MUSEUMSHAVEN - Statens Museum for Kunst

Statua dell’Appennino, Villa Demidoff, Pratolino, Firenze
Da stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen udformede arealet om-
kring 1920 var det et tidstypisk anlæg, svarende til Glyptotekets have, til
det tidligere anlæg omkring Hirschsprungs samling og den forsænkede
have ved Ordrupgårdmuseet – og i for sig også Enghaveparken og Hellerup
Strandpark.
Trekantsarealet havde helt op til 1990 erne en ganske egen, let gammeldags
charme, godt afskærmet fra vejenes stadigt øgende trafik af
Carl Petersens sorttjærede, rustikke træstakit og syrenhegnet. Og der var
noget at komme efter og se på, idet figurative skulpturer af (i dag mindre
kendte) billedhuggere som Gottfred Eickhoff, Astrid Noack, August Saabye,
Theobald Stein og Viggo Jarl var placeret i brede hæknicher og tænkt
at have en folkeopdragende virkning.
Fra bænkene kunne man, henover et rytmisk forløb af præcist klippede
buksbomhække, betragte folks gåen og kommen til og fra museet.
Det kan være, at man nu finder udtrykket altmodisch og passé, men en
særlig kvalitet ved en bys parker og haveanlæg er jo, at de angiver et tidsmæssigt
spænd og de deraf afledte formudtryk. Der findes i øvrigt i Europa
mange eksempler på tunge 1800-tals bygninger, der på samme både er
blevet gjort mindre afvisende, mere lokkende ved at ses bag et let filigran
af noget grønt.
At det er en fredet have, man nu vil puste nyt liv i, kan man ikke komme
udenom. Men jeg ser ikke at man behøver sondre så nøje mellem have og
byrum, mellem grønt og urbant. Det handler mere om tiltrækningskraft og
sjælfuldhed.
Jeg kom engang til Bobolihaven en diset morgen med gyldent oktoberlys.
Det var et stykke ind til Isolottoen, bassinet kranset af oranger i
lerpotter, men det fortættede rum inviterede, nærmest trak én indenfor.
Alt efter gangenes retning aftegnedes ulige lange skygger fra de kantende
hække. De enkle elementer, der gentog sig i forskellige størrelser og med
variende rytme, kombineret med stedets topografi, gav stedet et stærkt
udtryk; et ego med stor udstråling midt i Firenze.
I Paris’ Luxembourghave, men også Vesterbros Enghaveparken drages
man ligeledes et godt stykke ind af karismatiske, men rolige vandspejl.
Anderledes spøgefulde og drillende var manierismens automataer, giochi
d’acqua, i Villa Pratolino. De kombinerede vand, overraskelse og kunst i
havens lange midterakse, ligesom Niki de Saint Phalle og Jean Tinguelys
moderne ’La fontaine Stravinsky’ midt i Paris.
I Jardin des Tuileries i Paris leder skakbrætlignede felter med taktfaste
rækker af hestekastanier og lindetræer op mod Louvre, mens Jacques
Wirtz’ gendigtede parterre Jardin du Carrousel fra 1990erne, bestående af
SMK Museumshaven 29