Paradigmestrid om kunst og kultur - Interfolk, Institute for Civil Society

Pink Spots” og sidst med min duo ”Moses And His Hot One” med pianistenBendt Ulrik Jensen fra kvintetten. Vi spillede firhændigt klaver og skiftedes tilat spille bas og klaver. Lidt uheldigt var det, at jeg ikke havde fået tilladelse framine forældre til at optræde på Knudsborg, hvis ry i ”pæne kredse” var diskutabelt.Når der var amatørkonkurrence, sagde jeg derfor tidligt på aftenen godnattil mine forældre, der så troede, jeg gik i seng for at være udhvilet til næsteskoledag. Men jeg hoppede ud af mit værelsesvindue til haven og benyttedebagudgangen til Havnepladsen, som jeg sneg mig tværs over hen til Knudsborg,der lå lige om hjørnet. Nærmest pinligt blev det, da min far i FredericiaDagblad kunne læse, at ”lektor Moseholms søn” havde vundet første præmie.Alle indtægter fra dansejobbene gik til pladekøb, så efterhånden fik jeg alleindspilninger med Leo Mathisen, Svend Asmussen, Børge Roger Henrichsen,Harlem Kiddies, Niels Foss og Kai Ewans. Jeg spillede bas til dem alle sammenog sang med på deres sange og fik således et omfattende repertoire-kendskab,der kom mig til gavn resten af livet.Tonerne ligger heromkringTrompetspillet brillerede jeg også med i duetter med en klassekammerat,der spillede bedre end mig, fordi han var medlem af byens FDF-orkester. For atindsamle penge til skolens pladesamling marcherede vi ved særlige lejlighedertrompetérende gennem skolegård og -gange. Som udfordring til mit klassiskebasspil, dannede jeg en strygekvintet på skolen og optrådte til den årlige skolekoncertmed Mozarts ”Eine Kleine Nachtmuzik”.Jeg ville så gerne have en baslærer. Det var svært at finde i Fredericia, såjeg spillede ”på øret” efter systemet ”tonerne ligger heromkring”. Fra grønthandlerMatthiessen, der var ”professionel”, fik jeg nogle tip mod at bringehans varer ud til kunderne. Jeg søgte også hjælp ved at abonnere på et korrespondancekursusforestået af mit basidol, Niels Foss. Men det var ret sværtat finde ud af. Måske fordi Niels Foss selv led af node- og ordblindhed. Jegkender da heller ingen andre, der har hans kursusmateriale. Fyrre år senere fikjeg personlig kontakt med Niels Foss, der havde bosat sig i Zürich i Schweiz.Da jeg opdagede, at han ikke engang selv havde sin korrespondanceskole, kopieredejeg min og sendte den til hans 80-års-fødselsdag. Da jeg besøgte hamnogle år efter, meddelte han, at korrespondanceskolen var blevet smidt i skraldespanden,fordi den var for dårlig.13