Paradigmestrid om kunst og kultur - Interfolk, Institute for Civil Society

jeg mange points af mine kammerater for det, jeg kunne. Det var også megetbilligt. Vi er tilbage i midten af 1960’erne, og mine forældre betalte 9,50 kr.halvårligt. Resten betalte kommunen.Da jeg begyndte på musikskolen i Trollhättan betalte vi i starten af 1970’erne60 kr. halvårligt. På denne måde var prisen ingen hindring for nogen, og derfostredes mange musikere (instrumentalister), som senere blev professionellei symfoniorkestre, på operaer og i bigbands. Desuden en del operasangere ogvise-, rock- og popsangere mv. Og jeg kan for i øvrigt ikke huske, at der varproblemer med ungdomskriminalitet. De unge var optaget af noget andet.Min pubertet var meget præget af, at jeg havde svært ved at udtrykke migverbalt – specielt i store forsamlinger – noget, som jeg har arbejdet meget medgennem årene. Men her hjalp musikken mig utrolig meget. Gennem musikkenkunne jeg udtrykke mange af de følelser, som kørte rundt inde i mig.Opera er hyleriJeg fik min første sanglærer på musikskolen i Trollhättan, da jeg var 15 år.Hun hed Anna-Lena Englesson. Min nabo, Yngve, fik mine forældre til at loveat ”lade pigen skole sin stemme”. Anna-Lena, der da var 23 år, og jeg gennemgiken masse tyske lieder og skandinaviske sange. Anna-Lena var - udoverat være en god sanglærer - en meget god akkompagnatør, og vi havde mangesjove timer. En opera havde jeg endnu ikke set. Når der blev sendt opera i radioen,blev der lukket i mit hjem. ”Jeg vil ikke høre på det hyleri”, sagde minfar. Men nysgerrigheden steg hos mig, og da jeg var 17 år kom Riksteaternpå turné med “Figaros Bryllup”. Min mor og jeg fik de absolut sidste billetteroppe på galleriet, hvor vi kun så halvdelen af scenen, og mor måtte stå ophele aftenen, da hun kun var 150 cm høj. Far kørte os derhen, men ville ikkemed ind. Den aften blev et vendepunkt for mig – en revolution! Her var jo allekunstarter samlet. Hvilken udfordring. Endelig fandt jeg det, jeg havde søgt.Og jeg gik straks i gang med at indstudere Susannas Rosenarie.Der skal lige nævnes, at min far blev “omvendt” bl.a. hjulpet af en oplevelsei Bayreuth, hvor han så “Rhinguldet” med 3 nøgne nymfer, der sang ogsvømmede (en af dem var Birgitta Svendén, som nu er operachef i Stockholm).Han kunne næsten ikke sige en lyd efter forestillingen. ”Jaa – jaaa – det kanman kalde opera”, var det eneste, han kunne fremstamme. Og Birgit Nilssongjorde han helt stum, da hun - i forbindelse med at jeg skulle modtage hendeseget legat i 1988 - sagde: ”Ja, noget fælles har vi jo, Gitta-Maria og jeg – og26