Paradigmestrid om kunst og kultur - Interfolk, Institute for Civil Society

var derimod at modvirke kulturindustriens kommercialisering af kunst og kulturformidlingog at sikre kunstens uafhængighed gennem armslængdeprincippetog andre frihedsorienterede forvaltningsformer. Kulturpolitikken i de nordiskelande har så store ligheder, at det giver videnskabelig og politisk meningat tale om en nordisk kulturmodel 4 med følgende kendetegn:• Frihed og selvstyre for kunstnere og kulturinstitutioner for at værne omkulturens selvstændighed og imødegå enhver form for regulering fraoffentlige myndigheder eller private økonomiske interesser.• Kunst og kultur som et velfærdsgode og en rettighed for alle borgere.• Kunst og kultur som et væsentligt led i borgernes frie dannelse ogpersonlige udvikling i overensstemmelse med egne mål og forudsætninger.• Lige og udvidet adgang til kunstneriske og kulturelle tilbud for alleborgere uanset social baggrund, økonomiske forhold og geografisk bopæl.• Bevarelse af den nationale kulturarv.Det fælles nordiske værdigrundlag omfattede stor frihed og selvforvaltningfor kunsten. Det offentlige måtte støtte, men ikke styre, som den første danskekulturminister Julius Bomholt sagde ved fremlæggelsen af loven om StatensKunstfond 5 . Ideen var, at politikerne skulle sikre de økonomiske rammer, menselve tildelingen skulle ske gennem uafhængige fagkomiteer. Støtten måtteikke gå ud over friheden. Armslængdeprincippet har i efterkrigstiden væretet nøglebegreb i de nordiske landes kulturpolitik og i det nordiske kultursamarbejde.Derfor skulle den offentlige kulturstøtte (bl.a. til arbejdsstipendier,kunstindkøb og udsmykningsopgaver) fordeles af sagkyndige og uafhængigekunstråd, der skulle vælges af kulturlivet og kunstnernes egne organisationer.Kunsten skulle sikres egne og frie produktions- og distributionsforhold delsgennem offentlige støtteordninger til kunstnerne herunder sikring af deres ophavsret,dels gennem udbygning af institutioner for kulturformidling, såsomfolkebiblioteker (litteratur), teatre (drama og dans), offentlige koncertsale ogspillesteder (musik og opera) samt kunstmuseer (billedkunst), og dels gennemudbygning af kunstneriske uddannelser.Denne politik begrundes med en antagelse om den frie kunstudøvelsesafgørende dannelsesmæssige betydning i et demokratisk retssamfund.Kulturpolitikken skulle fremme borgernes dannelse til værdige og myn-48