Brugerinddragelse – myter og fakta - Sikker Patient

TIDSSKRIFT FOR DANSK 

Sundhedsvæsen 

88. årgang / Nr. 1 / Februar 2012 

Dansk Selskab 

for ledelse i 

Sundhedsvæsenet 

■ TEMA: Patienter og pårørende 

som partnere

GODT NYT TIL 

EN ØM SKULDER 

De fleste får indimellem ondt i ryg, skulder eller nakke. 

Når det sker, har du bedst af at være aktiv og bevæge 

dine muskler og led – også selv om det gør ondt. 

Det viser forskningen. Aftal derfor med dine kolleger 

og ledelsen, hvordan I sammen kan skabe god fysisk 

trivsel på jobbet. 

Bevæg dig ind på jobogkrop.dk 

2 

TIDSSKRIFT FOR DANSK SUNDHEDSVÆSEN Februar / 1 / 2012

TIDSSKRIFT FOR DANSK 

Sundhedsvæsen 

Danish Health Care Journal 

88. årgang 1/2012 

Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen udgives 

af Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet 

ISSN: 0909-6388 

Henvendelse om medlemsoptagelse i DSS og om 

ændringer i medlemsregistrering rettes til: 

Sekretariatsleder Tove Krarup 

Tlf: 24 66 48 90 · E-mail: tovekrarup@mail.dk 

Artikler til TFDS: 

Se forfattervejledning på www.dssnet.dk 

Kommende deadlines: 

Martsudg.: 30.01.12 

Apriludg.: 27.02.12 

Majudg.: 26.03.12 

Redaktionsudvalg: 

Afdelingschef, cheflæge Hans Peder Graversen 

Sundhedsstaben, Region Midtjylland 

Tlf.: 78 41 23 00 

E-mail: hanspeder.graversen@stab.rm.dk 

Cheflæge Paul D. Bartels 

Faglig leder af 

Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram 

Tlf.: 87 28 49 70 

E-mail: paul.bartels@stab.rm.dk 

Oversygeplejerske, MPM Bente Dam 

Medicinsk afdeling 

Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Skive 

Hospitalsenheden Midt 

Tlf.: 22 13 43 90 

E-mail: bente.dam@viborg.rm.dk 

Kontorchef Ole Filip Hansen 

Region Midtjylland 

E-mail: o.hansen@stab.rm.dk 

Vicedirektør Jens-Otto S. Jeppesen 

Regional Udvikling, Region Syddanmark 

E-mail: jens-otto.s.jeppesen@regionsyddanmark.dk 

Projektchef, dr.med. Flemming Knudsen 

Region Nordjylland 

Tlf. 40 40 33 83 · E-mail: f.knudsen@rn.dk 

Økonomidirektør Peter Mandrup Jensen 

Region Hovedstaden 

E-mail: peter.mandrup.jensen@regionh.dk 

Indhold 

■ Synspunkt 

Et paradigmeskift er på vej / 5 

Af Bente Dam 

■ Sundhedsvæsenet lige nu 

Paradigmeskift – patienter bliver borgere / 6 

Af Lene Pedersen 

I patientens fodspor / 11 

Af Beth Lilja og Malene Vestergaard 

Tre sygehusledere gik i patientens fodspor / 14 

Af Kirsten Bjørnsson 

Pårørende er en ressource – brug dem / 17 

Af Lotte Fonnesbæk og Elisabeth Brøgger Jensen 

Brugerinddragelse – myter og fakta / 21 

Af Anette Wandel og Morten Freil 

Patientengagement nytter i DNU / 25 

Skal patienten kun være sleeping partner / 31 

Af Erik Riiskjær og Niels Henrik Hjøllund 

Afdelingschef Vagn Nielsen 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet 

Tlf.: 72 26 94 91 · E-mail: vn@sum.dk 

Konsulent John Arne Sørensen 

Tlf.: 30 28 46 25 

E-mail: johnarnesorensen@gmail.com 

Redaktion: 

Hans Peder Graversen 

Ansvarshavende redaktør 

og formand for redaktionsudvalget 

Beth Werner 

Journalist/redaktionssekretær 

E-mail: freefyn@mail.tele.dk 

Abonnement: Civiløkonom Holger Skott 

Tlf.: 22 16 25 69 · E-mail: fam.skott@mail.dk 

Kr. 968,75 incl. moms pr. år for 8 udgaver 

Annoncer: Dansk Mediaforsyning ApS 

Klamsagervej 25 1 , 8230 Åbyhøj 

Tlf. 70 22 40 88 · E-mail: gre@dmfnet.dk 

Grafisk produktion og tryk: GCL 

Jernbanegade 7, 5550 Langeskov. Tlf. 63 38 39 40 

Forsidefoto:Alice Brask er som deltager i DNU-Panelet en 

af de 214 patienter og pårørende, som ønsker at være med 

til at sætte deres fingeraftryk på Det Nye Universitetshospital 

i Aarhus. Alice Brask er desuden medlem af Sundhedsbrugerrådet 

i Region Midtjylland. 

TIDSSKRIFT FOR DANSK SUNDHEDSVÆSEN Februar / 1 / 2012 3

Kan vi bytte 

Vi får din e-mailadresse 

– og du får et e-TFDS 

Kære medlem og abonnent 

I sidste udgave af Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen - december 2011 

– skrev vi i synspunktet, at udgaven var den sidste papirudgave af TFDS. 

Premieren på e-TFDS var sat til februar 2012. Den bliver vi nødt til at udsætte. 

Vi er nemlig desværre meget langt fra at have alle jeres e-mailadresser. 

Og de er nødvendige, før vi kan søsætte e-TFDS. 

Derfor vil vi gerne opfordre dig/jer til at maile din/jeres e-mailadresse til 

DSS sekretariatet: 

tovekrarup@mail.dk 

På forhånd tak 

Redaktionen 

Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen 

4 


Et paradigmeskift er på vej 

Af Bente Dam 

Oversygeplejerske, MPM 

Medlem af redaktionsudvalget, 

DSS 

Vi har efterhånden gennem mange år arbejdet med udvikling af den organisatoriske, 

faglige og patientoplevede kvalitet i det danske sundhedsvæsen. 

Gennem en central styring og målrettet indsats i alle regioner har intentionerne 

bag Den Danske Kvalitetsmodel vist sin berettigelse og medvirket til 

væsentlige kvalitetsforbedringer på landets hospitaler. Der har primært været 

fokus på optimering af den organisatoriske og faglige kvalitet og kun i 

mindre omfang været arbejdet med udvikling af den patientoplevede kvalitet. 

Gennem landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelser har vi modtaget 

tilbagemeldinger om de leverede ydelser som borgerne og patienterne 

har modtaget, men kun i meget begrænset omfang hvilke forventninger de 

har til os i fremtiden. 

Patientforeningerne bidrager ofte sporadisk gennem enkeltstående patientsager, 

og sikrer dermed den demokratiske samfundsdebat på landsplan 

gennem fokusering på borgerne og patienternes rettigheder. At sikre lokale 

initiativer kræver derimod flere ressourcer, end patientforeningerne råder 

over. 

På regionalt plan er det meget forskelligt i hvilket omfang der systematisk 

har været arbejdet med inddragelse af borgere og patienter samt pårørende. 

Lokale initiativer på hospitalerne er ofte båret af tilfældigt engagement 

blandt ildsjæle og ikke gennem en bevidst strategisk målsætning. 

Borgerne, patienterne og de pårørende har i fremtiden nogle helt andre 

forventninger til os. Et paradigmeskift er derfor på vej. 

På landsplan igangsættes aktuelt en lang række initiativer som skal medvirke 

til at understøtte denne udvikling. Den Danske Kvalitetsmodel – version 

2 som netop nu er i høring indeholder en lang række nye akkrediteringsstandarder. 

Standarderne omhandler dels inddragelse af patienter og 

pårørende som ligeværdige partnere i behandlingsforløbet og dels inddragelse 

af borgerne i udvikling og tilrettelæggelse af sygehusets ydelser. Disse 

nye standarder vil fremskynde processen og stille de fagprofessionelle overfor 

en række nye spændende udfordringer. 

På landsplan arbejdes der i de enkelte regioner med udvikling af nye 

strategier på området. I Region Midtjylland er kvalitetsstrategiens udviklingsspor 

udvidet til også at omfatte patienten som partner. I den forbindelse 

planlægges aktuelt en række nye veje. Veje som dels skal fastlægge helt 

konkrete retningslinjer for at sikre det bedst mulige patientforløb og dels 

være med til at udvikle nye IT-understøttende foranstaltninger. 

De overordnede rammer er lagt, og det er nu op til lederne i det danske 

sundhedsvæsen at bevise at vi reelt vil samarbejdet med borgerne, patienterne 

og de pårørende. 

Vores kolleger i de andre skandinaviske lande er for øvrigt et lille skridt 

foran os, når det gælder aktiv brugerinvolvering. Så kig nordpå og bliv inspireret 

af deres mangeårige erfaringer og resultater. 

Når det er sagt, vil jeg gerne fremhæve, at der rundt omkring i vores 

hjemlige sundhedsvæsen lige for øjeblikket er gang i rigtige mange nye og 

spændende initiativer. 

I dette temanummer har vi fornøjelsen af at præsentere nogle af dem. 

Forhåbentlig vil de alle og tilsammen medvirke til, at det forestående og 

nødvendige paradigmeskift i det danske sundhedsvæsen bliver en realitet. 

SYNSPUNKT 


TEMA 

Paradigmeskift 

– patienter bliver borgere 

Kalder på helt ny rollefordeling mellem 

sundhedspersonale og patienter/borgere 

SUNDHEDSVÆSENET LIGE NU 

Af Lene Pedersen 

Der tales meget om, at 

sundhedssektoren har 

brug for innovation og 

nytænkning, fordi muligheder 

for behandling og 

behov for pleje vokser 

langt hurtigere end vores 

økonomiske formåen. 

Sundhedsvæsenet står 

med voldsomme udfordringer, 

som der ikke findes 

svar på, hvis vi nøjes 

med at benytte de traditionelle 

ledelsesredskaber. 

Ledere befinder sig i et krydspres 

af krav til kvalitetsløft, øget 

produktivitet, at sikre god trivsel 

og skabe bedre rammer for 

deltagelse af patienter og pårørende. 

Men det er ikke muligt 

at indfri alle forventninger til 

bedre kvalitet og øget behandling 

med flere personaleressourcer. 

Det kalder på en nytænkning 

om, hvordan vi fordeler 

ansvaret for sundhed og behandling 

af sygdom, og hvordan 

vi organiserer vore sundhedsydelser. 

Der er brug for et 

paradigmeskifte ikke blot i forhold 

til, hvilke behandlinger vi 

skal tilbyde, men nok så meget i 

forhold til hvilke forventninger 

vi som borgere kan have til 

sundhedsvæsenet, samt hvilke 

krav sundhedsvæsenet fremover 

bør stille til os som patienter og 

borgere. 

Væksten i antallet af borgere 

med kronisk sygdom betyder, at 

tankegangen om det offentlige 

som leverandør af serviceydelser 

ikke længere er holdbar. Vi 

har gennem velfærdssamfundets 

udvikling vænnet os til at 

betragte sundhedsvæsenet som 

noget, der til enhver tid skulle 

servicere os, når vi bliver syge. 

Men den forståelse er ikke 

længere nogen selvfølge. Sundhedsvæsenet 

alene har ikke løsningen 

og svaret på et godt 

(nok) liv med kronisk sygdom, 

som stadig flere af os får. Derimod 

vil vi i højere grad blive 

mødt med krav til, hvad vi som 

patienter selv skal gøre. Som 

borgere kommer vi til at tage 

større ansvar for egen sundhed 

og behandling. Der er brug for 

en nytænkning om, hvad det indebærer 

at være patient og pårørende, 

og der er tegn på, at et 

paradigmeskift er på vej. 

Fra modtager af behandling 

til samarbejdspartner 

Et paradigmeskift betegner et 

skift fra en tænkemåde til en 

anden. Det kunne vise sig i en 

ændring i synet på patienten 

som en »modtager af behandling« 

til at betragte borgeren 

som en samarbejdspartner, der 

yder et bidrag. Fx at vi kan få 

tilbudt fysisk træning som alternativ 

til en rygoperation eller 

aktivt at ændre kost, som supplement 

til en fedmeoperation. 

Lad os se på, hvor vi ser tegn på 

et paradigmeskift inden for 

sundhedssektoren, hvad der karakteriser 

det, og hvilke konsekvenser 

det kan få. 

Aktive patienter er et af tegnene 

på, at et nyt paradigme er 

på vej i sundhedssektoren. Patienter 

og pårørende sidder ikke 

længere i venteværelset og 

venter på, at det bliver deres 

tur. De er blevet aktører, som 

handler selvstændigt i mødet 

med det professionelle sundhedsvæsen. 

Og de har noget at 

have deres nye roller i: med 

nettet og de sociale medier har 

de fået redskaber, som giver adgang 

til viden og skaber helt 

nye muligheder. 

De kan finde information 

om sygdom og behandlingsmuligheder, 

som gør dem i stand 

til at foretage valg og øve indflydelse 

på egen behandling på 

måder, som ikke var mulig for 

bare 10 år siden. 

Et andet tegn på det nye paradigme 

er nye måder at betragte 

pleje- og omsorgsydelser 

på. I de fleste af landets kommuner 

sker der i disse år en 

omlægning af ældreplejen fra at 

være baseret på standardydelser 

til at tage udgangspunkt, i hvordan 

borgeren gennem træning 

kan blive mere selvhjulpen. 

I fx Odense Kommune betyder 

»træning som hjælp«, at 

borgerne tilbydes individuel 

træning for at genopbygge færdigheder, 

der gør borgeren i 

stand til selv at klare dagligdagen. 

Det er udtryk for et mere 

fleksibelt syn på borgeren, – et 

6 


tab i funktionsevne behøver ikke 

at være permanent, men ses 

som noget der kan påvirkes. 

Samme tendens ses i forhold 

til borgere med kronisk sygdom, 

hvor der mange steder arbejdes 

på at gøre borgerne mere 

selvhjulpne ved indførelse af 

telemedicinske løsninger. 

Sammenhæng efterspørges 

mere og mere 

Et tredje tegn på det nye paradigme 

er, at den hidtidige organisering 

og struktur i sundhedsvæsenet 

er under opbrud. 

Opdelingen i en primær og sekundær 

sektor udfordres af 

øget efterspørgsel efter sammenhængende 

løsninger. Den 

del af sundhedsopgaverne, som 

skal løses i det nære sundhedsvæsen 

(og som kommunerne fra 

2007 fik ansvar for) er voksende. 

Det der efterspørges mest af 

patienter og pårørende er sammenhæng 

i forløb. Det peger 

på, at kommende løft i kvalitet 

og patientsikkerhed vil være afhængig 

af løsninger, som skaber 

mere sammenhæng, hvilket også 

telemedicinske løsninger og 

kortere indlæggelsestider er udtryk 

for. Akutområdet er ved at 

blive reorganiseret – alt sammen 

noget, der nødvendiggør 

et tættere samarbejde mellem 

sektorerne. Alle er enige om, at 

der er brug for nye løsninger og 

samarbejder på tværs af sektorerne, 

men hidtil tænkes patienter 

og pårørendes ressourcer 

kun i begrænset omfang 

med. 

Det nye paradigme kan således 

karakteriseres af tre faktorer: 

1) mere aktive og vidende 

patienter, 2) en tendens til at 

patienter/borgere får mere ansvar 

for egen sundhed/behandling 

og 3) forventninger om 

bedre sammenhæng i behandlingsforløb 

på tværs af sektorer. 

Men hvilken betydning får det 

nye paradigme, og hvilke muligheder 

giver en ny tænkning 

om borgerens ansvar for sundhed 

og behandling 

Fra 

Fokus Patient/diagnose Borger/tilstand 

Rationale Behandling Samarbejde 

Forløb Standardiseret Fleksibelt, individorienteret 

Organisationsform 

Professionelle roller 

Monosektoriel, specialer, 

hierarki 

Faglig ekspert 

Uudnyttede ressourcer 

Kompleksiteten i sundhedssektoren, 

der bl.a. er en følge af 

opdelingen i sektorer og specialer, 

er en af de væsentligste 

kilder til kommunikationsbrist, 

fejl og mangler i patientsikkerhed. 

Forskning viser, at patientovergange 

hører til blandt de 

potentielt mest risikofyldte procedurer 

indenfor sundhedssektoren. 

En Phd-afhandling af Inger 

Margrete Dyrholm Siemsen 

(2011) identificerede otte faktorer, 

som har væsentlig indflydelse 

på kvaliteten i overgange: 

kommunikation, information, 

organisation, infrastruktur, 

professionalisme, ansvar, teamopmærksomhed 

og kultur. Flere 

af disse felter er netop områder, 

hvor patienter og pårørende 

allerede er uhyre aktive. De 

kommunikerer indbyrdes og 

udveksler erfaringer, de søger 

information og de tager ansvar. 

Patienter efterspørger sammenhæng 

og er kritiske overfor 

sundhedssystemets evne til at 

håndtere overgange. Den 

landsdækkende undersøgelse 

af Patientoplevelser (2009) viser, 

at 19,3% af patienterne efter 

udskrivelsen vurderede, at 

deres egen læge var dårligt eller 

virkelig dårligt orienteret 

om, hvad der var sket under 

indlæggelsen. 

Patienter og pårørende udgør 

en uudnyttet ressource – de 

eneste, som oplever hele forløbet. 

De ser forløbet fra en anden 

position end de professionelle 

og er ikke bundet af et 

Til 

Tværsektoriel, netværk 

Sparringspartner 

og konsulent 

Kommunikation Patientjournal, breve Nettet, mobil 

speciale-fokus eller af systemets 

procedurer. De har dermed 

unik viden om, hvad der sker i 

overgangene. Derudover har 

de specifik viden om egne 

(brugernes) behov, ønsker og 

ressourcer. De spiller i forvejen 

en afgørende rolle for at få deres 

egen behandling til at hænge 

sammen. Patienter og pårørende 

kan opleve, at de får rollen 

som ufrivillig »forløbskoordinator«. 

Når de ikke inddrages 

i koordineringen mellem 

enheder og sektorer og om fordelingen 

af ansvaret betyder 

det, at patienter og pårørende 

ikke får redskaberne til selv at 

tage deres del af ansvaret. 

Det er klart, at borgeren har 

ansvaret for egen sundhed og 

behandling i det øjeblik, vedkommende 

går ud ad døren. 

Men for at kunne varetage det 

ansvar på kompetent vis, er det 

nødvendigt at de mange specialister, 

som er involveret i patientens 

behandling, samarbejder 

og kommunikerer om, 

hvad de selv gør, og hvad de 

forventer, at patienten gør. 

Med den specialisering og 

kompleksitet, som sundhedssektoren 

har, er det »ideelle 

sammenhængende patientforløb« 

formentlig sjældent. Men 

hvis borgeren bliver en del af 

organiseringen som ansvarlig 

samarbejdspartner, åbner det 

nye muligheder for at skabe oplevelser 

af helhed. 

Vi skal væk fra ydelsesog 

serviceprincippet 

Vores forestillinger om patien- 


TEMA 


TEMA 


ter kendetegnes i dag af, at de 

søger viden, ønsker valgmuligheder, 

er bevidste om deres 

rettigheder og har høje forventninger 

til sundhedsvæsenet. 

Det er ikke muligt, at levere 

løsninger og ydelser i forhold 

til uendeligt voksende forventninger 

fra patienterne. 

Vi befinder os midt i en 

transformation af, hvordan vi 

deler ansvaret for sundhed og 

sygdom. Det er nødvendigt at 

ændre synet på, hvad patienter 

og borgere kan bidrage med. 

De er helt nødvendige samarbejdspartnere 

i at skabe sammenhæng 

og kvalitet i forløbet. 

Udfordringen er, at indretningen 

af sundhedssektoren ikke 

er fulgt med denne nye tankegang. 

Sundhedsaftalerne er et eksempel 

på et paradoks i udviklingen 

af bedre sammenhæng i 

forløb. De er på den ene side et 

særdeles vigtigt redskab i udviklingen 

af bedre sammenhæng 

og øget kvalitet på tværs 

af sektorer. Men patienter og 

pårørende er kun i begrænset 

omfang tænkt ind, de skal informeres 

og inddrages, men de 

ses ikke som samarbejdspartnere, 

der kan påtage sig et ansvar 

og bidrage til sammenhæng 

i forløbet. 

Gentænkning af sundhedsvæsenets 

opgave indebærer et 

nyt syn på borgerne som bidragydere 

og samarbejdspartnere, 

som man kan stille krav 

til. De fleste ønsker i så høj 

grad som muligt at være selvhjulpne 

og holde kontakten 

med sundhedsvæsenet på et 

minimum. 

Men tankegang og organisering 

af behandling er alt for 

ofte tilrettelagt ud fra princippet 

om, at alle patienter skal 

have samme behandling og 

kan følges ved kontrolbesøg 

med faste intervaller. Den tankegang 

fungerer ikke længere. 

Det betyder, at vi skal væk fra 

ydelsesog serviceprincippet 

og hen imod borgerens eget 

ansvar. Det kan vende op og 

ned på vante »konsultations«- 

tankegange og traditionelle opfattelser 

af, hvordan behandling 

kan forløbe. Nettet, nye 

teknologier og patienters aktive 

valg forandrer kommunikation 

og relationer mellem borgere 

og professionelle på sundhedsområdet. 

»Epitalet« – et helt nyt 

tilbud til kronikere 

Hvordan kan man forestille sig, 

at sundhedsvæsenet var organiseret, 

hvis det tog afsæt i borgerens 

behov og med borgeren 

som aktiv deltager, hvis borgeren 

lever med kronisk sygdom 

»Epitalet« er et koncept for 

en ny type organisering ud fra 

en tankegang om, at borgeren 

skal have en afgørende og aktiv 

rolle i eget behandlingsforløb. 

Princippet er, at give borgeren 

flest mulige redskaber til selv at 

håndtere livet med kronisk sygdom 

ved at skabe én indgang 

fra borger til behandlingssystem, 

skabe tilgængelighed til 

information og data om behandling 

for alle aktører og lade 

behandlingen foregå på borgerens 

egen bane i eget hjem. 

»Epitalet« er et forsøgs- og 

forskningsprojekt, som starter 

Fakta om Epitalet 

op i begyndelsen af 2012 med 

geografisk forankring i Lyngby-Tårbæk 

Kommune, som vil 

give de første 6 KOL-patienter 

tilbud om at deltage i projektet. 

Men hensigten er, at udvide patientgruppen 

hurtigt, og at 

redskaberne udvikles generisk 

til flere kroniske sygdomme. 

Borgeren får med en enkel 

opkobling (patientstation med 

internet) et redskab til selv at 

overvåge og følge sin egen tilstand 

og udføre en række målinger 

(fx blodtryk, lungefunktion, 

puls mm.) samt beskrive 

niveau i symptomer og vurdere 

sin egen tilstand. 

»Epitalets« tilstandsværktøj 

gør det muligt for borgeren og 

for sundhedspersonale at 

handle og navigere i forhold til 

symptomer og forværring af 

sygdommen. Værktøjet omsætter 

borgerens data til en samlet 

vurdering af tilstanden. Det giver 

grundlag for at tilpasse behandlingen 

efter den enkelte 

patients tilstand, når den svinger 

op og ned. Når tilstanden 

er god (»grønt felt«) varetager 

borgeren ansvaret fuldt ud og 

tilbydes information om sund 

livsstil, undervisning og deltagelse 

i patientnetværk. Ved for- 

Målgruppe: 

Borgere med KOL i første omgang, men på sigt et generisk koncept rettet 

mod borgere med kronisk sygdom. 

Principper: 

Borgeren har hovedansvaret 

En indgang til sundhedsvæsenet 

Behandling i borgers eget hjem 

→ 

→ 

→ 

Redskaber: 

Patientstation, selvmonitorering, 

tilstandsværktøj 

Epicallcenter bemandet med 

specialuddannede sygeplejersker 

og specialister i bagvagtsfunktion 

24/7 

Udgående team, behandlingsplan 

Deltagere: 

Frederiksberg Hospital, Lyngby-Taarbæk Kommune, Københavns Kommune, 

Danske patienter, Danmarks Lungeforening, Københavns Universitet, DTU, 

Teknologisk Institut, Ingeniørhøjskolen Ballerup, Viewcare, Pallas Informatik, 

DM-software, Logica, KMD, SAS Institute, Sund Dialog, Appinux, Epi-home 

m.fl. 

8 


værring af tilstanden («gult 

felt«) får borgeren sundhedsfaglig 

støtte til at undgå en potentiel 

forværring, og indtræffer 

en kritisk forværring af tilstanden 

(»rødt felt«) vil sundhedsprofessionelle 

overtage 

overvågning og behandling. 

Tankegangen er således hele 

vejen baseret på patient »empowerment«, 

og på at borgeren 

tager mest muligt ansvar, og at 

man skaber tryghed ved at give 

patienten adgang til professionel 

ekspertise døgnet rundt. 

Projektet nedbryder sektorgrænserne 

ved at organisere 

sig med én kontaktflade til borgeren, 

ligesom der skabes tilgængelighed 

af data i åbne IT 

systemer. Epitalet giver hermed 

bud på nye svar på sundhedsvæsenets 

udfordringer ved at 

lade borgerens individuelle behov 

og formåen være drivkraften. 

Det giver store udfordringer 

til udviklingen af behandling 

og redskaber. At give borgeren 

en så aktiv rolle stiller store 

krav til samarbejde og kommunikation 

om, hvad borgeren 

selv gør, og hvilken støtte sundhedspersonalet 

skal varetage. 

Organiseringen skal etablere 

gode rammer for, at borgerne 

som samarbejdspartnere deltager 

i den videre udvikling. Blot 

det at patienterne ses som »borgere« 

illustrerer, hvordan tankegangen 

udgør et brud med 

vores traditionelle opfattelse af 

sundhed og sygdom. 

Det anviser nye principper 

for, hvordan behandling vil blive 

organiseret fremover og udgør 

derved et bud på, hvad et 

nyt paradigme kan betyde for 

sundhedssektoren og for opfattelsen 

af, hvilket ansvar vi som 

borgere har for sundhed og 

sygdom. Disse kunne være: 

Borgeren som samarbejdspartner 

og bidragyder 

Tværgående organisering – 

opblødning af sektorgrænser 

Behandling tæt på borgeren 

– undgå indlæggelse 

Lene Pedersen. Indehaver af konsulentvirksomheden 

whatif. Forfatter til bogen 

»Patientinddragelse, – refleksion, læring innovation 

og ledelse«, Hans Reitzels Forlag. 

Solid erfaring indenfor ledelses- og organisationsudvikling, 

specialisering i bruger- og 

patientinddragelse samt tværfagligt og tværsektorielt 

samarbejde, 10 års erfaring som 

HR konsulent i Novo Nordisk, brænder for 

at skabe bedre rammer for brug af borgernes 

ressourcer og udvikling af ledelse på tværs 

af faggrænser og sektorer. Master i Organisationspsykologi 

og i Voksenuddannelse. 

lene@whatif.dk 

Telemedicin som murbrækker 

for ny rollefordeling 

Det nye paradigme peger i retning 

af stadig mere behandling 

i det nære sundhedsvæsen og 

tættest muligt på borgeren. 

Fremtidens patienter skal ikke 

indlægges, men »udlægges« i 

eget hjem. Vi skal lære af patienternes 

adfærd og bruge udviklingen 

af ny teknologi som 

murbrækker til at forny tankegangen 

om, hvordan sundhedsydelser 

organiseres med borgerne 

som deltagere. 

Vi skal se med friske øjne 

på, hvilke opgaver, som er vigtigst 

for sundhedssektoren at 

løse, og hvordan de løses med 

bedre brug af patienternes 

kompetencer. Vi skal tænke i 

løsninger, hvor borgeren tager 

ansvar og indgår i samarbejdet. 

Men ved sundhedsvæsenet 

ikke allerede fra kontakten 

med patienterne, hvad de har 

behov for Er det ikke det, som 

professionelle i forvejen har 

forstand på Nej! Der er forskel 

på den sundhedsfaglige viden 

og fortolkning af patienters behov 

og patienternes egne oplevelser. 

Den viden og de nye løsninger, 

som vi er på vej til at 

(op)finde, skal udvikles i et 

samarbejde mellem sundhedspersonale 

og borgere. 

Pointen er, netop, at de nye 

løsninger ikke findes, hvis vi 

kun kigger indenfor sundhedssektorens 

egne rammer og med 

sundhedsfaglige briller. Vi har 

brug for at tænke ud af boksen 

– se med borgernes øjne og 

samarbejde om udvikling af 

nye løsninger, nye organiseringer 

og roller. 

Når borgerne får redskaber 

til at være mere selvhjulpne, vil 

opgaverne som læge og sygeplejerske 

ændre sig i retning af 

mere vejledning og dialog. Ikke 

sådan at ekspertrollen forsvinder, 

men borgere vil efterspørge 

sparring og kvalificeret 

rådgivning for selv at kunne tage 

beslutninger på et informeret 

grundlag. 

Der er fortsat mange aspekter 

af telemedicinske løsninger, 

som ikke er fuldt belyst, herunder 

konsekvenser for håndtering 

af patientsikkerhed. Men 

de giver borgerne nye muligheder 

for, at borgerne kan spille 

en større rolle i eget forløb. Udvikling 

af telemedicinske løsninger 

kan bane vejen for nye 

rollefordelinger mellem sundhedspersonale 

og borgere og 

åbne døre for mere produktiv 

tværfaglig koordinering og 

samarbejde mellem specialer 

og sundhedsprofessioner. 

Feedbackkultur 

Sundhedsvæsenet befinder sig 

på en brændende platform, 

hvor det er nødvendigt at foretage 

valg. Vi skal have dialog 


TEMA 


TEMA 

om og nytænkning af samfundets 

ydelser på sundhedsområdet 

og udvikle samarbejds- og 

organiseringsformer, sociale 

fællesskaber og uddannelse, 

som muliggør, at vi som borgere 

tager et større ansvar. 

Valget indebærer forståelse 

af, at inddragelse af borgeres 

ressourcer er en nødvendig og 

vigtig del af opgaven. Der er 

brug for en kultur, som fremmer 

samarbejde om ansvarsdelingen, 

og som inviterer til 

feedback fra patienter og pårørende. 

En feedbackkultur kan 

udgøre rammen for udvikling 

af de nye former for samarbejde 

mellem sundhedsprofessionelle, 

patienter og pårørende, 

som skal løfte kvalitet og sammenhæng 

i behandling. 

Der er et stort potentiale i 

inddragelse af borgere i samarbejde 

mellem sektorer ved at 

benytte sundhedsaftalerne som 

redskab. Vi ser flere eksempler 

på nye organiseringer på tværs 

af sektorerne: fx sundhedshuse, 

nye kommunale tilbud som udvikles 

i tæt samarbejde med og 

»flytter ind« på sygehuse samt 

borger-IT-portaler, som gøres 

tilgængelige på tværs af sektorer. 

Der er også i Sundhedsaftalerne 

tendens til øget fokus på 

patienters deltagelse og individuelle 

behov i patientforløb. Fx 

bruger Region Syddanmark og 

regionens 17 kommuner Sundhedsaftalen 

som IT-baseret 

samarbejdsredskab for sammenhængende 

patientforløb 

med en klar opgave- og ansvarsfordeling 

ved indlæggelse 

og udskrivning, og hvor inddragelse 

af borger/patient sættes 

i centrum. 

De foreløbige erfaringer peger 

således på, at vi kan slå to 

fluer med et smæk, hvis vi går 

efter digitale løsninger, som gøres 

tilgængelige for borgere og 

fungerer på tværs af sektorgrænser. 

Fælles fysiske rammer 

kan også skabe sammenhæng i 

ydelserne på tværs af sektorer 

og fremme udvikling af fælles 

redskaber. 

Ledelse og vilje 

skal bane vejen 

Men vi skal blive bedre til at 

lære af det borgerne allerede 

gør og skabe rammer, som gør 

det lettere for dem at tage ansvar 

og bidrage. Mange borgere 

vil gerne gøre mere, hvis de får 

de rette redskaber. Som de eneste, 

der oplever hele forløbet, 

kan de bidrage til at skabe sammenhæng 

og helhed i behandling 

og medvirke til at bygge 

broer over grænserne. 

Et nyt paradigme betyder 

styrket samarbejde mellem 

sundhedsprofessionelle fag i 

retning af øget tværfaglighed, 

nye ansvarsfordelinger og tværgående 

kompetencer. Det består 

i en ny forståelse af patientens 

ressourcer, hvor patientens 

pårørende og sociale liv og netværk 

tænkes med. De er en del 

af fremtidens løsninger. En 

feedbackkultur tillægger patient- 

og borgersamarbejde øget 

værdi, og det vil påvirke og ændre 

de sundhedsprofessionelle 

kulturer i retning af tværfaglighed, 

fokus på det hele menneske 

og sammenhæng. 

Borgerens ansvar vil kunne 

bidrage til at styrke helhed og 

sammenhæng, som kan blive 

omdrejningspunkt for øget 

tværorganisatorisk samarbejde 

og koordinering. 

Der skal ledelse og vilje til 

at drive en udvikling, der baserer 

sig på »borgernes ressourcer« 

som værdi. Det betyder en 

udfordring af ekspert-tankegangen, 

men det kan bidrage 

til at skabe sammenhæng og 

mening såvel tværfagligt som 

på tværs imellem professionelle 

og borgere. 

Ledelse af en feedbackkultur 

betyder derfor, at patientog 

borgerinddragelse bliver en 

del af opgaven. Og det betyder, 

at borgerne fremover i højere 

grad vil sætte deres præg på 

kulturer og samarbejdsformer i 

sundhedssektoren. 

Litteratur 


• Damsgaard, Knud, kronik i Berlingske Tidende, januar 2010. Danske Regioner, 2011, 2. Udgave, »Kvalitet i Sundhed«. 

• Indenrigs- og Sundhedsministeriet, maj 2011, »Øget fokus på gode resultater og bedste praksis på sygehusene«. 

• Kirk, Katrine: »Sammenstød eller samarbejde mellem læger og »Googlere«, Ugeskrift for Læger, 2011; 173(34)2072. 

• http://www.sikkerpatient.dk/professionelle/redskaber/patientinvolvering/feedback-postkort.aspx 

• Mandag Morgen, nr. 37/2011, »Patienten er direktør i fremtidens sundhedsvæsen«, Kalle Jørgensen. 

• Pedersen, Lene: »Patientinddragelse, refleksion, læring, innovation og ledelse«. Hans Reitzels Forlag, 2011. 

• SAM:BO, Samarbejde om borger/patientforløb, Samarbejdsaftale mellem kommuner og region om borger/patientforløb 

iRegion Syddanmark. www.regionsyddanmark.dk/wm258038 

• Siemsen, Inger Margrete Dyrholm et al: »Der er mange sikkerhedsrisici ved patientovergange«, Ugeskrift for Læger, 

2011; 173(20): 1412-1416. 

• Sig, Bente, kronik i Politiken, d. 29.12.11 

• http://telemediciner.dk/tema/2010/dskt-aarsmoede-2010-tvaersektoriel-telemedicin 

• Tholstrup, Jørgen: »Kliniske Mikrosystemer«, Danske Regioner, 2010, 2. udgave. 

• Tone Høydalsvik: »Åbne samtaler, – patienter og pårørende bliver set, hørt og inddraget tidligt i forløbet«. 

Region Syddanmark: Bruger- og patientinddragelse, 2011. 

• www.helbredsprofilen.dk, Region Sjælland. 

10 


»I patientens fodspor« 

Er både et ledelsesredskab og -budskab 

TEMA 

Af Beth Lilja og 

Malene Vestergaard 

»Walk in like you own this 

place« står der på Marriott 

hotelkædens nøglekort. 

Det er et klart budskab 

om, at hotellerne er 

til for gæsterne. Sundhedsvæsenet 

er også til 

for patienterne – for man 

kan med god ret sige, at 

sundhedsvæsenet ejes 

af den danske befolkning. 

Desværre er det 

langt fra altid, at man oplever 

det som patient. 

For at gøre det lettere at sætte 

den dagsorden har Dansk Selskab 

for Patientsikkerhed udviklet 

redskabet »I patientens 

fodspor« (1). I al sin enkelhed 

går det ud på, at en topleder fysisk 

følger en patient i nogle timer 

eller eventuelt en hel dag. 

Det kan være på indlæggelsesdagen, 

til en ambulant undersøgelse, 

på operationsdagen eller 

lignende. 

Hovedformålet er meget 

konkret at vise, at det ligger 

topledelsen rigtig meget på sinde 

at få indtryk af, hvordan mødet 

med sundhedsvæsenet forløber 

set med patientens øjne. 

• Er forløbet tilrettelagt ud fra patientens 

behov 

• Bliver patienten og de pårørende 

set som en ressource 

• Bliver deres viden og erfaringer 

efterspurgt 

• Er de velkomne 

• Bliver de mødt med respekt og 

imødekommenhed 

Det er et stærkt signal, at 

topledelsen bruger noget af sin 

mest sparsomme ressource 

overhovedet, nemlig sin tid, på 

patientens oplevelser. Det sender 

budskabet til resten af organisationen 

om, at det netop 

er patienterne, sundhedsvæsenet 

er til for. 

»I patientens fodspor« er 

derfor først og fremmest et ledelsesredskab, 

der bruges til at 

fremme en kultur, der sætter 

patientinvolvering og empowerment 

på dagsordenen. Støder 

toplederen på uhensigtsmæssige 

forhold, der bør tages 

hånd om, er det klart, at afdelingsledelsen 

samtidig får en 

opgave med at rette noget til. 

Supplement til 

»Patientsikkerheds-runder« 

»I patientens fodspor« supplerer 

ledelsesredskabet »Patientsikkerhedsrunder« 

(2), hvor en 

topleder går en runde i et afsnit 

og efterspørger frontlinjemedarbejdernes 

oplevelser af 

sikkerhedsproblemer mv. Formålet 

er jo heller ikke her kun 

at identificere afdelingens sikkerhedsproblemer, 

men også at 

Faktaboks 

skabe en kultur, hvor sikkerhed 

er højt prioriteret. 

»Patientsikkerhedsrunder« 

har dermed et bredere fokus 

end de gennemgange af afdelinger, 

der sker som forberedelse 

til akkreditering. Her er det 

typisk kvalitetskonsulenter, der 

spørger ind til specifikke områder 

som fx medicinhåndtering, 

identifikation af patienter eller 

informeret samtykke med henblik 

på at identificere problemer 

og efterfølgende bistå med 

løsninger. 

»I patientens fodspor« er også 

forskellig fra »Skyggemetoden«, 

som Enhed for Brugerundersøgelser 

for nylig har 

oversat (3). Her er det ligeledes 

kvalitetskonsulenter, der »skygger« 

en patient gennem hele eller 

dele af indlæggelsesforløbet 

for at få indblik i, hvilke hensigtsmæssige 

og uhensigtsmæssige 

aspekter – set med patientens 

øjne – der er i indlæggelsesforløbet. 

Ikke undercover 

Nogle har spurgt, om »I patientens 

fodspor« er inspireret af 

TV programmer som fx Un- 

»I patientens fodspor« er en del af indsatsen »Sikker Patient – Patientinvolvering«, 

som er et samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed 

og TrygFonden. Formålet er at udvikle, afprøve og formidle redskaber, der 

fremmer øget patientinvolvering med henblik på at bidrage positivt til patienternes 

sikkerhed. 

Redskabet er ved at blive udvidet til »Fodspor på tværs«, hvor en leder 

følger en patient/borger på tværs af sektorer. Det kan fx være en topleder 

på sygehuset, som følger med en patient ud i hjemmet ved udskrivelse eller 

en kommunal topleder, som følger med en borger ind på sygehuset ved en 

indlæggelse eller et ambulant besøg. Redskabet vil formentlig også kunne 

anvendes ved overflytninger mellem sygehuse. 

Indsatsen kan følges på www.sikkerpatient.dk. 



TEMA 

dercover Boss. Det er det ikke. 

Dels er toplederen ikke undercover, 

men kendt med sit navn 

og titel for de involverede. Dels 

er det ikke medarbejdernes betingelser, 

der primært fokuseres 

på, men derimod patienternes. 

Andre har givet udtryk for, 

at toplederen får et falsk positivt 

indtryk af sundhedsvæsenet, 

når han eller hun ikke er 

undercover. Det kan selvfølgelig 

ikke udelukkes, at der enkelte 

steder vil være en mere 

høflig tone end vanligt, når 

den øverste chef er til stede. 

Men den grundlæggende tilrettelæggelse 

af forløbet, den faglige 

tilgang til at udnytte patientens 

og de pårørendes ressourcer, 

de fysiske rammer mv. 

vil være de samme. Alt dette 

ændres ikke af, at en topleder 

er til stede. 

En anden måde at se 

egen organisation på 

Metodisk er lederen i udgangspunktet 

observerende. Hvis det 

falder naturligt kan han/hun 

supplere med spørgsmål undervejs 

til patienten og de på- 

Figur 1. 

Forslag til fokusområder, der kan observeres undervejs 

Afspejler modtagelsen venlighed, inte resse, 

engagement samt andre værdier, som sygehuset 

ønsker at signalere 

Fx: 

• Bliver patienten budt velkommen ved ankomst 

• Er der en gensidig præsentation, øjenkontakt og håndtryk 

• Er der ro om modtagelsen 

• Er der unødig ventetid 

• Er forløbet tilrettelagt hensigtsmæssigt for patienten 

Udveksler og forstår patient og personale 

informationer om behandlingen 

Fx: 

• Sikrer personalet sig, at patienten har forstået den 

mundtlige og skriftlige infor mation 

• Efterspørger personalet relevante informati oner fra patient 

og pårørende 

• Følger personalet op på, om de har opfat tet informationerne 

fra patienten korrekt 

Afspejler samtale og kommunikation re spekt, 

imødekommenhed, samt at patienten bliver mødt 

som et helt menneske 

Fx: 

• Har personalet på forhånd kendskab til patientens sygdomsforløb 

• Foregår samtalen uforstyrret 

• Er patient og personale i øjenhøjde 

– fy sisk og i overført betydning 

• Bliver der lyttet til patienten 

• Anvendes der ord og sprog som patienten forstår 

• Opfordres patienten til at spørge, hvis der er noget, 

han/hun ikke forstår 

• Bliver de pårørende betragtet som en ressource og 

hjælp 

• Omtales patienten som tredjeperson, eller som diagnose 

eller ved sengenummer 

Sender de fysiske rammer signal om, at her er 

man velkommen, og her er fokus på sikkerhed, 

æstetik og logistik 

Fx: 

• Er det nemt for patienten at finde vej 

• Er skiltningen klar og tydelig 

• Står tekst på skilte i et patientvenligt sprog 

• Er der »adgang forbudt for patienter« eller andre 

forbud 

• Er der orden i ventearealer, på patient stuer, i samtalerum 

m.v. 

• Er der forældede opslag og informationer på vægge 

eller opslagstavler 

• Er der umiddelbare risici, fx automatiske døre, der kan 

vælte en patient 


Opnår patienten forudsætninger for at tage 

beslutninger om eget behandlingsforløb 

Fx: 

• Har patienten overblik over, hvad der skal ske og føler 

sig tryg ved dette 

• Forstår patienten formål med behandlings plan og forløb 

• Er der tid og plads til at stille uddybende spørgsmål 

• Bliver patienten oplyst om andre mulighe der, hvis der 

kan vælges mellem flere be handlinger 

• Bliver patienten oplyst om mulige komplika tioner og 

risici 

• Bliver patienten oplyst om, hvordan han/hun selv kan 

være med til at under støtte et behandlingsforløb 

Er patientsikkerhed og risikostyring inte greret, 

så utilsigtede hændelser bliver forhindret 

Fx: 

• Bliver navn og cpr-nummer tjekket 

• Bliver patienten opfordret til at reagere, hvis noget ikke 

går som forventet 

• Ved patienten, hvem han/hun skal kon takte, hvis noget 

ikke går som ventet 

• Kender patienten sin medicin, inkl. risici 

• Kender personalet patientens medicin 

• Er der afbrydelser, der forstyrrer persona let og/eller 

patient og pårørende 

• Bliver patienten oplyst om, hvordan han/hun selv kan 

være med til at fore bygge fejl 

12 


ørende samt til slut spørge ind 

til deres umiddelbare oplevelser: 

Er der er noget, som har undret 

eller overrasket dem Har 

de forslag til ændringer i forløbet 

Der er udarbejdet en observationsguide 

med eksempler på 

områder, som kan være relevante 

at have fokus på undervejs 

(se figur 1). Guiden er 

tænkt som inspiration, da det 

ikke tidsmæssigt er muligt at 

have fokus på alle områder. 

Når turen sammen med patienten 

er slut, vil lederen have 

indsamlet en række mere eller 

mindre ordnede indtryk og udsagn, 

der skal følges op på. Har 

lederen undervejs i forløbet noteret 

stikord og eventuelt taget 

fotos af forhold, som patienten 

har bemærket (fx skilte, der 

forvirrer eller forældede opslag), 

er det lettere at få overblik. 

Det kan understøtte konklusioner 

til brug for udmelding 

af tiltag som opfølgning 

på erfaringerne fra at gå »I patientens 

fodspor«. 

Sammenfattende bidrager 

metoden til at få et nuanceret 

billede af patientens og eventuelt 

de pårørendes syn og erfaringer 

samtidig med, at man 

som leder ser egen organisation 

ud fra et mere objektivt og 

neutralt perspektiv. 

»Prøvegået« af otte 

sygehusdirektører 

»I patientens fodspor« blev oprindelig 

testet af to sygehusdirektører 

i foråret 2010. De 

fandt begge redskabet relevant 

og anvendeligt og anbefalede, 

at det blev beskrevet yderligere. 

Herefter fulgte yderligere test 

ved seks sygehusdirektører, før 

det i sin nuværende form blev 

sendt ud til alle landets sygehusledelser 

i august 2011. Se 

den efterfølgende artikel om ledernes 

erfaringer med redskabet. 

Referencer 

Beth Lilja. Speciallæge i gynækologi/obstetrik. 

Ansat som chef for Dansk Selskab for 

Patientsikkerhed og Region Hovedstadens 

Enhed for Patientsikkerhed. 

Oplægsholder og forfatter til flere videnskabelige 

publikationer om patientsikkerhed. 

Malene Vestergaard. Speciallæge i samfundsmedicin. 

Ansat som overlæge i Dansk 

Selskab for Patientsikkerhed. Først som projektleder 

for implementering af 

patientsikkerheds ordningen i primærsektoren. 

Arbejder nu på Sikker Patient – Patientinvolvering, 

som udvikler, afprøver og 

formidler redskaber, der fremmer en øget patientinvolvering. 

malene.vestergaard@regionh.dk 

Det er selskabets håb, at rigtig 

mange sygehuse vil gøre 

brug af redskabet. Ikke som et 

enkeltstående »fodspor«, men 

som en tilbagevendende begivenhed, 

der sikrer et tydeligt 

signal om, at patientens oplevelser 

er afgørende. Det er 

trods alt patienterne, som 

sundhedsvæsenet er til for. 

(1) Materialet til »I patientens fodspor« kan hentes på www.sikkerpatient.dk. 

(2) Materiale om »Patientsikkerhedsrunder« kan hentes på 

www.sikkerpatient.dk 

(3) Guide til »Skyggemetoden« kan hentes på www.patientoplevelser.dk. 

Annonce i 

Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen 

– ring 70 22 40 88 


TEMA 


TEMA 

Tre sygehusledere 

gik i patientens fodspor 

Patienterne generelt i gode hænder, 

men der er også plads til forbedringer 


Af Kirsten Bjørnsson, journalist 

Patienter og pårørende 

er oftest taknemmelige 

og tålmodige og stiller ikke 

spørgsmål til forholdene 

på sygehuset. Den 

forhindring kan sygehusledere 

komme omkring 

ved at gå i patientens 

fodspor, når de gerne vil 

gøre patientoplevelser til 

omdrejningspunktet for 

kulturen på sygehuset. 

»Som sygehusledelse får man 

en vis distance til kerneopgaverne, 

og somme tider skal 

man ud og fortælle folk, at nogle 

ting skal ændres, selv om det 

vil møde modstand. Derfor har 

man også behov for at opleve 

sygehuset i daglig drift,« siger 

lægefaglig direktør Morten 

Noreng, Aalborg Sygehus. 

Han er en af de ledere, der 

har gode erfaringer med at følge 

i patientens fodspor, et redskab, 

som Dansk Selskab for 

Patientsikkerhed har udviklet 

til sygehusledelserne. Det samme 

har vicedirektør Ane Friis 

Bendix, Frederiksberg Hospital 

og sygeplejefaglig direktør 

Helle Adolfsen, Sygehus Lillebælt, 

hvor alle tre medlemmer 

af direktionen har været ude 

for at følge patienter. 

I Sygehus Lillebælt har direktionens 

oplevelser bl.a. ført 

til, at sygehusets indkaldelsesbreve 

er udpeget som et indsatsområde 

i 2012. På Frederiksberg 

Hospital har direktionen 

sat et projekt i gang, som 

skal begrænse spildtiden i de 

sammenhængende forløb. 

Tålmodigt ventende patienter 

Ane Bendix har gået i patientens 

fodspor to gange i efteråret 

2010, ret kort efter at hun 

tiltrådte som vicedirektør på 

Frederiksberg Hospital. 

Det gav et godt indblik i 

hverdagen på den nye arbejdsplads, 

men ikke kun det. Mens 

det akutte medicinske forløb 

først og fremmest bekræftede, 

at patienten var i gode hænder, 

gav det elektive kirurgiske forløb 

stof til eftertanke. 

I den medicinske afdeling 

fulgte hun en kvinde, der blev 

indlagt akut med brystsmerter 

og åndenød, indtil kvinden trefire 

timer efter indlæggelsen 

blev flyttet til hjerteafdelingen. 

»Patienten var dårlig, så hun 

var utryg og bange. Men det 

gik stærkt, der blev lynhurtigt 

taget EKG, røntgen og blodprøver, 

målt alle mulige værdier, 

lagt venflon osv.,« fortæller Ane 

Bendix. 

»Det var hele det akutte beredskab, 

der gik i gang, og jeg 

kunne bare konstatere, at det 

var et dygtigt team, vi havde 

der, og at jeg selv ville være 

tryg ved at være i de hænder, 

hvis det var mig.« 

I den kirurgiske afdeling 

fulgte hun en patient, der kom 

ind dagen før en planlagt operation 

for at få optaget journal, 

blive set af en anæstesilæge og 

få taget forskellige prøver. 

Hun fik på samme måde bekræftet, 

at afdelingen var velfungerende 

og medarbejderne 

dygtige og dedikerede. Men 

der var spildtid for patienten i 

et omfang, som hun faktisk 

blev noget overrasket over. 

»Patienten kom ind om morgenen, 

halvni tror jeg, og jeg 

fulgte ham, til han var færdig 

ved tre-tiden. Det tog godt seks 

timer at få optaget journal, få 

taget nogle blodprøver og EKG, 

få talt med en narkoselæge, blive 

skannet og få lidt information 

af en sygeplejerske,« husker 

Ane Bendix. 

»Hver for sig ting, der ikke 

tager voldsomt lang tid, og der 

var virkelig mange perioder, 

hvor han og jeg bare sad og talte 

sammen eller læste i en avis 

og drak kaffe.« 

Ane Bendix vurderer, at undersøgelser 

og information 

sammenlagt højst tog halvanden 

time, og det fik hende til at 

overveje, om det ikke er muligt 

at gøre de forberedende forløb 

mere strømlinede. Erfaringerne 

er siden brugt i et udviklingsprojekt. 

Forløbet afdækkede altså 

nogle arbejdsgange, der var 

værd at kigge på, men det gav 

også en værdifuld påmindelse 

om, at de ansvarlige i sundhedsvæsenet 

ikke skal forvente, 

at patienterne selv kommer og 

fortæller, hvad der kan gøres 

bedre. 

14 


»Patienter er utrolig tålmodige, 

de affinder sig med, at 

det er sådan, systemet fungerer. 

Man kender det jo også fra 

sig selv. Mens man står på sidelinjen, 

tænker man måske: Det 

der ville jeg aldrig finde mig i. 

Men det gør man alligevel. Når 

man er syg, er situationen en 

anden.« 

Siden har Ane Bendix også 

gået i personalets fodspor flere 

gange. Hun regner med, at 

hun igen vil følge patienter, når 

hun får nye ansvarsområder 

med sammenlægningen af Frederiksberg 

og Bispebjerg Hospitaler. 

»Og personalet synes altid, 

det er fantastisk, når vi kommer 

ud i afdelingerne. Det er 

jo det mest vidunderlige af det 

hele, at personalet altid er så 

stolte af deres arbejde og gerne 

vil vise det frem.« 

Kræftforløb uden spildtid 

Lægefaglig direktør Morten 

Noreng, Aalborg Sygehus, har 

gået i patientens fodspor to 

gange, begge gange i dele af et 

kræftforløb, og vil gøre det 

igen. 

»Det er en let og enkel metode, 

som er et godt supplement 

til patientsikkerhedsrunder 

og til sygehusledelsens åbne 

telefon, hvor patienter og 

borgere kan ringe ind,« siger 

Morten Noreng. 

Den patient, som afdelingen 

havde spurgt på hans vegne, 

var en mand med nyopdaget 

kræft. Han kom i ambulatoriet 

med sin kone og voksne datter 

for at få bekræftet diagnosen 

og få at vide, hvad der nu skulle 

ske. 

»Patienten havde henvendt 

sig til egen læge, var blevet 

henvist til lokalsygehuset, som 

tog en vævsprøve, og kom så 

ind hos os to-tre dage efter. 

Han fik bekræftet diagnosen – 

det var en fredag eftermiddag 

– og der var allerede booket tid 

til en ekstra undersøgelse om 

mandagen og til operation om 

onsdagen.« 

Under samtalen med en 

overlæge og en sygeplejerske 

sad Morten Noreng i et hjørne 

og observerede. Det tog en 

halv time, og bagefter satte 

han sig med patienten og hans 

familie og spurgte til deres oplevelse 

af andre dele af forløbet 

og af sygehuset som sådan. Da 

afdelingens læger diskuterede 

patienten på en konference dagen 

før operationen, kiggede 

han også forbi for at høre, hvad 

der blev sagt. 

»I alt gik der nøjagtig syv 

døgn, fra man havde mistanke, 

til tumoren var fjernet, og det 

var meget fint at se det fungere,« 

siger Morten Noreng og 

fortsætter: 

»Patienten blev mødt med 

positivt engagement af de to 

mennesker, der informerede, 

specielt sygeplejersken spurgte 

meget til viden og indsigt hos 

patienten og hans familie. 

Der var ingen tvivl om, at 

det var en stor støtte for patienten 

at have sin kone og datter 

med, og før de gik, fik de et 

telefonnummer, de kunne ringe 

til, også i weekenden, hvis 

der var noget, de kom til at 

spekulere på, når de kom 

hjem.« 

At han lige valgte et kræftforløb 

som det første, skyldtes, 

at han selv har været med til at 

udforme kræftpakkerne i et 

udvalg under Sundhedsstyrelsen 

og gerne ville se, hvordan 

de fungerer i praksis. Næste 

gang bliver det måske en sengeafdeling. 

Han understreger, at man 

skal gå ud med en åben indstilling, 

ikke som kontrollant. 

»Man skal altid være opmærksom 

på, at det kun er et 

enkelttilfælde, man ser. Man 

kan også komme ud for sure 

og trætte medarbejdere og 

dårlig logistik i en afdeling, 

der ellers er velfungerede.« 

Morten Noreng har på forhånd 

gjort sig klart, hvad han 

vil gøre, hvis han ser noget, 

der ikke er i orden. 

»Så vil jeg invitere afdelingsledelsen 

på en kop kaffe 

og fortælle om min oplevelse 

og lytte til, hvad de har at sige. 

Nogle ting skal der måske 

handles på, andre må man acceptere 

som enkeltstående tilfælde. 

Jeg kunne også finde på 

at spørge personalet om nogle 

ting undervejs. Men jeg skal ikke 

som lægefaglig direktør sætte 

mig ned og begynde at diskutere 

med en sosu-assistent og 

yngste sygeplejerske i afdelingen. 

Det ville være et voldsomt 

ulige parti.« 

En distraherende computer 

Sygeplejefaglig direktør Helle 

Adolfsen, Sygehus Lillebælt 

lægger stor vægt på, at personalet 

og afdelingsledelsen er 

informeret om formålet med 

besøget, og at de skal have en 

tilbagemelding bagefter. 

»De skal ikke tænke: Hvorfor 

kommer hun her, skal der 

spares penge, eller gør vi det 

ikke godt nok »De skal vide, at 

det ikke er formålet. Det er patientens 

perspektiv, vi gerne vil 

have«, siger hun. 

Sygehusledelsen benytter 

også andre redskaber, f.eks. 

patientsikkerhedsrunder, hvor 

de spørger personalet om arbejdsgange, 

utilsigtede hændelser 

mm. Når de går i patientens 

fodspor, handler det 

især om patientens og de pårørendes 

oplevelse af kvalitet. 

Helle Adolfsen tilføjer, at de 

pårørendes oplevelser kan være 

lige så nyttige som patienternes. 

Men det kan somme tider 

kræve en ekstra indsats at 

få dem til at fortælle. 

»De fleste pårørende er 

utrolig taknemmelige, og vi 

skal spørge flere gange, før de 

kommer frem med, hvad vi 

kan gøre bedre.« 

Selv fulgte Helle Adolfsen 

et akut forløb, hvor en ældre 

mand blev indlagt med brystsmerter. 

Hun var hos ham i to 

en halv time og fungerede 

nærmest som en ekstra pårørende, 

for hans datter nåede 

først frem, da Helle Adolfsen 


TEMA 


TEMA 

sagde farvel ved døren til røntgenafdelingen. 

Hun sad ved siden af, mens 

patienten blev modtaget og undersøgt 

af en sygeplejerske, en 

yngre læge og en speciallæge, 

og der var meget, hun kunne 

rose personalet for bagefter. 

Men også nogle punkter, hun 

kunne opfordre dem til at være 

opmærksomme på. 

»Jeg kiggede meget på, om 

der var nærvær i kommunikationen 

med patienten, om de 

gav hånd, om der var øjenkontakt 

osv. Og især den yngre læge, 

der var til stede, gjorde det 

virkelig godt. Hun sørgede for, 

at sengen blev slået op, så der 

var god øjenkontakt, og gav 

hele tiden små informationer 

om, at nu gjorde hun det, nu 

troede hun sådan og sådan, og 

om lidt skulle der ske sådan,« 

husker Helle Adolfsen. 

De observationer, hun bad 

afdelingen overveje bagefter, 

handlede begge om patientens 

allerførste oplevelser i afdelingen. 

Det ene punkt var overleveringen 

fra Falck-redderen, 

der kom med patienten. 

»Der var lige et par minutter, 

hvor patienten var alene på 

stuen, mens Falck-redderen 

gav rapport til personalet,« fortæller 

Helle Adolfsen. »Det 

kunne måske lige så godt foregå 

på stuen, så man ikke skal 

være overladt til sig selv midt i 

hele det akutte beredskab.« 

På samme måde bad hun 

afdelingen overveje deres arbejdsgange 

i forbindelse med 

registrering af patienten i sygehusets 

elektroniske patientjournal. 

Det var noget, sygeplejersken 

gjorde, samtidig med at 

hun spurgte til symptomer, tog 

puls, temperatur osv. 

»Og det er meget vigtigt, at 

patienten bliver indlagt og registreret 

elektronisk, der kan 

også være oplysninger i systemet 

i forvejen, som man skal 

bruge. Men pludselig er der en 

computer, som kræver opmærksomhed, 

og så kan det 

være svært samtidig at skabe 

den nærhed, der skal til.« 

En løsning kunne måske 

være, at både læge og sygeplejerske 

var til stede samtidig, 

men det har Helle Adolfsen 

overladt til afdelingen at finde 

ud af. Til gengæld skal hun og 

den øvrige sygehusledelse nu 

have planlagt den videre opfølgning. 

Et andet medlem af sygehusledelsen 

fulgte en patient i 

stråleterapi, et forløb, hvor der 

bl.a. blev lejlighed til at diskutere 

skriftligt informationsmateriale 

med patienterne. Efterfølgende 

har sygehusledelsen 

udpeget sygehusets indkaldelsesbreve 

som et indsatsområde 

i 2012. 

»Det havde vi i forvejen en 

antagelse om, at vi havde brug 

for, men den blev bestyrket af 

forløbet i stråleterapien,« siger 

Helle Adolfsen. 

»Her i foråret vil vi så udvikle 

på, hvordan vi får læring 

af forløbene på tværs af afdelingerne. 

Akutmodtagelsen er 

fx ikke det eneste sted på sygehuset, 

hvor en computer påvirker 

kommunikationen mellem 

patient og personalet. Det sker 

også ved indlæggelser i andre 

afdelinger og hver gang, man 

tager en bærbar computer med 

på stuegang.« 

Du skal vel også med til DSS’ 

100 års jubilæums-årsmøde 


på det smukke Hindsgavl Slot i Middelfart 

tirsdag den 15. og torsdag den 16. maj 2012 

Ud over det traditionelle årsmøde og generalforsamling 

byder årsmødet også på gallamiddag og underholdning 

med blandt andre komikeren Jan Gintberg. 

Nærmere infomation følger i næste nummer 

af TFDS – husk at sætte kryds i kalenderen! 

16 


Pårørende er en ressource 

– brug dem 

TEMA 

De vil gerne spille en aktiv rolle og kan være til stor 

hjælp for både patient og sundhedspersonale 

Af Lotte Fonnesbæk 

og Elisabeth Brøgger Jensen 

Kære læser 

Har du været pårørende til en af 

dine nærmeste, der var igennem et 

sygdomsforløb 

Har du oplevet at være usynlig 

og overset 

Kan du fortælle om aftaler, 

der ikke blev fulgt til dørs eller 

beslutninger, der faldt mellem flere 

stole 

Har du oplevet, at dine erfaringer 

og din viden ikke blev efterspurgt 

Har du oplevet, at dine spørgsmål 

ikke blev besvaret og din tvivl 

ikke hørt 

Har du prøvet at ringe forgæves 

for at få svar på prøver og undersøgelser 

I så fald har du allerede 

personligt erfaret, at pårørende 

ikke altid er en anerkendt ressource 

i sundhedsvæsenet. 

»Pårørende empowerment« 

Patient empowerment handler 

om at styrke patienten til at være 

en aktiv medspiller i sit eget 

behandlingsforløb; men hvorfor 

ikke også tale om pårørende 

empowerment 

Langt de fleste patienter ønsker, 

at deres pårørende er synlige 

og anerkendte som en ressource. 

De ønsker, at sundhedsvæsenet 

efterspørger de pårørendes 

viden om patienten og 

inddrager begge parter i behandlingsforløbet. 

Pårørende 

vil gerne spille en aktiv rolle og 

hjælpe både patienten og de 

sundhedsprofessionelle (1). 

Desværre støder man ofte 

på historier om, at pårørende 

bliver opfattet som et forstyrrende 

element i en hverdag, 

hvor rutinerne og kulturen bestemmer, 

hvad der er acceptabelt. 

Her er bare ét eksempel: 

»Min kone skulle have operationstøj 

på. Hun prøvede selv 

at tage kjolen af. Min datter, 

der er sygeplejerske, hjalp til og 

gav hende skjorten på. Det var 

umuligt at skifte underbenklæderne 

for det gjorde for ondt. 

Social- og sundhedsassistenten 

kom lidt efter ind på stuen og 

sagde på en noget vredladen 

Lotte Fonnesbæk. Cand. Pharm. 

Sundhedsfaglig chef i Dansk Selskab for 

Patientsikkerhed samt programansvarlig for 

Sikker Patient – Patientinvolvering. 

Elisabeth Brøgger Jensen. Mag.art. 

i kultursociolog, sygeplejerske. 

Ansat i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. 

Projektleder for Sikker Patient – Patientinvolvering, 

der er et samarbejde med 

TrygFonden. 

elisabeth.broegger.jensen@regionh.dk 

måde, at det ikke var normal 

procedure, at pårørende hjælper 

med at skifte tøj. Senere 

kom hun igen og sagde tak for 

hjælpen«. Citat: En pårørende. 

Spørgsmålet er, hvordan pårørende 

empowerment kan få 

fodfæste og udfolde sig i den 

konkrete kliniske virkelighed 

Hvad skal der til, så det er acceptabelt, 

at pårørende er aktive 

og en hjælp ud fra de behov, 

som patienten har 

Det kan denne fortælling 

om et forløb give et bud på. 

Ti års erfaringer 

som pårørende 

Elisabeths mand var igennem 



TEMA 


Her er et eksempel på en T-shirt. 

Foran står der forskellig tekst, svarende 

til nogle af de roller man kan 

have som pårørende: Datter+, 

søn+, søster+, bror+, kæreste+, 

ven+, bedre halvdel+, elsker+. 

Bagpå øverst i nakken er rådene 

trykt. 

et langt sygdomsforløb med 

mange konkurrerende lidelser, 

der involverede indlæggelse i 

flere afdelinger og på forskellige 

hospitaler (2). Hun har i alle 

årene været en stærk pårørende 

og et sikkerhedsnet i forhold 

til både at forhindre fejl og sørge 

for, at hendes mands bekymringer 

blev hørt. Med afsæt 

i de erfaringer har Elisabeth 

tre ønsker til sundhedsvæsenet: 

»Jeg ville ønske, 

at trådene bliver samlet«. 

I stedet for, at det er den pårørende, 

der samler trådene, 

kunne ansvaret ligge hos en af 

de professionelle, der har den 

opgave. Alternativt kunne konferencer 

på tværs af afdelinger 

og hospitaler gøre en kæmpe 

forskel. 

Elisabeths erfaring er, at specialisering 

er et tveægget sværd. 

De sundhedsprofessionelle dykker 

ned i den bid, som de selv er 

specialister i. Det er en styrke; 

men ingen tager ansvaret for 

den samlede sygehistorie. Det 

er en svaghed. 

»Jeg ville ønske, at der 

var overblik over medicinen«. 

Let og direkte adgang til 

den aktuelle medicinstatus 

ville give overblik for såvel 

de sundhedsprofessionelle 

som patient og pårørende. 

Elisabeths erfaring er, 

at stillingtagen til ændringer 

i medicineringen kan 

falde mellem flere stole. Fx 

blev et sår på mandens arm 

ved med at bløde voldsomt, 

men på skadestuen blev det ikke 

vurderet i sammenhæng 

med, at patienten fik blodfortyndende 

medicin. Først næste 

dag, da Elisabeth insisterede 

på, at hendes mand skulle ses i 

hjerteambulatoriet, blev den 

blodfortyndende behandling 

seponeret. 

»Jeg ville ønske, at sundhedsprofessionelle 

lytter og spørger aktivt«. 

Det er afgørende, at sundhedsprofessionelle 

lytter og efterspørger 

den pårørendes viden 

om og oplevelse af patientens 

bekymringer, ønsker og behov. 

Da Elisabeths mand i medicinsk 

regi blev indstillet til operation, 

havde de fået at vide, at 

udskiftning af en hjerteklap 

var rutine. Dagen før operationen 

forklarede hjertekirurgen, 

at der i hendes mands tilfælde 

var tale om en risikofyldt operation 

med mulighed for nyresvigt. 

Elisabeth og hendes 

mand oplevede, at der ikke var 

tid og rum for at lytte til deres 

tvivl om, hvorvidt operation 

var den rette beslutning. 

Postoperativt var Elisabeths 

mand indlagt på intensiv afdeling 

i kunstigt coma i flere 

uger, og efterforløbet blev kompliceret 

af blødningstendens, 

tryksår og infektioner. Hertil 

kom behov for permanent dialysebehandling. 

Elisabeths og andre pårørendes 

erfaringer viser, at pårørende 

er en nødvendig ressource 

i forhold til at skabe 

kontinuitet, støtte og hjælpe og 

sikre, at der ikke går noget galt 

i patientens møde med sundhedsvæsenet. 

Den erkendelse søger Dansk 

Selskab for Patientsikkerhed og 

TrygFonden nu at udbrede 

gennem en målrettet indsats, 

der klæder pårørende på, så de 

er en hjælp for sundhedsprofessionelle 

til at planlægge og 

handle patientsikkert. 

Klædt på som pårørende 

Startskuddet til indsatsen med 

ovennævnte titel lød i december 

2011 med arrangementer 

på Københavns Hovedbanegård, 

Fredericia Banegård, 

Aarhus Banegård og Aalborg 

Banegård. 

Her blev omkring 40.000 

borgere klædt på både i bogstavelig 

forstand og i overført betydning, 

da de fik mulighed for 

at få en T-shirt, hvorpå der var 

trykt tre grundlæggende råd. 

Som supplement til en dialog 

om rollen som pårørende fik 

18 


de forbipasserende en folder 

med uddybende forklaring på 

rådene og en opfordring til at 

hente mere viden på www.sikkerpatient.dk. 

Tanken med at henvende 

sig til pårørende er, at de færreste 

ser sig selv som patient. 

Derimod er det nemmere at 

identificere sig som pårørende, 

og dermed er man mere åben 

for at tage imod budskabet, om 

hvad man kan gøre i relation til 

patientsikkerhed. Budskabet 

er: 

Som pårørende har du en 

særlig rolle – du kan støtte 

og hjælpe den, der står dig 

nær, i det omfang, han/hun 

ønsker det. 

Du kan være i baggrunden 

eller i front – alt efter situationen 

og behovet hos den, 

du støtter. 

Som pårørende kan du være 

med til at sikre, at der ikke 

går noget galt i mødet med 

sundhedsvæsenet. 

Din viden og dine spørgsmål 

er med til at forebygge 

misforståelser, tab af informationer 

og forglemmelser. 

Det vil hjælpe sundhedspersonalet 

med at planlægge og 

handle patientsikkert. 

Hvad er næste skridt 

Klædt på som pårørende er en 

del af initiativet Sikker Patient, 

der omfatter to hovedspor – 

Patientsikkert Sygehus og Patientinvolvering. 

Idégrundlaget for Patientinvolvering 

er, at patienter og pårørende 

kan bidrage til øget 

patientsikkerhed ved at være 

aktivt afklarende, når de undrer 

sig, stiller spørgsmål og 

reagerer, hvis noget ikke går 

som forventet. 

I løbet af 2012 er det planen 

at teste, udvikle og formidle en 

række redskaber, der kan styrke 

patienter og pårørende i at 

være aktivt afklarende. Forventningen 

er, at redskaberne 

kan integreres i de initiativer, 

der allerede pågår i sundhedsvæsenet. 

De tre råd 

1. Gå med og vær en støtte 

Sammen kan I bedre huske og forstå 

Som patient får man informationer, der kan være svære at huske og forstå. 

Derfor er det godt at være flere, som lytter til det, der bliver sagt. 

Du kan hjælpe den, der står dig nær, så han/hun kommer til orde, bliver 

lyttet til og forstået. 

Især er det vigtigt, at du er med til at sikre, at de vigtigste problemer, gener, 

symptomer og bekymringer bliver hørt og forstået af sundhedspersonen, 

I taler med. 

I kan fx spørge: 

• Forstår du vores bekymring 

• Hvordan opfatter du det, vi fortæller 

• Hvad kan der gøres 

Når du er med, kan du hjælpe ved at gentage, hvad I har hørt eller bede 

om at få informationerne sagt en gang til. 

Sig til sundhedspersonen, I taler med: 

• Vi har ikke helt forstået det, du sagde 

• Vil du sige det en gang til 

• Det undrer os, at … 

Skriv gerne stikord undervejs. Det gør det lettere at huske og følge op 

bagefter. 

2. Spørg, hvis der er tvivl 

Vær med til at stille spørgsmål 

Som patient skal man tage beslutninger om vanskelige emner – især hvis 

man er alvorligt syg. Derfor er det godt at være flere, der kan spørge ind til 

fx medicin, undersøgelser eller behandlinger. 

Spørg, når I: 

• er i tvivl 

• er bekymrede 

• har brug for at vide mere 

Som pårørende kan du have blik for, om aftaler er glemt, gået tabt eller 

misforstået ved fx at spørge ind til den næste konsultation eller samtale: 

• Hvilken dato og tid 

• Hvor skal vi møde op 

• Hvem skal vi tale med 

• Hvornår skal vi ringe, hvis vi ikke hører noget 

• Hvordan kan vi søge viden, forberede os, møde andre, der fejler det 

samme 

Spørg, indtil I har fået svar, der giver ro og tryghed. 

3. Ha’ tjek på medicinen 

Kend det vigtigste 

Som patient er det vigtigt at have tjek på medicinen. Det giver større 

sikkerhed. I kontakten med sundhedsvæsenet kan du som pårørende bidrage, 

når I sammen har tjek på: 

• Hvad hedder medicinen, og hvilken styrke har den 

• Hvad skal medicinen bruges til, og hvordan virker den 

• Hvor meget medicin skal der tages og hvor mange gange om dagen 

• Hvordan skal medicinen tages og i hvor lang tid 

• Hvilke bivirkninger skal man være opmærksom på 

• Hvad skal man være forsigtig med, og er der særlige advarsler eller noget, 

man skal undgå 

Skriv gerne en liste over medicinen – husk også håndkøbsmedicin og naturlægemidler. 

Ret listen til, når der er ændringer. Tag altid medicinlisten 

med til lægen eller på sygehuset. 

Kend det vigtigste, fx om der er medicin, som ikke må tages sammen med 

anden medicin. Tal med lægen eller spørg på apoteket, hvis I er i tvivl. 

Reager, hvis medicinen ikke virker som den skal eller giver uventede bivirkninger. 


TEMA 


TEMA 

Næste skridt kunne måske 

også komme fra en helt anden 

retning! Hvad om pårørende 

vælger at handle som græsrodsbevægelser, 

der sætter 

dagsordenen for en ny virkelighed 

Det er sket før og har flyttet 

bjerge i sundhedsvæsenet. 

Spoler vi fx tiden tilbage til 

70erne foregik fødselsforløb på 

samlebånd ud fra principperne 

ro, renlighed og regelmæssighed. 

Ro var lig hvile, hvorfor 

de nyfødte blev fjernet fra moderen 

og anbragt på børnestuen. 

Princippet om renlighed 

betød, at fædre ikke havde adgang 

til fødestuer og barselsgange, 

da de jo kunne overføre 

smitte udefra, og regelmæssighed 

satte rammen for faste ammetider 

uden hensyntagen til 

behovet hos den nyfødte. 

Alt dette blev der lavet om 

på, fordi stærke kvinder og 

mænd gik sammen og stillede 

krav, så fødsler blev personlige, 

Referencer 

• Foged, M.; Schulze, S.; Freil, M.: Pårørendes forventninger og behov for 

medinddragelse i patientens indlæggelsesforløb. Enheden for Brugerundersøgelser, 

Region Hovedstaden, oktober 2007. 

• Patientsikkerhed – velkommen til fremtidens patient. Dansk Selskab for 

Patientsikkerhed, Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen, december 

2011. 

og der blev taget individuelle 

hensyn i hvert enkelt forløb. 

En lignende udvikling vil 

formentlig slå igennem, når det 

gælder pårørende. De vil ikke 

længere finde sig i at være 

usynlige og sat udenfor indflydelse. 

De vil i højere grad kræve 

at blive involveret. Måske vil 

det begynde i det små og vokse 

op nedefra og i bedste fald få 

indflydelse på konkrete politiske 

beslutninger, der forandrer 


Håbet er, at de tre råd kan 

være et af mange elementer, 

der er med til at klæde de pårørende 

på til en sådan »revolution«, 

så de på konstruktiv vis – 

sammen med patienten – kan 

indgå i dialog med de sundhedsprofessionelle. 

I forhold til patientsikkerhed 

kan det til en begyndelse 

gøre en forskel, at patient og 

pårørende siger til, så aftaler 

og beslutninger bliver fulgt til 

dørs. Og siger fra, hvis de er 

bange for, at der er ved at ske 

en fejl. 

Der er endnu ledige pladser 

– tilmelding hurtigst muligt. 

DSS Studierejser 

Studierejse til London 

– fra søndag den 25. marts til fredag den 30. marts 2012 


Læs mere på www.dssnet.dk om denne studierejse, hvor der sættes fokus 

på den omfattende britiske sundhedsreform, der er igangsat. 

Turen giver dig både et fagligt udbytte og socialt samvær, 

hvor du har rig mulighed for at udbygge dit netværk. 

20 


Brugerinddragelse 

– myter og fakta 

TEMA 

Myterne udgør nogle væsentlige barrierer 

for et mere brugercentreret sundhedsvæsen 

Af Annette Wandel 

og Morten Freil 

Brugerinddragelse i sundhedsvæsenet 

er højt placeret 

på den sundhedspolitiske 

dagsorden. Brugerinddragelse 

italesættes 

som en væsentlig 

målsætning både fra fagprofessionelle 

og fra politikere, 

og der er ingen 

tvivl om, at interessen også 

spores i sundhedsvæsenets 

praksis. 

Der er gennem de senere år 

kommet flere patientrepræsentanter 

med i fora, hvor sundhedsvæsenets 

rammer udvikles 

(organisatorisk brugerinddragelse), 

fx i arbejdsgrupper under 

Sundhedsstyrelsen og i relation 

til de nye sygehusbyggerier. 

Der igangsættes også flere projekter 

både på sygehuse og i 

kommunerne, hvor målsætningen 

er bedre inddragelse af patienter 

gennem deres eget forløb 

(individuel brugerinddragelse). 

Brugerinddragelsen sker 

dog fortsat ad hoc, og der er 

langt fra gode intentioner til, at 

brugerinddragelse bliver en integreret 

del af praksis – både i 

den organisatoriske udvikling af 

sundhedsvæsenet og i den enkelte 

patients eget forløb. 

Brugerinddragelse er forbundet 

med en række myter, 

som skaber både uklarhed i tale 

og praksis og udgør nogle af 

barriererne for at videreudvikle 

et brugerinddragende sundhedsvæsen. 

Målsætningen med denne 

artikel er at sætte ord på nogle 

af de grundlæggende antagelser 

om brugerinddragelse, der florerer 

og bliver italesat af både 

politikere og fagfolk – og igennem 

problematiseringer af disse 

vil vi forsøge at besvare centrale 

spørgsmål om brugerinddragelse; 

hvad er brugerinddragelse 

Hvordan kan brugerne blive 

inddraget bedre Og hvorfor er 

inddragelse af brugernes viden 

og ressourcer vigtigt 

Nedenfor er angivet nogle af 

de myter, der jævnligt optræder 

i den offentlige debat og i dialogen 

med sundhedsvæsenets aktører. 

Nogle af myterne er relateret 

til den organisatoriske 

brugerinddragelse, nogle er relateret 

til den individuelle inddragelse, 

mens andre vedrører 

begge former. Fælles for myterne 

er, at de optræder som barrierer 

for, at brugerinddragelse 

Myter om brugerinddragelse 

Fakta om brugerinddragelse 

Brugerinddragelse handler om at sikre tilstrækkelig information 

til patienter, så de kan vælge deres behandling på 

et kvalificeret grundlag. 

Lægers viden er vigtigere og mere korrekt end patientens – 

lægen har trods alt en mangeårig uddannelse i sygdomme. 

Udviklingen i sundhedsvæsenet går mod, at patienter skal 

til at overtage mere af ansvaret for behandling. 

Der er ikke tid til brugerinddragelse, hvis kerneopgaverne 

skal løses. 

Regions- og kommunalpolitikere kan fint repræsentere patientperspektivet 

i fora, hvor udvikling af sundhedsvæsenets 

rammer og praksis drøftes og besluttes. 

Information er en delmængde af brugerinddragelse. Brugerinddragelse 

handler også om at få indhentet og brugt 

patienters viden om deres sygdom og situation i planlægning 

og gennemførelse af et forløb. 

Læger og patienter har forskellige kilder til viden, og begge 

er nødvendige for at sikre effektive behandlingsforløb. 

Ansvaret for behandling ligger hos de sundhedsprofessionelle. 

Patienten har ansvaret for at tage i mod eller sige 

fra til et behandlingstilbud og for at yde egenomsorg. 

Kerneopgaverne i sundhedsvæsenet kan ikke løses kvalificeret 

uden brugerinddragelse. 

Regions- og kommunalpolitikere repræsenterer primært 

interesser i relation til hver deres myndigheds- og driftsansvar. 

Disse er ikke altid sammenfaldende med patienters 

perspektiv. 



TEMA 


Det er dokumenteret, at den organisatoriske/repræsentative inddragelse 

giver bedst resultater, når 

1) repræsentanter for patienter inddrages fra start, når et nyt projekt planlægges, 

2) der via litteratur, kvalitative metoder m.v. løbende i processen indhentes 

repræsentativ viden om patientperspektivet og 

3) effekten af inddragelsen evalueres (10). 

bliver en integreret del af sundhedsvæsenets 

virke. 

Inddragelse er mere end 

information til patienten 

God information til patienten 

har et væsentligt formål. Patienter 

lægger vægt på god information, 

og det er dokumenteret, at 

god information til patienten 

øger patientens compliance – 

dvs. øger sandsynligheden for at 

patienten i højere grad agerer 

hensigtsmæssigt i forhold til faglige 

anbefalinger (1). 

I det informerede samtykke, 

som er en del af sundhedsloven, 

ligger, at patienten skal sikres 

fyldestgørende information, så 

patienten på et informeret 

grundlag kan træffe beslutning 

om igangsættelse af en behandling 

og har mulighed for at træffe 

et valg om behandlingsform, 

såfremt der eksisterer fagligt 

forsvarlige alternativer med forskellige 

effekter, risici, bivirkninger 

m.v. 

Brugerinddragelsen kan dog 

ikke reduceres til et spørgsmål 

om information. Forudsætningen 

for at de sundhedsprofessionelle 

kan give de bedste faglige 

anbefalinger, og forudsætningen 

for, at de sundhedsprofessionelle 

kan vurdere forskellige behandlingers 

effekter, risici, bivirkninger 

m.v. er, at de sundhedsprofessionelle 

har indgående kendskab 

til den pågældende patient, 

der skal indgå i behandlingsforløbet. 

Patienter er forskellige, har 

forskellige behov og forskellige 

forudsætninger for at deltage 

aktivt i deres behandlingsforløb. 

Patienten med diabetes, der skal 

gennemgå en hjerteoperation, 

har eksempelvis en anden risikoprofil 

end patienten, der alene 

har hjertesygdommen. 

Patienten, der er tilknyttet 

arbejdsmarkedet, har eventuelt 

sværere ved at indpasse og medvirke 

aktivt i rehabiliteringstilbud 

end den ældre pensionist, 

og patienten uden nære pårørende 

har brug for anden støtte 

og omsorg end patienten med et 

godt socialt netværk. 

Brugerinddragelse tjener 

derfor et dobbelt formål: For de 

sundhedsprofessionelle handler 

det om at kende patienten (sygdomsbillede, 

netværk, behandlingshistorik), 

og for patienten 

handler det om at kende sygdommen 

og behandlingen (effekter, 

risici, bivirkninger og 

valgmuligheder). Kun når informationer 

og viden deles, skabes 

der et grundlag for fællesbeslutning 

på et gensidigt informeret 

grundlag. Der er evidens for, at 

fælles beslutningstagning øger 

behandlingskvalitet og patientens 

livskvalitet (2). 

Patientens perspektiv er 

væsentligt og ligeværdigt 

Når patienten er i kontakt med 

sundhedsvæsenet, er det først og 

fremmest for at få den bedst 

mulige behandling (3). Derfor er 

lægers viden om diagnostik og 

behandling et kerneelement i 

det sundhedsvæsen, patienterne 

efterspørger. 

Lægers viden hviler indenfor 

en række felter på evidens med 

udgangspunkt i statistik, der gør 

det muligt at udskille behandlingsmetoder 

på baggrund af 

deres sandsynligheder og risici i 

forhold til at give det bedst mulige 

resultat. Patienter besidder 

en væsentlig anderledes viden, 

idet patientens viden formes ud 

fra den enkeltes tilstand og erfaring. 

Det er en viden, der hviler 

på behov og præferencer. 

Hvis sygdomsbilledet i Danmark 

alene var tegnet af lungebetændelser, 

ville brugerinddragelse 

ikke være relevant. I den 

situation ville lægens viden om 

den rette dosis af penicillin være 

afgørende for sikring af det 

bedst mulige behandlingsresultat. 

Men sådan er sygdomsbilledet 

ikke i dag. 

I dag nærmer antallet af 

mennesker med kroniske sygdomme 

sig 2 mio. Det er en meget 

varieret gruppe, men som 

har det til fælles, at de skal leve 

med en eller flere sygdomme 

gennem resten af deres liv. Det 

ændrer betingelserne for, hvilke 

behandlingsresultater sundhedsvæsenet 

kan opnå – og 

hvordan. For mennesker med 

kroniske sygdomme er muligheder 

for og evnen til egenomsorg 

et helt centralt element for at opnå 

det bedst mulige behandlingsresultat. 

Egenomsorg handler for 

langt de fleste kroniske sygdomme 

som diabetes, KOL og 

hjertekarsygdomme om at om- 

Brugerinddragelse i eget forløb (individuel brugerinddragelse): 

Vidensdeling mellem bruger og sundhedsprofessionel, så brugerens viden, 

ønsker, behov og kendskab til egen situation efterspørges og anvendes i behandlingsforløbet, 

og brugeren kan få indflydelse og mulighed for at handle 

aktivt i forhold til behandling og håndtering af egen sygdom. 

Organisatorisk brugerinddragelse: 

Inddragelse af brugere og repræsentativ viden om brugerperspektivet i beslutningsprocesser 

af betydning for organisering, udvikling og evaluering af 


 

Kilde: Danske Patienter 

22 


lægge livsstil i forhold til motion, 

kost, alkohol og rygning (4). 

Det kan ikke gøres med en pille. 

Det kræver, at den enkelte 

patients ønsker, behov og ressourcer 

kommer i spil. Og ikke 

mindst patientens netværk bliver 

inddraget, da pårørende ofte 

har stor betydning for patienters 

motivation og ressourcer 

til at gennemgå rehabilitering 

(5). 

Et andet forhold er, at patienter 

i dag ofte har komplekse 

tilstande med flere end en 

diagnose. Den ekspertise, som 

en patient har opbygget gennem 

fx 20 år med diabetes og 

hjerte-kar sygdom, om hvordan 

sygdommene påvirker kroppen, 

hvordan evt. medicin eller andre 

behandlingsformer spiller 

sammen, og hvordan den enkelte 

bedst håndterer de udfordringer 

sygdommene skaber, 

kan være væsentlig for at sikre 

den bedst mulige behandling 

(6). 

Kun ved at kombinere de 

sundhedsprofessionelles viden 

om effekt, risici m.v. med patientens 

viden om situation, behov 

og præferencer, kan der 

sikres en effektiv behandling, 

som er tilpasset den enkeltes 

muligheder og ønsker for at tage 

aktivt del i behandlingen. 

Morten Freil. Cand.oecon. fra Syddansk 

Universitet ( sundhedsøkonomi og sociologi). 

Direktør i Danske Patienter, som repræsenterer 

77 patientforeninger med tilsammen 

830.000 medlemmer, og er leder af Videnscenter 

for Brugerinddragelse (ViBIS). 

Har i flere år arbejdet med kvalitet i sundhedsvæsenet, 

brugeroplevet kvalitet og brugerinddragelse. 

Projektansvarlig for en række 

forsknings- og udviklingsprojekter om brugerundersøgelser 

og brugerinddragelse og er 

forfatter til flere videnskabelige artikler i 

danske og internationale tidsskrifter. 

mf@danskepatienter.dk 

Annette Wandel. Fysioterapeut, MPP (Master 

of Public Policy). Chef konsulent I Danske 

Patienter. Har gennem de sidste 15 år arbejdet 

med kvalitet i sundhedsvæsenet på forskellige 

niveauer. Dels som faglig vejleder i 

den kliniske praksis for fysioterapeuter, dels 

som rådgiver indenfor kvalitetsudvikling i 

sundhedsvæsenet ud fra både et fagligt og et 

brugerperspektiv. Har indgået i en række udviklings- 

og forskningsprojekter, samt deltaget 

i en række nationale arbejder med faglig kvalitet, 

sammenhæng i sundhedsvæsenet og brugerinddragelse 

som fokus. 

aw@danskepatienter.dk 

Patienter kan tage ansvar, 

men skal ikke have ansvaret 

Udviklingen i sundhedsvæsenet 

går i retning af, at patienter i 

stigende grad får viden og 

kompetencer, så de kan træffe 

informerede valg og tage aktivt 

del i behandlingen, og på den 

måde delvist blive frigjort fra 

patientrollen. 

Det informerede valg sikres 

via det informerede samtykke 

mens opbygning af viden og 

kompetencer blandt andet sker 

gennem patientuddannelse og 

ved at overdrage telemedicinsk 

udstyr til patienten, så patienten 

kan foretage undersøgelser 

og kontroller i hjemmet. 

Netop muligheden for at patienten 

kan tage aktivt del i behandlingen 

anses af de fleste 

som en gevinst, fordi det kan 

frigøre ressourcer, der kan sikre, 

at sundhedsvæsenet kan 

imødekomme fremtidens udfordringer, 

samtidig med at det frigør 

patienten fra patientrollen 

og kan sikre større sammenhæng, 

tilgængelighed og inddragelse. 

Men i takt med udviklingen 

er der rejst tvivl om, hvad der 

egentlig ligger i begrebet ansvar, 

fordi det ofte fremstår 

uklart og sammenblandes til tider 

med en prioriteringsdebat. 

Fx italesætter nogle sundhedsprofessionelle 

forståelse af og 

bekymring over, at ansvaret for 

behandlingen i forbindelse med 

telemedicin overdrages til patienten. 

Betyder det så, at patienterne 

har fået ansvaret for deres 

egen behandling, og hvordan 

stiller det lægen Fra patientforeninger 

er også rejst spørgsmål 

til betydningen ansvar, fordi begrebet 

knytter an til både juridiske 

og moralske forståelser. 

Hvis der sker fejl, hvem har så 

ansvaret Kan patienten få skylden 

i mere moralsk forstand 

Betydningen af ansvar fremstår 

også uklart, når fx kommuner 

og regioner formulerer krav 

om, at patienten skal tage ansvar, 

hvis vi også i fremtiden 

skal have råd til at behandle alle 

tilfredsstillende. 

Skal dele af behandlingen 

ikke længere varetages af sundhedsvæsenet, 

men af patienten 

og deres pårørende Det vil i givet 

fald være en service- og kvalitetsforringelse, 

hvis patienten 

ikke magter at tage ansvaret, og 

ikke en realisering af øget brugerinddragelse, 

som der er dokumenteret 

effekt af (7). 

Både sundhedsvæsen og patienter 

arbejder efter samme 


TEMA 


TEMA 

Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet 

(ViBIS) er etableret af paraplyorganisationen Danske Patienter. 

Centret skal samle, udvikle og formidle viden om inddragelse af patienter 

og pårørende i sundhedsvæsenet. 

Etableringen af ViBIS er støttet af TrygFonden. 

Centret er etableret 1. oktober 2011 og vil som det første indsamle og vurdere 

allerede eksisterende viden om brugerinddragelse for at skabe et samlet 

overblik og en samlet indgang til de mange erfaringer, der allerede nu er 

med inddragelse af patienter og pårørende både i Danmark og udlandet. 

Læs mere på vibis.dk 

mål, hvor patienter bliver langt 

mere aktive parter i behandlingsforløbet, 

fordi det sikrer et 

bedre behandlingsresultat. 

Behandlingsansvar kræver 

imidlertid indsigt i sygdomssymptomer 

og behandlingsmuligheder, 

som de sundhedsprofessionelle 

har. Derfor må ansvaret 

for behandlingen altid 

ligge hos de sundhedsprofessionelle. 

Patienter kan tage ansvaret 

for at indgå i eller frasige sig behandling, 

og patienten kan tage 

vare om egenomsorgen, fordi 

det kræver det vidensgrundlag 

patienterne har om deres livsvilkår, 

præferencer og erfaring. 

Inddragelse af folkevalgte 

sikrer ikke reel inddragelse 

Politikere i regioner og kommuner 

er valgt for at repræsentere 

borgernes interesser. Spørgsmålet 

er, om de folkevalgtes magt 

sættes ud af spil, når sundhedsvæsenet 

inddrager repræsentanter 

for patienterne til at bidrage 

med løsninger til udvikling 

og organisering af sundhedsvæsenet. 

For at forstå dette, 

er det helt afgørende at skelne 

mellem interessevaretagelse og 

viden. 

Det er almindelig anerkendt, 

at alle aktører i sundhedsvæsenet 

arbejder for at sikre patienterne 

gode behandlingsmuligheder. 

Men de forskellige aktører 

har hver deres legitime fokus 

på det særlige perspektiv, 

som de hver især repræsenterer 

(faggruppe, sektor, institution 

m.m.). 

Når eksempelvis sygehuslægen 

skal repræsentere synspunkter 

om samarbejdet mellem 

primær og sekundær sektor, 

i forbindelse med genoptræningsindsatsen, 

vil holdningen 

naturligt være præget af den 

særlige interesse, som regionen 

og lægegruppen har på dette 

område, i forhold til eksempelvis 

kommunen, almen praksis, 

terapeuter m.v. 

Regionspolitikeren vil ligeledes 

have et regionsperspektiv, 

mens kommunalpolitikeren naturligt 

vil indtage et kommunalt 

perspektiv på spørgsmålet om, 

hvordan opgaverne skal fordeles. 

Det er almindelig kendt, at 

der er uenigheder mellem kom- 

munerne og regionerne om opgavevaretagelsen, 

fordi de har 

hver sin interesse at varetage, 

selvom de i princippet repræsenterer 

de samme borgere. 

Det unikke ved patientrepræsentanten 

er, at repræsentanten 

kun har patientens perspektiv 

og alene arbejder for at 

fastholde fokus på patientcentrerede 

beslutninger. Inddragelse 

af patientrepræsentanter 

handler således om inddragelse 

af viden om patientperspektivet 

som grundlag for at skabe patientcentrerede 

løsninger. 

Myter om brugerinddragelse 

synes at udgøre nogle væsentlige 

barrierer for en udvikling 

mod et mere brugerinddragende 

sundhedsvæsen. Brugerinddragelse 

har positiv effekt på 

behandlingsresultat, patienters 

livskvalitet og skaber mere patientcentrerede 

rammer (7,8,9). 

Derfor er der behov for at 

erstatte myter om brugerinddragelse 

med fakta, for at lette 

vejen mod et mere brugercentreret 

sundhedsvæsen, som både 

patienter, fagfolk og politikere 

ønsker. 


Referencer 

1. Coulter, et al. (2007). Effectiveness of strategies for informing, educating, 

and involving patients, BMJ Publishing Group 

2. Jacobsen C B et al (2008): Brugerinddragelse – mellem ideal og virkelighed. 

DSI og Sundhedsstyrelsen. September 2008. Hentet 13. december 

2011: http://www.sst.dk/publ/Publ2008/MTV/brugerinddragelse/Brugerinddragelse_samf_net_final.pdf 

3. Iversen MG, Hansen KS, Freil M, Kreiner S. Do surgical patients differ in 

the way they prioritize aspects of hospital care Scand J Public Health. 

2009 May; 37(3):295-303. 

4. Sundhedsstyrelsen (2011): Håndbog om fysisk aktivitet. Sundhedsstyrelsen, 

november 2011 

5. L E Navne, Wiulf MB (2011): Opgavefordeling mellem borger, pårørende 

og fagpersoner i rehabilitering. DSI. Oktober 2011 

6. Institut for rational Farmakoterapi (2006): Compliance – om afvigelser 

mellem lægens faktiske ordinationer og patientens medicinering. IRF, april 

2006 

7. Freil M, Knudsen JL. Brugerinddragelse i sundhedsvæsenet; Ugeskr Læger 

2009;171(20):1663 

8. Bauman, A. E et al.,. Getting it right: why bother with patient-centred care 

The Medical Journal og Australia, 2003 

9. Coulter A, Ellins J. (2006). Patient-focused interventions – A review of the 

evidence. London: The Health Foundation. 

10. Danske Patienter (2010). Model for brugerinddragelse. Danske Patienter 

24 


Patientengagement 

nytter i DNU 

TEMA 

Alle borgere kan gennem DNU-panelet være med til 

at sætte et reelt aftryk på deres kommende hospital 

Der er plads til både mindre og større børns udfoldelse i børneområdet. Ill.: Rådgivergruppen DNU I/S. 

Kan man som almindelig 

borger være med til at 

påvirke beslutninger, 

som afgør hvordan et nyt 

gigantisk hospital kommer 

til at se ud Det kan 

man i Aarhus som deltager 

i DNU-Panelet. 

Det Nye Universitetshospital i 

Aarhus, DNU, har siden 2009 

involveret patienter og pårørende 

med erfaringer og oplevelser 

fra sundhedsvæsenet i 

planlægningen af DNU. Her 

har deltagerne haft mulighed 

for at komme med input til forskellige 

emner, som er relevante 

for opførelsen af hospitalet 

og derigennem fået indflydelse 

på nogle områder af planlægningsprocessen. 

Brugerinddragelsen 

er med til at kvalificere 

fremtidens hospital til Region 

Midtjyllands borgere. 

- Det er naturligvis vanskeligere 

at sikre involvering og 

indflydelse fra borgerne på så 

stort et byggeprojekt end det er 

at involvere personalet som 

brugergruppe. Derfor har vi 

fra begyndelsen af planlægningsarbejdet 

være meget opmærksomme 

på, hvordan, 

hvornår og i hvilken sammenhæng 

vi kunne inddrage repræsentanter 

for patienter og 

pårørende, siger Projektafdelingens 

kommunikationschef 

Lotte Søgaard. 

- Vi har ikke fundet »de vises 

sten« i dén sammenhæng, 

men vi har bestræbt os på at 

finde en metode, hvor der kunne 

skabes en direkte dialog – 

og dermed sættes et reelt aftryk 



TEMA 


på projektet, mellem borgerne 

og de arkitekter, teknikere og 

fagpersoner, der har ansvar for 

projektets udformning og løsninger 

i hver sit »maskinrum«. 

Og vi har gjort det ud fra intentionen 

om, at byggeriet skal 

passe til de behov, som fremtidens 

patienter og deres pårørende 

vil have. 

Se ind i fremtiden 

Men hvordan sikrer vi de fysiske 

forhold for patienter 25, 50 

… eller endnu flere år frem i 

tiden Nogle af de bygninger, 

som Aarhus Universitetshospital 

i dag skal flytte fra er over 

100 år gamle og utidssvarende 

for udviklingen af moderne patientbehandling 

og den enorme 

teknologiske udvikling, der finder 

sted i disse år. 

Forventningen fra staten, 

der betaler projektet, og fra 

borgerne, der lever længere, 

med deraf flere kroniske lidelser 

og med større og større 

selvsøgt viden, er en unik historisk 

chance for at de nye hospitalsbygninger 

bidrager til et 

kvalitetsløft i sundhedsvæsenet, 

der kan holde til fremtidens 

udfordringer. 

Vi gik til eksperterne. Vi 

gik til paraplyorganisationen, 

der rummer de fleste patientgrupper. 

Vi gik til Danske Patienter. 

Vi ville have svar på 

»Hvilke ønsker har patienter og 

pårørende til fremtidens hospital« 

De tre hovedpointer vi fik 

med os straks var: 

Patienter er forskellige individer 

med forskellige behov 

og ressourcer 

Patienternes oplevelse af et 

patientforløb er en anden 

end personalets 

Patienten er selv med i hele 

forløbet og derfor »eksperten« 

i sit eget patientforløb 

Men hvordan omsætter vi så 

dette perspektiv til et konkret 

byggeri For DNU-projektet 

blev det blandt andet en understregning 

af, at det fleksible 

byggeri, der var en grundsten i 

projektet, var helt rigtigt tænkt 

og at vi skulle tage højde for en 

meget bred gruppe af patienter 

og pårørende i vores inddragelsesarbejde. 

Efterfølgende har Danske 

Patienter udgivet nogle ideer 

om mere konkret inspiration til 

alle bygherrer og beslutningstagere 

i forbindelse med de nye 

hospitalsbyggerier under titlen 

»Fremtidens Sygehusbyggerier 

– patientens perspektiv«, som 

vi, sammen med anden research, 

også har inddraget i 

planlægningsarbejdet. 

Patienternes ønsker 

Projektafdelingen for DNUprojektet 

indledte inddragelsesarbejdet 

med at invitere borgere 

med erfaringer som enten 

patient eller pårørende til en 

workshopdag, hvor vi sammen 

med konsulent Jesper Hartvig 

Thomsen, ville skrive »historien 

om det unikke hospital«. 

Udgangspunktet var deltagernes 

tidligere personlige erfaringer 

og oplevelser med 

sundhedsvæsenet, hvoraf konsulenten 

forsøgte at udlede 

principper og hensigter, der 

kunne lede frem mod ønsker 

og ideer til fremtidens unikke 

hospital. 

Deltagerne havde naturligvis 

mange og helt forskelligt 

rettede input at bidrage med. 

For Mogens og Hanne 

Bach, der er forældre til en 

31-årig spastisk søn, som har 

været ind og ud af hospitalet 

gennem hele sit liv, var fokus 

på at blive hørt: 

- Hvis man vil have et gnidningsfrit 

forløb mellem patient 

og personale, så er man nødt til 

at høre, hvad de pårørende siger, 

så vi bliver betragtet som 

samarbejdspartnere og ikke 

som irriterende pårørende. 

Men forældreparret har også 

input, der konkret handler 

om bygning: 

- Vi savner bedre forhold 

for kørestolsbrugere i undersøgelsesrummene. 

De skal være 

større og have bedre kranfaciliteter 

og så ville det være skønt 

med et varmtvandsbassin til 

genoptræning, hvor der var 

tænkt på sanseindtryk som lyde, 

vandfald og vandkunst, siger 

de. 

- Vi vil gerne betragtes som samarbejdspartnere og ikke som irriterende 

pårørende, understreger Hanne og Mogens Bach, der er forældre til en 

spastisk søn. 

26 


Ideerne ind i planlægningen 

For at skabe en fortløbende 

inddragelsesproces etablerede 

projektafdelingen et Panel af 

patienter og pårørende; DNU- 

Panelet. Der er tale om et helt 

åbent forum, som alle borgere i 

princippet har adgang til. 

Rammen om det er, at Projektafdelingen 

afvikler et møde 2 

gange årligt fast i januar og 

august måneder. 

Møderne annonceres offentligt 

via projektets hjemmeside 

og en facebookgruppe 

samt til de, der har skrevet sig 

op som interesserede. Hvert 

møde indeholder en status på, 

hvor langt vi nu er i planlægningen 

af projektet; en workshop 

om et aktuelt tema, som 

vi har brug for patienter og pårørendes 

input til samt en 

afrapportering af, hvad der er 

sket med resultaterne af et tidligere 

temas input. Eksempler 

på temaer der er blevet behandlet 

i workshops på DNU- 

Panelets møder er »IT i fremtidens 

hospital«, »Rygernes fysiske 

forhold« og »Funktioner i 

et patienthotel«. 

I mellem disse faste møder 

afholder Projektafdelingen løbende 

nogle arbejdsgruppemøder 

med repræsentanter for 

patienter og pårørende, når 

der er behov for specifikke input 

efterhånden som delprojekternes 

planlægning i projektet 

skrider fremad. Nogle gange 

har deltagerne selv kunnet 

melde sig til sådanne arbejdsgrupper 

og andre gange har 

Projektafdelingen udpeget de 

repræsentanter, der var behov 

for at drøftet et spørgsmål 

med. Som eksempel på det sidste 

kan nævnes Nyreforeningen 

i forbindelse med planlægningen 

af Abdominalcentret på 

DNU eller de syns- og høresvage 

patientgrupper, der skal 

komme i Hoved-Neuro Centret. 

Fra netop et arbejdsgruppemøde 

om adgangs- og venteforhold 

for patienter i DNUs 

Hoved-Neuro Center, siger 

Rikke Kastbjerg, formand for Dansk Handicap Forbund i Aarhus finder det 

positivt, at der bliver lyttet til ønsker og input fra patienter og pårørende. 

Rikke Kastbjerg, der er formand 

for Dansk Handicap 

Forbund i Aarhus og Randers: 

- Jeg synes altid det er positivt 

at blive inddraget. Og her 

har jeg en fornemmelse af, at 

det godt kan betale sig at deltage 

i det. Især synes jeg, at det 

er meget positivt at arkitekterne 

er til stede, for det er jo 

dem, der kan svare på spørgsmålene 

og dem, der kan fortælle 

om de konkrete overvejelser 

bag tegninger og løsninger. 

- Jeg kunne måske godt have 

ønsket mig lidt mere tid til 

at drøfte, hvad vi kan bidrage 

med, som patienter og pårørende, 

men på de overvejelser, 

vi fik gennemgået af arkitekterne, 

lyder det også som om, de 

har været rigtigt langt omkring. 

For mig personligt var 

Hvad er DNU-Panelet 

det vigtigt at få afleveret budskabet 

om, at kørestolene skal 

have den plads, de bør have, så 

vores medlemmer i kørestole 

ikke skal føle, at de er i vejen. 

Der skal være åbne pladser ved 

siden af stole i ventearealer og 

det var arkitekterne også opmærksomme 

på. 

- Desuden kan jeg godt være 

lidt bekymret for, hvordan 

man skal orientere sig i det store 

hospitalskompleks og finde 

rundt i det. Ligesom det er vigtigt 

med plads til de hjælpere 

og pårørende, vi har med os på 

hospitalet, siger Rikke Kastbjerg. 

Reelle aftryk 

Arealerne til ophold og ventetid 

på DNU har været gennem 

flere forløb af input hos patien- 

• DNU-Panelet inddrages til ide-indsamling, dialog, høring og information 

i forhold til planlægnings- og byggeprocessen af Det Nye Universitetshospital 

i Aarhus. 

• Deltagerne kommer fra patientog pårørende- foreninger, Regionens 

Sundhedsbrugerråd samt som interesserede borgere fra Region Midtjylland. 

• Panelet holder møde 2 gange årligt. Sidste møde var den 23. januar 2012. 

• Alle borgere i Region Midtjylland kan deltage. 

• Vil du vide mere: www.dnu.rm.dk. 

• Se også facebookgruppen »Det Nye Universitetshospital i Aarhus – DNU«. 


TEMA 


TEMA 


Inddragelse af patienter og pårørende i planlægningen af DNU-projektet 

Princippet 

Bredt opstartsmøde for alle interesserede. 

Indsnævret til en følgegruppe på ca. 60 personer, 

der indbydes 2 gange årligt fast (januar og 

august); »DNU-Panelet«’s møder, hvor der sker 

3 ting: 

Information om status i projektet 

Workshop om et aktuelt spørgsmål i planlægningen, 

som vi skal bruge input om »set i 

patienten og den pårørendes perspektiv« 

Afrapportering af resultater for tidligere inddragelsesmøder, 

workshops ol. 

Alle møder med DNU-Panelet evalueres med 

henblik på løbende tilpasning af mødeafvikling 

og valg af relevante emner. DNU-Panelets møder 

er åbne for alle med erfaring som patient 

eller pårørende og annonceres via dnu.rm.dk og 

facebook-gruppen »Det Nye Universitetshospital 

– DNU«. 

I mellem DNU-Panelets møder afholdes efter 

behov møder med mindre kreds af repræsentanter 

for patienter og pårørende i relation til 

de behov, der er i planlægningen. 

Når det sidste Center er planlagt og udkommet 

som projektforslag, vil der ikke længere være 

behov for at fastholde DNU-Panelets møder. 

Der vil derimod igen blive tale om at afholde 

brede offentlige informationsmøder samt løbende 

at holde det regionale Sundhedsbrugerråd 

opdateret og eventuelt inddrage udvalgte grupper 

af patientog pårørende repræsentanter 

direkte i valg af løsninger indenfor opførelsen af 

det enkelte Center-byggeri. 

Målsætningen 

»Det Nye Universitetshospital skal være et 

fremtidssikret hospital, som i videst muligt omfang 

matcher den kommende generation af 

brugeres ønsker, krav og forventninger. 

En forudsætning for at dette kan ske er, at der 

etableres en aktiv brugerinddragelse af patienter 

og pårørende i hele planlægnings- og 

byggeprocessen, med bred repræsentation fra 

såvel patientforeninger, det regionale Sundhedsbrugerråd 

samt individuelle patienter og 

pårørende, med interesse for DNU.« 

Aktiviteterne 

16. maj 2009: Startmøde for inddragelse af 

patienter og pårørende som »storytelling« 

22. juni 2009: Informationsmøde om DNU- 

Panel 

27. august 2009: DNU-Panelets 1. møde 

Efteråret 2009: Arbejdsgrupper under DNU- 

Panelet om 5 temaer: Det gode patientforløb, 

Sansernes hospital, Et hospital for alle borgere, 

Det offentlige rum og Tilgængelighed 

14. november 2009: Åbning af gruppe på 

facebook til debat om fremtidens hospital 

21. januar 2010: DNU-Panelets 2. møde, hvor 

arbejdsgrupperne fremlagde deres arbejde 

19. august 2010: DNU-Panelets 3. møde med 

temaet »It i fremtidens hospital« 

Efterår 2010: Arbejdsgruppemøde om »Modtagelse 

af patienter« og »Tilgængelighed« 

December 2010: Dialogmøde med foreningen 

Unge med Handicap 

24. februar 2011: DNU-Panelets 4. møde med 

fremlæggelse af arbejdsgruppens resultat 

samt introduktion af næste inddragelse vedr. 

Dialyseafdelingen i Abdominalcentret på 

DNU 

Forår 2011: Møde mellem Dialyseafdelingen 

og Dialyseforeningen om fremtidens hospital 

August 2011: DNU-Panelets 5. møde med 

tema om »Rygernes situation i fremtidens 

hospital« og fremlæggelse af status for adgangsforhold 

til DNU 

Efterår 2011: Arbejdsgruppemøde om planlægningen 

af Hoved-Neuro Centret sammen 

med de relevante patientog pårørende repræsentanter 

i dette Center 

Januar 2012: DNU-Panelets 6. møde med 

tema om »Patienthotel« samt fremlæggelse 

af arbejdet vedrørende Hoved-Neuro Centret 

Processen 

Juli 2008: Research vedr. en strategi for involvering 

af patientforeninger 

November 2008: »Patienter & pårørende – information, 

dialog og inddragelse« 1. udgave 

af oplæg til inddragelse af patienter i processen 

Januar 2009: Forberedelse af startmøde 

Oktober 2009: Projektdirektionen vedtager 

endelig målsætningen for »Inddragelse 

af patienter og pårørende i planlægnings- og 

byggeprocessen, Det Nye Universitetshospital 

i Århus« 

Styregruppen for DNU orienteres om Målsætning 

og arbejdet med at inddrage patienter 

og pårørende i projektet 

November 2010: Projektafdelingens ledelse 

godkender Strategi- og Handleplan 2011 

for »Inddragelse af patienter og pårørende i 

planlægnings- og byggeprocessen«. 

28 


ter og pårørende. Først helt 

principielt. Så konkret i forbindelse 

med planlægningen af 

byggeriets første delprojekt 

Akut Centret og så nu her i forbindelse 

med de særlige patientgrupper 

i Hoved-Neuro 

Centret. 

Repræsentanterne for patienter 

og pårørende kommer 

ganske rigtigt med forskellige 

udgangspunkter og derfor har 

de også i flere tilfælde modstridende 

ønsker. Nogle af DNU- 

Panelets deltagere ønsker informationstavler 

inspireret af lufthavne, 

hvor man f.eks. kan informeres 

om, at man skal gå til 

»skranken«, når ens behandling 

er klar. Andre ønsker ikke at 

låses fast til et sted, hvilket er 

tilfældet med en informationstavle. 

Til venteområder for pårørende 

har deltagerne også flere 

ønsker. Hvis man venter kort 

tid, kan man godt sidde i stole, 

men hvis ventetiden er længere 

er der brug for mere fleksible 

møbler til at hvile i. 

De mange forskellige behov, 

som der skal indrettes til, betyder 

at, arkitekterne bliver udfordret. 

Og netop derfor har 

Projektafdelingen valgt den 

meget direkte dialog mellem 

brugere og projektansvarlige i 

planlægningsfasen før hvert 

delprojekts Projektforslag. 

Alle de input som patienter 

og pårørende afleverer opsamles 

efter hvert arbejdsgruppemøde 

eller workshop. Input 

samles i 4 kategorier: »Er i projektet«, 

»Bør overvejes«, »Udenfor 

budget« og »Organisation«. 

Det er især input i kategorien 

»Bør overvejes«, som har været 

interessant, fordi det her har 

været løsningsforslag, som ikke 

allerede var indeholdt i projektet 

og som der kunne ligge en 

merværdi i. Nogle eksempler 

har været… 

Modtagelsen må gerne være 

»venligt« og serviceorienteret 

indrettet – som i et hotel. 

Adgang til information og 

overblik for patienter med 

særlige behov ved ankomsten 

(eks. voksen bleskift, 

hvor kan det ske…) 

Informationen fremstår i 

dag som et lukket glasbur, 

der signalerer »bliv væk«. 

Skal i stedet virke imødekommende. 

Skal føles rar at 

komme til. 

Ved ankomst vigtigt med 

overdække og gelændere 

Arkitektfaglig leder Preben 

Jensen, Rådgivergruppen DNU 

I/S, mener, at brugerinddragelse 

af DNU-Panelet også er 

gavnlig for arkitekterne: 

- De indspil og den viden, vi 

får fra brugerne, omsætter sig i 

løsninger. Det giver os et skærpet 

fokus på særlige behov og bibringer 

en indlevelse i patienternes 

brug af hospitalet, siger han. 

IT i fremtidens hospital 

I forbindelse med de input 

DNU-projektet har fået vedrørende 

hospitalets planlægning 

af IT-løsninger har patienterne 

vist sig at være parate til en 

særdeles høj grad af selvhjul- 

TEMA 

Eksempel på venteområde i Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Ill.: Rådgivergruppen DNU I/S. 



TEMA 

informationer som kost, medicinering, 

træningsprogram, 

handleplaner er patienterne 

generelt parate til at anvende 

IT til. 

I alt har 214 interesserede meldt sig til DNU-Panelet. De modtager alle invitationer 

og dagsorden til hvert møde i panelet, hvor der typisk deltager 

mellem 50 og 75 personer. 

penhed under deres ophold på 

hospitalet. 

Deltagerne har f.eks. udtrykt 

ønske om at få en GPS eller 

app til deres mobiltelefon, 

som kan hjælpe dem med at 

finde vej fra eget hjem og til 

den rigtige afdeling på hospitalet 

samt give en påmindelse om 

tid og sted for behandling. 

Hvordan patienter og pårørende 

finder vej i det knap 

400.000 m2 store nye hospital 

vil i høj grad inddrage IT og 

tage udgangspunkt i smartphones 

og apps, som kan lette patienter 

og besøgendes gang på 

hospitalet. 

Men også adgangen til egne 

patientdata og andre relevante 

Patienthotel eller ej 

Aktuelt i januar 2012 drøftedes 

konceptet for et patienthotel på 

DNU. En arbejdsgruppe har 

udarbejdet oplæg til, om der 

skal være et patienthotel på 

DNU og i givet fald, hvilke 

funktioner det skal opfylde. 

Derfor blev det også hovedtemaet 

på mødet i DNU-Panelet 

den 23. januar, hvor deltagerne 

fik mulighed for at drøfte 

et fremtidigt patienthotel. De 

skal være med til at afprøve løsninger 

og principper for patienthotellet 

i en workshop 

samt drøfte deres erfaringer og 

oplevelser med patienthoteller, 

som kan give nye perspektiver 

til arbejdsgruppens overvejelser 

og konklusioner. 

-los 

Input fra deltagere i DNU-Panelet 

Peer Flemming Pedersen: 

»Jeg vil så gerne have, at man kunne 

høre til ét sted, når man bliver indlagt, 

hvor ekspertisen kommer til mig, så 

jeg undgår at blive flyttet rundt mellem 

det ene og det andet sted. Og tænk, 

hvis man allerede hjemmefra kunne 

booke sig ind på enten en privat énsengsstue 

eller en 2-mandsstue med lidt selskab… 

For mig er det også vigtigt, at arkitekterne husker plads 

nok til kørestolsbrugerne, så vi ikke hænger fast mellem 

stativer eller ikke kan komme rundt ved egen hjælp«. 

Rikke Smidt: 

»Jeg oplever, at de hvide kitler forventer, at vi opfatter 

dem som autoriteter. Men vi er altså ikke så autoritetstro 

længere. Derfor er mit forslag, at journalen følger med 

patienten, også sådan at pårørende eventuelt kan kigge 

i den. Og så selvfølgelig på letforståeligt dansk – også 

selv om der er nødvendige latinske betegnelser i den. 

En kontaktperson til patienten ved indlæggelsen kunne 

støtte den gode kommunikation, og evt. kunne kontaktpersonen 

også foreslå hjælp fra de specialister, som 

patienten ikke selv ved, at man kan trække på, som psykolog, 

socialrådgiver, psykiater ol.« 


Maria Arianfar: 

»På hospitalerne efterlyser de etniske 

grupper af somalier, iraner og vietnamesere, 

nogle valgmuligheder ved 

måltiderne; hvorfor ikke ansætte en 

etnisk kok, der kunne bringe nye ideer 

ind i menuerne… 

De efterlyser også muligheden for at 

kunne vaske sig efter hvert toiletbesøg, fordi de har en 

anderledes intimhygiejne. Og et »rent« rum eller »religiøst« 

rum, hvor der kan bedes uforstyrret. 

Generelt mangler sundhedsvæsenet indsigt i andre 

kulturer. Måske kunne man opnå flere kulturelle kompetencer, 

hvis hospitalet uddannede sine egne tolke. Under 

hospitalsopholdet er der tale om et specialiseret sprog 

og nogle meget intime informationer. Ting, som den almindelige 

tolkeuddannelse ikke tager højde for. 

Alice Brask: 

»Jeg er meget optaget af, hvordan vi 

værner om samfundsværdierne – herunder, 

hvordan vi tilrettelægger sundhedsvæsenet. 

Som medlem af Sundhedsbrugerrådet 

i Region Midtjylland 

opfatter jeg det som særdeles vigtigt, 

at Sundhedsbrugerrådet og DNU fører 

en tæt dialog om fremtidens hospital. Vi har en meget 

bred indsigt og erfaring samlet i Sundhedsbrugerrådet at 

byde ind med. Patienternes og de pårørendes perspektiv 

er netop dét, der er vores fokus.« 

30 


Skal patienten kun være 

sleeping partner 

TEMA 

Patient Rapporterede Oplysninger (PRO) kan gøre 

en forskel i patientbehandlingen, hvis de anvendes i 

partnerskab mellem professionelle og patienter 

Af Erik Riiskjær og 

Niels Henrik Hjøllund 

Når PRO bevæger sig fra en 

paternalistisk tankeramme 

over i en partnerskabsramme 

skifter patienterfaringer karakter 

fra noget passivt og historisk 

som de professionelle har 

retten til at skabe viden ud fra, 

til noget, hvor patienten her og 

nu bliver aktiv og inddraget i 

eget behandlingsforløb. 

Systematisk anvendelse af patientrapporterede 

data har de 

seneste årtier vundet indpas i 

forskningsprojekter og lægemiddelafprøvninger 

og på det 

seneste også i kliniske kvalitetsudviklingsprojekter. 

Men i klinikken anvendes 

patienternes selvrapporterede 

helbred, oplevelser og erfaringer 

fortsat overvejende kun usystematisk. 

Patientens vurderinger 

er noget den professionelle 

lytter til, forkorter og efter bedste 

evne fortolker og noterer i 

journalen (Langewitz et al., 

2009). En tilgang som står i 

kontrast til de krav, der i andre 

sammenhænge stilles til kliniske 

data med hensyn til systematik, 

dækningsgrad og adgang. 

Det forhold er specielt problematisk 

fordi sundhedsvæsenet 

står midt i et paradigmeskift 

som rummer en erkendelse 

af at patienter med fordel 

kan inddrages mere i behandlingen 

(Neuhauser, 2003). 

Formålet med denne artikel 

er at beskrive, hvordan PRO kan 

gøre en forskel i patientbehandlingen, 

alt efter om praksis er 

karakteriseret af en paternalistisk 

tankeramme eller involvering 

i pagt med partnerskabsmodellen. 

Behov for PRO i klinikken 

Først må man konstatere, at der 

kan findes gode argumenter for 

i øget omfang at indføre PROmålinger. 

Traditionelt har man 

på sundhedsområdet sondret 

Erik Riiskjær. Cand. Oecon. Chefkonsulent 

ved Cener for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, 

Region Midt, Regionshuset 

Aarhus. 

erik.riiskjaer@stab.rm.dk 

Niels Henrik Hjøllund. Arbejdsmedicinsk 

Klinik, Hospitalsenheden Vest, Herning 

Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus 

Universitetshospital, Aarhus. 

mellem faglig kvalitet og patientoplevet 

kvalitet, hvor den 

faglige kvalitet mest har været 

reserveret interesse af de professionelle 

fx i form af indikatormålinger 

(Groene et al., 2008), 

mens patientoplevet kvalitet 

mest har været undersøgt via 

patienttilfredshedsundersøgelser. 

Begge tilgange kan imidlertid 

problematiseres i forhold til 

at facilitere patientindflydelse. 

Indikatormålinger evaluerer om 

patienterne behandles i forhold 

til foreliggende evidensbaserede 

anvisninger og har således en 



TEMA 


helt anden ambition end at synliggøre 

patientvurderinger, og 

patienttilfredshedsundersøgelser 

er ofte med rette blevet kritiseret 

for kun i ringe grad at synliggøre 

patienternes meninger 

(Bruster et al., 1994; Marcinowicz 

et al., 2009). 

Patient-reported outcome 

measure (PRO) kan derimod ses 

som et begreb som både indebærer 

patientinddragelse og som 

har fokus på den faglige kvalitet. 

Det amerikanske Food an Drug 

Administration (FDA) har defineret 

PRO, som en måling af et 

vilkårligt aspekt af en patients 

sundhedsstatus som kommer direkte 

fra patienten (FDA, 2006). 

Det vigtige i den definition 

er, at oplysningerne om funktion, 

symptomer og livskvalitet 

kommer direkte fra patienten 

uden mellemkommende tolkning 

af læger eller andre sundhedsprofessionelle. 

Mange undersøgelser 

har nemlig vist, at 

der kan være forskel på patienternes 

og de professionelles vurderinger 

af samme ydelser. Måling 

af PRO i tidsforløb kan altså 

ses som et svar på et behov for 

systematisk patientinddragelse i 

vurderingen af sundhedsfaglig 

kvalitet. 

Fortalerne for ideen om PRO 

peger på, at den – rigtigt implementeret 

– rummer store potentialer 

for sundhedsvæsenet: Højere 

behandlingskvalitet, hurtigere 

indgreb overfor symptomer, 

mindre patientbekymring, 

færre formålsløse rutinekonsultationer, 

øget patientinvolvering, 

større tilfredshed med behandling, 

færre klager og bedre ressourceudnyttelse 

(Donaldson, 

2008). 

Det kan derfor umiddelbart 

undre, at flere reviews af erfaringer 

med PRO viser heterogene 

effekter (Valderas et al., 

2008; Luckett et al., 2009). Et 

forhold der måske kan forklares 

ved at fokus i disse studier mest 

har været rettet mod PRO-målenes 

psykometriske egenskaber 

og mindre imod, hvordan PRO 

»oversættes« til praksis i konkrete 

organisatoriske rammer. Marshall 

et al (2006) opfordrer fx til 

at redskabet tænkes igennem i 

forhold til, hvordan patienten 

involveres i udvikling og brug af 

PRO-redskaber. 

PRO i en paternalistisk ramme 

De fleste studier af PRO har 

haft fokus på om redskabet giver 

effekt på forskellige outcomemål 

eller ej. Der har været mindre 

interesse for, hvilke mekanismer 

PRO-målinger aktiverer i forskellige 

organisatoriske kontekster, 

herunder hvilke roller patienter 

er tiltænkt at spille. 

Det er klart at indførelse af 

rutinemæssig indsamling af patientoplysninger 

i sig selv ikke 

giver anledninger til ændringer. 

Problemstillingen er sat på spidsen 

af Donaldson (2008), som 

hævder, at det ikke er nogen 

kunst at skabe PRO-måleredskaber, 

men at det er en kunst at 

skabe sundhedssystemer, hvor 

PRO danner det fundamentale 

organiseringsprincip. 

PRO-systemer, der udspringer 

af en paternalistisk tankegang 

inddrager primært patienter 

som dataleverandører, og 

som kildepopulation for generering 

og validering af items og 

spørgesystemer. Eller eventuelt 

vælger man blot at anvende internationale 

standardiserede 

måleskalaer. Udformning af måleredskab, 

implementering og 

praktisk anvendelse ses i denne 

tankeramme som et rent professionelt 

anliggende. 

Den aktive virkningsmekanisme 

i denne brug af PRO-ideen 

ligger altså på et overordnet 

niveau, hvor PRO virker ved at 

de professionelle får mere viden 

og dermed bliver bedre til at behandle 

patienten. Brugen af 

PRO er således udbredt ved afprøvning 

af lægemidler, hvor 

redskabet ofte bruges i kombination 

med et eller flere andre 

mål. 

I denne paternalistiske tradition 

sker der ofte en koordination 

på tværs af landegrænser 

med henblik på konsensus om 

principper og standarder med 

afgørende vægt på matematiske 

mål for validitet og reliabilitet. 

Fx findes der retningslinjer for 

oversættelse og kulturel tilpasning 

af PRO, der findes retningslinjer, 

der kan følges ved 

udformning af konkrete redskaber 

og der findes databaser med 

validerede spørgsmål til brug 

for PRO-initiativer. http://www. 

nihpromis.org/ (Cella et al., 

2007). 

PRO med partnerskabstræk 

Men der findes også eksempler 

på at der arbejdes med PRO ud 

fra en partnerskabstanke. I 

partnerskabsmodellen taler man 

om at kontakter mellem patienter 

og professionelle skal være 

patientcentrede, hvilket er defineret 

ved »sundhedsydelser, som 

etablerer partnerskab mellem klinikere, 

patienter og (om nødvendigt) 

deres familier, for at sikre at beslutninger 

respekterer patienternes ønsker, 

behov og præferencer, og som 

sikrer at patienterne har den uddannelse 

og støtte som er nødvendig 

for at kunne træffe beslutninger og 

deltage i deres egen behandling« 

(Institute of Medicine, 2001). 

Overført til PRO kan patientindflydelse 

sikres ved indflydelse: 

i designet af en konkret PRO, 

ved formulering og test af 

spørgsmål, ved valg af emner 

der skal indgå, ved design af 

feedback og ved dialog med de 

professionelle om den enkelte 

patients svar (Nicklin et al., 

2010; Donaldson, 2008; Snyder 

et al., 2010). 

Snyder et al.(2009) illustrerer, 

hvordan man skabte et websted 

til indberetning af PRO-data, 

som både kunne støttes af 

klinikere og patienter. Begge 

parter deltog i arbejdet med at 

udforme redskabet, og arbejdet 

startede med at fastlægge begge 

parters ønsker. 

Klinikernes krav gik ud på at 

resultater skulle kunne vises 

nemt, være klinisk relevante og 

de skulle have fokus på udvikling 

over tid. Patienternes interesse, 

var at skabe et grundlag 

32 


for dialog med lægen. Patienterne 

værdsatte korte og simple 

spørgeskemaer med en brugervenlig 

tilgang. 

Arbejdet resulterede i et 

generisk system (PatientViewpoint), 

der kan formes i forhold 

til specifikke sygdomme og integreres 

med den elektroniske patientjournal 

(Snyder et al., 

2009). 

I Danmark har vi også erfaringer 

med at anvende en partnerskabsorienteret 

praksis ved 

brugen af PRO. Hospitalsenhed 

Vest har udviklet et generisk ITsystem, 

der kan anvendes til 

brug for forskellige patientgrupper. 

Fx har man arbejdet med 

at integrerede PRO-mål fra patienter 

med kronisk hjertesvigt 

direkte ind i den kliniske praksis, 

hvor den enkelte patients 

indberetninger i overensstemmelse 

med partnerskabsmodellen 

gøres til genstand for individuel 

overvågning og efterfølgende 

dialog mellem den enkelte 

patient og de professionelle (Hospitalsenheden 

Vest, 2010; 

http://info.ambuflex.dk). 

Også andre patientgrupper 

er inkluderet i PRO-målinger 

med samme system, blot er der 

her tale om et mere forskningspræget 

sigte, hvor der kun sker 

inddragelse af den enkelte patient 

i forbindelse med datafangst. 

Evalueringen af projektet tyder 

på at en hensigtsmæssig implementering 

af PRO med partnerskabstræk 

bør indebære lokale 

dialoger og justeringer under 

selve implementeringsprocessen 

for at bevare face validity 

og ejerskab til projektet. 

I hjertesvigt-projektet blev 

der lagt mest vægt på at sikre de 

professionelles indflydelse på 

projektet, og patienterne fik 

først en stemme ved evalueringen 

af projektet. Projektet rummede 

således både paternalistiske 

og partnerskabstræk (Hospitalsenheden 

Vest, 2010). Evalueringen 

viste en forskydning af 

konsultationer fra fremmøde til 

flere telefonkonsultationer. 

Blandede erfaringer 

Litteraturen om PRO-projekter 

gennemført ud fra partnerskabstanken 

rummer heterogene 

resultater. Den evidens, der 

foreligger, er mere rettet mod 

procesmål end mod outcomemål. 

Undtagelsen synes her at 

være meget positive erfaringer i 

psykiatrien (Carlier et al., 2010). 

Det er et åbent spørgsmål om 

den begrænsede rapporterede 

effekt af PRO skal henføres til 

selve princippet om patientrapportering, 

til metodisk ufærdige 

koncepter eller til barrierer af 

organisatorisk art. 

Årsagen til den blandede evidens 

syntes at være at gennemførte 

projekter ikke i tilstrækkeligt 

omfang har taget udgangspunkt 

i mekanismer, der kan 

igangsætte ændrede adfærdsmønstre 

(Marshall et al., 2006). 

PRO mister effekt hvis aktiviteten 

ses som sideordnet til det 

øvrige organisatoriske liv. Meget 

tyder på at PRO må integreres i 

forhold til den kliniske beslutningsproces 

overfor den enkelte 

patient og skræddersyes til lokale 

forhold og til konkrete patientgrupper. 

PRO kan altså ikke ses som 

redskab man blot kan indføre 

med succes én gang for alle. 

Redskabet må i stedet ses som 

noget der kan virke, hvis der 

kan skabes konsensus om den 

arbejdsform det indebærer. Dog 

må man konstatere at der hidtil 

har været mere interesse for 

PRO blandt forskere end blandt 

kliniske praktikere (Valderas et 

al., 2008). 

TEMA 

Paternalistisk model 

Partnerskabsmodel 

Initiativ til system De professionelle De professionelle og patienterne 

Fastsættelse 

af fokus 

Udformning af samlet 

system og rapportering 

Tilbagemelding 

til den enkelte patient 

Brugen af resultater 

Mekanismer 

der påvirker praksis 

Skemaer udviklet 

efter professionelle standarder 

I professionelt regi 

på vegne af patienten 

Ingen eller indirekte 

via forskningsresultater 

Forskning 

Kvalitetsudvikling 

Forskning og kvalitetsudvikling 

Patienter og personale 

inddraget fra start 

Samarbejde 

mellem patienter og professionelle 

Tilbagemelding til den enkelte patient 

på dennes data evt med tidsudvikling 

og sammenligninger 

Patientens egen brug 

Dialoggrundlag 

Forskning 

Kvalitetsudvikling 

Styrkelse af patienten 

Ændringer pga fælles 

problemforståelse 

Behov for konsultationer 

Særlig anvendelighed Veldefinerede sygdomstyper Også mindre veldefinerede 

sygdomstyper 


Tabel 1. Teoretiske dimensioner for implementering og drift af PRO i to konsultationsmodeller 


TEMA 


Rosenbloom et al. (2007) peger 

i et randomiseret studie på 

en række grunde til at et konkret 

partnerskabsbaseret PROprojekt 

ikke havde den ventede 

positive effekt: 

1) Der forekom ceiling-effekter, 

da behandlingen allerede i 

udgangspositionen blev opfattet 

som meget god i alle tre 

grupper. 

2) Det var sygeplejegruppen der 

fulgte op, hvilket kunne være 

problematisk, da det var lægerne, 

der havde den største 

indflydelse på patienternes 

oplevelser. 

3) Der blev ikke målt på interventionernes 

indhold og kvalitet, 

altså i hvilken grad den 

levede op til intentionen om 

partnerskab. 

4) De anvendte måleredskabers 

sensitivitet var ikke klarlagt. 

5) Der var ikke tale om et blindet 

forsøg da de implicerede 

vidste, der blev målt og fulgt 

op. 

6) Endelig var det ikke alle kliniske 

ændringer, der blev noteret 

pga travlhed. Studiet 

peger således på nogle generelle 

forhold som ofte er til 

stede når der skal dokumenteres 

effekt af patientcentrerede 

tiltag. 

PRO til præstationsmåling 

og belønning 

Endnu inden PRO har fundet 

sin form i en partnerskabstankegang, 

er der eksempler på at 

PRO også er tænkt ind i en styringsmæssig 

ramme. 

PRO-mål er således også set 

kædet sammen med økonomisk 

belønning og karaktergivning 

på nettet. Selvom sammenknytningen 

af PRO og økonomiske 

incitamenter umiddelbart synes 

oplagt må det konstateres at 

ideen rummer potentialer for 

ukendte konsekvenser. Koblingen 

af PRO med økonomiske incitamenter 

er belyst i et Cochrane-review 

af syv studier, hvor 

der både peges på stigende styringsmæssig 

brug, men også på 

en uvidenhed om, hvordan effekter 

fra ideen påvirker praksis. 

En problemstilling som anbefales 

imødegået ved en bredere 

forståelse af organisationsadfærd, 

ved bredere anlagte målinger, 

der kan sikre mod utilsigtede 

forskydninger af adfærd 

mellem målte og umålte områder 

og ved et mere tæt fokus på 

utilsigtede effekter for forskellige 

patientgrupper (Scott et al., 

2011). 

Winters et al. (2010) gør den 

iagttagelse, at der kan være et 

modsætningsforhold mellem 

nuanceringsgraden i de PROmålesystemer, 

der er udarbejdet 

til forskningsformål, og de mere 

enkle målesystemer, der er udarbejdet 

med sigte på styringsformål 

og kliniske formål. 

PRO-mål skal altså ses ud fra 

den ramme de er tænkt ind i, 

og kritikløs brug af PRO-mål på 

tværs af forskellige logikker kan 

således give problemer. Fx kan 

validerede forskningsspørgsmål 

ikke altid ventes at være nyttige 

i en partnerskabsorienteret klinisk 

praksis, hvor den mere intuitive 

face validity er lige så central 

som de traditionelle mål for 

validitet. 

Hvad er det der virker 

Når PRO anvendes på konsultationsniveauet 

åbnes der mulighed 

for at der kan responderes 

hurtigere på den individuelle 

patients behov, og konsultationer 

kan ændre karakter fra rituelle 

møder til noget der foregår 

ved behov. 

Patienter vil i det omfang de 

mestrer det, kunne få en øget 

indflydelse på deres egen sundhed, 

og i det lys kan PRO ses 

som et centralt redskab til organisering 

af sundhed efter en 

partnerskabsorienteret praksis 

(Donaldson, 2008). 

Når PRO-målinger skal påvirke 

praksis, er oplevelse af 

ejerskab til data et vigtigt emne. 

Fænomenet er kendt under betegnelsen, 

oplevet nytteværdi 

(Ginsburg, 2003). At data opfattes 

som nyttige af modtagere 

forudsætter mere end at de er 

valide og reliable. Det indbefatter 

også at data kan sikre ejerskab 

og villighed til at tage ansvar 

for dem, at data opleves 

tidstro og at de giver mening 

for de involverede behandlere 

og patienter. 

Spørgsmål og skalaer skal 

opleves relevante, forståelige, 

knyttet til praksis, være troværdige 

og rettet mod et realistisk 

mål for alle parter, der skal bruge 

dem. Betydningen af ejerskab 

blandt frontlinjebehandlerne 

overfor nye ideer og tiltag 

er ofte blevet undervurderet 

(Grol og Grimshaw, 2003). 

Konkret er det anført at livskvalitetsmål 

af de professionelle 

ses som et abstrakt og vanskeligt 

fortolkeligt begreb der fordrer 

træning og undervisning. Udformning 

af PRO-systemer kan 

således kalde på behov for kvalitative 

studier til at kaste lys over 

ansatte og patienters opfattelse 

af redskabernes indhold. Opleves 

de anvendelige af de berørte 

parter 

Endelig er der peget på at 

interventioner med PRO ofte 

med fordel kan ske under anvendelse 

af mere end et redskab, 

fx supplerende undervisning 

af både professionelle og 

patienter. 

PRO’s potentiale for at skabe 

effekt kan altså kædes sammen 

med en lokal udfoldelse af redskabet, 

så det udover bidraget 

til den enkelte patients konsultation, 

også producerer løbende 

real-time måleresultater, der 

kan leve op til krav som en lokal 

kvalitetsudviklingsproces kræver. 

Endelig skal udformningen 

af PRO afspejle, at ikke alle patienter 

ønsker eller evner at indgå 

i det samspil, der lægges op 

til i PRO. Dette er også en måde 

at sætte patienten i centrum på. 

Hvad er patientens 

interesser 

PRO-systemer er i flere studier 

koblet til en elektronisk patientjournal, 

og PRO kan på den 

måde ses som et begrænset 

34 


skridt i retning af åbne patientjournaler. 

En udvikling som allerede 

er set på patienternes egne 

sites til indsamling og diskussion 

af sygdom. Fx har patienternes 

eget PRO-system, PatientsLikeMe, 

lagt det ud til den 

enkelte patient i hvilken grad 

han eller hun ønsker privathed, 

eller ønsker at dele sin sag med 

andre patienter med samme lidelse, 

så der skabes en mødeplatform 

og en analysemulighed 

for patienterne (Frost et al. 

2011). 

Det er også værd at hæfte sig 

ved, at PatientsLikeMe er startet 

på områder karakteriseret med 

uklare diagnoser, uklare behandlinger 

og uklare effekter. 

Det drejer sig fx om ALS, epilepsi, 

fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, 

HIV/Aids, depression, 

posttraumatisk stress, 

Parkinson’s sygdom, organtransplantationer 

og sklerose. 

Herved har patienterne 

valgt en anden strategi end det 

man normalt ser når professionelle 

konstruerer performancemål, 

hvor man typisk starter 

med tilstræbt veldefinerede modelsygdomme 

(Groene, 2010). 

Hermed viser patienterne interesse 

og vilje til aktivt at indgå i 

en art forskningsproces med deres 

viden og prioriteringer. 

PRO’s potentiale til at påvirke 

praksis står og falder med 

hvilken ramme målingerne tolkes 

ind i. Hvis PRO blot bliver 

påklistret til en paternalistisk 

praksis eller skal danne grundlag 

for overordnet styring, risikeres 

at ideen blot medfører 

øgede omkostninger uden at 

skabe effekt for patienten. Omvendt 

kan man sige, at hvis ideen 

om PRO ikke følges op med 

elementer fra partnerskabsmodellen 

tyder det på, at PRO-systemer 

vil blive udviklet på patienternes 

egne præmisser af 

patienterne selv. 

PRO har potentialet til at 

rumme kimen til ny organiseringspraksis 

på sundhedsområdet 

– men det afhænger af hvordan 

vi oversætter ideen. 

Referencer 

• Bruster, S., Jarman, B., Bosanquet, N., Weston, D., Erens, R. & Delbanco, T.L. 1994, »National survey 

of hospital patients«, British Medical Journal, vol. 309, pp. 1542-1546. 

• Carlier, I.V.E., Meuldijk, D., Vliet, I.M.V., Van Fenema, E., Van der Wee, N.J.A. & Zitman, F.G. 2010, 

»Routine outcome monitoring and feedback on physical or mental health status: evidence and 

theory«, Journal of Evaluation in Clinical Practice, , pp. 1-7. 

• Cella, D., Yount, S., Rothrock, N. & et al. 2007, »The patient-reported outcomes measurement information 

system (PROMIS)«, Medical care, vol. 45, no. 5 Suppl, pp. S3-S11. 

• Donaldson, M.S. 2008, »Talking PRO’s and patient-centered care seriously: incremental and disruptive 

ideas for incorporating PRO’s in oncology practice«, Quality of Life Research, vol. 17, pp. 

1323-1330. 

• FDA 2006, »Draft Guidance for Industry on patient-reported outcome measures: Use in medical 

product development to support labeling claims«, Federal Register, vol. 71, pp. 5862-3. 

• Frost, J., Okun, S., Vaughan, T., Heywood, J. & Wicks, P. 2011, »Patient-reported outcomes as a 

source of evidence in off-label prescribing: Analysis of data from PatientsLikeMe«, Journal of Medical 

Internet Research, vol. 13, no. 1. 

• Ginsburg, L.S. 2003, »Factors that influence line managers’ perceptions of hospital performancedata«, 

Health Services Research, vol. 38(1), pp. 261-286. 

• Groene, O., Skau, J.K.H. & Frølich, A. 2008, »An international review of projects on hospital performance 

assesment«, International Journal for Quality in Health Care, vol. 20, no. 3, pp. 162-171. 

• Grol, R. & Grimshaw, J. 2003, »From best evidence to best practice: effective implemetation of 

change in patients’ care«, The Lancet, vol. 362, no. 11, pp. 1225-30. 

• Hospitalsenheden Vest 2010, Ambuflex Behovsstyret patientforløb med web-baseret selvmonitorering. 

Evalueringsrapport Version 1.1. 

• Institute of Medicine. Committee on Quality of Health Care in America. 2001, Crossing the Quality 

Chasm. A New Health System for the 21st Century, National Academies Press, Washington, DC, 

USA. 

• Langewitz, W.A., Loeb, Y., N¨bling, M. & Hunziker, S. 2009, »From patient talk to physician notes – 

Comparing the content of medical interviews with medical records in a sample of outpatients in 

Internal Medicine«, Patient education and counseling, vol. 76, pp. 336-340. 

• Luckett, T., Butow, P.N. & King, M.T. 2009, »Improving patient outcomes through the routine use of 

patient-reported data in cancer clinics: future directions«, Psyco-Oncology, vol. 18, pp. 1129-1138. 

• Marcinowicz, L., Grebowski, R. & Chiabicz, S. 2009, »Exploring negative evaluations of health 

care by Polish patients: an attempt at cross-cultural comparison«, Health and Social Care in the 

Community, vol. 17, no. 2, pp. 187-193. 

• Marshall, S., Haywood, K. & Fitzpatrick, R. 2006, »Impact of patient-reported outcome measures 

on routine practice: a structured review«, Journal of Evaluation in Clinical Practice, vol. 12, no. 5, 

pp. 559-68. 

• Neuhauser, D. 2003, »The Comining Third Health Care Revolution: Personal Empowerment«, Quality 

Management in Health Care, vol. 12(3), pp. 171-184. 

• Nicklin, J., Cramp, F., Kirwan, J., Urban, M. & Hewlett, S. 2010, »Collaboration with patients in the 

design of patient-reported outcome measures: capturing the experience of fatigue in rheumatoid 

arthritis«, Arthritis Care Res, vol. 62, no. 11, pp. 1552-8. 

• Rosenbloom, S.K., Victorson, D.E., Hahn, E.A., Peterman, A.H. & Cella, D. 2007, »Assessment is not 

enough: a randomized controlled trial of the effect of HRQL assessment on quality of life and satisfaction 

in oncology clinical practice«, Psycho-Oncology, vol. 16, pp. 1069-1079. 

• Scott, A., Sivey, P., Ait Ouakrim, D., Willenberg L., Naccarella, L., Furler, J. & Young, D. 2011, »The 

effect of finansial incentives on the quality of health care provided by primary care physicians«, 

Cochrane Database Syst Rev, , no. Sept 7. 

• Snyder, C.F., Jensen, R., Courtin, S.O. & Wu, A.W. 2009, »PatientViewpoint: a website for patientreported 

outcomes assesment«, Quality of Life Research, vol. 18, pp. 793-800. 

• Snyder, C.F., Jensen, R.E., Geller, G., Carducci, M.A. & Wu, A.W. 2010, »Relevant content for a 

patient-reprted outcomes questionnaire for use in oncology clinical practice: Putting doctors and 

patients on the same page«, Quality of Life Research, vol. 19, pp. 1045-1055. 

• Valderas, J.M., Kotzeva, A., Espallargues, M., Guyatt, G., Ferrans, C.E., Halyard, M.Y., Revicki, D.A., 

Symonds, T., Parada, A. & Alonso, J. 2008, »The impact of measuring patient-reported outcomes 

in clinical practice: a systematic review of the literature«, Quality of Life Research, vol. 17, 

pp. 179-93. 

• Winters, Z.E., Benson, J.R. & Pusic, A.L. 2010, »A systematic review of the clinical evidence to guide 

treatment recommendations in breast reconstruction based on patient-reported outcome measures 

and health-related quality of life«, Ann Surg, vol. 252, no. 6, pp. 929-42. 


TEMA 


Dansk Selskab for Ledelse 

i Sundhedsvæsenet 

Thujavej 48, 5250 Odense SV 

Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet 

Bestyrelsen 

Tidsskrift for 

Dansk Sundhedsvæsen 

Kursus- og 

uddannelsesudvalget 

Regionsdirektør 

Per Christiansen, formand 


E-mail: per.christiansen@rn.dk 



Regionshospitalet Viborg 

og Regionshospitalet Skive 


Tlf.: 22 13 43 90 


Afdelingschef, cheflæge 










Vicedirektør Per Jørgensen 

Glostrup Hospital 

E-mail: perjoe02@glo.regionh.dk 

Sygehusdirektør Michael Storm Klausen 

Sygehus Thy Mors 

E-mail: michaelstorm@rn.dk 

Hospitalsdirektør Peder Mogensen 

Amager Hospital 

E-mail: peder.mogensen@amh.regionh.dk 

Ledende overlæge 

Jens Møller Rasmussen 

Odense Universitetshospital 

E-mail: jens.moeller.rasmussen@ 

ouh.regionsyddanmark.dk 

REDAKTIONSUDVALG 


Hans Peder Graversen, formand 


Tlf.: 78 41 23 00 


Cheflæge Paul D. Bartels 

Faglig leder af Regionernes 

Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram 

Tlf.: 87 28 49 70 

E-mail: paul.bartels@stab.rm.dk 



Regionshospitalet Viborg 

og Regionshospitalet Skive 


Tlf.: 22 13 43 90 








Vicedirektør Jens-Otto S. Jeppesen 

Regional Udvikling, Region Syddanmark 

E-mail: jens-otto.s.jeppesen@ 

regionsyddanmark.dk 

Projektchef, dr.med. Flemming Knudsen 


Tlf.: 40 40 33 83 

E-mail: f.knudsen@rn.dk 

Afdelingschef Vagn Nielsen 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet 

Tlf.: 72 26 94 91 

E-mail: vn@sum.dk 

Konsulent John Arne Sørensen 

Tlf.: 30 28 46 25 

E-mail: johnarnesorensen@gmail.com 

REDAKTION 




Tlf.: 78 41 23 00 


Vicedirektør Per Jørgensen, formand 

Glostrup Hospital 

E-mail: perjoe02@glo.regionh.dk 

Kontorchef Annette Bang 


E-mail: annette.b.andersen@ps.rm.dk 

Sygehusdirektør Michael Storm Klausen 

Sygehus Thy Mors 

E-mail: michaelstorm@rn.dk 

Hospitalsdirektør Peder Mogensen 

Amager Hospital 

E-mail: peder.mogensen@amh.regionh.dk 

Ledende overlæge 

Jens Møller Rasmussen 

Odense Universitetshospital 

E-mail: jens.moeller.rasmussen@ 

ouh.regionsyddanmark.dk 

Markedschef, Sundhed EBA 

Helle Susanne Olsen 

Niras 

hso@niras.dk 

Sekretariat 

Sekretariatsleder Tove Krarup 

Tlf. 24 66 48 90 

E-mail: tovekrarup@mail.dk 

Tilforordnet Jørn Koch 

Tlf. 40 28 38 98 

E-mail: jrn.koch@yahoo.dk 

KASSERER 

Civiløkonom Holger Skott 

Tlf. 97 18 20 56 

Mobil 22 16 25 69 

E-mail: fam.skott@mail.dk

Brugerinddragelse – myter og fakta - Sikker Patient

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?