Svampe 43 side 1-32

Hauerslev ved arbejdsbordet. Foto Jonas Gramkow Barlyng.
svært eller umuligt at se, men i mikroskopet
kunne han rekonstruere, hvad der foregik. Med
Christiansenia pallida, der snylter på en art af
Voksskind (Peniophora), ramte han første gang
ind i emnet, men siden forfulgte han det med
stor dygtighed og tålmodighed og beskrev en
lang række arter, der snylter inden i andre.
Emnet blev efterhånden også taget op af
udenlandske kolleger med succes, men det var
Hauerslevs pionerarbejde som viste, at denne
skjulte livsform var vidt udbredt blandt bævresvampene.
Denne erkendelse, i kombination
med den tidligere opdagelse af at Fyrre-Bævresvamp
i virkeligheden snylter på en Blødende
Lædersvamp (den hvide indvendige kerne i
bævresvampen), førte til en hypotese om, at alle
arter af bævresvampeordenen Tremellales er obligate
parasitter. Det har siden vist sig at være
58
tilfældet og stemmer i øvrigt godt med deres
nære slægtskab med brand- og rustsvampene.
Når Hauerslev publicerede sine nye arter,
skete det ofte kun med en kortfattet tekst og
uden teoretiske udredninger, men ledsaget af
hans omhyggeligt udarbejdede og detaljerede
tegninger. For ham var det arterne og deres adskillelse,
der var interessant, og „det meste kunne
man jo se på tegningen“. Hvordan arterne
samledes i slægter og familier, havde heller ikke
hans interesse. Arterne var grundstenene, og om
de blev flyttet til andre slægter var ham lige meget,
„det må andre tage sig af, hvis de er utilfredse“.
Han gemte ofte sine nye arter i mange år, indtil
han havde haft tid til at undersøge grundigt,
at de ikke allerede var beskrevet, men også i håb
om at finde dem flere gange, hvilket også tit ske-