperimenterne før man har krybdyrene. Princippet kaldes 

af Ranganathan “wall-picture” princippet, fordi han illustrerer det med fremstillingen 

af et vægmaleri. Man kan ikke lave vægmaleriet, før man har en væg at male på. 

Helhed/del: En udvidelse af ideen om afhængighed er, at dele er afhængige af de 

helheder, de indgår i. I maskinteknik er maskiner f.eks. vigtigere end deres dele. 

Derfor bør maskinfacetten citeres før maskindelsfacetten. 

Konsensus: Af hensyn til forståeligheden bør citationsordenen være i 

overensstemmelse med den måde strukturen i emnet opfattes på af fagets udøvere 

og specielt i overensstemmelse med den måde, hvorpå emnet undervises. 

De forskellige principper kan give anledning til forskellige citationsordener. I 

universet ‘landbrug’ vil princippet om formål give citationsordenen: 

Afgrøde - Proces 

mens princippet om konsensus sandsynligvis vil give citationsordenen 

Proces - Afgrøde. 

Det mere konkrete før det mindre konkrete: Ranganathan har hævdet, at der kun 

kan laves en korrekt citationsorden, der placerer det mere konkrete før det mindre 

konkrete. Denne orden er kendt som PMEST efter hans fundamentale kategorier 

Personality - Matter - Energy - Space - Time. Det er svært at anvende disse 

kategorier i praksis, fordi de er så generelle. 

Af andre kendte citationsordener, som bygger på ovennævnte principper kan 

nævnes: 

Thing - Part - Material - Action - Agent. Denne kaldes "Significance order", og er 

udviklet af E. J. Coates. 

9

Substance (Product) - Organ - Constituent - Structure - Shape Property - Patient - 

(Raw Material) - Action - Operation - Process - Agent - Space - Time. Denne 

citationsorden er udviklet af B. C. Vickery. 

1.3. Orden i rækker 

En række er en mængde af sideordnede klasser, som umiddelbart udgår fra 

samme overordnede klasse. F.eks. danner klasserne ‘hvirvelløse dyr’ og ‘hvirveldyr’ 

en række, ligesom klasserne ‘vandkrybdyr’ og ‘landkrybdyr’ gør. 

Et klassifikationssystem er en ordnet mængde af klasser, og vi må derfor i 

princippet kunne ordne en række i tilfældig orden eller i alfabetisk orden. Men ingen 

af disse ordninger er nyttige, da ingen af dem er i stand til at vise relationer. 

Principper for valg af nyttig orden varierer naturligvis fra emne til emne. Her skal 

beskrives en række generelle principper, som kan være egnede til ordning af 

rækker. 

1.3.1. Nyttig orden 

Kronologisk orden: En kronologisk ordning er indlysende, hvor det drejer sig om at 

ordne perioder som f.eks. i Historie, eller ved ordningen af f.eks. stilarter i 

Kunsthistorie: 

Romansk 

Gotisk 

Renæssance 

Men også hvor operationer betragtes i rækkefølge, kan en kronologisk orden 

bruges. F.eks.: 

10

Forarbejdning 

Lagring 

Transport 

Distribution 

Anvendelse 

eller som indenfor Biblioteksvæsen: 

Anskaffelse 

Registrering 

Cirkulation 

Kassation 

Evolutionær orden: Denne orden er ofte meget lig eller identisk med den 

kronologiske orden. Den giver sig selv i de biologiske videnskaber, men kan også 

anvendes andre steder. Den er beslægtet med følgende princip: 

Tiltagende kompleksitet: I mange emner finder man en jævn udvikling fra basale 

ideer til deres mest komplekse anvendelse. Et eksempel er Matematik: 

Aritmetik 

Algebra 

Geometri 

Euklidisk 

Ikke-euklidisk 

Trigonometri 

Deskriptiv 

Koordinal 

Analyse 

Differentialregning 

Integralregning 

Størrelse: Nogle emner er egnede til en kvasi-aritmetisk ordning, f.eks. Musik: 

Soloer 

Duetter 

Trioer 

11

Rumlig/geografisk: Det er det oplagte kriterium for ordning af steder, hvor man 

prøver at ordne lande sammen, som grænser op til hinanden. Men ordningen kan 

også bruges i andre emner, f.eks. Transport: 

Til lands 

Jernbane 

Bil 

o.s.v. 

Til vands 

Inde i landet 

Floder 

Kanaler 

På havet 

I luften 

Balloner 

Fly 

I rummet 

Raketter 

Foretrukken kategori: Ofte er brugerne mere interesserede i en eller nogle få 

klasser i en række end i resten. Man kan i sådanne tilfælde flytte den foretrukne 

kategori fra dens normale plads i rækkefølgen og placere den i begyndelsen. F.eks. 

kunne man i litteratur og sprogvidenskab starte med dansk, selvom det betyder, at 

sproget ikke bliver placeret på det logisk rigtige sted ifølge det princip, der ellers er 

brugt for ordningen af litteraturen og sprogvidenskaben. Det er her vigtigt at huske, 

at der stiles mod en nyttig orden - ikke nødvendigvis en logisk orden. Et eksempel 

på en rimelig ordning med foretrukken kategori findes i følgende udsnit af en 

astronomiklasse: 

Planeter 

Jorden (foretrukken kategori) 

Merkur 

Venus 

Mars 

Jupiter 

Saturn 

Uranus 

Neptun 

Pluto 

12

Uden foretrukken kategori ville rækken have set sådan ud: 

Planeter 

Merkur 

Venus 

Jorden 

Mars 

Jupiter 

o.s.v. 

Kanonisk: I nogle emner finder man en traditionel orden, som Ranganathan kalder 

kanonisk. En sådan orden vil ofte være en nyttig orden i rækker, fordi den 

reflekteres i litteraturen. F.eks. finder man ofte i fysiklærebøger rækkefølgen: 

Akustik 

Varmelære 

Optik 

og med mindre man har grund til at anvende et andet princip, kan det være nyttigt 

at anvende denne rækkefølge. Et typisk eksempel på traditionel orden finder man i 

ordningen af Bibelens enkelte bøger. Når man arbejder med emner, skal man dog 

være opmærksom på, at traditionelle ordninger ikke nødvendigvis er nyttige. Nye 

måder at betragte tingene på vil føre til at andre rækkefølger bliver mere 

hensigtsmæssige. 

Alfabetisk: Hvis vi ordner individuelle emner, som hver har et specifikt navn, der vil 

blive brugt til at identificere dem, er der god grund til at bruge disse navne og ordne 

alfabetisk efter dem. Et oplagt emne er biografi, hvor de individuelle emner er 

mennesker, og skønlitteratur, hvor man når et punkt i klassifikationen. hvor man er 

nødt til at ordne efter forfatterens navn. 

For at lave vores modelsystemer i foregående kapitel, måtte vi ordne følgende 

rækker: 

13

1 Åndedræt 

Formering 

2 Vanddyr 

Landdyr 

3 Hvirvelløse dyr 

Hvirveldyr 

Ved ordningen af række 1 lod vi ‘åndedræt’ komme først i rækken, fordi det er det 

mest nødvendige for det enkelte individ. Ved ordningen af række 2 benyttede vi en 

evolutionær orden - livet startede formentlig i vandet. Ved ordningen af række 3 

benyttede vi også en evolutionær orden: hvirveldyr er udviklet senere end 

hvirvelløse dyr. 

Som følge af den måde klassemærker for indskudte og fusionerede klasser dannes 

på ved brug af vores facetterede system, vil disse ordninger af rækkerne gå igen i 

disse klasser. Ved udarbejdelsen af det enumerative modelsystem må vi huske at 

overføre vore beslutninger om orden i rækker til de indskudte og fusionerede 

klasser. 

1.4. Bredere - snævrere ordenen (det generelle før det specielle) 

Det er et alment accepteret princip, som intuitivt følges af de fleste, at bredere 

klasser bør ordnes før snævrere klasser. Hvis en bruger stod foran en hylde med 

bøger om pattedyr, ville han uden at tænke nærmere over det gå til højre for at 

finde bøger om hvaler eller aber og til venstre, hvis han ville finde bøger om 

hvirveldyr i almindelighed. 

Vort enumerative modelsystem viser denne nyttige ordning. F.eks. ordnes 

‘hvirvelløse dyr’ før ‘insekter’, fordi insekter er en slags hvirvelløse dyr og fordi 

klassen ‘insekter’ er helt indeholdt i klassen ‘hvirvelløse dyr’. På samme måde er 

klassen ‘insekters fysiologi’ snævrere end klassen ‘insekter’, og klassen ‘insekters 

åndedræt’ er snævrere end klassen ‘insekters fysiologi’. Bredere snævrere 

relationen mellem de tre klasser er vist ved deres ordning. Betragter vi klasserne: 

14

Insekter 

Hvirvelløse dyrs fysiologi 

er ingen af dem bredere eller snævrere end den anden. De er begge underordnet 

klassen ‘hvirvelløse dyr’, men udledt ved to forskellige underdelingskriterier: 

l. zoologisk taksonomi 

2. proces 

hvilket svarer til to forskellige facetter i den facetterede model. Den indbyrdes orden 

mellem de to klasser er altså et spørgsmål om, hvordan facetternes orden skal 

være i den samlede systemorden. 

1.5. Systemorden. Facetternes ordning 

Brugen af et facetteret klassifikationssystem frembringer et stort antal 

klassemærker for enkle og sammensatte emner, som må have en indbyrdes 

ordning, så dokumenterne kan opstilles på hylderne og 

dokumentrepræsentationerne kan ordnes i kataloger og bibliografier. 

Klassemærkernes indbyrdes orden i et facetteret system svarer til den orden, hvori 

de enkle og sammensatte klasser er listet i et enumerativt system. Denne orden 

kaldes systemorden eller "filing order". Systemordenen samarbejder flere ordninger: 

1. Ordningen af rækkerne i facetterne 

2. Facetternes indbyrdes ordning 

Vi har allerede omtalt ordningen af rækker. Når vi skal bestemme en ordning af 

facetterne, så vi kan nå frem til en nyttig systemorden, må vi yderligere tage hensyn 

til to allerede omtalte ordninger: 

1. Den vedtagne citationsorden skal overholdes 

2. Princippet om, at det generelle kommer før det specielle, skal overholdes. 

15

Som udgangspunkt for vores overvejelser over facetternes rækkefølge betragter vi 

de to klasser: 

Landdyr - dyr defineret ved habitat 

Hvirvelløse dyr - dyr defineret ved zoologisk taksonomi 

I det enumerative modelsystem er der mange flere underordnede klasser til klassen 

‘hvirvelløse dyr’ end der er til klassen ‘landdyr’ - 11 i det første tilfælde, 3 i det 

sidste. Vi kan også se, at nogle af de underordnede klasser til ‘hvirvelløse dyr’ er 

snævrere end klasserne ordnet under ‘landdyr’. F.eks. er klassen ‘hvirvelløse 

landdyrs fysiologi’ snævrere end klassen ‘landdyrs fysiologi’. Det omvendte er ikke 

tilfældet. Ingen klasse under klassen ‘landdyr’ er snævrere end en klasse under 

klassen ‘hvirvelløse dyr’. Det hænger sammen med vores valg af citationsorden. 

Når vi har et værk, som kunne placeres enten sammen med andre værker om 

landdyr eller sammen med andre værker om hvirvelløse dyr, fordi det handler om 

hvirvelløse landdyr, har vi besluttet at placere det i klassen ‘hvirvelløse dyr’. Derfor 

findes nogle værker om landdyr ikke i klassen ‘landdyr’ men i klassen ‘hvirvelløse 

dyr’. Hvis vi vil overholde princippet om, at det generelle kommer for det specielle, 

bør vi ordne en gruppe af klasser, hvor nogle er snævrere end klasserne i en anden 

gruppe, efter denne. Ellers kommer vi til at ordne snævrere klasser for bredere 

klasser. Hvis f.eks. klassen ‘hvirvelløse dyr’ med underordnede klasser skulle 

ordnes før klassen ‘landdyr’ med underordnede klasser, ville vi få følgende 

systemorden: 

16


Hvirvelløse dyrs fysiologi 

Hvirvelløse dyrs åndedræt 

Hvirvelløse dyrs formering 

Hvirvelløse landdyr 

Hvirvelløse landdyrs fysiologi 

Hvirvelløse landdyrs åndedræt 

Hvirvelløse landdyrs formering 

Landdyr 

Landdyrs fysiologi 

Landdyrs åndedræt 

Landdyrs formering 

Heraf ses, at den snævrere klasse ‘hvirvelløse landdyrs fysiologi’ ville blive ordnet 

før de bredere klasser ‘landdyrs fysiologi’ og ‘landdyr’. Vi bliver derfor nødt til at 

ordne klassen ‘landdyr’ med underordnede klasser før klassen ‘hvirvelløse dyr’ med 

underklasser. Vi ser nu, at når vores citationsorden er: 

Hvirvelløse dyr - Landdyr 

bliver vores systemorden: 

Landdyr - Hvirvelløse dyr 

eller udtrykt mere generelt: 

I systemordenen skal facetternes orden være den omvendte af citationsordenen. 

Dette princip kaldes inversionsprincippet. 

I vores modelsystem havde vi vedtaget citationsordenen: 

dyr efter zoologisk taksonomi - dyr efter habitat-proces 

I modellerne er inversionsprincippet brugt og facetterne ordnet: 

proces - dyr efter habitat - dyr efter zoologisk taksonomi 

17

2. KONSTRUKTION AF ET FACETTERETKLASSIFIKATONSSKEMA 

2.1. Facetter og foci 

Et facetteret skema indeholder eller "lister" kun elementære klasser. I disse 

skemaer kaldes sådanne klasser for "foci" (ental: focus) efter Ranganathan. Foci er 

grupperet sammen, så de danner, hvad Ranganathan kalder "facetter". En facet 

består af eller omfatter alle de foci, som er arter eller "slags" af den samme ting, og 

denne "ting" giver facetten sit navn. 

For eksempel vil et klassifikationsskema for arkitektur have en facet, som 

indeholder sådanne foci som ‘Kirker’, ‘Træbygninger’, ‘Borge’, ‘Gotiske bygninger’, 

og denne facet kaldes "bygnings" (eller "bygningstype")-facetten. Skemaet vil også 

have en anden facet, som indeholder foci som f.eks. ‘Fundamenter’, ‘Vinduer’, 

‘Støttepiller’, ‘Hvælvinger’, og denne facet kaldes "bygningsdels"facetten. 

I et klassifikationssystem for socialforsorg vil der være en "personfacet" med foci 

som ‘Børn’, ‘Emigranter’. ‘Arbejdsløse’, ‘Kvinder’ og en "problemfacet" med foci som 

‘Hjemløshed’, ‘Sindssygdomme’, ‘Ensomhed’, ‘Fattigdom’, ‘Kriminalitet’ og en 

"behandlingsfacet" med foci som ‘Legeterapi’, ‘Garanteret mindsteløn’, ‘Fængsel’, 

‘Adoption’. 

Termen "facet" er brugt i sin almindelige betydning af "aspekt". Mennesker 

(personer) er et aspekt af emnet "socialforsorg", deres problemer et andet, og 

behandlingerne af disse et tredje aspekt af dette emne. Termen "focus" synes at 

være en metafor fra optikken. Man kan sige, at i emnet ‘legeterapi mod miljøskade’ 

er terapifacetten og problemfacetten "i fokus", d.v.s. at dokumentet om dette emne 

handler præcist om disse aspekter, medens personfacetten ikke er "i fokus", billedet 

af denne facet er uskarpt, fordi dokumentet ikke handler om nogen speciel slags 

person. 

18

2.2. Delfacetter 

Af ovenstående eksempler kan ses, at det er muligt at lave undergrupperinger af 

foci indenfor en og samme facet. F.eks. er der basis for tre grupper i 

"bygningsfacetten": 

bygninger efter formål bygninger efter materiale bygninger efter stilart 

kirker træbygninger romanske bygninger 

borge stenbygninger gotiske bygninger 

huse glasbygninger renæssancebygninger 

skoler 

Ligesådan kan man i personfacetten i socialforsorgsskemaet se mulighed for at 

danne grupper for personer defineret ved henholdsvis alder, fødested, socialklasse, 

køn, beskæftigelse, religion o.s.v. Disse grupper kaldes delfacetter 

("underfacetter", eng.: "subfacets"). 

En delfacet er defineret som et sæt af foci fremkomne ved underdeling af deres 

fælles overbegreb ved anvendelse af kun et underdelingskriterium, f.eks. 

‘bygninger’ underdelt efter deres anvendelse alene eller ‘personer’ underdelt efter 

alder alene. Enhver delfacet indeholder alle de ting, som hele facetten indeholder, 

fordi delfacetter blot er forskellige synsvinkler af den samme klasse af ting, f.eks. er 

enhver bygning lavet af bygningsmaterialer, og derfor kan alle bygninger passes ind 

i bygningsmateriale-delfacetten, ligesom enhver bygning har et formål, og alle 

bygninger derfor kan indpasses i bygninger efter formål-delfacetten. Enhver person 

er enten mandlig eller kvindelig, hvorfor personer efter køn-delfacetten vil indeholde 

alle personer o.s.v. 

Facetteret klassifikation hviler på definitionen af begrebet facet. Facetteret 

klassifikation opstår specielt ud fra behovet for, at klassifikationssystemer kan 

behandle sammensatte emner. Ethvert vidensområde omfatter et antal 

sammensatte og nogle usammensatte emner. 

19

2.3. Isolates 

De sammensatte emner må i facetterede systemer deles op i deres bestanddele, i 

de enkle klasser, de er sammensat af. F.eks. består emnet ‘Tyske taler fra 1600tallet’ 

af tre enkle klasser: ‘tysk’ (litteratur), ‘taler’ og ‘(litteratur fra) 1600-tallet’.Disse 

enkeltbegreber kaldes efter Ranganathan isolates. (På dansk "enkeltbegreber" 

(delfiniendum); et sådant er et begreb, før det sættes i relation til andre (nært 

beslægtede) begreber og derved bliver nærmere bestemt i f.eks. et 

klassifikationssystem). 

2.4. Facet analyse 

En facet er den totale sum af "isolates" (enkeltbegreber) dannet ved deling af et 

bredere begreb ved hjælp af et underdelingskriterium. (I virkeligheden er det nok 

mere korrekt (men til gengæld sværere at forstå) at sige, at en facet omfatter alle 

de klasser, som hører til en bestemt kategori, idet der med kategori her menes 

f.eks. en af Ranganathans 5 fundamentale kategorier (eller andre af de 

kategorisystemer, som er nævnt i afsnit 1.2 under "citationsorden"). Og at en 

delfacet omfatter alle de klasser i en kategori, som er fremkommet ved opdeling af 

et overbegreb (= en facet) ved hjælp at et opdelingskriterium). 

Med andre ord, det er normalt muligt inden for litteraturen om et givet emneområde 

at identificere et antal facetter, og ved at anvende et antal underdelingskriterier at 

dele "isolates" (enkeltbegreber = enkle klasser) op i facetter. Et 

underdelingskriterium er en attribut eller en egenskab, som alle begreber i en given 

facet har fælles, og ved hjælp af hvilken "isolates" (enkeltbegreberne) kan 

grupperes. Et eksempel på facetter i emnet ‘musik’ (musiklitteratur) er: ‘komponist’, 

‘udøvende’ (f.eks. instrumenter eller stemme), ‘kompositionsform’, 

‘musikelementer’, ‘teknik’, ‘alm. underbegreber’ (f.eks. som ‘tidsskrifter’, 

‘encyklopædier’). 

Denne proces kaldes facetanalyse, og den resulterende klassifikation et facetteret 

klassifikationssystem. Ved at anvende denne type analyse er det muligt at 

producere et skema med standardtermer til brug for emneklassifikation af 

20

dokumenter. Det er indlysende, at konstruktionen af et klassifikationssystem på 

denne måde medfører en analyse, idet enkelte begreber skal identificeres og 

adskilles fra hverandre. Anvendelsen af skemaet, når det engang er konstrueret, 

medfører en syntese eller sammensætning af enkelte begreber fra deres forskellige 

facetter med henblik på at kunne udtrykke fusionerede emner. Derfor kaldes de 

facetterede klassifikationssystemer også undertiden analytico-syntetiske. 

2.5. Trin i konstruktionen 

Efter nu at have beskrevet grundbegreberne "foci", "facet" og "delfacet" samt 

"isolate" (enkeltbegreb) samt refereret til Ranganathans fundamentale kategorier 

kan vi opstille en rækkefølge af de forskellige trin i konstruktionen af et facetteret 

klassifikationssystem for et specielt vidensområde og siden illustrere disse ved at 

lave et skema derefter. Faserne er følgende ni trin: 

Trin 1: 

Undersøgelse af et repræsentativt udvalg af litteratur inden for det pågældende 

vidensområde med henblik på at finde de elementære klasser, forfatterne skriver 

om. 

Trin 2: 

Gruppering af disse "isolates" d.v.s. hidtil uorganiserede elementære klasser i 

facetter, hvorved de nu bliver "foci". 

Det er vigtigt, at anvendelsen af underdelingskriterierne, som anvendes i denne 

proces, gør klasserne gensidigt udelukkende for at undgå krydsklassifikation 

(dokumenter om samme emne placeret på forskellige steder i systemet). Desuden 

er det vigtigt, at skemaet får samtlige elementære klasser indenfor området med, så 

skemaet bliver komplet (klassifikationen skal være exhaustiv). Dette kan kun opnås 

ved en meget grundig undersøgelse af emneområdets litteratur, så at ingen 

elementære klasser bliver overset. 

21

Ranganathan har foreslået 5 basale typer af facetter (= fundamentale kategorier). 

Disse "generaliserede facetter" som, kan forekomme i mange emneområder, udgør 

en nyttig checkliste for mulige facetter inden for et fagområde. 

Disse typer af facetter er: 

Personality: f.eks. typer af biblioteker, afgrøder, sprog o.s.v. 

Matter: materiale, f.eks. metaller, plastic, komponenter 

Energy: problem, metode, proces, operation, teknik, aktivitet 

Space: sted, lokalitet 

Time: tid, periode 

B.C. Vickery har foreslået denne liste udvidet med underfacetter (underkategorier): 

Thing-part, constituent - property - measure - patient process/action - operation - 

agent - (space - time) 

Kategorier er abstrakte begreber, hvori alting kan opdeles. Systemer af kategorier 

har været opstillet af navnlig filosoffer op gennem tiderne lige fra Aristoteles til vore 

dage. Men i nyeste tid har biblioteksklassifikationsteoretikere nok overtaget arbejdet 

hermed fra filosofferne. Facetterne er derefter at opfatte som de konkretiserede 

kategorier indenfor de forskellige fagområder og discipliner. Emneområdet 

‘biblioteksvæsen’ kan f.eks. opdeles i forskellige facetter på grundlag af en 

undersøgelse af litteraturen om emneområdet, som f.eks. en biblioteksfacet (hvori 

hver klasse omfatter en bestemt bibliotekstype: ‘folkebiblioteker’, ‘firmabiblioteker’, 

‘universitetsbiblioteker’, ‘nationalbiblioteker’ o.s.v. o.s.v.), en materialefacet (med 

grupper til de enkelte typer af materiale: ‘bøger’, ‘film’, ‘dias’, ‘plader’ o.s.v.), en 

"operationsfacet" med de forskellige bibliotekariske specialer (‘klassifikation’, 

‘katalogisering’, ‘bogvalg’, ‘udlånsvirksomhed’, ‘lave te til pauserne’ o.s.v.) o.s.v. Her 

hører biblioteksfacetten f.eks. til Ranganathans personality-kategori (eller Vickerys 

thing-kategori), materialefacetten vil være indbygget i Ranganathans energykategori 

(idet denne igen kan deles op i en ny række PMEST undergrupper 

("rounds"). Hos Vickery vil den høre hjemme i patient-kategorien og endelig vil 

22

operationsfacetten, som vi her har kaldt den, hos Ranganathan høre hjemme i 

energy-kategorien og hos Vickery f.eks. i process-kategorien. 

I engelsk litteratur er det for øvrigt almindeligt at se en lidt anderledes 

kategorirække opstillet: Personality, parts, materials, actions, tools, agents, space, 

time. Den skulle være almindeligt anvendt i forskellige systemer. Et ofte citeret 

eksempel herfra er følgende: Eksemplet er fra automobilindustrien og emnet lyder: 

"Women operators of presses for the extrusion of steel for engine parts in the 

manufacture of tanks at Dagenham during World War II". Dette eksempel 

inkluderer elementer fra alle de nævnte kategorier, og den tilsvarende 

emnestreng lyder: Tanks. Engine parts. Steel. Extrusion. Presses. Women 

operators. Dagenham. World War II. Der skal imidlertid understreges, at ingen 

kategorirække er hævdvunden, men at disse rækker er nyttige hjælpemidler ved 

konstruktion af klassifikationsskemaer og andre indekseringssprog. Især er 

Personality-kategorien nyttig, eftersom den drejer sig om identifikation af de 

vigtigste elementer, eller om hvad det pågældende emne egentlig handler om. 

Landbrug er f.eks. om afgrøder, undervisning om elever og studerende, metallurgi 

er om metaller. 

Trin 3: 

Identifikation af delfacetter. En nyttig ordning af foci indenfor hver facet skal laves. 

Eventuelt må standard-referenceværker og fageksperter konsulteres. Den bedste 

orden vil afhænge af emnets natur og af brugerne indenfor emneområdet. For det 

første er det måske nødvendigt at underdele en facet i delfacetter eller underklasser 

ved anvendelse af et ekstra enkelt underdelingskriterium. F.eks. har en "offentlig 

hygiejne"-facet underklasserne: brandværn, eksplosionsværn, stråling og 

beskyttelse mod elulykker o.s.v. Identifikation af sådanne delfacetter indenfor 

facetter vil være uhyre afhængigt af facettens natur. En facet inden for et 

emneområde vil måske have mange delfacetter, medens andre facetter ingen har. 

Trin 4: 

Ordning af foci indenfor facetter og delfacetter. Efter at delfacetter er blevet 

identificeret og foci er blevet grupperet i disse, skal de arrangeres i en passende 

rækkefølge. I delfacetterne og i de facetter, som ikke er opdelt i delfacetter ordnes 

23

foci enten efter hierarkier, hvis sådanne forekommer, ellers efter en passende 

rækkeorden; jvf. Afsnit 1.3 om orden i rækker. 

Trin 5: 

Bestemmelse af facetternes citationsorden. Måden facetterne skal kombineres på, 

eller citationsordenen, man skal anvende ved klassifikation af dokumenter, skal 

fastlægges som næste punkt. Skemaet er jo en liste over elemenetære klasser, 

som skal kunne kombineres, for at sammensatte emner kan indpasses i f.eks. den 

katalog, som er emneordnet efter det facetterede klassifikationssystem, når disse 

dukker op i dokumenterne. Denne citationsorden må vælges i overensstemmelse 

med brugernes behov og opfattelse af området. 

Citationsordenen kan f.eks. følge den videnskabelige og/eller 

undervisningsmæssige opfattelse, af hvilke grupperinger, der er de vigtigste. Det er 

her vigtigt at være klar over, at citationsordenen er med til at bestemme 

hovedgrupperne i hyldeopstillingen, og at den også bestemmer, hvad der bliver 

holdt sammen. Klassifikation spreder nogle ting, når den samler andre, fordi 

klassifikation medfører, at kun en enkelt side af et dokuments emneindhold (dvs. 

Kun en af facetterne, som beskriver emnet) vil komme til at bestemme dokumentets 

placering. (Problemet er kun tilstede, når et dokuments emne er beskrevet med 

flere facetter, men det er ret beset også det almindeligst forekommende, specielt 

ved en så specifik emnebeskrivelse, som facetteret klassifikation jo er særlig 

velegnet til). F.eks. kan et dokument omhandlende "Matematik i folkeskolen" 

klassificeres først enten under skolestadie-facetten eller under undervisningsfagfacetten. 

Ganske vist vil klassifikationens notation (se senere) ifølge sagens natur 

blive underdelt med notationen for den anden (sekundære) facet, men fysisk vil 

dokumentet blive placeret efter den første (primære) facet, d.v.s. at dette dokument 

enten vil blive placeret sammen med andre dokumenter om matematik eller 

sammen med andre dokumenter om folkeskoler. Det er i al fald nødvendigt at 

træffe en afgørelse om en citationsorden for at dokumenterne bliver klassificeret 

ensartet (konsistent). 

24

Forskellige standard-citationsordener har været opstillet (se afsnit 1.2). 

Ranganathans fundamentale kategorier har været meget indflydelsesrige på dette 

felt. De fem kategorier, som blev omtalt ovenfor, er blevet brugt som basis for en 

standardcitationsorden, der følger den rækkefølge, kategorierne er opstillet i her, 

nemlig PMEST. De andre foreslåede citationsordener er som regel varianter af 

denne. I øvrigt er det interessant at se, hvorledes de store ældre enumerative 

klassifikationssystemer ofte har indbygget en skjult citationsorden, som i grove træk 

svarer til Ranganathans ideer. Noget kunne derfor tyde på, at denne rækkefølge af 

kategorier er mere naturlig, end man forestiller sig umiddelbart. I disse ældre 

systemer (f.eks. Dewey Decimal Classification) er tankerne dog kun gennemført til 

en vis grad og måske også sommetider lidt tilfældigt. I øvrigt går disse 

citationsordener også igen i mange ældre og nyere verbale 

emneindekseringssystemer. 

Trin6: 

Ordning af delfacetter indenfor deres facet. Delfacetternes foci er sideordnede 

klasser, derfor kan man her anvende inversionsprincippet ved bestemmelsen af 

rækkefølgen. Inversionsprincippet er det princip, som siger at citationsordenen og 

katalog- (eller systemordenen) bør være indbyrdes omvendte, såfremt man ønsker 

at ordenen i katalogen (og på hylderne) skal gå fra bredere mod snævrere emner. 

Trin 7: 

Ordning af facetterne i klassifikationsskemaet. Facetternes foci er også 

sideordnede klasser, så også her kan man anvende inversionsprincippet. (For 

nemheds skyld er det ikke ualmindeligt i praksis at opleve, at katalogordenen (eng.: 

filing order) og citationsordenen er den samme, men ligeså tit er de modsatte af 

hinanden. Som flere gange tidligere nævnt, er det mest naturligt at følge 

inversionsprincippet, men afvigelser herfra kan være nyttige, specielt med hensyn til 

de såkaldte differentierende (eng.: differential) og almindelige facetter. 

Differentierende facetter er delfacetter, som er placeret i tilknytning til bestemte 

facetter og som kun angår disse (kan anvendes indenfor disse); de er ikke 

almindeligt brugte sammen med alle skemaets facetter. "Almindelige facetter" (eng.: 

common facets) kan optræde overalt i systemordenen, fordi de er facetter, som 

skønt kun opført et sted kan 

25

anvendes overalt i citationsordenen, hvis det er nødvendigt. Punkterne 6 og 7 

handler altså om katalogordenen. 

Trin 8: 

Tilføj notation til klasserne. På dette trin vil vi have gjort nok til at kunne fremstille et 

skema, som vil resultere i en foretrukken gruppering og systematisk ordning af 

dokumenter eller dokumentrepræsentanter (se Hf. I). Imidlertid er vi, for at gøre 

brugen af det lettere, nødsaget til at gøre to ting mere; nemlig at føje en kode til 

hver klasse, en kode, som vil fungere som klassens "adresse" og som viser dennes 

plads i katalog(orden)en. Denne kode kaldes vort systems notation. Et 

klassifikationsskema er naturligvis ikke komplet, før en sådan notation er tilføjet. 

Det er imidlertid vigtigt at bemærke sig, at notationen ikke må tilføjes skemaerne, 

førend den grundlæggende orden af emner er besluttet. Om notation se i øvrigt 

Kap. 3. Det andet, vi skal gøre, er: 

Trin 9: 

Produktion af et alfabetisk indeks. Den, der laver et klassifikationsskema, vil uden 

tvivl være alt for kendt med emnernes orden i skemaet, men i alle andre benytteres 

interesse, vil et alfabetisk emneregister være en helt nødvendig vejviser til de 

begreber, som findes i skemaet, og til deres placering inden for det. Indekset bruger 

klassernes notation som mellemled mellem opslagsordet og den relevante 

emneklasse. 

Vort skema er nu færdigt, men revision af det må anbefales med visse mellemrum, 

og overvejelser over, hvordan en sådan kan foretages, bør også indgå i 

konstruktionsfasen. 

2.6. Eksempel på konstruktion af et facetteret klassifikationssystem 

Til demonstration af de nævnte trin skal nævnes et eksempel. Andre eksempler kan 

ses i bilag 1 og 2. 

26

Eksemplet gennemgår trinene ved konstruktion af et facetteret 

klassifikationssystem indenfor emneområdet "Undervisning og uddannelse". 

Selvom disse to delbegreber næppe er helt identiske, vil vi dog her betragte 

"undervisning" og "uddannelse" som værende synonyme. 

Trin 1: 

Følgende titler kan bruges som udgangspunkt ved bestemmelsen af de typer af 

emner, som forekommer indenfor området (Identifikation af isolates): 

1. Undervisning af højtbegavede børn i Europa 

2. Undervisning i indiske landsbyer 

3. Pædagogisk Leksikon 

4. Uddannelse af kvinder i Asien 

5. Landsbyundervisningens historie i Pakistan 

6. Uddannelse af revisorer 

7. Dictionary of terms used in education in London (An ILEA publication) 

8. Undervisningens historie 

9. Skoleundervisningen i de danske købstæder 

10. En film om voksenundervisningen i pakistanske landsogne ved hjælp af 

audiovisuelle hjælpemidler, herunder film. 

11. Opdragelsens Historie i Kina 

12. Encyklopædi over opdragelsens problemer 

13. Voksenundervisning i kinesiske landområder 

14. Bibliografi over avancerede lærebøger for usædvanligt velbegavede børn. 

15. Audiovisuelle materialer ved undervisning af voksne. En håndbog i deres 

tekniske brug. 

16. Bibliografi over undervisningsvæsenets historie i Indien 

17. Undervisningens historie i Europa 

18. Historien om undervisningen på landet 

19. Undervisning af svagtbegavede børn i England 

20. Undervisning af usædvanlige børn i Frankrig. (Om børn med unormal 

intelligens). 

21. Uddannelse af mandlige sygeplejersker 

I vores undersøgelse af ovenstående udvalg af titler kan vi f.eks. finde følgende 

isolates: 

børn, Europa, landsbyer, revisorer, opdragelse o.s.v. 

Det skal her bemærkes, at i denne liste findes der nogle dokumenter, hvis 

elementære klasser i deres emne ikke indeholder egtl. emnebeskrivelse, men kun 

refererer til form eller medium (f.eks. film). Dette vil næsten altid være tilfældet i 

27

praksis, og hensyn må derfor tages til disse elementer ved konstruktionen af et 

klassifikationssystem. 

Trin 2: 

De fremfundne isolates skal nu grupperes i forskellige facetter således at de bliver 

til foci. (pkt. 1 og 2 fra den tidligere trinanalyse i konstruktionsprocessen). 

Følgende facetter kan identificeres: 

Dokumentformer 

Encyklopædier 

Leksika 

Ordbøger 

Film 

Bibliografier 

Synsvinkler 

Historie 

Sted 

Europa 

Landsbyer 

Asien 

Pakistan 

London 

Danmark 

Købstæder (= Byområder) 

Landsogne (= Landområder) 

Kina 

Indien 

England 

Frankrig 

Undervisningsmaterialer 

A/V-medier 

Avancerede materialer 

Lærebøger 

Film 

Elever (studerende) 

Højtbegavede 

Kvindelige 

Voksne 

Børn 

Revisorer 

Svagtbegavede 

28

Usædvanlige (= unormal intelligens) 

Mandlige 

Sygeplejersker 

OBS: Film optræder her både som dokumentform og som emne. 

Trin 3 

Det næste skridt bliver identifikation af delfacetterne og fordeling af klasser i disse: 

Dokumentformer 

efter præsentationsform: 

efter medium: 

Encyklopædier 

Leksika 

Ordbøger 

Bibliografier 

Film 

(NB! Man kunne naturligvis også her have en klasse kaldt "trykte medier", men da 

sådanne er reglen snarer end undtagelsen, plejer man normalt ikke at have en 

sådan klasse. I øvrigt skulle klasser som f.eks. "bøger" og "tidsskrifter" være opført 

under "præsentationsform". Imidlertid opererer vi her kun med de elementære 

klasser, som findes i vores litteraturliste, jvf. senere). 

Synsvinkler 

Sted 

efter politisk-geografisk inddeling: 

efter "anvendelse": 

Historie 

Europa 

Asien 

Pakistan 

London 

Danmark 

Kina 

Indien 

England 

Frankrig 

Landområder = (Landlige ell. rustikke 

områder) 

29


efter medium: 

efter niveau: 

efter præsentationsform: 

Elever 

efter alder: 

efter køn: 

efter erhverv: 

efter niveau: 

Landsbyer 

Byområder 

A/V-medier 

Film 

Avancerede materialer 

Lærebøger 

Voksne 

Børn 

Kvindelige 

Mandlige 

Revisorer 

Sygeplejersker 

Højtbegavede 

Svagtbegavede 

Usædvanlige (intelligens) 

Trin 4: 

Det næste trin bliver dernæst at bringe orden i facetter og delfacetter, ved 

identifikation af hierarkier i delfacetterne og de ikke opdelte facetter (identifikation af 

generiske og pseudo-generiske relationer), eller blot ved at vedtage en nyttig orden, 

hvis hierarkier ikke er tilstede: De fremfundne hierarkier findes i følgende 

delfacetter: 


efter medium: 

A/V-medier 

Film 

30

Elever 

efter niveau: 

sted 

efter politisk-geografisk inddeling: 

efter "anvendelse": 

Usædvanlige (i intelligens) 

Højtbegavede 

Svagtbegavede 

Europa 

Frankrig 

England 

London 

Danmark 

Asien 

Pakistan 

Indien 

Kina 

Landområder 

Landsbyer 

Byområder 

Det kan ses at vi har foretaget en slags standardisering af klassernes navne, idet vi 

har elimineret synonyme udtryk som f.eks. ‘landsogne’=’landområder’ og 

‘usædvanligt velbegavede’=’højtbegavede’. 

Trin 5: 

Herefter skal en citationsorden vedtages. Citationsordenen er som bekendt den 

rækkefølge, hvori det enkelte (dokuments) emneudtryks elementer kommer efter 

hinanden. 

Følgende rækkefølge foreslås: 

Elever: Erhverv. Niveau. Alder. Køn. 

Undervisningsmaterialer: Niveau. Medium. Form. 

Sted: Politisk-geografisk. Anvendelse. 

Synsvinkel. 

Dokumentform: Medium. Præsentationsform. 

Rækken: Elever-Undervisningsmaterialer-Sted-Synsvinkel-Dokumentform. synes 

rimelig ud fra hvad, der er vigtigst i en undervisningssituation. Rækkefølgen af de 

forskellige delfacetter kan naturligvis diskuteres, men er også valgt ud fra en 

31

forestilling om, hvad der kan tænkes at være vigtigst i hver facet. Den mest 

specielle elev at skulle undervise, er formentlig den, der studerer et særligt 

fagområde og som kræver en lærer med særlig uddannelse ud over den 

almindelige. Det næstvigtigste må være elevens intelligensmæssige niveau (a 

priori), hvorefter kommer faktorer som alder og køn, hvor alderen nok er den, som 

kræver de mest specielle hensyn o.s.v. 

I "det virkelige liv" vil en sådan citationsorden naturligvis ikke skulle baseres på 

spekulationer alene, men fastsættes ud fra en vurdering af litteraturen samt som 

tidligere nævnt ved konsultation af specialister og biblioteksbrugere. 

Naturligvis vil mange flere begreber skulle overvejes og indføjes i systemet end 

disse, som kun bygger på en lille samling dokumenter. Adskilligt flere facetter og 

delfacetter ville skulle identificeres for at få et komplet skema for undervisning og 

uddannelse. F.eks. mangler i dette eksempel helt facetter for 

undervisningsinstitutioner og for undervisere. Et eksempel på et fuldt udarbejdet 

facetteret klassifikationsskema for området er "The London education 

classification", 1974, eller "The Bliss bibliographic classification 2nd ed., Class J. 

I øvrigt optræder emneklasser som "drenge", "piger", "mænd" ikke i dokumentlisten, 

hvad de naturligvis ville gøre i virkeligheden. De er eksempler på, hvad man kunne 

kalde "præfabrikerede klasser", opstået som kombinationer af egenskaber så 

almindelige, at disse bogstaveligt er blevet sammensmeltet og som har fået deres 

egne navne. Egentlig burde man skulle vælge mellem om "uddannelse af kvinder" 

skal have sin egen specielle klasse, eller om emnet skal behandles som 

uddannelse af voksne af hunkøn. 

Trin 6+7: 

Vi mangler nu kun at ordne delfacetterne i deres respektive facetter (pkt.6) og at 

ordne facetterne indbyrdes (pkt.7). For at sikre at dokumenterne ordnes fra det 

generelle til det specielle anvender vi inversionspricippet med udgangspunkt i den 

citationsorden vi har vedtaget. 

32

Det må erindres, at den første facet i et emnes citationsorden bestemmer 

dokumentets plads i katalogordenen. Katalog- eller systemorden er rækkefølgen af 

forskellige dokumenters først citerede facetter, d.v.s. de første facetter i deres 

citationsorden 

Trin 8: 

Efter at have føjet en notation til systemet, kommer det nu til at se sådan ud (idet vi 

ikke her har behandlet pkt.9 om et indeks til systemet): 

B Dokumenter efter præsentationsform 

BC Encyklopædier & Leksika 

BD Ordbøger 

BE Bibliografier 

BF Tidsskrifter 

C Medier 

CD A/V - medier 

CDE Film 

D Synsvinkler 

DE Historie 

E Sted (Anvendelse) 

EF Landområder 

EFG Landsbyer 

EG Byområder 

F Sted (politisk-geografisk) 

FG Europa 

FGH Frankrig 

FGI England 

FGIJ London 

FGJ Danmark 

FH Asien 

FHI Pakstan 

FHJ Indien 

FHK Kina 

G Undervisningsmaterialer (Form) 

GH Lærebøger 

H Undervisningsmedier 

HJ A/V-medier 

HJK Film 

33

J Undervisningsmaterialer (Niveau) 

JK Elementære 

JL Avancerede 

K Elever (Køn) 

KL Mandlige 

KM Kvindelige 

L Elever (Alder) 

LM Børn 

LN Voksne 

M Elever (Evner) 

MN Intelligensafvigende 

MNO Højtbegavede 

MNP Svagtbegavede 

N Elever (Erhverv) 

NO Revisorer 

NP Sygeplejersker 

NB! Citationsordenen er den omvendte af denne katalogorden (også kaldet 

systemorden). Forskellige nye klasser er indsat for fuldstændighedens skyld. Her er 

nogle eksempler på, hvordan dokumenterne i den liste, der var vort udgangspunkt, 

vil blive klassificeret efter dette system, ordnet efter systemets orden: 

BC Encyklopædi over opdragelsens problemer 

BC Pædagogisk Leksikon 

DE Undervisningens historie 

EF/DE Historien om undervisningen på landet 

FG/DE Undervisningens historie i Europa 

FGIJ/BD Dictionary of terms used in education in London 

FGJ/EG Skoleundervisningen i de danske købstæder 

FHI/EFG/DE Landsbyundervisningens historie i Pakistan 

FHJ/DE/BE Bibliografi over undervisningsvæsenets historie i Indien 

FHJ/EFG Undervisning i indiske landsbyer 

FHK/DE Opdragelsens historie i Kina 

KM/FH Uddannelse af kvinder i Asien 

LN/FHK/EF Voksenundervisning i kinesiske landområder 

LN/HJ Audiovisuelle materialer ved undervisning af voksne 

LN/HJ/FHI/EF/CDE En film om voksenundervisningen i pakistanske landsogne ved 

hjælp af audiovisuelle hjælpemidler, herunder film. 

MN/LM/FGH Undervisning af usædvanlige børn i Frankrig 

MNO/LM/FG Undervisning af højtbegavede børn i Europa 

34

MNO/LM/JL/BE Bibliografi over avancerede lærebøger for usædvanligt 

velbegavede børn 

MNP/LM/FGI Undervisning af svagtbegavede børn i England 

NO Uddannelse af revisorer 

NP/KL Uddannelse af mandlige sygeplejersker 

Det ses at notationen her er fraktioneret, og at den alfabetiske orden er en ord-forord 

orden, idet hver enhed, som er adskilt med en skråstreg, "repræsenterer et 

ord". Desuden er notationen retroaktiv (Se herom senere). 

Andre eksempler på konstruktion af facetterede klassifikationssystemer findes i 

bilag 1 og 2. 

35

3. NOTATIONENS OG DENS FUNKTION 

I modsætning til den alfabetiske orden er den systematiske orden ikke 

selvindlysende, ja der er ligefrem ikke ét men flere forskellige syn på, hvad der er 

den bedste systematiske orden i et bibliotek. Imidlertid ville det være yderst 

besværligt, hvis man skulle rådføre sig med klassifikationsskemaet hver gang, man 

skal finde et emne enten i den systematiske katalog eller på hylderne, fordi man, 

når man har fundet emnets plads i skemaet, så skulle lede efter dets tilsvarende 

plads på hylderne eller i katalogen "ved at tælle sig frem". Selvom katalogen eller 

reolerne var forsynet med skilte eller lignende med emnernes navne på, ville en 

søgning efter et specifikt emne i et stort bibliotek være umulig, hvis man kun havde 

selve den systematiske orden mellem emnerne at gå frem efter. 

For at den systematiske orden skal kunne fungere i praksis er det derfor helt 

uomgængeligt nødvendigt at tilføje et sæt af symboler - en notation - til emnernes 

systematiske orden, en notation som har den selvindlysende orden, som ellers ville 

mangle. Ved hjælp af notationen kan man hurtigt og let finde emnernes position i 

den systematiske katalog og på hylderne. 

Det er vigtigt at gøre sig klart, at notationen er noget, som er tilføjet til 

klassifikationsskemaet. Det er skemaet som viser den systematiske orden mellem 

emnerne, og først når denne orden er etableret, kan man begynde at tænke på 

notationen. Når dette bliver understreget så kraftigt her, er det fordi mange opfatter 

notationen som værende den systematiske orden i sig selv. Det har blandt andet 

givet sig udtryk i kritik af bestående klassifikationssystemer for en dårlig orden, 

medens det i virkeligheden har været notationen og ikke ordenen, der har været 

noget galt med. En notation kan på ingen måde gøre et dårligt klassifikationssystem 

til et godt, mens en dårlig notation udmærket ændre et ellers godt system til at være 

dårligt i praktisk brug. 

36

3.1. Kendt rækkefølge 

En notations hovedfunktion er at vise rækkefølgen af klasserne i et 

klassifikationssystem. Derfor må notationen være i besiddelse af en selvindlysende 

og alment kendt orden - ellers er den ubrugelig. Der er to sæt af symboler, som er 

opfylder disse krav: 

- arabertallene 

- det latinske alfabet 

Med hensyn til bogstaverne i det latinske alfabet, kan man bruge store eller/og små 

bogstaver. Det betyder, at man reelt har tre symbolsæt til disposition. 

3.2. Ren og blandet notation 

En notation, som kun består af et sæt symboler, kaldes en ren notation medens en 

notation, som består af mere end en slags symboler, kaldes en blandet notation. 

Det er klart, at kun en ren notation vil give den selvindlysende rækkefølge, som er 

blevet fastslået som den nødvendige. Men der er andre faktorer, som giver den 

blandede notation visse fortrin frem for den rene notation, hvilket gør det 

acceptabelt at konsistensen til en vis grad går tabt. 

3.3. Enkelhed 

Notationen er det hjælpemiddel, vi benytter os af, når vi går fra et emne som det er 

udtrykt i ord i et alfabetisk register til det samme emne i dets sammenhæng i den 

systematiske rækkefølge. Den skal derfor findes mange steder: i katalogens 

indførsler, på bogryggene, i indførsler i bibliografier, i hyldelister, på skilte ved og i 

reolerne, kort sagt overalt, hvor vi skal finde rundt i en systematisk orden. Det stiller 

krav til notationen, om at den skal være let at indprente sig, let at skrive, både i 

håndskrift og på skrivemaskine uden at give anledning til fejlskrivning osv. 

Først og fremmest skal notationen være enkel, d.v.s. rimelig let at indprente sig og 

huske. Et ticifret talsymbol som f.eks. 6271048031 vil være alt for langt til at nogen 

37

kan huske det, men det vil være meget enklere, hvis det bliver splittet op på tre 

kortere sektioner: 627 104 8031. At det er lettere at huske lange talsymboler i "sæt" 

kender vi fra f.eks. telefonnumre, som vi i reglen husker i sæt på to cifre. Ved denne 

opsplitning af notationen, har vi faktisk forøget dens længde med to pladser (eller 

karakterer), idet et mellemrum også vil blive regnet for et slags ciffer - men da det 

letter hukommelsen, er det acceptabelt. 

Dette giver anledning til at overveje, hvordan det vil virke, hvis man blander 

forskellige typer af notation. Alle de følgende notationer er af samme længde, men 

nogle af dem er tydeligt lettere at fatte end andre: 

1 6271044803126 

2 627LIN803121 

3 627/104/8031 

4 627:104:8031 

5 BD 6271GS4627 

6 6271 (048) 031 

7 62k,BD13:Kaw 

8 Tip Mod Haf Dun 

9 Trd Mbh H10 Dfx 

Det ses at tegn, som normalt fungerer som separatorer (f.eks. punktummer, 

kommaer osv.) er psykologisk brugbare til det samme formål i notation. På den 

anden side bliver en notation, som bruger disse skilletegn, længere end, hvis de 

ikke var der. Skilletegnene er "tomme tegn", som viser notationens struktur, men 

ikke dens betydning. 

En blandet notation kan være nemmere at opfatte end en ren notation af samme 

længde, men kun, hvis man kan se et mønster i den. For de fleste mennesker er tal 

dog det mest acceptable instrument til brug for ordning sammenlignet med 

bogstaver. Eksempel nr. 8 viser for øvrigt en notation, som anvendes flere steder 

ud fra et ønske om at organisere bogstaver i genkendelige grupper, i dette tilfælde 

"stavelser", som kan udtales. Her er hensigten med at have en letfattelig notation 

nået, dog skal man her passe på med at bruge visse muligheder, da 

bogstavkombinationer jo først og fremmest frembyder et semantisk indhold. Tal har 

38

i almindelighed ikke semantisk indhold, selv om der dog kan findes visse 

undtagelser fra denne regel som f.eks. 007. 

3.4. Notationens længde og basis 

En kvalitet, som også er vigtig for en notation, er dens længde. Alt andet lige er en 

kort notation lettere at huske end en lang. En lang notation kan også være svær at 

få anbragt på f.eks. en bogryg, med mindre den lader sig dele op i mindre stykker. 

Notationslængden beror på to faktorer: dels notationens basis og dels på 

fordelingen af emneklasser i forhold til notationen (engelsk: allocation). 

En notations basis er det samme som det antal af symboler, som er til rådighed. 

For tallenes vedkommende er basis ti (0/9) eller ni, hvis man ser bort fra nullet, for 

bogstaver er den 29 (i det danske alfabet). Hvis vi blander notationen ved at bruge 

tal og bogstaver, vil vi få 38 tegn, idet et stort o og nul let lader sig sammenblande, 

og hvis vi bruger både store og små bogstaver, vil vi have en notationsbasis på 

omkring 64, idet der ofte vil være problemer med lille 1 og tallet 1, lille b og tallet 6 

samt lille i og tallet 1. Hvis man bruger tal alene, får man længere symboler, end 

hvis man bruger bogstaver. Hvis der f.eks. er 2000 emner i et klassifikationsskema, 

må vi bruge op til fire cifre i symbolerne, hvis vi kun anvender ren talnotation, men 

kun 3 cifre hvis vi bruger bogstaver (basis 29), og hvis vi bruger både store og 

s2må bogstaver samt tal, kan vi nøjes med kun tocifrede symboler (64 =4096). 

Altså jo længere en base desto større vil antallet af emner være, som kan ordnes 

ved hjælp af en given symbollængde. Matematisk udtrykt: hvis basen indeholder ø 

symboler, kan man ved at anvende op til n "cifre" (karakterer) konstruere: 

x n + x n-1 + x n-2 + x n-3 + .....x 3 + x 2 + x 

forskellige notationssymboler. Den almindelige præference for tal skal derfor sættes 

op imod den kendsgerning, at bogstaver i almindelighed vil give kortere symboler. 

Den anden faktor af betydning for notationslængden er notationens fordeling ud 

over klassifikationssystemets emner på. Eller rettere sagt, hvor godt de korte 

symboler bliver fordelt på systemets emner. Nogle emner er statiske. De har ikke 

udviklet sig i mange år. For eksempel er Dewey’s Decimal-Classification’s skema 

39

for logik i 19. udg. næsten det samme, som det var i den 1. udgave fra 1876. 

Sammenlignet hermed er et dynamisk område som teknik vokset nærmest 

eksponentielt fra den 1. udgaves kun een side til omkring 100 sider i den 19. 

udgave. Det betyder, at når man fordeler notationen i et klassifikationssystem, bør 

man give en større del af denne til de dynamiske emner, også selvom det vil 

medføre lange symboler for nogle af de statiske emner i begyndelsen. Fordi 

notationen for de statiske emner efter nogle års forløb ikke vil blive længere, mens 

den for de dynamiske emners vedkommende uundgåeligt vil blive længere og 

længere. 

Det kan ganske vist kan det være svært at forudsige, hvilke fag, som vil vokse mest 

i de nærmeste år, men en fornemmelse for det bør nok være rimelig hos en 

systemkonstruktør. I første udgave gav Dewey den samme notationsfordeling til 

Logik og Teknik, nemlig ti 3-cifrede symboler. Som følge heraf vil man stadig finde 

3-cifrede symboler i Logik i 19.udgave, eftersom dette fag har været statisk i snart 

sagt 2000 år. Men i teknikken, og specielt i de grene, som er blevet indføjet, siden 

skemaet blev konstrueret i 1876, vil man finde, at 6-cifrede symboler er meget 

almindelige og 10-cifrede symboler er slet ikke ualmindelige. Hvad der gør 

situationen værre er det faktum, at størsteparten af biblioteker har en mængde 

dokumenter omhandlende teknik men relativt få om logik, således at de korte 

notationer sjældnere bliver brugt. Selvfølgelig vil man kunne indvende, at selv om 

man tager hensyn til de dynamiske emner ved fordelingen af notation, er der en 

grænse for, hvor længe disse vil kunne opretholde en rimelig kort notation. Ethvert 

klassifikationssystem skal regelmæssigt revideres for at følge med væksten i vor 

viden, og på visse felter vokser denne så hurtigt, at det er vanskeligt at holde trit 

med den og stadig bibeholde en praktisk notation. 

En faktor, som yderligere indvirker på notationslængden, er notationens syntetiske 

muligheder. Tidligere har vi set på forskellen mellem enumerative og facetterede 

klassifikationssystemer. I den sidste type bliver kun elementære klasser opført, og 

det er så op til klassifikator at udvælge de mest velegnede af disse til opbygning af 

det emne, han eller hun har for hånden, og at kombinere dem efter den gældende 

citationsorden. Dette betyder, at notationen for de individuelle elementer også skal 

40

kombineres, for at et sammensat emne kan få sit klassemærke. Det vil i 

almindelighed medføre en længere notation, end hvis symbolerne var blevet jævnt 

fordelt over alle emner, enkle såvel som sammensatte. Library of Congress 

Classification (LC) anvender f.eks. sjældent mere end to bogstaver og fire tal til et 

hvilket som helst emne i sit skema, selvom det dog skal siges, at skemaet ofte 

savner specificitet, hvad sammensatte emner angår. Det Universelle 

Decimalklassifikationssystem (UDK) er ofte blevet kritiseret for sine lange 

notationer på grund af syntesemulighederne. 

Syntese fører til lange notationer, men det må understreges, at i mange tilfælde 

skyldes dette, at notationen ikke har været lavet med syntetiske muligheder fra 

starten af, og i konsekvens heraf bliver resultaterne ofte klodsede, fordi visse dele 

af notationen ofte bliver gentaget. For eksempel var på et vist tidspunkt notationen 

for ‘kraftforsyning til elektromagneten i en proton synchroton’: 612.384.61 : 539.185 

: 621.318.3 : 621.311.6. Denne notation er hverken kort eller nem at huske og 

desuden gentager den 621.3 (Elektroteknik) tre gange. Den er imidlertid specifik, og 

UDK er det eneste klassifikationssystem, som er detaljeret nok til at kunne 

specificere dette og lignende emner. Så hvis vi ønsker specificitet, må vi i 

almindelighed acceptere lange notationer. Hvis vi så desuden anvender et system 

med en dårlig notationsfordeling (jvf. tidl.) i forhold til nutidige krav, må vi regne med 

at dette vil have yderligere virkning på symbollængden. Disse konflikter er umulige 

at undgå. Det eneste, man kan gøre for at styre problemerne, er som tidligere 

nævnt, at revidere systemerne gennemgribende fra tid til anden. 

3.5. Mnemotekniske egenskaber 

En notation kan også indeholde visse mnemotekniske kvaliteter (eng.: mnemonics). 

Man taler dels om systematiske og dels om "bogstavmæssige" mnemotekniske 

egenskaber. 

En systematisk-mnemoteknisk egenskab findes, når et notationsstykke står for 

det samme begreb ligemeget, hvor det forekommer. I UDK er Danmark f.eks. altid 

betegnet med (489), USA med (73). I Dewey s decimalsystem findes adskillige af 

41

denne slags egenskaber, men på en begrænset måde. For eksempel bliver ‘drama’ 

inden for ‘Litteratur’ altid betegnet med 2 indenfor et hvilket som helst sprogs 

litteratur 

Engelsk litteratur 820 Engelsk drama 822 

Fransk litteratur 840 Fransk drama 842 

Tysk litteratur 830 Tysk drama 832 

Imidlertid betyder 2 i dette system ikke altid ‘drama’, end ikke i ‘Litteratur’-gruppen, 

så der er ikke fuld konsistens, hvilket jo må siges at være nødvendigt, hvis et stykke 

notation skal have ægte mnemotekniske kvaliteter. 

De bogstavmæssigt-mnemotekniske egenskaber beror på den forestilling, at 

man ved at bruge et emnenavns begyndelsesbogstav gør det lettere at finde emnet. 

For eks. hedder ‘Chemistry’ i "Bliss Bibliographic Classification" C (hvorimod ‘Fysik’ 

hedder B). I Library of Congress Classification hedder ‘musik’ M (medens ‘Kunst’ 

hedder N). Denne form for mnemoteknik er dog så tilfældig, at den er af ringe 

værdi. Den kan kun bruges på et meget begrænset antal emner og i så fald kun på 

een term. F.eks. har BC U for ‘Useful arts’ og LC har T for ‘Technology’, medens 

Dewey har kaldt den gruppe, der nu hedder ‘Technology’ for ‘Useful arts’ i de tidlige 

udgaver af systemet. 

Det siger sig selv, at denne form for egenskab er helt afhængig af det pågældende 

sprog. Sålænge bestræbelserne for at indføre denne kvalitet ikke fører til forvridning 

af systemet, er der dog ikke noget direkte skadeligt ved den. I visse outrerede 

tilfælde kan man dog opleve, at forsøg på at gennemføre denne egenskab i en 

notation har ført til brugen af en alfabetisk snarere end en systematisk orden, hvor 

denne sidste havde været bedre på sin plads, f.eks. i LC's "Generalia class". 

Alt i alt må man sige, at de bogstavmæssige mnemotekniske kvaliteter er temmelig 

tvivlsomme. I øvrigt findes der en særlig variant af denne mnemoteknik, som kunne 

kaldes "stavelsesnotation". I denne er konsonanter og vokaler arrangeret sådan, at 

notationen bliver til at udtale og således lettere at huske. En særlig slags er den 

"suggestive" stavelsesnotation, hvor den pågældende notation for et emne ikke 

42

alene kan udtales men også giver visse (mere eller mindre komiske) associationer. 

For eksempel har emnet ‘choir schools’ i "London Education Classification" 

notationen Ror. Også denne type kvaliteter er diskutable og kan føre til sælsomme 

ting. 

En særlig form for mnemoteknisk kvalitet hos en notation er den såkaldte 

"frøstadie-teknik” (Eng.: seminal mnemonics). Denne teknik er kun rettet mod 

klassifikator. Den tillader klassifikator at føje nye emner til systemet uden at skulle 

vente en central revision af dette og uden at risikere at komme i karambolage med 

en senere revision og betyder desuden, at man ikke behøver at anbringe et nyt 

emne i en eventuelt bredere klasse med specificitetstab til følge. Teknikken består i, 

at cifrene fra 1 til 8 har fået tildelt en fundamental betydning: 1 betyder f.eks. "først", 

"enhed(s)", "endimensional", 2 betyder "funktion" (i politik), "fysiologi" (i biologi) og 

"sociale aktiviteter" (i sociologi); 4 betyder "funktionsfejl" (eks. "maskinfejl"), 

"sygdom" osv. Ideen er udviklet af Ranganathan og er nærmest kun udformet i 

dennes "Colon Classification". Den fører til en genkendelse af ligheder på et dybere 

plan end normalt i klassifikationssystemer. Imidlertid er teknikken suspekt, fordi den 

udgør et klart eksempel på, at notationen kommer til at bestemme ordenen i 

systemet, selvom dens brug giver en vis grad af selvbestemmelse for klassifikator. 

3.6. Åbenhed i rækker 

Alle de i det tidligere nævnte egenskaber har noget at gøre med notationens 

"mentale" og psykologiske virkninger (på engelsk betegnet med udtrykket 

"memorability"). Disse egenskaber er ikke uvæsentlige og skal overvejes 

omhyggeligt ved valg af en notation til et nyt skema. DC skylder utvivlsomt sin 

enorme succes den enkle, letforståelige og vidt udbredte notation snarere end 

nogle teoretiske fortrin ved selve systemet. Til trods herfor er det dog vigtigt at slå 

fast, at notationen er underordnet skemaernes krav, og at man også kan gøre sig 

for store bekymringer over besværet med lange eller komplicerede symboler. Det er 

meget vigtigere, at notationen opfylder andre kvaliteter, og den vigtigste af disse er 

evnen til at kunne modtage (eller få indføjet) nye emner og helst på en logisk rigtig 

position. 

43

Denne egenskab kaldes på engelsk "hospitality". På dansk bruges også 

udtrykket, at notationen skal være "åben". Notationen skal vise skemaernes orden, 

mens skemaerne er en nyttig måde at arrangere emner på. Eftersom viden ikke er 

statisk, kan skemaerne heller ikke være det, det skal være muligt at tilføje nye 

emner, når de dukker op, på det rigtige sted i den systematiske rækkefølge. At det i 

sjældne tilfælde kan være vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige sted til et nyt 

emne, er en anden sag, men langt de fleste nytilkomne emner hører naturligt 

sammen med emner, der allerede er kendte, ofte er de udviklede af disse så at sige 

ved "knopskydning", eller som følge af en kombination af ældre emner som et slags 

"tværgående" nyt emne. Notationen skal helst kunne indpasse nye emner overalt i 

systemet, hvor det findes nødvendigt. Som regel er der tale om at indføje et nyt 

emne indenfor en bestemt facet, men til tider kan det forekomme, at en helt ny facet 

må udvikles; eller sågar en helt ny basisklasse skal kunne placeres ind i systemet. 

(Basisklasser er klasser, som svarer til et fag eller en disciplin, altså det man i 

mange systemer også kalder hoved- eller fagklasserne). Notationen må ikke være 

nogen hindring for at nye emner kan indføjes på den rigtige plads. Den skal være 

åben. 

Hvis man som notation anvender arabertal, kan disse enten bruges som hele tal 

eller som decimaltal. 

Hele tal giver en orden, som er kendt for alle og enhver. 12 kommer efter 2 men før 

115 f.eks. Hvis vi forestiller os, at vi har et sæt af foci i en facet, og vi tildeler dem 

cifrene 1 til 7 og står med et nyt emne, som egentlig burde have befundet sig 

mellem 3 og 4, er det en umulighed, eftersom der jo ikke findes noget helt tal 

mellem 3 og 4. En løsning kunne være at lade pladser stå åbne, når man fra starten 

af fordeler notationen over de emner, man har, men i virkeligheden vil dette bare 

være at udskyde tidspunktet for, hvornår vi er løbet tør for nye pladser. Det frister 

sådan set også til at indsætte nye emner i skemaet, der, hvor der findes huller 

snarere end i deres rette logiske systematiske positioner. Hertil kommer, at det er 

temmelig svært at forudse, hvor nye emner vil dukke op, hvilket fører til, at man 

44

efterlader huller på forkerte steder og ingen på de steder, hvor det bliver 

nødvendigt. 

Hvis man derimod bruger tal som decimaltal, er det muligt at indsætte nye 

symboler overalt i rækken. Mellem 3 og 4 kan man indsætte 31, 32, 33 ....... 39. 

Mellem 33 og 34 kan man indsætte 331, 332, 333.... o.s.v. Man behøver altså ikke 

længere spekulere på at lade "huller" stå åbne på de rigtige steder, eller risikere at 

spilde notation ved at lade huller stå åbne på de forkerte. Denne fordel ved brug af 

decimaltal indså Melvil Dewey, da han lavede sit klassifikationsskema i 1876, og det 

er som tidligere nævnt et af de største fortrin i hans system, som jo som bekendt 

også tog navn efter dette fænomen ("Decimal Classification"). 

Udtrykket "decimal" vedrører talsymboler og har relation til deling med ti. 

Fænomenet kan naturligvis også anvendes på bogstaver, hvor det så må betyde en 

deling med 29 (eller hvor mange bogstaver, man nu vil anvende). Egentlig skulle 

man tale om en grundtals-brøkdeling, men da termen "decimal" er almindeligt 

kendt, vil den blive brugt, som om den også angår bogstaver her. I en bogstavnotation 

brugt på denne måde, vil man derfor mellem f.eks. B og C kunne indsætte 

BA, BB, BC ....... BÅ, og mellem BB og BC f.eks. BBA, BBB, BBC ... o.s.v. 

I øvrigt må man, hvis man ønsker total åbenhed overalt, undgå at afslutte en 

notation for en enkelt klasse med notationsbasens første symbol, altså symbolerne 

0 (nul), A og a. Ellers vil det ikke kunne lade sig gøre at indføje nye emner i 

begyndelsen af et skema. Hvis man f.eks. bruger samtlige bogstaver fra A til Å, kan 

man ikke i fremtiden indordne noget foran den etablerede række, men hvis man 

derimod begynder denne ved B, vil det blive muligt at indsætte emner ved hjælp af 

AB/AZ (ikke AA!) foran B og stadigvæk bevare åbenhed på alle positioner. 

Ligesådan vil man mellem 2 og 3 kunne indsætte tallene fra 20 til 29, men vil da 

ikke i fremtiden kunne indsætte noget mellem 2 og 20. Derfor bør man nøjes med 

at indsætte tallene fra 21-29 (mellem 2 og 3), således at det i fremtiden vil være 

muligt at indsætte 201-209 (ikke 200!) mellem 2 og 21. Virkningen af disse forholdsregler 

vil være at basen bliver forkortet med l "ciffer" (1 karakter), for tallenes 

vedkommende til 9 og bogstavernes til 28 (dansk alfabet). En virkning, som dog 

45

næppe vil være særlig alvorlig, så længe notationen er blevet rimeligt fordelt fra 

starten. Derimod vil mangel på åbenhed i en notation føre til forvridninger i selve 

skemaerne, fordi det nu vil blive notationen, som bestemmer disses orden, en ting, 

som bør undgås. 

Det er almindeligt at skelne mellem to slags åbenhed: åbenhed i rækker (eng.: 

hospitality in array), og åbenhed i kæder (eng.: hospitality in chain). Det første 

refererer til åbenhed for nye sideordnede klasser, det andet til åbenhed for nye 

(indskudte) underordnede klasser og til nye kombinationer af klasser. Disse 

begreber er dog ikke særlig nyttige, eftersom det eneste problem, man har, er at 

skaffe plads for en ny elementær klasse; forudsat at notationen er ekspressiv, hvad 

den bør være for at være effektiv, så vil skemaet automatisk være åbent for en 

hvilken som helst kombination af elementære klasser. Selv om man konstruerer et 

enumerativt skema, er distinktionen unødvendig, fordi både åbenhed i kæde og 

åbenhed i række vil være til stede, når notationen er "decimal" eller "delelig". Og 

den samme kvalitet er den eneste nødvendige til at gøre et facetteret skema åbent 

for nye elementære klasser. 

Det sidste problem omkring åbenhed, som skal nævnes, er det at kunne specificere 

egennavne i vores anvendelse af et klassifikationsskema til dokumenter, som 

omhandler individuelle medlemmer af en klasse, f.eks. hvis man ønsker at holde 

bøger om "Hamlet" eller om "Macbeth" sammen inden for klassen ‘værker om 

Shakespeare's dramaer’. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal lånerne 

gennemsøge hele klassen (som jo kan bestå af en enorm mængde bøger, alle med 

samme klassesymbol) for at finde de relevante dokumenter. For at løse problemet, 

underdeler man simpelthen en klasse alfabetisk efter navnene på de individuelle 

medlemmer af den. Hvis sådanne emnenavne bliver for lange, har man ofte særlige 

tabeller med instruktioner for, hvordan man kan konstruere korte unikke koder for 

disse (f.eks. "Cutter-Sanborn’s tables"). 

46

3.7. Hierarkisk notation 

En egenskab, som ofte ønskes hos notationen, er, at den kan vise strukturen i 

klassifikationssystemet. Man siger, at notationen bør være strukturvisende. Den 

mest almindelige måde en notation kan være strukturvisende på, er ved at være 

opbygget så den viser hierarkierne i et system (hierarkisk notation). 

En hierarkisk notation er en god hjælp for en bruger både på hylderne og i 

katalogerne og bibliografierne (forudsat disse to sidste primært er systematisk 

ordnede). Rækkefølgen af emner i disse hjælpemidler, såvel som på hylderne er 

nødvendigvis fortløbende endimensional og viser logisk set ikke i sig selv nogen 

struktur, selv om skiltning vil kunne hjælpe på tingene. Men en hierarkisk notation 

giver en stor forbedring af brugerens overblik over ordenen. Desværre er der her et 

alvorligt problem, nemlig at evnen til at vise struktur og åbenhed for nytilkomne 

emner er to egenskaber, som ikke passer sammen. De er nærmest gensidigt 

udelukkende. Før eller senere vil en af egenskaberne "bryde sammen". 

Hvis man ser på et praktisk eksempel som ‘Engineering’ i DC, vil grunden hertil 

være tydelig. I DC’s 1. udgave eksisterede ‘Electrical engineering’ ikke, men dette 

emne blev indføjet i den 2. udg. som en undergruppe til ‘Mechanical engineering’. 

Dette var muligvis acceptabelt på den tid, i dag ville det i al fald ikke være det. 

Omkring år 1900 kom et nyt fag som ‘motor car engineering’ til og senere er fag 

som ‘aviation engineering’, ‘nuclear engineering' og ‘control engineering’ dukket op. 

Skemaet så således ud på 2.udg.’s tid: 

600 Technology 

620 Engineering 

621 Mechanical eng. 

621.3 Electrical eng. 

622 Mining 

623 Naval eng. 

624 Civil eng. 

. 

. 

628 Sanitary eng. 

47

‘Bilteknik’ og ‘Flyteknik’ er helt klart mere i familie med ‘Mechanical engineering’ end 

med f.eks. ‘Civil engineering’ eller ‘Sanitary engineering’, og ‘Control engineering‘, 

som er et af de mere teoretiske fag, passer bedst ind i skemaets begyndelse 

sammen med de øvrige teoretiske emner, snarere end med de mere praktiske 

discipliner senere i dette. Det er ligeledes klart, at hvis fag, som er i familie med de 

allerede opførte i skemaet, skal vises som værende ækvivalente med disse, så kan 

vi ikke indføje nogle af disse, med mindre vi anvender notationen 629, eftersom 

dette symbol er det eneste trecifrede tal, som er ledigt. Dette indså Dewey, og lod 

derfor 629 stå åben for ‘Other branches of engineering’. Derfor vil man finde 

emnerne ‘car engineering’, ‘aviation engineering’‘ og ‘control engineering’ i denne 

gruppe, medens f.eks. ‘nuclear engineering’ findes i 621.48), som måske er den 

omtrentlige korrekte placering i skemaet, men som bestemt ikke er en notation. 

som viser denne nye disciplins relative betydning. 

Med en "decimal" notation vil et skema kunne indpasse nye klasser på de rigtige 

steder. Men derved bliver man altså tvunget til at opgive forsøget på at skabe en 

hierarkisk notation. 

Følgende udsnit, igen fra DC, viser en række af udvalgte emneklasser, hvor der er 

tale om en komplet kæde af emner, selvom ikke alle sideordnede klasser er 

medtaget: 

700 Arts 

704 General special aspects of fine arts 

704.9 Iconography and collections of writings 

704.92 Collections of writings 

704.94 Iconography (= emner i kunsten) 

704.942 Human figures 

704.943 Nature and still life 

704.9432 Animals 

704.9435 Still life 

704.9436 Landscape 

704.9437 Marine scenes 

Det er meget tænkeligt, at en emneklasse som ‘scenery’ kan dukke op, og som er 

overordnet ‘landscape’ og ‘marine scenes’, samt underordnet ‘Nature and still life’. 

Dette nye emne skulle indpasses mellem 704.9435 og 704.9436, f.eks. i 704.94358. 

48

Dette er en udmærket notation, men den er ikke hierarkisk. Thi for at være det 

skulle den have et ciffer mere end notationen for ‘Nature and still life’ og et ciffer 

mindre end notationen for ‘Landscape’, hvilket ikke er muligt. Og desuden synes 

den nye notation at medføre at ‘scenery’ er underordnet ‘still life’. Da dette ikke er 

tilfældet, er notationen altså ikke hierarkisk. Når vi har en konflikt af denne type, 

mellem åbenhed og hierarkisk notationsvisning, bør vi foretrække åbenheden. 

Forskellige forsøg er blevet gjort, både i DC og UDK på at bevare ideen om en 

hierarkisk notation. I DC har man indført begrebet "centred headings". F.eks. 

hedder ‘Den kristne religion’ nu 220-289 og er ikke som i tidligere udgaver ligestillet 

med ‘religion i alm’. Disse indskudte elementer står midt på (centred) siden af 

systemudgaven og må ikke bruges som notation til dokumenter, eftersom de altid 

indeholder en bindestreg mellem tallene i elementet og derfor ikke passer ind i de 

almindelige DC-notationer. De bruges som en slags overskrifter til en række 

emnegrupper, og indeholder retningslinjer for disses brug. I UDK kan den samme 

effekt opnås med en skråstreg, f.eks.: ‘naturvidenskab og teknik’: 5/6. 

Sagen er den, at så snart man begynder at forlange, at en notation skal være 

hierarkisk, begrænser man sig selv til en brug af det sidste symbol i denne, som om 

det var et helt tal. I det førnævnte teknik-eksempel fra DC havde Dewey kun de ni 

cifre 1, 2 .... 9 til at opregne alle de tekniske grene med og samtidig vise deres ens 

status. Som vi har set det tidligere kan en notation bestående af hele tal ikke være 

åben, og af samme grund kan en hierarkisk notation altså heller ikke være det. 

Åbenhed er meget vigtigere end hierarkisk notation. Det er i virkeligheden åbenhed, 

der er den kvalitet, som tillader os at styre notationen efter systemets behov (istedet 

for at det er notationen, som dikterer systemordenen). Før eller senere vil alle 

notationer, som intenderer at ville være hierarkiske, bryde sammen. DC og UDK, 

begge oprindeligt hierarkiske i deres notation, viser i dag ikke systemstrukturen i 

deres notation på en række steder i skemaerne. 

Et af problemerne ved den omtalte konflikt mellem åbenhed og hierarkisk notation 

er som sagt at en række af sideordnede klasser er længere end notationsbasen. 

F.eks. er der 25 departementer og ministerier i UDK’s gruppe 354: 

49

Centralforvaltning. Alle disse emneklasser er sideordnede og ækvivalente. Men da 

notationsbasen er tallene 0-9, måtte man forvente, at den hierarkiske notation brød 

sammen. Derfor udvidede man basen for sideordnede klasser med to cifre til alle 

undergrupper i 354, således at man kunne få op til 100 sideordnede klasser med 

samme notation. (Altså i stedet for 354.1 - 354.9 laves 354.01 - 354.99). Dette 

kaldes "gruppenotation" eller "centesimal notation". Teknikken kan selvfølgelig også 

bruges med bogstavnotation, og bevirker at man kan vise mange flere emner med 

ens status i notationen. Dog skal det for logikkens skyld siges, at denne metode i 

det lange løb ikke vil være bedre end en notation med hele tal. Man kan kun indføje 

nye emner, sålænge der findes "huller" på passende steder. 

En anden løsning på problemet er konstrueret af Ranganathan og kaldes "sector 

notation". (Tidligere kendt under navnet "octave device" fordi den kun blev anvendt 

på talnotation). Den går ud på at bruge basens sidste symbol (9 eller å) 

udelukkende som en periodisk decimalbrøk, således at rækken af symboler ser 

således ud: 

1, 2, 3 ,........7, 8, 91, 93, .........97, 98, 991, 992, 993,... (altså i "oktaver"). 

For bogstavers vedkommende ser "det udvidede alfabet" således ud: 

a, b, c, d, .....y, z, æ, ø, åa, åb, åc, .....åæ, åø, ååa, ååb o.s.v. 

Gentagelsestegnet (9 eller å) viser os den plads i rækken, hvor vi vil finde et givet 

symbol, men ved bedømmelse af emnets betydningsmæssige status som angivet 

ved dette symbol, skal man se bort fra gentagelsestegnet. Princippet er altså, at 

hvis dette ciffer ignoreres, vil notationerne se sideordnede ud. Nok et tvivlsom 

princip for brugere, som bestræber sig på at indlære en hierarkisk notation. Helt 

tilfredsstillende er konstruktionen heller ikke, fordi den kun tillader os at føje nye 

emner til i enden af en række og ikke på midten af denne. Man kan ekstrapolere 

rækken uendeligt, men man kan ikke indsætte en hierarkisk notation mellem f.eks. 

3 og 4. 

50

Det er tydeligt, at der ikke findes nogen tilfredsstillende løsning på problemet med 

at forlige de to faktorer: Åbenhed og hierarkisk notation. Hvis man insisterer på 

åbenhed (hvad man bør), bliver man før eller senere nødt til at forlade den 

hierarkiske notation. Hvis man fastholder den hierarkiske notation, vil man snart 

opdage, at man enten helt opgiver åbenheden eller indfører teknikker, som tillader 

en vis åbenhed med noget, der kun tilsyneladende er en hierarkisk notation. 

Spørgsmålet er overhovedet om man bør prøve at opnå hierarki i notationen. 

Som tidligere nævnt, kan rækkefølgen af emner ikke vise nogen struktur. Den er 

lineær. Hovedformålet med notationen er at vise rækkefølgen. Skal vi hertil 

yderligere forvente at den også skal kunne vise de relationer, som selve ordenen 

ikke viser? Argumentet herfor er, at herved hjælpes brugere til at finde vej i den 

systematiske orden, som kan være uforståelig for dem. Argumentet imod hierarkisk 

notation er, at den forhindrer åbenhed for nye emner på rette sted. Man kunne 

hjælpe brugerne til at finde vej ved skiltning i biblioteket og med overskrifter i 

bibliografier og kataloger. Det er i al fald ingen hjælp for brugerne at forvride den 

systematiske orden for at denne kan passe til notationens krav 

Hvis vi slipper kravet om hierarkisk notation, vil vi kunne udnytte en værdifuld grad 

af frihed. Som tidligere sagt, ses det ofte i en systematisk orden, at skemaet er nødt 

til at indeholde nogle underdelingstrin, som er logisk nødvendige, men som 

indeholder lidt eller ingen litteratur. Bruger man en hierarkisk notation, vil disse trin 

uundgåeligt få en kortere notation end deres meget mere brugte undergrupper. Man 

vil spilde korte symboler ved aldrig at bruge dem. Følgende skema er fra "British 

catalogue of music classification": 

51

Music 

Individual instruments and instrumental groups arranged according to their 

basic mode of performance 

Keyboard instruments 

Piano 

Organ 

String instruments 

Bowed 

Violin 

Viola 

Plucked 

Hvis man anvender en hierarkisk notation på dette skema, vil ‘Violin’ og ‘Viola’ få en 

notation af samme længde, som vil være 3 karakterer længere end notationen for 

den almindelige klasse ‘Individual instruments’; ‘Piano’, ‘Organ‘, ‘Bowed’ og 

‘Plucked’ vil alle have en notation 2 karakterer længere end den alm. klasse, og 

‘Keyboard’ og ‘String instruments’ vil have en notation 1 karakter længere. Dette er 

allerede inkonsekvent, fordi det betyder, at individuelle instrumenter ikke alle har 

samme notationslængde, alt afhængigt af antal underdelingstrin, der kræves til at 

definere dem. I praksis er det dog mere alvorligt, at det også betyder, at korte 

symboler næppe vil blive brugt nogensinde (hvor mange dokumenter vil mon stå i 

overgruppen "Individual instruments...", som har den korteste notation?), medens 

hovedparten af dokumenterne, nemlig dem som handler om specifikke 

instrumenter, nødvendigvis vil få en lang notation. Helt klart en ineffektiv brug af 

notation. 

Hvis vi går bort fra kravet om hierarkisk notation, kan vi fordele notationen meget 

mere tilfredsstillende: 

52

Music 

PVV Individual instruments and instrumental groups arranged according to their 

basic mode of performance 

PW Keyboard instruments 

Q Piano 

R Organ 

RW String instruments 

RX Bowed 

S Violin 

SQ Viola 

T Plucked 

Selvom denne notation (fra British catalogue of music classification) ikke har nogen 

relation til emnernes ekstensive betydning, viser den rækkefølgen mellem disse og 

den har en tæt forbindelse til emnernes betydning, hvad angår den litterære 

dækning (mængden af litteratur). De fleste klassifikationssystemer, selv DC, har 

måttet opgive at opretholde en fuldstændig hierarkisk notation. Selvom det betyder, 

at det er vanskeligere at følge en logisk rækkefølge for brugerne, kan dette dog 

lettes gennem skiltning, skillekort i kortkataloger, overskrifter i bibliografier (f.eks. 

"feature headings" i "British National Bibliography" til de enkelte klasser). I 

virkeligheden bør et klassemærke altid oversættes til ord, lige meget hvor, det 

optræder. 

Fordelen ved den korte notation (når symbolerne bruges som hele "karakterer", og 

ikke som "brøker") er indlysende. Men den hierarkiske notation er mere 

tilfredsstillende, fordi den tydeliggør strukturen, og mange biblioteksbenyttere finder 

den førstnævnte af disse notationer mindre acceptabel, særligt når, som vi har set i 

BC2 (Bliss Classification, 2.udg.), det undertiden forekommer, at underordnede 

klasser har kortere notationer end deres overbegreber, f.eks.: 

JKG Mother tongue 

JKG Y Reading and writing 

JKH Reading 

eller hvor notationen synes at medføre en underordning, som ikke er tilstede, f.eks.: 

53

JHN Female teachers 

JHN P Male teachers 

Den virkelige fordel ved den hierarkiske notation er imidlertid, at den hjælper os til at 

udvide og begrænse søgninger på en lettere måde, og denne facilitet ved den 

hierarkiske notation bliver af betydning, når et skema bruges som basis for 

organisationen af maskinlæsbare data. Thi eftersom computere ikke er intelligente, 

kan de ikke udvide eller indsnævre søgninger efter emner medmindre de "etiketter", 

der sættes på posterne eksplicit fastsætter disses over-underordningsrelationer. Så, 

hvis disse etiketter består af notation fra et klassifikationssystem, bør denne være 

hierarkisk. (Schneider, John H.: Modern classification. I: Drexel Library Quarterly, 

10 (4) October 1974). 

Der har været eksempler på, at man til specielle formål har måttet gøre f.eks. 

UDK’s notation strengt hierarkisk til sådanne formål. Men som nævnt går tendensen 

alligevel mere og mere i retning af at gøre notationer ikke-hierarkiske på grund af 

ønsket om korte notationer og fordi den ovenomtalte konflikt med åbenhed er 

tilstede. 

3.8. Ekspressiv notation 

At en notation bør være strukturvisende, betyder imidlertid ikke blot, at den skal 

være hierarkisk, men også at den skal kunne vise de forskellige elementer i et 

sammensat emnes symbolske udtryk. Dette gælder i særlig grad, når der er tale om 

et facetteret klassifikationssystem. Man kunne kalde en notation, som opfylder dette 

krav for en “facetteret notation” eller en “ekspressiv notation” (efter engelsk: 

"expressive"). 

Den hierarkiske notation viser på en måde de semantiske relationer mellem 

forskellige klasser, medens den ekspressive eller facetterede notation viser de 

syntaktiske relationer mellem enkle klasser i et sammensat emne. Det er tidligere 

kort nævnt (s.31), at denne sidste egenskab får betydning for notationslængden. Vi 

har ligeledes tidligere set, at sammensætning af enkle klasser var en vigtig metode 

54

til forbedring af præcision i søgninger, og at facetteret klassifikation er en velegnet 

måde at foretage denne sammensætning på efter en fastlagt citationsorden. Bedre 

end med et enumerativt system, som jo på forhånd har lavet sammensatte klasser, 

men som ikke vil kunne forudse, hvor disse vil opstå. Specielt har vi set, at de 

såkaldte faserelationer (eller komplekse klasser) udgør sammensætninger, som 

ikke er til at forudse, og som et system derfor bør give mulighed for at konstruere 

ved hjælp af syntese. Alt dette fører med sig, at hvert enkeltbegreb skal have sin 

egen notation og at det skal være muligt at kombinere disse individuelle 

"notationsstykker" for at specificere sammensatte emner. 

Vort skema skal kunne give hver klasse en præcis notation, hvadenten den er 

elementær, indskudt eller sammensat og det skal kunne optage nye klasser, som 

var ukendte, da det blev lavet. Et af problemerne her, er at undgå muligheden for at 

en syntetisk notation kommer til at ligne notationen for en enumereret klasse. 

Eksempel: 

I "Classification of Library and Information Science" (som er et facetteret system) 

har klassen ‘Illustrations’ fra materialefacetten notationen: OD. Længere fremme i 

systemet findes i "operations"-facetten klassen ‘Subject Indexing’ med notationen: 

W. En underordnet klasse hertil hedder: ‘Order, Arrangement’ og har notationen: 

WOD. Som det her ser ud, vil notationen for den fusionerede klasse ‘Subject 

Indexing Of Illustrations’ være WOD, d.v.s. W+OD (idet inversionsprincippet 

følges). 

I ovenstående eksempel, får to forskellige klasser den samme notation. For at 

undgå denne ulempe, må vi differentiere enumerativ fra syntetisk (facetteret) 

notation. D.v.s. at i forbindelse med et facetteret system må vi kunne vise, at vi 

udtrykker en syntaktisk relation i modsætning til blot en elementærklasses notation. 

Først når dette er tilfældet, kan vores notation kaldes ekspressiv. Denne kvalitet ved 

en notation sikrer desuden, bortset fra at man undgår forvekslinger, at syntetisk 

notation bliver ordnet på rette sted i systemet. F.eks. skal klassen ‘Subject Indexing 

Of Illustrations’ indordnes efter ‘Subject Indexing’ men før ‘Order’, som er en 

"enumereret" underklasse til ‘Subject Indexing’. Imidlertid tillader de to identiske 

55

notationer: WOD (Order) og WOD (Subject Indexing Of Illustrations) ikke at denne 

differentiering kan foretages, førend notationen gøres "ekspressiv". Som det ser ud 

nu, har man forsøgt at underdele begrebet "Subject Indexing" på to forskellige 

måder ved at anvende den samme notation, hvilket selvfølgelig må føre til 

tvetydighed, da denne står for to forskellige emner. Det, man skal gøre for at 

forhindre dette, er at "etikettere" ikke bare foci i en facet, men også facetten selv. 

Herved frigøres desuden symboler til genbrug med en ny betydning andre steder i 

systemet. (For eks. er notationen for klassen "Casting Bronze Equestrian Figures" i 

Colon Classification (CC): ND,11;5:5 hvor det første "5" betyder bronze, medens 

det andet betyder "casting" (støbning). Betydningerne bliver bestemt af 

skilletegnene, som er knyttet til de enkelte tal, hvorved notationen bliver 

ekspressiv). 

Der er 3 måder at lave ekspressiv notation på: 

- brug af gittersymboler 

- brug af blandet notation (facetindikator) 

- brug af retroaktiv notation 

3.8.1. Gittersymboler 

Et gittersymbol er indsat mellem elementerne i den syntetiserede notation. Det 

fungerer altså som et gitter eller et hegn mellem notationens dele (I BC2, hvor dette 

symbol anvendes, bruges udtrykket en "intercalator"). Et sådant gittersymbol skal 

have en lavere ordensværdi end alle de andre symboler, således at den 

syntetiserede notation skal komme umiddelbart efter notationen for den elementære 

klasse, der kommer forud for gittersymbolet (i den syntetiske notation). For 

eksempel anvendes i Classification Of Library Science en skråstreg som 

gittersymbol, hvilket giver følgende (katalog)orden for de ovennævnte eksempler: 

W Subject Indexing 

W/OD Subject Indexing of illustrations 

WOD Order, arrangement 

56

Hvis man foretrækker en ren notation, kan man reservere det første symbol i det 

sæt, notationen består af til brug som "gitter". BC2 anvender denne metode. 

Notationen i dette system består af store bogstaver, hvorfor A er gittersymbol. For 

eks. findes i BC2 to enumererede klasser fra gruppen "Education" (J): 

JH Teaching and teachers 

JHE B Hours of teachers 

Klassen ‘Evaluation Of Teachers’ er ikke opført i systemet. Dens notation må 

dannes ved syntese af dels JEB, som betyder ‘Evaluation’ fra tidligere i rækken af 

emneklasser og dels JH. JH skal selvfølgelig komme først i det nye emnes 

citationsorden, eftersom den kommer efter JEB, og inversionsprincippet skal følges; 

derefter kan JEB føjes til, d.v.s. dog efter at J er fjernet; der er ingen grund til at 

gentage det, det betyder ’Education’ og findes allerede i JH. Resultatet bliver derfor 

JHE B. Nu viser dette symbol sig imidlertid at være det samme, som det for den 

enumererede (allerede i systemet opførte) klasse ‘Hours of teachers’. Man bliver 

derfor instrueret om at bruge "gitteret" A mellem elementerne i den syntetiserede 

(sammensatte) notation. Resultatet bliver nu JHA EB og katalogrækkefølgen: 

JH Teaching and teachers 

JHA EB Evaluation of teachers 

JHE B Hours of teachers 

3.8.2. Blandet notation - facetindikator 

En anden måde at gøre notationen ekspressiv på, er ved at bruge blandet notation, 

sådan at man kan bruge facetindikatorer. Disse er symboler fra et andet symbolsæt 

end det, som anvendes til klassifikationssystemets emneunderdelinger. Hver facet 

(og hvis det er nødvendigt, hver delfacet) tildeles sin egen facetindikator, som 

bruges til at indlede en hvilken som helst notation fra denne facet (eller delfacet). 

Syntetisk notation bliver således forskellig fra enumerativ notation ved forekomsten 

af symboler fra et andet symbolsæt i notationen for en klasse. Disse symboler har 

(ligesom de førnævnte gittersymboler) en ordensværdi, som er lavere end 

symbolerne fra "hovedsættet", således at de syntetisk frembragte notationer bliver 

indordnet på den rette plads. Hovedsættets symboler kan så anvendes igen og igen 

57

i de forskellige facetter, da facetindikatorerne giver en unik symbolkombination for 

en hvilken som helst klasse. Udformningen af disse ting kan være forskellig. Man 

kan bruge forskellig slags notation for forskellige facetter. F.eks. bruger BC små 

bogstaver for "Sted", medens CC bruger de samme til bibliografisk form. I begge 

tilfælde er det muligt at føje disse symboler direkte sammen med et andet 

notationselement uden sammenblanding. 

BC: 

Cricket (sports) HKL 

Australia ua 

Cricket in Australia HKL ua 

CC: 

Physics C 

Encyclopaedia k 

Encyclopaedia of physics Ck 

Denne metode er dog klart begrænset af, at der kun findes tre slags notation, som 

kan bruges. En mere praktisk metode er anvendt i "London Education 

Classification". Her er hovedsættet af symboler små bogstaver, medens 

facetindikatorerne er store bogstaver. F.eks. bruges R til at introducere 

Elevfacetten. I denne facet er notationen for ‘Primary schools’ Rav; i 

undervisningsfag-facetten betyder Men ‘foreign languages’ og i 

undervisningsmetode-facetten betyder Lep ‘Group teaching’. Hvis man 

sammensætter disse notationer til den fusionerede klasse ‘group teaching of foreign 

languages in primary schools’, får man notationen RavMenLep, som er tydeligt 

syntetisk. 

Man kan bruge store og små bogstaver, og man kan, som vi her har set udforme 

notationselementer til at være små udtalelige stavelser; man kan naturligvis også 

bruge bogstaver sammen med tal. Forudsat at det er anderledes end hovedsymbolsættet, 

kan man bruge et hvilket som helst sæt af symboler som 

facetindikatorer, herunder også arbitrære symboler, altså sådanne som ikke har 

nogen kendt indbyrdes rækkefølge. Arbitrære symboler, interpunktionstegn, 

matematiske symboler osv., gør notationen mere kompleks og vanskelig at 

anvende. Men da disse symboler ikke har nogen accepteret ordensværdi, kan man 

58

tillægge dem en hvilken som helst værdi, man ønsker, hvilket øger systemets 

notationsfleksibilitet ved valg af citationsorden. Hvis vi bruger bogstaver eller tal 

som facetindikatorer, kan vi ikke ændre på facetternes system- eller katalogorden, 

for at få den til at passe bedre til en ændret citationsorden uden at vi ombygger hele 

notationssystemet også - vi kan ikke sige til vore lånere: "I dette bibliotek vil De 

finde at 4 kommer efter 7", eller "Jeg er bange for, at i dette bibliotek kommer H før 

D", fordi disse symbolers ordensværdi er alt for velkendt. Hvis vore facetindikatorer 

derimod er symboler som ; : = eller () osv., så eksisterer dette problem ikke. Det vil 

være ligeså nemt (eller svært!) for lånerne at acceptere at : kommer før ; som at 

acceptere det omvendte. Sådanne af den øvrige notation helt uafhængige og 

arbitrære facetindikatorsymboler tillader os derfor at ændre på citationsorden og 

katalog-(system-)orden. 

Et eksempel fra UDK kan illustrere brugen af arbitrære symboler på denne måde. 

Klassen ‘Litteratur’ i UDK er facetteret, og i det, der kunne kaldes den litterære 

værkfacet, kan 3 delfacetter genkendes: værker defineret ved periode, værker 

defineret ved litterær form (eller genre) og værker defineret ved deres sprog. Det 

må antages, at sprog-delfacetten vil blive citeret først (dvs. alt om et bestemt sprogs 

litteratur holdes samlet), og symbolerne for sprog føjes umiddelbart til notationen 8, 

som her repræsenterer emnet ‘Litteratur’: 

820 Engelsk litteratur 

830 Tysk litteratur 

840 Fransk litteratur 

850 Italiensk litteratur 

osv . 

De andre to delfacetter har typografiske skilletegn som facetindikatorer: 

Litterær form: Periode: 

-1 Poesi "17" Litteratur fra 18. århundrede 

-2 Drama "18" Litteratur fra 19. århundrede 

-3 Prosa "19" Litteratur fra 20. århundrede 

-31 Romaner "1939/1945" Litteratur fra 2. Verdenskrig 

o.s.v. o.s.v. 

59

Hvis vi prøver at klassificere seks titler med dette klassifikationssystem og anvender 

to forskellige citationsordener, vil vi få følgende notationer: 

citationsorden: citationsorden 

sprog- periode- sprog-form- 

form periode 

Engelsk litteratur i det 19. årh. 820”18” 820”18” 

Den engelske roman 820-31 820-31 

Det 19. årh. engelske drama 820”18”-2 820-2”18” 

Engelsk litteratur 820 820 

Den engelske roman i det 19. årh. 820”18”-31 820-31”18” 

Engels dramatik 820-2 820-2 

Når disse to sæt af notationer skal ordnes (i en katalog f.eks.), skal vi ordne - før " " 

for sprog-periode-form citationsordenen og " " før - for sprog-form-periode 

citationsordenen: 

Sprog - periode - form sprog - form - periode 

820 820 

820-2 820”18” 

820-31 820-2 

820”18” 820-2”18” 

820”18”-2 820-31 

820”18”-31 820-31”18” 

idet vi fastholder inversionsprincippet. 

3.8.3. Retroaktiv notation 

Den tredje måde at opnå ekspressivitet på, er ved at anvende retroaktiv notation. 

Nedenunder vises en simpel model baseret på tre facetter fra et tænkt 

klassifikationsskema for biblioteksvæsen. 

Citationsordenen er: Biblioteker-materialer-bibliotekstekniske fag (processer): 

60

(OBS OBS notationen i eksemplet ændret til ren retroaktiv) 

D Bibliotekstekniske fag (proces-facet) 

DE Accession 

DF Indeksering 

DFG Emneindeksering 

DG Cirkulation 

E Biblioteksmaterialer (materiale-facet) 

EF Trykte materialer 

EFG Bøger 

EFH Tidsskrifter 

EG Ikke-trykte materialer 

EGH Audiovisuelle materialer 

EGHI Audio materialer 

EGHK Visuelle materialer 

F Biblioteker (biblioteks-facet) 

FG Folkebiblioteker 

FH Forskningsbiblioteker 

FI Specialbiblioteker 

Princippet i denne teknik er, at systemordenen (d.v.s. facetternes rækkefølge i 

systematikken) er omvendt i forhold til deres citationsorden (inversionsprincippet). 

Systemorden: Citationsorden: 

D (processer) F (biblioteker) 

E (materiale) E (materialer) 

F (biblioteker) D (Processer) 

Hver facet har fået et indledningssymbol fra samme sæt af symboler, som bruges til 

foci. Indenfor hver facet bliver der ikke brugt noget symbol som notation for et focus 

med en ordensværdi, der er lavere end facettens indledningssymbol. F.eks. må 

bogstaverne A, B, C og D ikke bruges til foci i materialefacetten (E). I 

biblioteksfacetten (F) må A, B, C, D og E ikke bruges. 

Selve navnet ''retroaktiv notation" er ikke særlig godt. Det betyder blot, at når man 

syntetiserer eller sammensætter en notation for et sammensat emne, så starter 

man med notationen for focus’en i den facet, som kommer sidst i skemaet og 

61

arbejder sig baglæns op gennem systemet mod dets begyndelse, idet man føjer 

notationselementer til, hvor der er brug for det. Men dette sker jo altid, når 

systemordenen er omvendt af citationsordenen - uanset hvilken notation, der 

bruges. F.eks. er notationen for ‘emneindeksering af ikke-trykte materialer i 

specialbiblioteker’, når vi følger citationsordenen: 

- ‘specialbiblioteker’ ‘ikke-trykte materialer’ ‘emneindeksering’: FIEGDFG 

I denne notation kan skiftet mellem facetterne ses i notationen, når en 

fremadskridende alfabetisk rækkefølge brydes: I-E og G-D. 

Det, der er interessant ved retroaktiv notation, er: 

• den er en ren notation 

• den giver ekspressivitet uden at anvende ekstrasymboler som "gitre" eller 

facetindikatorer. 

• det er ikke muligt at lave en syntetisk notation, som er sammenfaldende 

med notationen for en af de enumererede klasser 

• systemordenen for klasser, som er konstrueret ved syntese bliver korrekt 

• symboler kan “genbruges” i andre facetter (dog med den undtagelse, som er 

basis for teknikken i notationen) 

Retroaktiv notation giver imidlertid ikke nogen fleksibilitet med hensyn til ændring af 

citations- og katalogorden, og notationsbasen bliver kortere, jo nærmere man 

bevæger sig mod den primære facet (den første i citationsordenen = sidste i 

systemorden). Med en talnotation, som i sig selv har en kort base, vil dette hurtigt 

være uacceptabelt: når facet nr. 8 er nået, kan kun tallene 8 og 9 bruges. Hvis et 

emne har 9 facetter, er basen i den primære facet kun lig med 1, og de eneste 

underdelingsmuligheder, vi har i den er 9, 99, 999, 9999 osv. Dette er klart 

uacceptabelt, og hvis vi vil anvende denne teknik, må vi derfor begynde med at 

fordele en passende mængde af basen på den primære facet og arbejde os 

baglæns til den mindst vigtige. 

62

Af denne grund tenderer denne form for notation mod anvendelse af bogstaver, 

som f.eks. i BC2, som er det bedste eksempel på et klassifikationssystem med 

retroaktiv notation. Fordelen ved den retroaktive notation skulle være, at den, fordi 

den er en ren notation, er i besiddelse af en selvindlysende ordensfølge. 

Det skal også tilføjes, at denne notation på ingen måde behøver være hierarkisk, 

således at sammensatte emner, som forekommer hyppigt, kan gives rimeligt korte 

symboler. 

De biblioteksfolk, som vil anvende et bestemt klassifikationssystem, vælger dette 

for at kunne sammenstille dokumenterne på den måde, som vil være den mest 

nyttige for deres brugere, og det kan jo variere fra bibliotek til bibliotek. Derfor ville 

der være en vis raison i at et system tilbyder alternative placeringsmuligheder for de 

forskellige klasser, som måtte kræve det. Skemaer, som giver sådanne muligheder 

for forskellige dokument-sammen-stillinger (eng.: collocations), siges at være 

"fleksible". 

Fleksibiliteten gives ved hjælp af systemets notation. Der er to måder at opnå 

fleksibilitet på. Den ene er at reservere forskellige notationer (i forskellige 

sammenhænge) til den samme emneklasse. Den anden er at tillade klassifikator 

selv at vælge sin citationsorden. Den, der først har været opmærksom på dette 

problem, var H.E. Bliss, og her skal demonstreres nogle eksempler fra 2. udg. af 

"Bliss Classification" (BC2). 

Den første metode kan ses i klasserne ‘Physics Based Technologies’ og ‘Materials 

Science And Technology. Den første klasse har fået reserveret to notationer, den 

ene -BR- i forbindelse med "Science", og den anden -UG- i forbindelse med 

"Technology". På samme måde kan den anden klasse placeres enten sammen med 

Kemi i CT eller med Teknik i UEV. Det er naturligvis klart, at når et bestemt bibliotek 

har valgt den ene af disse placeringer, kan det aldrig bruge den anden, og den 

notation, som er reserveret det sidste sted må forblive ubrugt og spildt. 

63

Hvis man vil give klassifikator mulighed for selv at vælge sin citationsorden, må man 

også give ham eller hende mulighed for at ændre systemordenen mellem facetter 

og delfacetter, således at denne stadig går fra bredere mod snævrere begreber, 

uanset hvilken citationsorden vedkommende vælger. Dette igen kan gøres ved at 

reservere forskellige notationer til den samme facet eller delfacet (hvilket vil føre til 

"spild" af notation som med metoden ovenfor). Man kan også give notationerne for 

facetter og delfacetter indledningssymboler, hvis ordensværdi kan ændres -dvs. 

symboler uden nogen kendt og accepteret ordensværdi (f.eks. arbitrære symboler), 

således at den ordensværdi, man giver dem, kun har lokal betydning. Denne sidste 

metode har tidligere været omtalt under "facetindikatorer". Den første metode 

anvendes i BC2, som f.eks. i klassen ‘Education’: 

JI Teaching methods and aids facet 

JK Curriculum facet (undervisningsfag) 

JL/JV Educands facet (elever) 

JW Teaching methods and aids facet 

JY Curriculum facet 

Idet man erindres om inversionsprincippet, kan man her se, at dette skema giver 

klassifikator et valg mellem to citationsordener: enten Educands-Curriculum- 

Teaching methods eller CurriculumTeaching methods-Educands. Den primære 

facet kan altså enten være "Elever" eller "Fag". Hvis klassifikator vælger den første 

citationsorden, følger deraf, at han/hun ønsker systemordenen: Teaching methods- 

Curriculum-Educands, hvorfor man vil bruge notationerne: 

JI Teaching methods and aids facet 

JK Curriculum facet 

JL/JV Educands facet 

og lade JW og JY være ubrugte. Hvis klassifikator foretrækker den anden 

citationsorden, må systemordenen ændres til Educands-Teaching methods- 

Curriculum for at give en rækkefølge fra bredere mod snævrere på hylderne og 

han/hun vil bruge notationerne: 

JL/JV Educands facet 

JW Teaching methods and aids facet 

JY Curriculum facet 

64

og notationerne JI og JK vil være ubrugte. Brugen af arbitrære symboler som 

facetindikatorer har altså en værdi for notationens fleksibilitet, dvs. evnen til at 

ændre på citationsordenen og dermed mulighed for at systemet kan modsvare 

forskellige benyttergruppers ønsker. Hvis man anvender bogstaver eller tal som 

facetindikatorer, har man på forhånd bestemt systemordenen og dermed 

citationsordenen (hvis man ønsker at følge inversionsprincippet). Det skal hertil 

forøvrigt bemærkes, at det er systemordenen, der er fastsat her; man kan ændre 

citationsordenen, hvis man vil acceptere tabet af generel-speciel progressionen. 

Fleksibilitet er en værdifuld egenskab ved notation, men kun få 

klassifikationsskemaer besidder den. Selv CC (Colon Classification), som bruger 

arbitrære symboler, har en fast citationsorden og systemorden, medens 

enumerative og halv-enumerative systemer overhovedet ikke har nogen fleksibilitet. 

Det er først og fremmest i Bliss Classification, at denne egenskab er tilstede. 

3.9. Notation for faserelationer 

Hvis et dokuments emne kan henføres til en kompleks klasse (se 

Klassifkationsteori, kap. 3.4.3.2), vil det være rigtigst, om den faserelationens art, 

kan udtrykkes i notationen. Hertil kræves helt specielle symboler, dels for at 

relationen kan fremgå explicit, dels for at sådanne klassers notation kan blive 

indordnet på det korrekte sted i systemordenen. Det korrekte sted vil være før en 

hvilken som helst undergruppe til den først citerede fase og ligeledes før en hvilken 

som helst syntetisk notation for indskudte og fusionerede klasser, hvori den først 

citerede fase indgår. Symbolerne skal medvirke til ekspressiviteten. 

I Colon Classification (CC) har Ranganathan opereret med 5 faserelationer: 

1. Generel relation (eng.: general relation phase): angiver en mere eller mindre 

altomfattende relation, dvs. ikke bare en af de andre relationstyper. Eks.: 

relationen mellem Politisk Videnskab og Økonomi 

2. Forskel (eng.: difference phase): eks.: forskellen mellem landbefolkning og 

bybefolkning 

65

3. Sammenligning (eng.: comparison phase): eks.: Fysik sammenlignet med Kemi, 

Sammenligning mellem Kvantefysik og Bølgemekanik 

4. Indflydelse (eng.: influencing phase): eks.: Geopolitik = Politisk videnskab, som 

påvirket af geografien. Shakespeare’s indflydelse på Bernard Shaw: 

Buddhismens indflydelse på Kristendommen 

5. Benyttelse (eng.: bias phase): eks.: psykologi for læger. 

Desuden har Ranganathan i sit system oprettet 3 symboler for hver slags relation, 

alt eftersom faserelationerne indeholder faser fra forskellige facetter, fra samme 

facet, eller fra samme række i en facet. Hans symboler består af små bogstaver, og 

de bliver indledt med tegnet &, f.eks. betyder notationen ND&cNQ "sammenligning 

mellem malerkunst og billedhuggerkunst", hvor sammenligning er repræsenteret af 

&c, ND betyder billedhuggerkunst og NQ malerkunst. Men i klassen 

"sammenligning mellem akvarelmaleri og oliemaleri" er "sammenligning" 

repræsenteret ved &v, idet notationen for denne klasse hedder NQ,3&vNQ,4, hvor 

NQ,3 er akvarelmaleri og NQ,4 oliemaleri. I det første eksempel er faserne 

forskellige discipliner og kommer derfor fra forskellige facetter. I det andet 

eksempel kommer faserne fra samme række. At der på denne måde i Colonsystemet 

er 15 forskellige symboler til at udtrykke faserelationer med, forekommer 

dog unødvendigt præcist. Det ville sikkert være tilstrækkeligt med et til hver type 

faserelation, som det er tilfældet i BC2. Desuden vil man kunne nøjes med 2 af de 

nævnte relationstyper, idet man for det første kan udelukke "benyttelse", som i 

realiteten er en præsentationsform; "forskel" forekommer meget lig med 

"sammenligning" og er næppe heller særlig vigtig; og endelig er det et spørgsmål 

om "generel relation" behøver nogen særlig specifikation. Tilbage bliver derfor kun 

"sammenligning" og "indflydelse" som værende af betydning. 

Hertil kommer så spørgsmålet om citationsordenen mellem faserne i komplekse 

klasser. Ved "sammenligning"sfasen er der ikke involveret nogen form for retning; 

‘malerkunst’ sammenlignet med ‘billedhuggerkunst’ er det samme som 

‘billedhuggerkunst’ sammenlignet med ‘malerkunst’. Når der ikke er nogen basis for 

valg af citationsorden her, plejer man at citere den fase, som har den laveste 

notation (dvs. den som kommer først i systemordenen) først. Det samme gælder 

66

forøvrigt for Ranganathans "generelle relations"fase og hans "forskels"fase. 

"Indflydelses"fasen har derimod en retning. ‘Malerkunstens’ indflydelse på 

‘billedhuggerkunsten’ er ikke det samme som ‘billedhuggerkunstens’ indflydelse på 

‘malerkunsten’. 

Her vil man foretrække at holde dokumenter omhandlende den fase, som bliver 

influeret eller påvirket sammen, altså at bruge citationsordenen: influeret faseinfluerende 

fase. Benyttelsesrelationen (hvis man vil tage den med) er også 

retningsbestemt; ‘statistik for sygeplejersker’ er ikke det samme som ‘sygepleje for 

statistikere’. Her skal et dokument anbringes under emnet og ikke under det fag, 

hvis udøvere, det er rettet mod. ‘Statistik for sygeplejersker’ er om statistik og ikke 

om sygepleje. 

I UDK-systemet bruges : til at betegne faserelationer med. Imidlertid er kolon et ikke 

entydigt anvendt til dette formål alene. Det er et af systemets mest brugte syntesesymboler, 

men er desværre et upræcist våben, som har mange forskellige 

betydninger. Det kan anvendes til at udtrykke faserelationer med, dog uden at det 

specificerer relationen. F. eks. betyder 635.965:697.38 ‘virkningen af centralvarme 

på stueplanter’. (Det kan dog også anvendes til at kombinere foci fra forskellige 

facetter i samme basisklasse, f.eks. 635.965:632.38 ‘virussygdomme hos 

stueplanter’; eller det kan bruges til at opregne foci indenfor en og samme facet ved 

at bruge skemaet fra en anden klasse, altså som Dewey Decimal Classification’s 

"divide like" instruktioner, f.eks. 635.965:582.675 ‘stue-anemoner’). 

3.10. Andre betragtninger vedr. notation 

Ved valg af notation, skal man tage stilling til, hvilke af de mange egenskaber, som 

her er omtalt, man foretrækker. Hovedreglen bør være, at man lægger vægt på at 

få notationer, som giver entydige koder med en korrekt ordensværdi, og som er 

lette at bruge. Andre egenskaber, som f.eks. hierarkisk notation og 

bogstavmæssige mnemotekniske kvaliteter, er uvæsentlig pynt. 

67

Notationen fra et klassifikationssystem over emner, repræsenterer skemaets 

klasser. Det kan være nødvendigt at supplere disse symboler for emner med andre 

symboler som repræsenterer den plads i en samling, dokumenterne har. For 

eksempel symboler for udlånsafdelinger, specialsamlinger, referenceafdelinger osv. 

Desuden kan man supplere notationen for emnet (også kaldet "klassemærket") 

med symboler som individualiserer dokumenterne, ved f.eks. at specificere detaljer 

som forfatternavn, eksemplar-nr. og publikationsdato. Det samlede symbol for et 

dokument kaldes sommetider for dokumentets "pladssignatur". Med hensyn til 

hyldenotation er der en vis uenighed om, hvor specifik denne behøver at være. Som 

vi har set i det foregående, er der ingen reel grænse for en notations længde, 

hvilket for det meste ikke giver problemer i kataloger og bibliografier, men det kan 

være svært at anbringe en lang notation på en bogryg. I DC findes regler for 

nedskæring af klassemærker fra deres fulde længde uden at meningen bliver 

ændret af den grund, idet notationerne rent typografisk anføres i segmenter, sådan 

at biblioteker kan bruge korte notationer på hylden og evt. lange i katalogerne. 

Lignende teknikker kan anvendes i UDK-systemet, hvor man kan bruge to parallelle 

notationer på samme måde som med DC. Det er givetvis lettere at gennemløbe en 

række bøger på en hylde, end det er at se en række kort for de samme bøger i en 

kortkatalog. Om dette giver et tilstrækkeligt argument for at skære ned på 

specificiteten i hyldenotationen er ikke sikkert. I øvrigt kan en lang notation deles 

op, sådan at den kan placeres på bogrygge uden problemer, idet den kan splittes 

op i sæt eller grupper, som kan anbringes under hinanden på bogryggen. Det er 

dog klart at der her er et vanskeligt problem, hvis løsning ikke ligger lige for. 

Specielt med de lange syntetiske notationer og da navnlig hvis disse indeholder 

facetindikatorer, som er arbitrære og derfor ikke har nogen alm. kendt rækkefølge, 

kan det være svært for ikke-professionelle ansatte, som bogopsættere, at skulle 

arbejde med disse ting. 

3.11. Eksempel på forskellige notationer til system for 

‘biblioteksvæsen’ 

Til sidst skal anføres et skema over mulige notationer til et system for 

biblioteksvæsen. Skemaet er taget fra A.C. Foskett: The Subject Approach to 

68

Information. 4th ed. London, 1982. Det er en stærkt forkortet version af det 

klassifikationssystem, som den engelske "Classification Research Group" har 

konstrueret og som har været anvendt i "Polytechnic of North London Library 

School" og i den engelske "Library Association". Det har også været brugt i "Library 

and Information Science Abstracts" (LISA). I denne bibliografi er den her anvendte 

citationsorden dog senere ændret fra "Libraries - Materials - Operations" til 

"Operations - Materials - Libraries". (Den nyeste version af systemet foreligger i 

øvrigt med flg. titel: R. Daniel and J. Mills: A classification of library and information 

science. Library Association, 1974). Navnene på systemets klasser er ikke oversat 

til dansk her, men er på engelsk som i forlægget. (Se i øvrigt også eksemplet med 

konstruktion af et facetteret klassifikationssystem for biblioteksvæsen i forrige 

kapitel). De syv kolonner til venstre viser, hvordan forskellige slags notationer kan 

fordeles på skemaet for biblioteksvæsen. Eftersom skemaet selv er en model, vil 

notationsfordelingen også være det. Nogle af notationerne er bedre til at holde 

tomme pladser åbne end andre. Bogstaver giver en længere base som 

udgangspunkt. 

Kolonne 1 er en enkel, hierarkisk notation. Facetterne behøver indikatorer (fra et 

fremmed notationssystem) 

Kolonne 2 er af samme type, blot med bogstaver. 

Kolonne 3 er en ikke-hierarkiske notation, som lægger op til, at skemaet er fastlagt 

helt. Den er i almindelighed kortere end kolonne 1 og 2. 

Kolonne 4 bruger store bogstaver til facetindikatorer og små bogstaver til foci. 

Notationen er ikke-hierarkisk. 

Kolonne 5 er mage til, men bruger stavelser, som kan udtales. 

Kolonne 6 er en ikke-hierarkisk - retroaktiv notation med benyttelse af tal. 

Kolonne 7 er af samme slags men med bogstaver. Facetindikatorer behøves ikke. 

69

1 2 3 4 5 6 7 

1 B 1 A B 1 B Common bibliographical 

2 C 2 B D 15 C Common subject 

21 CB 21 Bb Dad 16 CC revision 

22 CF 22 Bf Dal 17 CF research 

23 CJ 23 Bj Dat 178 CJ standards 

24 CN 24 Bm Deb 18 CM automation 

25 CR 25 Br Dib 19 CP economics 

3 D 3 C F 2 D Time 

4 E 4 D G 3 E Place 

5 G 51 E H 4 EZZ Operations 

51 GB 52 Eb Had 44 F administration 

511 GBB 53 Ec Haf 444 FG selection 

512 GBF 54 Ed Hag 446 FK acquisition 

513 GBJ 55 Ee Haj 454 FM circulation 

52 GF 56 Eh Heb 459 FZ technical services 

521 GFB 57 Ei Heg 46 G cataloguing 

5211 GFBM 58 Ej Hel 465 GG catalogues 

52111 GFBMB 59 Ejz Hep 4659 GL by physical form 

521113 GFBMBJ60 El Het 467 GP book 

522 GFF 61 En Hid 47 H classification 

5221 GFFM 62 Eo Hif 475 HJ schemes 

52215 GFFMJ 63 Er Him 478 HP UDC 

53 GJ 64 Ew Hod 48 J cooperation 

54 GN 65 Eø Hom 49 K finance 

541 GNF 66 Ey Hop 495 KL funding 

5413 GNFF 67 Ez Hot 498 KM federal 

6 K 69 F J 5 LZZ Materials 

61 KB 70 Fb Jad 55 M books 

62 KF 71 Ff Jag 56 N serials 

621 KFB 72 Fj Jak 565 NN periodicals 

622 KFF 73 Fm Jal 566 NP newspapers 

63 KJ 74 Fpz Jed 57 NZZ non-standard 

631 KJB 75 Fr Jeg 575 O maps 

632 KJF 76 Fw Jel 576 P records 

69 L 77 G K 58 Q by subject 

7 P 78 H L 66 Qz Libraries 

71 79 J R by subject 

72 Q 80 L M 67 RZ by mode of use 

721 QB 81 Lb Mad 677 SS reference 

73 R 83 N N 68 SZ by population served 

731 RB 84 Nb Nad 687 T children 

732 RF 85 Nc Nag 688 TT hospital 

733 RJ 86 Nd Ned 689 TU handicapped 

7331 RJB 87 Ne Nep 6897 TV blind 

74 S 88 Q P 7 TZZ by kind 

741 SB 89 Qb Pad 77 U special 

7411 SBF 90 Qc Pal 777 UU government 

7412 SBJ 91 Qe Pam 778 V industry 

75 SF 92 Qh Ped 78 W academic 

70

751 SFB 93 Qi Pef 787 WW shool 

753 SFF 94 Qm Peg 788 WX technical college 

757 SFJ 95 Qr Pem 789 X university 

76 SJ 96 Qu Pib 8 Y public 

Som nævnt behøver notationerne i kolonne 1 og 2 facetindikatorer "udefra". Man 

kan f.eks. bruge Ranganathans typografiske skilletegnsindikatorer, som er 

følgende: 

for biblioteksfacetten , (komma) 

for materialer ; (semikolon) 

for operationer : (kolon) 

for sted . (punktum) 

for tid ´ (apostrof) 

for emner - (bindestreg) 

for bibliografisk form “ (anførselstegn) 

Disse tegn kan også bruges for kolonne 3, medens de øvrige kolonner ikke behøver 

facetindikatorer, som er separate i forhold til notationen. Det erindres i øvrigt, at 

uafhængige facetindikatorer som disse, tillader ændringer i citations- og 

systemorden. Samt at når man først har taget sådanne i brug, kan man bruge hele 

notationens base i hver facet, hvilket i almindelighed vil reducere symboler med 1 

karakter, som så bliver anvendt af den (arbitrære) facetindikator. 

I Bilag 2, s. 73 er opstillet en liste med titler indenfor biblioteksvæsen. Hvis vi 

udvælger dokumenterne nr. 3: "Et kunst-referencebibliotek for børn" og nr. 12: "La 

Roche College classification system for phonograph records", og giver dem 

notationer fra disse 7 kolonner, får vi følgende resultat: 

Kolonne nr. 3 nr. 12 

1 731,721,71 (Art) 757;632:522.4 (La R) 

2 RB,QB,P (Art) SFJ,KJF:GFF.E (La R) 

3 84,81,79 (Art) 95;76:61.4 (La R) 

4 NbLbJ (Art) QrFwEnD (La R) 

5 NadMadL (Art) PemJelHidG (La R) 

6 68767766 (Art) 789576473 (La R) 

7 TSSR (Art) XPHE (La R) 

Disse eksempler viser, at notationsfordelingen har en vigtig indvirkning på 

notationens længde samt at længden alene ikke er det eneste, som bidrager til, om 

71

notationen er let at indprente sig. Bemærk også den "alfabetiske underdeling" med 

"Art" og "La R". I almindelighed vil man ikke bruge , (komma) til introduktion af 

biblioteksfacetten, fordi det, at man ikke bruger noget tegn i sig selv er et tegn. 

Derimod skal man bruge kommaet, hvis man skal kombinere begreber, som alle 

sammen falder indenfor biblioteksfacetten, f.eks. ‘Reference-børnebiblioteker om 

kunst’: 731, 721,71. Hvis man anvender denne type facetindikatorer (arbitrære), må 

man etablere en rækkefølge mellem dem, som normalt (efter inversionsprincippet) 

vil være omvendt af citationsordenen mellem de facetter, de repræsenterer. Man 

bliver således tvunget til at godtage, at denne rækkefølge ikke længere er af den 

selvindlysende slags, som man kunne ønske sig. Både UDK og CC fungerer dog 

tilfredsstillende med disse typografiske skilletegn som facetindikatorer. 

72

4. DET ALFABETISKE EMNEREGISTER 

Den systematiske orden er ikke umiddelbart kendt og forståelig for alle. Vi har set, 

hvordan man er nødt til at anvende notationssymboler for at kunne finde et bestemt 

emnes plads i rækken. Til gengæld står vi så nu med dette problem at skulle finde 

notationen for et emne, og dette må ske ved hjælp af en alfabetisk rækkefølge, 

eftersom vores første indgang til systemet altid uundgåeligt foregår ved anvendelse 

af ord. Et klassifikationssystem skal derfor have et alfabetisk register som sit 

"opslagsvokabular", der fører os frem til skemaerne i systemet (som indeholder 

"indeksvokabularet") ved hjælp at notationen (som udgør "kodevokabularet"). 

spørgsmålet er derfor, hvordan et sådant register skal konstrueres. Det mest 

indlysende sted at søge de nødvendige ord er i selve skemaerne, som indeholder 

alle de termer, vi har haft behov for at indordne efter hinanden. Som et 

udgangspunkt kan vi derfor tage alle ordene i skemaerne sammen med deres 

tilhørende symboler og ganske enkelt omarrangere dem i alfabetisk orden. Dette er 

dog noget af en forenkling, eftersom der er en del problemer, som skal løses, før vi 

kan sige, at vi har fået lavet et ordentligt register. Det første problem er spørgsmålet 

om synonymer. I skemaerne benyttes normalt kun een term til en bestemt focus; 

men der kan jo udmærket være flere. Derfor skal både de i skemaerne foretrukne 

termer og disses synonymer udgøre en del af registret. For eksempel finder man i 

(den svenske forkortede udgave af) UDK: 

Sömngång 159.963.5 

Somnambulism 159.963.5 

Spindeldjur 595.4 

Arachnoidea 595.4 

Et andet problem er homograferne. I en systematisk orden må vi skelne mellem 

forskellige betydninger af det samme ord, ligesom vi må det i den alfabetiske orden. 

Et eksempel herpå fra den engelske forkortede udgave af UDK er: 

waders (birds) 598.3 

waders (footwear) 685.315 

73

Den samme term kan også forekomme på forskellige steder i skemaerne og stå for 

det samme begreb disse steder, men det samme begreb i forskellige 

sammenhæng. Disse forekomster repræsenterer generiske og quasigeneriske 

relationer. 

Et eksempel herpå, taget fra den svenske forkortede udg. af UDK fra 1977: 

Tobak: Etik 178.7 

Tobak: Hygien 613.84 

Tobak: Njutningsmedel 663.97 

Tobak: Växtodling 633.71 

Vi har her et eksempel på et ord, som forekommer flere gange i et generelt (eller 

universelt) klassifikationssystem. Det bliver repræsenteret af forskellige symboler, 

men hvert af disse repræsenterer det kun i en bestemt sammenhæng. Når et 

sådant ord bliver indsat i det alfabetiske register, vil det være meget lidt hjælpsomt 

kun at angive ordet og de forskellige symboler, selvom dette ganske vist ville lede 

benytteren frem til alle de steder i systemet, hvor ordet vil kunne findes. For at gøre 

registret mere præcist angiver man den sammenhæng, hvori et symbol 

repræsenterer emnet, vi er interesseret i. Rent typografisk kan man gøre som 

ovenfor eller også på følgende måde med eksemplet fra før: 

Waders 

birds 598.3 

footwear 685.315 

I begge tilfældene viser det kvalificerende ord (kvalifikator) den sammenhæng, som 

forbinder ord og notation. Et sådant register, som viser de forskellige steder, et ord 

kan optræde i skemaerne, kaldes et "relativ indeks" (efter Dewey). 

Normalt er beslægtede emner ikke noget problem i den systematiske rækkefølge, 

eftersom denne intenderer at sammenstille relaterede termer. Imidlertid kan man 

kun vise relationer på en måde ved denne sammenstilling, så hvis et emne har 

mere end en forbindelse, kan man ikke vise de andre. Det er muligt at løse dette 

74

problem på to måder. Den ene er at lave krydshenvisninger i skemaerne, f.eks. i 

UDK, sv. fork. udg.: 

549 Mineralogi 

549.091 Ädelstenar 

(Jfr. 553.8, 622.37, 666.23, 671.15) 

Den anden måde er at lave krydshenvisninger i registret, f.eks. i den engelske 

forkortede UDK: 

Geology 55 cf. Palaeontology; Surveying. 

Normalt bør man ikke lave se-henvisninger i registret, fordi det er at henvise 

brugeren til et ord, han/hun ikke er interesseret i og som på sin side henviser videre 

til et symbol. (Er der tale om regulære synonymer, er det mest brugervenligt, at alle 

synonymerne henviser direkte til samme notation, og ikke at skelne mellem 

foretrukne og ikke foretrukne ord ved hjælp af henvisninger i selve registret). Det 

kan dog sommetider være praktisk og pladsbesparende at gøre dette, hvis for 

eksempel et ord med mange kvalifikatorer har et (eller flere) synonymer. Eks. (eng. 

UDK udg.): 

Marriage(s), customs, forms etc. 392.5 

hygiene (guidance etc.) 613.89 

insurance 368.45 

law 347.3 

registers 929.3 

sacraments 265.5 

statistics 312.3 

Weddings. See Marriage(s). 

Foruden de i skemaerne forekommende ord, synonymer, homografer og 

kvalificerende termer, skal registrene også indeholde ord for emner, som ikke er 

"udfoldede" i systemets hierarkier. Der vil altid være en grænse for, hvor langt man 

kan gå i underdelinger indenfor de enkelte hovedklasser, først og fremmest bestemt 

af det litterære behov. En skrøne fortæller, at Dewey Decimal Classification på et 

vist tidspunkt i klassen for ‘kontorfag’ havde undergrupper til ‘blyantspidsere’ og 

‘viskelædere’, hvilket næppe har været emner med større "litterært belæg"! Men 

75

ortset fra den slags, kan det udmærket forekomme (og i særlig høj grad i f.eks. 

Dansk Decimalklassedeling, som dog ikke er et system med mange klasser, relativt 

set) at mange emner i det alfabetiske register ikke har egne klasser, men henviser 

til bredere emneklasser. 

Hvis man bruger et facetteret system, vil det kun indeholde enkelte foci, som er lette 

at indeksere. Et enumerativt system vil imidlertid indeholde en stor del 

sammensatte emner, hvilket betyder, at man skal sikre sig, at alle termerne i et 

sammensat emne (udtryk) findes i indgangsregistret som opslagsord. Den mest 

praktiske måde at gøre dette på, er ved at bruge kædeindeksering. Som tidligere 

nævnt konstrueres et relativt indeks ved at kvalificerende termer repræsenterende 

overordnede klasser, bliver føjet til indgangstermen for at gøre den sammenhæng 

klar, hvori en bestemt notation er passende. Denne teknik kaldes kædeindeksering, 

fordi den er baseret på en analyse af kæden af underordnede klasser i et hierarki. I 

DC vil f.eks. klassen "Reading in primary schools" føre til denne kæde: 

Education (370) 

Schools (371) 

Primary (372) 

Curriculum (372.19) 

Reading (372.4) 

Denne vil give følgende registerindgange, når man arbejder sig “opad” i kæden fra 

‘reading’:: 

Reading: Primary schools 372.4 

Curriculum: Primary schools 372.19 

Subjects: Primary schools 372.19 

("subjects" synonymt med "curriculum") 

Primary schools 372 

Elementary schools 372 (synonymer) 

Schools 371 

Education 370 

Bemærk at indgange som Primary schools: Reading ... 372.4 ikke vil blive lavet. 

Hvis sådanne blev indføjet i det alfabetiske register, ville det blot blive en 

gentagelse af det relationsmønster, som allerede forefindes i skemaet. 

76

Man laver altså en indgang for hver term i kæden ved at "kvalificere" den med så 

mange af de foregående termer, som er nødvendige for at vise konteksten, idet 

man ignorerer de efterfølgende termer. Notationen kan hjælpe os her, hvis den er 

hierarkisk, men proceduren kan anvendes både med hierarkisk og ikke-hierarkisk 

notation. Det vigtigste er, at man sikrer sig, at kæden bliver skrevet korrekt ned. 

Selvom vi anvender et facetteret skema, skal vi selvfølgelig have sammensatte 

emner i katalogen, som vi laver et indeks til. Her må det pointeres, at man skal 

skelne mellem registret til et klassifikationssystem (altså f.eks. registret til de trykte 

udgaver af et klassifikationssystem) og det alfabetiske register til den systematiske 

katalog. Selvom forskellen er tydeligst med et facetteret system, hvor katalogen helt 

klart vil indeholde emner, som ikke er opført i systemet (nemlig alle de 

sammensatte emner), så er den også tilstede, hvis man bruger et enumerativt 

system. Selv med et fuldstændigt enumerativt system vil der altid forekomme 

individuelle emner, som ikke er opført i skemaerne, men som vi vil have med i 

registret til katalogen. På den anden side vil der også altid være et antal emner i 

skemaerne, som ikke er repræsenteret i katalogen, fordi de ikke findes i 

bogsamlingen. Disse sidste vil være at finde i registret til systemet, men ikke i 

registret til den systematiske katalog. 

Nogle biblioteker anvender den praksis at lade systemindekset være indeks til den 

systematiske katalog. Dette må kaldes et dårligt surrogat, og er en misforståelse, 

som ikke kan anbefales. (Specielt ikke hvis man bruger facetterede 

klassifikationssystemer eller systemer som f.eks. UDK). (Dansk 

Decimalklassedelings register er udformet som en sammenstilling af de to registre 

og fungerer derfor både som system- og katalogregister, men her er der taget 

specielt hensyn til denne dobbeltfunktion). 

Man vil sommetider opdage, at kædeindeksering ikke kan være en rent automatisk 

proces på grund af den systematiske ordens natur. For at tage eksemplet fra forrige 

kapitel (s. 39), så vi her, at klassen ‘violin’ er en undergruppe til den bredere klasse 

‘Individual instruments and instrumental groups arranged according to their basic 

77

mode of performance’. Hvis man skulle indeksere denne kæde, betyder det, at man 

skulle lave en indgang i alfabetisk register på denne klasse (dette sammensatte 

emne). Det er dog ret usandsynligt, at nogen bruger ville gøre forsøg på at finde 

den ved hjælp af disse ord. Selvom det er nødvendigt at indsætte klassen for at 

opnå en korrekt rækkefølge fra bredere til snævrere begreber, behøver vi ikke at 

indeksere den i det alfabetiske register. Den er et led, som ingen vil søge. (eng.: 

unsought link). Det er almindeligt også at udelade sådanne søgemæssigt svage 

indgangspunkter som perioder, alm. termer, som er meget brugte men lidet 

signifikante som "metoder", "udstyr", "produktion", "beregninger", "forskning" osv. 

Ligeledes vil det i praksis føre til en stor forøgelse af mængden af indgangsord, hvis 

man i detaljer indekserer bibliografiske former, uden at det vil medføre nogen 

forøgelse af indeksets værdi, så derfor behandles sådanne termer på samme 

måde. Problemet er dog vanskeligt at løse. At skulle udelukke de ikke-benyttede led 

i en emnekæde kræver en intellektuel indsats, hvilket vil være en ulempe i forhold til 

den ellers store fordel, der er ved at anvende kædeindeksering. Det at skulle 

afgøre, om et bestemt led vil blive "søgt" eller ej, kan undertiden være vanskeligt og 

mange af tilfældene vil falde ind under situationen "vil muligvis blive søgt". Ved at 

udelukke en term reducerer man mulighederne for genfinding (recall) i betydelig 

grad. I almindelighed vil man udelukke en sådan "ikke-søgt" term, fordi den ikke har 

nogen effekt på recall, men man kan aldrig være helt sikker på at have gjort det 

rigtige. På den anden side vil det medføre en betydelig opsvulmen af indekset, hvis 

man medtog alle disse ikke-efterspurgte led i en emnekæde, uden at ville bevirke 

en tilsvarende stigning i effektiviteten. 

Foruden de usøgte termer er der også et problem med de såkaldte "falske led" 

(false links), som kan optræde, hvis man bygger for meget på notationen som 

angivelse af en kæde, der skal indekseres. Ranganathan betragtede 

facetindikatorerne som sådanne falske led. De er dog nok snarere usøgte termer. I 

al fald vil de ikke komme i betragtning, hvis man bygger på emnekæden selv i 

stedet for at holde sig til notationen. En anden type falske led opstår som følge af 

fejl fra systemkonstruktørens side, eller fra ændringer i selve vidensstrukturen, så at 

emner optræder som værende underordnede andre emner, uden at dette reelt er 

tilfældet. DC har mange eksempler herpå i sin notation, medens hovedparten af 

78

disse er korrekt fremlagt i selve skemaerne over emner. Det må således være en 

hovedregel, at forlade sig på den systematiske emnekæde og ikke på notationen 

ved en indeksering til alfabetisk register. For eksempel vises dette tydeligt i DC i 

Teknikgruppen: 

600 Technology 

620 Engineering 

621 Mechanical 

621.3 Electrical 

Hvis vi byggede på notationen alene, ville vi indeksere det falske led "Mechanical" 

som værende en del af emnekæden fra "Engineering" til "Electrical engineering", 

hvilket ikke sker, når vi holder os til emnerne selv. 

Den omvendte virkning kan for øvrigt også optræde, hvis vi holder os til notationen 

alene, og hvis denne ikke er hierarkisk. Igen i DC ses: 

400 Language 

430 Germanic 

439 Other Germanic 

439.5 Scandinavian 

439.7-439.8 East Scandinavian languages 

439.7 Swedish 

Eksemplet er dog ikke typisk for DC, hvis notation er hierarkisk så langt det 

overhovedet er muligt. Det er imidlertid meget almindeligt i et system som LC 

(Library of Congress Classification), hvis notation for det meste er "aritmetisk". Hvis 

man følger emnekæden i systemet omhyggeligt, kan man dog godt anvende 

kædeindeksering, som f.eks.: 

ND Painting 

ND 1700-2399 Water-color painting 

ND 2290 Still life 

ND 2300 Flowers 

ND 2305 Reproductions. Facsimiles 

hvilket giver disse alfabetiske indgange: 

79

Reproductions:flowers:still life water-color painting ND 2305 

Flowers:still life water-color painting ND 2300 

Still life: water-color painting ND 2290 

Water-color painting ND 1700-2399 

Painting ND 

Et andet eksempel fra LC: 

NB Sculpture 

NB 60-198 History 

NB 69-169 Ancient 

NB 135-159 Special materials 

NB 145 Terra-cottas 

NB 150 Figurines 

NB 155 Greek 

NB 157 Tanagra 

Dette giver disse indgange i det alfabetiske register: 

Tanagra figurines: ancient sculpture NB 157 

Greek figurines: ancient sculpture NB 155 

Figurines: ancient sculpture NB 150 

Terra-cottas: ancient sculpture NB 145 

(Special materials - ikke-søgt) 

Ancient sculpture NB 69-169 (muligvis ikke-søgt) 

History: sculpture NB 60-198 

(eller: History of a subject see the subject) 

Sculpture NB 

Det største problem ved kædeindeksering af et skema med ikke-hierarkisk notation 

kan være, at det til tider kan være vanskeligt at følge alle underdelingstrinene 

gennem hierarkierne, særlig hvis de ikke er stillet tydeligt op. Det ses ligeledes, at 

kædeindeksering kan være en helt automatisk proces, men at den ofte (og særlig 

ved universelle klassifikationssystemer) skal modificeres intellektuelt ved at der 

tages hensyn til usøgte termer og overflødige kvalificerende led. 

Som det er nævnt flere gange tidligere, medfører systematisk ordning at kun de 

emner, som man har besluttet sig til at lade være den primære facet (i systemets 

citationsorden) bliver bragt sammen, medens alle de øvrige bliver "systematisk 

spredt". Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, at foci som spredes gennem den 

80

estemte systematiske orden, bliver samlet sammen i det alfabetiske register. 

Disse foci (på engelsk ofte kaldet "distributed relatives", fordi de er begreber, som 

er relaterede til hinanden men spredt rundt i systemet) bliver klart lagt frem i 

registret, jvf. det tidligere viste eksempel fra UDK om emnet ‘tobak’. Registeret til et 

klassifikationssystem eller en systematisk katalog har således en dobbeltrolle. For 

det første sætter det brugeren i stand til at finde notationen for et bestemt emne og 

således placere det i den systematiske rækkefølge. Og for det andet skal det vise 

alle de forskellige steder, hvor et bestemt emne kan findes også selvom disse er 

spredt rundt i systemet. Registeret er derfor ikke blot en behagelighed, men det er 

en integreret del af et klassifikationssystem. Dette skal understreges kraftigt, fordi 

det er ikke ualmindeligt at man hører den betragtning, at et register er en kostbar 

luksus. 

Kædeindeksering er en måde at lave et register på, men der findes selvfølgelig 

andre. Foruden den ikke helt sjældne "de forhåndenværende søms princip"-metode 

skal nævnes PRECIS, som anvendes i BNB (British National Bibliography) og som 

giver helt specifikke indgange på hvert led i en emnestreng i modsætning til de 

mindre tilfredsstillende almindelige eller generelle indgangstermer, man får med 

kædeindeksering. Kædeindeksering er imidlertid en af de mest anvendte teknikker 

til fremstilling af alfabetiske registre til klassifikationssystemer; derfor er den særlig 

omtalt her. Under alle omstændigheder, ligemeget hvilken metode, man anvender, 

er det vigtigt, at man ikke undervurderer betydningen af det alfabetiske indeks. 

81

5. UNIVERSELLE KLASSIFIKATIONSSYSTEMER 

Indtil nu har vi mest beskæftiget os med specielle klassifikationssystemer, d.v.s. 

systemer til klassifikation af dokumenter inden for et begrænset emneområde. Hvis 

vi skal organisere en samling dokumenter, som dækker alle vidensområder, har vi 

brug for et universelt klassifikationssystem. Man kunne måske forestille sig, at man 

til en sådan samling kunne bruge en samling af specielle klassifikationssystemer, 

som tilsammen indeholdt de nødvendige klasser, men det ville ikke være 

hensigtsmæssigt. For at undgå gentagelser og tvetydigheder er det nødvendigt at 

bruge et universelt klassifikationssystem, der reflekterer et samlet syn på 

vidensstrukturen. 

Det skal dog bemærkes, at eksistensen af universelle klassifikationssystemer ikke 

gør konstruktionen af specielle klassifikationssystemer overflødig. Det gælder bl.a. 

fordi: 

1. universelle systemer er sædvanligvis ikke detaljerede nok til brug i specielle 

samlinger 

2. det samlede syn på vidensstrukturen, som findes i et universelt system passer 

måske ikke til behovene i en speciel samling 

3. det er spild af notation at tage en del fra et universelt system (hvis vi havde taget 

DK5's zoologiklasse til vores modelsystem, havde vi været begrænset til 

notationen 58 og dens underdelinger) 

4. de fleste universelle klassifikationssystemer er ikke så effektive. 

5.1. Struktur i universelle systemer 

Basis for den overordnede struktur i alle de universelle systemer, som for tiden er i 

brug, er hovedklassen. Hovedklasser er konventionelle delinger af vidensuniverset. 

De kan i almindelighed betragtes som sideordnede klasser, der tilsammen 

udtømmer universet. Indenfor hovedklasserne kan de tidligere omtalte metoder: 

logisk division og facetanalyse anvendes. 

82

Alle moderne universelle systemer er aspekt- eller disciplinsystemer. At de er 

disciplinsystemer betyder, at deres hovedklasser reflekterer den opdeling i fag og 

discipliner, som kan iagttages i samfundet. hvad følgende eksempel fra DK5 

illustrerer: 

10 Filosofi i alm. 

13 Psykologi i alm. 

32 Politik 

33 Økonomi 

54 Kemi 

56 Biologi 

58 Zoologi 

69 Byggeteknik 

71 Arkitektur 

Termen: aspektsystemer refererer til den kvalitet ved disse systemer, at de samler 

aspekter af emner frem for emner i sig selv. Sagt på en anden måde, kan man ikke 

på et sted i systemet finde alt om et emne, men værker om et emne bliver placeret i 

gruppen for det faglige aspekt, hvorunder emnet er beskrevet. Princippet ses af 

følgende eksempel fra DK5. Ved opslag i det alfabetiske register fås følgende 

henvisninger: 

Ovne 

- Bageri 66.81 

- Fajancekunst 76.232 

- Kemiteknik 66.08 

- Keramisk kunst 76.23 

- Lokal opvarmning 62.113 

- Madlavningsapparatur 64.108 

- Metallurgi 66.3 

- Støbejernskunst 76.37 

Ved opslag i systematikken kan vi se det faglige indhold i de klasser, hvortil emnet 

Ovne henvises: 

66.81 Mølleri. Bageri. Konditori (66.8 Levnedsmiddelindustri. Teknisk biokemi i 

alm. 66 Kemisk industri). 

83

76.232 Fajancekunst (76.23 Keramisk kunst i alm. 76.2 Keramisk kunst. Glas- 

og mosaikkunst. Stukkunst. 76 Kunsthåndværk. Kunstindustri. 

Antikviteter). 

66.08 Kemiteknik i alm. Enhedsoperationer. 

62.113 Anden lokal opvarmning (62.11 Varmeteknik i alm. 62.1 

Varmeteknik. Belysningsteknik. Trykluftsteknik. Køleteknik. 62 

Maskinlære. Varmeteknik. Elektroteknik). 

64.108 Madlavningsapparatur (64.1 Madlavning. 64 Hjem og husholdning). 

66.3 Metallurgi og metallære. 

76.37 Smedejernskunst (76.3 Metalsmedekunst). 

Ved at samle aspekter af emner i stedet for emnerne, kan disciplinorienterede 

systemer virke frustrerende på brugerne, da emnerne spredes som vist ovenfor. Til 

gengæld vil specialister finde samlingen efter discipliner nyttig, da emner udsat for 

en speciel faglig behandling trækkes til faget. At man bruger de disciplinorienterede 

systemer i universelle samlinger afspejler den opfattelse, at det er mere almindeligt 

at brugerne ønsker at finde alt om en disciplin samlet end alt om et emne. Selvom 

en bruger primært søger efter emnet, er det sjældent at alle aspekter af emnet 

ønskes. Disciplinorienterede systemer hjælper til at lokalisere de ønskede aspekter. 

Disciplinorienterede hovedklasser kan give en nyttig gruppering af dokumenterne, 

men kan også skabe problemer for klassifikator og bruger. Et oplagt problem er, 

hvad vi skal gøre med et værk, der handler om alle aspekter af et emne. I hvert 

tilfælde 3 løsninger er mulige, når man konstruerer og bruger et aspektsystem: 

1. at placere et sådant generelt værk under det aspekt af emnet, som er nævnt 

først i systemet 

2. at placere værket under det aspekt, som definerer emnet d.v.s. i den disciplin, 

som indeholder den nødvendige definition af emnet (f.eks. defineres emnet: Hest 

i kassen: Zoologi, ikke i alle andre klasser, som kan indeholde værker om heste) 

84

3. at lave en klasse i begyndelsen af systemet til disse generelle værker (2. udg. af 

BC bruger denne løsning. Klassen hedder: Phenomena). 

Et mere alvorligt problem ved disciplinorienterede systemer er, at deres 

hovedklassestruktur har en meget fikserende effekt på den vidensstruktur, der 

findes i systemet. Grænserne for viden udvides stadig. Relationerne mellem 

vidensområder forandrer sig. Den relative betydning af forskellige discipliner skifter. 

Trods det er der en tendens til, at aspektsystemer ikke forandrer sig p.g.a. deres 

hovedklassestruktur. Det er også vanskeligt at have med tværfaglige emner at gøre 

i et system baseret på discipliner, ligesom det er vanskeligt at forandre den tildelte 

notation, så den viser forskellige discipliners tiltagende eller aftagende betydning. 

Vanskelighederne melder sig også, når helt nye discipliner skal indsættes i den 

disciplinorienterede struktur. 

Langt hen ad vejen er disse problemer notationsproblemer, som man kan klare ved 

revision af systemet i nye udgaver. Alligevel er det i praksis yderst sjældent, at man 

reviderer i basisstrukturen i et universelt klassifikationssystem. En sådan revision 

ville nemlig skabe store Økonomiske og praktiske problemer med at omklassificere 

samlingerne. 

5.2. Alternativer til discipliner som hovedklasser 

Discipliner som hovedklasser mangler en absolut basis, som kunne bevare deres 

værdi på trods af de forandringer, der sker i vidensstrukturen. At discipliner som 

hovedklasser ikke er noget absolut ses bl.a. af, at nogle systemer har 10 

hovedklasser (f.eks. DC, UDK), mens andre har over 20 (f.eks. LC, BC). Det ses 

desuden ved, at f.eks. Landbrug i CC er en hovedklasse, mens klassen i DC er en 

del af hovedklassen: Teknik. Hvis vi Ønsker en absolut, universel gyldig basis for 

universelle systemer må vi gå bort fra discipliner som hovedklasser eller gå bort fra 

brug af hovedklasser i det hele taget. 

Et alternativ til traditionelle hovedklasser er at samle efter emner frem for efter 

faglige aspekter. F.eks. kunne vi samle alle værker om ovne, og i stedet sprede 

85

værker om de faglige synsvinkler. Bruger vi J. D. Browns terminologi, kaldes 

sådanne systemer "konkrete" systemer. Browns system: Subject Classification (SC) 

er et eksempel på et konkret system. Brown refererer til entiteter som konkreter og 

siger: "det konkrete emne bør foretrækkes for det mere generelle synspunkt". Hans 

begrundelse er, at den bruger, der søger information om et aspekt - et mere 

generelt synspunkt - ikke altid søger efter en bestemt entitet. På den anden side vil 

den bruger, der søger information om et konkret emne ikke være interesseret i 

information om andre konkrete emner. Brown konkluderer derfor, at interesse i 

konkrete emner er konstant, mens interesse i aspekter kun er lejlighedsvis. Det er 

et fristende argument, men det ignorerer den kendsgerning, at aspektsystemer er 

mere alment accepteret. Desuden ignoreres det faktum, at vi ved at basere vor 

struktur på discipliner som hovedklasser giver nogen hjælp til den bruger, der søger 

information om et konkret emne. Hvis vi samler konkrete emner, giver vi intet nyttigt 

alternativ til den bruger, som søger efter en disciplin. 

En anden mulighed er at bruge teknikken til facetanalyse direkte på vidensuniverset 

i stedet for indenfor postulerede hovedklasser. D.v.s. at vi kunne forlade 

hovedklasser som basis for vores system, som så ville bestå af en række 

omfattende facetter - en procesfacet, en materialefacet o.s.v. 

Det universelle klassifikationssystem, Classification Research Group (CRG) 

arbejdede på, var oprindelig baseret på konventionelle hovedklasser. Man opgav 

senere hovedklasserne til fordel for en struktur med 2 facetter: 

1. Entities 

2. Attributes (omfattende både egenskaber og processer) 

Denne struktur løser nogle af problemerne med discipliner som hovedklasser, men 

giver til gengæld andre ulemper. F.eks.: 

1. systemets brug kræver samme citationsorden for alle emner, og det er 

usandsynligt, at en citationsorden vil være lige god til alle emner 

86

2. det giver længere klassemærker end den traditionelle metode med opregning af 

samme begreb i forskellige hovedklasser 

3. problemerne flyttes kun, men løses ikke. Vælger vi i systemet med de 2 facetter 

citationsordenen: 

Entities - Attributes 

bliver dokumenternes orden meget lig ordenen i et konkret system. 

Vælger vi citationsordenen: 

Attributes - Entities 

bliver resultatet meget lig ordenen i et aspektsystem. 

5.3. Hovedklassers orden 

Som vi har set, er det let nok at stille spørgsmålstegn ved hovedklasser fra en 

teoretisk synsvinkel. Fra en praktisk synsvinkel på biblioteksorganisation har de dog 

oplagte fordele, og accepterer vi en overordnet struktur baseret på hovedklasser, 

bliver det nødvendigt at ordne dem. Det er almindeligt accepteret, at 

hovedklassernes indbyrdes orden ikke påvirker klassifikationssystemets effektivitet i 

nævneværdig grad. Brugerne er mest optaget af sammenstilling og orden i den 

hovedklasse, der søges i. Søger vi f.eks. efter kogebøger i gruppe 64 i DK5, har vi 

brug for en nyttig orden i denne klasse, men påvirkes ikke af ordenen mellem 

gruppe 64 og andre klasser. Vores søgning bliver hverken lettere eller sværere om 

gruppe 63 hedder Landbrug eller ej. Ifølge Ranganathan er: "ordenen af 

hovedklasser i et klassifikationssystem ikke af stor betydning, så længe den er 

nogenlunde acceptabel" 

To principper kan hjælpe os til at skabe en acceptabel hovedklasseorden: 

1. beslægtede hovedklasser bør sammenstilles 

2. hovedklasser, som afhænger af andre hovedklasser, eller som har udviklet sig af 

eller senere end andre hovedklasser, bør følge efter dem 

Det første princip overholdes overalt, hvor: 

87

1. klasser, som ofte studeres sammen, holdes sammen. (Et af kritikpunkterne ved 

DC er, at det adskiller Sprog og Litteratur). 

2. klasser, som kan opfattes som del af et større hele, holdes sammen. (F.eks. 

sammenstillingen af Sociologi, Politik, Økonomi, Jura o.s.v. i DK5). 

3. anvendelser holdes sammen med de videnskaber, de er baseret på. (I BC 

holdes f.eks. Kemisk teknologi sammen med Kemi, og i CC holdes Landbrug 

sammen med Botanik). 

Der kan være konflikter mellem disse 3 udtryk for princippet. F.eks. er Litteratur en 

kunstart og burde holdes sammen med andre kunstarter som del af et større hele. 

Men er sprog, som ofte studeres sammen med litteratur, del af samme større hele? 

Et andet eksempel på konflikt findes i CC, som blandt sine hovedklasser har 

følgende rækkefølge: 

I Botany 

J Agriculture 

K Zoology 

KZ Animal husbandry 

Princippet er her anvendelse sammenholdt med videnskab. Det skiller 2 klasser. 

som normalt studeres sammen: 

Agriculture 

Animal husbandry 

og 2 klasser, som udgør dele af det større hele: Biologi: 

Botany 

Zoology 

Det andet princip består egentlig af 2 principper: 

1. ordenen mellem hovedklasser bør følge ordenen i deres udvikling 

88

2. ordenen mellem hovedklasser bør reflektere den enes eventuelle afhængighed 

af den anden 

Et eksempel på, at hovedklassernes orden bør følge deres udvikling ses i SC. 

Ifølge konstruktøren følger hovedklasseordenen den evolutionære rækkefølge: 

F.eks.: 

Matter + Force 

Life 

Mind 

Record 

Fysiske videnskaber 

Biologi 

Filosofi 

Litteratur 

Det mest slående eksempel på afhængighed er Bliss's orden i BC baseret på det 

princip, han kalder: Gradation in speciality. Princippet går ud på, at hvis studiet af 

en disciplin afhænger af teknikker eller ideer fra en anden disciplin, bør den første 

disciplin ordnes efter den disciplin, den afhænger af. F.eks. bruger astronomer 

teknikker og ideer fra Kemi og Fysik - optik, spektroskopi o.s.v. - altså bør 

Astronomi ordnes efter disse to klasser. Kemikere bruger teknikker fra Fysik, så 

Kemi bør følge efter Fysik. Fysikere gør brug af Matematik, så de to klassers 

indbyrdes orden bør være: Matematik - Fysik. Denne ide skaber i BC den mest 

tilfredsstillende hovedklasserækkefølge i noget universelt system i brug. 

Som tidligere omtalt undgik CRG systemet problemer med mere eller mindre 

vilkårlige hovedklasser ved at anvende facetanalyse på viden som et hele. Det 

kræver dog stadig en overordnet ordning af entiteterne, svarende til en hovedklasseorden. 

D. J. Foskett var førtaler for at bruge teorien om "integrative levels", 

som først var fremsat af biokemikeren Joseph Needham. "Intergrative levels" er en 

evolutionær ide, der skaber en absolut orden mellem entiteter, baseret på deres 

tiltagende kompleksitet, som følge af tilføjelse af kvaliteter. På bestemte stadier i 

progressionen fra det enkle til det komplekse, fører tilføjelsen af kvaliteter til 

89

et nyt niveau af organisation. F.eks. er et hvirveldyr mere end blot et hvirvelløst dyr 

med tilføjelse af en rygrad. Betragt rækkefølgen: 

Celler 

Væv 

Organer 

Systemer 

Organismer 

Hver af disse entiteter er sammensat af deres forgængere i rækken: 

Organismer (som hajer eller ørne) består af systemer (fordøjelsessystem, 

nervesystem o.s.v.). 

Systemer er sammensat af organer. 

Organer er opbygget af væv. 

Væv er opbygget af celler. 

Men disse entiteter er ikke blot samlinger af deres forgængere i rækken. Hver 

følgende entitet viser en mere kompleks organisation end dens forgænger. F.eks. 

er et system et antal organer, som samarbejder om at udføre en funktion. En 

organisme er et antal systemer, som samarbejder om opretholdelsen af 

organismen. Resultatet er, at organismer har egenskaber, som systemer ikke har. 

Systemer har egenskaber, som organer ikke har o.s.v. Det er dette princip om 

niveauer af organisation, som bestemmer entiteternes orden, og som ligger til grund 

for deres rækkefølge i klassifikationssystemet. 

Her er nogle af de oversigtsrækkefølger, CRG kom frem til: 

(Physical level) 

fundamental particles 

atoms 

molecules 

molecular assemblages 

(Chemical level) 

elements 

90

compounds 

complex 

compounds 

(Non-living masses) 

minerals 

rocks 

physiographic features 

astronomical entities 

Teorien giver en god basis for orden mellem entiteter, men om den giver en bedre 

overordnet struktur i et universelt klassifikationssystem, er tvivlsomt. 

5.4. Almene facetter 

I den anden udgave af DC - 1885 - indarbejdede Dewey en liste over 

dokumentformer, hvis notationer kunne kombineres med systemets tvrige 

klassemærker. Formålet var at undgå det spild, det ville være at opregne sådanne 

former - leksika, periodica o.s.v. - under alle emner. Listen over dokumentformer er 

et eksempel på en almen facet. Andre almene facetter er tids- og stedfacetter. I DC 

kaldes disse almene facetter nu "Standard subdivisions", i UDK "Almindelige 

hjælpetabeller" og i BC "Systematic schedules". Princippet kan udvides til begreber, 

som kun kan anvendes på visse klasser i systemet, og optræder så som de tidligere 

omtalte specielle hjælpetabeller eller specielle facetter, eller som de tidligere 

omtalte syntesemuligheder i enumerative klassifikationssystemer. 

I moderne universelle klassifikationssystemer vil det være hensigtsmæssigt at 

indkorporere almene facetter for: 

1. at spare plads 

2. specifikt at kunne udtrykke begreberne fra de almene facetter 

3. konsekvent at bruge samme udtryk for samme begreb. 

91

5.5. Formklasser 

I et universelt klassifikationssystem vil nogle hovedklasser være uegnede til ordning 

efter emne. En af disse er Generaliaklassen. Den indeholder dokumenter med så 

blandede emner, at de ikke kan passes ind i nogen emneafgrænset hovedklasse. 

Da vi ikke kan skelne det ene dokuments emne fra det andet dokuments - alle 

dokumenterne behandler i princippet alle emner - bliver vi nødt til at bruge 

dokumenternes fysiske form (f.eks. tidsskrift) eller deres form for præsentation af 

indholdet (f.eks. encyklopædi), som basis for ordningen. (Det skal for en ordens 

skyld bemærkes, at de fleste Generaliaklasser også indeholder visse 

emneafgrænsede men meget "brede" - klasser. I DK5 drejer det sig f.eks. om: 

Biblioteksvæsen, Museumsvæsen og Journalistik). 

I de fleste universelle klassifikationssystemer er Litteratur også en formklasse. 

Skønlitterære værker kunne klassificeres efter emne, men det er det almindeligste 

at samle dem efter sprog og form. Herved kommer f.eks. alle skønlitterære franske 

værker til at stå sammen og her indenfor alle franske romaner. 

92

Bilag 1: Eksempel ‘litteratur’ 

6. BILAG 

Trin 1: 

Følgende titler kan bruges som udgangspunkt ved bestemmelsen af de typer af 

emner, som forekommer i litteraturen: 

En samling fransk 1900-litteratur 

Guldalderen i spansk poesi 

Italiensk prosa 

Litteratur fra det attende århundrede. En antologi 

Essays om naturen 

Prosalitteratur i Englands middelalder 

Russisk drama 

Episk poesi i Kina 

Tidlig hebraisk litteratur 

Polsk litteratur i vort århundrede 

Poesi fra hele verden 

En samling engelske digte 

Amerikansk satire 

En samling taler fra 1600-tallets Tyskland 

Humoristiske bemærkninger om cricket. En antologi 

Renæssancens litteratur i Holland 

Litteratur på afrikaans 

Danske breve om politik 

Skotsk Litteratur 

The growth of the English novel 

Modern drama 1800 

Det franske drama i dag 

Trin 2: 

Ud fra disse titler er det nu muligt at indsamle "isolates" (elementærklasser) og 

dernæst at ordne disse i følgende facetter: 

Periode (middelalder, 20. århundrede f.eks.) 

Form (litterær-) (f.eks. essays, poesi o.s.v.) 

Tema f.eks. cricket, politik) 

Sprog f.eks. engelsk, italiensk o.s.v). 

93

Når først disse facetter er identificeret, er det forholdsvis nemt at gruppere 

elementærklasserne i den rigtige facet, hvorved de, som nævnt tidligere bliver til 

foci. 

Trin 3+4: 

Herefter skal foci ordnes indenfor facetterne. I dette primitive skema vil der ikke 

blive gjort noget forsøg på at identificere delfacetter, fordi det ville virke lidt kunstigt. 

Det vil her være fornuftigere at ordne hver facets foci forskelligt, alt efter facettens 

natur. Følgende brede ordning foreslås indenfor facetterne: Periodefacetten ordnes 

kronologisk. Formfacetten ordnes ved gruppering af relaterede former: f.eks. Poesi. 

Drama.Prosa.Essays o.s.v. Temafacetten ordnes på en lignende måde, men da 

eksemplerne her er for få, vil ordenen komme til at virke lidt tilfældig. Sprogfacetten 

kan ordnes på forskellig måde, enten efter sprogvidenskabelige systematikker, 

eller, hvad der er uhyre almindeligt, ved at give hovedsprog fortrinsstilling. Den 

sidste metode anvendes her. Herefter kan følgende lister opstilles: 

Sprog Form: 

Amerikansk Poesi 

Engelsk Episk poesi 

Tysk Drama 

Hollandsk Prosa 

Afrikaans Romanen 

Dansk Essays 

Fransk Taler 

Spansk Breve 

Italiensk Humor 

Russisk Satire 

Polsk 

Hebraisk 

Kinesisk 

Periode: Tema: 

Før middelalder Naturen 

Middelalder Cricket 

15. Årh. Politik 

16. Årh. 

17. Årh. 

18. Årh. 

19. Årh. 

20. Årh. 

94

Det siger sig selv, at disse skemaer ikke er fuldstændige, men kun identificerer og 

ordner elementærklasserne i den anførte liste over titler. Desuden har vi også 

foretaget en slags standardisering af klassernes navne, idet vi har elimineret 

synonyme udtryk som f.eks. "vort århundrede", "i dag", "guldalderen"; "Poesi fra 

hele verden" bliver slet og ret til "Poesi", "Renæssancen" må indfortolkes i det 

rigtige århundrede og "Skotsk" betragtes her som engelsk. Hvis skemaerne skal 

gøres fuldstændige, må der selvfølgelig føjes mange flere klasser til. 

Trin 5: 

Dernæst skal en citationsorden fastsættes. Citationsordenen er som bekendt den 

rækkefølge, hvori det enkelte ((dokuments)) emneudtryks elementer kommer efter 

hinanden. Det må erindres, at den første facet i et emnes citationsorden bestemmer 

dokumentets plads i katalog(orden)en. (Katalog (eller system) ordenen er 

rækkefølgen af forskellige dokumenters først citerede facetter, d.v.s. de første 

facetter i deres citationsorden). I området "litteratur" vil den bedst accepterede 

citationsorden nok være: Sprog - form - periode - tema. (Al litteratur på et bestemt 

sprog bliver herved samlet, medens f.eks. poesi vil blive spredt ud under de 

forskellige sprog mm.). 

Trin 6+7: 

Katalogordenen (Systemordenen) skal besluttes. I humanistiske områder, hvor den 

historiske dimension er meget vigtig, vil det være mest praktisk at anvende 

inversionsprincippet. Skemaet vil derfor ende med at se sådan ud: 

Litteratur 

A Tema: 1 Naturen 

2 Cricket 

3 Politik 

95

B Periode: 1 Før middelalder 

2 Middelalder 

3 15. Årh. 

4 16. Årh. 

5 17. Årh. 

6 18 Årh. 

7 19. Årh. 

8 20. Årh. 

C Form: 1 Poesi 

11 Episk poesi 

3 Drama 

4 Prosa 

41 Romanen 

5 Essays 

6 Taler 

7 Breve 

8 Humor 

9 satire 

D Sprog: 11 Engelsk 

12 Tysk 

121 Hollandsk 

1211 Afrikaans 

13 Dansk 

21 Fransk 

22 Spansk 

23 Italiensk 

31 Russisk 

32 Polsk 

41 Hebræisk 

51 Kinesisk 

Trin 8: 

Herefter skal en notation føjes til systemets klasser. I ovenstående liste er anvendt 

en forholdsvis enkel notation. I form - og sprogfacetterne er gjort et forsøg på 

"hierarkisering" gennem notationen. F.eks. er episk poesi en undergruppe til poesi. 

Notationen er arabertal anvendt som decimaltal til betegnelse af 

elementærklasserne samt bogstaver (store) til betegnelse af facetterne. I 

sprogfacetten er hierarkierne diskutable, idet tal, som begynder med 1 er 

germanske sprog, med 2 romanske sprog, 3 slaviske sprog o.s.v. At hollandsk 

skulle være underordnet tysk er naturligvis absurd, men ikke desto mindre er det 

tilfældet i f.eks. Dansk Decimalklassedeling. Det hele skal blot demonstrere 

96

principperne. "En samling fransk l900-talslitteratur" vil f.eks. få notationen (eller 

"klassemærket"): D21 B7. "Prosalitteratur i Englands middelalder" vil få 

klassemærket: D11 C4, idet det erindres, at citationsordenen er DCBA, altså 

omvendt af systemordenen ABCD. I øvrigt skal det bemærkes (NB!) at en samling 

af litteratur fra alverdens lande og perioder og af alle slags (former) samt om alle 

temaer vil stå i overgruppen "Litteratur", som er nævnt ikke bare som en overskrift 

til skemaet, men som også er en klasse for sig selv. Den har ikke fået nogen 

notation her, fordi skemaet er beregnet til en specialsamling af "litteratur", men hvis 

emnet "litteratur" havde været et blandt mange, som i et universelt eller generelt 

klassifikationssystem, måtte klassen naturligvis have en selvstændig notation for at 

kunne skelnes fra andre fag. 

Trin 9: 

Intet register er vist her, men et sådant bør være sidste led i processen. Hertil 

kommer, at man bør afprøve systemets effektivitet ved at klassificere nogle 

dokumenter med det. 

Med hensyn til en del humanistiske fagområder, specielt dem, hvori den historiske 

dimension er den dominerende, som f.eks. alm. politisk og Økonomisk historie, 

kulturhistorie, litteraturhistorie, kunsthistorie, de enkelte kunstarters historie o.s.v., 

så er det måske et spørgsmål, om det er videre praktisk at konstruere et facetteret 

klassifikationssystem til ordning af litteratur m.m. indenfor disse områder, først og 

fremmest fordi begivenheder og tidsinddeling er så "individuelle" fra land til land 

(eller fra sted til sted), at det er nærmest umuligt at lave en generel kronologisk og 

for så vidt også en generel geografisk facet (eller tabel), det sidste også fordi den 

politisk-geografiske inddeling af verden forandrer sig op gennem tiderne. Det er 

derfor nok at foretrække at lave enumerative systemer over disse emneområder; 

derved kan man bedre individualisere perioder og lokaliteter. 

97

Bilag 2: Eksempel ‘biblioteksvæsen’. 

Til sidst et eksempel på konstruktion af et skema for biblioteksvæsen. Følgende 

dokumenter skal gennemses: 

1. Øget anvendelse af det Universelle Decimalklassifikationssystem i USSR 

2. Baltimore County Public Library initiates book catalog 

3. Et kunst-referencebibliotek for børn 

4. Automation in the Detroit Public Library 

5. Samarbejde mellem offentlige administrative biblioteker 

6. Non-standard material at the National Lending Library for Science and 

Technology 

7. Canada's Nationalbibliotek 

8. Biblioteker og biblioteksarbejde i Saskatchewan 

9. Hjælpemidler ved bogvalg af landbrugsfaglige dokumenter 

10. Et informationsgenfindingssystem for kort og atlasser 

11. Aspekter af den nyeste forskning inden for biblioteksklassifikation 

12. La Roche College classification scheme for phonograph records 

13. Økonomien ved fremstilling af bogkataloger 

14. Klassifikation af lovsamlinger og andre juridiske dokumenter i 

Universitetsbiblioteket på University of South Africa. 

15. Bogvalgs - og accessionsprocesser på universitetsbiblioteker 

16. Universitetsbibliotekernes administrative problemer 

17. Revision of classification schemes for Nigerian needs 

18. Acquisitions 

19. Skolebiblioteker 

20. Federal assistance to special libraries 

21. The hospital service in Lincoln 

22. A mechanized circulation system 

23. Automation in university libraries 

24. Newspapers in technical college libraries 

25. Library services to the blind in New Zealand 

26. Public libraries in the New York metropolitan area 

27. Metropolitan areas growing and under stress: the situation of Detroit Public 

Librarv. 

En første gruppering af elementær-begreberne i disse titler vil give følgende 

facetter: 

Biblioteker 

Specialbiblioteker 

Administrative (Offentlige) biblioteker 

Universitetsbiblioteker 

Tekniske biblioteker 

98

Folkebiblioteker 

Kommunale biblioteker 

Amtsbiblioteker 

Nationalbiblioteker 

Hospitalsbiblioteker 

Biblioteker for blinde 

Børnebiblioteker 

Referencebiblioteker 

Kunstbiblioteker 

Naturvidenskabelige biblioteker 

Materialer 

Ikke-trykte materialer (Non-standard) 

Aviser 

Bøger 

Grammofonplader 

Kort & atlasser 

Landbrug 

Jura 

Biblioteksprocesser 

Samarbejde 

Administration 

Bogvalg 

Accession 

Katalogisering 

Bogkataloger (fremstilling) 

Klassifikation 

Klassifikationssystemer 

UDK 

Cirkulation 

Finansiering 

Offentlige tilskud 

Almindelige (fælles) faktorer 

Automatisering 

Forskning 

Revision 

Økonomi 

Sted 

(Facetten er ikke specificeret ud i dette tilfælde). 

I biblioteksfacetten kan følgende delfacetter observeres: 

99

Biblioteker 

efter type (dvs. ejerforhold og institutionelle forhold): 

Specielle biblioteker 

Administrative biblioteker 

Læreanstaltsbiblioteker 



Skolebiblioteker (højere skoletrin) 


Kommunale biblioteker 



efter brugere: 


Blindebiblioteker 


efter anvendelsesmåde: 


efter emnedækning: 

Kunstbiblioteker 

Naturvidenskabelige biblioteker 

Listen kan selvfølgelig udvides uden litterær dækning f.eks. ved tilføjelse af 

"udlånsbiblioteker" under anvendelsesmåde eller "firmabiblioteker" under type 

o.s.v., når først facetterne er blevet identificeret. 

Også materialefacetten kan underdeles: 

Materialer 

efter emne: 

jura 

landbrug 

efter form: 

bøger 

aviser 

kort og atlasser 

grammofonplader 

ikke trykte materialer 

100

Indenfor procesfacetten findes nogle begreber, som er afhængige af hinanden, 

f.eks. klassifikation - klassifikationssystemer, katalogisering - kataloger. En 

yderligere opdeling i delfacetter kunne derfor laves her, eller måske en 

hierarkisering. Endelig er der gruppen, som her er kaldt "almindelige faktorer". Den 

indeholder begreber, som kunne forekomme i forbindelse med en hvilken som helst 

anden klasse og er i familie med stedfacetten og de form-(litterær form), meta- og 

tidsfacetter, som i mange store universelle systemer er opført som selvstændige 

"hjælpetabeller" uden for det egentlige emnesystem. Efter identifikationen af 

facetter og delfacetter skal en citationsorden bestemmes. I en neutral situation 

kunne denne være Biblioteker - Materialer Processer - Sted - Alm. faktorer, men 

f.eks. i et biblioteksskolebibliotek ville det være nyttigere at sætte procesfacetten 

forrest, da dennes klasser vil være de væsentligste i en sådan situation. I 

biblioteksfacetten kunne man vedtage at type-delfacetten er den vigtigste, dernæst 

brugere, anvendelsesmåde og til sidst emnedækning. Materialer kunne arrangeres 

primært efter emner, sekundært efter fysisk form. Af de to "almindelige" facetter er 

sted vigtigere end de "fælles faktorer". Dette skulle give følgende citationsorden: 

Biblioteker: typer-brugere-anvendelsesmåde-emnedækning-Materialer: emneform- 

Processer-Sted-Alm.faktorer. Dette igen medfører (hvis vi anvender 

inversionsprincippet) følgende systemorden: 

Alm. faktorer 

Sted 

Processer 

Materialer 

efter form 

efter emne 

Biblioteker 

efter emne 

efter anvendelsesmåde 

efter brugere 

efter type 

Inden for hver facet og delfacet skal en nyttig orden etableres. Med hensyn til de 

fælles faktorer er der ingen, som giver sig selv; stedfacetten kan bruge et af de 

gængse store systemers geografi- eller stedstabeller, de processer, som følger 

101

logisk efter hverandre, kan ordnes kronologisk hvorved "cirkulation" måske burde 

flyttes til et sted under administration, snarere end kronologisk efter de 

bibliotekstekniske discipliner. I materialer vil bøger, som den foretrukne kategori, 

begynde rækken og i bibliotekstyper er en rækkefølge efter tiltagende benytterkreds 

en mulighed. Herefter vil følgende skema kunne opbygges: 

Almindelige (fælles) faktorer 

Revision 

Forskning 

Automatisering 

Økonomi 

Sted 

(ikke underdelt her) 

Processer 

Administration 

Bogvalg 

Accession 

Cirkulation 

Tekniske processer 

Katalogisering 

Kataloger 

Bogkataloger (dvs. i bogform) 

Klassifikation 

Klassifikationssystemer 

UDK 

Bibliotekssamarbejde 

Finansiering 

Offentlige tilskud 

Materialer 

Bøger 

Periodica 

Tidsskrifter 

Aviser 

Ikke-trykte materialer m.m. 

Grammofonplader 

Kort og atlasser 

Efter emner 


102

Biblioteker 

efter emnedækning 


efter anvendelsesmåde 


efter brugere 



Biblioteker for handicappede 

Blindebiblioteker 

efter type 

Specielle biblioteker 

Administrative biblioteker 

Industribiblioteker (firmabiblioteker) 

Læreanstaltsbiblioteker (akademiske biblioteker) 

Skolebiblioteker (gymnasier o.l.) 




Kommunebiblioteker 



Med hensyn til notation, jfr. systemet i afsnit 3.11. 

Dette skema er begribeligvis meget inkomplet i sin opregning af foci, men det 

dækker til trods herfor de fleste facetter i biblioteksvidenskab. Jo mere litteratur, 

man gennemser, jo flere foci kan indsættes i det, men nye facetter vil nok være 

fåtallige. En yderligere opdeling i delfacetter er dog meget sandsynlig. Og endelig, 

som tidligere antydet, er citationsordenen ikke lige anvendelig overalt. Et praktisk 

skema i lighed med ovenstående er blevet udformet af den engelske Classification 

Research Group og har været anvendt i forskellige engelske specialbiblioteker for 

biblioteksvidenskab. Det har også været anvendt som ordningsprincip i Library and 

information science abstracts (LISA), hvor citationsordenen, efter at man har 

studeret brugerreaktioner på systemet, blev ændret fra Biblioteker - Materialer - 

Processer til : Processer - Materialer - Biblioteker i begyndelsen af 1971. 

103

7. LITTERATUR 

Booth, Pat F.; South, M.L. - Information filing and finding. Buckden: ELM 

Publications, 1982. 300 s. 

Buchanan, Brian - Theory of library classification. London: Clive Bingley, 1979. 141 

s. (Outlines of modern librarianship). 

Foskett, A.C. - The subject approach to information. 4. ed. London: Clive Bingley, 

1982. 574 s. 

Foskett, D.J. - Classification and Indexing in the social sciences. 2. ed. London: 

Butterworths, 1974. 202 s. 

Langridge. D.W. - Classification and Indexing in the humanities. London: 

Butterworths, 1976. 143 s. 

Ranganathan, S.R. - Prolegomena to library classification. 3. ed. Bombav: Asia 

Publishing House, 1967. 640 s. 

Rowley, Jennifer E. - Organising knowledge: an introduction to information retrieval. 

Aldershot: Gower, 1987. 454 s. 

Vickery, B.C. - Classification and Indexing in science. 3. ed. London: Butterworths, 

1975. 228 s. 

104

konstruktion_af_klas..

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?