RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

den er et yndet udflugtsmål for byens
folk og turister. Desværre er der også
her plasticposer og tomme plastic
vandflasker som flyder i søen. Det
forhindrer mig dog ikke i at snuppe en
dukkert i det ret så kolde vand – man
kan da ikke komme hjem uden at sige,
at man har badet i Sahara, vel!
På vej tilbage er der mulighed for ægte
ørkenklitræs. op og ned ad sandklitterne
går det, og trods de mange hestekræfter
skulle vi selvfølgelig lige sidde fast et
par gange. Vi stopper et par steder
og ser på forstenede muslingeskaller
samt noget flot krystalliseret sand, der
mest af alt ligner stakke af små skiver
vinduesglas.
Tilbage på hotellet binder døren til vores
toilet så voldsomt at det kræver hele
tre libyere at få døren op. en efter en
entrerer de vores værelse, og til sidst
afgør vold med en stor skruetrækker
sagen.
Muhamed-tegningerne
en tidlig morgenstund forlader vi
Ghadames og kører nordpå. De
allesteds værende plasticposer lyser
kønt i solens modlys. Undervejs ser vi
store kamelflokke med deres hyrder. Vi
finder nogle flotte sandklitter, som skal
bestiges og fotograferes.
Vi overnatter i et af berbernes
stemningsfyldte huse under jorden. Der
er som sædvanligt ikke indlagt nogen
form for varme, men her er hygge og
masser af tæpper, og de serverer en
helt vidunderlig traditionel aftensmad.
I bussen på vej nordpå udbryder
der pludselig en mindre diskussion
om tegneren Kurt Vestergaard. Der
foreligger tilsyneladende en libysk
version af sandheden der går ud på, at
tegneren er død under en brand!!!!
Sagen om Muhamed tegningerne er for
øvrigt et af de emner, som Ibrahim ikke
har lyst til at komme så meget ind på.
Demokrati og muslimer vs. kristne er
andre tabu emner, så vi holder høfligt
kæft om de ømtålelige emner og nyder
landskabet.
sabratha – en af romernes
afrikanske bastioner
Med udsigt til Middelhavets kyst ligger
Sabratha. Romerne byggede byen ca.
200 år efter Kristi fødsel, og Moder natur
14 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010
jævnede det meste af byen med jorden i
år 365 ved et voldsomt jordskælv.
bl.a. italienerne forsøgte, da de havde
magten i libyen, at restaurere byen.
Størst held har de haft med det romerske
teater, som er yderst imponerende,
og det er ikke uden ærefrygt at man
bevæger sig rundt i teateret. lige så
imponerende er det at tænke på, at
kun ca. 20 % af byen skønnes at være
udgravet. Hvilke skatte ligger mon
endnu begravet under jordoverfladen?
Rundt omkring i byen er der stadig
fantastiske mosaikgulve, som alle vader
ubekymret hen over. Fantastisk at
tænke sig, at de har overlevet 2000 år i
den fri natur.
Sådan helt tilfældigt fandt guiden et
par ”gamle” arabiske mønter i sandet.
Jeg havde ham dog mistænkt ham for
at være fuld af fup. Ikke desto mindre
fik det vores lille gruppe til at gå med
snuden mod jorden resten af rundturen.
leptis Magna
en anden af den romerske verdens
helt store attraktioner, måske den
allerstørste, er leptis Magna. Vi kører de
130 km derud gennem et sandt svineri af
affald langs vejen, som nøje overvåges
af de jævnlige megaportrætter af
landsfaderen Gadaffi. Ofte optræder
libyens leder med en ny og anderledes
hovedbeklædning, lige fra bøllehat til
militær kasket over i traditionelt arabisk
hovedklæde.
leptis Magna er oprindeligt grundlagt
af fønikerne omkring 600 år før Kristi
fødsel, men det var romerne der
udbyggede byen og navngav den. I
storhedstiden rummede byen mellem
80 og 100 tusinde indbyggere.
Det voldsomme jordskælv i år 365 som
nedlagde Sabratha, jævnede ligeledes
det meste af leptis Magna med jorden.
Sidenhen dækkede sandet byen, men
italienerne gjorde senere deres for
at restaurere byen, så den i dag står
yderst imponerende og uden sidestykke
i den romerske verden.
At gå ind i byens Forum er ganske enkelt
fantastisk, og fik hele vores gruppe til at
tabe underkæben i næsegrus beundring
for romernes kunnen. Hundredvis af
marmorsøjler ligger som om giganter
har forladt Forum efter et spil Mikado.
Gigantiske statuer, udskæringer,
portaler og mure udgør en fuldstændig
ufattelig illusion til forestillingen om
byens fordums storhed. en af grundene
til at byen var så prangende er, at
romerrigets eneste afrikansk fødte
kejser, Septimus Severus, blev født
her, så han ofrede naturligvis en del
ressourcer på byen.
Ret vanvittigt er det at se romernes
gulvvarme, som bestod af lerrør der
via et damptryk førte varme ind under
gulvet og derved opvarmede det. Sjovt
var de mange lokummer der stod på
rad og række, så man kunne få sig en
god sludder mens man forrettede sin
nødtørft.
endnu et højdepunkt var dog besøget
i det store amfiteater, som blev bygget
under kejser nero ca. 50-60 efter
Kristi død. Amfiteateret kunne huse
ca. 16.000 tilskuere, der som regel
var vidne til drabelige skuer såsom
gladiatorkampe, der jo altid endte med
en eller anden form for blodsudgydelse.
Jeg gik ned ad de mange trapper til
arenaen, hvor så meget blod var udgydt
og ind ad gladiator porten. Det var ikke
svært at forestille sig gladiatorerne
komme ud gennem porten, hvor de blev
mødt med publikums brøl af forventelig
begejstring.
ofte var afrikanske rovdyr også en
del af forestillingen. Dyrene kæmpede
mod gladiatorerne til døden. I pauserne
mellem kampene løb dværge og klovner
rundt og lavede spas for ligesom
at dæmpe publikum lidt ned. efter
underholdningen kunne man jo så
smutte en tur på en af byens bordeller
eller forlyste sig med rigelig vin. Joo! De
ku’ sgu’ noget de romere.
den store leder
Jeg slår øjnene op til lyden af Allahu
Akbar, jeg kommer sgu’ til at savne det
vækkeur. I loftet lige over mig sidder et
diskret klistermærke med et billede af
muslimernes hellige sten Ka’baen, samt
en pil der angiver retningen mod Mekka.
Det er en service til dem som måtte
have lyst til at bede og måske ikke lige
har en opdateret retningssans.
På vej mod lufthavnen og passerer vi
Gadaffis bopæl, som er et højsikret fort
med en meterhøj mur omkring. Inden
for murene skulle der angiveligt være
opslået et arabisk ørkentelt, som skulle
være Gadaffis foretrukne opholdssted.
Adskillige portrætter af den libyske
leder fulgte os til lufthavnen. For den
uvidende kan styret ligne et brutalt
diktatur, men efter at have besøgt
landet, virker det oprigtigt som om
libyerne, trods enevældet, faktisk
holder af deres leder.
Gadaffi har da også gjort et stort
arbejde for at bygge landet op efter
socialistisk model, forstås! Således har
befolkningen både understøttelse og
pensionsordning (pensionen er op imod
80 % af lønnen). Har man behov for en
bil betales udgiften i forhold til hvor stor
ens indtægt er, og således har de fleste
råd til 4 hjul.
Der bygges mange steder sociale
boligbyggerier, for alle har krav på en
bolig. Det stort anlagte vandprojekt
”Man-made river” er næsten afsluttet.
Drikkevand hentes 60-80 m op fra
underjordiske søer i det sydlige
libyen og bringes via et knap 3000
km ledningsnet til den store libyske
befolkning i landets nordlige del.
Oberst Muamar Abu Minyuar al-Gadaffi
kom til magten i 1969 og har for
nylig holdt 40 års jubilæum. Gadaffis
revolutionære stat fører ikke længere
revolutionær udenrigspolitik. landet
er langsomt, efter at have droppet sit
kemiske våbenprogram og udleveret
terroristerne fra lockerbie bombningen,
gået fra at være en slyngelstat til at
komme ind i den internationale varme.
noget tyder på, at han også runder 50
års jubilæet. Styreformen ligger godt
nok et stykke fra hvad vi i Vesten regner
for et demokrati, men så længe Gadaffi
sidder på lederposten fungerer landet
tilsyneladende fint. Det er samtidig
systemets svaghed, at den dag en
magtsyg psykopat kommer til magten
kan vedkommende lægge hele landet i
ruiner.
Vi forlader libyen med en god
fornemmelse af, at vi en dag kommer
tilbage. Vi tager opfordringen fra vores
guide Ibrahim med os, og udbreder vores
gode oplevelser til venner, bekendte og
berejste, så turismen i fremtiden bliver
en velfortjent indtægtskilde for det
socialistiske ørkenland.
Billede til venstre: Et af Saharas fascinerende sandbjerge
Billede øverst: I mindst 2000 år har dette mosaikgulv ligget med udsigt til Middelhavet
Billede nederst: Det gamle Berber fort i Nalut, med de smukke kringelkrogede gange.