FEbRuaR 2012 - Dyreværnet

DYRETS VÆRN
Medlemsblad for DYREVÆRNET - Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr
Læs om:
Hundene fra Aars • Katten Fanta
Dyreværnet har fået ny direktør
ISSN 0901-0912 · FEbRuaR 2012 · Nr. 573 · 82. årgang

Månedlig gave
Du kan betænke dyrene
med en månedlig gave.
For kr. 125 om måneden
er du med til at redde et
dyrs liv.
Ring 44 94 66 95 og tryk
4, eller gå ind på www.
dyrevaernet.dk og
tilmeld dig direkte.
Redaktion:
Signe Sehested Lund (Ansvarsh.)
signe@dyrevaernet.dk
Layout og tryk: Fjerritslev Tryk A/S
Hjemmeside: www.dyrevaernet.dk
E-mail: info@dyrevaernet.dk eller
internatet@dyrevaernet.dk
Adresse: Dyreværnet, Islevdalvej 85,
2610 Rødovre
Telefon: Internatet: Tlf. 44 94 66 95
Fax. 44 91 74 78
Akutte dyreværnssager:
Tlf. 20 33 27 74 (8-18)
Bestyrelse:
Sanne Rosbøg (formand), Anders Berthelsen
(næstformand), Hanne Stajner
(kasserer), Michala Bandier, Merete
Hørding og Mie Nielsen (medarbejderrepræsentant)
Daglig ledelse:
Direktør Signe Sehested Lund
Dyreværnet er medlem af WSPA
(World Society for the Protection of
Animals)
Forside: En af de 14 hunde fra Aars.
Fotograf: Per Arnesen
Dyrets Værn udgives af
Dyreværnet
Foreningen til
Værn for Værgeløse Dyr
Vi har virkelig brug
for din hjælp!
Bliv sponsor og hjælp dyrene
Der er mange måder at hjælpe dyrene på.
En af de mange muligheder er at tegne et
firmasponsorat. Herved får din virksomhed
også gavn af din støtte til dyrene.
Som sponsor er du sikret omtale på vores
hjemmeside, et sponsorskilt på internatet
og du bliver omtalt i vores medlemsblad
»Dyrets Værn«, som udkommer fire
gange om året.
Hvis du har spørgsmål vedrørende sponsoraftale
er du meget velkommen til at
ringe på tlf. 44 94 66 95 eller sende os
en mail på info@dyrevaernet.dk
Et sponsorat starter ved kr. 2.500,-
Husk at et virksomhedssponsorat
kan fratrækkes i regnskabet!
Følgende virksomheder
sponsorerer
Dyreværnets internat
At-Com, IT-løsninger Smørrum
Bad & Design, Rødovre
BFB v/Bianca Wessel
Brammers Menuer, Kvistgård
Dansk Autoklaver & Vaske Teknik
Dansk Hundecenter
DBK-Byg, Søborg
Den Blå Avis
Den Rene bakke
Dyredoktoren, Helsinge
Dyrlæge Uffe Mølgård,Vanløse
Fjerritslev Tryk
Glumsø Bogtrykkeri A/S
Happy Hound, Karise
Hills Pet Nutrition
HS Connect ApS
Iduna A/S
Isstrik.dk
Justesen.dk
Juvel Ejendomsservice
Kenjan ApS
Leif M. Jensen A/S
Maxi Zoo
Mvent, Jyllinge
NHV Assistance, Ølstykke
Nivisol isoleringsfirma
Odorico Studio, Lyngby
Rigtig Hundemad, Greve
Royal Canin Danmark A/S
Russify it, Århus
Sitevision.dk
SITTI, Herlev
Sparekassen Holstebro
Speciallæge Peter Vesti ApS
Thansen.dk
Unik Diamant ApS
Vellings Frugt & Grønt, Rødovre
DYREVÆRNET - Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr - Islevdalvej 85 - 2610 Rødovre
E-mail: info@dyrevaernet.dk - Tlf.: 44 94 66 95 (her besvares alle spørgsmål vedr. vores dyr - dagligt kl. 10-15) - Fax: 44 91 74 78

Formanden har ordet
Dyreværnet har fået ny direktør
– nu sætter vi kurs mod nye højder
Efter to et halvt års målrettet indsats som
direktør for Dyreværnet, valgte Anne Marie
Tiedemann før jul at søge nye udfordringer
uden for dyreværnsverdenen. Jeg
vil derfor gerne her på bestyrelsens og
foreningens vegne takke hende for den
store indsats, hun gjorde for dyrene og for
foreningen. Vi er nået langt siden foråret
2009, da Anne Marie trådte til.
Med hendes afgang har vi haft lejlighed
til at sætte nye mål for Dyreværnet. Ambitionerne
er høje, og det lå derfor lige
for at lade Signe Sehested Lund overtage
direktørstolen. Signe, der har solid erfaring
i pr og marketing, blandt andet fra
tv- og underholdningsbranchen, tiltrådte
stillingen d. 10. januar, og siden da er det
gået stærkt. Vi har allerede diverse nye
projekter i støbeskeen både på internatet
og for danske familiedyr generelt.
Dyreværnet har i de seneste år haft stor
fokus på hunde. Det har været nødvendigt,
ikke mindst efter Hundeloven trådte
i kraft i 2010, og hundredvis af hunde -
ikke kun de racer, der nu er ulovlige, men
i særdeleshed også lovlige familiehunde
- blev sat i fare for aflivning og uværdig
behandling. Vi kæmper stadig for hundene,
men i 2012 vil vi også stille skarpt
på kattenes vilkår.
Problemet med herreløse katte er stigende,
og en meget stor del af Dyreværnets
arbejde består i at tage imod og finde
hjem til herreløse katte. Rigtig mange af
de henvendelser, vi får om dyr i nød, er om
katte, der er smidt ud, kommet for langt
væk hjemmefra eller er født som herreløse.
De har ikke et sted at være, at få mad
eller søge ly, når frosten sætter ind, og
udendørslivet bliver for barskt til at være
kat på egen pote.
Politisk, hvor vi heldigvis har opbakning
fra mange sider, kæmper vi for at få bedre
lovgivning, der kan beskytte katte. Vi ønsker
en lov, der sikrer ejede katte god behandling.
Vi ønsker en ordning, der placerer
ansvaret for de stadigt flere herreløse
katte, så de får den hjælp, de så desperat
mangler. Men også på det praktiske plan
forsøger vi at hjælpe de vilde katte, der
ikke kan fungere som familiekatte, og de
efterladte katte, der engang havde et sted
at være, men nu er overladt til deres egen
barske skæbne. I dag tager ingen ansvar
for kattene, men det skal ændres. Det er
et af Dyreværnets mål.
Vores allervigtigste målsætning er dog at
øge kendskabet til Dyreværnet yderligere.
At lade hele Danmark vide, at vi kæmper
med blod, sved og tårer for alle familiedyr.
Det er det vigtigste for kattene, men også
for vores kaniner, marsvin, rotter, hunde,
slanger, ildere og alle de andre dyr, vi har
forpligtet os til at hjælpe.
Du kan hjælpe os med at hjælpe dyrene.
Ved at give dette magasin videre til andre
dyrevenner, når du har læst det, ved at tilmelde
dig på vores side på Facebook. Ved
i det hele taget at sprede ordet om vores
indsats, får endnu flere kendskab til vores
arbejde. På den måde ved befolkningen,
hvor de skal henvende sig, når de har et
dyr i nød, er tvunget til at skille sig af med
sit eget familiedyr, eller ønsker at give et
dyr et nyt hjem. Og sådan kan vi sammen
redde endnu flere dyr og sikre dem et godt
og trygt liv. Det har de alle fortjent.
Med ønsket om et lyst og dejligt forår til
to- og firbenede.
Sanne Rosbøg
Formand
Læs om Signes møde med hundene fra Aars på side 8 & 9.
DYREVÆRNET
DYREVÆRNET – Foreningen til Værn
for Værgeløse Dyr blev stiftet den 11.
marts 1898 med det formål at redde
herreløse og hjemløse hunde fra mishandling
og aflivning. Siden 1910 har
foreningen drevet internat forskellige
steder i København / Frederiksberg.
Internatet i Rødovre blev indviet i
1954. I dag kan internatet huse familiedyr
af næsten enhver art.
DYREVÆRNET samarbejder med Politi
og Falck, som kan indlevere herreløse
dyr til vores akutafdeling hele døgnet,
og den løsning bliver brugt mere end
600 gange årligt. Desuden modtager
vi et stort antal dyr fra private, som
af en eller anden grund ikke længere
kan passe det pågældende dyr.
DYREVÆRNET hjælper hvert år flere
hundrede forsvundne dyr tilbage
til deres ejere og formidler omkring
1600 dyr videre til nye omsorgsfulde
hjem.
DYREVÆRNET tager i et vist omfang
imod dyr fra private mod en symbolsk
betaling. Hunde og katte skal være
vaccineret og hunde, der er ældre
end 4 måneder, skal desuden være
chipmærket eller tatoveret. I modsat
fald kan der påregnes et dyrlægehonorar
ved indleveringen.
DYREVÆRNET overdrager først et dyr
til en ny ejer, når foreningen har sikret
sig, at ejer og dyr passer sammen. Det
sker på basis af et interview med en
dyrepasser. Ved overdragelsen betales
et formidlingsgebyr, som oplyses på
www.dyrevaernet.dk, tlf. 44 94 66 95
eller på e-mail internatet@dyrevaernet.dk.
DYREVÆRNET er en velgørende forening
og godkendt af SKAT efter ligningslovens
§ 8A til at modtage fradragsberettigede
bidrag og afgiftsfri
testamentariske gaver. Foreningens
økonomi er baseret på bidrag fra
private, virksomheder, fonde, legater
samt medlemskontingenter. Enhver
støtte vi modtager, går ubeskåret til
dyreværnsarbejdet.
MEDLEMSKONTINGENTER 2011
Enkeltmedlemmer .......... kr. 175,00
Par ................................. kr. 250,00
Sparekassen Holstebro
9106-0001815873

Historier og breve fra formidlede dyr
Friske Frida
Hej Dyreværnet,
Nu er der snart gået et døgn, hvor Frida har været på besøg hos
os. Køreturen hjem gik fint. Hun hoppede let ind i bilen og var ikke
bange for at køre... Hun slog en prut til stor morskab for os på forsædet
og knap så hyggeligt for dem på bagsædet. Hjemme faldt
hun godt til. Hun gør ikke ret meget.. faktisk sjældent. Det er kun,
hvis hun bliver lidt forskrækket. Frida er naturligvis nysgerrig på alle
de nye indtryk, der er i omgivelserne... Så hun trækker lidt og går
meget i zig zag..
Hun har to stykker legetøj og er glad for dem begge. Hun må ikke
være i vores seng, men har fået sin egen plads i vores sofa på et
tæppe. Efter hun fik den, var hun helt rolig og faldt i søvn.
Det går godt for Frida.
Adam og Lene Lund Svensson
Zoe har netop fejret sin to års
fødselsdag. Vi fik hende fra
Dyreværnet den 31. januar
2010, efter vi havde fundet
hende på internatets hjemmeside
tidligere på måneden.
Vi besøgte Dyreværnets internat
i starten af januar, og
fra første blik blev vi forelskede
i den lille hvalpede schæfer. Vi
ansøgte om Zoe og fik efter en
uges tid den gode nyhed:
Vi var blevet valgt som nye
forældre. Det var som at vinde
i Lotto.
Vi beholdt navnet Zoe, både
fordi det betyder »liv«, men
også fordi Zoe allerførste gang
lystrede på det, da hun rev sig
løs af halsbåndet og var ved
at stikke af. I panik råbte jeg
»Zoe«, og hun kom hen til
mig. Så var der ingen tvivl om,
at internatet havde valgt det
rigtige navn.
I starten var Zoe meget
bange og havde tydeligvis ikke
haft nogen god opvækst. Hun
var blevet fundet på gaden
af politiet lillejuleaften 2009
og havde tilbragt sin første
jul på en politistation. Så det
var noget af en gadetøs, vi fik
med hjem. Men nu er hun en
enorm energibombe, som er
med til at gøre alle dage fantastiske
for vores lille familie.
Hun har glemt, at hun allerede
er 2½ år, og burde opføre sig
lidt »voksent«. Der bliver leget
Pluto
Fra gadetøs til fars pige
Vi var så heldige at få lov til at få den dejlige Pluto med hjem fra
Dyreværnet, og vi stortrives alle sammen. Han har fået sin faste
plads i sofaen, hvor han elsker at ligge i arm. Det er også her, han
vælger at sove om natten. Vi har fået os et fast morgenritual, hvor
Plutos job er at vække børnene, når han har været ude og gå. Det
er et sikkert hit hos både Pluto og ungerne.
hver dag, og hun kan blive ved
i timevis....indtil der skal puttes
i sofaen. Den disciplin er hun
også ret skrap i!
Tak til alle på internatet for
indsatsen og for at bidrage til,
at prægtige dyr kan få chan-
Venlig hilsen og tak fra
Jimmi og Tina Jørgensen
cen for at blive en del af en
familie og bidrage til at gøre livet
skønnere - for både hunde
og mennesker.
Eva og Thomas - og Zoe

En lykkelig kanin
I december måned adopterede
jeg Valde, en dejlig kanin, fra
Dyreværnet. Det går så fint. På
tre uger fik min gamle kanin
Amy og Valde opbygget et tæt
venskab, og ved juletid flyttede
de ind i samme bur.
Amy er livet helt op, har fundet
ny energi og er oftere ude af buret,
end hun har været tidligere.
Postkort fra Miss Silver
Jeg ville bare skrive og sige tak for den tid, jeg kunne bo hos jer.
Jeg er meget glad for mine nye forældre, og de er også meget
glade for mig. Jeg har taget på i vægt og er ikke så tynd mere.
Jeg får nemlig mange godbidder.
Med kærlig hilsen
Miss Silver
Valde, som vi nu kalder Lemmy,
er en meget forsigtig kanin, som
holder meget af at løbe rundt i
min dagligstue. Lemmy er legesyg
og fint opdraget, så intet er
tygget i stykker endnu. Amy og
jeg er lykkelige over, at han nu er
blevet en del af vores familie.
Med venlig hilsen
Elke
Det var en meget ulykkelig hundemor, der en morgen ringede til
Dyreværet for at fortælle, at familiens elskede hund, Hektor, var
forsvundet. Under en gåtur aftenen forinden, havde Hektor revet
sig løs fra sin snor og var derefter pist borte.
Heldigvis kunne Dyreværnet berolige Anette, Hektors mor. For
Hektor var blevet indleveret på Internatet som hittehund blot få
timer efter, at han var bortløben.
Både far og mor kom hurtigt og afhentede den trætte ”dreng”,
der med logrende hale var lykkelig for, at være genforenet med
sine ejere.
Potedask fra Stoffer
Hej alle sammen,
Jeg opfører mig eksemplarisk, og derfor er mine adoptivforældre
også helt pjattede med mig. Jeg har fået en ny hundeven, Lenny,
som er en fransk bulldog og kun tre uger ældre end mig. Ham
har jeg det rigtig sjovt med, når vi leger i haven. Det er min ældste
»halvbror« Kaspers hund, og han har også en datter på 2 år,
som jeg også er helt pjattet med. Min anden »halvbror« Mads er
et kapitel for sig. Fra første øjeblik vi så hinanden, var det os to.
Nej, hvor vi hygger os...... Jeg må også snige mig op i hans seng!
Han har også en hund - Bossman - som jeg snart skal møde. Det
bliver spændende.
Tak for jeres indsats for mig og alle de andre.
Snork fra Stoffer

6
FaNTa – fra vild tyran til k
Af Sanne Rosbøg
Det her er historien om
en meget uheldig og
meget heldig kat, læs
her om Fantas skæbne
Fanta kom oprindeligt fra Dyreværnet,
hvorfra hun blev formidlet ud
som killing i 2006. Men i sommer
kom hun retur, fordi hun havde adfærdsproblemer.
Faktisk havde hun
så uhensigtsmæssig en adfærd, at
hendes ejer ikke længere turde have
hende. Fanta gik jævnligt til angreb
på sin kvindelige ejer - sådan alvorligt,
så blodet flød - og efter familien
havde fået en lille søn, var Fanta
også begyndt at lange ud efter ham
i alvor. Hun endte derfor på internatet
igen. Forståeligt nok, at familien
afleverede hende på internatet - men
uheldigt for Fanta, for hun brød sig
absolut ikke om at være der! Hun angreb
alle, der bare nærmede sig hendes
bur, og det så sort ud for hende.
For det er jo ikke til at formidle en
kat, der river og bider, så snart nogen
nærmer sig.
Lys i mørket
Men midt i Fantas uheld var der lys
forude. For Ayoe Hoff, der læste til
katteadfærdskonsulent, var netop
i den periode i gang med et projekt
på internatet. Ayoe klikkertrænede
katte, som enten var bange, stressede
eller aggressive. Fanta var sikkert alle
tre dele, men hendes aggressivitet var
den største hindring for, at hun kunne
få et nyt hjem. Fanta var selvskreven
som projekt-kat. Faktisk blev hun i
den rapport, som Ayoe skrev i forbindelse
med sin uddannelse, kaldt ’den
særligt aggressive case’.
Og Fanta var særligt aggressiv. De
første mange gange, Ayoe skulle
træne hende, var det med svejsehandsker
på. Alligevel lykkedes det
Fanta at rive sin træner til blods; da
Ayoe en dag var så letsindig at tage
handskerne af, satte Fanta sig fast i
armen og rev og bed dybe flænger.
Det var hele tiden en vurdering, om
der var håb for Fanta; ville hun nogensinde
blive en kat, der kunne
formidles, og var det forsvarligt at
lade hende sidde på internatet? Hun
havde det tydeligvis ikke godt.
Men Ayoe gav ikke op, og efter en
måneds intensiv og målrettet træning
med klikker og store mængder
godbidder var miraklet sket. Endelig
kunne den tålmodige træner komme
til Fanta og kæle med hende uden at
blive revet i laser. Der lå dog stadig
meget træning foran det stædige
makkerpar, og Ayoe og Fanta fortsatte
med at udfordre og blive udfordret
af hinanden. Men det gik fremad
for hver trænings-session, og Fanta
lukkede mere og mere op for Ayoe.
I familiepleje
Med andre gik det knap så nemt, og
Fanta havde fået sit ry: Hun var ’den
farlige kat i karantænen’!
Hun blev vurderet til stadig ikke at
kunne formidles ud. Så hvad skulle
der ske med hende? Det blev besluttet
af de ansvarlige, at hun kunne
komme i pleje i en familie, så man
kunne bedømme hendes adfærd,
når hun var væk fra internatet, som
stadig stressede hende, selvom hun
nu havde et helt rum at gå i, og ikke
længere sad i et lille bur.
Som formand for Dyreværnet må
man gå foran som det gode eksempel,
og da jeg netop var gået på
sommerferie, lod jeg tvivlen komme
Fanta til gode. Jeg besluttede, at hvis
hun kunne acceptere mine hunde, og
de kunne acceptere hende, så kunne
hun komme i pleje hos mig. Hunde
og kat accepterede heldigvis hinanden
fra første øjeblik - utroligt nok,
da den ene hund er en jagthund, og
Fanta tilsyneladende aldrig har kendt
hunde før. Så hun fik lov at blive. I
pleje.
Se jeg spiser
Efter tre uger, hvor hun fik lov at
passe sig selv, gøre hvad hun ville og
kun havde kontakt med mig, når hun
selv opsøgte det, var hun faldet nogenlunde
til. Hun blev mere og mere
kælen og tog selv initiativ til både at
lege, træne (hun var på internatet
blevet ret vild med klikkertræning) og
spise sammen med mig. Faktisk var
den første rigtigt nære kontakt, når
hun hentede mig, fordi jeg skulle stå
ved bryggersbordet og se på, at hun
spiste. Så spandt hun og gned sit ansigt
mod mit - meget rørende og ære-

ælen duks
fuldt sådan at blive anerkendt af den
skrappe og noget reserverede kat!
Hundene viste hun mere og mere interesse
og vovede sig tættere og tættere
på. Jeg var i mellemtiden blevet
temmelig glad for hende, og jeg ville
ikke risikere, at hun skulle flyttes igen,
og blev stresset - eller kom ud et sted,
hvor hun blev misforstået og fik sine
grænser overtrådt, så hun vendte tilbage
til sin aggressive adfærd. Så jeg
besluttede at beholde hende. Heldigvis
blev jeg godkendt som Fantas nye
menneske, så hun fik lov at blive en
del af familien.
Nyt familiemedlem
Det er nu fem måneder siden, at jeg
fik Fanta hjem, og jeg har kunnet se
fremskridt næsten hver dag. Hun er
i dag verdens mest kælne og milde
kat. Hun har lært, at det er ok at sige
fra, men at man gør det uden kløer.
Så når hun har fået nok kæl eller føler
sig presset, så løfter hun poten - uden
kløer. Så er det selvfølgelig bare om at
stoppe og ’adlyde’, så hun ved, at det
er nok at løfte poten - og unødvendigt
at rive og bide.
Selvom Fanta var en meget vred og
stresset kat, der på mange andre internater
ikke ville have haft en chance
for at blive videreformidlet, lykkedes
det at få hende til at blive en glad,
velfungerende og kærlig kat. Ayoes
utrættelige og månedlange fokuserede
træning af hende og et liv, hvor
hun selv kan bestemme og ikke får
overskredet sine grænser - og hvor
hun kan gå ud og ind af sin helt egen
kattelem, som det passer hende, var,
hvad der skulle til for Fanta.
Og hun er blevet - endnu - et lyslevende
eksempel på, at hvis man
sætter sig ind i dyrets behov og giver
den tid, det tager, så kan langt de
fleste dyr blive gode, kærlige familiedyr.
Det er derfor, Dyreværnet har no
kill-politik og giver dyrene en ekstra
chance. De har fortjent det, og jeg
har ikke fortrudt et sekund, at jeg
tog den lille bidske kat med hjem.
Læs mere om Ayoe og hendes klikkertræningsmetoder
på side 12 & 13
7

14 navnløse hunde f
Oprindeligt havde jeg skrevet en artikel til
dette blad, der handlede om mine første
dage på Dyreværnet. Jeg havde beskrevet,
hvor fantastisk alle medarbejderne tog
imod mig. Jeg fortalte om, hvordan jeg blev
mødt med en livlig vuffen fra de mange
hunde, da jeg første gang trådte ind i gården
til min nye arbejdsplads. Videregav de
mange fine ord om personalets ukuelige
indsats for at få både dyr og kollegaer til at
befinde sig godt. Om de ansattes varme og
omsorg for både to- og firbenede.
Af Signe Sehested Lund
Alle de rosende ord om de
ihærdige og professionelle
medarbejdere på Dyreværnet
er i den grad stadig gældende.
Men mine egne første dage på
Dyreværnet er knap så vigtige
længere.
De blev visket ud efter mit
første møde med 14 hunde.
14 forhutlede kræ, som vores
dyreværnsansvarlige, Nina
Amdi Carlssen, fik hentet i vores
dyreambulance fra en kennel
i Aars.
Anmeldelse om misrøgt
Fredag den 27. januar modtog
vi en henvendelse om misrøgt
af hunde, og vi tog straks kontakt
til Nordjyllands Politi. De
agerede hurtigt, og allerede
mandag den 30. januar aflagde
politiet og kredsdyrlægen besøg
på den anmeldte kennels
adresse. Få timer efter var Dyreværnets
ambulance på vej
til Aars, og samme aften sad
14 hunde pakket ind i tæpper
med snuden mod Dyreværnet
i København. Medarbejderne
på internatet havde kogt havresuppe
til de små, lagt tæpper
og kurve frem til dem, og de
mange haler logrede, da hundene
for første gang i lang tid
fik fyldte maver og varme poter.
Klokken var to om natten,
inden de trætte kroppe var vel
installeret.
Skræmt for livet
Næste morgen mødte jeg de
forhutlede stakler for første
gang. Nogle af dem var ved
godt mod. En viste sig endda
at være en sand skrubbe! Men
andre var skræmte for livet. Alle
var de beskidte, afkræftede og
afmagrede. De tre beagler var,
som beagler ofte er: Glade og
logrende. Den bange cocker
spaniel kunne man slet ikke
nærme sig, så flygtede hun. En
jack russell bjæffede på nysgerrig
vis, mens en lille sort trold –
måske en blanding af en cocker
og en skotte – krøb langs væggene.
En grå puddel var glad og
ville gerne snakke, selvom man
tydeligt kunne se, at hans liv
ikke havde været let.
Havde jeg kunnet tage dem
alle i min favn, havde jeg gjort
det på stedet. Det var et hjerteskærende
syn, som brændte sig
fast, og jeg blev vred. Vred over
den kynisme og mangel på empati,
der var væltet ned over de
mange magtesløse sjæle.
Jeg blev rasende.
Tilbage til livet
Næste dag blev alle hundene
tilset af vores dyrlæge. De blev
kælet af dyrepasserne, fik mad,
og alle Dyreværnets kontorer
blev inddraget til hundeopholdssteder.
De blev badet,
trimmet, fik klippet negle, ren-

a kennelen i aars
set ører. Blev klappet, kælet, og
leget med. Og de fik lov til at
sove. De fik langsomt livet tilbage.
Mange af dem kom hurtigt i
pleje hos personalet eller frivillige,
der lagde fritiden på hylden
for at gøre en forskel.
Selv tog jeg den lille sorte
cocker/skotte blanding med
hjem. Hun havde det ikke for
godt. Mens jeg skriver denne
artikel, ligger den lille skræmte
sorte trold i min stue. Der har
hun ligget i tre dage, kun afbrudt
af to nætter, hvor hun
har ligget i min seng.
Lykke
Min datter har døbt hende
Lykke.
”Det er det, hun allermest
har brug for,” udbrød ni-årige
Nora, der har kælet med den
lille hund i timevis.
Så sådan fik hun sit navn.
For tre dage siden kunne
Lykke ikke drikke vand af en
skål. Hun ville kun slikke de
våde dråber fra en fugtig klud
– måske hun er vant til at finde
væske fra det kolde betongulv
i den stald, der indtil den 30.
januar 2012 var hendes hjemsted.
Vi ved det ikke.
I dag drikker hun. Ved langsomt
at lægge kluden ned i
skålen med vand, har hun lært
det.
Og hun spiser, selvom jeg
kun kan få maden i hende ved
at håndfodre hende, når hun
ligger i den trygge stol.
Det tager tid. Et skridt ad
gangen. For den lille forskræmte
stakkel graver sig ned
i de mange puder, så snart jeg
nærmer mig. Hun frygter mennesker
i allerhøjeste grad.
Da jeg skulle skifte tøj forleden
morgen, sprang hun ned
af sengen. Pludselig gik det
op for mig, at det skyldtes,
at hun var rædselsslagen for
det bælte, jeg var ved at tage
på. Man må selv tænke sig til,
hvorfor.
For Lykke har ingen forhi-
storie, der er værd at mindes.
Hun har indtil i går ikke haft et
navn. Og ingen kender hendes
alder. Sådan er det med alle
hundene fra Aars.
Få budskabet ud
I mit nye job som direktør for
Dyreværnet er en af mine vigtigste
opgaver at sørge for, at
en historie som denne bliver
fortalt. At befolkningen får
kendskab til, hvordan nogle
dyr er dømt til at leve under de
mest forfærdelige kår. For de
mange ansvarsbevidste dyreejere
i landet er det ofte uvirkeligt,
at andre hunde eller katte
har en tilværelse, hvor daglig
overlevelse er en kamp.
Heldigvis er den skræmmende
fortælling om hundene
fra Aars kommet bredt ud. Bevågenheden
har været enorm,
og det har været essentielt for
både politiet og Dyreværnet.
Kun ved en fortsat interesse for
sager som denne, kan vi sikre,
at der til stadighed bliver sat
fokus på dyrs vilkår i Danmark.
Ukendt fremtid
I skrivende stund kender vi ikke
fremtiden for Lykke og de andre
hunde fra Aars, der nu enten
befinder sig på internatet eller
i pleje hos de mange fantastiske
plejefamilier. Men én ting
er sikkert.
Hundene fra Aars vil aldrig
blive glemt. Jeg glemmer dem
aldrig. Personalet hos Dyreværnet
glemmer dem aldrig. Dyreglade
danskere glemmer dem
aldrig.
Det er deres skræmte blikke,
der er med til at drive os utrætteligt
fremad. Det er en enkelt
logren med halen fra disse
misrøgtede hunde, der giver
os energi til at fortsætte - fortsætte
den evige kamp for dyrs
rettigheder i Danmark. Så derfor
er denne, min første artikel i
Dyrets Værn, tilegnet hundene
fra kennelen i Aars. Og tilegnet
jer, vores trofaste medlemmer
og sponsorer. Sammen kan vi
gøre en forskel. Tro mig.
De varmeste hilsner
Fra
Signe Sehested Lund
Direktør

10
Dyr på internatet
Også i 2011 var dyrene i fokus på internatet.
Hundene fik endnu mere aktivering
og træning end årene før. Vores
dedikerede hundeteam gav hver
enkelt hund den træning og aktivering,
som den havde brug for, ligesom
de næsten hver eneste weekend kom
ud at lege uden snor på store indhegnede
områder og blev socialiseret. En
lige så stor indsats er gjort for kattene,
der i løbet af sommeren (vanen tro)
blev indleveret i så stort antal, at de
som tidligere somre sad på toiletter,
i omklædningsrum og alle andre steder,
de kunne bo, mens de ventede
på at blive adopteret af nye familier.
Vi siger nemlig sjældent nej, vi bruger
hellere hvert et hjørne af internatet,
hvis det kan hjælpe et dyr. Desværre
blev vi i eftersommeren ramt af en alvorlig
epidemi af katteinfluenza, der
gjorde, at vi måtte lukke kattestalden
ned i en længere periode. 22 katte
bukkede under for sygdommen, før vi
fik situationen under kontrol og igen
kunne formidle katte til nye hjem. Det
var en hård tid.
Hos fuglene og smådyrene er det
aldrig gået så godt som i 2011. Dyrevenner
har fået øjnene op for, at vi på
Dyreværnet også formidler små dyr,
så der er rigtig godt gang i formidlingen.
Smådyrsområdet var der, hvor vi
tidligere havde store udfordringer ved
at finde familier til alle vores dyr, og de
sad derfor ofte i uger eller måneder
på internatet. I dag sidder de sjældent
ret længe, før de kommer ud til nye
hjem, og vores smådyransvarlige rådgiver
de nye ejere på bedste vis, så
dyrene får det godt i deres nye hjem
- sommetider kan de endda komme af
sted to og to.
Også hos hundene bliver der gjort
meget for at matche de rigtige familier
med de rigtige hunde. Rådgivning
er alfa omega - både for dyrene og
for de nye ejere - hvis sammenføringen
skal bive en succes. Det er en stor
opgave at finde den helt rigtige fami-
ÅRSbERETN
lie til hvert enkelt dyr, men med vores
professionelle formidlingspersonale
og tålmodighed lykkes det næsten
hver gang. De fleste af dyrene på internatet
har oplevet rigeligt af svigt og
mennesker, der misforstår dem, og de
har brug for tryghed og ro.
Hundene sad i 2011 i gennemsnit
i 14 dage på internatet, og det er en
nedgang på fire dage sammenlignet
med tidligere år. Der er mange, der
kun sidder i få dage, før de kan flytte
ind hos deres nye ejere. Andre trækker
gennemsnittet op og skal have
en hjælpende hånd, før det lykkes
at finde den helt rigtige familie. Det
samme gør sig gældende for kattene.
Men det lykkes hver gang, og vi har
gennem de seneste år formået at bevise,
at det kan lade sig gøre at drive
et internat med no kill-politik.
Projekter
I 2011 var der både projekter for dyrene
og for Dyreværnets medlemmer.
Af store projekter, der i den grad er
kommet vores dyr til gode, kan nævnes
oprettelsen af et kartotek for
plejefamilier til hunde og katte. Især
i sommertiden, hvor strømmen af
drægtige kattemødre og moderløse
killingekuld ingen ende vil tage, har
det været en stor succes at have et
stort netværk af plejefamilier, der kan
tage imod og give kattene en rolig
tid, mens de opfostrer deres killinger
eller killingerne en god prægning,
mens de er små.
Et andet projekt, der kom kattene
til gode, var vores katteklikker-træning
af Ayoe Hoff, der havde stor
succes med at socialisere de mest
sky og stressede katte på internatet.
Ayoe lavede et projekt om internatkattes
reaktion på klikkertræning,
og hun udvalgte Dyreværnets katte
som træningskatte. Vi så rigtig gode
resultater og har derfor ambitioner
om at fortsætte den gode træning
af de katte, der har specielle behov.
Med vores no kill-politik, hvor vi som
udgangspunkt ikke afliver dyr, selvom
de har en uhensigtsmæssig adfærd
på internatet, har vi et stort ansvar
for hurtigst muligt at hjælpe dyrene
til et godt liv uden stress og angst.
Det har vi nu fået bekræftet kan lade
sig gøre, også for langt de fleste af de
bange katte.
Men også for hundene var der projekter
i gang i 2011. I årets løb blev
startet et projekt, hvor løbegården,
som er der hundene lukkes ud for at
lege, og hvor de kan prøves af med
deres nye bofæller, skal forbedres. Løbegården
er endnu ikke helt færdig,
men vi forventer meget snart at have
en ny bund og et bedre sted for hundene
at mødes og lege.
Vi har igennem 2011 haft stor fokus
på den lille butik, som hører til internatet.
Vi synes, det er et vigtigt signal at
sende, at man som dyreejer bør bruge
foder af god kvalitet og have det rigtige
udstyr til sit dyr. Derfor har vi skiftet
meget ud i vores varesortiment, og
vi sælger nu kun kvalitetsfoder og -udstyr
til både store og små dyr. Og alt
overskud går naturligvis til dyrene.
Vores åbent hus-arrangementer
med fremvisning af vores dyr, internatet
og loppemarkeder med alskens
interessante fund var igen i 2011 et
tilløbsstykke, og vi havde temaer som
eksotiske dyr, katteadfærd og hunde
på programmet. Vi udvidede desuden
projekterne til også at indeholde
sponsorarrangementer, hvilket også
var en succes med mange interesserede
sponsorer, der fik et indblik i
internatets drift og dyrenes ophold på
Dyreværnet.
Et tidskrævende projekt i 2011 var
overvågningsboligen, som igennem
flere år har trængt til en kærlig hånd.
Det er et must, at der bor en person
i boligen, så der er opsyn med vores
dyr døgnet rundt, og nogen reagerer,
hvis et dyr bliver sygt eller på anden
måde skal have hjælp. Vi har indhentet
tilbud fra diverse byggefirmaer for
at få det helt rigtige - til den rigtige

INg 2011
pris. Vi nåede sidste år så langt, at vi
nu kan starte forhandlinger med myndighederne
om husets opbygning. Vi
forventer derfor, at en ny vagtbolig vil
stå klar i løbet af 2012.
Personale
Efter at have kigget os selv og arbejdsgangene
på internatet grundigt efter
i sømmene iværksatte vi i september
et større projekt. Med en ekstern vejleder
gennemgik vi arbejdsgange og
strukturer på Dyreværnet fra kvist til
kælder. Alle medarbejdere blev igennem
et tre måneders forløb både
fælles og hver for sig guidet til at optimere
arbejdsrutinerne. Og det har
i den grad givet pote. Der er stadig
travlt, og vores dedikerede personale
løber stadig stærkt for at nå at tage
sig bedst muligt af alle dyr på internatet,
men de daglige gøremål er sat
i system, så der er overskud til mere
- og godt humør. Til glæde for både
dyr, kunder og personalet selv.
Dyreværnets direktør gennem to
et halvt år, Anne Marie Tiedeman,
valgte i løbet af efteråret at søge nye
udfordringer. Det blev derfor et par
hårde måneder sidst på året, hvor vi
var direktørløse, og alle måtte løbe
endnu stærkere. Vi klarede os igennem
og tog os tiden til at finde den
helt rigtige til at indtage direktørstolen
på internatet. Lige inden årets
udløb kunne vi sætte underskrifter på
ansættelseskontrakten og præsentere
Signe Sehested Lund som internatets
nye direktør og ansigt udadtil.
Økonomi
Økonomien på Dyreværnet er stadig
fornuftig, men desværre kan vi også
mærke krisen kradse. Bidrag fra fonde
og legater har i 2011 ikke været så
store som tidligere år. Vi har modtaget
flere store beløb fra arvesager,
og vi har stadig mange trofaste støtter,
sponsorer og medlemmer, som
hjælper os økonomisk. Derfor - og
kun derfor - kan vi stadig hjælpe de
hundredevis af dyr, der hvert år kommer
gennem internatets stalde.
Dyreværnssager
Vi har desværre igen i 2011 haft
en del dyreværnssager at køre på.
Hundredevis af medlemmer og andre
dyrevenner anmeldte igennem året
sager, hvor dyr vanrøgtes eller direkte
mishandles, og vores personale har
måttet rykke ud til alt fra dyrehandlere,
der lader kaniner og andre smådyr
sidde i beskidte bure uden mad og
vand; til folk, der er flyttet fra deres
hjem og har efterladt deres hunde,
katte og smådyr til en uvis skæbne.
Heldigvis har vi et godt samarbejde
med politiet i langt de fleste sager, og
derfor lykkes det oftest at hjælpe dyrene,
hvis ikke rådgivning om ejernes
pasning og pleje er tilstrækkeligt.
Et særligt grelt tilfælde var, da vi fik
anmeldelse om at fire store hunde gik
i en baggård et sted på Amager. Vores
dyreværnsansvarlige rykkede straks
ud, og med politiets hjælp fik de alle
fire hunde indfanget og bragt til internatet.
Hundene var skræmte, tynde
og havde ikke haft megen kontakt
med mennesker eller andre dyr. Men
efter en tid på internatet med masser
af kærlig pleje og træning lykkedes
det at gøre dem til glade hunde. De
fik alle fire nyt hjem - sammen to og to
- og fik en ny chance takket være dyrevenner,
der reagerede, og en særlig
indsats fra vores personale, der brugte
den tid og tålmodighed, der skulle til
for at gøre dem til hunde igen.
Politisk arbejde
Også uden for internatets mure er Dyreværnet
med til at hjælpe dyr i nød.
Gennem vores samarbejde med 19
andre dyreværnsforeninger i DOSO
(Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation)
kan vi både tale
for familiedyrene og landbrugsdyr,
forsøgsdyr, vilde dyr og alle andre dyr,
der har brug for en stemme.
DOSO har efterhånden fået mar-
keret sig, så vi er høringsberettigede
i alle sager om dyrevelfærd. Dyreværnet
kan derfor - med 130.000 medlemmer
af DOSO-foreningerne i ryggen
- give vores mening til kende i alle
vigtige sager på vores område, nemlig
hunde, katte og smådyr.
I august var det derfor Dyreværnet,
der på egne og DOSO’s vegne blev
bedt om at tale for retsudvalget på
Christiansborg, da det blev politisk
debatteret, om flere burde have frakendt
retten til at have dyr efter vanrøgt
og mishandling.
Vi arbejder også stadig politisk for at
få ændret hundeloven. Vores bange
anelser fra før den blev vedtaget, er
kun blevet bekræftet gennem 2011,
og vi ser gode familiehunde, der må
bøde med deres liv på grund af loven.
Vi håber, at 2012 bliver året, hvor den
ændres, så ansvaret lægges på ejerne,
ikke på hundene.
Og sågar i udlandet er vi med til at
hjælpe hunde og katte. Vi var således
inviteret til en større konference i Vilnius
om, hvordan gadehunde og katte
i Østeuropa bedst muligt kan hjælpes.
Her var Dyreværnet med til at få sat
politisk fokus på problemerne med
herreløse hunde og katte og nødvendigheden
af at yde dem hjælp.
Med disse ord vil bestyrelsen takke
alle, der har gjort det muligt også i
2011 at hjælpe dyr i nød til nye, trygge
liv. Tusind tak til vores dedikerede ansatte
og de mindst lige så dedikerede
frivillige, der gang på gang tropper
op og gør opholdet på internatet lettere
for dyrene. Og naturligvis en dybfølt
tak til sponsorer, bidragydere og
medlemmer, der alle gennem deres
vedvarende økonomiske støtte gør
det muligt at hjælpe alle de dyr, vi har
kunnet sende ud i nye hjem i året, der
er gået.
På hele bestyrelsens vegne,
Sanne Rosbøg
Formand
11

12
Klikkertræning af internatet
Af Ayoe Hoff
I dette nummer kan man læse om
katten Fanta, der ændrede adfærd
fra at være aggressiv til at være en
sød og rar og kælen kat v.h.a. klikkertræning,
og om hvordan Fanta
på den måde fik en ny chance
hos en ny familie. Nogle vil måske
også kunne huske, at jeg sidste år
skrev om de indledende øvelser
omkring mit projekt med klikkertræning
af internatkatte, som
jeg lavede i forbindelse med min
uddannelse til adfærdskonsulent.
Nu her et år senere er projektet
afsluttet, og jeg vil gerne fortælle
lidt om de resultater, der kom ud
af projektet.
Semi-sociale eller stressede
Jeg trænede i alt 29 katte, fordelt på
22 katte hos Dyreværnet og 7 hos
Kattens værn. Langt de fleste katte
udviste angst eller nervøsitet over at
være på internatet, nogle havde simpelthen
bare givet op og ville slet ikke
’være med mere’ i dagligdagen på
internatet – de var tilbagetrukne og
sov det meste af tiden, og et par stykker,
som Fanta, var aggressive mod de
ansatte og besøgende på internatet.
Fælles for alle katte var, at de i bund
og grund var enormt stressede over
at være på internatet. Langt de fleste
katte vil nok være stressede de første
dage på internatet, fordi alt er nyt og
anderledes i forhold til, hvad de er
vant til, men de fleste vil vænne sig
til at være på internatet i løbet af 1-2
uger. Nogle katte, som dem jeg arbejdede
med, vil dog ikke kunne vænne
sig til at være på internatet og vil blive
ved med at være stressede. Grundene
til dette kan være mange: kattene
magter ikke at være så tæt på andre
katte - katte er ’semi-sociale’, hvilket
vil sige, at nogle godt kan lide andre
kattes selskab, mens andre slet ikke
kan klare det, kattene har det svært
ved at være lukket inde i et lille bur
hele dagen, kattene er bange for alle
lydene i internatet, eller bange for de
ansatte og besøgende på internatet,
der ’tvinger’ dem til kontakt (fodring,
rengøring, dyrlægebesøg, kæl), uden
at de kan slippe væk. Dette forringer
kattenes livskvalitet og sundhed, og
disse katte vil være svære at adoptere
videre, da de ikke ’sælger sig selv’. Så
på mange måder har disse katte brug
for hjælp.
Initiativ gi’r pote
Som jeg skrev sidste år, er klikkertræning
en træningsmetode, hvor dyret
selv får lov til at udvise initiativ. Dyret
bliver ikke tvunget til noget, men det
bliver belønnet eller forstærket, som
det også hedder, hvis dyret frivilligt
laver de øvelser, man ønsker, det skal
lære – i tilfældet med internatskattene,
at de frivilligt udviser interesse
og tager kontakt til mennesker. Belønningen
er et ’klik’ med klikkeren,
efterfulgt af noget katten godt kan
lide, dvs. lækker mad eller leg. De
øvelser, jeg ønskede, de nervøse,
bange og tilbagetrukne katte skulle
lave var at ’dutte’ på min finger med
deres næse og senere at begynde at
gnide sig mod min hånd med deres
hoved. Begge dele grænseoverskridende
for katte, der som udgangspunkt
ikke ønsker kontakt. Og de
aggressive katte, som Fanta, skulle
lære at acceptere berøring uden at
angribe (disse øvelser foregik i starten
ved, at jeg havde store solide svejsehandsker
på). M.h.t. ’dutte’-øvelsen
hjalp jeg nogen gange i starten kattene
’lidt på vej’ ved at vise dem den
rare belønning (mad eller leg) for på
den måde at gøre dem interesserede,
så de kom lidt frem og måske i starten
turde ’dutte’ på en kuglepen, jeg
holdt frem mod dem.
Godt resultat
Resultaterne af projektet var, set fra
mit synspunkt, overvældende positive.
27 af de 29 katte reagerede positivt
på træningen i løbet af i gennemsnit
4 træningsgange, der hver varede
mellem 10 og 40 minutter. Når jeg
siger positivt, mener, jeg at kattene
gik fra at gemme sig, vende ryggen
til, hvæse eller blot blive ved med at
sove, til at komme hen til mig, dutte
på min finger og generelt udvise levende
interesse for mig, træningen og
belønningen. Det var fantastisk at se
de katte, der tidligere tydeligt havde
det skidt, live op på den måde og udvise
interesse i deres omgivelser. Også
personalet på de to internater kunne
tit se en positiv forandring med kattene
i løbet af de første 1-2 uger, jeg
arbejdede med dem. Desuden fandt
jeg ud af, at kattenes alder ikke har
nogen betydning for, hvor hurtigt de
reagerer på træningen – gamle katte
(den ældste, jeg arbejdede med, var
over 10 år gammel) var ikke langsommere
til at reagere end unge katte,
og det er jo positivt; man skal ikke
opgive de gamle katte, selvom de er
bange eller tilbagetrukne. Omvendt
fandt jeg ud af, at kattene var længere
om at reagere på træningen, des
mere stressede/bange de var, hvilket
jo er meget naturligt. Dog kræver en
meget stresset kat ’kun’ 7 træningsgange
i gennemsnit for at reagere
positivt sammenlignet med de i gennemsnit
4 gange for alle kattene. Så
man behøver ikke at opgive de meget
stressede og bange katte.
Katte koncentration
De to katte, jeg slet ikke kunne få til
at reagere, var h.h.v. ’Mogens’ og
’Minipigen’. Mogens var så voldsomt
stresset af at være i internatet, at han
slet ikke kunne reagere på nogen rar
belønning, hverken mad eller leg, heller
ikke efter flere træningsgange. Til
sidst kom han ud i en plejefamilie,
hvor han fik det bedre. Det fortalte
mig, at det vigtige for at få træningen
til at lykkes er, at katten kan interesseres
i en rar belønning. Minipigen
var meget tilbagetrukket og stille og
reagerede meget langsomt på både
træning og alt andet i hendes omgivelser.
Det virkede, som om hun godt
forstod, hvad jeg ville have hende til,
men ikke kunne koncentrere sig. Efter
et par dage fandt personalet et hagl
i huden bag hendes ene øre, og da
hun blev røntgenfotograferet, viste
det sig, at hun også havde hagl inde i
hjernen. Hun fik med det samme fred
for ikke at skulle lide mere. Det viser,
at nogen gange er der udefra kommende
faktorer (sygdom, skader), der
gør, at træningen ikke kan lykkes.

s katte – hvordan det endte
Nyt mod på livet
På den positive side husker jeg specielt
Rylle, som jeg også skrev om
sidste år, som reagerede lynhurtigt på
træningen, da hun først opdagede,
at der var dejlig vådmad i farvandet.
Rylle startede med at være en meget
forskræmt lille pige, der lå under sit
tæppe og hvæsede af hele verden,
men det tog mig blot 2 træningsgange
at få hende til at nærme sig
gitteret på buret og mig med stor interesse
for at dutte på min finger og
gnide sig mod min hånd for at få den
forjættede vådmad. Rylle er stadig rigtig
glad for sin vådmad – det ved jeg,
fordi hun i dag bor hos mig. Hjemme
hos os selv, er hun ikke bange for noget
i hele verden, men er en legesyg,
kvik og dejlig ungkat. Dog kan hun
stadig blive meget nervøs, når der
kommer gæster, og hun er rigtigt ked
af at komme ud af lejligheden, f.eks.
i pension. Som sådan har træningen
givet Rylle nyt mod på livet, når det
gælder den nære hverdag, men har
ikke løst alle hendes problemer med
nervøsitet – det arbejder vi stadig på
med klikkertræning.
Jeg husker også Sofus, som var
svær, fordi han slet ikke var interesseret
i mad. Lille og bange sad han
i sin sovekasse og ville ikke tale med
nogen. Jeg arbejdede med ham 5
gange, før det faldt mig ind at tage
legetøj i stedet for mad med som
belønning. Fra den dag var Sofus en
anden kat – hvor bange han end var,
kunne han ikke stå for ’fjerdimsen’
og måtte simpelthen have den, også
hvis det betød, at han var nødt til at
’dutte’ på min finger for at få den.
Sofus endte som en yderst kælen og
livlig ungkat ude i katte-udstillingsstalden,
hvor han blev adopteret af
en ung familie. Det kunne være sjovt
at høre, hvordan han har det i dag,
hvis de læser dette.
Søde kære Peter må jeg også
nævne. En skøn sort langhårskat,
som var så bange på internatet, at
han gik i panik, hvis han kom ud af sit
bur og ikke kunne se en vej ind igen.
Da jeg mødte ham, lå han bare i sit
bur hele tiden og ville slet ikke se på
mig eller særligt mange andre, undtagen
på en ung mand, der arbejdede
på internatet, som Peter ikke var lige
så bange for. Det tog lidt længere tid
at arbejde med Peter end f.eks. Rylle
og Sofus, som reagerede lynhurtigt,
da jeg først fandt ud af, hvad de ville
’arbejde for’. Peter var glad nok for
vådmad, men så bange, at vi tog det
i bittesmå skridt: dutte på finger inde
i buret, dutte på finger i kradsetræet,
hvor han også nogen gange lå og ikke
ville flytte sig fra, bevæge sig rundt i
kradsetræet, og så den store overvindelse
– ned på gulvet, hvor han først
ikke ville røres overhovedet, men
langsomt accepterede mere og mere
berøring og kontakt med de andre
katte. Peter endte med at bevæge sig
rundt på gulvet i internatet med ro og
tillid – han legede med de andre unge
katte og accepterede kæl og nus fra
personalet. Han blev adopteret af en
sød familie med en anden kat.
En plads i mit hjerte
Og endelig var der Fanta – en helt
speciel historie, og hun har stadig en
helt speciel plads i mit hjerte. Heldigvis
må jeg gerne besøge hende af og
til – og hun har det så godt!
Så i alt synes jeg, at mit projekt har
nogen overvældende positive resultater
– noget man bestemt kan bygge
videre på. Det nytter at arbejde med
de katte, der sidder på internaterne
og har det skidt. Det giver dem helt
nyt mod på livet, gør dem mindre
stressede og giver dem større livskvalitet.
Og det er også en stor glæde
som menneske at se denne forandring
under arbejdet med dem.
Hvis man vil læse rapporten over
mine resultater i sin fulde længde,
kan den findes på min hjemmeside
www.misbehaving.dk (den er på engelsk).
13

14
Der indkaldes til
generalforsamling
i Dyreværnet onsdag d. 18. april kl. 19.00
på Rødovregård
Kirkevej 1, 2610 Rødovre
RECOMMENDED
BY VETERINARIANS
W O R L D W I D E
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsen aflægger beretning
3. Fremlæggelse af revideret regnskab til
godkendelse
4. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for en periode
af 3 år
5. Valg af suppleanter (for 1 år)
6. Valg af statsautoriseret eller registreret revisor
7. Valg af kritisk revisor samt suppleant for denne.
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt
Bestyrelsen ønsker forretningsorden for
bestyrelsen vedtaget
Katte fristes af
NY forbedret smag* og
nøje sammensat ernæring.
Uden kompromis.
*sammenlignet med sammensætningen i den tidligere Hill’s Science Plan
Feline Adult Optimal Care Chicken i smagstesten 2011
hillspet.dk

Kære alle
læsere og sponsorer
Nogen tror måske, at titlen som direktør
for Dyreværnet indebærer, at
man går pænt klædt og holder lange
møder i fine lokaler. Sådan er virkeligheden
heldigvis ikke. En af de første
dage jeg var på Internatet, kom Mie,
som arbejder i hundestalden, forbi
mit kontor ”Vi er ved at være nede på
foder, kan du hjælpe?” nærmest sang
hun på velklingende Bornholmsk.
”Vi mangler også dækkener. Hundene
fryser,” istemte kollegaen Charlotte,
der dagligt aktiverer de mange
hunde, der er på internatet. De var på
vej til en tiltrængt frokostpause.
”Og nu du er i gang, kan vi også
bruge kattefoder”, lød det fra Maria,
der er katteansvarlig.
400 g GRATIS
kattefoder ved køb af en internat-kat...
Satiety Balance
i 12 kgs pose til...
- flere katte i hjemmet
- sultne katte, mætter mere
Så længe lager haves eller indtil 1. april 2012
”Plus et par nye gitre, så hundene
ikke løber ud, når de er på vores kontorer”,
blev der råbt fra den anden
side af gangen. Det var den dyreværnsansvarlige
Nina, der fik udbredt
sit ønske, og så måtte jeg jo i gang.
Min gode gamle kollega Steen Ingmann
hjalp med at skaffe gratis dækkener
fra Hundens Helse. Eldorado i
Haderslev gav en klækkelig rabat på
både gitre og flere dækkener, så hundene
kunne holde varmen. Kruuse
sendte et vred af kattefoder til os, og
Hills er vores sande venner.
Maxi Zoo er også altid behjælpelige,
når vi ringer for at høre, om de har en
pose foder eller to, hvor sækken er
revnet og derfor ikke kan sælges.
Skin Hairball til...
- langhårs-katte
- udskillelse af hårboller
- blank og blød pels
Vil du vide mere om Veterinary Care Nutrition til raske katte
spørg personalet på Dyreværnet i Rødovre
Jeg vil på dyrenes vegne gerne
sende en stor tak til alle jer, der tænker
på Dyreværnet. Jeres hjælp er
uvurderlig.
De bedste hilsner
og potedask fra
Signe Sehested Lund
Direktør for Dyreværnet
Seniorkatte
over 7 år...
- skåner nyrerne
- beskytter leddene
- bekæmper ældning
15

Udgiver: DYREVÆRNET, Islevdalvej 85, 2610 Rødovre
Der er mange gode grunde til at oprette testamente
og dermed sikre, at den sidste vilje
bliver, som man ønsker – for mange giver det
ro i sjælen.
Hos Dyreværnet er en betydelig del af vores
indtægter baseret på testamentariske gaver,
og derfor er det bestemt ikke uvæsentlig for
os, når vi modtager en arv. Vi ved, at der er
tale om en gave, der er givet med hjertet og
en gave for livet. Vælger du at huske dyrene,
kan du være sikker på, at vi vil huske dig.
I dag er der mange, der vælger at betænke
et velgørende formål. Har du Dyreværnet i
tankerne, anbefaler vi, at du kontakter os for
at aftale et uforpligtende møde, hvor vi kan
fortælle mere om internatet og høre om dine
eventuelle ønsker og forventninger. Vi har
stor respekt for de midler, vi bliver betroet.
Magasinpost SMP
ID-nr. 42760
Testamentarisk gave til Dyreværnet
– En gave for livet…
Vi beder ikke om hele din formue, og du skal
vide, at også lidt gør en meget stor forskel
for dyrene. Du vil blive overrasket over, hvor
lidt det koster at ændre et dyrs liv for altid.
Dyreværnet anbefaler alle, der ønsker at
oprette et testamente, at få hjælp af en advokat.
Foreningen har derfor et samarbejde
med advokat Mogens Klausen, som er tidligere
bestyrelsesformand i foreningen, og
som dedikeret arbejder for bedre dyrevelfærd
i Danmark.
Advokat Mogens Klausen yder gratis og
uforpligtende rådgivning, hvis du overvejer at
betænke Dyreværnet i dit testamente.
Kontakt Advokat Mogens Klausen,
Toftebækvej 2, 2800 Kgs. Lyngby eller på
tlf. 45 88 05 55, mokl@advodan.dk