Af Dorthe Kragh Foto Anders Bach Man skal trives på arbejdet Alle har ret til at trives på arbejdet og komme hjem i et helt stykke, mener fuldtidssikkerhedsrepræsentant Tommy Pilgaard 01.10.januar side 12 <strong>CO</strong> <strong>Magasinet</strong> Navn: Tommy Pilgaard Alder: 56 år Født: Ålsrode uden for Grenå Bopæl: Grenå Arbejdsplads: SCA Packaging siden 1972 Uddannelse: Ufaglært Forbund: 3F Tillidshverv: Sikkerhedsrepræsentant siden 1987, på fuld tid siden 1997, formand for 3F Djurslands miljø udvalg, tovholder på erfa-gruppe blandt virksomheder i Norddjurs, medlem af netværk for 3F sikkerhedsrepræsentanter og medlem af ergonomiudvalget i Grafisk BAR Familie: Gift og har to sønner og en svigerdatter Fritidsinteresser: Bøger – gerne om arbejdsmiljø – hus, have og familie E-mail: tommy.jensen.pilgaard@sca.com
På SCA Packaging i Grenå arbejdes der med at synliggøre sikkerhedsarbejdet. Allerede på virksomhedens parkeringsplads fokuseres på indsatsen mod arbejdsulykker. Sikkerhed står øverst på dagsordenen, når bestyrelsen i SCA Packaging i Grenå mødes, og den prioritering driver gennem hele organisationen til stor glæde for Tommy Pilgaard, der er engageret sikkerhedsrepræsentant på 22. år. - For mig handler det om, at vi alle skal trives på vores arbejde, og så har jeg den grundlæggende holdning, at alle har krav på at komme hele hjem fra arbejde. Hvis folk bliver nedslidte, så må det kunne gøres bedre, mener han. For 12 år siden blev han fuldtidssikkerhedsrepræsentant, da hans leder var træt af, at han sjældent var ved sin maskine, men brugte arbejdstiden på sikkerhedsspørgsmål. Enten skulle han ud eller også skulle han på fuld tid som sikkerhedsrepræsentant, forlangte lederen. Og så blev der indgået en lokal aftale om, at de 14 sikkerhedsrepræsentanter hvert andet år har ret til at vælge en sikkerhedsrepræsentant, som fungerer på fuld tid. Lige siden er valget faldet på Tommy Pilgaard. Hver dag går han en tur rundt på arbejdspladsen for at tale med kollegerne og tage dagstemperaturen på både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. - Det er selvfølgelig ikke alle i en afdeling, som svinger godt sammen, men mit udgangspunkt er, at vi alle som minimum skal omgås hinanden i en god tone og respektere hinandens arbejde. For det gør alt andet lige livet noget lettere, forklarer han. Svære samtaler i gulvhøjde Han har oplevet, hvordan arbejdet som sikkerhedsrepræsentant har ændret sig fra at være noget, som handlede om støj, røg og møg, til nu hovedsagelig at handle om psykisk arbejdsmiljø. Hos SCA Packaging er det psykiske arbejdsmiljø nemlig ikke lagt i hænderne på en HR-afdeling, men bliver taget i gulvhøjde. Det betyder blandt andet, at han sammen med en sikkerhedsleder, tillidsmand og teamleder taler med alle medarbejdere, som har været syge i mere end 14 dage, for at finde ud af, hvordan de stille og roligt kan komme i arbejde igen. - Det, at vi tager sådan noget som arbejdsfastholdelsessamtaler på et lidt lavere niveau, tror jeg virker bedre. Vi har et meget lavt sygefravær med et korttidsfravær på 2,5 procent, og jeg oplever, at folk kommer på forkant inden en operation og gerne vil aftale, hvordan de kan komme tilbage på arbejde. Så tilliden er stor, fortæller han. Ingen ulykker i et år SCA Packaging arbejder mod nul arbejdsulykker, og da <strong>CO</strong>-<strong>Magasinet</strong> taler med Tommy Pilgaard, har virksomhedens tavle registreret 393 dage uden ulykker, der medførte sygefravær. Det er første gang i de 44 år, som virksomheden har eksisteret, at det er sket. - Vi arbejder meget systematisk med tingene. En gang om måneden mødes jeg med alle sikkerhedsrepræsentanterne, og vi ser på, hvilke problemstillinger der er, og hvad APV’en siger, at vi skal arbejde med. Det betyder, at hvor sikkerhedsrepræsentanterne før har passet hver sit, så hjælper de nu hinanden. Vi kører på tværs af afdelingerne, og det har virkelig rykket på det psykiske arbejdsmiljø, fordi sikkerhedsrepræsentanterne går foran og viser, hvordan man samarbejder, siger Tommy Pilgaard. Samtlige medarbejdere har fået en lille lommebog, hvor de kan registrere alle potentielle muligheder for en arbejdsulykke, som de oplever, samt en opsang fra ledelsen om, at man ikke vil se nogen komme til skade på jobbet. - Vi har fået indrapporteret alt lige fra noget, der ligger på gulvet, til manglende sikkerhedsanordning på en maskine. I år har vi fået 551 indberetninger, og indtil videre er 543 løst. Jeg tror, at vi er nået så langt i vores arbejde, at vi har fået fat i adfærden blandt kollegerne. Folk tænker på sikkerhed i deres arbejde og gør ikke længere noget tåbeligt, selv om det er lettere, siger Tommy Pilgaard. SCA Packaging SCA Packaging er en af Europas største udbydere af emballage i bølgepap og ejet af den svenske koncern Svenska Cellulosa Aktiebolaget SCA. SCA Packaging Danmark består af seks divisioner med 1.200 medarbejdere. I Grenå er der cirka 300 ansatte. www.scapackaging.dk side 13