Hverdagskontekst som designkontekst - Lev Vel

More documents

Recommendations

Info

være, hvis tømreren taber hammeren, eller hvis den ikke er til at finde, når et søm skal bankes i. Som udenforstående observatører kan vi tale om hammeren og reflektere over dens egenskaber, men for den person, der beskæftiger sig med thrownness, eksisterer den ikke som en løsrevet enhed [ibid. s. 66]. Ehn sætter fokus på betydningen af at forstå brugerens kontekst, og hvordan mennesker skal bruge en teknologisk enhed i hverdagen. I mit tilfælde kan jeg fx forstå livsfortællingsværktøjets tekniske muligheder og interface, men den subjektive oplevelse hos dem, som skal bruge livsfortællingsværktøjet er vigtigere, hvis værktøjet skal give mening i en brugskontekst. Værktøjet skal altså i vores tilfælde passe ind i ældres brugssituation, så det bliver usynligt og ikke løsrevet fra brugssituationen. Ifølge Ehn må det være af stor interesse i forbindelse med design af computerartefakter, at designe fremtidige situationer af thrownness til uhindret brug. Målet må være at designe computerartefakter, som er ready-to-hand for brugere i deres ordinære brugssituationer. Breakdowns er derfor fundamentale for designprocessen. Det er på den ene side nødvendigt at nedbryde hverdagsforståelsen og brugen inden for de forskellige traditioner for at kunne skabe ny viden og nye design. På den anden side vil design, der ikke er baseret på forståelse og brug inden for en tradition – brugerens praktiske evner – efter al sandsynlighed slå fejl. Breakdown af forståelse af velkendte situationer er samtidig en åbning til ny viden og eventuelt en forståelse af noget nyt. Evnen til at håndtere modsigelsen mellem forståelse af ready-to-hand 46 og den løsrevne refleksion af present-at-hand er fundamental for design og dialektikken mellem tradition og transcendens [ibid. s. 66]. Ehn siger, at vi kan godt designe uden at kende til brugerens brug af artefakter, men hvis forskere ønsker at udvikle bedre design og designpraksis, er det nødvendigt at se på brugerens ”everydayness”. Thrown og projektiv forståelse er forudgående refleksion. Refleksion, breakdown processen, og design kan illuminere det, som ikke er forstået – og gøre ready-at-hand til present-at-hand. Der er også behov for at opnå forståelse af, hvordan man kan designe artefakter, som kan blive forstået og blive ready-at-hand for brugeren i thrownaktiviteten [ibid., s. 76-77]. For at opnå viden omkring dette er det nødvendigt, at vi som forskere forstår hverdagsbrugen af den specifikke aktivitet, vi undersøger – i vores tilfælde den hverdag, hvor de ældre, vi designer for, ønsker at bruge livsfortællingsværktøjet. Ifølge Ehn er det vigtigt, at vi ser på, hvordan livshistoriefortælling forgår i dag, både i plejehjemskontekst og i de ældres hverdag – og se på brugerens everydayness. Ved at opleve breakdowns har vi en åbning til ny viden og forståelse, så vi kan designe bedre livshistoriefortælling. Så det, vi ønsker at designe, er artefakter, der er ready-at-hand i brugerens allerede eksisterende praksis. Ved at nedbryde (break down) forståelsen af allerede eksisterende praksis og gøre denne present-at-hand, åbnes op for refleksion og dermed for ny forståelse og alternative design [ibid. s. 77]. Det letteste ville ifølge Ehn være, hvis designer og bruger var én og samme person. Hvis ikke, kan vi aldrig opnå samme forståelse for praksis som brugeren, da vi ikke deler samme baggrund og samme forståelse. Selv om en designer kan komme på meget kreative nye alternativer, har han en begrænset forståelse af brugerens situation [ibid., s. 79]. Frigørende praksis – marxisme Hvor fænomenologien fokuserer på individuel forståelse, fokuserer marxismen på social kritik og forståelse. Den marxistiske tilgang handler heller ikke kun om viden om praksis, men lige så meget om forandring af denne [Ehn. 1988, s. 83]. Hverdagen i Heidegger-tilgangen er stadig udgangspunktet, da enhver trancendens er betinget af et forudgående ståsted. I konteksten for design af computerartefakter, skifter fokus fra brugerens hverdagsforståelse og brug af artefakter til de muligheder og begrænsninger, som forhindrer transcendens af denne praksis. I tråd med dette er målet en designproces og -metoder, som støtter brugeren i at transcendere en given praksis på en måde, som frigør dem fra undertrykkelse [ibid. s. 85]. Frigørende praksis, som marxisme-tilgangen handler om, fokuserer derudover på forandring af artefakters brug, deres tekniske design, designprocessen og relationen mellem designprocessen og den arbejdsproces, artefaktet er designet til [ibid. s. 100]. Indsigt er et nøgleord i marxismen, da det, som i Heidegger er nedbrudt viden, i marxismen bliver til bevidsthed af forståelse. Hvis man skal henvise til tømreren igen, kan man sige, at denne slags
viden er den, han har brug for, når han skal forklare ”hamren” med termer i et system af relaterede objekter. Dette skaber breakdown af hans forståelse af ”hamren”, men ikke nødvendigvis bedre forståelse [ibid. s. 89]. Der er derfor brug for en bestemt slags viden. Denne kan opnås ved at skabe opmærksomhed om eksisterende forståelser af praksis. Dette ligner det, som Ylirisku & Buur kalder ”ethnography of the future”. Ifølge dem bruges etnografiske repræsentationer af praksis i design ikke blot for at forstå og forklare et givent praksisfællesskab, men også til at linke til identificering af ønsket forandring [Ylirisku & Buur 2007, s. 169]. Ehn siger: ”By actively treating well-known situations as if they were something else, or by actively approaching them from a different point of view than normal, we may produce new knowledge about them. To obtain insight you have to know the practice you are reflecting about. To produce insight requires the comeptence to reframe somthing well known in the light of somthing else” [Ehn 1998, s. 89-90]. I vores tilfælde går vi aktivt ind i ældres hverdagskontekst, og sammen tilgår vi den måde, hvorpå de fortæller historier, på en anden måde, end de normalt ville gøre det, da vi optager deres historier og derved sætter dem i et nyt lys. Ylirisku & Buur siger noget af det samme, når de taler om, at for at se, hvordan ny praksis påvirkes af de planlagte design, er der behov for at placere disse i brugskonteksten og observere, hvordan praksis er forandret. Gennem samarbejde med brugeren er det muligt at få nye indsigter i den nye udviklende praksis. Ny teknologi vil forandre kommunikationspraksis hos mennesker [Ylirisku & Buur 2007, s. 168-169]. Blomberg et al. [1993] argumenterer for, at det er vigtigt at linke/forbinde det etnografiske studie til den nuværende praksis ved at involvere brugere i udvikling af nyt design. Gennem dette samarbejde er det muligt at få nye indsigter i den nye udviklende praksis. Social organisation i situeret interaktion bliver udført med kropslige udtryk, reaktioner på reaktioner vendt mod objekter af interesse, ved at sanse, tale, gennem bevægelse og ved at bruge ting. Disse aspekter bliver forandret som et resultat af afprøvning af nyt design i ”settingen”. Spørgsmålet er derfor: “Hvordan vil det nye digitale artefakt påvirke de menneskelige diskurser i deres rammer? Iacucci et al. ser hverdagskonteksten som en ”scene” for afprøvning af nyt design [Ylirisku & Buur 2007, s. 168-169]. Sætter jeg dette ind i vores sammenhæng, er det interessant at se, hvordan livsfortællingsværktøjet påvirker og forandrer diskursen mellem den ældre, hvis historier bliver afspillet, og den, der oplever historierne. På dette grundlag er det rimeligt at antage, at dette er med til at give os en forståelse for, hvordan livsfortællingsværktøjet kan berøre og påvirke en ny praksisvirkelighed, hvor et livsfortællingsværktøj findes. Så vidt jeg kan se, taler Ehn ikke direkte om at bruge hverdagskonteksten som ”scene”, men Ehn & Sjøgren taler om at bygge en scene, et teater eller et fysisk setup for derfra at etablere et fælles sprog, som både brugere og designere forstår [ibid. s. 169]. Ehn siger, at indsigt i en sådan teateropstilling ikke i sig selv er slutningen på processen. I dag ser vi, at mange participatory design projekter, såsom workshops, hviler på det grundlag. Da vi har fået kendskab til denne nye viden, kan den inkorporeres i vores hverdagsviden som ny forståelse og praksis [Ehn. 1988, s. 90]. Ehn taler dog om, at meget kan læres fra brugerne og deres praksis, og i UTOPIA-projektet var besøg på arbejdspladser en del af tilgangen [Ehn 1988, s. 120]. Ylirisku & Buur knytter hverdagskonteksten direkte til den nye indsigt. Og de ser en fordel i at være i brugerens hjemmekontekst, da dette hjælper brugerne til at føle sig mere komfortable og opmuntrer dem til at bibeholde kontrol over den collaborative udforskning af ideer. I skandinavisk participatory design findes også eksempler på, at brugerens sædvanlige miljø er blevet brugt som scene for scenarier, for at scenen ikke skal blive påvirket af designerens opfattelse af designproblemet [Binder 1999, s. 230]. I vores tilfælde har vi brugt hverdagskonteksten som ”scene” og stedet, hvor fortællersituationen finder sted, og derved har vi skabt en bevidsthed omkring, hvordan Livsfortælling passer ind i brugerens miljø. At være i brugerens kontekst er også med til at påvirke, hvordan designere ser på deres aktiviteter. Menneskers aktiviteter er godt afstemt med deres sædvanlige miljø, hvorved den improviserede udforskning af potentielle situationer afslører meget om, hvad brugeren tager med i fremtidig interaktion af nye løsninger. Hverdagskonteksten har en høj grad af realisme over sig og fostrer et evt. scenarie med højere troværdighed og med realistiske detaljer. I stedet for at både bruger og designer må forestille sig brugerens realitet, er det muligt for både designer og bruger at opleve denne i brugskonteksten [Ylirisku & Buur 2007, s. 172]. 47
Page 1: Hverdagskontekst som designkontekst
Page 5 and 6: ABSTRACT The focus of this thesis i
Page 7: DESIGN AF LIVSFORTÆLLINGSVÆRKTØJ
Page 10 and 11: INTRODUKTION OG MOTIVATION Visionen
Page 12 and 13: Fra ældrebyrde til ældreressource
Page 14 and 15: teknologiske muligheder. Det episte
Page 16 and 17: 16 “ ”Erindringen er den dagbog
Page 18 and 19: en bevidst, kommunikativ indsats fr
Page 20 and 21: Ved at det kende en beboers histori
Page 22 and 23: Gentofte Kommune har et ønske om a
Page 25 and 26: CASEPROJEKT 25
Page 27: fra deres eget liv med plejepersona
Page 30 and 31: METODEAFSNIT Problemformuleringen o
Page 32 and 33: målgruppe, som er en anden end jeg
Page 34 and 35: såsom start og afslutning på proc
Page 36 and 37: Cirkler: Forberedelser, opsamling o
Page 38 and 39: Centrale designmaterialer Gennem de
Page 40 and 41: Eksempel på skitse, der udforsker
Page 43 and 44: TEORI 43
Page 45: i hans teori om participatory desig
Page 49 and 50: Design-by-doing Wittgenstein er ken
Page 51 and 52: DESIGN AF LIVSFORTÆLLINGSVÆRKTØJ
Page 53 and 54: eller andre, hvis det er nødvendig
Page 55 and 56: Navn: Irma Alder: 82 år Har været
Page 57 and 58: formidle kontakt videre til lederen
Page 59 and 60: Designaktiviteter i ældres hverdag
Page 61: Workshop #2 på Dagcentret Tværbom
Page 64 and 65: ANALYSE Kontekst for analysecase Je
Page 66 and 67: Fortællinger skaber nysgerrighed h
Page 68 and 69: Jettes medaljon, Birtes bøger og I
Page 70 and 71: har broderet. For hende var de mind
Page 72 and 73: spørge ind til hinandens historier
Page 74 and 75: i forvejen. På den anden side er d
Page 76 and 77: i workshoppen forud for dette besø
Page 78 and 79: Jette med digital tablet. 78 det ne
Page 80 and 81: DISKUSSION Vinklen i dette speciale
Page 83 and 84: KONKLUSION 83
Page 85 and 86: NOTER 1 Citat udpluk fra interview
Page 87 and 88: Fanø, K. K (2009) Hvad er tryghed

Hverdagskontekst som designkontekst - Lev Vel

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?