fakta - Lollands Bank

ning går de nærmest hændervridende i knæfald for at tækkes
de 17-årige. Her tænker han i særdeleshed på et stort
optikerfirma, der i en reklamekampagne lader ældre mennesker
løbe rundt på gaderne som lemminger samt et ugeblad,
der har sloganet ‘Mere aktion – mindre mormor’. Jesper
Langberg er vred og mener at ældre fremstilles som latterlige
og kiksede, fordi de er så dumme at blive ældre.
“Så til mine kære medældre vil jeg sige: Bevar værdigheden
og fald ikke for slesk tale.”
Er du blevet mindre nervøs med alderen – er sceneskrækken
forsvundet?
“Det de ældre skuespillere sagde til mig, da jeg var ung,
har jeg nu overtaget. Så når de unge kommer og er meget
nervøse, siger jeg til dem – Det skal du ikke tage dig af. Det
bliver værre! Det er jo stik i mod al fornuft, da man skulle
tro, at nu har jeg da vænnet mig til det her. Men sådan er
det ikke – det bliver kun værre. Det er lige så man bliver
helt syg af det. Heldigvis er det kun omkring premierer og
generalprøver, hvor publikum er på for første gang. Under
prøveforløbet er jeg vældig høj i hatten. Jeg elsker at gå til
prøve – det bliver skæggere og skæggere. Det nyder jeg meget.
Nu spiller jeg jo mænd i 60-års alderen, og de har prøvet
lidt af hvert. Der har forhåbentlig både været knaldende
lussinger og skinnende sol. Rollerne er mere facetteret, og
kan spilles mere på det underforståede. Det gør arbejdet
mere spændende og righoldigt.”
OPLEVE NOGET ANDET
Hvad kan du lide at lave i din sparsomme fritid?
“Jeg læser meget, og så er der alle de praktiske ting. Men
jeg er ikke handyman – absolut ikke – selv om jeg er ud af
håndværkerslægt. Den slags er jeg nødt til at betale mig fra.
Jeg rejser en del, når jeg kan komme af sted med det. Men
fritid er ikke det, jeg har mest af. Fra august 2003 til 1. maj
i år har jeg sammenlagt haft fire fridage. Da jeg havde flere
kræfter, lavede jeg film eller tv om dagen, spillede på teatret
om aftenen, og læste på det nye stykke om natten. Det gik
over stok og sten i mere end 30 år, men nu er jeg holdt op
med det dobbelt løb og laver en ting af gangen. Efter 25 år
på Det Kongelige Teater valgte jeg at stoppe i 1986 for også
at opleve noget andet. Det gjorde, at jeg pludselig bedre
kunne styre mit skib og vælge de roller, jeg havde lyst til at
spille,” siger Jesper Langberg, der senest har gæstespillet på
det gamle teater i 2003 med Parasitterne.
“Jeg lavede en tv-serie for en del år siden og havde fri om
aftenen. Det var umindelige tider siden, jeg sidst havde
prøvet at være hjemme om aftenen. Jeg tændte for fjernsynet
og til min meget store overraskelse opdagede jeg, at TV-
Avisen var i farver. Jeg havde ikke set den siden den blev
vist i sort/hvid. Men det er ikke, fordi jeg ikke ved noget,
jeg læser skam min avis hver dag,” siger Jesper Langberg.
TRAPPE NED MED TEATER
Hvordan har du det med den nye generation af skuespillere?
“Det er interessant at spille med de talentfulde unge
skuespillere. Når jeg får lov til, og jeg siger får lov til at spille
sammen med et talent som Anders W. Berthelsen, er det
meget spændende at se hans talent og måden han griber sit
arbejde an på. Det er meget frugtbart at opleve de nye kræfter,
og se deres måde at tænke på – deres frækhed på et
solidt grundlag – deres vovemod og indsigt i en rolle og
deres evne til at komme med de rigtige bud. Jeg kan som
den gamle komme med et råd, hvilket der bliver lyttet til,
med mindre det er noget vrøvl, så tager jeg mig selv i det.
Det er også helt andre manuskripter, de arbejder på i dag
end vi havde, da jeg var ung. 3/4 af de film jeg har været
med i, var noget værre lort på grund af de forfærdelige
manuskripter. Vi var samtidig så over-kvikke og korrekte.
En attitude, der smittede af på alle skuespillere i 50’erne, da
Lille Per hærgede med Far til Fire-filmene. Heldigvis havde
vi TV-Teatret, hvor forfattere som blandt andet Leif Panduro
skrev stykkerne. Balling og Bahs, der skrev og instruerede
Olsen Banden og Matador, var dygtige, men mener
altså der var flere dårlige end gode instruktører og manuskriptforfattere
dengang.”
Hvornår har du tænkt på at stoppe og lade dig pensionere?
“Næste år bliver jeg 65 år, og så er det tid for de fleste, at
gå på folkepension. Men jeg kan jo selv bestemme, om det
er det, jeg vil. Jeg tror aldrig, jeg mister lysten til mit arbejde.
Det hele afhænger af helbredet – så længe det holder, vil
jeg blive ved. Men jeg har tænkt på at trappe ned på teatret,
så jeg får mulighed for at lave noget film og tv. Det kan
være, de tror, jeg ikke vil, da jeg ofte har takket nej på
grund af en stor opgave på teatret. Men det vil jeg lave om
på. Så til næste år, når jeg skal spille H.C. Andersen på
Odense Teater, har jeg samtidig 40-års jubilæum. Ved den
lejlighed meddeler jeg, at jeg trapper ned med teatret, og
måske trapper op et andet sted.
Det store ansvar slutter nok med H.C. Andersen. Det er
fysisk hårdt at have de store roller og spille hver aften, så
det er simpelthen for at redde livet. Det er bevist, at sådan
en aften på scenen afbrænder flere kalorier end hvis man
var jord/betonarbejder. Jeg vil ikke komme derud, hvor jeg
presser mig selv. Jeg er træt af det helt store ansvar og
ønsker nu at have mindre, men stadig interessante roller. Så
den dag, jeg vågner op og siger, nu vil jeg ikke mere, kan
jeg pensionere mig selv. Så vil jeg gå hen og købe et guldur.”
Hr. Langberg griner: “Eller en flaske god whisky!”
Hvad betyder det at skulle spille H.C. Andersen på hans
200 års fødselsdag?
“Det glæder jeg mig rigtig meget til, og det er jo sjovt, at
det er på 200 året. Jeg har aldrig spillet på Odense Teater, så
det bliver nyt. Min betingelse for at være med var, at jeg
ikke ville ligne H.C. Andersen, altså klædes ud som ham.
Det er der nok 100-150 andre skuespillere og andet godtfolk,
der gør i den periode med næse og høj hat. Min udfordring
bliver at formidle, hvad der sker inde i den blykasse,
der er hans hoved. Manden var tillukket som en østers,
fuld af tanker og frustrationer, også på det seksuelle område,
så jeg vil forsøge at løfte låget på blykassen. Når jeg ikke
er klædt ud eller sminket som ham, har jeg et større råderum.
Forstår folk først, at ideen med stykket er, at jeg er alt
det, der sker inde i hans hoved og siger det højt, sker der
virkelig noget. Men jeg kan ikke røbe mere nu,” slutter
Jesper Langberg, der står på Odense Teaters scene ved premieren
den 1. april i 2005.
“Jeg kan huske min første replik på film
– Bobs hundekiks, svarede jeg,
da Dirch Passer spurgte, hvad vi skulle have
til middag,” fortæller Jesper Langberg.
Senior Tid 5