Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?

stå alene og må ikke tage overhånd eller tage alt for meget tid fra undervisningen. At skabe
trygge rammer for børnene bliver betragtet som en meget væsentlig del at lærergerningen, og
lærerne er meget opmærksomme på, hvor stor en rolle de spiller i børnenes liv. Derfor rammer
det dem hårdt, når de oplever, at de ikke kan være fuldt ud til stede for børnene. De føler,
at de svigter dem. Dette svigt kan jf. ovenstående være såvel fagligt som relationelt. Og ofte
vil det altså, som fremhævet ovenfor, gå hånd i hånd. Det kan både være, at der ikke er tid til
at give ordentlig respons og faglig sparring, men især at der ikke er tid til at give eleverne den
nødvendige opmærksomhed, den fornødne omsorg, tid til konfliktmægling etc. Der er ikke tid
at gøre en forskel for børnene, som én formulerer det. Flere fortæller, at de synes, at reformen
og den læringsmålstyrede undervisning samt de lange skoledage er direkte dårlige for børnene.
De vil ikke ”udsætte børnene for det”, skriver de. Nogle peger på en ond spiral, hvor de længere
skoledage har afstedkommet trætte elever og dermed flere konflikter samt mindre tid til at løse
konflikterne.
Professionel integritet
Ønsket om at gøre sit arbejde ordentligt går igen i mange af lærernes besvarelser, sammenholdt
med en stor frustration over, at de oplever ikke at kunne gøre det. De giver udtryk for ikke at
kunne udføre deres arbejde professionelt, enten fordi der er alt for mange opgaver, eller fordi
det bliver de forkerte typer af arbejdsopgaver, der fylder i hverdagen – og det opleves som meningsløst
eller i værste fald som decideret skadeligt:
””
At jeg var rigtig ked af det også, fordi jeg elsker at undervise, jeg blev bare kvalt til sidst og
kunne ikke være den lærer, jeg gerne ville være. Jeg kunne ikke gå så meget på kompromis med
min egen personlige og professionelle integritet.
””
Arbejdet blev rigidt. Der var alt for meget fokus på, hvor lang tid vi brugte på hvad, i stedet for
at have fokus på, om vi lavede god undervisning. Derudover er hele det kommunale system som
at slå i en dyne – børn, der slår hinanden, børn med mange forskellige diagnoser osv. osv. uden
støtte. Det tager flere år, før der sker noget fra PPR [Pædagogisk Psykologisk Rådgivning] –
udelukkende for at spare penge, imens processen forhales. Alt dette gjorde, at jeg ikke længere
kunne se mig selv i øjnene som professionel, så jeg sagde op efter 13 år som lærer.
””
Det var umuligt at udføre jobbet ordentligt. Skulle bruge en masse tid på at gøre noget, der i
bedste fald var nytteløst og i værste fald skadeligt, samtidig med at man ikke kunne få tid /lov
til at gøre det, der var vigtigt og nødvendigt. Dette skyldes både reform og kommune.
””
Jeg er ked af det på folkeskolens vegne – men det dér, det duer, efter mine begreber, ikke. Det
er ikke godt nok i forhold til det, vi ved, det, vi kan, og det, vi gerne vil.
””
Jeg oplevede arbejdspresset på folkeskolelærerne som meget stort – især hvis man er en samvittighedsfuld
lærer, der prøver at gøre tingene på den bedst mulige måde.
””
Det er mange små dråber, der får bægeret til at løbe over. Jeg har nok for høj arbejdsmoral og
vil eleverne det bedste, men må indse, at det ikke kan lade sig gøre i samme udstrækning mere.
””
Udmøntningen af skolereformen på min gamle skole. Jeg synes ikke længere, jeg kunne stå
inde for det faglige niveau. Mange kollegaer havde i tiden inden forladt skolen – over 20, og vi
havde fået en ny leder, som ikke lyttede!
38 Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?