Paradigmestrid om kunst og kultur - Interfolk, Institute for Civil Society

kan derfor naturligt indlejres i statslige, regionale og lokale erhvervsøkonomiskeudviklingsstrategier, hvor man søger at fremme en kulturindustri, somer oplevelsesorienteret og “oplevelsesøkonomisk”. Begreber som ”oplevelseog omsætning” erstatter efterhånden de oprindelige begreber som ”deltagelse,oplysning og dannelse”, og de kunstneriske kvalitetskriterier handler nu omøkonomiske nøgletal, regional udvikling og national profilering.Resultatkontrakter og virksomhedsplaner udgør væsentlige performativtstyringsredskaber, men hvor styringen i den tidlige fase i 90’erne hovedsagligtbestod i kvantitativ rammeregulering, så har styringen i den næste fase i00’erne udviklet sig til en egentlig kvalitativ indholdsregulering. Andre væsentligeredskaber i New Public Management er privatisering og udlicitering,som nu er blevet hverdagskost inden for det social- og sundhedspolitiske område,og som også er på vej inden for uddannelsesområdet. Privatisering ogudlicitering har endnu ikke i nævneværdig grad ramt kunst- og kulturlivet, mendet er en udvikling, som meget vel kan komme i 10’erne.Eroderingen af den nordiske kulturmodel kan tolkes som de økonomiskeog politiske institutioners kolonisering af kunstens og kulturens indre værdier.Systemverdenens nye performative styringsmidler er i stigende omfang blevetindført som et alternativ til de livsverdensorienterede armslængdemodeller,der kendetegnede den oprindelige nordiske kulturmodel. I samme grad somden performative styring øges, både i det offentlige og privat finansieredekulturliv, risikerer kulturpolitikken at miste de oprindelige mål om såvel atsikre kunstnerisk frihed og kulturel mangfoldighed som at sikre høj kunstneriskkvalitet ved at beskytte kunsten mod markedets kommercialisering.Paradigmeskift historisk setDe overordnede ændringer af de kulturpolitiske rationaler i de nordiskelandes kulturpolitik fra 1960’erne til i dag kan på trods af mindre variationerperiodiseres i fire faser 9 , som angiver det glidende paradigmeskifte fra humanistisketil instrumentelle mål og strategier.1. En humanistisk kulturpolitik – demokratisering af kulturenFra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne byggede kulturpolitikken pået humanistisk kulturbegreb, hvor kunst blev forstået som et middel til at sikreen højere almendannelse og myndiggørelse af den enkelte som menneske ogmedborger og hermed en styrkelse af demokratiet. Kulturpolitikken havde i50