det mors dag, og der var chili til alleefter møderne om eftermiddagen.På trods <strong>af</strong> at ikke alt gik somplanlagt, var det en dejlig, hyggeligdag for wardet. Vi havde mindst 120gæster fra gaden (tænk hvis vi havdeh<strong>af</strong>t annonceret), og vi fik et fmtoverskud. Vi lærte en masse om atfå alle <strong><strong>Kirke</strong>n</strong>s organisationer til atarbejde sammen, og vi fik enmasse erfaring med, hvordan manholder loppemarked. Hvem ved,måske kan det blive tradition atholde forårsloppemarked i SøborgWard.Missionærbrev fra NorgeDen18. november 2002 påbegyndtejeg min mission tidligtom morgenen, hvor jeg skulle flyvefra Kastrup Lufthavn til Salt Lake City.Det var meget vemodigt, for detindebar også, at jeg måtte tage <strong>af</strong>skedmed min familie, som jeg ikkeville se i to år.Jeg rejste via London og Chicago,og i Salt Lake City blev jeg hentet <strong>af</strong>Travis Rigby, der tidligere har tjentsom missionær i Danmark. Hansørgede for, at vi kunne overnattehos hans søster i Salt Lake City, forhans hus lå for langt ude.Næste morgen kørte vi til Tempelpladsen,så jeg kunne få den oplevelsemed. Efter en god rundtur påErszébet Bemscherer, Søborg Ward.Men min første dag blev jeg satsammen med tre kammerater, somjeg skulle dele værelse med. Vi havdeet par klasser den dag. Næste dagkom resten <strong>af</strong> den store gruppe nyemissionærer, og vi skulle alle samlestil velkomst i den store konferencesal.Jeg havde ikke min egen familiemed, men jeg har nogle slægtningei Provo, som havde valgt at væresammen med mig på den storevelkomstdag for alle de nye missionærer.Efter velkomsten skilles man.Familien går én vej, og vi missionæreren anden.Vi skulle gennem lægetjek, havebøger, have at vide hvem vores nyekammerat var, og hvor vi skulle bo.Jeg havde en god tid på Missionærskolenpå trods <strong>af</strong>, at jeg kun varder i tre uger, hvor jeg lærte, hvordanjeg skulle undervise osv. Sprogetkunne jeg, før jeg kom til Missionærskolen.Den 9. december ankom jeg tilOslo Lufthavn og blev modtaget <strong>af</strong> etmissionærægtepar, som tjener påmissionskontoret. Missionspræsidentenog hans assistenter var til zonekonferencei Stavanger den dag, såde havde ikke mulighed for at hentemig.Da jeg skulle hente min bagage,var min kuffert ødelagt. Jeg meldtedet til SAS, og de var villige til athenvise mig til en butik, hvor jegkunne vælge en ny kuffert.Senere samme dag tog ældsterneog jeg ud for at undervise to ungemænd i første lektion, og senereunderviste vi et n<strong>yt</strong> medlem i 4.lektion for nye medlemmer. Det varherligt allerede første dag i missionsmarkenat få mulighed for at undervise.Da vi kom til ældsternes lejlighed,hvor også missionspræsidentensassistenter bor, fortalte en <strong>af</strong>Tempelpladsen, hor jeg bl.a. tr<strong>af</strong>søster Klausen fra Ålborg Ward,kørte vi til Provo, hvor jeg skullemøde på Missionærskolen.Min første dag her var meget<strong>af</strong>slappende. Jeg hørte til de tidligtankomne, for jeg kom en tirsdag, ogde fleste ankommer om onsdagen,hvor der er velkomst. Her kommervenner og familie.Da jeg endelig var færdig med allemine lægeundersøgelser, og dehavde givet mig de vaccinationer,jeg skulle have, skulle jeg op på mitmidlertidige værelse og hente minbagage og bringe den til det nye sted,jeg skulle bo. Min nye kammerat hedældste Freeman. Han skulle påmission i Danmark. De andre på mitværelse skulle til Norge ligesom jeg.assistenterne, hvor jeg skulle tjene.Jeg blev meget overrasket, da hansagde Bodø, for på Missionærskolenhavde vores lærer fortalt, at omvinteren er der meget koldt ogmørkt hele dagen. Så jeg blev jo lidtnervøs for, hvordan jeg ville kunnetakle mørketiden, for når solen erborte, bliver man meget letdeprimeret. Samtidig var vores14
lejlighed en firemands lejlighed, ogden var meget trang.Men på trods <strong>af</strong> mørketiden gikmissioneringen frem. Min førstekammerat hed ældste Turner. Jegarbejdede sammen med ham i tomåneder. Ældste Albrecht blev minnæste kammerat, og det blev til firemåneder i mørke Bodø. De sidstemåneder gik lettere, fordi det blevÆldste Jacob Larsen sammen med undersagerne Elli og Arne (søskende) fra Bodø.der meget før min mission, så jegkender en del i wardet. Det varmærkeligt at komme tilbage sommissionær. Ikke alle medlemmernehar vænnet sig til at tiltale mig ældsteat undervise og forberede de <strong>af</strong>Guds børn, som I medlemmerhenviser til os. I <strong>Jesu</strong> <strong>Kristi</strong> navn.Amen.Ældste Jacob Larsenfra sin missionlysere og lysere, og solen kom frem.Bodø Gren har ca. 30 medlemmer,så vi havde selvfølgelig travlt med atsk<strong>af</strong>fe en masse nye interesserede tildenne lille gren.Faktisk havde vi en masse undersøgere,som er utroligt interesserede.Nogle <strong>af</strong> dem nærmer sig dåb,og det er det mest vidunderlige, nårundersøgerne kan fortælle om deresoplevelser med at studere og bede,og når de har følt den Helligånd. Daer det, at undersøgeren ved at samarbejdeog l<strong>yt</strong>te til den Helligåndarbejder sig frem mod at lade sigdøbe.I Bodø er der meget flot natur,flotte høje fjelde, og så er der nordlys.Det er utroligt flot at se på; detbevæger sig som bølger henoverhimlen.Så på trods <strong>af</strong> en kold, våd ogmørk tid blev det lysere tider, og folkpå gaden blev mere modtagelige oghavde til og med et smil på læberne.Da næste forfl<strong>yt</strong>telsesdag kom den26. marts, skulle jeg fl<strong>yt</strong>te ned tilMoss. Det var lidt <strong>af</strong> en overraskelse,men jeg syntes, det var herligt atkomme til Moss, for jeg har væreti stedet for mit fornavn.I Moss fik jeg en ny kammerat,som hedder Hansen, men det blevkun kort, for han rejste hjem i majmåned. Men sådan er det missionærlivet.Vi fl<strong>yt</strong>ter rundt hele tiden.I slutningen <strong>af</strong> maj fik jeg min fjerdekammerat.Her i Moss har vi en masse gangi tingene. Jeg nyder min tid sommissionær her i Norge og den mulighed,jeg har for at kunne bære mitvidnesbyrd om det, jeg ved, er sandt,til alle mine brødre og søstre, sombor her i dette herlige land.Jeg vil til slut bære mit vidnesbyrd:Jeg ved, at denne kirke er den enestesande kirke på jorden. Jeg ved, atJoseph Smith var en sand profet.Jeg elsker Herrens værk, dette store,vidunderlige værk, som nu igen erpå jorden. Husk altid, at det er ossom missionærer, som har til opgavei Norge.Strøtanker om »atvære eller ikkevære((t være eller ikke være« er enofte citeret replik fra ShakespearesHamlet.Når jeg tænker tilbage til minbarndom for 65 år siden, var detganske almindeligt, at forældrenesagde til deres børn: »Pas dine lektier;sørg for at blive til noget,« og såblev der henvist til personer, somvar »blevet til noget.«Alle forældre har jo det ønske,at deres familie skal have et godtliv, og det er jo klart for alle, atlærdom letter livets gang.Når de gamle henviste tilKIRKENYT SEPTEMBER 2003 15