"Den farverige middelalder" i pdf. - Nationalmuseet

Hæmværk. De
ældste ure var
loddrevne og blev
reguleret af en
spindelgang.
Model på
Nationalmuseet
mellem København og Roskilde, i
1259. Men engelske undersøgelser
har vist, at det kun var, når energibehovet
ikke kunne dækkes af vandkraft,
at man tyede til at opføre
vindmøller. De var nemlig forholdsvis
komplicerede tømmerkonstruktioner,
for de skulle være så kraftige,
at de sikrede fuldstændig stabilitet i
kværnen, og samtidig så lette, at
hele møllen kunne drejes på stubben
op mod vinden. Anlægsudgifterne
var derfor højere end for
vandmøller.
det mekaniske ur
Sammen med bogtrykkerkunsten
var det mekaniske ur nok middelalderens
mest epokegørende opfindelse.
Med uret begyndte man at
kunne disciplinere sig selv og hinanden
til at møde til tiden og passe
sine aftaler. For eksempel klostrets
syv bedetimer og arbejdets tilrettelæggelse.
Ora et labora var den hellige
Benedikts motto for klosterlivet.
Dengang, i første halvdel af 500-tallet,
havde man måttet holde styr på
tiden ved hjælp af et solur, som vagthavende
munk aflæste udendørs,
hvorefter han vækkede broder Jacob,
som lå og sov over sig, ved at ile hen
og slå på en bronzeklokke. Nu, 600
år senere, blev uret koblet umiddelbart
til et slagværk, som hver gang,
til rette tid og usvigeligt sikkert,
både i sol og regn, dag som nat og
uden menneskelig indblanding,
kaldte munkene til bøn eller arbejde.
De første mekaniske ure havde altså
ikke en skive, man aflæste med øjet.
Et ur var en maskine, der udsendte
et lydsignal ligesom et vækkeur, og
den dag i dag, i det digitale urs tidsalder,
spørger vi hinanden som i
middelalderen: Hvad er klokken?
Den afgørende opfindelse var
hæmværket, der bremser eller hæmmer
det mekaniske urværks hovedaksel,
som drives frem af et lod i et
reb om akslen. Det er hæmværket,
der giver uret dets tik-tak lyde, når
det med to tapper 90˚ forskudt får et
kronhjul til skiftevis at bevæge sig
frem og tilbage. Denne snedige mekanisme
styrer akslens langsomme,
men kontinuerlige rotation. Snart
blev uret også visuelt, dvs. man forsynede
akslen med en viser, som på
en rundskive angav klokkeslettet.
Roterede akslen én gang i døgnet,
havde skiven 24 timer, men roterede
den to gange som på moderne ure,
var inddelingen kun i 12 timer. Tidligere
havde en times længde skiftet
ikke blot med årstiderne, men også
mellem dag og nat, for én time var
defineret som en tolvtedel af tiden
mellem solens op- og nedgang. Nu
svingede en times længde ikke længere
i takt med årstiderne; den var
blevet ensrettet af mekanikken.
Stiller vi os over for det astronomiske
ur i Lunds Domkirke, som
nok er det mest sofistikerede tekniske
projekt i Norden omkring år
1300, står vi ansigt til ansigt med
middelalderens verdensbillede. Det
er os, der står stille ligesom Jorden i
universet, og urets tre visere, der peger
hen på de udvalgte himmellegemer,
solen, månen og de tolv stjernetegn,
der styrer vor tilværelse. En
snedig mekanisme drejer måneviserens
måne, så den til enhver tid har
form efter den virkelige månes fase.
Zodiakringen bevæger sig rundt i
omtrent samme tempo som solviseren
og peger derfor på det stjernetegn,
man befinder sig i. Selve urskiven
er inddelt i et blåt felt (solen
oppe) og et sort felt (solen nede),
samt et rødt overgangsfelt, der angiver
skumringen. Vel at mærke præcis
på den breddegrad, hvor Lund befinder
sig. På andre breddegrader
flytter solen sig jo anderledes. Vi oplever
altså meget konkret os selv i
verdens centrum, der på uret er
henlagt til lokaliteten Lund. Træder
vi ud af domkirken i skumringstimen,
kan vi forvisse os om, at de
virkelige stjerner står nøjagtigt som
på urskiven, at den virkelige sol just
er sunket under horisonten, at den
virkelige måne står i samme fase, og
at mørket faktisk er ved at sænke sig
over ærkebispesædet i Lund.
Men det var ikke alene vigtigt at
måle tiden. Det var lige så vigtigt at
kende stjernetegnenes positioner,
for alt var for middelaldermennesket
styret af kosmiske kræfter. Det
gjaldt ikke blot jordiske begivenheder,
men også hvert enkelt menneskes
liv og legeme. Derfor måtte
astrologer og læger kende stjernetegnenes
placering og deres skæbnesvangre
følger lige så godt, som mo-
46