Hverdagskontekst som designkontekst - Lev Vel

i forvejen. På den anden side er det en ulempe for
mangfoldigheden af, hvordan det opleves at bruge
livsfortællingsværktøjet, da de har meget tilfælles,
fx at de er friske nok til at være hjemmeboende,
end hvis det havde været en samling af mere
forskellige ældre.
Første gang vi mødtes, kunne vi danne os et indtryk
af dem som personer ud fra udstråling, det, de
sagde, samt deres kropsprog og tøj. Senere ved at
træde ind i deres hjem har vi fået en meget mere
nuanceret forståelse af de personer, vi har stået
over for. Ved at være i de tre ældre medvirkendes
hjem har jeg fået et lille indblik i deres hverdag
og dem som personer, da deres hjem signalerer
meget. Dette indblik, har både betydning for
udvikling af indholdet i livsfortællingsværktøjet,
men også for min forståelse af de ældre som
brugere. De fysiske hjemlige omgivelser har
betydning for vores relatio, og er en indlejret del i
mødet med den ældre.
Fx blev vi til det første hjemmebesøg hos Jette
inviteret ind i hendes stue og budt på te. Hendes
hyggelige hjem og alle de fysiske artefakter blev
med det samme en del af vores forståelse af
hende, og også et relevant miljø i forhold til
livsfortællingsværktøjet. Billederne på væggen
fortæller om en stor familie, og at denne har
betydning for hende og er en vigtig del af hendes
livshistorie. Teknologien i rummet, som et nyt
fladskærms-tv, en ”ikke-trådløs” telefon og
hendes radio, giver os en ikke-verbal forståelse af
hendes digitale ejendele, dvs. at disse giver os en
forståelse af Jette som bruger af teknologi. Alle de
objekter, vi sanser i rummet, sætter vi i forhold til
hende som person. Vi har derfor fået indblik i mere
end det eksplicitte, og vi har kunnet observeret
74
Illustration inspireret af Visser et al. 2005, s. 123.
hjemmet og hendes kropslige artikulationer.
At indblik i hjemmet har betydning for forståelsen
af den person, man står over for, var Janne, lederen
af dagcentret, også inde på. Janne har kun mødt
Jette i forbindelse med dagcentret og har ikke set
hendes hjem, så som nævnt før var det dejligt for
hende at se Jettes stue:
Janne: ”Men jeg synes også, det er hyggeligt
at se din lejlighed, det er så hyggeligt. Det er
også dejligt, at de der fotos, at have din familie
siddende, så kan man kigge på …” (Bilag nr. IIX, l.
50-53).
Janne sagde også, efter at vi havde slukket
for videokameraet og var i gang med at pakke
sammen, at hun godt kunne ønske sig at se hele
Jettes stue i 360° (egne opsamlende noter). Ved at
få lov til at se et andets menneske hjem bliver man
endnu mere nysgerrig og har en naturlig interesse
for at forsøge at forstå hele det andet menneske.
Hjemmet som designkontekst har dog også nogle
begrænsninger og normer for vores adfærd og
handlinger, som er enestående og ikke gør sig
gældende i andre kontekster [jf. teori Gulløv &
Højlund]. Vi har tilpasset og opført os som gæster,
fordi det er normen, fx ved at vi har fået tilbudt
te og har sagt ja tak til dette, når vi er budt ind i
stuen osv. Hjemmekonteksten sætter også nogle
krav til den ældre, der lægger hjem til, ved at
vedkommende bliver nødt til at koncentrere sig
mere, da denne er del af alle de aktiviteter, der
foregår, og derved ikke har mulighed for at trække
sig tilbage og være passiv et øjeblik. Det at være
i deres hjem har også givet os et stille miljø, hvor
der ikke sker mange aktiviteter samtidig, og alle
lyde er naturlige og kendte for den ældre. Det har
givet os ro til at tale sammen og høre hinanden.
I andre designkontekster er det typisk, at
designansvarlige sørger for alle forsyninger og
placeringer. De har måske ikke hele tiden det
samme konstante fokus på den enkelte ældre i
andre designkontekster, da ikke alle aktiviteter
kræver det samme af en. Vi har været afhængige
af den kontekst, vi har været i og har kunne handle
ud fra denne, og som nævnt har denne kontekst
både givet mere på nogle måder og begrænset
designsituationen på andre.