Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Det offentlige styringsunivers
niveau. Centraliseringen består i forsøg på at etablere stærkere mulighed
for metastyring via politisk, økonomisk og administrativ koordination.
Eksempler er statsministerens og statsministeriets stigende betydning
som koordinator af udenrigspolitik og som intern styringsaktør i regeringen.
Dette følger en periode, hvor Finansministeriet og finansministeren
har etableret sig som koordinerende aktør på det økonomisk-politiske
område og med en stadig stærkere påvirkning af de enkelte sektorministeriers
aktiviteter. Finansministeriets centrale rolle afspejler en
stærkere vægt på økonomiske og effektivitetsmæssige styringskriterier
på bekostning af lov- og regelstyring, som tidligere gav Justitsministeriet
en central koordinerende rolle. Finanslovprocessen og økonomiaftalerne
mellem staten og de kommunale parter er konkrete forankringspunkter
for denne indflydelse.
− Øget politisering af forvaltningen handler om skift i roller og forventninger
til embedsmænd i både stat og kommune. Flere analytikere har
beskrevet, hvordan embedsmænd er kommet til at spille en mere central
rolle i de politikformulerende processer i ministerierne. Dette bunder i
den danske tradition for mindretalsparlamentarisme, som giver stort
spillerum til embedsværket (Christensen, 2001; Knudsen, 2000). Embedsmænd
agerer politiske sparringspartnere for politikere, de deltager i
uformelle tværministerielle netværk med både ministre og embedsmænd,
de deltager i administrative netværk, og de producerer en stor
mængde skriftligt materiale spændende fra redegørelser til debatoplæg
og strategipapirer. Embedsmænd spiller en særlig central rolle i forhold
til politikere, fordi politikere ofte tvinges til at orientere sig kortsigtet og
på dagsaktuelle emner med henblik på opnåelse af genvalg.
− Ændring af statens samspil med private aktører rummer flere aspekter.
For det første samspillet med organiserede private interesser i korporative
strukturer, for det andet samspillet med private aktører i forbindelse
med udlicitering, privatisering mv., for det tredje brugen af fritvalgordninger,
hvor private borgere via deres ret til valg af ydelser på tværs af
administrative grænser stiller nye krav og åbner nye muligheder for offentlige
organisationer.
− I forhold til korporatismediskussionen kan man konkludere, at væksten
i korporatistiske organer stoppede i løbet af 1980’erne, men at
den formelle korporatisme blev afløst af mere uformelle løbende
kontakter, således at kontakten fortsat er meget vigtig, men har fået
en anden form og nogle nye deltagere. Den mindre formaliserede
kontaktform styrker statslige aktørers muligheder for at handle stra-
20