Kirken yt - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

det mors dag, og der var chili til alleefter møderne om eftermiddagen.På trods af at ikke alt gik somplanlagt, var det en dejlig, hyggeligdag for wardet. Vi havde mindst 120gæster fra gaden (tænk hvis vi havdehaft annonceret), og vi fik et fmtoverskud. Vi lærte en masse om atfå alle Kirkens organisationer til atarbejde sammen, og vi fik enmasse erfaring med, hvordan manholder loppemarked. Hvem ved,måske kan det blive tradition atholde forårsloppemarked i SøborgWard.Missionærbrev fra NorgeDen18. november 2002 påbegyndtejeg min mission tidligtom morgenen, hvor jeg skulle flyvefra Kastrup Lufthavn til Salt Lake City.Det var meget vemodigt, for detindebar også, at jeg måtte tage afskedmed min familie, som jeg ikkeville se i to år.Jeg rejste via London og Chicago,og i Salt Lake City blev jeg hentet afTravis Rigby, der tidligere har tjentsom missionær i Danmark. Hansørgede for, at vi kunne overnattehos hans søster i Salt Lake City, forhans hus lå for langt ude.Næste morgen kørte vi til Tempelpladsen,så jeg kunne få den oplevelsemed. Efter en god rundtur påErszébet Bemscherer, Søborg Ward.Men min første dag blev jeg satsammen med tre kammerater, somjeg skulle dele værelse med. Vi havdeet par klasser den dag. Næste dagkom resten af den store gruppe nyemissionærer, og vi skulle alle samlestil velkomst i den store konferencesal.Jeg havde ikke min egen familiemed, men jeg har nogle slægtningei Provo, som havde valgt at væresammen med mig på den storevelkomstdag for alle de nye missionærer.Efter velkomsten skilles man.Familien går én vej, og vi missionæreren anden.Vi skulle gennem lægetjek, havebøger, have at vide hvem vores nyekammerat var, og hvor vi skulle bo.Jeg havde en god tid på Missionærskolenpå trods af, at jeg kun varder i tre uger, hvor jeg lærte, hvordanjeg skulle undervise osv. Sprogetkunne jeg, før jeg kom til Missionærskolen.Den 9. december ankom jeg tilOslo Lufthavn og blev modtaget af etmissionærægtepar, som tjener påmissionskontoret. Missionspræsidentenog hans assistenter var til zonekonferencei Stavanger den dag, såde havde ikke mulighed for at hentemig.Da jeg skulle hente min bagage,var min kuffert ødelagt. Jeg meldtedet til SAS, og de var villige til athenvise mig til en butik, hvor jegkunne vælge en ny kuffert.Senere samme dag tog ældsterneog jeg ud for at undervise to ungemænd i første lektion, og senereunderviste vi et nyt medlem i 4.lektion for nye medlemmer. Det varherligt allerede første dag i missionsmarkenat få mulighed for at undervise.Da vi kom til ældsternes lejlighed,hvor også missionspræsidentensassistenter bor, fortalte en afTempelpladsen, hor jeg bl.a. trafsøster Klausen fra Ålborg Ward,kørte vi til Provo, hvor jeg skullemøde på Missionærskolen.Min første dag her var megetafslappende. Jeg hørte til de tidligtankomne, for jeg kom en tirsdag, ogde fleste ankommer om onsdagen,hvor der er velkomst. Her kommervenner og familie.Da jeg endelig var færdig med allemine lægeundersøgelser, og dehavde givet mig de vaccinationer,jeg skulle have, skulle jeg op på mitmidlertidige værelse og hente minbagage og bringe den til det nye sted,jeg skulle bo. Min nye kammerat hedældste Freeman. Han skulle påmission i Danmark. De andre på mitværelse skulle til Norge ligesom jeg.assistenterne, hvor jeg skulle tjene.Jeg blev meget overrasket, da hansagde Bodø, for på Missionærskolenhavde vores lærer fortalt, at omvinteren er der meget koldt ogmørkt hele dagen. Så jeg blev jo lidtnervøs for, hvordan jeg ville kunnetakle mørketiden, for når solen erborte, bliver man meget letdeprimeret. Samtidig var vores14