3 Leder: Sådan knækker kommunerne nødden - Servicestyrelsen

Pædagogisk støtte
Fotos: Lars Jeppesen
Da Andreas flyttede ind på Buen, handlede det i
første omgang om at lære ham at kende og finde
ud af, hvad han havde brug for hjælp til. Så vi hyggede
med gåture, en god snak over en kop kaffe,
eller hvad der lige var humør til – det vigtige var at
skabe en god stemning.
I og med at Andreas har så dårlig en hukommelse,
er det vigtigt for ham, at han har informationer om,
hvad der skal ske i løbet af dagen. Han har en elektronisk
kalender, hvor dagens program bliver skrevet
ind i, men den ligger altid på hans skrivepult, så han
kan finde den. Når han så sidder i sofaen, skal han
rejse sig for at tjekke programmet, og fem minutter
efter, han har sat sig, må han rejse sig igen, fordi han
har glemt, hvad der står.
For at give Andreas mere ro på, har vi fået lavet
en aktivitetsplan, som vi hænger på hans skab. På
planen står alle ugens syv dage, og ud for hver dag
står der en aktivitet eller to. Andreas skal bare dreje
hovedet for at se overskrifterne for ugen, og det giver
ham overblik og utrolig meget ro. Vi har ligeledes
lavet en madplan, så han kan følge med i, hvad vi
skal spise i ugens løb, hvilket han går meget op i.
Andreas bruger planerne rigtig meget og kan ud fra
dem tale om, hvad han glæder sig til.
Støtte
En stor del af vores arbejde er at tage med Andreas
til diverse aktiviteter. Vi er med for at huske ham
på, hvad han skal, hvem han kender og hjælpe ham
med at finde rundt, og sidst men ikke mindst for at
skærme ham. Andreas kan ikke klare, hvis der bliver
talt for meget, og hvis folk ikke forstår hans situation
og bliver ved med at tro, at han kan huske, hvad de
talte om sidst osv. Vi hjælper Andreas med at komme
ud af situationen på en god måde – evt. ved at hjælpe
hans hukommelse på vej med små ord, ved at afslutte
samtalen for ham, eller ved at tage ham med væk og
for eksempel få lidt frisk luft.
Vi havde navneskilt på de første par år. Selvom vi
kom hos ham flere gange om ugen, ville han spørge
om vores navn mange gange i løbet af en vagt. Det
gør han ikke mere, nu er det nok, at vores navn står
på hans aktivitetsplan
Så snart Andreas kunne genkende personalet,
vidste han altid, hvem han kunne henvende sig til,
og det har vist sig at være en uundværlig hjælp for
Andreas, at der hele tiden har været en hos ham, der
kender ham godt, og som har kunnet hjælpe ham i
alle slags situationer.
Hukommelsen
Andreas’ skade gør det svært for ham at begå sig
socialt. Det er derfor et område, vi har arbejdet meget
med. Vi tydeliggør og viser ham, hvad man gør og ikke
gør i forskellige situationer. For eksempel er Andreas
meget glad for at fortælle om forskellige oplevelser,
og hvis andre taler om noget, som gør at Andreas
husker en oplevelse, så afbryder han – uden hensyn
til den, der taler. Dette punkt har vi arbejdet en hel
del med og har fået indlært et "stop" tegn, så vi kan
stoppe ham, når han afbryder, og dermed undgå at
han fornærmer andre.
Vores fokus har hele tiden været, at Andreas kan
blive bedre, end vi forventer. I takt med at dette er
sket, har vi kunnet stille større krav til ham, givet
ham større opgaver og ladet ham være mere alene.
Det sidste nye sejr er, at han selv kan gå til købmanden
efter en liter mælk – noget vi aldrig ville have
troet, at han skulle komme til. n
Af RiKKE biDstRup,
pÆDAgog
og AnsAt i tEAmEt
omKRing AnDREAs
hJØRRing KommunE.
KnÆK nØDDEn 11