Side 2-16 PDF - Out & About

More documents

Recommendations

Info

Andrea Vagn Jensen I dramatiseringen af Herman Bangs mesternovelle TEKST: CHRISTOPHER BIRK Les Quatre Diables Diables Da den 23-årige Herman Bang (1857-1912) udgav sin debutroman ”Haabløse Slægter”, vakte det et vanvittigt postyr, for Bangs ord var ren dynamit i det endnu provinsielle København anno 1880. Datidens retsmæssige bestemmelse for tugt og utugt var rettet imod masserne, hvilket dengang var proletariatet samt kvinder og børn. Hvad den del af befolkningen ikke tålte konfrontation med var, ifølge myndighederne, romanens skildringer af den fysiske kærlighed. ”Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt tænkning… Hans forstand er en middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig gang i hans tanker; de har tydelig nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig snublen.” (Georg Brandes) Historien Andrea Vagn Jensen er la garconne – kvinden i logen – fortællingens hovedperson. Hun lever “det perfekte liv”, ifølge normen. Hun er en femme fatale, som storforbruger unge mænd til at udfylde tomrummet i hendes lidenskabsløse ægteskab. Hendes hemmelige eskapader forsøger manden at ignorere for at opretholde facaden. En dag hun er i cirkus med sin mand for at se de berømte luftakrobater, fascineres hun stærkt af den unge trapetzartist Fritz. Hun begynder en flirt, og Fritz bliver meget påvirket af hendes påtrængende opmærksomhed. De indleder en passioneret affære, som snart får fatale følger. Han mister sin kraft og koncentration. Han forelsker sig brændende i hende og udtrykker sin ømhed overfor hende. Hun blotter aldrig sine følelser, men kontrollerer deres forhold og er besat af den erotiske leg. En aften styrter han ned fra trapezen og dør, og kvinden går i chok. Først nu indser hun, at hun elsker ham. LES QUATRE DIABLES og queer-teorien Queer betyder skæv eller underlig og er oprindelig brugt nedsættende om folk med ikkeheteroseksuel identitet: Bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle. Queer-teorien retter sig mod ”hetero-normativiteten” – den kulturelle iscenesættelse af verden i to køn er en lang social komedie fra den indledende kønspåtvingelse (boyíng og girlíng) til det centrale citat ved alteret, hvor to tvangsheteroseksualiserede kroppe mødes ”naturligt” ved bryllupsceremonien. Denne historie er kønsomvendt i den forstand, at det er ”kvinden i logen”, der er den opsøgende og styrende. Hun har den udadvendte og aggressive maskuline seksualitet og dermed samfundsmæssig og økonomisk overstatus. Fritz udstilles som sexobjekt – han har en ”feminin” følelsesreaktion på forelskelsen, fordi han ikke er i stand til at adskille tingene. Man kan sige, at kvinden i logens problem er, at hun elsker Fritz, men hun tør ikke blotte sig og sige, hvad hun føler. Hun tør ikke ”springe ud” af frygt for konsekvenserne af hendes handlinger. Spillested: Hofteatret i Teatermuseet Christiansborg Ridebane 18, 1218 København K Spilleperiode: 17. september – 8. oktober 2003 Onsdag – lørdag kl. 20, søndag kl. 16. Billetter bestilles på BILLETnet: 70 15 65 65 kr. 140 + gebyr, eller på: www.ta-i-teatret.dk SURPRISE LIVE GUEST / 09 - 2003 [ 8 ] out and about — copenhagen gay life, september sweeties 2003 out and about — copenhagen gay life, september sweeties 2003 [ 9 ]
Forbyttet seksualitet Interview med Alexander Kølpin og Klaus Bondam TEKST: MICHAEL C.T. ANDERSEN FOTO: BERT SVALEBØLLE Den heteroseksuelle Alexander Kølpin spiller bøsse, og den homoseksuelle Klaus Bondam spiller heteroseksuel i musicalen The Full Monty, som har premiere i Tapperihallen den 30.oktober. Out & About mødte de to til en lille snak om deres roller i The Full Monty og om bøsse-emner i almindelighed. Klaus Bondam havde ellers tænkt sig at stoppe som skuespiller og hellige sig sin politiske karriere. Men blandt andet fordi han altid har haft lyst til at prøve kræfter med en musical, sagde han alligevel ja til The Full Monty. For balletdanseren Alexander Kølpin er det hans første teaterforestilling. Han fortæl- Alexander Kølpin og Klaus Bondam ler, at teaterudgaven af The Full Monty er nøjagtig magen til filmen af samme navn − bortset fra, at der er sangnumre i musicalen. Historien tager afsæt i et stripper-ensemble, som udover Bondam og Kølpin også tæller Gordon Kennedy, Zlatko Buric, Peter Mygind, Johannes Lilleøre og Jesper Lohmann. Bondam: ”The Full Monty er et stykke om at finde styrke i sig selv, og at man kan mere end man tror. Det er også et stykke om mangfoldighed. Udover, at Alexanders figur er homo, er der faktisk en til. En af gutterne finder ud af, at han også har det bedst med drengene. Til den ene af fyrenes mors begravelse står de og holder i hånden, og der lærer de andre: ”Nå, men det er sgu egentlig okay. Vi er alligevel så langt ude nu, hvor vi står og smider tøjet, at det er også i orden.” Det handler også om kroppe - at man har det, man har, og det er okay. Dave, som jeg spiller, har enorme komplekser over, at han er tyk, og at hans sexliv med konen er gået i stå. Han synes ikke, at han kan tillade sig at smide tøjet. Han synes, han er kikset at se på. Konen tror, han har en affære med en anden dame. Der er en meget smuk scene om tilgivelse imellem de to, hvor hun får sagt: ”Jeg holder af dig lige meget hvad. Jeg elsker dig lige meget hvordan, du ser ud, og lige meget hvor tyk, du er.” Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke personligt kendte det med at være for tyk. Jeg kender virkelig godt Daves forhold til sin egen krop – at stå der og suge maven ind. Det gjorde jeg så sent som i morges. Jeg stod foran spejlet og tænkte: ”Jeg har egentlig nogle flotte hår på brystet. Det ser sgu meget godt ud.” Så vendte jeg lige siden til og så vommen og tænkte: ”Åhh… shit!”” ”Straight” bøsse – I har byttet seksuel orientering i stykket. Hvorfor tror I, at I er blevet castet omvendt, fremfor at have en bøsse i rollen som bøsse og en hetero i rollen som hetero Bondam: ”Det er fordi, Alexander kan danse og ikke er tyk. Og jeg er tyk.” Kølpin: ”Jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for at spørge mig, men jeg blev meget glad for at blive spurgt. Altså, jeg synes jo, det er skide sjovt at skulle lave et herrestrip nummer. Jeg har danset alle mulige steder og alle mulige stilarter og har arbejdet med alle mulige koreografer. For mig handler det om – nu er jeg så gammel og pensioneret en balletdanser – at få nogle udfordringer. Det er den ene side af det. Og jeg ser rigtigt frem til at skulle spille bøsse, fordi det også er en kæmpe udfordring. Jeg synes, at man ser mange, der skal lave bøsseroller, og så bliver det sådan meget karikeret og utroværdigt. Jeg vil da håbe – og prøve – at gøre det på en respektfuld måde og at tage det seriøst.” Alexander Kølpin Bondam: ”Han er en enormt ”straight” fyr, ham Alexander spiller. Drengene starter med at gøre lidt grin med, at han er homo. Men han siger: ”Jamen, jeg har i det mindste et arbejde. Jeg tjener penge. Jeg klarer mig selv – det gør I jo ikke.” Han har en enorm selvrespekt. The Full Monty er en komedie, men der er samtidigt en enorm ”klangbund” i. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ikke skulle spille teater mere, men filmen er en af mine yndlingsfilm, og samtidigt er det Madeleine Røn Juul, som skal instruere. Hun er måske nok – i mine øjne – den betydeligste teaterinstruktør herhjemme i de her år. En stor kunstner.” Tolerant branche – Der er en myte om, at der er mange bøsser indenfor balletten. Er det en, du selv er stødt på – at fordi du er balletdanser, så må du også være bøsse Kølpin: ”Det tror alle jo. Det er standard. Det sjove er, at – i hvert fald, da jeg voksede op – da var der nærmest en homofobi omkring det. Der var få bøsser indenfor teatret, og dem, der var, var selvfølgelig accepteret, men folk var så bange for det mærkat, man fik på sig, at vi havde travlt med ikke at virke bøsset. Det er meget mere almindeligt i udlandet, at dansere er bøsser. Hvis du ikke er accepteret i en eller anden lille, amerikansk flække, så tager du ind til New York eller Los Angeles, hvor minoriteterne kan holde sammen. I USA er det meget sådan, at hvis du er balletdanser, jamen, så er du bøsse. Det er der også mange, der er. Det er der ikke så mange, der er, i Europa.” Bondam: ”Kunstens verden i sig selv er jo en meget humanistisk orienteret, tolerant og fordomsfri verden. Man er nødt til at have for øje, at man ikke kan eksistere som udøvende eller skabende kunstner, hvis man har et livssyn – altså en holdning til hvad livet kan være – som er meget indsnævret.” Kølpin: ”Og at have tilgang til nogle følelser, skævheder og andre sider, som nok er mindre accepteret, hvis du er i en bank eller hvad ved jeg. Der er en anden accept om det i vores branche.” Drengeverden Bondam: ”Hvis der er noget, jeg lærte på teaterskolen, så er det den specielle humor, som er i drengenes omklædningsrum. Jeg er dybt taknemmelig for de to drenge, som jeg gik på hold med, som virkelig hev mig med ind i det. Jeg havde lidt berøringsangst overfor det: ”Åh, nej. De ved, jeg er homo. De kan nok ikke lide, jeg er derinde og går i bad osv.” Der fandt jeg ud af, at jeg var OK, som jeg var. Jeg er vokset op med fire storesøstre og var måske selv – ind til jeg kom Klaus Bondam [ 10 ] out and about — copenhagen gay life, september sweeties 2003 out and about — copenhagen gay life, september sweeties 2003 [ 11 ]
Page 1 and 2: Indhold Content Side 4 Fra alenefar
Page 3: Side 6 fyren September 2003 Profil
Page 7 and 8: Film-gal Out & About på sofaen TEK

Side 2-16 PDF - Out & About

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?