[s.6] SOLCREME [s.18] GPS - Tænk

LABORATORIETEST l GPS
36 JUNI 2008
På vildspor i Malmø
Modebutikker og mokka på en listig cafe – Malmø har det hele.
Men GPS’ens batteri holder ikke til en seriøs shopper.
31 par sko, 19 håndtasker og adskillige hyldemeter lækkert
tøj. Min søster Kirstin Skøtt Gadeberg er en seriøs
’shopaholic’ og derfor oplagt til at teste, om en GPS er
god at have med i lommen, når der skal flyttes bøjler.
Vi mødes på Københavns Hovedbanegård og tager
toget mod Malmø. Min søster skal finde vej, og hjemmefra
har jeg indtastet adresser på butikker og cafeer på
GPS’en, så vi slipper for unødigt bøvl med papir.
Vel ankommet til Malmø tænder vi vejviseren. Den
bruger flere minutter på at finde et signal. Det går langsomt,
synes vi, men vi er nok bare utålmodige.
Endelig er der hul igennem, og vi er på vej mod
første stop – Nordens mester i espresso. Desværre
insisterer Brigitte, som er stemmen i GPS’en, på at føre
os uden om gågaden. Men vi følger hendes vejledninger,
og det viser sig at være klogt. Efter en excellent
espresso leder Brigitte os uden problemer videre til
tøjbutikken Filippa K. Mens vi prøver tøj, slukker vi for
at spare batteri.
Ude igen tænder vi, og så starter balladen. Vi skal
finde hen til Lilla Torg, hvor vi vil spise en tidlig frokost,
men det er ikke så lige til.
”Vend rundt hurtigst muligt,” brøler Brigitte ud over
gågaden. Vi vender rundt på kommando og griner højt,
mens alle glor på os. To midaldrende kvinder fnyser og
vender øjne. Efter ti meter er den gal igen.
”Vend rundt hurtigst muligt,” brøler Brigitte igen, og
nu bliver vi lidt pinligt berørte. Da Brigitte brøler samme
besked for tredje gang, er det knap så sjovt. Vi skynder
os nu i en tilfældig retning for at finde et gadeskilt, så vi
kan følge med i, hvor vi er på skærmen.
Det hjælper. Beskeden fra Brigitte er nu klar, og vi skal
til højre. Det lyder rigtigt, så vi spadserer videre og
roser det smarte apparat, som nu samarbejder igen.
Min søster er dog så opslugt af sin nye elektroniske
ven, at hun konstant går foroverbøjet med GPS’en i
begge hænder og kigger koncentreret på den. Jeg holder
hende under armen, for hun har allerede overset et rødt
lys og en sur dame.
Vi stopper pludselig op, og vores naturlige stedsans
blander sig i Brigittes ruteplanlægning.
”Lilla Torg – er det ikke den vej,” siger jeg og peger
i den modsatte retning. Min søster nikker. Brigitte
Besværlig, som vi nu døber hende, viser en helt anden
vej, og vi bliver i tvivl – husker vi forkert?
Vi tror på os selv og marcherer bestemt i den retning,
hvor vi mener, Lilla Torg befinder sig.
”Vend om hurtigst muligt,” brøler Brigitte Besværlig.
Vi føler os næsten helt rebelske.
”Det er lidt som at have en irriterende veninde på
slæb,” siger min søster og nikker mod den emsige Brigitte
Besværlig. To minutter senere når vi Lilla Torg og
kigger triumferende på hinanden, da vi slukker GPS’en.
Da vi tænder igen, er der for alvor problemer. I skærmens
højre hjørne blinker et symbol, der viser, at batteriet
næsten er fladt. Vi opgiver og slukker.
Min søster er skuffet. Hun synes ikke, det er er særligt
smart at have en vejviser, der så hurtigt løber tør for
strøm. For som hun siger:
”Der er da ingen, der kun shopper i to timer.” �