Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Gitte Brinkbæk
Skilsmissedom og separationsbevilling
i København fra Reformationen til 1826.
Lovgivning, afgørelser og administration
Speciale ved Saxo-Instituttet, Afd. for Historie
(2005)

Indholdsfortegnelse
Problemformulering .....................................................................................................2
1. Tidligere forskning ...................................................................................................5
En analysemodel ..........................................................................................................8
2. Gennemgang af adgang til skilsmisse i Danmark før 1771.................................12
Tamperretten 1542-(1771)1797 ............................................................................................... 12
Oprettelse og placering. ....................................................................................................... 12
Retsgrundlaget ..................................................................................................................... 13
Niels Hemmingsen............................................................................................................... 14
Frederik d.2.s Ægteskabsordinans ....................................................................................... 17
Danske Lov. ......................................................................................................................... 18
Forordninger m.m. ............................................................................................................... 19
Juridiske og teologiske lærebøger........................................................................................ 21
Skilsmissesagerne for domstolene. ...................................................................................... 22
Skilsmisse ved kongelig bevilling ca. 1660-1790.....................................................29
Separation fra bord og seng ved kongelig bevilling frem til 1771..........................32
3. Skilsmisse ved dom 1771- .....................................................................................34
Hof- og Stadsretten. ................................................................................................................. 34
Oprettelse og placering. ....................................................................................................... 34
Retsgrundlaget. .................................................................................................................... 35
Skilsmissesager ved Hof- og Stadsretten............................................................................. 36
Andre domstole der dømte ved ægteskabssager ...................................................................... 38
Forligskommissionen............................................................................................................... 38
Skilsmisse ved kongelig bevilling 1790-...................................................................42
Københavns Magistrats særstilling 1771-1795 ........................................................43
Separation ved bevilling hos Københavns Magistrat 1795-1811............................46
Oprettelse og placering. ........................................................................................................... 46
Retsgrundlaget ......................................................................................................................... 47
Retningslinier for Magistratens administration.................................................................... 47
Kvindernes situation kommer i fokus .................................................................................. 49
Magistratens behandling af skilsmisse- og separationsbevillinger.......................................... 51
4. Debat om begrænsningen af skilsmisser omkring 1800.....................................57
Kancelliets undersøgelse af skilsmisser i Danmark 1800........................................................ 57
Embedsmænd blander sig i debatten........................................................................................ 58
Kirken blander sig i debatten ................................................................................................... 62
5. Adgangen til skilsmisser og separation efter 1811 .............................................64
Den Kgl. Landsoverret samt Hof og Stadsretten ..................................................................... 64
Forligskommissionen efter 1811.............................................................................................. 65
Gejstlig mægling efter 1811..................................................................................................... 65
Forordninger m.m. ............................................................................................................... 65
Præsternes funktion ved gejstlig mægling ........................................................................... 67
Stiftsprovst Clausen 1811-1841........................................................................................... 71
Magistraten efter 1811 ............................................................................................................. 77
Forordninger m.m. ............................................................................................................... 77
Magistratens behandling af separations- og skilsmissesager efter 1811.............................. 79
Hvordan det videre gik......................................................................................................... 89
Konklusion og opsummering ....................................................................................95
Summary .....................................................................................................................99
1

Problemformulering
”Aarsager, hvorfor Egtefolk maa adskilles.
1. Horeri. Dog, skal den Person, som anklager, lovligen stævne den, der anklages, i Rette, og skielligen
bevise det: Og er det ikke nok, at den Person, som anklages, det selv bekiender, fordi man tit
befinder, at mange lyve paa sig selv, paa det den eene kand blive af med den anden, og siger sig at
have synder med, eller for anden Sag. Herhos skal Dommeren forfare; ...” 1
Dette er taget fra Christian den Femtes Danske Lov fra 1683. Loven fastslog at hor,
desertion (rømning), impotens, ægteskab i forbudte led, bigami, visse sygdomme, tabt ære
eller dødsdømte, var lovlige skilsmisseårsager i 1683. Det har været muligt at blive skilt eller
separeret fra bord og seng 2 langt tidligere i Danmark. Debatten om skilsmisse og separation
koncentrerer sig normalt kun om de seneste års antal, som sætter nye rekorder hvert år. For
øjeblikket vil omkring en fjerdedel af de ægteskaber, der bliver indgået i år, være opløst om
bare 10 år. Efter 15 år vil tallet være oppe på omkring 35%. Derudover findes alle de
papirløse ægteskabslignende forhold som de fleste danskere i dag opfatter som ægtepar.
Antallet af skilsmisser for den gruppe fremgår ikke i nogen statistik.
Skilsmisse og separation er en stor del af det danske samfund, og har stor betydning
for mange menneskers hverdag i og med, at en skilsmisse ikke nødvendigvis slutter den dag,
den er en realitet. Eventuelle børn fastholder en vis kontakt mellem de fraskilte. Sådan
forholdt det sig også i ”de gode gamle dage”, som mange danskere opfatter vor fortid. De
fleste har en opfattelse af, at antallet af skilsmisse og separation i vores fortid var meget
begrænset, og næsten umulig af opnå. Især kvindernes muligheder både for at opnå
skilsmisse, modtage underhold og beholde børn efter skilsmisse, er traditionelt fortolket som
hørende til nyere tid, det vil sige efter 1968-oprøret.
Dette speciale ønsker at afdække denne myte. Meget kunne tyde på, at Danmark ikke
har haft samme udvikling, som en del andre vesteuropæiske lande der først oplevede en
voldsom stigning i antallet af skilsmisser og separationer efter 1910. Denne tekst vil vise at
det har været forholdsvist nemt i Danmark, at komme ud af et ægteskab allerede i 1700- og
1800-tallet. Der har desuden været ligestilling inden for lovgivningen og sagsbehandling for
at opnå separation og skilsmisse, både inden for domstole og kongelig bevilling.
1 Christian den Femtes Danske Lov 1753. 3-15.1
2 Af pladshensyn vil begrebet ”separation fra bord og seng” være forkortet til separation.
2

Gennem tiden er der fra forskellig sider forsket i skilsmisser og separation, men for
Danmarks vedkommende er det begrænset til mindre artikler og giver ikke et samlet overblik.
Specialet vil referere til den tidligere forskning for både Danmark og udland. Den nordiske
forskning vil blive diskuteret og resultaterne sammenlignet med den danske forskning, da de
andre vesteuropæiske landes skilsmissepraksis lå langt fra den danske. Sverige har haft en
langt større interesse for emnet end Danmark. Derfor vil der især refereres til den svenske
forskning.
Et vigtigt formål med specialet vil være, som noget nyt i den danske forskning
omkring skilsmisser og separation, at analysere ud fra lovgivningen, hvilket vil sige de
ændrede forordninger, resolutioner og skrivelser 3 for den valgte periode, som løbende har
givet retningslinier til diverse embedsmænd i deres administration og behandling af disse
sager. Angående udvælgelsen af forordninger m.m. er oversigterne gennemlæst og udvalgt
derfra. Under bilag 1 er de vigtigste gengivet i kronologisk rækkefølge. Kun ændringer og
tilføjelser der havde indflydelse på den videre sagsbehandling vil blive gennemgået her. I
nogen grad vil specialet vise tegn på, at forordninger m.m. har været udsat for forandringer
efter offentlig debat. Disse vil blive gengivet når det passer i kronologien.
Når der benyttes lovtekster er det vigtigt at huske på, at de beskriver et ideal som deres
forfattere (i denne sammenhæng den til den tid siddende danske enevældige konge og hans
embedsmænd) prøvede at fremstille, men de viser ikke virkeligheden, de reelle forhold og
problemer. De politiske og mulige andre årsager, der lå til grund for de forskellige
lovændringer vil i mindre grad blive beskrevet, da kildematerialet til at belyse denne side af
sagen ikke har været fyldestgørende. Hovedvægten i analysen vil ligge i samspillet mellem
lovgivning og sagsbehandling, samt hvilken indflydelse det rent praktisk havde for de
involverede ægtepar. For at kunne dokumentere dette, er der foretaget undersøgelser af
skilsmisse- og separationssager fra udvalgte perioder. Kilderne er nærmere gennemgået under
bilag 1b. De forskellige institutioner der beskæftigede sig med disse sager vil løbende blive
gennemgået.
Ud fra dette materiale ønskes det blandt andet, at redegøre for synet på kvinder og
kvindernes efterfølgende livsbetingelser. Hidtil har den generelle holdning været at
3 De benyttede forordninger m.m. er hentet fra; ”Hoved-Register til den Fogtmanske-Rescriptsamling 1660-1830”
ved Algreen-Ussing, ”Kongelige Forordninger og Love og Anordninger” ved Jacob Schou, samt ”Samlingen af
Bestemmelser vedr. Københavns Kommune 1607-1839”. Som søgeord er benyttet separation, skilsmisse og
magistrat.
3

kvindernes situation efter en separation eller skilsmisse var ringe og at det var en medvirkende
faktor i det antagne lave separations- og skilsmisseantal. Dette speciale vil vise, at kvinder var
i overtal med hensyn til separations- og skilsmisseansøgninger, og at deres efterfølgende
muligheder for selvforsørgelse og underhold blev væsentligt forbedret op gennem 1790’erne.
Materialet har vist sig at være for stort til, at det har været muligt at læse/analysere alle
skilsmisse- og separationssager for perioden. Derfor er enkelte perioder undersøgt nærmere,
især med vægt på forholdene i København. Byen havde i mange år en særstilling som prøveby
for nye administrative forhold. Behandling af trolovelser er udeladt. Trolovede par, der ved
ikke ønskede at fuldføre et ægteskab, skulle søge om skilsmisse på lige fod med ægteviede.
Trolovningssagerne er valgt fra af pladshensyn, men også fordi trolovning ændrer betydning i
slutningen af 1800-tallet, for helt at blive ophævet som retsgyldig i 1799.
Opgaven er opdelt i kapitler ud fra nogle markante skift i enten lovgivning eller
administrationspraksis. Første kapitel vil indeholde en forskningsoversigt og en analysemodel.
Andet kapitel beskriver mulighederne for skilsmisse omkring reformationen frem til
1771(1797), hvor den særlige ægteskabsdomstol - tamperretten - blev ophævet. Samtidigt
udvikledes muligheden for Kongelig bevilling til både skilsmisse og separation. Tredje kapitel
omhandler 1771-ca.1800 for både domstole og bevillinger. Her vil Københavns Magistrats
sagsbehandling være i fokus, da de overtager behandlingen af ansøgninger om separation.
Fjerde kapitel beskriver den offentlige debat, der forløb omkring 1800, hvilket resulterede i, at
præsterne efterfølgende fik indflydelse på mæglingen imellem ægtefællerne. Fjerde kapitel
belyser de ændringer præsternes mægling afstedkom i tidsrummet 1811-1826, hvor
undersøgelsen slutter. I 1826 overgik bevillingerne til skilsmisser til Københavns Magistrat og
diverse amtmænd.
Hvert kapitel vil være opdelt i afsnit, der indledes med en gennemgang af oprettelse og
placering af den pågældende institution. Derefter bliver retsgrundlaget gennemgået ud fra
forandringer i forordningerne m.m. Der vil være eksempler på doms-/administrationspraksis
ud fra bevarede sager, hvorefter specialet afsluttes med en sammenfatning og konklusion.
Normalt ville man sammenligne antallet af skilsmisser/separationer med antallet af
vielser, for at få et begreb om omfanget af brudte ægteskaber. Det vil der ikke blive i denne
sammenhæng, da tallene for vielser i København er usikre. De allerfattigste er ikke indført i
kopulationsprotokollerne, og bedrestillede københavnere blev ofte gift på Frederiksberg for at
undgå kopulationsafgiften. Derfor vil der ikke blive foretaget udregninger på
4

skilsmisseprocenten, da den vil bygge på usikre tal. Der vil blive redegjort for antallet af
separationer og skilsmisser ud fra de enkelte undersøgelser.
1. Tidligere forskning
I 1882 udgav J. Nellemann 4 (retshistoriker og justitsminister) Ӯgteskabsskilsmisse
ved Kongelig bevilling. En retshistorisk undersøgelse”. Som titlen indikerer koncentrerer
Nellemann sig om udviklingen af kongelige bevilling til skilsmisse, og hans værk indeholder
ikke meget omkring domstolene, efter at de kongelige bevillinger blev almindelig praksis
omkring 1770. Nellemanns afhandling byggede på hidtil utrykte kilder, som f.eks. ”Registre
over åbne breve for alle Danmark og Norges provinser” og ”Rotuli”. Eftertiden har taget
afhandlingen til sig, og alle danske artikler benytter Nellemanns afhandling uden kritik. Det er
et omfattende værk, men betænkeligt, at kun få har taget hans forskning op til diskussion 5 .
Landsarkivar Anne Riising 6 har skrevet en artikel om dele af tamperrettens historie.
Hun har undersøgt tamperretssagerne fra Fyns og Ålborgs Stifter, samt Lolland-Falster.
Hendes analyse viser, at selv om tamperrettens retsgrundlag var Ordinansen 1582, senere
Christian IV reces i 1643 og Danske Lov, så dømte dommerne som de fandt bedst, og at der
var store regionale forskelle på udfaldet af sagerne.
Gerda Bonderup har skrevet to artikler om skilsmisser i Århus i perioden 1645-1900 7 .
Hendes primære kilde er domstolenes afgørelser og de kongelige bevillingerne. Derimod er
sagerne med ægtefællernes ansøgninger, præsternes og amtmændenes anbefalinger kun
benyttet i begrænset omfang. Hun konkludere, at både kvinder og mænd søgte skilsmisse.
Omkring 1800 fandt hun en voldsom stigning i antallet af både separation og skilsmisser,
hvilket hun tolker som udsagn om utrygge familieforhold.
I 1993 kom der 3 meget forskellige artikler omkring separation og skilsmisser. Stud.
Mag. Ane M Ørsted Schultz 8 behandlede tamperretten. Hun fokusere på Sjællands tamperret,
og analyserer over 120 sager i tidsrummet 1732-1737. Schultzs efterlyser en nærmere
undersøgelse af Danmarks samlede tamperrets materiale, og gengiver en god oversigt over de
4
J. Nellemann; Ægteskabsskilsmisse ved kongelig bevilling. En retshistorisk undersøgelse. 1882
5
H. Matzen; Anmeldelse af J. Nellemanns Ægteskabsskilsmisse .... Historisk Tidsskrift. 5 R IV.
6
Anne Riising; Tamperrettens funktion og domspraksis. Festskrift til Johan Hvitfeldt på 70 årsdagen 12. dec. 1978.
Red Peter Kr. Iversen, Knud Prange, Sigurd Rambusch. 1978.
7
Gerda Bonderup; Skilsmisser I Århus 1645-1900. Historie 1987, nr 16, 4.
Gerda Bonderup; Skilsmisse på dansk. Siden Saxo nr. 4 1988.
8
Ane M. Ørsted Schulte; Tamperretsprotokollerne. Ægteskabsskildninger med mange muligheder. Fortid og Nutid
1993.
5

evarede kilder. Hun henviser til den norske forskning på området, der i tamperrettens periode
hørte under Danmark.
Arkivar Ole Beck Knudsen 9 har skrevet en arkivvejledning i hvordan man finder frem
til skilsmissesagerne. Den er meget nyttig, da han strækker sig over en lang periode fra 1536ca.1857.
Helle Lindes 10 artikel, stadsarkivar fra Københavns Stadsarkiv, behandler separationer i
København i 1813 og 1843. 1813 var det år med flest separations- og skilsmissesager (310),
og 1843 det der havde færrest (160). Hun formodede, at antallet af sager afspejlede en
ændring i holdningen til ægteskab. Grunden til halveringen begrunder hun med antallet af
ansatte i flåden og hæren. Linde har i sin undersøgelse fundet, at Magistraten - i de sager hvor
ægtefællerne ikke var enige om separation - prøvede at overtale eller ligefrem tvinge den der
modsatte sig separationsvilkårene, til at godtage dem 11 . Hun konkluderede, at Magistraten
havde et socialt-økonomisk syn på separationsansøgningerne, og især ønskede at beskytte
kvinderne, men finder alligevel kvinders forhold undertrykket.
Det seneste danske bidrag om separation og skilsmisse, er fra Anette Jensen 12 . Hun har
ud fra præsternes indberetninger i Fyns Stift til biskopper i 1817-1845, undersøgt præsternes
holdning til ”stridbare ægtefolk”, og hvordan de mæglede imellem dem. Hun har samtidigt
undersøgt Svendborg Købstads forligskommissions forligsprotokol for 1795-1857. Jensen
angiver ikke, hvor mange sager det drejer sig om, men skriver, at antallet var begrænset.
Derfor skriver hun mere generelt om stridbare ægtefolk og lovgivningen omkring det.
Som et udslag af det dansk-norske dobbeltmonarki var retsgrundlaget på
ægteskabsområdet identisk i de to lande frem til 1814. Hanne Marie Johansen 13 afhandling
beskriver de norske forhold. Hun koncentrerer sig om to perioder 1790-(1814)1831 og 1891-
1904, i udvalgte byer. Johansen har fundet at skilsmissehyppigheden var meget svingende,
med toppe omkring 1600 og 1790-1800. De norske embedsmænd var mere strikse i deres
administration, hvilket førte til en betydeligt anderledes sagsbehandling i forhold til Danmark
og lavere antal bevillinger.
9 Ole Beck Knudsen; Separations- og skilsmissesager. En arkivvejledning. Personalhistorisk Tidsskrift 1993:2
10 Helle Linde; At skilles fra bord og seng. Separationer i København 1813 og 1843. København, Kvinder og
Kærlighed. Historiske Meddelelser om København 1993.
11 Linde; 1993 s. 175
12 Anette Jensen; Staten, kirken og stridbare ægtefolk. Et nyt syn på ægteskabet i første halvdel af 1800-tallet.
Ægteskab, sex og hor i historien. Den Jyske Historiker nr. 98-99. 2002
13 Hanne Marie Johansen; Separasjon og skilsmisse i Norge 1536-1909. En familie- og retshistorisk studie.
Doktorafhandling ved Bergen universitet 1998.
6

Den svenske historiker Marja Taussi Sjöberg har i ”Skiljas” undersøgt trolovning,
ægteskab og skilsmisser i Norrland i 1800-tallet ud fra de bevarede protokoller fra alle
instanser der behandlede skilsmissesagerne. Hun undersøgte ægteskabet som institution, og
hvordan lovgivningen har udformet sig frem til 1800-tallet. Desuden belyser hun hvem der
styrede pardannelsen, samt kvinder og mænds roller i ægteskabet. Det bliver hurtigt klart, at
forholdene i Danmark og Sverige for at opnå separation eller skilsmisse var meget forskellige.
F.eks. var separation noget et ægtepar kunne blive idømt, hvis de havde tilsidesat samfundets
normer. Sjöberg skriver, at der fandtes skilsmisser på kongelig bevilling fra omkring
1630érne, men kommer ikke nærmere ind på antallet.
Olle Larsson 14 har i sin afhandling behandlet biskopvisitationerne i Växjö i perioden
1650-1760. Selv om den svenske kirkeordningen fra 1571 opfattede ægteskabsspørgsmål som
hørende under verdslig ret, så hørte det ind under kirkens ansvarsområde, og skulle behandles
af biskopperne. Biskopperne var bevilget til at kunne give skilsmisse ved selve visitationen,
og det gjorte de, når loven tillod det. Larsson viser, at det svenske samfund var overvåget og
til stadighed under opdragelse af kirken.
Malin Lennartsson 15 har i sin afhandling undersøgt Växjö stifts domkapitel nærmere
gennem to perioder; 1650-1655 og 1692-1694 for derigennem at finde svar på forholdet
mellem mænd og kvinder i ægteskabet i Småland i 1600-tallet. Da det kun er ægteskaber, der
ikke fungerede, der har afgivet kildemateriale, har hun undersøgt behandlingen af trolovelsesog
skilsmisseansøgningerne for derigennem at klarlægge, hvad man dengang forventede af et
godt ægteskab. Hun fandt b la. at kvinder ikke fandt sig i utroskab. Lennartsson konkludere ud
fra sine to undersøgte perioder af Vävjö domkapitel, at kun omkring halvdelen af
skilsmisseansøgningerne endte med skilsmisse. Rømning og hor var de mest benyttede
årsager, og kvinderne stod for hovedparten af anmeldelserne 16 .
Den engelsksprogede forskning på området er meget omfattende 17 , men har nærmest
vist sig ubrugelig i denne sammenhæng, da forskellene mellem f. eks engelske og danske
forhold var så betydelige, at sammenligninger ville være ubrugelige. På grund af store
14
Olle Larsson; Biskopen visiterar. Den kyrkliga överhetens möte med lokalsamhället 1650-1760. Malmö 1999.
15
Malin Lennartsson; I Säng och Säte. Relationer mellan kvinnor och män i 1600-talets Småland. Malmø 1999.
16
Lennartsson; side 230.
17
Her eksempler på de mest benyttede; John R. Gillis; For Better, For Worse. British Marriages, 1600 to the
Present. Oxford 1985. Roderick Phillips; Putting asunder. A history of divorce in Western society. Cambridge
1988. R. Phillips; Untying the knot. A short history of divorce. Cambridge 1991. Lawrence Stone; Road to divorce.
England 1530-1987. Oxford 1990. L. Stone; Broken Lives. Separation and divorce in England 1660-1857. Oxford
1993.
7

udgifter forbundet med retssager, samt lovgivningen var antallet af skilsmissesager meget
beskedent sammenlignet med Danmark. Engelsk lov gav bl.a. mulighed for kone salg, et
fænomen der ikke har været muligt at finde hverken for Danmark eller andre nordiske lande.
En del forskere har behandlet ægteskab gennem deres forskning, og deres resultater vil
blive gengivet når det er passende.
En analysemodel
Den 26. jan.1795 henvender Walborg Larsdatter Monsen sig til Københavns Magistrat
med ønske om at blive separeret fra sin mand Morten Monsen 18 . I resolutionsprotokollen står
der; ”Walborg Larsdatter Monsen ansøger om Bevilling til at leve adskildt fra hendes Mand
Skibs-Tømmermand Morten Monsen, og at deres Boe maatte blive deelt imellem dem, samt
ham forpligtet at betalt hende 2 rdl. ugentlig til underholdning for hende og deres 3de smaae
Børn. Indleveret til Erkl.” De havde på daværende tidspunkt været gift i 6 år.
Allerede dagen efter henvendte Morten sig per brev til Magistraten 19 , hvor han
forklarede om deres sidste års dårlige ægteskab, der ifølge ham skyldtes hendes dårlige
opførsel imod ham 20 . Hun slog og truede med at slå ham ihjel. For at hjælpe på situationen
havde han haft præsten med hjemme, men hun havde fornærmet præsten ved at forlange, at
han drak med hende. I bilagene 21 ligger en kopi; ”efter Anmodning af ... Walborg ... ville de
tvende hof og stadsrettens bud Krog og Ruber, henvende dem til hendes mand bemeldte
Morten Monsen ...”. I brevet stillede de Morten 6 spørgsmål omkring hans opførsel overfor
hustruen, og hvordan han havde tænkt sig at forholde sig til disse forhold. På samme kopi står
der, at Morten indfandt sig den 4. feb. og svarede på spørgsmålene, samt hvilke svar han gav.
Morten skrev igen til Magistraten den 7. feb., hvori han kom med hentydninger om, at
hendes tidligere mand ikke var død naturligt. Magistraten sendte deres erklæring videre til
Kongen (dvs. Danske Kancelli), da ægteparret ikke var enige om vilkårene for separation.
Den 29. april 1795 henvendte Walborg sig. Hun var da meget bange for manden, der
havde slået hende i hovedet med en kniv, og hun ville derfor separeres med det samme.
18 KSA; Københavns Magistratens arkiv 1275-1805. Magistratens almindelige øvrighedsforretninger
Rådstueskriverens kontor MC 139. Magistratens resolutionsprotokol 1795, 19.1 – 1795, 28.9. side 24 den 26. jan.
1795.
19 Af pladshensyn vil Københavns Magistrat forkortes til Magistrat.
20 KSA; Københavns Magistratens arkiv 1275.1805. Magistratens almindelige øvrighedsforretninger.
Rådstueskriverens kontor. Bilag til resolutionsprotokol. MC 177.
21 KSA; Københavns Magistrats arkiv 1275-1805. Magistratens almindelige øvrighedsforretning. Rådstueskriverens
kontors arkiv. Korrespondance. Bilag til resolutionsprotokol MC 177.
8

Overfaldet dokumenteres den 5. maj ved en attest fra lægen, der havde behandlet hende efter
overfaldet. Den 6. maj bevilligede Magistraten separation mellem Walborg og Morten, da de
endelig var blevet enige om vilkårene for deling af boet. Han skulle betale huslejen frem til
Michaelsdag, og give 3 sk. i underhold, hvilket hun allerede den 25. maj klagede over, at han
ikke gjorde.
Midt i juni skrev Morten igen til Magistraten, da han endnu ikke havde fået udlevet sit
tøj og sengetøj. Han kunne ikke forstå, at hun ikke udlevede det til ham, for havde de fået
afgørelsen i retten, ville hun havde være meget dårligere stillet, da hun som enke ikke ejede
noget da de blev gift. Han var desuden meget bekymret for børnene, da hun stadig drak og
mishandlede dem.
Få dage efter henvendte hun sig til Magistraten. Den 22. juni ønskede hun skilsmisse.
Som begrundelse angav hun hug og slag. De levede separeret, men han kom hele tiden og
forlangte mad og drikke, samt at se børnene. Magistraten sendte den 26. juni 1795 deres
erklæring videre til Kongen, men hun har temmelig sikkert ikke fået tilladelse til skilsmisse,
da separationen ikke havde varet de forlangte 3 år.
Her slutter oplysningerne om Walborg og Morten i både protokol og bilag. Der er ikke
henvisninger om, hvorvidt sagen blev genoptaget, men det er ikke ensbetydende med at den
ikke blev det. Både Walborg og Morten var handlekraftige mennesker, der allerede klart
havde demonstreret, at de var på det rene med, hvor og hvordan de skulle henvende sig til
diverse øvrigheder da de ønskede deres samliv ophørt. Meget tyder på, at det ikke var sidste
gang Københavns Magistratens embedsmænd hørte eller så noget til dem. På grund af de
manglende henvisninger har det ikke været muligt at finde ud af deres videre skæbne.
Walborg og Mortens sag er ikke speciel. Deres ægteskab var i 1795 nået til et punkt,
hvor det ikke var muligt for dem at forsætte samlivet på en fornuftig måde. Derfor tog de
kontakt til de relevante myndigheder for at få hjælp. Hvad blev der krævet, af begrundelser
for at de var berettiget til separation, og i hvilket omfang var de nødt til at inddrage andre
mennesker? Hvilken social kontrol styrede deres handlinger? I dag opfatter de fleste en
skilsmisse som noget meget privat, og selv om vi alle kender par der er gået fra hinanden, véd
vi sjældent hvorfor, og under hvilke betingelser. Som eksemplet med Walborg og Morten
viser, ser det ikke ud til at være tilfældet i 1795. Ud fra bilagene får vi oplyst mange elementer
af deres private forhold, og hvorfor de ikke kunne forsætte sammen. Ud fra Magistratens
9

protokol oplyses underholdets størrelse, og hvordan boet skulle fordeles. Det burde derfor
være muligt ud fra kilderne at bestemme hvordan sociale kontrol spillede ind. Til at belyse
den sociale kontrol benyttes her Eva Österbergs 22 analyse. Hun har delt analysen op i 3
punkter;
• formel kontrol (samfundets officielle, direkte overvågningssystem f.eks. domstole og
politi)
• halvformel kontrol (en kontrol som udøves af myndigheder der ikke har overvågning
som deres primære opgave, f.eks. præster, læger og lærere)
• uformel kontrol (naboer og slægtninges overvågning af, ,om alt gå rigtigt til)
Österberg peger på, at dette system ikke er absolut, men historisk bestemt og afhængig
af hvordan statsmagten arbejder og myndighedernes interesse i private sager. Hun har benyttet
analysemodellen til at undersøgt domstolenes rolle i 1500-1600-tallet, og har derigennem
konstateret, at selv om man burde forvente, at domstole altid var en del af den formelle
kontrol, så viste det sig, at domstolene til tider også fungerede som halvformel og uformel
kontrol. Distinktionen mellem formel, halvformel og uformel kontrol skal derfor ikke opfattes
som absolut men varierende. Hun mener desuden, at domstolens formelle kontrol i høj grad
samarbejdede med kirkens halvformelle kontrol for at styre moral og skam i samfundet. Da
specialet ønsker at demonstrere skilsmisser og separationer både udfra domme og bevillinger,
skulle det være muligt at placere de 3 former for kontrol og om de ændrede betydning.
Österberg blev kritiseret for artiklen 23 , hvor analysemodellen blev præsenteret, men
kritikken omhandlede hendes holdninger omkring vold i samfundet og hvordan hun havde
fortolket sine forskningsresultater. Analysemodellen var der ingen kritik af. Hendes
analysemodel har efterfølgende været benyttet mange steder 24 .
Specialet strækker sig over en lang periode, hvor der er foretaget mindre undersøgelser
for udvalgte perioder mere indgående. Materialet er ikke kun hentet fra domstole, men også
de myndigheder, institutioner og embedsmænd, der skulle forvalte bevillingerne til
separations- og skilsmissesager. Ud fra Österbergs analysemodel ønskes at klarlægge, hvilke
22 Eva Österberg; Brott och social kontroll i Sverige från medeltid til stormaktstid. Godtycke och grymhet – eller
sunt förnuft och statskontroll? Historisk Tidsskrift (norsk) Bind 70. 1991 side 150-165.
23 Jens Chr. V. Johansen; At lade nåde gå for ret... Kommentar til Eva Österberg. Ibid side 166.
Jørn Sandnes; Kommentar til Eva Österberg. Ibid side 172.
Heikki Ylikangas; Kommentar til Eva Österberg. Ibid side 176.
24 Hanne Marie Johansen og Malin Lennartsson. Marja Taussi Sjöbergs bog er fra før 1991, men jeg mener alligevel
at hun benytter en analyse, der minder meget om den.
10

institutioner og personer der havde hvilken kontrol, og om det er muligt at dokumentere
ændringer i behandlingen af de danske separations- og skilsmissesager. Da analysemodellen
har været benyttet i de den norske og svenske forskning, vil der - når det er muligt – blive
lavet sammenligninger landene imellem.
I eksemplet med Walborg og Morten lå den formelle kontrol hos Danske Kancellis 25
embedsmænd, der var styret af lovgivningen. Kancelliets funktion var ikke en del af et
overvågningssystem, der tog selvstændigt affære når de mente, at moral og love var blevet
overtrådt. De var ikke en domstol eller øvrighed der trådte ind og dømte, før ægtefællerne selv
henvendte sig.
Til gengæld spillede den halvformelle kontrol en stor rolle. Københavns Magistrat var
den instans der havde mest betydning, for det var embedsmændenes opgave at redegøre
omkring forholdene i deres erklæringer til Kancelliet, og derfor havde deres udtagelser stor
vægt. Næste øvrighedsperson var parrets præst. Walborg behandlede præsten med stor foragt.
Til gengæld gik hun til Hof- og Stadsretten, og fik dér hjælp til at stille krav overfor Morten.
Hun benyttede også en læge, til at understrege beskyldningerne om vold i ægteskabet. Hvem
der har skrevet brevene til Magistraten for Walborg og Morten er usikkert. Det kan godt
havde været en eller flere sorenskrivere, der har hjulpet dem med at formulere
henvendelserne. Hvis det er tilfældet, har sorenskriverne haft stor indflydelse på den
halvformelle kontrol.
Normalt ville uformel kontrol i disse sager vise sig med henvendelser fra familie,
naboer, arbejdsgivere eller venner, der skrev eller mødte op hos Magistraten for at støtte den
ene ægtefælle. Dette var ikke tilfældet i denne sag.
Som det fremgik af indledningen, vil kvinders særlige forhold blive belyst. Der vil
ikke gås nærmere ind i en kønspolitisk diskussion, men henvises til Joan W. Scotts analyse
om hvorledes køn konstrueres 26 .
25
Af pladshensyn vil Danske Kancelli blive forkortet til Kancelliet.
26
Joan W. Scott; Gender: A Useful Category of Historical Analysis. Gender and Politic of History. New York
1988.
11

2. Gennemgang af adgang til skilsmisse i Danmark før 1771
Tamperretten 1542-(1771)1797
Oprettelse og placering.
Før reformationen var det stort set ikke muligt at få et ægteskab opløst, da det efter
katolsk opfattelse er et helligt sakramente 27 , som intet menneske kunne ophæve. Hvis
ophævelse af et ægteskab var påkrævet, kunne sagen blive behandlet ved den katolske kirkes
domstole og i sidste instans hos den pavelig domstol i Rom. Den katolske kirke benyttede i
langt de fleste tilfælde separation, der gjorde det muligt for ægtefællerne at flytte fra
hinanden, men ikke indgå nyt ægteskab, før den ene ægtefælle var afgået ved døden.
Den luthersk-evangelske kirke åbnede muligheden for skilsmisse, da Luther og en del
med ham, ikke opfattede ægteskabet som et sakramente 28 . Luther fandt det naturstridigt og
hyklerisk for umoralske forhold, at dømme to ægtefæller til en livsvarig adskillelse, uden at de
havde ret til at indgå nyt ægteskab, eller leve sammen med et menneske af det andet køn.
Cølibat var naturstridigt. Han var derfor imod separation, og gik i stedet ind for skilsmisse 29 . I
overensstemmelse med Luthers anskuelser skulle ægteskabssager høre under de verdslige
domstole som alle andre retssager, og at gejstlige personer ikke havde andet med disse sager
at gøre, end at de kunne give gode råd, når de ellers blev spurgt. I Danmark blev dette
gennemført ved Christian d.3. kirkeordinans fra 1539 30 , der udtrykkeligt klarlagde, at
ægteskabssager tilhørte den verdslige øvrighed 31 , men i øvrigt ikke kommer ind på
skilsmisser.
Skilsmissesagerne blev henvist til Kongen eller lensmanden. I købstæderne faldt
sagerne i første omgang ind under borgmestre og råd, men de havde ikke bemyndigelse til at
27
Ditlev Tamm; Retshistorie. Bind 1. 1990. Side 48-49; ”og dermed et tegn på forbindelsen mellem Gud og
menneske”.... ”Den kanoniske uopløselighedsdoktrin byggede på en fortolkning af Det nye Testamente, først og
fremmest Mark. 10, 1-2, og Lukas 16,18, som betragtes som udtryk for, at Kristus havde udtalt sig ubetinget imod
skilsmisse”.
28
Phillips; 1991 s.
29
Ernst Andersen; Ægteskabsret. KBH. 1956. Side 248.
30
Kirkeordinansen udsendte Christian d.3. på latin i 1537 og den 14. juni 1539 på dansk. Martin Schwartz Lausten;
Kirkeordinansen 1537/39. Odense 1989. Side 8.
31
Nelleman ;1882. s. 115.
12

dømme, men skulle vurdere sagerne før endelig dom hos Kongen 32 . Det tilfaldt kun Kongen at
dømme 33 .
Der gik nogle få år inden der blev oprettet særlige domstole til ægteskabssagers
behandling. Det skete på foranledning af Ribe-artiklerne fra 1542, og domstolene blev
sammensat af både verslig og gejstlige personer. Der blev indrettet en domstol i hver stift i
landet, og de er siden kaldt Capitlet eller Tamperretten (da den holdt møder på de 4
qvatemperdage (quattuor tempora), oprindeligt fastedage: onsdage efter 1. søndag i fasten,
pinsedag, 13. søndag efter Trinitatis og 3. søndag i advent).
For Sjællands stifts vedkommende var det stiftsbefalingsmanden og Roskilde
domkapitel der udgjorte Tamperretten, men det blev ændret i 1681 ved kongeligt åbent brev,
der bestemte, at Consistorium ved Københavns Universitet skulle træde i stedet for Roskilde
domkapitel og i forening med stiftsbefalingsmanden udgøre Tamperretten for Sjælland 34 .
Professorerne bad om, at retten blev flyttet til København, hvilket skete. Derefter havde
Københavns Universitet stor indflydelse på de anbefalinger, der blev givet Kongen i disse
sager.
Denne domstol var i det væstenlige uforandret for Sjællands stifts vedkommende frem
til 12. okt. 1771, da den overgik til Hof- og Stadsretten. For resten af landet skete ophævelsen
af Tamperretten først i 1797.
Retsgrundlaget
I begyndelsen blev ægteskabssagerne dømt ud fra de nytestamentlige kildesteder ”Guds
lov”, men i 1582 kom der udførlige bestemmelser om ægteskab i form af Frederik d.2´s.
ægteskabsordinans. Odinansens skilsmissebestemmelser skulle siden gå nogenlunde uændret
over i Danske Lov i 1683, og har bevaret sin gyldighed frem til ægteskabsloven fra 1922 35 .
Frederik d.2.´s ægteskabsordinans er derfor af afgørende betydning for opfattelsen af adgang
til skilsmisse ved domstolene i Danmark gennem 500 år.
Ægteskabsordinansens hovedkilde var bygget på et skrift af Niels Hemmingsen fra
1572. En nærmere gennemgang af hans værk vil derfor være på sin plads.
32
Ønsker man at se sådanne sager henviser jeg til ”Danske Domme 1375-1662. De private domssamlinger ved Erik
Reitzel-Nielsen KBH. 1987 Bind VIII Register.” Se under; 86 familieretlige forhold: forholdet imellem ægtefæller,
separation og skilsmisse.
33
Riising ; 1978. s. 393.
34
Ønskes en nærmere redegørelse for tamperettens udvikling; anbefales Anne Riisings artikel.
35
Andersen; side 251.
13

Niels Hemmingsen
Niels Hemmingsen var en af 1500-tallets betydeligste danske teologer 36 . I 1572 skrev
han to bøger om ægteskab, en på dansk og en på latin. Den danske; ”Om Ægteskab”
henvendte sig til det dannede borgerskab og behandlede forventninger til ægteskabet . Den
latinske bog hed oversat ”En lille bog om ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse, skrevet af
doktor Niels Hemmingsen til hjælp for de brødre, der er dommere i ægteskabssager i Rigerne
Danmark og Norge”. Som titlen indikerer, henvendte den sig til præsterne der sad i de
forskellige domstole, og han har højst sandsynligt selv siddet ved Tamperretten i Roskilde.
Bogen blev hurtigt meget populær i Tyskland, og blev oversat til tysk inden århundredets
udgang. I Danmark forblev den uoversat (før 1987), men menes at få stor betydning for den
efterfølgende ordinans. Niels Hemmingsen (NH) blev afsat fra sit professorembede i 1579,
hvilket opfattes som årsagen til, at han ikke officielt optræder som ophavsmand til ordinansen.
NH`s bog er opdelt i 3 hovedemner (ægteskab, hævet forlovelse og skilsmisse) og
emnerne er delt i 447 mindre kapitler eller afsnit, der variere meget i størrelse. Bogen er ikke
en lovtekst, men en diskussion af problemerne. Han tog udgangspunkt i Biblen (især Det Nye
Testamente), men også i den praksis, der havde ligget forud for reformationen, og henviste til
”De Kejserlige Love”, som i vildeste forstand dækker over de love der var givet af de
magthavere, der af samtiden var anerkendt som romerske kejsere.
Tidligt i bogen tog han diskussionen om skilsmisse op. Som lutheraner mente han, at
Herren havde godkendt en sådan indretning, og han kom med eksempler:
”54. Vi har Apostelen som vidne herom, når han siger: En kvinde er ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men
når manden dør, er hun fri til at ægte en anden – Hertil siger Kristus: Hvis nogen skiller sig fra sin hustru af anden grund
end utugt, og ægter en anden, begår han hor. Derfor, hvis nogen skiller sig fra sin hustru på grund af utugt, og ægter en
anden, så begår han ikke hor”,
og forsætter:
”55. Ægteskabet opløses altså ikke mindre ved skilsmisse end ved død. Her udfra er det klart, at kætterne bygger på et falsk
grundlag når de påstår, at det ikke er tilladt at gifte sig for anden gang, efter som dog ægteskabets bånd sønderrives, enten
når den ene af ægtefællerne dør, eller når en af dem lovligt skilles fra den anden, fordi den anden har forbrudt sig. Når altså
36 Niels Hemmingsen; Vejledning i ægteskabssager (1572). Oversat og indledning af Richard Mott. 1987.
14

åndet er løst, er den efterlevende, eller den der er løst ved dommerkendelse, fri til at gifte sig igen, blot det sker i Herren.
Ellers kunde Paulus ikke med rette sige: Jeg vil at unge enker skal giftes”
NH kommer frem til seks skilsmissegrunde 37 :
1. Hor.
2. Ondsindet rømning.
3. Legemernes usikkerhed til ægteskabelig brug.
4. Fejltagelse.
5. Vold.
6. Ugudelighed.
Følgende vil kort gøre rede for hvad de enkelte skilsmissebegrundelser omhandlede.
Hor 38
Den ægtefælle, der anklagede den anden for hor, skulle give klare og tydelige beviser
for at forhindre bagvaskelse og løgn. Det var ikke nok, at den anklagede indrømmede utugt,
da det kunne være aftalt spil for at slippe for hinanden. Hvis begge havde begået utugt, skulle
der ikke gives skilsmisse. Det skulle i øvrigt undersøges, hvorfor ægtefællen havde begået
hor, og hvis den anden ægtefælle havde nogen årsag i dette, f.eks. nægtet sex. Voldtagne
kvinder havde ikke begået utugt, da man ikke skulle straffe den, der har lidt, men den der
havde tilføjet krænkelsen. Var dommerne sikre på, at der var begået hor, uden at den
uskyldige ægtefælle var årsagen, eller selv havde begået samme forseelse, skulle dommerne
anbefale skilsmisse, og give den uskyldige part tilladelse til nyt ægteskab. NH var usikker på,
om den skyldige part skulle havde ret til nyt ægteskab. Under alle omstændigheder, måtte den
skyldige ikke giftes med den person vedkommende havde begået hor med. Mens sagen var
under behandling i Tamperretten anbefalede NH, at dommerne prøvede at forlige parterne,
især hvis det kun var sket en gang. Som det fremgår, mente NH ikke der skulle være forskel
på mænd og kvinders muligheder for at anmelde horanklage. Det har holdt sig op gennem
tiden, men har ikke været kutyme i andre vestlige lande. Han var bevist om, at ægtepar kunne
finde på at snyde, for at blive skilt, men kom med forslag til hvordan det kunne undgås. Hor
var den skilsmisseårsag som Biblen gav sin helt klare tilslutning.
37 Mott; side 122
38 Mott; side 122-130.
15

Ondsindet rømning 39
I afsnit 363 forklarede NH den protestantiske begrundelse for, at rømning var
skilsmissegrund:
”363. ...1. Tim 5. hvor Paulus siger: Hvis nogen ikke søger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet
troen, ja, er værre end en vantro. Men den, der forlader en gudfrygtig hustru, eller som forlader en gudfrygtig ægtemand,
sørger ikke for sine husfæller. Derfor har han eller hun fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.”
Dommerne skulle være sikre på, om den efterladte var uden skyld i at ægtefællen var
rømmet, samt at vedkommende i den mellemliggende periode, som mindst var tre år før sagen
overhovedet kunne tages op, havde levet et godt kysk levnet med vidnesbyrd fra den lokale
præst og naboer. Dernæst skulle den rømmede efterlyses tre gange på et offentligt ting. Havde
man intet hørt fra den rømmede, hverken i skrift eller ved bud, kunne sagen gå videre. Var
den efterladte uden skyld, og havde levet kysk, anbefalede NH, at man gav den efterladte
skilsmisse og tilladelse til nyt ægteskab. Hvis den efterladte var skyd i rømningen, burde
vedkommende straffes med en ekstra ventetid på yderlige tre år, før der kunne gives tilladelse
til nyt ægteskab. Havde den efterladte ikke kunne leve kysk i ventetiden, anbefaledes stadig
skilsmisse med tilladelse til nyt ægteskab, men at vedkommende flyttede til en anden egn i
landet, hvor forseelsen ikke var kendt. Grunden til at rømning skulle være skilsmissegrund,
var at alle voksne havde krav på ægteskabeligt samliv.
Legemernes usikkerhed til ægteskabelig brug 40
Dette gjalt for både mænd og kvinder. Hos manden var problemet oftest impotens.
Ægtefolk burde få skilsmisse, hvis manden var impotent, men det forudsagde, at man havde
prøvet at afhjælpe problemet i mindst tre år, før sagen kom for retten, og at manden havde
været impotent fra begyndelsen af ægteskabet. Var det erhvervet senere i ægteskabet, måtte
det bæres med tålmodighed.
Hos kvinden var det sværere at bevise, men hvis hun havde en naturlig mangel (her
tænkes ikke på ufrugtbarhed), eller i kraft af uhelbredelig sygdom ikke kunne tåle at ligge
med sin mand, eller hvis der ville være fare for hendes liv i tilfælde af fødsel, så skulle det
være skilsmissegrund. Dommerne skulle kræve, at gode kvinder eller mænd grundigt
39 Mott; side 130-132.
40 Mott; side 133-134.
16

undersøgte de pågældende. Grunden til at impotens skulle være skilsmissegrund, var at alle
havde krav på et sexliv vel at mærke inden for ægteskabet.
Fejltagelse eller vildfarelse 41
Med vildfarelse mente NH, at en ægtemand kunne være blevet vildledt til at tro, at
kvinden var jomfru da ægteskabet blev indgået. Var det manden selv, der havde ”forvoldt sig
på hende med lovning på ægteskab” (trolovet), kunne der selvfølgelig ikke gives skilsmisse.
Vold 42
NH henviste til Philipp Melanchton, som havde taget udgangspunkt i Matthæus 19 og
Codex Theodosianus. Theodosianus lov tilkendegiver, at Gud ønsker at Statens (øvrighedens)
styre skal være til ære for de gode og til skræk for det onde, hvilket vil sige, at øvrigheden
skal forsvare dem, der ikke selv kan. NH mente, at når man stod overfor en sag, hvor f.eks. en
mand mishandlede sin hustru tyrannisk med ord og slag, og hun frygtede for sit liv, så skulle
dommerne i første omgang prøve at forlige dem. Lykkedes det ikke, skulle de ikke blive skilt,
men burde bo adskilt i tre år. Det var vigtigt, at ægtefællerne brugte lang tid til forsoning. Var
det ikke lykkedes efter tre år, skulle der anbefales skilsmisse, hvor den uskyldige fik tilladelse
til at indgå nyt ægteskab.
Ugudelighed 43
Dette gjaldt både gudsbespottelse og kætteri. NH mente, at der kun skulle gives
skilsmisse hvis den ægtefælle, der var kætter, havde prøvet at omvende den anden til den onde
tro, ellers måtte man bare sørge over ulykken.
NH sluttede sin bog med en del eksempler på sager, og hvorledes dommerne burde
dømme. Han oplevede selv en skilsmisse, da hans første hustru var ham utro.
Frederik d.2.s Ægteskabsordinans
Den første egentlige Danske Ægteskabslov fra 1582, også kaldet Frederik d.2.s
Ægteskabsordinans af 19. juni 1582, byggede i høj grad på NH´s tidlige arbejde 44 . V.A.
41
Mott; side 134-137.
42
Mott; side 137-139.
43
Mott; side 139-142
44
Tamm; side 88 og Andersen; side 251. Johansen mener ikke, at Hemmingsen havde nogen indflydelse på
ordinansen, side 78-80.
17

Secher har påvist tætte paralleller mellem den og Ordinansen og mener, at det var NH der var
den oprindelige forfatter til Ordinansen. Ingrid Markussen mener, at NH ”gav et skriftligt
bidrag til drøftelsen af naturrettens principper” 45 .
Frederik d.2.s Ægteskabsordinans 46 tager udgangspunkt i NH´s tre første
skilsmisseårsager, nemlig; hor, rømning og impotens 47 . Ordlyden var ikke ændret særligt, men
der var tilføjet enkelte steder. I utroskabssager skulle dommerne forvisse sig om, at utroskabet
ikke var sket med rufferi for øje, eller at den ene ægtefælle havde tvunget den anden til
samleje med en tredje. I de tilfælde skulle der ikke gives skilsmisse. I sager angående
rømning, fulgte den NH´s anbefalinger, dog skulle efterladte koner til soldater i krig og
handelsrejsende vente i syv år før de kunne ansøge om skilsmisse.
”Fejltagelse” og ”Ugudelighed” var i princippet ikke brugbare skilsmisseårsager, for
bevisførelsen for fejltagelse var umulig, og ugudelige blev dømt i andre sammenhænge.
”Vold” som separationsårsag findes ikke i loven. NH forslog en tidsbegrænset separation,
hvilket Luther var meget imod. Det kan være årsagen til, at vold ikke kom med i ordinansen.
Straffen for hor var efter første forseelse offentligt skrifte for præsten og menighed,
samt en pengebøde. Anden gang skulle man landsforvises, mens tredje gang gav dødsstraf.
Ret hurtigt efter reformationen begyndte øvrigheden at tage lempeligere på anden og tredje
forseelse. Selv om man gik væk fra at effektuere landsforvisning og henrettelse for utroskab,
gennemførtes de offentlige skriftemål og bødeindkrævningen ofte 48 . Også i Sverige var det
sjældent at det blev eksekveret, f.eks. blev der i perioden 1635-1644 kun dømt 34 til døden ud
af 652 sager 49 . Det er ikke lykkedes at finde præcise tal på, hvor mange der i Danmark blev
dødsdømt for hor, men som i Sverige var det få. Dem der blev dødsdømt, var personer der
havde begået sodomi, bigami eller incest, som godt nok hører ind under hor, men var langt
alvorligere og sjældne sager.
Danske Lov.
I 1683 blev Christian den Femtes Danske lov vedtaget. Tredje bog kapitel 15 og 16
omhandler skilsmisse. Den lyder helt som det foregående. Som det tidligere er beskrevet kom
45 Ingrid Markussen; Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor Egen Nytte. Pietistiske og Kameralistiske idéer
bag fremvæksten af en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet. Odense 1995. s. 61.
46 Findes i; Danske Kirkelove 1536-1683 udg. af Holger F. Rørdam 1883 2. del; side 339 Nr 471; ”Kongelig
Majestatis Ordinantz, lydendis om Ecteskaffs sager”.
47 Ibid; derefter fulde 7 årsager til at trolovede måtte søge skilsmisse.
48 Thomsen; side 100-101.
49 Lennartsson; side 239.
18

der ikke yderlige ændringer i lovgivningen omkring skilsmisseårsager frem til ægteskabsloven
1922. Derimod kom der løbende justeringer i administrationen af skilsmisse- og
separationssager, samt hvordan ægtefællerne skulle forholde sig efter en sådan i form af
forordninger, skrivelser og lignende. Det følgende bygger på disse.
Forordninger m.m.
Den 23. dec. 1735 indskærpede Danske Kancelli/Kongen, at verdslige og gejstlige
embedsmænd var for lemfældige med at kontrollere, om den kirkelige straf blev udført
(offentlige skriftemål). Det kunne tyde på, at der ude i landet ikke var den store tilslutning for
anvendelsen af offentlige skriftemål. Iøvrigt var militære personer fritaget for offentlige
skriftemål efter første lejemål (men kun første gang) ifølge forordningen 29. dec. 1696.
Ifølge forordning 6. dec. 1743 §22 så skulle personer, der blev dømt for hor straffes
økonomisk på sin yderste formue, hvilket blev fastsat til dobbelt lejermålsbøde, samt en
tiendedel af velkommendes samlede formue. Lejermålsbøden (lejermål: seksuelt forhold
mellem en gift og en ugift eller to ugifte personer) var 24 lod sølv for mænd og 12 lod sølv for
kvinder, hvilket svarede til mellem en halv til en hel årsløn for tjenestefolk, og de skulle
begge stå til ”offentligt skrifte” i den lokale kirke, hvor præsten udspurgte dem om deres
synder foran hele menigheden. Anden gang vedkommende begik hor, skulle personen igen
straffes med bøder og siden landsforvises. Skete det tredje gang, var der principielt dødsstraf.
Mænd og kvinder blev straffet lige. Kunne de ikke betale, skulle bøden siddes af i kastellet,
fæstninger eller spindhuset 50 .
Den 29. maj 1750 kom ”Forordning angaaende den Rettergang, som herefter ved
retterne i Danmark og Norge skal bruges i de Sager, hvor nogen søger til Skilsmisse i sit
Ægteskab propter Deferitionem”. Statsmagten ønskede at dæmme op for misbrug af loven om
skilsmisse ved rømning, da de havde erfaret, at der havde været et vist misbrug af netop denne
lov. Ægtepar havde på denne måde fået skilsmissedom, selv om de vidste, hvor den anden
part opholdt sig, ja der var ligefrem i nogle tilfælde tale om aftalt spil for at blive hinanden
kvit. Derfor blev det efterfølgende forlangt, at den efterladte ægtefælle skulle efterlyse den
rømmede i mindst seks uger, der hvor vedkommende sidst havde et kendt opholdssted.
Derudover skulle Lands- eller Lavtinget have seks ugers varsel. Mødte den rømmede ikke op i
retten, måtte der ikke afgives dom før næste retsmøde. Var der i mellemtiden dukket
50 Forordning 5. jan. 1714 og 19. aug. 1724.
19

oplysninger op om den rømmedes tilholdssted, skulle der ske en stævning. Dukkede den
rømmede ikke op, skulle den efterladte sørge for at den rømmede havde en forsvarer, inden
mødet i retten. Den efterladte skulle dernæst under ed møde i retten og svare på dommernes
og den rømmedes forsvares spørgsmål. Nægtede den efterladte at tale under ed, skulle sagen
afvises. Riising har trods denne stramning ikke kunnet konstatere nogen fald i antallet af sager
angående rømning efter 1750 51 . Den reelle stramning i forhold til Danske Lov var ikke
voldsom, da det kun var kravet om en forsvarer og edsafgivelsen der var ny.
Allerede den 18. dec. samme år, kom ”Forordning angaaende naar og hvorledes
Egteskab maa adskilles i Tilfælde, hvor Husbond eller Hustrue er straffet med Fængsel paa
Livs Tid”. Man havde erfaret, at der var et hul i loven, idet det kun var i sager for trolovede,
der var dømt for ”tyveri eller anden uærlig Sag, som Halsløs Gierning” der kunne få
skilsmissedom af den årsag. Fængsel på livstid, var reelt en ophævelse af ægteskabet, og det
var en for tung byrde at bære for en uskyldige part. Derfor bestemte forordningen, at hvis den
dømte var dømt for noget uærligt, skulle den uskyldige ægtefælle vente i tre år, inden der
kunne gives skilsmissedom som ved rømningssager. Lød dommen derimod på ”ikke uærlig”,
skulle den uskyldige ægtefælle vente i syv år. Øvrigheden ønskede på den ene side at være
humane overfor en uskyldige ægtefælle, og give vedkommende mulighed for en ny tilværelse.
På den anden side var det alligevel den skyldige ægtefælles dom, der bestemte hvor længe der
skulle ventes. Forordningen var kønsneutral, men der er ingen tvivl om, at lovgiverne ønskede
at beskytte især kvinderne ved denne lov. Dengang som nu var det overvejende mænd der fik
fængselsdomme. De gode hensigter bundede i at give kvinderne mulighed for en ny forsørger.
Ellers var det staten der skulle brødføde dem på livstid.
Den gejstlige straf for hor var som tidligere beskrevet ”offentlig skrifte”, men straffen
blev ophævet den 8. juni 1767, da den ”i stedet for at opnaae den derved hafte gode og
christelige Hensigt, men fører adskillige Uledigheder og giver ofte Anledning til Misbrug og
Forargelse” 52 . Dermed var præsternes funktion som straffende øvrighed udtømte.
Den 13. juni 1771 blev straffen for lejermål ophævet, og i sager angående hor ændres
anmelder muligheden sig. ”Naar og en af tvende Ægtefolk maatte forsee sig, og bedrive Hoer,
da tilkomer det alleene den uskyldige og fornærmede Ægtefælle, at klage derover...”. Dermed
51 Riising; side 407.
52 Koefoed skriver, at reelt var man bange for at den offentlige skrifte var en af årsagerne til fødsler i dølgsmål, dvs.
hvor mødre slog deres nyfødte barn ihjel. Side 52.
20

var det ikke længere et forhold af tredje parts interesse, og kunne holdes privat 53 . Denne
forordning blev hurtigt ophævet. Efter Struensees fald, ændrede Ove Høegh Guldberg ved
plakat den 27. feb. 1772, både bestemmelsen om straf for lejemål og anmeldelsen af hor. (se
12. juni 1812).
I Sverige var der kun to skilsmisseårsager fra reformationen helt frem til 1810, nemlig
hor og rømning, dog kunne undtagelsesvis impotent give skilsmisse. Det var kirken helt frem
til 1734 der dømte i skilsmissesagerne. Først derefter overgik det til de verdslige domstole,
men kirken havde stadig stor indflydelse på behandlingen af sagerne 54 , da kirken stadig skulle
gennemføre en forligsprocedure før sagerne kunne komme for en domstol. Den svenske
sognepræst, domkapitlet og biskopper var betydeligt mere deltagende, og det forventedes af
øvrigheden, at de deltog i opdragelsen på befolkningen i langt højere grad end det ser ud til at
havde været tilfældet i Danmark. Naboer til et ægtepar der havde problemer i ægteskabet, var
desuden forpligtet til at forlig og forsone 55 .
Juridiske og teologiske lærebøger
I det foregående er Hemmingsens teologiske lærebog allerede gennemgået. I denne
periode kom der adskillige juridiske skrifter med indlæg omkring skilsmisse, men ingen af
dem førte til lovændringer 56 . Selv om det ikke førte til lovændringer, tyder meget på, at en
især en af forfatterne til en af disse juridisk lærebøger fik en større betydning for synet på
særligt kvindernes forhold. Det var Ludvig Holberg.
Gennem hele sit brogede forfatterskab beskæftigede Holberg sig gentagende gange med
kvindernes forhold. Han fandt det helt urimeligt, at man udelukkede halvdelen af
befolkningen fra offentlige som private forhold. ”Verden taber intet ved at lade dem give råd
og dømme i vigtige sager, der har den bedste forstand, og at lade dem tage sig af økonomien,
53
Koefoed mener, at dette kan ses som et skrift fra en kristen moral, hvor man skulle sone synden, til en borgerlig
moral hvor ting kunne holdes skjult og privat. Side 54. Jeg er ikke uenig, men mener også, at Struensee, der uden
tvivl stod bag denne lempelse, så en personlig fordel ved denne ændring. Han behøvede ikke at frygte for at
Christian 7. skulle anklage sin kone og ham selv for utroskab. Dette var kongen ikke i stand til selv, og ved at
fortage denne lovændring, har Struensee måske troet, at han havde sikret sig imod at andre kunne anklage dem.
54
Sjöberg; side 42.
55
Sjöberg; side 44.
56
Johansen; side 148. Hun mener, at teksterne blev brugt til at legitimere en liberal administrativ bevillingspraksis
til separation og skilsmisse.
21

der har mest indsigt og mest passer på, ligegyldigt om de hedder Peder eller Maria eller er
sorte eller hvide” 57 .
Holberg kom gentagende gange ind på mænd og kvinders indbyrdes forhold i
ægteskabet og hvordan man skulle forholde sig når et samliv ikke kunne forsætte. Følgende
bygger på hans ”Naturens og Folke-Rettens ... 58 ” fra 1763, hvor han stillede de nye naturlove,
inspireret af Montesquieu og andre, over for love bygget på teologiske overvejelser. ”I det
øvrige kand man ikke sige, at Naturens Lov byder, at Mand og Qvinde skal boe længere
sammen, hvorvel det er smukt og ordentligt, om de saadant giøre; thi hvis det strider absolut
imod Naturens Bud, havde GUD i ingen Henseende tilladt Jøderne Skilsmisse 59 ”. Holberg var
ikke imod skilsmisse ”om en af Ondskab forløber den anden (rømmer), eller en af dem findes
udi Hoer 60 ”, og desuden mente han, at man ifølge naturens ret godt kunne godkende
skilsmisse mellem to der hadede hinanden, da sådanne ægtepar ikke ville avle børn, som var
den fornemste årsag til ægteskab og til statens bedste. Det var han godt klar over ikke var
lovligt, da han gennem en årrække havde siddet som dommer ved Tamperretten for Sjællands
Stift i kraft af hans stilling på Universitetet. Det er givet at hans syn på ægteskab og især
skilsmisseårsager har været påvirket af hans arbejde i Tamperretten.
Skilsmissesagerne for domstolene.
Det følgende er skrevet ud fra skilsmissesager afgjort ved Tamperretten for Sjællands
stift, ud fra Tamperrettens protokol for 1735-39 61 . I 1734 blev det vedtaget, at ugifte
besvangrede kvinder ikke længere skulle kunne kræve ægteskab af den mand der var skyld i
graviditeten. Dette speciale komme ikke ind på trolovelser, og derfor er perioden valgt efter
denne lovs stadsfæstelse. Loven fra 1734 havde stor effekt på antallet af trolovelsessager i
Tamperretten. I begyndelsen af den valgte periode udgjorde de ca. halvdelen af sagerne, mens
der kun var få trolovelsessager til sidst. Denne tendens har Riising 62 og Schultz 63 også fundet.
57
Henrik Stangerup; Holbergs Helte- og Heltindehistorier 2. Viborg 1990. side 168. Holberg udkom med
heltindehistorierne i 1745.
58
Ludvig Holberg; Naturens og Folke-Rettens Kundskab, bygget paa de fornemste Juristers Princiiis, illustrered
med Exempler af de nordiske Historier og Conferered med disse Rigers saa vel gamle som nye Love. Parts 1-2
KBH. 1763.
59
Holberg; side 297.
60
Holberg; side 306-7.
61
Schultz har taget udgangspunkt i 1732-1737.
62
Rissing; side 401.
63
Schultz; side 290.
22

Perioden ligger før 1771, hvor Tamperretten blev ophævet i København og overgik til Hof- og
Stadsretten.
I følge Nellemann og Schultz 64 skulle der ikke findes nogen kongelige
skilsmissebevillinger fra den pietistiske Christian d.6.´s regeringstid 1730-1746. Derfor
forventes det, at antallet af skilsmissesager ville være begrænset for den undersøgte periode.
Det forventet samtidigt at der var en nedgang i antallet af sager, og at dommene var særlige
strenge. Der findes ikke noget statisk materiale angående hvor mange dømte skilsmisser, der
var gennem Tamperrettens virke. Den undersøgte periode er på fem år, for dermed at undgå
specielle år der falder uden for det normale.
Tamperretten for Sjællands Stift blev sat ved tamperdagene, hvilket vil sige, at der var
retsmøde fire gange om året. Det var ikke dommernes opgave at undersøge direkte om den
anklagede havde gjort sig skyldig i anklagen. Det påhvilede den anklagede at fremlægge
beviserne 65 . Der mødte mellem 4-10 dommere til hvert møde, og nogle gange mødte flere
dommere efter frokost. Navnene på dommerne er anført for hver samling. Det er sjældent, at
der er angivet om de har været uenige om dommen. Det er kun observeret i
trolovelsessagerne, ikke i skilsmissesagerne. Ludvig Holberg var en af dommerne fra denne
periode.
Der var mellem 5-20 sager til behandling ved hvert retsmøde. Tages trolovelsessagerne
fra, var der mellem 3-15 skilsmissesager pr. møde. Der blev dømt 7-16 skilsmisser om året (i
alt 51 skilsmisser 1735-1739) 66 . Resten af skilsmissesagerne blev enten udsat eller afvist.
Skilsmisseansøgninger deler sig op i få begrundelser. En langt overvejende del af de
sager der kom til afgørelse, var begrundelsen rømning 67 , og det var også denne gruppe, der
havde de hurtigste afgørelser. Faktisk bliver langt de fleste sager afgjort allerede første gang
de optrådte for retten, da den efterladte ægtefælle allerede havde sørget for, at de formelle ting
var i orden, såsom diverse dokumenter og attester. De sager der blev udsat, var altid grundet
manglende dokumentation eller attester, som allerede ved næste retsmøde blev fremlagt 68 .
64 Schultz; side 287.
65 Rissing; side 397.
66 For Växjö domkapitel i perioden 1650-1655, blev 84 skilsmisseansøgninger til 37 endelige skilsmisser (16
afvises, 15 blev udsat, 4 separeres, 2 forliges og 10 var uden afgørelse). I perioden 1692-1694 fandt Lennartsson 22
skilsmisseansøgninger, hvilket svarer til ca. 7 ansøgninger om året i gennemsnit, mod ca. 14 i den forrige periode.
67 Riising mener, at grunden til at rømning var så almindelig, ofte skyldes at det var næste umuligt at skaffe
oplysninger om en bortrejst persons død (side 406). Schultz har som jeg fundet rømning som den mest udbredte
årsag til skilsmisse ansøgning (side 295). Johansen har også fundet rømning/dødsformodnings sager som et særligt
kvindeligt problem, og at op til 80% af disse sager var indgivet af kvinder (side 217-18).
68 Det samme har Riising fundet; side 398
23

Sagen blev derefter afgjort, og den efterladte ægtefælle fik en skilsmissedom og tilladelse til
nyt ægteskab. I tidsrummet 1735-39 var der 46 sager angående rømning, der kom til
afgørelse. Ikke alle fik skilsmisse. Der var dobbelt så mange kvinder som mænd, der klagede.
Kønsfordelingen passer med både danske og udenlandske undersøgelser 69 . Mænd havde større
tendens end kvinder til at ”give op” og forlade familien. Dette skyldtes, at mænd til alle tider
har haft lettere ved at tage af sted og finde nyt arbejde og muligheder et andet sted, i forhold
til kvinder. Kvinder er traditionelt mere bundet til eventuelle børn, og har altid haft svære ved
at finde arbejde. Det må forventes at mange, hvis ikke de fleste anmeldelser angående
rømning, i virkeligheden handlede om at personen var omkommet, men at det ikke havde
været muligt for den efterladte at skaffe beviser. Det kunne f. eks være fiskere og soldater.
”Private” skilsmisser er også en mulighed.
Tålmodigheden hos den efterladte varierede meget. Nogle begyndte at søge skilsmisse
lige efter de forlangende tre års ventetid, men de fleste ventede længere. Andreas Imdsen
ventede hele 18 år før han mødte i retten 70 . Men det var ikke nok, at han havde ventet den
fornødne tid på tre eller syv år. Han skulle som andre fremlægge beviser i form af dokumenter
og attester for retten. Andreas fik skilsmissedom med tilladelse til nyt ægteskab. Sagerne gik
let, når den efterladte var forberedt. Lovstramningen den 29. maj 1750, hvor den efterladte
skulle efterlyse den rømmede, og under ed bevidne at vedkommende ikke vidste hvor den
rømmede befandt sig, ser nu til at havde været almindelig praksis allerede i 1735-39. Grunden
til stramningen i 1750 kan bunde i enkelt sager, som havde fået statsmagtens opmærksomhed.
Meget tyder på at ”private” separationer ikke var ualmindelige, og at øvrigheden med
forordningen den 29. maj 1750 forsøgte at dæmme op på dem. På den anden side ser det ikke
ud til, at der har været nogen straf for de ægtepar der gik fra hinanden. Hans Henrik Appel har
fundet flere eksempler på, at ægtefæller i praksis var blevet separeret og levede adskilt i
landsbyen 71 . Det ser heller ikke ud til, at kvinderne i Växjö havde problemer med at være
69
Lennartsson side 217. I 1650-1655 var der i alt 84 skilsmisseansøgninger ved Växjö domkapitel, hvoraf 45
ansøgninger var fra kvinder, 31 fra mænd og 8 ægtepar. Den almindeligste skilsmissesansøgningsårsag var
rømning, og kvinderne var dominerende i antallet af ansøgninger. Deres mænd var ofte soldater, der ikke var
hjemvendt fra en af Sveriges utallige krige i den periode.
70
RA. Københavns Universitet. Konsistorium. Tamperretten for Sjællands Stift 1698-1754. Tamperretsprotokol 26.
feb. 1736 sag nr. 10.
71
Hans Henrik Appel; Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i et jysk
bondesamfund i 1600-tallet. 1990. Side 177.
24

græsenker i både 10 og 20 år. Årsagen til, at de søgte skilsmisse var, at de stod foran et nyt
ægteskab, eller måske allerede havde et ægteskabslignede forhold, hvor de ventede barn 72 .
Kun ganske få sager på grund af rømning blev afvist, og det var næsten altid på
baggrund af at ventetiden ikke var overholdt. Johanne Pedersdatter blev afvist 18. feb. 1739,
da hun ikke havde ventet i de foreskrevne tre år på hendes mand Jacob Domhart. Hun gav nu
ikke op, og mødte igen for retten allerede 20. maj 1739 (næste tamperrets mødedag), og da
var den fornødne tid gået, og hun fik sin skilsmissedom med tilladelse til nyt ægteskab.
Sager angående hor var ikke almindelige 73 . Der var år, hvor den slags sager ikke kom til
nogen afgørelser, men horanklager blev næsten altid udsat og kunne være langvarige. Når
anklagen var hor, tyder det på, at dommerne var meget forsigtige med at komme med en dom.
Ingen af sagerne angående hor blev afgjort første gang de blev behandlet, men måtte mindst
fremlægges to gange mere, for tidligst at komme til en afgørelse ved 3. behandling.
Dommerne ville åbenbart være helt sikre på, at den anklagede virkelig havde forbrudt sig, og
om den ”uskyldige” ægtefælle havde nogen skyld i det. Johan Casper Hembsted anmeldte sin
hustru for utroskab den 21. sep. 1735, men sagen blev udsat på grund af manglende beviser.
Da han den 19. dec. 1736 mødte for 6. gang, og retten stadig ikke fandt, at der var nok bevis
på hans hustrus formodede utugt forlangte de, at han den 13. marts 1737 skulle komme med
de endelige beviser, ellers ville de afvise sagen. Hans advokat mødte og meddelte, at de ikke
havde de ønskede beviser, hvorefter retten afviste sagen. Var dommerne ikke overbevist om
hvad der var foregået, eller der manglede attester, blev sagen udsat. Desuden skulle den
uskyldige part bevise sit eget gode levned, da dommerne ikke måtte dømme skilsmisse hvis
det viste sig, at begge ægtefæller havde begået hor.
En af sagerne om hor, fik sin naturlige afgørelse, da klageren døde.
Kønsfordelingen i utugtsagerne var tydelig. Ud af de fire sager, der fik en afgørelse,
blev kun én sag vundet af en kvinde. Ud af alle skilsmisseansøgningerne på grund af hor, der
stadig var under behandling i 1739 da undersøgelsen stoppede, var hun også den eneste
kvinde, der havde anklaget sin ægtefælle for hor 74 .
72 Lennartsson; side 217.
73 Riising har i hendes undersøgelse, fundet flere sager ang. hor end rømning, men det tror jeg skyldes at hun
behandler trolovelsessager og skilsmissesager under et. Hun skelner ikke imellem dem.
74 Hor var den næst mest udbredte skilsmisseansøgningsårsag i Lennartssons undersøgelse, og det var oftest mænd,
der blev anklaget. Det viser, mener Lennartsson, at utroskab ikke var noget kvinderne fandt sig i. Kun i ét tilfælde
afviste domkapitlet sagen på grund af manglende beviser. Domkapitlet var opmærksomme på, at ægtepar kunne
finde på at begå hor for at opnå skilsmisse. Lennartsson har ikke kunne konstateret, at kirken dømte kvinderne
hårdere, end hvis det var mænd der havde begået hor.
25

Margrethe Magdelene Rennerin fremlage sin sag den 17. dec. 1738, og fik allerede
skilsmissedom den 18. feb. 1739. Det særlige ved hendes sag, var at hun anklagede sin mand
for både rømning og hor, og den kombination var sikkert årsagen til, at hun vandt, hvor de
mandlige anklagere kun benyttede sig af horanklagen. Sagen fik en hurtige afgørelse, fordi
dommerne lagde mere vægt på rømningsanklagen end hor. Grunden til denne køns-ulighed
bunder ikke i, at kvinderne var mindre utro end mændene, men at kvinderne havde langt
svære ved at bevise mændenes utugt end omvendt. Hvis en hustru ville anklage sin mand for
hor, og som bevis pegede på en anden kvindes graviditet, kunne manden altid påstå at det var
en anden mand der havde gjort den pågældende kvinde gravid. I England var kvinderne meget
dårligt stillet, da det kun blev regnet for hor, hvis manden havde forbrudt sig i ægtesengen,
mens kvinders hor ikke var stedbestemt.
I Danmark-Norge og Sverige var kvinder og mænd lige for skilsmisseloven, men
kvinderne havde alligevel meget svært ved at bevise, at deres mænd havde begået hor.
Sjöberg skriver, at for kvinderne i Sverige var synden og skammen ved en horanklage større
end for en mand, og ansvaret for hor blev oftest tildelt hende 75 . Lennartsson er ikke enig i den
konklusion. Kvinderne i Växjö stift var ikke bekymrede for at anklage deres mænd for hor, og
havde åbenbart heller ikke vanskeligheder med at få deres anklage igennem domkapitlet, da
der var et klart overtal af kvinder, der anklagede deres mænd for utroskab. Det har ikke været
muligt at konstatere nogen form for tilkendegivelse på et særligt syn på kvinder der blev
anklaget for hor i dette materiale. Kvinder i Danmark har i langt mindre grad anklaget deres
mænd for utroskab i forhold til kvinderne i Växjö stift.
Hvordan danske kvinder forholdt sig til mænds utroskab er uklart. Thomsen har
undersøgt tre nordvestjyske landsogne 1750-1830 og kunnet konstatere, at man ikke
automatisk kan slutte, at en barnefader var ugift selvom hans civilstand ikke var direkte oplyst
i kirkebogen som fædre til uægte børn. Ved at krydstjekke med andre kilder har Thomsen
opdaget, at mindst 17 % af mændene var gifte. De giftes andel kan havde været helt oppe på
23%, eller næsten hver fjerde 76 . Mødrene i disse sager var i langt overvejende grad ugifte.
Børn, der blev født af gifte kvinder, fik automatisk ægtemanden som fader. Kun hvis der var
åbenlyse årsager til at ægtemanden ikke kunne være faderen, kunne ægtemanden anklage sin
hustru. Derfor kan man ikke ud fra kirkebøgerne konstatere kvinders omfang af utroskab.
75 Sjöberg; side 49.
76 Thomsen; side 94.
26

Mindst 17 % af de gifte mænd i Nordvestjylland 1750-1830 havde uægte børn ved
siden af ægteskabet, men andelen af utroskab har sikkert været større, da disse tal kun bygger
på forhold hvor der kom børn ud af det. Utroskab må have været et relativt almindeligt
fænomen i 1700- og 1800-tallets landbosamfund, og hvorfor skulle det forholde sig
anderledes i byerne. I 1700-tallet var hvert fjerde-femte barn i København uægte, og i årene
1840-1849 var det i København 22%, mens tallet for uægte børn lå på omkring 13% i
købstæderne og på landet 10% 77 . Thomsen kommer som Lennartsson til den konklusion, at
den utro var en mand 78 . Det kan derfor undre, at der ikke var flere utugtssager i tamperrettens
protokol, hvor kvinder anklagede deres mænd for utroskab. Hvorfor benyttede de ikke de
offentlige skriftemål, når de skulle anlægge sag mod deres mænd? Var mulighederne for at
blive forsørget alligevel så ringe, at de valgte at se gennem fingrene med deres mænds
forhold? Eller var der en anden seksualmoral dengang? Tamperrettens materiale give ikke
svar på disse spørgsmål.
For mændene var bevisførelsen ved hor betydeligt nemmere. Havde de af forskellige
grunde været længere tid hjemmefra, så kunne simpel hovedregning hurtigt afgøre, hvorvidt
manden var far til det barn, der var kommet i mellemtiden. Dermed havde manden et sikkert
bevis, og behøvede kun attester fra godtfolk på, at han ikke havde været hjemme i den
pågældende periode. Han behøvede ikke engang at finde den mand, hustruen havde forbrudt
sig med.
I 1736 indkom to bemærkelsværdige sager til Tamperretten. Den 26. feb. anklagede
Inger Jacobsdatter sin mand Jacob Bioresen for andet ægteskab, altså bigami, men da ingen af
dem mødte i retten blev sagen henlagt. Den 19. sept. anklagede Svend Tønnesen ligeledes sin
hustru Margrethe Jørgensdatter for andet ægteskab. Hun var den 13. okt. 1732 blevet dømt til
at miste sin hals, for at havde indgået andet ægteskab, selv om hendes første mand, Jens
Jensen stadig var i live. Den 16. jan.1733 var hun ved Kongelig resolution blevet benådet til
livstid i Børnehuset. Dommerne i Tamperretten dømte ægteskabet mellem Svend og
Margrethe for ulovligt og ugyldigt, og han fik dermed tilladelse til nyt ægteskab. Sagen fik en
77
Claus Bjørn; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Red. Olaf Olsen. Bind 10. Fra reaktion til grundlov.
1800-1850. Kbh. 1990. Side 35.
78
Asbjørn Romvig Thomsen; Hor: om ægteskabsbruddets udbredelse og baggrund i 1700- og 1800-tallets
landbosamfund. Den jyske Historiker nr. 98-99 2002. side 106. Artiklen igennem kommer han ind på en del
ægtepar. Jeg blev overrasket over at konstatere, at mindst 3 ægtepar enten var omtalt som skilte eller separerede,
eller efterfølgende blev det. Thomsens formål var ikke at klarlægge den ægteskabelige situation på landet, og derfor
virker antallet af eksempler på opløste ægteskaber, at det ikke kan havde været et ukendt fænomén. Mange har
ellers ment, at det kun var et fænomén fra de større byer.
27

hurtig afgørelse, da der allerede forelå en afgørelse fra den anden domstol, og at det indgik i
den første dom, at ægteskabet var ophævet, og den uskyldige måtte gifte sig igen. Grunden til
at sagen kom for Tamperretten var givetvis, at Inger var blevet benådet til livstid, og at Jacob
dermed ville være skikker på, hvordan han så stod.
En del sager blev afvist ved Tamperretten, men der var i tilfælde, hvor
dokumentationen eller tidsfristerne ikke var i orden. En enkelt sag blev afvist, da dommerne
ikke mente, at den hørte til deres distrikt. Dommerne kunne godt blive utålmodige, når
ægtefolk ikke mødte i retten, og sager blev afvist, hvis ægtefællerne ikke havde mødt efter at
være indkaldt til mindst 3 retsmøder.
Kvinder fremlage ofte selv deres sager, og det kunne godt se ud til, at de havde skrevet
mange af henvendelserne selv. Det ser ikke ud til at havde haft indflydelse på, om de vandt
deres sager eller ej. Schultz finder det forbavsende selvstændigt taget i betragtning af, at det
som regel var jævne kvinder fra landet der kom ind på universitetet og stod overfor
stiftsbefalingsmand, rektor og professorer 79 .
Lennartsson har ikke fundet, at der har været nogen diskussioner om, hvordan
børnenes situation var, eller hvordan den blev efter skilsmissen 80 . Også i Tamperretten var
børn totalt usynlige, ingen navne, kun en mængdeangivelse. Var det en detaljeret sag, så
angav skriverne køn og alder på børnene.
I gennemgangen af sagerne for 1735-1739 er der ikke kommet oplysninger frem om,
hvad det kostede at føre en sag for tamperretten. Jens Chr. Johansen skriver, at der for
Danmarks vedkommende savnes en undersøgelse af procesøkonomi, det vil sige hvad det
kostede at føre en retssag 81 . Riising skriver, at især forladte kvinder ofte fik bevilget fri
proces, men at bevillingen kun indbefattede ”frihed for stemplet papirs brug, dom- og
brevpenge samt skriverløn. Prokuratorsalær skulle de selv betale, og tabte de sagen, skulle de
betale både de idømte omkostninger og mulkter, stemplet papir og rettens salær.. 82 ”. Bregnsbo
mener, at sorenskriveren havde pligt til at bistå folk af almuen med at forfatte supplikker, og
havde ret til at nyde 8 skilling for sin ulejlighed 83 . Som Riising 84 har kunnet konstatere var de
personer, der optrådte ved Tamperretten, for langt det meste jævne mennesker eller ligefrem
79
Schultz; side 296.
80
Lennartsson; side 210.
81
Jens Chr. Johansen; 1991. Side 168.
82
Riising; side 399.
83
Michael Bregnsbo; Folk skriver til Kongen. Supplikkerne og deres funktion i den dansk-norske enevælde i 1700tallet.
Kbh. 1997. Side 38.
84
Riising; side 408.
28

fattigfolk. Derfor kan det ikke havde været forbundet med store økonomiske ulemper, da det
ville havde været umuligt for de pågældende at føre sådanne sager. I England var det ud over
den meget strenge lovgivning, bland andet på grund af de meget store økonomiske udgifter
der var forbundet med at føre en skilsmissesag, at der var et meget lavt antal sager.
Hvordan Kongens stilling i disse sager enlig var, er lidt uklar. Nellemann er i tvivl,
mens hverken Riising eller Schultz kommer ind på det. Tamperretten har under alle
omstændigheder haft stor indflydelse på sagens udfald, hvis den ikke har været altafgørende.
Ud fra tamperrettens protokol og ”Sjællandske registre” ser det ikke ud til, at Kongen
blandede sig i dommene. Der er eksempler på, at dommerne i tamperretten ikke kunne dømme
skilsmisse ud fra lovgivningen, hvorefter de anbefalede, at ægtefællerne bad Kongen om
bevilling ud fra et humant synspunkt. Denne bevidste brug af benådninger og strafnedsættelse
skyldes på den ene side, at synet på forbrydelse og straf havde ændret sig til en mere human
retning siden indførelsen af Danske Lov, men også at styret så en politisk fordel i, at
undersåtterne lærte at betragte monarken som mild 85 . Nellemann mener, at denne praksis
byggede på, at den enevældige Konge i Højesteretsdomme kunne afgøre udfaldet af dommen,
hvis han var til stede i retten, eller hvis han af humanitære hensyn ønskede at formilde
dommen (det kender vi også i dag, hvor man kan søge dronningen om benådning). Formelt
var hans eventuelle afgørelse alligevel som en dom og ikke som bevilling 86 .
I Sverige kunne Domkapitlet dømme til separation, men det var meget sjældent, at de
gjorte dette. Separation var ment som en pause i ægteskabet, hvor ægteparret gerne skulle
ende med at forliges. Lennartsson mener, at domkapitlet benyttede separation som instrument
til at beskytte voldsramte kvinder for yderlige overfald. Hun har ikke i kilderne fundet tegn
på, at hustrumishandling skulle havde været specielt udbredt og accepteret, og at kvinder i
1600-tallets Småland måtte finde sig i mishandling fra mandens side. Som i dag, er det svært
at sige noget generelt om, hvor stort et problem vold i hjemmet har været.
Skilsmisse ved kongelig bevilling ca. 1660-1790
Danmark havde som det lige er konstateret, en meget streng skilsmisselov, men den
hårde lovgivning blev i nogen grad sat ud af kraft, i og med at der sideløbende udviklede sig
en bevillingspraksis til skilsmisse og separation.
85
Ole Feldbæk; Danmarks historie. Bind 4. Tiden 1730-1814. KBH. 1982; side 94.
86
Nellemann; s. 119-20
29

Efter enevældens indførelse i 1660, var der formelt fundament for, at Kongen havde
ret til at ophæve et ægteskab ved bevilling 87 . Kongen var hele landets fader, og folket kunne
gå direkte til ham, og bede om nåde eller hjælp. ”Enhver undersåt i Danmark og Norge var
berettiget til at indsende en supplik til Kongen. Denne ret var lovfæstet i Danske Lov (1.26.1-
4) og Norske Lov (1.24.1-6) 88 ”.
Det varede en del år inden Kongen benyttede sin myndighed i ægteskabssager.
Nellemann har gennemgået ”Registre over åbne breve m.m.” for alle Danmarks provinser og
Norge, ikke fundet nogle eksempler på kongelig bevilling til skilsmisse før 1682, og selv efter
den tid var de yderst sjældne. Alle håndbøger om jura, fra samtiden og op til slutningen af
1800-tallet, har ikke beskrevet denne mulighed for ophævelse af ægteskabet, idet der i disse
står, at det kun var muligt at få skilsmisse ved dom (=tamperret). Nellemann har med sin
undersøgelse bevist, at det var muligt at opnå skilsmisse uden om domstolen, omend sagerne
var meget beskedne i antal. At muligheden ikke var ”offentligt kendt”, kan havde haft en
kraftig årsag til det lave antal.
Sagen i 1682, som i følge Nellemann var den første af sin art 89 , handlede om en
kvinde, der bad Kongen om tilladelse til nyt ægteskab, da hende mand havde været bortrejst i
syv år. Hun havde ikke råd til at føre sagen for tamperretten. Hun fik en kongelige
skilsmissebevilling efter kancelliets indstilling 90 .
Næste eksempel var fra 1685, hvor en præstekone søgte bevilling til skilsmisse på
grund af præstens utroskab. Nellemann angiver ikke, hvorfor præstekonen ønskede kongelig
bevilling til skilsmisse i stedet for en dom fra Tamperretten, men Tamperretten havde, som
tidligere vist en langsom sagsbehandling af utugtsager. Desuden var der gejstlige blandt
dommerne, hvilket kan havde været årsagerne til, at hun valgte at skrive til Kongen. Hun fik
også kongelig skilsmissebevilling 91 .
Bevillingspraksis udviklede sig efterhånden til at der også blev bevilget skilsmisse i
sager, der faldt udenfor loven. Det kunne være i tilfælde, hvor der havde været stærke brud på
ægteskabelige pligter, som f.eks. at den ene eller begge havde efterstræbt den andens liv eller
87
Det samme forholder sig for Sverige. Omkring 1630érne og frem mod 1810, har Sjöberg fundet, at Kongen
kunne bevillige skilsmisse af andre årsager end den svensk lovgivning. Sjöberg; side 47.
88
Bregnsbo; 1997. s. 38.
89
Andersen; 1956, side 254 kommer med en kritik af Nellemann, idet han angiver flere ældre skilsmisse- og
separationssager. Johansen; side 105. Hun referere til en undersøgelse fortaget af Kayser, der mener, at den første
kongelige bevilling til skilsmisse blev givet af Christian IV den 17. nov. 1606 til et ægtepar i Trondheim.
90
Nellemann; s. 23
91
Nellemann; s. 25
30

helbred, samt grov mishandling, som Hemmingsen tidligere havde foreslået. Der var tilfælde,
hvor den ene ægtefælde var blevet idømt en hård fængselsstraf, eller var kommet ud for
uforskyldt ulykke som f.eks. spedalskhed eller ulægelig afsindighed. Hurtigt begyndte
ægtefolk at bede Kongen om ”ægteskabets ophævelse”, alene på grund af ”genstridig uvilje
eller ulyst til at leve sammen”, også kaldet gemytternes uoverensstemmelse, hvilket blev
bevilget, når begge ægtefæller var enige om, at de ville skilles.
Kongens personlige holdninger til skilsmisse havde stor indflydelse på udfaldet af
sagerne, eftersom han alene tog afgørelsen. Han kunne søge hjælp og råd fra kancelliet
og/eller teologer, og dommere fra Tamperretterne. Omkring 1730érne, mener Nellemann,
forekom der ingen skilsmissebevillinger, og det var formentligt på grund, af den strenge
religiøse retning daværende Christian 6. praktiserede. Kort efter Christian 6.´s død, kom
skilsmissebevillingerne igen, men Nellemann mener, at frem til 1770 var der kun ganske få
om året, og at der i perioden 1771-1789 kun blev bevilget skilsmisse til mellem 0-6 ægtepar
om året 92 ved kongelig bevilling. Meget tyder på at det antal er alt for lavt (se bilag 2 med
Rothes graf).
I Sjællandske Registre for 1796-1771 93 var der ingen ansøgninger om
skilsmissebevilling, men fem sager, hvor personer bad kongen om tilladelse til nyt ægteskab. I
alle 5 sager var de pågældende blevet skilt ved dom på grund af hor, og havde derfor ikke
tilladelse til nyt ægteskab. Det skulle de efterfølgende søge kongen om. Alle fem fik tilladelse
til nyt ægteskab.
Ansøgere til skilsmisse ved kongelig bevilling kunne være meget sikker på at få
bevillingen. Det var blevet betydeligt lettere at få en bevilling, fordi loven var sat ud af kraft.
Det var ikke nær så langsomt som ved Tamperretten, da der ikke skulle ventes til næste
tamperdag og til eventuelle udsættelser. Det var helt sikkert betydeligt billigere, da der ikke
var krav om dokumenter og attester, når ægtepar skrev til kongen. Det var derfor mere
fordelagtigt at få en skilsmissebevilling, og derfor søgte flere og flere at få ægteskabet
ophævet ad den vej.
Kongen underskrev personligt skilsmissebevillingerne frem til 1812, hvor deres antal
efterhånden var så stort, at det overgik til kancelliets embedsmænd 94 .
92 Nellemann; s. 36
93 RA. Danske Kancelli. Sjællandske registre D18. 1769-1771.
94 Forordning 12. okt. 1812, at Kancelliet kan bevilige Egteskabs fuldkomne Ophævelse.
31

Separation fra bord og seng ved kongelig bevilling frem til
1771
Begrebet ”separation fra bord og seng” er meget gammel. Philips mener, at det
stammer fra 1200-tallets conon law: separationes a mensa et thoro 95 . Den katolske kirkeret
kunne dømme separation, hvilket ikke gav mulighed for at gifte sig igen, før den ene af
ægtefællerne døde. Efter reformationen udviklede separationen sig meget forskelligt. I
Sverige kunne ægtefæller efter 1734 blive dømt til en tidsbestemt separation, hvor ægteparret
ikke måtte se hinanden, og derefter skulle samlivet genoptages. Separationen var ment som en
hjælp til forsoning imellem parrene. Hjalp det ikke, og parret stadig ønskede at blive skilt,
kunne de efterfølgende søge kongen om bevilling til skilsmisse 96 .
I Danmark har domstolene aldrig benytte separation fra seng og bord som et middel til
at tvinge ægtepar til en tænkepause, og det har altid stået ægtefolk frit for, om og hvornår de
ville flytte sammen igen efter en separation. Det har altid kun været muligt at få separation
gennem bevilling. Den kongelige bevilling til separation fra bord og seng skal ses som en
særlig tilladelse til at leve adskilt i en ikke fastsat periode, som ægtefællerne selv bestemte.
Fra ældre tid var kongelig bevilling til separation i Danmark sjældne, men Nellemann
har fra 1720érne fundet dem hyppigere. Det var ikke sjældent, at det kun var den ene part,
f.eks. hustruen der ønskede separation på grund af mishandling, og ofte fik hun
separationsbevillingen uden at det blev undersøgt, om manden var enig. I bevillingen hed det,
at kongen;
” af sør Kgl. Naade har dispenseret og tilladt, at fornævnte NN og hans Hustrue NN
paa nogen Tid maa leve fra hinanden, og enhver af dem være for sig selv, dog saa at deres
Sjælesørger imidlertid flittig besøger dem begge og ved gudelig Formaning søger igen at
forene dem, saa skal deres Gods og Midler tages under Administration af Rettens Middel, og
Beholdningen, efter at deres bortskyldige Gjels er betalt, deles i to lige Dele imellem dem, og
for hver af dem især anordnes en god Mand til Curator” 97 .
Fra 1720érne, og måske før, har det altså været praksis, at ægteparret delte boet lige
imellem sig, og det i en periode, hvor kvinder normalt kun var arveberettiget til halvt så meget
95 Phillips; side 6.
96 Sjöberg; side 51.
97 Nellemann; side .53.
32

som deres eventuelle brødre. Det er også bemærkelsesværdigt, at det ikke kun var kvinden,
der blev sat under en form for værgemål, så længe separationen varede.
Helle Linde 98 er ikke sikker på, at Nellemanns angivelser om separationer er korrekte,
og henviser i en note til en tidlig separationssag. Hun gengiver ikke selv separationssagen,
men den er her undersøgt for at dokumentere, hvordan en så tidlig separationsansøgning blev
behandlet. Den 18. feb. 1726 99 skrev Københavns Magistrat til Kongen angående Dorthe
HansDatters ansøgning om separation fra hendes mand Morten Larsen Slagter. Magistraten
skrev, at de havde talt mange gange med begge. Han drak, hvilket førte til hug og slag på
hustruen, samt at han ikke kunne passe sin forretning. Faktisk mente Magistraten, at hans
forhold blev værre og værre, og derfor anbefalede de separation, nej de bad Kongen hjælpe
hende. Om Dorthe fik bevilget separation oplyser Magistratens protokol desværre ikke. Svaret
findes hos Kancelliet. Det kan dog ikke afvises, at der senere i Magistratens protokol var
indført et svar fra Kongen. Separationssagen bærer ikke præg af at være første gang
Magistraten foretog en sådan henvendelse, eller at det var sjældent forekommende.
Under Christian 6. mener Nelleman, at der var en betydelig nedgang i antallet af
kongeligt bevilgede separationer, men de ophørte ikke. Efter hans død steg antallet af
separationsbevillinger igen, og betegnes derefter som aldeles jævnligt forekommende
ekspeditioner. Et godt vidnesbyrd om at separationssagerne efterhånden blev betydelige i
antal er, at allerede fra 1768 betegnes separationssager som sager af ”ringe betydning”,
hvilket vil sige, at Kongen ikke mere personligt skrev dem under, men at de blev underskrevet
af Oversekretæren (ad mandatum regis). Dette ses tydeligt ud fra Sjællandske registre 1769-
1771 100 , hvor der var ti sager hvor ægtefolk ønskede kongelig bevilling til separation, der
bevilgedes af en embedsmand. En sag viste ved nærmere undersøgelse at være en ansøgning
om fri proces til skilsmissedom. Alle de resterende ni sager fik bevilget separation. I syv af
sagerne var det kvinder der søgte, og næsten alle klagede over druk fra ægtemandens side med
efterfølgende hug og slag og dårlig økonomi.
De sager, hvor det fremgik at ægtefællerne var fra København, har det efterfølgende
været muligt at finde i Københavns Magistrats resolutionsprotokol. Heraf er det muligt at
redegøre for, hvor længe disse sager var under behandling. F.eks. ønskede Edel Catharina
98 Linde; 1993. Side 181, note 14.
99 KSA; Københavns Magistrats arkiv 1275-1805. Magistratens almindelige øvrighedsforretninger.
Rådstueskriverens kontor. MC 209. Sag nr. 282/1726
100 RA. Danske Kancelli Sjællandske registre D18. 1769-1771.
33

Könsberg separation fra sin mand Johan Smaalensky. De havde været gift i tre år, og han
havde ved uordentligt levemåde formøblet alt, og retten havde taget resten. Hun var derfor
flyttet hjem til sin mor, hvorefter han var kommet og havde truet hende til at vende tilbage til
ham, men da han jo intet havde, og intet gjorde for at få det, ønskede hun separation. Ud fra
Magistratens resolutionsprotokol kan man se, at de har sendt hendes og deres egen erklæring
den 3. juli 1769. Ud fra Sjællands registre fik Edel separationsbevillingen den. 28. juli 1796,
kun 25 dage efter Magistraten indsendte deres erklæring. Der var ingen oplysninger om
omkostninger ved en sådan bevilling.
3. Skilsmisse ved dom 1771-
Hof- og Stadsretten.
Oprettelse og placering.
23. marts 1771 udnævnte Christian d.7. grev U.A. Holstein til overpræsident i
København. Holstein meddelte allerede den 3. april Magistraten i København, at kongen
havde besluttet (det vil sige Struensee), at afsætte den samlede Magistrat, de 32 mænd,
rådskrivere og politimestren. Magistraten bestod på dette tidspunkt af en overpræsident, ni
borgmestre og viceborgmestre, samt 11 rådmænd. Samtidigt modtog kancelliet en
kabinetordre, der meddelte, at der skulle træffes foranstaltninger til at det københavnske
justitsvæsen ikke mere skulle forvaltes af Magistraten, men af Hofretten. De Montesquieuske
ideér om adskillelse af den dømmende og udøvende magt ønskedes gennemført. Den 26. april
1771 indkom en ny kabinetordre på tysk, der indeholdt en række principper for den nye
københavnske domstol, og det blev fastslået, at der for fremtiden kun skulle være én domstol i
København 101 . Før dette havde der været et utal af forskellige domstole, der afhang af
borgernes stilling. Hvis der opstod splid imellem borgere fra forskellige samfundslag, var der
derfor altid tvivl om, i hvilken ret sagen skulle for, hvilket tit fik sagerne til at strække unødigt
ud, eller blev anket pga. fejl.
Den 12. okt. 1771 blev Tamperretten for Sjællands stift ophævet, og Tamperrettens
sager skulle fremover overgå til Hof- og Stadsretten, hvilket betød, at den nye domstol ikke
kun behandle de københavnske ægteskabssager, men ægteskabssager fra hele Sjællands stift.
101 Harald Jørgensen; Thi kendes for ret. Rigsarkivet 1980. Side. 159.
34

Dette var en stor afvigelse fra Stampes princip, der havde ønsket, at den nye domstol kun
skulle behandle sager fra København. ”Med oprettelsen af Hof- og Stadsretten ophørte den
periode, i hvilken der kunne rejses tvivl om en københavnsk borgers rette værneting ...
Initiativtageren til denne reform var Struensee, men den egentlige bygmester var Henrik
Stampe” 102 . Stampe var som embedsmand tilknyttet kancelliet, og havde opsynet med
kongens embedsmænd, men fungerede først og fremmest som regeringens juridiske
konsulent, idet han gav udkast til nye love, eller vejledte i vanskelige sager. Han var meget
inspireret af Montesquieus ideér om delingen af den dømmende og udøvende magt 103 . Hof- og
Stadsretten var en af de få områder, der ikke blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse efter
Struensees fald 104 . Ingen ønskede at komme tilbage til det administrative rod, som det havde
været tidligere.
Hof- og Stadsretten havde i begyndelsen til huse på Københavns Rådhus, hvor den
dømte i perioden 15 juni 1771- jan 1773. Derefter flyttede retten til Østergade 105 .
Retsgrundlaget.
Hof- og Stadsrettens opgave var at afsige domme i civile og kriminelle sager, men det
var sager om økonomiske mellemværender der blev dominerede. Retsgrundlaget for
ægteskabssager var den samme som hidtil, nemlig Danske Lov.
Få forordninger m.m. i denne periode gav retningslinier til retten om hvordan den
skulle forholde sig i administrationen af skilsmissesager. Efter Struensees fald kom der visse
ændringer. Plakat af den 27. feb. 1772 ophævede bestemmelserne fra forordningen den 13.
juni 1771. Det vil sige, at lejemål igen var forbundet med bødestraf, og at det forsat var muligt
for tredje person at kunne anklage i utugtssager. Begrundelsen for at genindføre
bestemmelsen, var at ophævelsen havde ”givet Anledning til mange Forargelser, samt
Ærbarheds og gode Sæders Overtrædelser ...”
Den 2. maj 1794 fik Hof- og Stadsretten et reskript angående skilsmissesager, der
omhandlede horanklage. Fra da af skulle den anklagede havde en ”defensor”, og forsvarerne
skulle procedere på ustemplet papir. Hermed havde statsmagten, efter henvendelse fra Hof- og
Stadsretten indset, at en horanklaget stod meget dårligt.
Plakat af den 12. juni 1812 ophævede plakaten fra 27. feb. 1772 106 .
102 Jørgensen; 1980; side 289.
103 Tamm; side 180.
104 Feldbæk; side 97.
105 Jørgensen; side 179-181.
35

Skilsmissesager ved Hof- og Stadsretten
Det er meget krævende at gennemgå denne domstols materiale, da mange forskellige
sagstyper er blandet sammen i protokollerne. I det følgende ønskes at give et indblik i
behandlingen af skilsmissesager fra Hof- og Stadsretten, der omfattede de tidligere
domsafsigelser fra Hofretten, Borgretten, Københavns byting, de særlige militære domstole,
Kammerretten samt Konsistorialretten og Tamperretten. Perioden okt. 1771- okt.1772 er her
undersøgt, da det var den første periode for denne nye ret, og det må derfor forventes at
sagsgangen blev fuldt til punkt og prikke, da retten skulle sætte et eksempel for sig selv som
ny myndighed. Yderlige forventes det at der forekommer få skilsmissesager, ud fra
Nellemanns undersøgelse.
For perioden okt.1771-okt.1772 blev der fundet 22 skilsmissesager. Den første
skilsmissesag kom for retten den 15. okt. 1771 (altså kun 3 dage efter at det var blevet
besluttet, at ægteskabssager skulle overgå til denne nye domstol), og omhandler Anne Marie
Fleppe contra hendes mand Henrick Fleppe 107 . Hun fik uden problemer en skilsmissedom, da
hendes mand var rømmet for mere ned tre år siden. Som ved Tamperretten var
skilsmisseansøgninger angående rømning også her i overtal, med 14 rømningssager ud af de
22. Kvinderne stod igen for langt hovedparten af disse sager. Her var 13 kvinder blevet
efterladt og kun en mand. Igen var der stor forskel på, hvor længe den efterladte ventede, før
de ytrede ønske om skilsmisse. Cathrine Ibsen ventede i 18 år, og kunne i retten bevise sit
gode levned de sidste 10-15 år. Hendes mands bestikkende forsvarer Lars Prau, ønskede en
nærmere forklaring fra Cathrine angående hendes livsførelse i de mellemliggende år, hvilket
hun gav. Da forsvareren efterfølgende ikke selv mødte i retten, blev han dømt til at betale en
bøde til almindelig hospital 108 . Cathrine fik sin skilsmissedom med tilladelse til nyt ægteskab.
Marie Pedersdatter fik ophævet sit ægteskab med hendes mand, matros M. Hansen Berg. Han
var deserteret den 15. jan. 1771 fra sit kompagni 109 . Det vil sige, at hun havde ventet omkring
1½ år, da hun fik ophævet ægteskabet i retten. Årsagen må være, at han stod til dødsstraf.
Som i tamperrettens tid ser det ud til at sager angående rømning, havde dommerens forståelse,
og ikke voldte kvinderne de store problemer. Mette Nielsdatter havde attester på, at hun havde
levet ærligt, selvom hun var dømt for lejermål i 1763 med husmand Hans Nielsen. Hendes
106
Koefoed skriver, at der reelt ikke var nogen straf eller bøde mere for lejermål, og det var i lyset af, at man hellere
så forældrene tog sig af deres børn, end at forældrene skulle betale høje bøder. Side 55
107
LA. Hof- og Stadsretten. Justitskontoret. Voteringsprotokol. 1. instans. 1771-1772. side 193. 15. okt. 1771
108
Ibid; side 66. 5. aug. 1772.
109
Ibid; side 172. 22 sep. 1772.
36

mand havde været savnet i 18 år, men selv om hun havde ligget i lejermål, fik hun skilsmisse
med tilladelse til nyt ægteskab 110 .
Horanklage blev benyttet fire gange, og nu var kønsfordelingen lige. Begge mænd, der
lagde sag an mod deres hustruer på grund af hor, kunne bevise, at de ikke kunne være fædre
til de børn hustruen havde fået, mens de havde været andetsteds. Et barn var muligvis også
blevet undfanget i sagen Appelone Drewssen contra Hans Wilh. Ahrendt. Retten fandt, at
Appelone for retten havde bevist, at hendes mand havde været løsagtig med Karen Block, og
at hun derfor måtte få ægteskabet ophævet, og tilladelse til nyt ægteskab.
I sager hvor anklagen lød på bigami var dommen stadig døden. Inger Margarethe
Hendricksdatter ønskede ægteskabet ophævet med tilladelse til nyt ægteskab fra hendes mand
Jacob Knudsen. Han var allerede den 31. maj 1768 blevet dømt ved Højesteret til døden. Han
havde rømmede fra hende, og siden giftede sig med Anna Catharina Tømmers, en enke fra
Flensborg. Ved kongelig bevilling den 3. feb. 1769 var Jacob blevet benådet til tre års
fæstningsarbejde. Inger fik skilsmissedom med tilladelse til nyt ægteskab 111 .
Kun tre sager blev afvist. F.eks. Anna Magdalena Jacobsdatter contra hendes mand
matros Thor. Jacobsen Weshel, ”Da denne Sag beskriver Ueenighed im. Mand og Kone og
deres indbyrdes oeconomie, som ei vedkommer denne Ret at paakiende” 112 . Økonomiske
problemer kunne dommerne ikke hjælpe med. Jannike Joh.datter kunne retten heller ikke
hjælpe, da hun ønskede separation. Hendes mand mishandlede hende, og ville samtidigt ikke
forlade hende. Dommerne foreslog, at hun gik til mandens chef, da militæret havde deres egne
måder at klare ægteskabelige uroligheder på 113 . Det er meget muligt, at hendes sag senere
dukker op hos Københavns Magistrat, hvor de kunne hjælpe hende med at sende en supplik til
Kongen om separation.
Et generelt problem angående benyttelse af voteringsprotokollen er, at den er så
kortfattet. Det er ikke muligt ud fra protokollen af danne sig et indtryk af de mest basale
forhold som f.eks., hvor længe sagen har kørt, eller dommernes nærmere overvejelser, selv
om det er anført ud fra hvilken paragraf de enten ophævede ægteskabet eller afviste sagen.
Dommernes overvejelser kan man heller ikke finde i selve sagerne, hvor det derimod er
muligt at finde svar på mange andre forhold.
110 Ibid; side 492. 4. marts 1772
111 Ibid; side 524. 24 marts 1772.
112 Ibid. side 398. 24. jan 1772.
113 Ibid; side 655. 1. juli 1772.
37

Da det kun er 1771-1772 der her er undersøgt, og kan det være årsagen til, at der er
fundet så relativt mange skilsmissesager. 22 sager - hvor 18 blev dømt til skilsmisse - er
mange på et år, selv om det er helt i overensstemmelse med det antal, der kom frem i
undersøgelsen af Tamperretten (1735-1739 havde mellem 7-16 skilsmissedomme om året).
Man skal huske på at dette kun er antallet for Sjælland.
Ifølge Nellemann ændredes antallet af skilsmissesager ført ved domstolen efter 1790
til omkring to sager om året, da det blev offentligt kendt, at man efter tre års separation kunne
søge om kongelig bevilling til skilsmisse. Denne måde at erhverve skilsmisse på, skulle på
grund af tid og økonomi havde været at fortrække for en skilsmissedom ved Hof- og
Stadsretten. Hvorvidt det forholder sig sådan, burde en undersøgelse af Hof- og Stadsrettens
vortetingsprotokol kunne give et svar på. I tidsrummet februar til juli 1790 blev der fundet tre
skilsmissesager. De omhandlede alle sager angående rømning. Det kræver en nærmere
undersøgelse af klarlægge, hvor mange skilsmissesager Hof- og Stadsretten behandlede, men
meget tyder på, at sagerne ikke var så få, som Nellemann redegør for.
Andre domstole der dømte ved ægteskabssager
Det har ikke været muligt, at fastslå om der var andre domstole der behandlede
skilsmissesager i den undersøgte periode. Før Hof- og Stadsretten var København beriget med
diverse domstole. To af de domstole der blev lagt ind under Hof- og Stadsretten, Hofretten
(1681-1771) og Borgretten (1681-1771) 114 har så få arkivalier bevaret på grund af brænde i
København, at det er højt usandsynligt at der findes et fyldestgørende materiale til at
dokumentere en eventuel praksis i skilsmissesager. At der sideløbende med dem har været en
Tamperret der udelukkende tog sig af ægteskabssager, tyder på at det ikke var tilfælde.
Troels G. Jørgensen har undersøgt Danmark-Norges Højesteret 1790-1814, og har kun
fundet ganske få skilsmissedomme 115 . Det har været domme, der var blevet anket fra
Tamperretten og Hof- og Stadsretten.
Forligskommissionen
Efter forordning af 10. juli 1795, blev der oprettet forligskommissioner over hele
Danmark. Formålet med oprettelsen af forligskommissionerne var at forbygge unødvendige
og bekostelige retssager i stridsspørgsmål mellem borgere. Der skulle derfor forsøges
114 Arkivet for Hofretten og Borgretten findes på Landsarkivet for Sjælland.
115 Troels G. Jørgensen; Danmark-Norges Højesteret 1790-1814. KBH. 1930. Side 125.
38

mægling forud for enhver rettergang og det skulle forgå i forligskommissionerne.
Forligskommissionerne stod derfor som konfliktløsere uden for det egentlige retssystem. Der
måtte højst være 4 mil til den nærmeste kommission.
I København blev forligskommissionen en særlig afdeling af Hof- og Stadsretten, der
skulle bestå af en assessor fra Hof- og Stadsretten, et medlem af Københavns Magistrat og en
af byens 32 mænd. Som skriver skulle udpeges en kopist fra Hof- og Stadsretten.
Da forligskommissionen skulle mægle i alle retssager, der blev forlagt Hof- og
Stadsretten, tog den sig blandt andet også af ægteskabssager, hvor den forurettede part kunne
fremlægge sine anklager, når begge parter var tilstede. ”Kommissionen skulle forsøge forlig,
men kunne ikke bevilge skilsmisse, men kun tilvejebringe forlig om vilkårene for en
skilsmisse” 116 . Selve skilsmissedommen skulle som hidtil falde i retten.
Under gennemgangen af Hof- og Stadsrettens behandling af skilsmissedomme, kom
det frem, at Hof- og Stadsretten tog sig af mange forskellige typer sager, og at
skilsmissesagerne var sjældne efter 1790, om ikke i antal, men så i forhold til alle de andre
sagstyper retten skulle tage sig af. Derfor må det forventes, at en gennemgang af
forligskommissionens protokol vil indeholde få sager angående skilsmisse. Efter en
gennemgang af protokollen for 1795-96, blev kun to sager fundet.
Den 13. aug. 1795 var Anders Nielsen og hans hustru Ane Dorthe til møde hos
forligskommissionen. Anders havde efter skriftlig klage gjort det klart, at han agtede at lægge
sag an imod hende til skilsmisse. Til mødet gentog Anders, at han på ingen måde ville leve i
ægteskab med sin hustru. Hun var også mødt, og modsatte sig på ingen måde, at de skulle
skilles, eller om manden havde ret til at anklage hende. Der kunne ikke forliges, da begge var
enige om at føre sagen ved domstolen, og klageren fik den ønskede attest til den efterfølgende
retssag. Hvad det var, Anders ville anklage sin hustru for, kom ikke frem, men utroskab er et
godt bud. Skilsmissesagen er højst sandsynligt endt i Hof- og Stadsretten med en
skilsmissedom som hidtil.
Den 16. sep. 1795 mødte C. Rindahl og hans hustru Lene Hansdatter i
forligskommissionen. Han havde i sin skriftlige klage fremlagt, at han agtede at leve adskilt
fra Lene for eftertiden. De var enige om, at han skulle beholde deres tre børn og sørge for
deres underhold, mens hun ikke skulle modtage noget. Da de var enige, underskriver de i
116 Jørgensen; 1930 side 198-9.
39

protokollen, hun med ført pen. Det må betyde, meget overraskende, at forligskommissionen i
København kunne bevilge separation til ægtefæller, der var enige.
Efter at havde gennemgået størstedelen af forligskommissionens protokol fra 1795-96
er det ikke lykkedes at finde flere sager, der omhandlede ønsker om skilsmisse eller
separation, og som forventet var der meget få sager af den art, der kunne findes her. At sager,
der ønskes stillet for en domstol, behandles hos forligskommissionen var forventet, mens
separationsansøgningen og den efterfølgende bevilling overraskede, da Københavns Magistrat
hidtil havde været de eneste, der kunne bevilge separation til enige ægtefæller, og det kun fra
den 10. juli 1795. Årsagen ligger givetvis i, at der var en vis forvirring omkring
ægteskabssagerne i denne periode. For København lå det nogenlunde fast. Sjællands stifts
Tamperret blev ophævet i 1771, og lagt ind under Hof- og Stadsretten, hvor
forligskommissionen siden 1795 skulle forsøge at mægle inden sagen kom for retten. Som
Jensen gør opmærksom på, blev Tamperretten i resten af landet først nedlagt i 1797 samtidigt
med at forligskommissionerne blevet oprettet i 1795. Det vil sige, at forligskommissionerne
rundt om i landet blandt meget andet blev pålagt at tage sig af ægteskabssager, før
Tamperretten var endeligt nedlagt 117 . Hvordan det har påvirket Tamperrettens arbejde de
sidste år, mangler at blive klarlagt.
Ud fra dette beskedne materiale er det ikke muligt at sige noget om effekten af den
verdslige mægling, der blev fortaget i Københavns Forligskommission. Der skal her mindes
om, at Forligskommissionen i Københavns ikke var som forligskommissioner for resten af
landet. I København fik Magistraten visse beføjelser som øvrigheder i resten af landet ikke
havde. Som det senere vil fremgå, var det Københavns Magistrat, der tog sig af mægling af
uenige ægtefæller, hvor det var forligskommissionernes opgave over resten af landet. Derfor
kan der ikke laves sammenligninger imellem Københavns Forligskommission med landets
øvrige. Ønskes en nærmere undersøgelse af verdslig mægling for ægtefæller i København,
skal oplysningerne derfor findes i Københavns Magistrat (se senere). Forligskommissionernes
indflydelse i ægteskabssager var på landet og i Norge. Anette Jensen 118 og Hanne Marie
Johansen 119 har begge lavet undersøgelser ud fra sådanne kommissioner, og følgende vil
bygge på deres resultater, for at give et indblik i forligskommissionernes arbejde.
117 Jensen; 2002 side 113-14.
118 Jensen; 2002. side 109-128.
119 Johansen; 2001
40

Jensen har undersøgt Svendborg Købstads Forligskommissions protokol 1796-1857,
og har derigennem kunne tolke visse tendenser. Hun fandt, at de ægteskabssager, der blev
behandlet ved forligskommissionen, var mindre komplicerede, end hun havde forventet.
Nogle par mødte med formulerede dokumenter, der indeholdt vilkårene, og som ”bare” blev
ekspederet. I det hele taget fandt hun ikke mange vidnesbyrd om embedsmandens forsøg på
mægling, da skriveren i langt de fleste tilfælde kun skrev de vilkår ned, der havde betydning
for sagen. Initiativet til at starte en ægteskabssag kom nogenlunde ligeligt fra begge køn i
begyndelsen af perioden, og i slutningen var det primært ægtefæller i fællesskab, der søgte.
Separationsårsagerne var i begyndelsen, at den ene ægtefælle følte utilfredshed i samlivet f.
eks efter utroskab, men fra omkring 1820 blev årsagen ”gemytternes uoverensstemmelse”
stadig hyppigere. Jensen mener, at der ikke skal lægges stor vægt på disse begrundelser, da
det meget vel kan være skriverens forenkling af sagen. I en tredjedel af sagerne blev det
oplyst, hvor længe ægteskabet havde varet, og der var en stor spredning, fra 5 uger til 30 år.
Uenigheden ægtefællerne imellem forekom hyppigt i de første fire år, hvilket givetvis også er
en af grundene til, at flertallet af sagerne ikke nævner børn eller kun 1. Var der kun 1 barn, var
det typisk kvinden, der efterfølgende tog sig af barnet. Jensen konkluderer, at med
liberaliseringen af adgangen til separation og skilsmisse, forsvandt statens engagement i
moralske spørgsmål, og opløsningen af ægteskaber kom primært til at handle om den videre
forsørgelse af familien.
Johansen har undersøgt de norske forhold, og kigget nærmere på forligskommissionen
i Kristiania. Hun har fundet, at administrationen var meget streng lige fra begyndelsen, og at
embedsmændene holdt på forskrifterne om ikke at give bevilling til separation med mindre
ægtefællerne begge ønskede det. Hun har kun fundet syv sager mellem 1814-1830, hvor der
blev givet dispensation, og hvor forligskommissionen anbefalede Kongen at bevillige
skilsmisse da de fandt, at mandens manglende tilslutning til skilsmissen var af skadefryd, og
ikke ønske om at forny samlivet. Hvorfor den norske lokaladministration skulle havde været
mere uvillig til at bevilge separation og skilsmisse i perioden, kommer Johansen ikke med
nogen forklaring på. Hendes undersøgelse konkluderer, at den strenge administration forsatte i
Norge efter de to riger blev delt i 1814.
Den 10. aug. 1805 skrev Danske Kancelli til samtlige overøvrigheder i begge riger.
Forligskommissionerne over hele landet havde åbenbart i flere sager efter mægling ikke fået
stadsfæstet aftalen, og dermed var der nu separerede ægtepar, der efter tre års adskillelse ikke
41

kunne blive skilt på grund af kommissionernes forsømmelser, da ægteparrene ikke kunne
bevise, at de havde været separeret i tre år. Kancelliet pålagde derfor kommissionerne, at
huske at stadsfæste separationerne.
Skilsmisse ved kongelig bevilling 1790-
I 1790 skete der et vigtigt vendepunkt i tilgangen til kongelig bevilling til skilsmisse.
Det havde ikke tidligere været muligt at få kongelig bevilling til skilsmisse, på grund af en
tidligere bevilget separation. Ændringen skete på baggrund af to henvendelser til Kongen, fra
to ægtepar der ønskede skilsmisse med tilladelse til at gifte sig igen. Begge ægtepar havde
været lovligt separeret i nogen tid (det vil sige ved en tidligere kongelige bevilling), og der var
ikke udsigt til nogen forsoning imellem dem. Ægtefællerne kunne ikke gå til domstolene for
at få skilsmisse, da de ikke havde nogen lovlig skilsmissegrund. På den anden side kunne de
heller ikke blive gift igen, da deres fraseparerede ægtefælle stadig levede. Hvis de giftede sig,
ville de begå bigami, og det var der dødsstraf for. Derfor henvendte de sig til Kongen. Kongen
bad kancelliet om vejledning, der straks bad Hof- og Stadsretten, samt Højesteret om en
vurdering.
Hof- og Stadsretten anbefalede den 26. feb. 1790, at Kongen bevilgede skilsmisse.
Højesterets betænkning kom den 26. maj 1790, og den rådede også til skilsmisse, dog med
visse bemærkninger. Højesteret mente bl.a., at der kun skulle bevilges skilsmisse efter en vis
langsommelighed, hvilket vil sige, at der skulle være en tidsbestemt periode på mindst tre år,
fra ægteparrene fik bevilling til separation, til at kongen efterfølgende kunne bevilge
skilsmisse. Kancelliets medlemmer diskuterede de to indkomne betænkninger, og indstillede
til Kongen den 18. juni 1790, at de principielt mente, at man kun skulle kunne få skilsmisse
ved dom, men at både Hof- og Stadsretten og Højesteret havde fremført grunde, som fortjente
opmærksomhed, nemlig at når begge parter var enige, og der ikke var genstand for rettergang,
”så vovede Kancelliet, at anbefale Kongen disse ansøgninger til Kongens godt befindende”.
Kancelliet tog dermed ikke stilling, men overlod det til Kongen. Kongen gav
skilsmissebevillinger til begge par.
Det medførte en åbning for skilsmisse, hvor ægteparrene ikke længere var fristet til at
lave lovovertrædelser for at få en skilsmissedom, og dermed mulighed for at gifte sig igen. En
klar fordel ved den nye mulighed for skilsmisse var, at begge ægtefæller kunne få mulighed
for at blive gengift. Proceduren blev herefter, at ægtepar der ønskede at gå fra hinanden, først
42

søgte separation ved kongelig bevilling på baggrund af ”gemytternes uoverensstemmelse”.
Efter mindst tre år søgte de igen, men denne gang om kongelig bevilling til skilsmisse, hvilket
ikke behøvede nogen anden begrundelse end, at ventetiden var overholdt..
I de følgende år, hvor ansøgningernes antal voksede, opgav Kancelliet ethvert forsøg
på at holde igen, og Kongen bevilgede skilsmisser, når det var tilstrækkeligt dokumenteret, at
ægtefællerne på grund af uenighed i ægteskabet ikke kunne leve sammen. I begyndelsen blev
der ikke lagt så stor vægt på, om ægtefællerne havde levet adskilte på grund af en tidligere
bevilling til separation, eller om det var en privat separation, hvor ægtefolk bare var flyttet fra
hinanden uden at meddele det til nogen myndighed. Praksis blev snart, at Kancelliet forlangte
en adskillelse på omkring tre år. Undtagelser blev dog givet. Det blev ikke anset for
nødvendigt, at begge ægtefæller nødvendigvis var enige i skilsmissebevillingen. Bare der
havde været den forudgående separationstid, blev modparten ikke spurgt.
Efter 1790 blev det altså muligt, at opnå skilsmisse på to måder: enden ved dom (i
København var det ved Hof- og Stadsretten, med forudgående behandling ved
Forligskommissionen), hvilket krævede lovlig skilsmissegrund, god økonomi og tid, eller ved
en kongelig bevilling, der krævede en foregående separation på mindst tre år. Skilsmisse
direkte ved kongelig bevilling gled til gengæld nu af praksis.
Danske Kancelli udsendte 29. dec. 1804 et prom., at ægtepar, der havde fået deres
ægteskab ophævet, altså skilsmisse ved kongelig bevilling, ikke længere behøvede at søge om
tilladelse til nyt ægteskab, selv om det ikke fremgik af skilsmissebevillingen, om de havde
dette. Kun hos dem, hvor det fremgik af skilsmissebevillingen, at de ikke måtte indgå nyt
ægteskab, skulle fortsat søge om særskilt tilladelse.
Københavns Magistrats særstilling 1771-1795
Maren Biörn bad den 26. okt. 1778 120 Københavns Magistrat om tilladelse til at leve
separeret fra hendes mand Daniel Biörn. Ægteparret mødte begge den 28. okt. og erklærede,
at de begge ønskede separation, hvorefter Magistraten sendte deres erklæring til Danske
Kancelli. Den 21. dec. kom svar fra Kancelliet; ”Erklæres i fauer”.
Anordningen og Reglementet af 5. juni 1771 § 10 gav Københavns Magistrat
myndighed til at afgøre ”de dispyter .... som forefalde imellem Mand og Kone, Forældre og
Børn, er Raadet bemyndiget at afgiøre ...”. Det var altså pålagt Københavns Magistrats
120 KSA; Ibid. Magistratens Resolutions protokol. 1776-1779. MC. 126.
43

embedsmænd, at tage sig af ægteskabelige klager langt tidligere, end den danske forskning
hidtil har redegjort for.
Bilag 2 viser antallet af indkommende klager over ægteskabelige uenigheder til
Københavns Magistrat fra 1775-1804. Grafen angiver ikke antallet af separationer eller
skilsmisser, men antallet af klager. Dermed kan man ikke ud fra grafen sige noget om, hvor
mange separationer og skilsmisser der var i København for denne periode, men det er tydeligt,
at der skete en betydelig stigning i separations- og skilsmisselysten i de år. Da mulighederne
for at opnå separation og skilsmisse i samme periode blev lempet, er jeg tilbøjelig til at mene,
at antallet af separationer og skilsmisser steg kraftigt i netop denne periode. Hvis det havde
været umuligt at opnå separation eller skilsmisse, så ville lysten til at henvende sig hos
Magistraten havde været faldende. Følgende er skrevet ud fra Københavns Magistrats
Resolutionsprotokol 1776-1779. Resolutionsprotokollen indeholder alle henvendelser fra
borgerne i København, og skilsmisse- og separationsansøgningerne findes blandet med dem.
Ansøgningerne om separation, der blev modtaget af Magistraten, forekommer i to
udgaver. Første udgave var en ansøgning, der lignede en kontrakt 121 , som ægtefællerne
allerede havde forhandlet sig frem til med hinanden. Ud over en kort indledning, der kort
forklarede ønsket om separation, hvor begrundelsen næsten altid var gemytternes
uoverensstemmelse, indeholdt kontrakten vilkår for opdelingen af indbo, deling af børn og
eventuelt underhold, samt begge ægtefælles underskrift. Der findes ingen spor af verdslig eller
gejstlig mægling i disse ansøgninger. Ansøgningerne blev indleveret til Københavns
Magistrat, der sendte dem videre til Kancelliet. Det er ikke altid muligt ud fra protokollen at
se, om denne type af ansøgninger blev bevilget, men der var fra Kancelliet side ikke grund til
afslag. På grund af antallet af ansøgninger mener jeg, at folk må havde haft den klare
opfattelse, at de kunne skrive en sådan ansøgning, i klar forventning om af de ville modtage
en separationsbevilling.
Da denne type af henvendelser var meget kortfattede, er det meget svært at
gennemskue og prøve at komme med et kvalificeret bud på, hvilke ægteskabelige problemer
der lå bag ansøgningen. Man kunne frygte, at styrkeforholdet i ægteskabet ikke mindede om
den lighed som ansøgningen tilkendegav. Der er ingen tvivl om, at det har været den stærkeste
i forholdet, der har været initiativtager til ansøgningen, men dermed ikke være sagt, at
vedkommende nødvendigvis snød den anden. Langt de fleste af ansøgningerne ser rimelige
121 Jensen har fundet samme type sager hos forligskommissionen i Svendborg.
44

ud. Selv om begge underskriver ansøgningen, tyder meget på, at det langt overvejende var
mænd, der stod bag denne type af kontrakter.
Den anden udgave af ansøgning om separationsbevilling, kom normalt fra kun den ene
af ægtefællerne. Årsagerne til, at de ønskede separation, var ofte den anden ægtefælles ”slette
forhold” som drikfældighed, der førte til ”ødelæggelse af formue og mishandling i ord og
gerning”. I denne gruppe var det overvejende kvinderne der søgte. Deres henvendelser førte
til at Magistraten derefter kaldte ægteparret til sig, for at høre omkring de nærmere
omstændigheder og eventuelt aftale vilkårene for separationen, før de skrev deres erklæring til
Kancelliet..
Nellemann mener, at øvrigheden (her Københavns Magistrat) undertiden foretog en
form for mægling imellem ægtefællerne, men han tror ikke, at det var det normale.
Gennemgangen af Magistratens protokol viser noget andet. Langt de fleste af
separationshenvendelserne fra 1770érne endte med, at ægteparret blev kaldt og blev forligt.
Selv om antallet af separationsansøgninger var højt, så var langt de fleste henvendelser til
Magistraten med ægteskabelige problemer ikke med ønske om separation. Det var i højere
grad kvinder, der klagede over deres mænd, enten fordi de drak eller var voldelige. Kvinderne
ønskede, at mændene blev kaldt til rådstuen, og blev pålagt at opføre sig ordentligt. Det var
lige hvad Magistraten gjorde, og de skrev efterfølgende i protokollen, at manden havde lovet
af forbedre sig. Det var ikke ualmindeligt, at der er en henvisning til en enten tidligere eller
senere henvendelse.
Selv om protokollen ikke er referater af disse møder og det derfor er usikkert at udtale
sig præcist om, hvilken rolle embedsmændene spillede, så er det helt klart, at Magistraten på
dette tidspunkt havde, hvad Österberg kalder en halvformel kontrol, hvis det ikke var en
formel kontrol. Embedsmændenes private holdninger til hvordan et ægteskab burde være,
spillede ind i deres sagsbehandling. Magistratens embedsmænd satte dermed normen for det
”gode” ægteskab.
Opnåede Magistraten ikke at forlige ægteparret, skulle ansøgningen om separation
sendes til Kancelliet og indeholdende en erklæring, der bekræftede sandheden i ansøgningen,
samt en anbefaling til separationen. Kun hvis folk klagede over øvrigheden, måtte der sendes
direkte til kongen. Mange sendte alligevel direkte til Danske Kancelli, som så sendte den til
udtalelse hos den lokale øvrighed 122 . Separationen blev ofte bevilget, uden at der var fortaget
122 Brengsbo; s. 38
45

yderligere undersøgelser af forholdene, eller om den anden ægtefælle var indforstået med
separationen. Vilkårene for separationen blev kort fastsat i bevillingen.
Som det tidligere er kommet frem, så hjalp Københavns Magistrat også før 1771
ægtepar med at henvende sig til Kongen. Ud fra Bilag 2 kan man se, at der var en svag
stigning af klager angående ægteskaber frem til omkring 1794, hvorefter det begynder at stige
kraftigt. Omkring 1790 ændredes forholdene omkring kongelig bevilling til skilsmisse, der fik
stor betydning for separationsbevillingerne. I 1795 fik Københavns Magistrat nye
forordninger angående, hvordan de skulle behandle separationsansøgere.
Separation ved bevilling hos Københavns Magistrat 1795-
1811
Oprettelse og placering.
Indtil 1840 bestod Københavns bystyre af Magistraten og de 32 mænd, der siden 1661
i fællesskab havde styret byen. De 32 mænd havde ingen besluttende myndighed, men havde
mulighed for en vis indflydelse, især i økonomiske forhold. Magistraten var den instans, der
behandlede sager, der ikke var henlagt under særlige kommissioner og direktioner.
Magistraten bestod af en overpræsident, 2-4 borgmestre og 6-8 rådmænd, der alle var
kongeligt udnævnt. Magistraten sorterede under Danske kancelli. En del af medlemmerne i
Magistraten kunne være ulønnede viceborgmestre og vicerådmænd. Overpræsident og
borgmestre blev alene udpeget af regeringen, og efterhånden blev medlemmerne fortrinsvis
besat af juridisk uddannede embedsmænd af centraladministrationen. 123
Den 28. aug. 1795 modtog Magistraten i København en instruktion udarbejdet af Chr.
Colbjørn. Den præciserede i første paragraf, at Københavns Magistrats medlemmer bestod af
overpræsidenten, de bestikkede borgmestre og rådmænd. Magistraten stod lige under Kongen,
og Det Danske Kancellie, og havde dermed samme myndighed og pligter som resten af
landets købstæders stiftsamtmænd og magistrater. Der var dog undtagelser, nemlig i sager, der
hørte under justitsvæsenet og politi. Magistraten skulle normalt samles tre gange om ugen:
mandag, onsdag og fredag. I instruksen stod der, at det var overpræsidenten, der som den
første iblandt Magistratens medlemmer skulle modtage og åbne de breve og ansøgninger, der
var indkommet. Han skulle derefter sørge for, at sagerne blev påbegyndt, og fik en afgørelse.
123 Københavns Stadsarkivs registratur 1805-1857. s. 9.
46

Den 21. marts 1800 pålagde Kongen, at der for fremtiden skulle tages hensyn til, at der
blandt de ledige pladser hos de 32 mænd, skulle halvdelen derefter besættes med kunstnere,
fabrikanter eller håndværkere, der vælges til borgerrepræsentationen, og de skulle havde lige
adgang til at komme i betragtning med andre hæderlige borgere til at ansættes i Magistraten.
Ved ”Reskripter til Magistraten i Kbhvn.” den 14. aug. 1801 blev Magistraten opdelt i
4 klasser, kaldet hovedfag. Under 1 hovedfag hørte sager, der omhandlede ægteskaber. Hver
hovedfag havde sin egen borgmester.
Allerede 15. feb. 1805 kom en ny opdeling af Magistraten efter kongeligt reskript. Fra
da af blev alle sager fordelt mellem 2 kontorer, første og andet secretariat. Hver af disse
kontorer fik en leder med titlen ”Secretair”, og under sig havde de en eller to fuldmægtige
foruden ”copiister” eller skrivere. Hver secretaiere havde de samme pligter som før, nemlig at
sørge for, at indkommende sager kom til de rette protokoller, og at sagernes oplysninger blev
indført i disse (referatprotokoller). Dernæst skulle de referere til Magistraten omkring sagen
og tilse, at den kom til en resolution, hvorefter den blev nedskrevet i resolutionsprotokollen.
Fra 1813 stoppede man med at nedskrive i to protokoller, og førte fra 1813-1834 kun
referatprotokollerne.
Sekretariaterne holdt til fra 1805-16 i, hvad vi i dag kender som Postgården i
Købmagergade, hvor rådhuset var flyttet til efter rådhusbranden i 1795. Derefter flyttede de til
Råd- og Domhuset på Nytorv. Det var 1. sekretaritat, der tog sig af ægteskabssager. Fra 1806
førte 1. sekretariat en særlig protokol angående separationssager; Referatsprotokoller for
separationssager 1806-50.
Retsgrundlaget
Magistraten skulle varetage love, forordninger og diverse bestemmelser, der blev pålagt
dem. Her er en gennemgang af dem, der vedrører separation i perioden. Der var et betydeligt
antal forordningerne m.m., her delt op i de to mest diskuterede emner, nemlig Magistratens
administration af separationsansøgninger og de fraseparerede kvinders forsørgelse. Dermed
ønskes at dokumentere den udvikling og retning, der fandt sted.
Retningslinier for Magistratens administration
Den 10. juli 1795 fik Københavns Magistrat bemyndigelse til at bevillige separation til
ægtepar, der var i stridigheder. Dette er tidligere end hidtil antaget. Københavns Magistrat fik
47

efterfølgende nærmere instruks den 28. aug. 1795 124 . I stk. 8 d) stod der; ”I Tvistigheder
imellem Egtefolk maae ikke Foreninger, til Skilsmisser eller Egteskabers aldeles Ophævelse,
antages; men, naar Parterne ikke kan blive forligte paa den Maade, at de vedblive at leve i
Fællesskab med hinanden, da skal Magistraten være bemyndiget til at bevilge dem Adskillelse
fra Bord og Seng”. Dermed havde Københavns Magistrat, som de eneste i landet ud over
Kancelliet, ret til at bevilge separation, men ikke skilsmisse. Skilsmissebevillinger hørte under
Kongen.
Når en ægtefælle klagede, skulle Magistraten ved aftenvarsel indkalde parterne til et
møde i rådstuen, og prøve at forhandle. Hvis nogle udeblev fra det indkaldte møde, uden at
kunne bevise lovligt fravær, måtte Magistraten udskrive en bøde til fordel for Statens
fattigkasse.
Var der enighed om separation mellem ægtefællerne, skulle dens vilkår indføres i
protokollen, og havde derefter samme vægt som en domfældelse. Forligene blev skrevet på
slet papir, under rådstuens segl, og af rådstueskriverens hånd. Var ægteparret ikke til at
forlige, skulle Magistraten - som tidligere - sende en ansøgning til Kancelliet med deres
påførte erklæring.
I 1800 (23. maj) skete der store forandringer angående separationsbevillingerne for
resten af landet, men kun begrænset for Københavns Magistrat. I stk. II 5) står der, at
Magistraten i København og andre vedkommende Stiftsamtmænd måtte give; ”Tilladelse for
Ægtefolk, at være adskilte fra Bord og Seng, naar de ei ved Megling kan bringes til Forlig, og
til at leve i Enighed med hinanden”.
Dette betød, at Magistraten mere aktivt skulle mægle mellem de uenige ægtefæller, og
at mæglingen helst skulle resultere i, at ægteskabet forsatte. Magistraten havde forsat
mulighed for at bevilge separation, så længe det var, hvad begge ægtefæller ønskede. Var
ægteparret ikke enige om, hvorvidt de skulle separeres, så skulle Magistraten overlade sagen
til Kancelliet som hidtil.
Efter at havde set på behandlingen af sagerne, er det tydeligt, at Magistraten prøvede
at presse den ægtefælle, der modsatte sig separation. Det mente Danske Kancelli åbenbart
også, for i en skrivelse fra den 26. marts 1803 mindede de om, at det ikke var Københavns
Magistrat eller andre forligskommissioner tilladt at bevillige separation, når den ene part i
separationssagen ikke samtykkede. De sager skulle videre til behandling hos Kancelliet.
124 Samling af Bestemmelser vedr. Københavns Kommune 1607-1839. Under Magistraten.
48

Københavns Magistrat kom derefter i tvivl om, om det også gjalt, når der var uenighed
med hensyn til deling af boet, og om Magistraten i de tilfælde så ikke måtte bevilge
separation. Kancelliet svarede den 12. april 1803, at i tvister skulle delingen forgår efter
loven, som hvis sagen var ført ved en domstol. Det vil sige, at embedsmændene i den slags
situationer skulle være dommere, og dele boet efter loven. Dermed havde embedsmændene tre
funktioner i separationssagerne; først skulle de bringe ægteparret til enighed og forlig ved
mægling, og hvis der forsat var ønske om separation, havde de bemyndigelse til at bevilge
separation, men de kunne også ende som dommere ved deling af boet.
Kvindernes situation kommer i fokus
En ting var, at man efterhånden havde en klar og brugbar lovgivning og praksis på
separations- og skilsmisseområdet, noget helt andet var, hvordan man skulle forholde sig til
forsørgelsen af de fraskilte eller fraseparerede kvinder. Deres antal var efterhånden ikke
ubetydeligt, som følge af især stigningen af kongelige bevilling til skilsmisse efter separation.
Kvinder og mænd havde på daværende tidspunkt ikke samme muligheder. Kvinder var
generelt umyndige. En ugift kvinde var underlagt sin far eller værge, og blev hun gift var hun
underlagt sin mand. Først når og hvis hun blev enke, blev hun myndig 125 . Enker kunne være
værge for deres mindreårige børn, drive deres afdødes mands næring og eje fast ejendom.
Enker bestemte selv, om de ønskede at benytte en lavværge, og hvem de ønskede til at
varetage den opgave. Mænds ægteskabelige status havde ikke indflydelse på deres
myndighed.
Problemet med de fraskilte kvinder var, hvordan øvrigheden, her Københavns
Magistrat, skulle forholde sig til dem. Magistraten var i tvivl om, hvorvidt kvinderne var
myndige eller umyndige. Myndighed ville havde stor betydning for de fraskilte kvindernes
muligheder for selvstændig forsørgelse. Den 23. aug. 1794 svarede Kancelliet med et prom.
efter henvendelsen fra Københavns Magistrat, at kvinder, der levede separeret eller skilt fra
deres mænd, fremover skulle betragtes som enker, og havde samme myndighed som dem.
Efter endnu en henvendelse den 18. okt. samme år fra Stiftbefalingsmanden på Fyn blev det
gjort klart, at en separeret kvinde var at betragte som enke, og at hun kunne handle som
myndig og selv vælge, om hun ville have lavværge.
125 DL: 1-23-11, 3-17-41, samt frd. 5. marts 1734 §5.
49

Det var ikke nok, at fraskilte kvinder var at betragte som myndige, og kunne kalde sig
enker. Den 1. juli 1796 fik Københavns Magistrat svar på deres spørgsmål om, hvad der
kunne gøres for de hustruer, hvis mænd unddrog at leve med dem, men som ikke var
separerede. Efter Magistratens henvendelse var Kongen blevet klar over, at man især i
København havde problemer med ægtemænd, der både med og uden bevilget separation,
unddrog sig fra at leve med og forsørge deres hustruer og børn. Disse mænd havde ingen
lovlige undskyldninger som svaghed eller sygdom som begrundelse for det manglende
underhold. Magistraten havde brug for et værktøj til at tvinge disse mænd til at sørge for
hustruernes underhold. Kongen bestemte, at øvrigheden (her Magistraten) skulle stadsfæste et
beløb, som manden skulle udbetale. Magistraten fik derefter mulighed for at foretage
udpantninger, hvis manden ikke betalte, og eventuelt tage fra hans løn, hvis han stadig ikke
betalte.
Her er et tydeligt eksempel på samspil mellem de tre lag. Behovet kommer fra bunden,
hos de kvinder der ikke modtog underhold fra deres ægtemænd, og de bad Magistraten om
hjælp. Magistraten havde ingen beføjelser, men finder behovet reelt, især da det var byens
fattigkasse, der ellers skulle hjælpe disse kvinder. Efter henvendelse til Kongen fik
øvrigheden mulighed for at hjælpe disse kvinder. Ud fra referatprotokollen er der tidligere
gjort rede for de mange henvendelser fra kvinder, der klagede over, at de ikke fik deres
underhold. Den 10. aug. 1798 kom en ny forordning, der forskrev tvangsmidler imod mænd,
der var separeret fra deres hustruer, og nægtede eller forsømte at betale deres
underholdningsbidrag. Det var ligegyldigt, om det var et underhold de selv havde forpligtet
sig til, eller det var bestemt ved bevilling. Kongen bestemte, at man skulle benytte de samme
tvangsmidler imod disse mænd, som imod mænd, der havde pligt til at bidrage til deres uægte
børns opfostring 126 . De separerede hustruer skulle ikke stilles ringere, end kvinder med uægte
børn. Københavns Magistrat henvender sig igen til Kancelliet. Den var i tvivl om separerede
kvinder, der efter 23. aug. 1794 havde myndighed som enker, hvorvidt de måtte forsætte
mandens næring, hvis de ønskede det, på lige fod med ”rigtige” enker 127 . Dertil svarede
Kancelliet; ”At saadanne Koner, for ei at blive Almindelig til Byrde, bør have samme
Rettigheder som Enker, naar de med disse bære lige Byrder”, og dermed havde fraskilte
kvinder mulighed for ikke bare at kalde sig enker, men også at overtage deres mænds
virksomheder og klare sig selv økonomisk.
126 Fdr. 14. okt. 1763, Fdr. 10. dec. 1790
127 Hoved-Register til den Fogtmanske-Rescriptsamling 1660-1830. 22. sep. 1798.
50

Prom. fra 22. sep. 1798 sammenholdt med Prom. fra 23. aug. 1794, er centrale for de
fraskilte kvinders situation i Danmark, da de rykker ved mange af de forestillinger, der hidtil
har været til både enker og fraskilte kvinder. De har givet kvinder muligheder for at forsørge
sig selv og deres børn, uden at de behøvede at falde igennem socialt og f.eks. blive
prostituerede, som det desværre har været for vane at placere fraskilte kvinder som, inden for
dansk kvindeforskning. I Danmark er der ikke hidtil forsket uddybende omkring enker eller de
fraskilte kvindes sociale og økonomiske muligheder 128 . At kvinder måtte kalde sig enker,
uden reelt at være det, giver samtidig problemer i forhold til statistiske undersøgelser.
Hvornår var en kvinde enke, og hvordan kan man verificere hendes enkestatus?
Mænd skulle betale deres underholdningsbidrag. Det slog prom. fra 21. okt. 1800 fast,
da Magistraten havde forhørt Kancelliet om, hvorvidt en mand skulle betale sit
underholdningsbidrag, når han ved kongelig bevilling var fritaget for sin anden gæld.
Kancelliet fandt ikke, at underholdningsbidrag kunne sættes i klasse med anden gæld, og han
skulle derfor sammen med Magistraten finde måder og tidspunkter til betaling. Hvis det stadig
var vanskeligt at få pengene indkrævet, så gav Kancelliet prom. fra 21. marts 1809 endnu en
gang øvrigheden mulighed for at inddrive de manglende beløb. Selv om ægtefæller ikke var
forpligtet til at leve sammen, at var manden forpligtet til at forsørge, også efter et ægteskab
ophørte.
Magistratens behandling af skilsmisse- og separationsbevillinger
Det følgende bygger på en gennemlæsning af resolutionsprotokollen for Københavns
Magistrat 1.jan.1795 - 31.dec.1797 med fokus på separations- og skilsmisseansøgninger, samt
de bevarede sager. Disse tre år er valgt ud fra ønsket om, at dokumentere den markante
ændring, der skete efter den 10. juli 1795 da Magistratens herefter måtte bevilge separation til
ægtepar, der var enige om separation. Ud fra bilag 2 er det tydeligt, at lige netop den valgte
periode tyder på et skift, idet grafen begynder at stige voldsomt. Da protokollen er førtløbende
med alle henvendelser fra Københavns borgere som Magistraten fik, er der mulighed for at
128 Helle Linde; “Endnu ikke gift” – enker i København i første halvdel af 1800-tallet. Handlingens kvinder. Red:
Karen Hjorth og Anette Warring. Roskilde 2001.
Helle Linde; Modehandel og kasketsalg – kvinder som selvstændige næringsdrivende i København 1845. Søg – og I
skal finde. Veje til kvinders historie i arkiver og samlinger. ARKI-Varia 1991.
Begge artikler omhandler enker og kvinders muligheder for erhverv i København, men først omkring 1850, og
falder derfor lidt uden for denne periode. Hun har fundet, at der var betydeligt flere muligheder for kvinderne end
det hidtil har været kendt, og selv om at enkerne kun udgjorde omkring 6 % af befolkningen, ejede de 20% af den
fast ejendom i København. Måske var de ikke alle ”rigtige” enker.
51

overse henvendelser, der omhandlede separation eller skilsmisse. Alle de henvendelser, hvor
kvinder eller mænd klagede over deres ægtefælles opførelse, men ikke bad om skilsmisse eller
separation, samt klager over ikke udbetale underhold, er ikke behandlet i denne undersøgelse.
Antallet af henvendelserne angående skilsmisse- og separationsbevillinger varierede. I
1795 var der 101 henvendelser (44% ønskede skilsmisse, 56% ønskede separation), 1796
havde 124 henvendelser (35% til skilsmisse, 65% til separation), mens 1797 havde 158
henvendelser (27% skilsmisser, 73% separation). Der var en begyndende stigning i antallet af
henvendelser 129 , og en betydelig stigning i andelen af separationssager.
Skilsmissesagerne fordeler sig kønsmæssigt som tidligere, med en overvægt af kvinder
(1795; kvinder 60%, mænd 35%, sammen 6%. 1796; kvinder 63%, mænd 27% og 1797;
kvinder 49%, mænd 42% og sammen 9 %). Bilagene skilsmissesagerne findes ikke længere i
Københavns Stadsarkiv, da de blev sendt med til Kancelliet. Oplysningerne om
skilsmissesagerne findes kun i protokollen, og er begrænsede. Protokollen oplyser
ægtefællernes navne, evt. mandes erhverv, og mulig årsag til skilsmisse. Det er noteret, om
sagen blev indsendt til erklæring, det vil sige til Danske Kancelli, og i langt overvejende grad
er der efterfølgende skrevet ”Erkl.” Man kan desværre ikke regne med at de ansøgninger, der
ikke har et ”Erkl.” fik afslag, da Danske Kancelli i mange tilfælde sendte deres bevilling
direkte til ægtefællerne, og det derfor aldrig kom til Magistratens kundskab, hvorvidt
bevillingen var givet.
Af de i alt 130 skilsmisseansøgninger 130 var det kun få, der ikke blev sendt videre til
Danske Kancelli. Et par blev helt afvist. Kvinden havde som begrundelse angivet, at han ikke
var i stand til at forsørge, og da det ikke var en skilsmisseårsag, der normalt blev givet
bevilling til, havde Magistraten ikke funder det umagen værd at sende den ind. Omkring fem
skilsmisseansøgninger blev ændret til separationssager. Det foruroligende i dette er, at fire af
disse sager var fra 1795, og alle omhandlede kvinder, der angav vold som skilsmisseårsag,
men som altså kun fik separation. Begrundelsen må være, at Magistraten per erfaring vidste,
at kvinderne ikke ville få bevilget skilsmisse på den begrundelse uden forudgående separation
i tre år, og derfor hjalp til separation i stedet.
129 Andreas Biørn Rothe; Bidrag til Materien om Ægteskabsskilsmisse. KBH 1806. side 30. Han er også kommet
frem til en stigning i henvendelser angående ægteskabelige problemer. Hans tal er højere end mine, hvilket jeg
mener må skyldes, at han har medregnet alle de klager med, hvor ægtefæller klager over hinanden, men ikke kom
med et specifikt ønske og skilsmisse eller separation.
130 1795; 44 sager. 1796; 43 sager. 1797; 43 sager.
52

I langt overvejende af skilsmissesagerne er der ikke opgivet nogen årsag, og det
gælder både for henvendelser fra kvinder og mænd. Meget tyder på, at dette var sager, hvor
ægtefællerne i forvejen havde levet separeret i mindst tre år, og kun skulle havde den sidste
kongelige bevilling til skilsmissen. 11 sager omhandlede rømning. I 10 af tilfældene var det
kvinder der søgte. Mænd angav næsten aldrig, hvorfor de ønskede skilsmisse. Kun to mænd
søgte skilsmisse på grund af utroskab, og to andre på grund af sindssyge.
Da undersøgelsen kun belyser tre år, er det ikke forsvarligt at sige noget generelt om
skilsmisserne, især fordi undersøgelsen er fortaget i en periode med store stigninger i
henvendelserne, men om 1795-1797 kan det fastslås, at der mindst blev givet bevilliger til
omkring 42 skilsmisser om året i København. Da Magistraten ikke altid fik afgørelsen, er
antallet antageligt betydeligt større. Alt tyder på, at antallet steg de kommende år.
Københavns Magistraten fik, som tidligere anført, fra den 10. juli 1795 bemyndigelse
til at bevilge separation fra Bord og Seng 131 til enige ægtepar. I resolutionsprotokollen viser
det sig, at allerede før instruksen 10. juli 1795 har Magistraten bevilget separation. I
tidsrummet 1. jan. 1795- 10. juli. 1795 bevilgede Magistraten mindst ni separationer. Resten
af året gav de yderlige seks separationer. Det kan kun forklares med, at instruksen den 10. juli.
kom i stand på grund af en allerede eksisterende praksis hos Magistraten. Af de i alt 252
henvendelser med ønsket om separation 132 var kvinderne i betydeligt overtal (1795; kvinder
77%, mænd 21% og sammen 1%. 1796; kvinder 79%, mænd 21%. 1797; kvinder 65%, mænd
30% og sammen 5%).
Der er refereret betydeligt mere i protokollen når henvendelsen handlede om
separation i forhold til skilsmissesagerne. Separationsårsagen er noteret ved den ægtefælle,
der havde henvendt sig, men den stemmer ikke altid overens med de oplysninger, der kommer
frem i bilagene. Det er muligt at få et mere nuanceret billede af årsagerne til separation, og
hvilket grunde de forskellige ægtefæller gav, hvis man læser bilagene igennem.
Den 12. dec. 1796 søgte Amalia Petsholdt om separation fra sin mand Johan Jacob
Petsholdt, da han var flyttet. Hvis man kun læste protokollen, og ikke læste videre i bilagene,
ville det derfor se ud som en sag angående rømning, men det var det ikke. Af hendes brev
fremgår det, at det er anden gang, han bare var flyttet uden grund. I hans brev kommer en
anden historie frem. Han var flyttet igen fordi, han ikke kunne holde hendes forhold til andre
mænd ud, samt at hun blev ude den halve nat med dem. Den 11. feb. 1797 bevilgede
131 Fd. 10. juli 1795
132 1795; 56 sager. 1796; 81 sager. 1797; 115 sager.
53

Magistraten dem separation. Sådan en sag er vanskelig at klassificere med en
separationsårsag. I protokollen fremgår det ikke, hvem af ægtefællerne embedsmændene
troede på, for da Amalia og Johan var enige om at de ville separeres, var den egentlige årsag
uden betydning for Magistratens behandling af sagen.
Sådan forholder det sig i mange af sagerne. Henvendelsen med den ene ægtefælles
klager, danner et billede af hvad separationsårsagerne var, men det kan hurtigt ændre sig, når
man læser henvendelserne fra modparten. Det helt store problem er sådan set ikke de sager,
hvor der er modsatrettede beskyldninger mod hinanden, for her er dokumentationen i orden.
Problemet er alle de sager - som er langt de fleste - hvor der kun er skriftlig henvendelse fra
den ene ægtefælle. Den anden ægtefælle har enten ikke ønsket at komme med sin version,
eller har kun forsvaret sig mundtligt. Protokollen gengiver ikke et referat af mødet hos
Magistraten, så al mundtlig diskussion og forhandling er gået tabt. Det er kun afgørelsen,
embedsmændene har noteret i protokollen. Alle de sager der omhandler rømning eller
formodet død, er der naturligt nok ikke bilag fra modparten.
Det er derfor ikke muligt at angive præcist, hvorfor ægtepar blev separeret, men
derimod at redegøre for, hvad de angav som årsag. Årsagerne til ønske om separation var
mange og kunne være specielle. I 1790érne var de fleste henvendelser med ønske om
separation fra både kvinder og mænd dog uden angivet årsag (105 sager). Næsten alle disse
separationssager blev sendt videre med erklæring fra Magistraten til Danske Kancelli, og det
efterfølgende ”Erkl” betyder, at Kancelliet gav bevilling til separation. Alle separationssager,
uden angivet årsag, dækkede over sager, hvor den ene ægtefælle tidligere havde klaget til
Magistraten, nogle gange adskillige gange, men hvor det ikke var lykkedes at opnå enighed
med den anden ægtefælle om separation. På den anden side var det heller ikke lykkedes
ægtefællerne at forsætte samlivet. Så var sidste mulighed for at opnå separation, at klageren
skrev et bønskrift til Kancelliet, som Magistraten bevidnede med en erklæring.
For kvindernes vedkommende var den næsthyppigste angivne separationsårsag ”slette
forhold”. Det dækkede i virkeligheden over mange forskellige årsager, lige fra vold og trusler,
til manglende evne til at skaffe forsørgelse. I sager med ”slette forhold” blev klageren ofte
opfordret af Magistraten til at ”søge Konge om hjælp” (se ovenfor), da det ved møderne
normalt ikke lykkedes Magistraten at forlige eller skabe enighed om separation ved den type
af ansøgninger. Når Magistraten opfordrede til at ”søge Kongen”, så havde de dermed også
klart tilkendegivet, hos hvem deres sympati lå. Ægtefæller, der ”søgte Kongen” (i
54

virkeligheden Kancelliet), skulle havde en erklæring fra Magistraten, og dermed er vi tilbage i
første store gruppe af henvendelser.
Sara Harren henvendte sig til Magistraten den 8. april 1796 med ønske om separation
fra sin mand Snedker Harren. Som begrundelse gav hun ”slette forhold imod hende og datter”.
Han svarede, at de slet ikke var gift, men at Sara og hendes datter bare boede i hans hus. Til
dette svarede Sara, at de havde været gift siden 1771, det vil sige omkring 25 år, og at de var
blevet gift, for at han kunne blive snedkermester, da hun på daværende tidspunkt havde været
snedkermesterenke. De havde altid levet adskilt i huset, men de sidste seks år havde han
begyndt at råbe meget af hende og datteren, og intet givet til deres underhold. Denne sag
handler altså mere om en forretningsaftale, der var ved at gå i vasken, end et ulykkeligt
ægteskab. Sara følte sig snydt, fordi han ikke sørgede for hendes underhold, og den senere tid
også var begyndt at opføre sig grimt overfor hende og datteren, selv om de levede hver for
sig. Han har nok ment, at han havde betalt grundigt for den snedkermesterplads.
Formodentligt havde han forregnet sig, da han i sin tid giftede sig med snedkermesterenken,
for dermed selv at blive mester. Han havde nok ikke regnet med, at hun levede så længe, og
det hjælper ham ikke, at hun søger om separation, for hun kraver samtidigt underhold, og
dermed skal han stadig betale til hende. Derfor var han imod separation. Hun får en erklæring
fra Magistraten efter at de havde rådet hende til at ”søge Kongen”, og på den måde fik hun
bevilget separation med underhold, uden at manden kunne forhindre det.
Kvindernes mest konkrete separationsårsag var vold. Igen ser det i første omgang ud
til, at Magistraten behandlede voldsanklagerne anderledes end forventet. I næsten alle sagerne
omkring vold lykkedes det Magistraten i første omgang at forlige ægteparret, og forpligte
manden til at opføre sig ordentligt. Det samme forholdt sig hos mændene. Her var det ikke
vold men druk, der var den mest konkrete separationsårsag. I næsten alle anklagerne om druk
lykkedes det Magistraten at forlige, og kvinderne blev forpligtet til at holde op med at drikke.
Klageren til disse typer sager vendte hyppigt tilbage med ønske om at få taget sagen op igen,
hvorefter Magistraten skrev en erklæring så de kunne ”søge Kongen”. Voldelige ægtemænd
og fordrukne hustruer fik dermed én chance for at forbedre sig, men reelt støttede Magistraten
den ”uskyldige” part.
Få separationssager blev direkte afvist, men der er eksempler på sager, der blev
henvist til andre øvrigheder, dvs. amtmænd andre steder i landet.
55

Afgørelserne på separationshenvendelserne deler sig op i 5 grupper; 1) i cirka 21 sager
var der ikke angivet nogen afgørelse. Parterne havde enten selv fundet ud af at forsætte
samlivet, eller de flyttede fra hinanden uden videre offentlig indblanding, 2) i omkring 40
sager var parterne ikke enige om separation, og sagen blev sendt videre til Danske Kancelli,
3) 48 henvendelser blev i første omgang forligt 4) i omkring 70 sager skrev Magistraten
erklæringer, så der kunne ”søges hos kongen”, hvilket næsten altid gav separationsbevilling,
og 5) mindst 70 separationer bevilgedes af Magistraten. Det vil sige, at der i 1795-1797
mindst blev givet omkring 180 separationer (Magistratens bevillinger og Kancelliets) alene
for København. Allerede fra 1797 underskrev både manden og kvinden (med ført pen) i
protokollen, når de var kommet til enighed om separation og dens vilkår.
I 1803 begyndte Kancelliet at bekymre sig om, hvorvidt der blev udøvet pres på den
ægtefælle, der ikke ønskede separation. Ved møderne hos Magistraten, hvor dialogen kun
foregik mundtligt, er det vanskelige at konkludere, om embedsmændene udøvede pres. Til
gengæld ser det ud til, at den administrationspraksis, som Danske Kancelli selv havde dikteret
og krævet blev overholdt, var glimerne til at presse en separation igennem. Hvis ægtefællerne
ikke var enige om, hvorvidt de skulle separeres, så behøvede den ægtefælle, der ønskede
separationen, blot at bede Magistraten om en erklæring. Når først den ene ægtefælle havde
Magistratens erklæring, så var de sikre på, at de ville få bevilget separation fra Kancelliet. Det
var især kvinder, der benyttede denne måde at få en separation igennem på.
Med hensyn til Magistratens holdning til bodeling, så det er min erfaring, at sagerne
kunne gå i stå, når ægtefællerne skulle til at dele. Ægtefællerne var næsten aldrig uenige om,
hvem der skulle havde børnene. Som Lennartsson havde konstateret gennem sin undersøgelse,
kan det også her konstateres, at børn var påfaldende anonyme. Efterfølgende kunne der
komme henvendelser til Magistraten, hvor den forældre, der ikke fik børnene, bekymrede sig
for børnenes velbefindende. Oftest fik kvinderne børnene, især hvis de var små (uopdragne),
og hvis det var piger. Nogle gange var det anført, hvis faderen skulle overtage drengenes
opdragelse, når de nåede skolealderen. I de tilfælde, hvor manden var voldelig, fik han aldrig
børnene.
Selve deling af boet skabte sjældent konflikter, måske fordi langt de fleste af de folk,
der søgte separation, ikke tilhørte den mest velhavende del af befolkningen. Deres indbo var
til at overse, og resolutionsprotokollen indeholder ofte en total opremsning af boet, og hvem
der fik hvad. Desuden havde Magistraten mulighed for ved Kancelliets svar den 12. april 1803
56

at skære igennem en uenighed, og selv fortage bodelingen. Det er højst sandsynligt årsagen
til, at den form for konflikter ikke optræder i kilderne. Hvis der havde været en konflikt, gik
Magistraten ind og fortog delingen, som de derefter redegjorde for i protokollen. Oftest fik
den person, der skulle blive boende, børnene og det meste af indboet, og den anden gik med
sine gangklæder og sengetøj. Der hvor problemerne opstod, var angående underhold.
Mændene skulle efter loven betale børnepenge, og i langt de fleste tilfælde også
underholdsbidrag, hvilket kunne give så store konflikter, at separationen nogle gange blev
udsat utallige gange, og der er eksempler på sager, der gik helt i vasken, og hvor protokollen
ikke angiver en afgørelse. Magistraten havde mange henvendelser efter separationerne, hvor
kvinder klagede over ikke betalte bidrag. Mange kvinder ønskede ikke underholdsbidrag.
4. Debat om begrænsningen af skilsmisser omkring 1800
Kancelliets undersøgelse af skilsmisser i Danmark 1800
Danske Kancelli sendte 17. maj 1800 en rundspørge ud i hele landet, hvor de ønskede
oplysninger om, hvor mange skilsmisser og separationer, der var foretaget de foregående 12
år ”Da Hans Kongelige Maiestet allernaadigst har befalet, at Cancelliet skal, fra Samtlige
Juresdictioner, indhente fuldstændig Efterretninger om, hvor mange Par Ægtefolk, der fra
Bord og Seng er bevilliget” 133 .
Københavns Magistrats besvarelse findes i læget for Sjælland: Møn og Bornholm
Amtmænd og Købstæder, Københavns Amt 134 . Embedsmanden der skrev svaret fra
København klagede over, at Danske Kancelli bad om denne oplysning, da Kancelliet selv var
de eneste, der burde kende svaret, og burde se det i deres egne arkiver. ”Men gandske
nøiagtigt Efterretninger herom kan ikke gives, da adskillige af dertage Bevillinger ikke skal
være bekiendgjorte hverken Geistligheden eller de Civile Øvrigheder. København den 9. aug.
1800”. Det var Kancelliet, der underskrev mange af separationsbevillingerne, og tit fik
Københavns Magistrat ikke svar på udfaldet af sagerne. Nogle afgørelser blev sendt direkte til
de sagsøgte, og dermed kunne Københavns Magistrat ikke svare på, hvor mange separationer
der var bevilliget for perioden 1788-94.
133 RA. Danske Kancelli 5 (3) Departement. 1800.1848 Brevsager. K 20-3.
134 RA. Danske Kancelli. Fællesafdelingen. G. 82. Indberetninger om skilsmisser og separationen 1800-01.
57

Helsingør gjorde samme indsigelser, mens mange små kommuner stolt bekendte, at
det havde der ikke været noget af hos dem de sidste 12 år.
Det ser ud til, at Danske Kancelli havde mistet overblikket over separationssagernes
omfang. Desværre har det ikke været muligt af finde oplysninger om hvad Kongen og
Kancelliet fik ud af de svar de modtag, eller hvorfor de pludselig var vigtigt at få klarhed over
hvor mange separationssager det dejede sig om.
Embedsmænd blander sig i debatten
Efter Danske Kancellis undersøgelse var der en tid stille om separation og skilsmisse.
Men så bragte Andreas Biørn Rothe gang i debatten igen ved at udgive en bog omkring
skilsmissetilgang i Danmark. Andreas Biørn Rothe 135 indledte sit skrift på denne måde:
”Deres Kongelige Høihed ! Raadigste Prinds !
Den Deel af Lovgivningen som angaar Ægteskabs-Skilsmisserne er meget vigtig for
Statsbestyrelsen. Den vil, uden Tvivl, formedelst Dagens Tone stedse meere og meere
fordre Lovgiverens flittige Omsorg.
Hvor vigtigt det er at Ægteskabs-Forbundet beskiærmes af Lovene og holder i Ære,
dette kan ingen bedømme rettere end den, som foreener det, at være den lykkeligste
Ægtefælle og den kiærligste Fader, med det, at være Fædrelandets og Folkets Ven.
Derfor, Raadigste Prinds! er det Dem! jeg tillidsfuld vover at tilegne dette lidet
Skrift”. 136
Rothe var i tvivl om hvorvidt skilsmisse skulle være muligt eller ej. ”Jo mere det blev
vanskeligt at erholde Skilsmisse, jo større blev Antallet af ulykkelige Ægteskaber: Jo mere
man derimod gjorde det let at ophæve Ægteskaberne, jo friere Spil havde Letsindhed og
Umoralitet” 137 . Skilsmisser skulle derfor ikke forbydes, men begrænses idet han skrev;
”Efterdi det store samlede Sælskab, Staten, bestaaet af de mindre Sælskaber, hvilke vi
benævne familier, og som stiftes ved Ægteskabet, derfor er enhver Forstyrrelse af disse
135
Andreas Biørn Rothe; Om Ægteskabs-Skilsmisse. Et Forsøg til Udvikling af Lovgivnings grundsætninger
herom. KBH. 1805. Rothe var justitsråd, assessor i den kongelige landsoverret, samt hof- og stadsret og medlem af
Københavns forligskommission, da han skrev denne bog.
136
Skriftet er rettet til Kronprins Frederik, den senere Frederik 7. Han var på dette tidspunkt den uofficielle regent,
da hans fader var ude af stand til at regere.
137
Rohte; 1805 side 5
58

mindre sælskaber tillige en Forstyrrelse af hiint større, hvoraf de ere Deele, - Naar altsaa
Skilsmisserne forvirre Familiernes Orden, saa bringe de derved tillige Forvirrelse over
Borgersælskabet i det heele”. 138 For at opnå denne begrænsning, kom han bogen igennem
med indvendinger mod de eksisterende forhold, samt forslag til forandringer.
Han koncentrere sig om, hvad han kaldte ”de ubegrundede skilsmisser”, hvilket fylder
2/3 af hans bog. Som det fremgår tidligere i opgaven, havde det været muligt for ægtepar
siden 1770érne at søge skilsmisse uden at komme med anden begrundelse end
uoverensstemmelse ægteparrene imellem, og antallet af disse skilsmissesager med den
begrundelse havde været stigende efter 1790érne. Rothes mest vidtgående forslag til
begrænsning af disse ubegrundede skilsmisser omhandlede børnene. Var ægtepar blevet enige
om skilsmisse uden at havde en lovlig grund (hor, rømning osv.) mente han, at børnene burde
tages fra forældrene, da forældrene med denne handling havde vist sig uværdige til at opdrage
den næste generation. Staten skulle derefter stå for disse børns opdragelse.
Hans håb med dette tiltag var, at forældrene ville forblive sammen af kærlighed til
børnene. Han ønskede dermed at begrænse antallet af skilsmisser, uden at forbyde skilsmisser.
Det ville ikke være formålstjenligt at forbyde ubegrundede skilsmisser, for det ville bare føre
til, at ægtepar blev tvunget til at begå handlinger, der ifølge loven gav ret til skilsmisse 139 ,
hvilket ville ødelægge moralen.
For yderligere at begrænse disse ægtepars lyst til søgning om skilsmisse foreslog han,
at der blev nedsat særlige kommissioner, der kunne tage sig af ansøgninger om skilsmisser for
ægtepar der ikke havde lovlige grunde. Kommissionen skulle hedde; Matrimonial
Commissionen eller Commission for Ægteskabs-Skilsmisser 140 . I København burde den
indeholde følgende personer: Sjællands biskop, to medlemmer af Det Teologiske Fakultet ved
Københavns Universitet, samt to medlemmer af Det Juridiske Fakultet ditto, en af højesterets
tilforordnede, politimesteren i København og to medlemmer af Magistraten. I provinsen
skulle kommissionen indeholde Kongens amtmand, stiftes biskop eller en af ham sendt provst,
samt to af de øvrige herredsprovster, to magistratspersoner fra forskellige købstæder i samme
eller nærmeste amt, to retsindige og indsigtsfulde jordegodsejere, der var udnævnt af
amtmanden til at varetage denne opgave. Kommissionerne burde holde møde fire gange om
138 Rothe; 1805 side 38
139 Rothe; 1805 side 68.
140 Rothe; 1805 side 103-7.
59

året 141 . Rothe foreslog, at ægtefællerne skulle møde med to af deres nærmeste slægtninge.
Fandtes ikke sådanne, kunne venner erstatte, men de skulle i så fald være over 40 år. Disse
personer skulle deltage i afgørelsen, men de måtte ikke stemme. Kommissionen skulle havde
betænkningstid, og når der forelå en afgørelse, skulle den læses op i den sognekirke
ægteparret tilhørte førstkommende søndag 142 .
Aldersbegrænsninger for skilsmisser mente Rothe også kunne være ønskeligt, således at
ingen mand under 25 år og ingen kvinde under 20 år kunne skilles. Ligeledes kunne
ægteskaber der havde varet under to år eller over 16 år, samt i tilfælde hvor kvinden var
gravid ikke bevilges 143 . Ægtepar, der selv ophævede ægteskabet, mente han begik en ulovlig
handling, og de skulle straffes hårdt. Ifølge den daværende lov (som ikke blev holdt i hævd)
skulle de stå offentligt skrifte, men det fandt han forældet, og forslog en pengebøde eller
korporlig afstraffelse 144 . Hvorvidt man skulle give tilladelse til nyt ægteskab til disse
”ulovlige” skilsmisser, var han i tvivl. Fordelen var, at man dermed stoppede det unaturlige
ved cølibat, hvilket også var årsagen til, at han generelt var imod separation. Separation skulle
ikke være mulig, ifølge Rothe. På den anden side måtte ægteskabet ikke opfattes som noget,
der let kunne ophæves, med de skader det efterfølgende kunne afstedkomme.
Anden del omhandler skilsmisse pga. uenighed uden begge ægtefællers samtykke,
hvilket Rothe mente, helt skulle forbydes. Tredje del behandlede han skilsmisser, der var
ønsket af den ene ægtefælle på grund af angivne og bevidste handlinger fra den anden, som
ifølge lovene var skilsmisseårsager. Her gennemgik han de lovgivne skilsmissegrunde, og
kommer med enkelte punkter, hvor han ønskede ændringer. Angående fysisk udygtighed til at
avle børn (= impotens), hvor ægtefæller efter loven skulle vente i mindst tre år, fandt Rothe
dette umenneskeligt for begge ægtefæller, og ønskede ventetiden sat ned til ½ år 145 . Hor
skulle forsat være skilsmissegrund, og selv om han ikke ønskede ændringer på dette område,
kan han ikke lade være med at nævne, at Danmark var usædvanlig, da vi havde lige adgang
for mænd og kvinder til skilsmisse på grund af hor. Rothe mente, at kvinders hor var mere
krænkende end mænds, men ønskede ikke loven ændret til udenlandske forhold. Ved ulovlig
rømning foreslog Rothe, at ventetiden skulle nedsættes fra tre til to år. Angående mishandling;
141
Dette forslag minder i høj grad om den tidligere tamperret, der var blevet ophævet 1795 i København og 1797
for resten af landet.
142
Rothe; 1805 side 116.
143
Rothe; 1805 side 153.
144
Rothe; 1805 side 160.
145
Rothe; 1805 side 190.
60

”Der kan intet Tilfælde tænkes mueligt, i hvilket det skulde være nødvendigt for Manden at
revse sin Hustrue med Hug og Slag” 146 , og med mishandling mener han både psykisk som
grove moralske fejl og laster. Om den ene af ægtefællerne ikke kunne administrere økonomi,
skulle det ikke være skilsmissegrund.
Der kom hurtigt en reaktion i form af tre små artikler skrevet af justitsråd og assessor i
Det Danske Kancelli Hr. Berner 147 . Titlen på han indlæg var; ”Have Ægteskabs-Skilsmisserne
i den sennere Tid taget Overhaand i saa høi en Grad, som der jevnligen Klages derover?” De
tre artikler blev bragt tre uger i træk i Borger-Vennen. Berner ønskede, at korrigere visse
udtagelser fra en ellers udmærket bog. Hans eneste kritisk var, at Rothe havde opgivet, at de
skilsmissesøgende ægtepars antal i København og omegn i 1804 var steget til 291 par ud af
937 nygifte par, hvilket ville sige, at omkring 1/3 af ægteskaberne var skilsmissesøgende.
Denne oplysning var rygtedes ud over Europa, så nu havde Danmark fået et meget dårligt
moralsk ry. Berner var ikke enig i disse tal, for som han skrev, så krævede en sådan
undersøgelse, at man havde pålidelige tal fra fortid og nutid. Det var, ifølge Berner, meget
usikkert at få korrekte tal om antallet af separerede bare 10 år tilbage, da folk på daværende
tidspunkt henvendte sig til Kongen, eller blev indbyrdes enige om at gå fra hinanden, eller
bare forlod den anden. Antallet af de sidste to grupper kunne ikke bestemmes. Med hensyn til
gruppe 1, var det kun København, der lå inde med den slags oplysninger 148 . Berner sætter
derfor stort spørgsmålstegn ved denne markante stigning i skilsmisser.
Berner prøvede efterfølgende at udregne forskellen mellem skilsmissesøgende og gifte.
Han mener ikke, man kunne benytte de opgivne tal for gifte for de pågældende år, da der
kunne være store forskelle i antallet af år ægteparrene havde været gift, før de søgte
skilsmisse. Til sidst medgiver han, at der var sket en mindre stigning i antallet af skilsmisser
ved kongelig bevilling, og han opgiver tallene sådan; 1800: 61 par, 1801: 68 par, 1802: 77
par. Berner finder ikke stigningen markant.
Andreas Biørn Rothe svarede hurtigt på kritikken 149 . Han forsvarede sin regnemåde,
og mente ikke, at han havde kritiseret den danske moral. Det væsentlige spørgsmål var ikke
om skilsmisserne var steget i antal, men nærmere om skilsmisserne var for mange i antal eller
146
Rothe; 1805 side 237.
147
Borger-Vennen. Nr. 5-7, side 33-56. Attende Aargang. KBH. 1806
148
Ibid; s. 38
149
Andreas Biørn Rothe; Bidrag til Materien om Ægteskabs-Skilsmisse. KBH. 1806. Tryk i anledning til kritikken i
Borgervennen 1806.
61

ikke. Han koncentrerede sig om at svare på kritikken ved at give en opsummering af de
bestemmelser, der var på området.
København havde den 28. aug. 1795 §8 fået tilladelse til at separere folk fra bord og
seng. Før det, var det kun kongelige kollegier (Kancelliet siden 1768) der kunne dette. Men
allerede ved anordningen og reglementet af 5. juni 1771 §10 havde København Magistrat haft
myndighed til at forhandle i de ”disputer”, som kunne forfalde imellem mand og kone. Man
kunne derfor - ved at gå i Magistratens protokoller - finde for hvert år fra 5. juni 1771-28. aug.
1795, hvor mange klager i ægteskabssager der var indkommet 150 . Det havde Rothe gjort, og
gengiver antallet af de til Københavns Magistrat indkomne klager over ægteskabelige
uenigheder fra 1775 til og med 1804 (se bilag 2). Han har i tabellen angivet antallet af
klagende mænd og kvinder, samt et samlet antal klager fra de pågældende år. Efter hvert 10.
år lage han tallene sammen, og kom dermed frem til, at for tidsrummet 1775-1784 var der 223
mænd og 612 kvinder der klagede, samlet 835 sager. I tidsrummet 1785-1794 var der 342
mænd og 1057 kvinder der klagede, samlet 1399 sager. For 1795-1804 var der 1249 mænd og
2439 kvinder der klagede, samlet 3688 sager. Som både graf og disse tre mellemregninger
klart viser, var der en stigning. Rothe påpeger, at det var ikke antallet af skilsmisser, men kun
klager. Han konkluderer, at skilsmisselysten var steget, hvilket tydede på, at skilsmisse- og
separationsantallet dermed også var steget i dette tidsrum.
Hverken Rothes bog eller Berners artikler ser umiddelbart ud til at havde bevirket
lovændringer på skilsmisseområdet.
Kirken blander sig i debatten
Det var ikke kun Københavns Magistrat og andre embedsmænd, der ved henvendelser
prøvede at ændre lovgivning og praksis. Kirken, der ellers havde været stille, prøvede
pludselig at påvirke lovgivning og praksis i separations- og skilsmissesager. Biskop Münters
henvendte sig i et langt brev til Kongen den 15. sep. 1810. Han mente, at ”den Letsindigeheds
Aand, der er udbredt alle vegne” og som bl.a. viste sig i den ringe deltagelse i gudstjenester
der var blevet et udbredt problem over hele landet, burde stoppes. Biskop Münter mente ikke,
at årsagen var et udefra kommende onde, men ”det er de mindre Samfund, som udbrede
Smitten over de større: det er Familierne, som fordærve Staten!” Staten var opbygget af
150 Rothe; 1806 side 30.
62

familier, og familier var indstiftede ved hjælp af ægteskabet. ”Og Ægteskabet, den helligste af
alle Foreninger blandt Mennesker, er nær ved at holdes for en simpel borgerlig Contrakt, der
uden store Vanskeligheder kan ophæves”.
Münter havde læst Etatsraad Rothes ”Ægteskabs-Skilsmisse” fra 1805, og mente, at
Rothes forslag angående børnenes placering efter en separation nøje skulle overvejes. Han var
enig i, at udsigten til at miste sine børn til offentlig opdragelse, ville få mange ægtepar til at
forblive sammen af kærlighed til børnene. Sidst i brevet kom han med et andet forslag, nemlig
at ”... vedkommende Sognepræst var nærværende i den Forligelsescommission eller
Magistrats Samling, som modtag Ægtefolks gjensidige Klager, for at tale til dem Religionens
alvorlige Sprog og foreholde dem deres Pligter mod dem selv indbyrdes, deres Børn,
Paarørende og Medborgere”. Han kan godt se, at det måske ville være frugtesløst, men hvis
bare enkelte familier blev overbevist og forsatte samlivet, ville forskellen være stor for disse
enkelte familier, samt til godt eksempel for andre.
Kongen sendte Münters henvendelse videre til Kancelliet, der svarede med en
betænkning den 23. juli 1811 151 , altså næsten 1 år efter henvendelsen. Deres svar var
velbegrundet og uddybende. De var enige med Biskop Münter i, at man måtte lede efter
”hvilke andre Midler der maatte finde anvendelig for at forebygge de saa særdeles hyppige
Ægteskabs-Skilsmisser.” Angående ønsket om præsternes deltagelse i forligskommissionerne
og i Københavns Magistrat, så Kancelliet ingen årsag til at præsterne ikke kunne stå for den
første mægling, men de kunne ikke se, hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sig gøre
ved selve forligskommissionerne og hos Magistraten. Magistraten holdt møder for
separations- og skilsmissebevillinger tre gange om ugen, hvilket ville betyde, at en stor del af
Københavns præster skulle indfinde sig på rådhuset de pågældende dage, med stor ventetid til
følge. I provinsen ville ”spildtiden” være større, for selv om forligskommissionerne måske
kun holdt 1 ugentligt møde, så var der ofte lang transport. I øvrigt vidste Kancelliet af
erfaring, at sådanne sager ofte blev udsatte af forskellige årsager, hvilket yderligere ville
belaste præsternes tid. De foreslog derfor, at præsterne fortog deres mægling hos dem selv, og
udfærdigede attester på at begge ægtefæller, havde været hos dem, hvis det ikke var lykkedes
at forlige dem ved præstens mægling. Denne attest skulle fremvises, før Magistraten eller
forligskommissionen skulle begynde sagen.
151 Hvorfra???
63

Angående forslaget om offentlig opdragelse af børn af separerede og fraskilte forældre,
så fandt Kancelliet dette uhensigtsmæssigt. ”De fleste Ægtefolk, som blive separerede fra
hinanden, ere af den ringere Almueclasse”, og selv om man udtog værdier fra deres boe, så
ville det ikke kunne dække omkostningerne for børnenes opdragelse. Det ville koste Staten en
ukendt stor sum penge, og; ”Desuden er det ikke usandsynligt, at fattige Ægtefolk, der have
forenes om Skilsmisse for at blive Børnene qvit”. Fattige havde ofte mange børn. Dermed
ville statens udgifter vokse uhæmmet og uforudsigeligt. De anbefalede derfor, at man på dette
punkt beholdt den ordninger, der allerede var, idet den fungerede fint, og at den ligefrem
tilskyndede separerede par til at se hinanden hvilket kunne hindre fremtidige ønsker om
skilsmisse, da begge ægtefæller dermed havde kontakt til børnene.
Ud fra Kancelliets svar til Biskop Münters brev blev ”Forordning for Danmark og
Norge, som indeholder nærmere Bestemmelser i henseende til Egtefolks Adskillelse”
udarbejdet og underskrevet den 18. okt. 1811. Fra da af skulle ægtefolk, der ønskede bevilling
til separation eller skilsmisse, først til gejstlig siden verdslig mægling.
5. Adgangen til skilsmisser og separation efter 1811
Den Kgl. Landsoverret samt Hof og Stadsretten
Den tidligere Hof- og Stadsret blev på grund af langsom sagsbehandling i 1805
omdannet til Den Kgl. Landsoverret samt Hof og Stadsretten, og blev i 1815 flyttet til Råd- og
domhuset på Nytorv 152 .
Den danske ægteskabs lov ændrede sig ikke i denne periode. Først i 1922 fik Danmark
en ny ægteskabslov.
Som tidligere beskrevet tog domstolen sig af alle typer for sager. Det har i denne
sammenhæng ikke været muligt at bestemme, hvor mange skilsmissedomme denne ret har
behandlet og dømt, men meget taler for, at det ikke har været mange årligt. Antallet af
skilsmissedomme har efter 1790 ganske givet været faldende og altid været lavere end antallet
af bevilligede skilsmisser. Sådan er det i øvrigt stadig.
152 Jørgensen; 1980 side. 252.
64

Forligskommissionen efter 1811
Forligskommissionen havde, som det tidligere er gennemgået, forskellig betydning i
ægteskabssager alt efter, hvor i landet ægtefællerne boede. Det betød, at ægtefæller, der
ønskede en skilsmissedom, først skulle til forlig hos forligskommissionen, som havde det
været en hvilken som helst anden sag, der ønskedes behandlet for retten. Ønskede
ægtefællerne bevilling til separation eller skilsmisse, skulle ægtepar på landet til forlig i
nærmeste forligskommissionen. Ægtepar der boede i København skulle henvende sig til
Københavns Magistrat.
Der var ikke sket ændringer i den måde forligskommissionerne skulle behandle
ægteskabssagerne på udover, at sikre sig, at der havde været en gejstlig mægling inden
forligskommissionen gik i gang. I følge Jensens undersøgelse af Svendborgs Købstads
Forligskommission blev det overholdt.
Den 19. aug. 1820 fik forligskommissionerne landet over igen et pålæg fra Kancelliet.
Kommissionerne måtte ikke foretage mægling med ægtepar der ønskede separation, før
ægteparret havde været hos deres sognepræst som fr. 18. okt. 1811 foreskrev. Når ægteparret
først havde været hos forligskommissionen, og besluttet hvordan boet skulle deles, så havde et
efterfølgende møde hos præsten ikke den ønskede effekt, mente Kancelliet. Meget tyder på, at
forligskommissionerne ind i mellem havde meget travlt med at underskrive
separationsbevillingerne.
Gejstlig mægling efter 1811
Forordninger m.m.
Biskop Münters henvendelse til Kongen havde den effekt, at der fra 18. okt. 1811 var
krav om at ægtefæller, der ønskede separation eller skilsmisse, ført skulle til gejstlig mægling
hos deres sjælesørger før de efterfølgende kunne henvende sig hos Magistrat eller
forligskommission.
Det var i almindelighed ægtefællernes sognepræst, deres sjælesørger, der skulle stå for
den gejstlige mægling. Var ægtefællerne allerede flyttet fra hinanden, og boede mindre end 4
mil fra hinanden, skulle de møde hos samme præst. Var afstandene længere skulle de møde
hos hver sin sjælesørger. Selve mæglingen skulle forgå hos præsten. Mæglingen forgik
mundtligt, og kun i de tilfælde, hvor det ikke lykkedes præsten at få ægtefællerne til at
65

forsætte samlivet, skulle præsten skrive en attest, at den gejstlig mægling havde forgået. At
præsterne dermed blev en aktiv del af behandlingen af ægteskabssager afstedkom, at der
efterfølgende kom mange skrivelser fra Kancelliet om præsternes håndtering af disse sager.
Den 11. nov. 1815 angav Danske Kancelli ”I hvor lang Tid en Præst kan fortsætte
Mæglingen i Anledning af Egtefolks Separation”. Kancelliet henviste til fr. af 18. okt. 1811,
hvor der udtrykkeligt stod, at ægtefællernes sjælesørger skulle ”ved Religionens hjælp at
mægle dem imellem”. Hvor ofte dette skulle ske, havde forordningen ikke fastlagt, men
Kancelliet stolede på, at landes præster ”paa den ene Side med Iver og Kraft ville virke for
dette vigtige Øiemed, at haandhæve Ægteskabernes Hellighed, og at de paa den anden Side
heller ikke vilde opholde Sagerne, hvor intet Haab er om ved Hjælp deraf at kunne bevirke
Gemytternes Forening”. Det var altså overladt til præsterne selv at vurdere, hvornår en
mægling ikke førte til forlig.
Efter henvendelse fra Sjællands stifts biskop, skrev Kancelliet den 4. marts 1817 ”ang.
Tvangsmidler imod Egtefolk, der ei i Separationstilfælde ville møde hos præsten m.m”. Det
var oprindeligt en henvendelse fra sognepræst ved Trinitatis Kirke i København Hr. Fallesen,
som Kancelliet svarede. Hr. Fallesen var kommet med 4 forslag til ændringer efter frd. af 18.
okt. 1811; 1) at det måtte blive bestemt, hvordan præsten skulle forholde sig når den ene part
ikke ville møde hos ham. 2) at man tog hånd om at præstens embede og person ikke blev
fornærmet og hånet af dem, der skulle møde hos ham imod deres vilje. Fallesen foreslog selv,
at begge præster ved kirken burde være tilstede ved den gejstlige mægling. Så havde
præsterne vidner på, hvad der blev sagt (tyder på meget ubehagelige situationer, måske
ligefrem med trusler, GB). 3) om præsten virkelig skulle prøve forlig, når det var åbenbart, at
den ene eller begge levede beviseligt grusomt mod den anden. 4) at Magistraten pålægges ved
årsskifte, at tilkendegive overfor præsterne, hvilke ægtefolk der var blevet forligt, og hvem
der blev separeret.
Kancelliet svarede sådan; 1) Magistraten skulle benytte Instruks af 28. aug. 1795 §8
Litr. e angående bøde. 2) hvis præsten var bange, skulle han selv sørge for vidner f.eks.
kirkebetjente. 3) præsten burde efter eget skøn indrette sine formaninger, som han fandt
passende. 4) kancelliet fandt forsørgelsen rimelig, og forlangte fra dags dato, at Magistraten
meddelte de mæglende præster 1 gang årligt, hvem der var forligt, og hvem der var bevilget
separation til.
66

Det var selvfølgelig vigtigt, at præster ikke kom til at vie personer, der ikke var fri af
tidligere ægteskaber. Derfor blev det allerede den 10. juni 1817 pålagt præsterne, at de skulle
se bevillingen for skilsmissen, før de måtte vie tidligere gifte personer. Allerede den 11. jan.
1812 havde Kancelliet forlangt, at præsterne sikrede sig, at der havde været foretaget et skifte
(bodeling) fra det tidligere ægteskab, inden et nyt ægteskab måtte indgås.
”Privat separation” var et fænomen, der havde været kendt gennem længere tid, og
biskoppen for Sjællands stift ønskede retningslinier for landets præster. Den 12. juni 1821
skrev Kancelliet, at de ikke så sig i stand til at gøre noget i den anledning. De mente, det var
betænkeligt at straffe ægtefolk, der havde valgt at leve forskellige steder, når de i øvrigt ikke
havde gjort sig skyldige i nogen forbrydelse. De mindende derimod om, at en sådan privat
adskillelse ikke var det samme som en lovlig skilsmisse, og at ægteskabets juridiske
virkninger derfor stadig var i kraft. Præsterne burde derfor advare ægtefolk mod en sådan
praksis, for deres egen skyld, ikke moralen. Kancelliet ønskede desuden at minde om, at
præsten ”ikke er beføiet til at negte dem (ægtefæller der ønskede separation eller skilsmisse,
GB) Attest herom, hvorimod han, hvis han desuagtet maatte have Noget at erindre imod hiin
deres Intention, kan tilføie, hvad han i saa Henseende maatte finde at bemærke”. Præsterne
måtte altså ikke blande sig i folks privatliv, og hvis de havde problemer i den anledning,
kunne de skrive det i attesten. Attesten var præsterne forpligtet til at udføre 153 .
Den 30. april 1824 kom en længere forordning om præsters embede angående
ægteskab. § 18 handler om præsternes forpligtelse til at arbejde imod ukristelige forhold
indenfor ægteskabet, men også at præsten, inden han skrev den forlangte attest for gejstlig
mægling ved separation og skilsmisse, skulle forsøge om ham ”ved religiøse Forestillinger,
kan bringe dem til atter at leve sammen i endrægtigt og christelig Ægteskab”. § 19
omhandlede præstens attest som vidnesbyrd om ægtefællernes vandel i separationstiden inden
skilsmisse.
Præsternes funktion ved gejstlig mægling
1812 var det første ”hele” år efter forordningen fra 1811 om gejstlig mægling, og en
gennemgang af Københavns Magistrats Separationsprotokol, samt de bevarede bilag for netop
153 Andersen; 1956 side 23: “Først I løbet at det 18 årh. gik man under indflydelse af oplysningstidens filosofi bort
fra den nedarvede praksis med dom til genoprettelse af sagsøgernes rettigheder som ægtefælle, eller til genoptagelse
af det ægteskabelige samkvem.”
67

dette år, skulle kunne svare på, om forordningen blev taget til efterretning. I bilagene til
separationsansøgningerne ligger præsternes attester bevarede. Et enkelt år er nok til at
dokumentere præsternes indflydelse og medvirken.
I 1812 var der 212 henvendelser i separationsprotokollen, men to ægtepar går igen, så
dermed var der reelt 210 forskellige ægtepar der henvendte sig til Magistraten. Hvor mange af
dem der ”kørte” videre fra året før, er vanskeligt at kortlægge, men det svarer forhåbentligt til
det samme antal henvendelser, der ikke fik en afgørelse inden for 1812. Ud af de 210
henvendelser var 125 (60%) angående separation, 7 (3,5%) omhandlede problemer i
separationstiden, og 77 (36,5%) om skilsmisse. Forordningen krævede, at præsten skrev en
attest på gejstlig mægling til både separations-og skilsmisseansøgninger.
I protokollen angives ægtefællernes adresse, og både i bilagene og protokollen står
anført hvilken præst der havde skrevet den forlangende attest. Hermed har det været muligt at
fastslå, hvem ægtefællerne opfattede som deres sjælesørger. Ved at sammenligne disse
oplysninger med S.V. Wibergs ”En almindelig dansk præstehistorie”, der oplyser, hvem og
hvor præsterne havde deres embede, kom et overraskende resultat frem. Sammenligningen
viste, at folk ikke nødvendigvis benyttede den sognepræst, som var tilknyttet til det sogn de
beboede. Nogle præster havde påfaldende mange sager, hvilket kan skyldes flere forhold.
Enten havde præsterne i de enkelte sogne en klar arbejdsfordeling, eller også var det rygtes,
hvem man skulle gå til, for at få attesten uden for mange formaninger.
Ingen sager blev behandlet af Magistraten, uden at ægtefællerne havde fremvist
attesten fra en præst 154 . Der var ikke eksempler på, at Magistraten ønskede en anden præsts
attest, end den ægteparrene havde benyttet, hvilket viser, at embedsmændene ikke tog det så
nøje, hvilken præst der blev benyttet. Magistraten henlagde/udskød sagsbehandlingen, hvis
det ud fra attesten blev oplyst, at det kun var den ene ægtefælle, der havde været hos præsten.
Så pålagde Magistraten den anden ægtefælle, at møde hos præsten før sagen blev taget op
igen.
Attesterne var ikke fortrykte, men håndskrevet af de enkelte præster, og varierede
derfor i både indhold og størrelse. Ofte var præstens erklæring skrevet direkte på den ene
ægtefælles klage til Magistraten. I langt de fleste tilfælde var attesterne kun ganske få linier,
der tilkendegav, at ægteparret havde været til møde hos ham, men ikke var til at forlige. Der
var præster der kom med lange indlæg, og det kunne i nogle tilfælde sætte årsagerne til den
154 Det samme har Jensen kunne konstatere gennem sin undersøgelse af Svendborg Købstads Forligskommissions
mægling af ægtefælle, der ønskede behandlet ægteskabssager. Side 116.
68

ønskede separation i et nyt lys. Præsterne kunne ind imellem heller ikke dy sig for at kommer
med deres uforbeholdne mening om, hvem der havde deres sympati, og kom også gerne med
bedrevidende kommentarer til hvordan ægteparret kunne havde opført sig.
Den 2. marts 1812 ansøgte Marie Hansen Berg 155 separation fra sin mand, på grund af
hans udsvævende opførsel. Hun skrev, at han brugte hendes penge, som hun havde arvet fra
sin tidligere mand, at han tog lån uden hendes vidne og var voldelig imod hende. Hun var så
bange for ham, at hun havde været nød til at flytte. Fabricius, sognepræst ved Vor Frue Kirke
skrev, at han havde advaret hende mod at gifte sig med en meget yngre mand. Han gav hende
ret i, at manden behandlede hende meget dårligt, og derfor anbefalede han separationen, men
ikke uden lige at bemærke, at han havde advaret hende.
Kan det dokumenteres, at den gejstlige mægling nedsatte antallet af separationer og
skilsmisser, der havde været Biskop Münters overordnede hensigt? Det er uhyre vanskeligt at
beviste, da præsterne ikke skrev attester til de ægtepar, de fik forligt, og da de pågældende
ægtepar ikke efterfølgende henvendte sig til Magistraten, er præsternes effekt ved mæglingen
dermed ikke registrerede. Der vil kun være en muligt at finde nærmere oplysninger om
antallet af forligte ægtepar hos præsterne, hvis præsterne selv har ført fortegnelser over deres
resultater med mæglingen. Efter at havde efterlyst den slags fortegnelser, er det klart, at
sådanne lister er meget sjældne. Bonderup mener at kunne dokumentere, at antallet af sager
faldt med 1/3 efter den gejstlige mæglings indførelse 156 . Ud fra bilag 3, der viser antallet af
separations- og skilsmissehenvendelser for Københavns Magistrat 1806-1857 157 , ses en
mindre nedgang i 1812, mens 1813 var rekordår med over 300 sager 158 . Den efterfølgende tid
kommer ikke med store udsving. Alene ud fra antallet af henvendelser tyder det på, at den
gejstlige mæglingen ingen effekt havde på antallet af separerede eller skilte par for
København.
Fik den gejstlige mægling indflydelse på moralen? Som det allerede er fremført, var
størstedelen af attesterne meget kortfattede. Det virker nærmest som om præsterne skrev dem
per automatik, og med en vis irritation over at skulle bruge tid på den slags. Attesterne vidner
ikke om store bestræbelser på at være opdragne eller overbevisende om Guds hensigt med
ægteskabet. Guds ord var påfaldende lidt tilstede i disse skrivelser. Anette Jensen konkludere
155 sag nr. 13 / 1812
156 Bonderup; side 507.
157 Se bilag Y. Grafen er lavet ud fra oplysninger taget fra Københavns Magistrats Separationsprotokol 1806-1857.
158 Årsagen til denne stigning i 1813 var “naturlig” .og vil blive gennemgået i det følgende.
69

ud fra sin undersøgelse, ”at de liberalt indstillede præster i mindre grad fungerede som
moralens vogtere, som Danske Lov forskrev, at de skulle 159 ”. Hun mener, at både stat og kirke
fra starten af 1800-tallet ikke greb ind i folks private forhold, og privatlivet dermed opstod.
Sjöberg redegør for helt andre forhold i Sverige for samme periode. Før svenske ægtepar
kunne komme videre i deres ansøgning om separation og siden skilsmisse, skulle de
undervises af præsten om det gode kristne ægteskab, og først derefter skulle præsten hjælpe
dem med at skrive skilsmisseansøgningen til Kongen. Normalt blev det et meget langt brev,
også selv om ægtefællerne var enige om separation og skilsmisse. De svenske præsters breve
var gennemsyret med Gud og djævlen på jorden 160 . Ikke i en eneste af attesterne fra præsterne
til Københavns Magistrat i 1812, var der teologiske overvejelser der kom til udtryk. Dermed
kan det ikke udelukkes, at præsterne kan havde prædiket over ægteparrene til den mundtlige
mægling, men havde det været omfattende burde det havde givet aftryk i attesterne.
Ud fra attesterne kan det derimod konstateres, at præsterne overvejende havde et
overraskende positivt syn på separation og skilsmisse. Den 11. maj 1812 henvendte Anne
Jensen sig til Magistraten, med ønske om separation fra sin mand Jacob Resen Jensen, på
grund af et ”ulykkeligt ægteskab” 161 . Hun havde attest med fra præsten (Brorson), der
bekræftede, at han havde talt med dem. Selv om manden havde erklæret, at han ville forbedre
sig, så mente præsten alligevel, at der skulle bevilges separation på grund af mandens
drikkeri. Det kom aldrig på tale, for allerede den 12. maj frafaldt Anne sagen, og der er ikke
videre oplysninger i protokollen om dem.
Præsternes positive syn på separation og skilsmisse kom også til udtryk i sager, hvor
man skulle formode, at de ville havde været fordømmende. Nille Hee henvendte sig til
Magistraten den 6. jan. 1812 162 . Hun ønskede at blive skilt fra sin mand Peter Nilsen Hee, da
hun ikke havde hørt fra ham i syv år. Hun havde allerede søgt for to år siden, men havde da
fået besked på, at hun ikke havde ventet længe nok. I attesten fra præsten (Gesner) kommer
det frem, at hun i de syv år, hvor hun ikke havde haft kontakt med manden, havde fået to børn
med Anders Berggren. Præsten anbefalede, at Nille og Peter skilles, og at hun siden måtte
gifte sig med Anders. Magistraten kunne ikke bevilge skilsmisse i rømningssager, men
allerede den 8. jan (2 dage efter hendes henvendelse) skriver de en erklæring til Kancelliet
159 Jensen; 2002 side 118.
160 Sjöberg; 1988 side 81-2.
161 Sag nr. 45/1812.
162 Sag nr. 2/1812.
70

angående separation. Selv om Nille havde vente i syv år på sin mand, vurderede Magistraten
at hun ikke kunne få kongelig bevilling til skilsmisse, uden foregående separation. Den 16. jan
1815 anmodede Peter Nilsen Hee om skilsmisse 163 (næsten på datoen for de tre års ventetid).
Han havde attest med fra stiftsprovst Clausen, der ikke havde kunne forlige dem. Den 18. jan.
blev de begge kaldt til møde hos Magistraten, hvor Magistraten orienterede om Kancelliets
beslutning. Det ser ud til, at kun Peter fik skilsmisse med tilladelse til nyt ægteskab. Nille
søgte om skilsmisse med ”gratis bevilling til at indlede sig i andet ægteskab” den 14. marts
1817 164 . Hun havde attest med fra pastor Fenger som Magistraten den 21. sendte videre til
Kancelliet. Hun fik tilladelsen den 24. marts 1817. Nille nåede at benyttet hele tre forskellige
præster, inden hun opnåde den ønskede skilsmisse. Hun blev straffet for sin
udenomsægteskabelige forhold ved at skulle vente længere tid på tilladelsen til nyt ægteskab.
Der var ingen gejstlige attester fra 1812, der frarådede bevilling til separation eller skilsmisse.
Da det ikke ser ud til, at den gejstlige mægling havde hverken en begrænsende eller en
opdragende effekt, så ser det til gengæld ud til, at den havde en ikke tiltænkt bivirkning,
nemlig at ægtefællerne var betydeligt mere afklarede om, hvorvidt de skulle separeres. Før
1811 blev Magistraten nogle gange overrendt af især kvinder, der var trætte af, at deres mænd
havde drukket ugelønnen op, men som få dage efter trak klagen tilbage. Sådanne
henvendelser kunne gentage sig mange gange. Når ægteparret efter 1811 mødte hos
Magistraten, havde de mindst én gang diskuteret det hele igennem, og dermed var den
verdslige mægling hos Magistratens embedsmænd betydeligt afhjulpet.
Stiftsprovst Clausen 1811-1841
En af de få præster, der førte regnskab med sine attester for ægtepar, der ønskede
separation og skilsmisse, var stiftsprovst Clausen fra København 165 . Han lavede i sin kirkebog
et afsnit, som han kaldte; ”Fortegnelse over de Skilsmisse begjærinde Ægtefæller, der ifølge
Fordr. af 18. okt. 1811 have meldt sig hos mig Stiftsprovst Clausen 166 ”. Listen løb i
tidsrummet 4. nov. 1811-7. okt. 1837. Selv om listen forsætter til 1841, så er det tydeligt, at
en anden hånd end Clausens har skrevet de sidste attester frem til 1841, hvor listen stopper.
Det er efterfølgende tjekket i andre arkivalier, at attesterne efter 1837 ikke bærer Clausens
163 Sag nr. 6/1815.
164 Sag nr. 56/1817.
165 KSA; Kirkebøger indtil ca. 1814 Skt. Nikolaj. 1-86-8
166 Dr. og Prof. Th. Henrik Georg Clausen, sognepræst til vor Frue Kirke, nederste capellaner.
71

navn, men andre præster. De sidste få sager vil ikke blive behandlet i det følgende. Ud fra
stiftsprovst Clausens liste vil der her gives et eksempel på en gejstlig embedsmands
administration og holdning til separation og skilsmisse. Det skal fremhæves, at dette materiale
kun bygger på en enkelt præsts holdninger, og skal ikke tages som en general repræsentant for
hans stand. Det har ikke været muligt at finde andre præsters lister, for derigennem at foretage
en sammenligning.
Ved at sammenholde Clausens liste, hvor han angav dato og mere eller mindre præcise
angivelser af ægteparrenes navne, med Københavns Magistrats Separationsprotokol, er det
lykkedes at finde langt overvejende af de erklæringer, som hans liste angiver. Der er to
årsager til, at ikke alle attesterne er fundet i separationsprotokollen. For det første har jeg ikke
altid kunnet tyde hans hånd, eller han har skrevet personernes navne betydeligt anderledes end
Magistratens skrivere. Dengang var der ingen retskrivning, og navne kunne ændre sig i de
forskellige hænder. En god fantasi hjælper i dette tilfælde. Clausen var særlig god til at stave
ægteparrenes efternavne anderledes end alle andre, og kvinderne angav han oftest med deres
pigenavn, hvilket de selv sjældent benyttede. Magistraten havde forrest i alle
separationsprotokollerne et groft alfabetisk register, hvilket gør det nemt at finde sagerne.
Normalt registrerede Magistraten begge ægtefæller i registraturen. Det ikke kan udelukkes, at
enkelte sager er overset, men den mest sandsynlige årsag til de manglende sager er, at
ægteparrene efter deres mægling hos Clausen, ikke gik videre til Magistraten.
Clausen havde i perioden 1811-1837 202 noterede mæglinger med efterfølgende
attester på sin liste, hvoraf de 78 stammer fra 32 par der kom mere end én gang til mægling.
De fleste af disse gengangere kom to gange. Første gang for at få attesten til
separationsansøgning, og anden gang til den efterfølgende skilsmisse omkring tre år efter.
Nogle ægtepar fik skrevet flere attester, f.eks. Jens Kristian Shou og Birgitte Charlotte
Severine, der første gang optræder i fortegnelsen 18. juni 1813. Clausen skrev, at han havde
forligt dem, men har efterfølgende noteret; ”NB. Siden efter ny opkommende Menighed
anbefalede til Skilsmisse d. 25. sep.”. Jens Kristian og Birgitte kom og fik nye attester
yderlige fire gange, men ikke alle gange henvendte de sig efterfølgende til Magistraten. I
Magistratens protokol er der henvisninger til viderebehandlinger af de forskellige ægtepars
sager, men årstal passer ikke altid med Clausens fortegnelse, hvilket vil sige, at ægtefællerne
har enten genbrugt attesten fra Clausen eller fået en attest fra en anden præst. På Clausens
liste kan man spore en vis irritation over de ægtepar, der kom mere end de nødvendige gange.
72

Listen tilkendegiver ikke alle de møder, han havde angående ægtepar der overvejede
separation og skilsmisser. Clausen noterede kun de ægtepar, det ikke var lykkedes at forlige,
og som han derfor skrev attester til. Han skrev altid i fortegnelsen, at ægteparrene søgte
skilsmisse eller ægteskabsophævelse, også selv om ægteparret i virkelighed kun søgte om
separation. Fra 1814 begyndte Clausen at angive, hvad han kaldte; ”De Skilsmissesøgendes
Tal i Frue Prousti”, og fra 1816 angav han desuden, hvor mange ægtepar det lykkedes
præsterne at forlige (se graf på bilag 4) Det holdt han desværre hurtigt op med igen. Med de
oplysninger ville det havde været muligt, at kommer med et mere præcist skøn over effekten
af præsternes mægling i Frue Provsti i København. Det er meget vanskeligt at bestemme
antallet af separationssøgende ægtepar de enkelte år, da ægteparrene hele tiden fik udsat
sagerne af forskellige årsager eller ophævede den bevilligede separation ved at flytte sammen
igen.
Selvom listen ikke oplyser om alle de møder han foretog med ægtepar angående
separation og skilsmisse, så angiver listen hvornår og til hvem, han anbefalede til separation
eller skilsmisse gennem en attest. Denne kilde giver mulighed for at analysere nærmere,
hvordan denne enkelte præst forholdt sig til separation og skilsmisse og hvorledes han valgte
at behandle disse sager. Ønskede man at undersøge en anden præst, krævede det, at man først
læste alle de gejstlige attester i separationssagernes bilag igennem, for derigennem at redegøre
for, i hvilke sager den ønskede præst figurerede.
Clausen var født ind i en lang præsteslægt 167 , og hans ældste søn var den senere så
kendte H. N. Clausen. Henrik Georg Clausen var ikke ukendt af sin samtid. Allerede mens
han var kapellan for Maribo og Hillested menigheder, udgav han i 1795 en lille
prædikensamling, der fik en del opmærksomhed. I 1797 blev kapellanstillingen ved Frue
Kirke ledig, og han flyttede med familien til København. I 1788 havde Clausen sammen med
mænd som Rahbek og P.A. Heiberg været med til at stifte selskabet ”For Sandhed”, hvortil
han skrev flere afhandlinger. Han var præget af revolutionen, og de hjemlige reformers store
tid. I 1811 blev han udnævnt til stiftsprovst for Vor Frue provsti i København, en stilling han
besad til sin død i 1838.
Det blev som prædikant Clausen fik størst indflydelse. I sine første år i København
samlede han sig en stor kreds af tilhørere. Præsterne klagede over tomme kirker, men han
167 Jørgen Larsen; HN Clausen. Hans Liv og Gerning. 1 Del. Aarene 1793-1848. KBH. 1945.
73

kunne søndag efter søndag prædike for fuld kirke 168 . Clausen følte ”det som et Kald at
dæmme op for Ligegyldigheden, Kirkefjendskabet og Moralforfaldet og paa ny vende
Strømmen tilbage til Kirkens Dør” 169 . Han kaldte sig selv for religionslærer og ikke præst.
Han fik med tiden mange fjender, og efter 1825 faldt hans tilhørerskare betydeligt.
Clausen prædikede for at mennesker skulle lære at bruge deres fornuft, og derigennem
blive mere hengivne til religion. Derfor var han ikke afvisende overfor ægtepar, han normalt
ikke havde ”hos sig”. Den 7. sep. 1812 henvendte Kirstine Jensen sig til Magistraten med
ønske om separation fra sin mand, sandbådfører Friderich Jensen. De havde været gift i 12 år,
men på grund af hans slette opførsel (han slog, stødte og kneb hende), kunne hun ikke holde
det ud længere. Desuden havde han været løsagtig med Stina Nørregaard. I bilagene til
separationssagen ligger der en lille attest fra Clausen; ”Manden Frederik Jensen vil ikke møde
hos mig. Clausen”, dateret den 15. sep. 1812 (findes ikke opgivet på hans liste). Den 28. okt.
skriver Kirstine igen til Magistraten. Kirstine og Friderich havde fire uger før været hos
Clausen, hvor Friderich havde talt godt for sig og lovet god opførsel, og hun var blevet
overbevist, og havde taget ham tilbage. Dette møde fremstår heller ikke af Clausens liste.
Friderich havde i mellemtiden ikke holdt det lovede, og nu var hun flygtet over til sin bror.
Hun bad derfor om at få sagen genoptaget, og det så hurtigt som muligt, da hun vidste, at
manden ventede en større sum penge. Hun frygtede, at pengene ville forsvinde, inden boet
skulle gøres op. På hendes klage til Magistraten havde Clausen skrevet sin attest;
”Skjøndt jeg som Sjælesøger ikke havde at befalle mig med nærværende Ægtefolk,
Frederik Jensen og Katrine, der, uagtet de boe i Stormgade, dog hverken hører til Frue eller til
nogen hvilkensomhelst kristelig Menighed, saasom de i de 12 Aar og derover, i hvilke de
have været givet, aldrig have deeltaget i Nadverens Sakramente, og saaledes ingen
Sjælesørger have eller ville have, har jeg dog ville gjøre Forsøg paa, hvad hos dem kunde
være at udrette til Forlig og Forbedring. Men efter hvad jeg har forsøgt, har jeg opgivet alt
Haab. Manden vedbliver, som han altid har gjort, at mishandle Konen, saa hun ikke længere
kan udholde livet med ham. Da han ikke heller vel kan nægte, at have gjort sig skyldig i
Utroskab mod hende, er der gyldig Grund til at ophæve det allerede brudte Ægteskab. Naar
hende, som uden Brøde mishandlet og fornærmet Ægtefællen, forundes Tilladelse til at indgaa
andet Ægteskab, hvilket hun dog ikke allerede ønsker, burde den nok nægtes ham som Den,
168 Larsen; 1945 side 14.
169 Larsen; 1945 side 15.
74

der paa frækkeste Maade har krænket alle en Ægtefælles Pligter, og vilde gjøre det samme i
en ny Forbindelse. København den. 29. okt. 1812. Clausen.” 170
Det ser ud til, at hverken Magistraten eller præsterne tog det så nøje, om det var den
”rigtige” sjælesørger, der skrev den forlangende attest på gejstlig mægling. Det er tidligere
kommet frem, at Guds ord ikke så ud til at havde den store betydning. Clausen beklagede, at
Kirstine og Friderich var så ringe kirkegængere, men ellers optræder Gud eller Jesus ikke i
attesten.
Kirstine henvendte sig igen til Magistraten i november. Udover, at hun ønskede at
sagen blev genoptaget, bad hun om en værge, da hun havde konstateret, at Friderich, var
begyndt at sælge ud af deres ting, f.eks. deres båd. Hun frygtede, at alle deres penge
”forsvandt”. Han skrev til Magistraten, at han var villig til at skilles, men han ville kun give
hende 400 rdl. til underhold, og så glemme de 2 sølvskeer, hun havde taget med sig. De mødte
den 23. nov. 1812 hos Magistraten, og blev enige om at leve adskilt fra bord og seng. Hun fik
600 rdl., hvoraf han betalte de 400 rdl. samme dag, og lovede at betale de sidste 200 rdl. næste
år. I øvrigt delte de resten af boet på lovlig måde. De underskrev begge protokollen, hun med
ført hånd.
Selv om det kristne budskab i den gejstlige mægling i langt de fleste tilfælde var næsten
usynlig, så var der tilfælde, hvor Clausen fandt det nødvendigt at forholde sig til religion. Den
10. april. 1816 fik Magistraten en skriftlig henvendelse fra Lovise og Levin Alexander 171 . De
skrev; ”Undertegnede Ægtefolk ere, formedest vores gemytters Uoverensstemmelse, bleven
enige om at leve separerede fra hinanden i henhold til Bord og Seng, paa følgende Vilkaar ...”.
Derefter kom en liste over vilkårene for delingen af boet. De bad til sidst Magistraten
ekspedere sagen hurtigt, ”da vi efter nøjeste Overveielse to væren føle og indsee, at vi ei
længere kan leve i et godt og sømmeligt Ægteskab med hinanden.” De havde begge
underskrevet, og heraf kunne man se, at han allerede var flyttet.
På samme papir havde Clausen skrevet sin attest; ”Vedkommende har jeg saa meget
minden troet at burde søge at forlige, som Uenigheden mellem dem formeneligen er opstaaet
og siden bleven være ved deres Religionsforskjellighed. Vel synes Religionen ikke at ligge
Nogen af den synderligen paa Sjælen, dog har den maattet tjene til at fierne dem fra og
forbittere dem mod hinanden, idet han, som Jøde, har tilladt sig at Spotte over hende, hver
gang hun havde foresat sig at komunuainere, hvilket Forhold hun derfor heller aldrig i
170 Sag nr. 147/1812 videre i 178/1812
171 Sag nr. 51/1816.
75

Ægteskab med ham har faaet Udført. Da de allerede en Tid lang have levet adskildt, og hun i
den forløben Vinter aldeles ingen Understøttelse har seet fra ham, der ikke heller kan tænkes
paa, at de nogensinde igjen skulde drage sammen, bør jeg her raade til Ægteskabets fuldelige
Ophævelse. Blandede Ægteskaber kan man i Almindelighed ikke love sig meget godt af.
Forskjellen især mellem en Jødes og en Kristens Troe er og for stor, til at den i Ægteskabet
ikke let skulde give Anledning til Tvedragt. Denne kan kun undgaaes ved Ligegyldlighed mod
Religionen saavel paa Mandens som paa Konens Side. Men ligegyldig mod sin Religion bør
hverken den jødiske eller den kristelig Ægtefælle være. Og ere de det ikke; ere de derimod,
hvad de bør være, ivrige Enhver for sin Religion, da opkommer mellem dem kun alt for let
Ueninghed. Siden var det uden Tvivl saavel for de enkelte Vedkommende som for hele
Bogersamfundet, at Slige Ægteskaber ikke fandt Sted.” Clausen mente desuden, at manden
havde lovet, at lade sig døbe lige efter deres vielse, et løfte han ikke havde holdt. Grunden til
at ægteskabet var kommet i stand var ifølge Clausen, at Lovise var i besiddelse af et ikke
ubetydeligt beløb, da hun som enke blev gift med Levin. Clausen fandt ikke, at nogen af dem
var værdige til at gives tilladelse til nyt ægteskab.
Da Lovise og Levin var enige om separation, og de havde været til mægling hos en
præst, samt enige om deling af boet, mødte de begge hos Magistraten den 29. april og skrev
under i protokollen, og de var dermed separeret. Magistraten havde ikke lov til at bevilge
separation på grund af religionsuenighed, men ægteparret havde angivet grunden som
gemytternes uoverensstemmelse. Man kan derfor med rette spørge, hvorfor Clausen skriver
denne opsang omkring blandede ægteskaber. Magistraten havde ingen indflydelse på
bevillinger af sådanne, og i tilfælde som dette, hvor de skulle bevilge separation, havde det
ingen indflydelse. Det kan derfor se ud til, at Clausen håbede på, at ægteparret senere ville
søge skilsmisse, for så ville hans attest komme til Kancelliet. Uheldigvis for Clausen ser det
ikke ud til, at sagen kom videre, for der var ikke nogle henvisninger i separationsprotokollen
om andre henvendelser fra Lovise og Levin.
Som i tilfældet med Lovise og Levin, var over halvdelen af de attester Clausen skrev til
ægtepar, der kun fik en attest, enten fordi de kun ønskede separation, eller fordi de benyttede
andre præster til attesten når de søgte skilsmissebevilling. Det kan også tænkes, at naturlige
årsager satte en stopper for den anden attest. Dødeligheden var høj. Selv om Clausen normalt
kun mødte de separationssøgende ægtepar ganske få gange, så tog han alle ægteparrenes
situation op til overvejelse, og gav dem et ord med på vejen, om de ønskede det eller ej. En
76

ting var sikkert, Magistraten var ligeglade med, hvad han skrev, bare der forelå en attest på at
ægteparret havde været hos gejstlig mægling inden de mødte til mægling hos dem.
Det har ikke været muligt at finde nogle attester, hvor Clausen ikke anbefalede
separation eller skilsmisse. Hvis det skulle være tilfældet at han har skrevet en sådan, har
ægteparret ikke efterfølgende henvendt sig til Magistraten. Clausen var en af de præster, der
ikke var bange for at give sin egen personlige mening til kende, også med hensyn til
skyldsspørgsmålet. Som disse få eksempler viser, gik han lige til, hvad han mente, var sagens
kerne, og var ikke bange for selv at dømme. Hans menneskesyn gjorde, at han ikke kunne se
noget frugtbart i at lade folk leve sammen, som ville være bedre tjent med at være hver for
sig. Hans moralske holdninger prægede ham så meget, at han ikke kunne lade være med at
fastslå en skyldig i det brudte ægteskabelige samliv, og om hvem der burde gives tilladelse til
nyt ægteskab eller ikke. Den halvformelle kontrol, som Österberg definere den, viser sig
tydeligt her. Clausen var en af de præster, hvis attester klart beviste, at præster prøvede at
kontrollere og opdrage på de ægtepar, der henvendte sig, bare ikke ud fra teologiske
synspunkter som Kancelliet og Biskop Münter havde forstillet sig.
Som det fremgik i begyndelsen af dette afsnit, var Clausen kun et eksempel på en
præst, og man skal derfor være varsom med at konkludere, at alle præster var som ham. Det
var bestemt ikke tilfældet. Mange præster skrev kun ganske få ord på deres attester, men det
viser ikke noget om, hvorvidt præsterne ikke kunne havde været ganske samvittighedsfulde i
deres bestræbelser på at mægle, selv om dette ikke fremstår af deres attester. Det generelle
indtryk er, at præsterne var meget lydhøre overfor de problemer ægteparrene måtte havde. På
den anden side kunne det heller ikke udelukkes, at mange præster fandt det spild af deres tid,
at de skulle mægle mellem disse mennesker, og derfor udleverede attester fordi de skulle, ikke
fordi de mente det hjalp, eller havde nogen betydning.
Magistraten efter 1811
Forordninger m.m.
Den 18. okt. 1811 kom den tidligere omtalte forordning angående gejstlig mægling
forud for verdslig mægling. I forordningens punkt 5 blev det gjort klart, at øvrighedens (her
Magistratens) opgave var som hidtil. Kancelliet måtte gentagne gange minde øvrighederne
om, at den gejstlige mægling skulle være den første, da man frygtede, at den absolut ingen
77

virkning havde, hvis den efterfulgte den verdslige, hvor bodeling og andet normalt blevet
diskuteret og fordelt. Den 19. aug. 1820 skrev Kancelliet derfor igen til samtlige
overøvrigheder, at fr. 18. okt. 1811 stod ved magt.
Kancelliet mindede den 31. aug. 1813 samtlige overøvrigheder om, at når de
udfærdigede bevillinger til separation til almuefolk, så skulle de udtrykkeligt gøre
opmærksom på, at en bevilling til separation ikke gav hjemmel til at kunne indgå nyt
ægteskab. Det var åbenbart et problem at få separerede ægtepar til at forstå, at der var forskel
på separeret og skilt.
Det var ikke det eneste der blev glemt. Kancelliet skrev til samtlige amtmænd,
lenhssiddere og den vestindiske regering (ikke Københavns Magistrat, de havde efterhånden
lært det) den 11. feb. 1815, at når ægtefæller indsendte ansøgninger om skilsmisse, så skulle
ansøgningen indeholde attester fra den gejstlige mægling, samt attest på hvordan ægtefællerne
havde opført sig i separationstiden, foruden den forudgående separationsbevilling. Kancelliet
var trætte af den ekstra korrespondance, som de manglende dokumenter medførte.
Problemerne med pres, var ikke mindsket. Den 15. april 1815 udsendte Kancelliet
endnu en skrivelse, hvor de redegjorte for, at det forsat ikke var tilladt for øvrighederne at
bevilge separation, med mindre begge ægtefæller ønskede det. Kancelliet modtog forsat
klager fra især ægtemænd, der havde været imod separation, men hvor deres hustruer havde
fået det bevilget. Praksis var, at ægtefællerne efter tre års separation kunne søge om
skilsmisse, men havde der ikke været enighed om separationen, så var der sjældent enighed
om skilsmisse. Hidtil havde det været nok, bare den ene ægtefælle søgte om skilsmisse, så
blev det bevilget uden nærmere forespørgsler hos modparten. Den 16. dec. 1815 udsendte
Kongen en resolution, hvor han ønskede at få forelagt de sager, hvor der ikke var enighed om
skilsmisse. Det skal mindes om, at Kongen ikke personligt havde taget sig af
skilsmissesagerne siden 1812.
Skilsmisser var efterhånden blevet så almindelige, at nogle fraskilte havde ytret ønske
om at gifte sig med hinanden igen. Kongen besluttede den 20. sep. 1815, hvilket blev til en
Kancelliskrivelse til alle biskopper den 17. okt., at de fraskilte der besluttede sig for ”igjen
ville træde i ægteskabelig Forbindelse”, skulle møde hos sognepræsten, og hos ham få en
formaningstale. Men det var ikke kun fraskilte, der fandt sammen igen. Kancelliet udsendte
derfor den 24. feb. 1816 en skrivelse om, hvordan separerede par, der genoptog ægteskabet,
skulle forholde sig. Kancelliet bad om, at ægteparret meddelte deres forehavende til
78

Forligskommissionerne, som efterfølgende skulle notere det i Separationsprotokollen, samt at
separationsbevillingen derefter blev sendt til stiftet til kassation.
Københavns Magistrat havde tidligere markeret sig i spørgsmålet omkrig kvindernes
situation både som separeret, og som fraskilt. De forsatte med at komme med forespørgsler
om, hvordan disse kvinders situation kunne bedres. Men der var grænser for, hvor langt
Kancelliet ville gå. Selv om fraskilte kvinder siden 23. aug. 1794 havde kunnet kalde sig
enker, og at kvinderne siden den 22. sep. 1798 havde kunnet drive deres mænds virksomheder
videre, så fandt Kancelliet det ikke rimeligt, at en fraskilt kvinde kunne modtage legater som
enke, når hendes mand stadig levede. Dette meddelte de i en skrivelse den 28. okt. 1815.
Problemet med at få mænd til at betale underhold til deres fraskilte hustruer og børn,
var et tilbagevendende problem. Derfor besluttede Kancelliet at stramme reglerne, og fra 12.
juni og 19. okt. 1816 blev muligt at straffe disse mænd med fængsel på vand og brød.
Som det fremgår, skete der ikke de store administrative ændringer for Magistraten efter
1811. Alle forordningerne fra Kancelliet, var påmindelser eller stramninger af allerede i
forvejen praksis.
Magistratens behandling af separations- og skilsmissesager efter 1811
Det må formodes, at Magistratens sagsbehandling ændrede sig en smule efter kravet om
gejstlig mægling. Følgende bygger på gennemgangen af det samme materiale som blev
anvendt i afsnittet om præsternes funktion ved gejstlig mægling, nemlig Københavns
Magistrats Separationsprotokol for 1812, samt de bevarede bilag.
Magistraten tog som hidtil imod folks henvendelser om separation og skilsmisse, og
oprettede en sag i separationsprotokollen med oplysninger om, hvem der ønskede
separationen, mod hvem og hvorfor. Mandens erhverv blev oftest noteret. Kun i 24% af
sagerne er mandens erhverv ikke angivet. Det blev noteret, hvorvidt den forlangte attest fra
præsten forelå, og præstens navn blev angivet, samt om der var forevist kopulationsattest.
Hvis disse to attester ikke kunne fremvises, blev den ægtefælle, der havde klaget, kaldt og
bedt om at få det bragt i orden, før der blev foretaget yderlige. I mange tilfælde klagede den
ene ægtefællen over, at de ikke havde haft held til at få den anden ægtefælle til præsten.
Magistraten pålagde derefter den nægtende part at møde hos præsten, og de havde mulighed
for at give bøder, hvis vedkommende forsat nægtede.
79

I 1812 var der 210 henvendelser fra forskellige ægtepar, hvor 77 (36,5%) søgte
skilsmisse, 125 (60%) søgte separation, og 7 (3,5%) omhandlede problemer i
separationstiden.
Som tidligere beskrevet under Magistratens administrationspraksis før 1811
indeholder henvendelserne om ønsket skilsmisse ikke mange oplysninger.
Skilsmisseansøgningerne deler sig i to grupper, nemlig dem med foregående separation (62
henvendelser), og dem uden (15 henvendelser). Af de 62 henvendelser om skilsmisse efter
foregående separation, angiver separationsprotokollen at Kancelliet gav skilsmissebevilling til
50%, hvilket vil sige, at skilsmisseantallet for København i 1812 var mindst 31.
Selv om årsagerne til skilsmisse næsten aldrig er opgivet ved disse henvendelser, så er
det næsten altid angivet, hvornår ægteparret fik bevilget deres separation. Den oplysning er
nyttig, når man skal forklare, at 21% af skilsmisseansøgningerne blev afvist af Magistraten
inden de skulle sende den videre til Kancelliet. Det skyldes helt klart, at separationstiden på
mindst 3 år ikke var overholdt. Det hjalp ikke, at folk klagede til Kancelliet. De holdt også
meget strengt på at praksis på tre års ”ventetid” blev overholdt, før en skilsmisse blev
bevilliget. I hele 29% af henvendelserne om skilsmisse angiver protokollen ikke nogen
afgørelse. Som tidligere fik Magistraten ikke altid besked fra Kancelliet om deres afgørelse.
Kancelliet henvendte sig nogen gange kun til ægtefællerne, eller muligvis kun den ene. Derfor
er det meget muligt at skilsmisseantallet for København i 1812 var højere end 31.
Det var ikke altid ægtepar der søgte skilsmisse med tilladelse til nyt ægteskab. I langt
overvejende grad var det kun den ene af parterne, der henvendte sig, givetvis fordi et nyt
ægteskab var i vente. 60% af henvendelserne med ønske om skilsmisse med tilladelse til nyt
ægteskab var fra kvinder 172 , mens 36% kom fra mænd. Det ser til gengæld ud til, at kvinderne
havde mere toldmodighed end mændene. Mændene henvendte sig normalt meget tæt på 3 års
dagen for separationen 173 . Der er overvejende eksempler på ægtefæller, der søger om
tilladelse til nyt ægteskab med flere års mellemrum, som i skilsmissesagen mellem Nille og
Peter, og derfor kan der være henvisninger til efterfølgende protokoller efter at sagen er
afsluttet. Det kan i sidste ende betyde, at antallet af skilsmisser ikke er så klart som først
angivet, da der er fare for at tælle begge ægtefællers henvendelser med. Det er meget
vanskeligt at opklare, om modparten allerede har modtaget skilsmisse med tilladelse til nyt
ægteskab ud fra det tilgængelige kildemateriale.
172 Sjöberg har også gennem sine undersøgelse fået kvindernes andel til 60%.
173 Sjöberg har for Sverige fundet, at mændene gengiftede sig hyppigere og hurtigere en kvinderne. Side 110.
80

1812 var et år med få henvendelser 174 , mens 1813 var et rekordår med over 300
henvendelser 175 . Årsagen ligger ikke i den nye påkrævede gejstlige mægling, men
omstændigheder der lå længere tilbage i tiden. En del af skilsmisseansøgningerne fra 1812
varslede den store stigning i 1813 176 . De kom fra kvinder som Magrethe Due 177 , der
henvendte sig til Magistraten den 29. maj 1812. Hun ønskede tilladelse til nyt ægteskab, da
hendes mand i 1807 var gået ombord på ”Johanne” under ledelse af Kaptajn Finck. Skibet var
siden blevet opbragt af ”de Engelske”, og de havde som følge heraf siddet i engelsk
fangenskab. Efter nogen tid var hendes mand overgået til engelsk tjeneste, og da hun ikke
havde hørt fra ham siden, ventede hun ham ikke hjem igen. Til at bekræfte historien havde
hun Kaptajn Finck. Magistraten var ikke berettiget til at ophæve ægteskabet, selv om hun
havde ventet knap syv år på manden, som loven krævet, når han var soldat. Magistraten
anbefalede hende til Beneficium Paupertatis hos Kancelliet. Beneficium Paupertatis var en
særlig gratis bevilling Kancelliet kunne bevilge til fattige. Men selv om Magistraten fandt at
kvinderne var berettiget til Beneficium Paupertatis, var det ikke ensbetydende med at
kvinderne fik bevilget skilsmisse. Louise Frederiche Brun 178 anbefalede Magistraten også til
Beneficium Paupertatis, da hendes mand også var forsvundet under krigen. Hun fik ikke
skilsmisse, da hun ikke kunne tilbagebevise Kancelliets underretning om, at hendes mand
forsat var i engelsk fangenskab. Hun måtte vente til han blev frigivet, eller kunne erklæres
død. Magrethe og Louise er eksempler på kvinder, der søgte skilsmisse uden forudgående
separation.
Fandtes der forsat forskelle imellem danske og svenske forhold i mulighederne for
skilsmisse omkring 1800? Sjöberg har, fra sin undersøgelse af Härnösands stift i Norrland i
Sverige af omkring 650 skilsmisser gennem 1800-tallet, fundet en betydelig stigning af
skilsmissesager i 1808-09, og det hængte nøje sammen med krigen og dens følger. Faktisk
havde kvinder, gift med soldater gennem 1810érne og 1820érne, langt overvægt i
skilsmissesager i Sverige 179 .
174
Grafen på Bilag 4 bygger på antallet af indgivne sager til Københavns Magistrat 1806-1857.
175
Linde; 1993. I der følgende vil hendes undersøgelse også blive refereret.
176
Linde; 1993 side 167.
177
KSA; Separationsprotokollen sag 65/1812.
178
KSA; Separationsprotokollen sag 192/1812.
179
Sjöberg; 1988 side 74. Linde mener også, at det er årsagen til den voldsomme stigning, der var i Danmark
omkring 1813, ca. 7 år efter krigen med England. I 1813 var den mandlige part ansat i flåden eller hæren i 1/3 af
separationerne, mens det kun var 1/10 i 1843. Linde; side 171.
81

I modsætning til skilsmisseansøgningerne fra Københavns Magistrat oplyser det
svenske materiale en del om ægtefællernes indbyrdes forhold, og årsagerne til
skilsmisseansøgningen. Her fandt Sjöberg, at kvinden oftest var ældre end manden, og at
ægteskabet havde varet i gennemsnit 16 år, og ægteparret havde ingen eller få hjemmeboende
børn. Kun hver femte par havde tre eller flere børn, så det var ikke de børnerige familier der
skiltes. Gennemsnitsfamilien for perioden havde 4-5 børn 180 . Efter skilsmissen var det oftest
kvinderne, der fik børnene. Den var ingen tvister om, hvem der skulle havde børnene, men
boet og ejendommen gik ofte til manden. Økonomisk set havde kvinderne mest at miste, men
alligevel var det overvejende dem, der ønskede skilsmisse 181 . Det længst værende ægteskab
før skilsmissen var 33 år, mens det korteste kun havde varet to år 182 .
Mandens arbejde lå oftest uden for landbruget (f.eks. i militæret, tjenestemand,
handlende eller håndværker), og ægteparret kom normalt fra samme sociale klasse 183 . Sjöberg
mener, at grunden til at skilsmisser var et byfænomen skyldes, at landbrugsproduktionen
krævede mand og hustru med hvert sit arbejdsansvar, og det var ægteskabsbevarende 184 .
Svenske skilsmisser blev givet ud fra domstolslignende forhold, og det kan ses på
angivelserne af skilsmisseårsagerne. Skilsmisseårsagerne skulle ligge inden for loven.
Imellem 1836-1840 blev 40% skilt på grund af. hor, 36 % rømning, 3% galskab, og 6%
vanærende fængsel 185 . Men bag om hor- og rømningsanklagerne var den almindeligste
skilsmisseårsag uenighed mellem ægtefællerne 186 . Efter svensk lov skulle der i princippet
være mindst to øjenvidner til samlejet, og derfor gik manden oftest fri for en horanklage.
Kvinder derimod beviste indirekte sin skyld ved en graviditet 187 . Sjöberg fandt, at det oftere
var kvinder end mænd, der beviseligt havde begået hor, mens mænd oftere rømmede end
kvinder. Tidligere havde Lennartsson fundet, at den utro var en mand.
I 1800-tallet kom mænd oftere i vanærende fængsel end kvinder, mens kvinder blev
anklaget for at være gale. Da det på grund af svensk lovændring blev lettere senere i 1800tallet
at få skilsmisse på grundlag af ”gemytternes uoverensstemmelse”, så steg denne årsag,
180 Sjöberg; 1988 side 74.
181 Sjöberg; 1988 side 109.
182 Sjöberg; 1988 side 74.
183 Sjöberg; 1988 side 72.
184 Sjöberg; 1988 side 75.
185 Sjöberg; 1988 side 76.
186 Sjöberg; 1988 side 88. Der ses klart årsagen til de forskellige tal i skilsmisseårsagerne mellem Danmark og
Sverige. Da svensk lov ikke tillod skilsmisse på grund af uoverensstemmelser, måtte de finde på noget andet.
187 Sjöberg; 1988 side 96.
82

og begge ægtefæller påtog sig skylden 188 . Hustruvold var ikke ukendt i Härnösand stift, men
disse sager ledte ikke altid til skilsmisse. Sjöberg mener, at af de omkring 200 henvendelser
der var begrundede ”uenighed”, var det i virkeligheden kun toppen af isbjerget, og det var kun
de stærkeste og mest beslutsomme kvinder, der kom frem og ønskede skilsmisse. Et stort
problem i denne sammenhæng var mændenes misbrug af alkohol, som mange gange ledte til
vold mod kvinder og børn 189 . Alkohol kombineret med vold og mishandling ser ud til at havde
været den almindeligste årsag til, at kvinderne søgte skilsmisse. Naboer og præster forsøgte at
hjælpe disse voldsramte kvinder, men det var oftest resultatløst 190 .
Da det var forholdsvist vanskeligt af få skilsmisse i Sverige udviklede der sig
alternative skilsmissemuligheder. Sjöberg mener, at mange svenske ægtepar søgte til
København for at blive skilt, da det for dem der boede i nærheden, var betydeligt nemmere,
end den besværlige sagsbehandling i Sverige 191 . For de ægtepar der havde råd, var målet
København, hvor den ene ægtefælle kontaktede det svenske eller norske konsulat, hvorfra
man så sendte et brev, og i det forklarede, at man ikke ville vende tilbage. At de fleste vendte
tilbage til Sverige allerede den næste dag, betød intet for skilsmissen. Ingen formaninger fra
præsten, ingen møder i kirkerådet, ingen offentlig skam ved domkapitlet og ingen retssag.
Den eneste ulempe ved denne type af skilsmisser var, at den ægtefælle der rejste, mistede
retten til boet og eventuelle børn. Der var masser af eksempler på, at ægtefællerne inden
afrejsen var blevet enige om de økonomiske forhold, men denne ”løsning” forudsatte, at de
var enige om, at de ville skilles og de økonomiske vilkår herfor. Senere i 1800-tallet var det
ikke ualmindeligt, at den ene emigrerede til Amerika 192 . Sjöberg kommer ikke nærmere ind på
separationer, der hørte under kongelig bevilling som i Danmark.
Københavns Magistrat havde siden 1795 formelt haft ret til at bevilge separationer til
enige ægtepar, og det forventes derfor at havde mindre indflydelse på Magistratens
behandling af separationsansøgningerne, at det fra 1811 var påkrævet, at der skulle være
foretaget en gejstlig mægling inden Magistratens mæglingsforsøg.
I 1812 behandlede Københavns Magistrat 125 henvendelser med ønsket om
separation, hvilket svarer til 60% af alle henvendelser for det år. Kvinderne stod for 52% af
188 Sjöberg; 1988 side 77.
189 Sjöberg; 1988 side 90.
190 Sjöberg; 1988 side 93-4.
191 Sjöberg; 1988 side 78.
192 Sjöberg; 1988 side 108.
83

henvendelserne 193 , mændene for 40%. I forhold til undersøgelsen fra 1790érne er kvindernes
andel i separationsansøgninger faldet en smule, men det er lidt, og kan være en tilfældighed.
Af de 125 henvendelser om separationsbevilling blev 52% bevilliget af Magistraten, 17% blev
forligt af Magistraten, og resten blev henlagt, udsat eller frafaldt klagen. Få sager blev afvist,
men det af ganske andre grunde end hidtil.
Ud fra de medfølgende kopulationsattester er det muligt at fastslå, hvor længe
ægtefællerne havde været gift, før de ønskede separation. Grafen ”Ægteskabets varighed før
separation 1812” under bilag 5, viser en spredning af ægteskabernes længde fra 0-25 år. De
fleste separationer var inden for de første syv år af ægteskabet. Linde har for 1813 fundet, at
halvdelen af ægteskaberne var over 4 år, inden ansøgning om separation 194 .
Er det muligt at konstatere en udvikling i årsagerne til separation i forhold til tidligere?
Antallet af henvendelser med ønske om separation, der ikke var nærmere begrundet, var i
1812 faldet til omkring 16%, hvor det i 1790érne var oppe på omkring 40 %. Årsagen til dette
ligger i undersøgelsesmetoden. I den tidligere undersøgelse var udgangspunktet tre år, mens
der i 1812 kun er undersøgt et enkelt år. Dermed var det muligt i den tidligere undersøgelse, at
redegøre for antallet af sager hvor der i første omgang var forligt, men siden måtte ”søge
Kongen”, med Magistratens velsignelse. Derfor kan det se ud som et fald i antallet af
ubegrundede henvendelser, men det er det reelt ikke.
”Slet opførelse” står for næsten 20% af henvendelserne, og igen er det kvinderne, der
er i overtal medhensyn til denne begrundelse. Som i 1790érne dækkede ”slet opførelse” over
mange forskellige klager. I 1812 kan man igen ikke regne med, at den rigtige separationsårsag
var angivet af klageren. Modpartens svar på anklagen findes ikke i alle tilfælde, og derfor er
der stor usikkerhed med hensyn til at fastslå separationsårsagerne. Med den usikkerhed i
baghovedet ses nærmere på nogle af de mere konkrete separationsårsager.
Der var én separationsårsag, som i 1790érne var beskeden, men som på grund af
krigen i 1807 fik, en mere fremtrædende plads end hidtil, nemlig utroskab. Hele 10% af
separationssagerne i 1812 omhandlede utroskab, og som tidligere var det overvejende mænd,
193
Linde; 1993 side 172-3. Hun har også fundet, at flertallet af separationssagerne rejses af kvinder. Det var særligt
udtalt, når hun alene så på separationer blandt ikke militære. Hun fandt det bemærkelsesværdigt, at kvinder havde
ligestilling når det gjaldt adgang til separation i modsætning til andre lande.
194
Linde; 1993 side 173. I 1843 havde 2/3 af ægteskaberne varet 4 år eller derover når separationsforhandlingerne
indledtes.
84

der anklagede deres hustruer 195 . Ud af 12 sager, der begrundes med utroskab, var kun en
henvendelse fra en kvinde. Langt de fleste horanklager i 1812 kom fra mænd som Niels Johan
Petersen 196 . Han henvendte sig til Magistraten den 17. april med sin klage over hustruen Anne
Kirstine Norberg. Niels var sejlet ud med fregatten ”Diana” i foråret 1807 og havde efterladt
sin hustru med en spæd dreng. Hans fregat var blevet overgivet til de spanske, og
efterfølgende havde han siddet i fangenskab. Det var lykkes ham at flygte, og han var dernæst
forlist to gange på vejen hjem. Da han kom hjem opdagede han, at hans hustru havde været
ham utro med tømmermand Thoer Hansen, med hvem hun nu havde fået en søn. Hun havde
lovet ham, at hun ikke ville forsætte kontakten med Hansen, men det havde hun ikke kunnet
holde, og han ønskede derfor separation, samt at få sin søn udleveret. Allerede den 20. april
mødte de begge hos Magistraten, og da de var enige om separation, fik de den bevilget. Hun
beholdte begge børn, og Niels skulle betale underhold til dem begge, til de blev konfirmeret.
Denne sag er et eksempel på en meget hurtig sagsbehandling. Når ægtefællerne var
enige om at de ville separeres, så behøvede det ikke tage længere tid. Den hurtige sagsgang og
dermed formodede lavere økonomiske byrde, må være årsagen til, at mænd der anklagede
deres hustruer for hor, valgte at søge separationsbevilling i stedet for skilsmisse ved dom.
Ægtemændene skulle efterfølgende vente tre år før de kunne få skilsmisse med tilladelse til at
gifte sig igen, med det ser ikke ud til at havde været et problem. Johansen har fundet, at det
var vanskeligt i Norge at få bevilget separation, når separationsårsagen kunne føre til en dom
som f.eks. hor. Efter 1825 var det umuligt. Derfor var det uklogt for de norske ægtepar at
benytte de traditionelle årsager, når ægtepar søgte separation i Norge 197 . Sådan forholdt det
sig ikke på samme tid i Danmark.
”Hug og slag” eller vold var som førhen kvindernes mest konkrete separationsårsag 198 .
Omkring 15% af henvendelserne var på grund af vold. Kun to mænd ønskede separation på
grund af hustruens vold, resten var kvinder. Som beskrevet under sagerne fra 1790érne, var
mændene i langt højere grad tilbøjelig til at anklage deres hustruer for druk, og det samme er
tilfældet i 1812. I hele 10% af henvendelserne angående separation var begrundelsen druk, og
langt de fleste var fra mænd. Mænd klagede også over hustruer, der kom i forbedringshuset.
195
Linde; 1993 side 175. Linde mener, at for mændene spillede utroskab en betydelig større rolle end for kvinderne.
Utroskab bruges af kvinderne kun som hovedgrund, hvis manden forsømmer sine økonomiske forpligtelser på
grund af en anden kvinde, f.eks. hvis han flyttede sammen med hende.
196
KSA; sag nr. 28/1812
197
Johansen; 1998 side 274.
198
Linde; 1993 side 175. Hun har også fundet, at kvindernes overvejende begrundelser til separation var vold og
drikkeri.
85

Niels Nielsen Gieldsted 199 ønskede separation fra sin hustru Christine Mathiesen den 1. sep.
1812, da hun på grund af tyveri var blevet dømt fire mdr. i Forbedringshuset, og han var
bange for at blive beskyldt for medskyldig. Hun svarede, at grunden til hendes tyveri var hans
manglende forsørgelse af hende og børnene. Den 14. dec. mødte de hos Magistraten, men da
de ikke var enige, kunne Magistraten ikke bevilge separation. Allerede den 19. dec. meddeler
Niels, at de nu var blevet enige, hvorefter de mødtes den 21. dec. og fik beviliget separation.
Hun beholdt det yngste barn, han de to ældste. Hvordan Niels havde fået hende overtalt til
separation vides ikke, men at der forsat var pres på den ægtefælle, der modsatte sig
separationen, er der ingen tvivl om.
Især i sager med vold og druk, var det meget sjældent, at den person, der havde det
pågældende problem, indvilgede i separation. Magistraten måtte ikke, som det tydeligt
fremgår af de mange påmindelser fra Kancelliet, bevilge separation til ægtefæller, der ikke var
enige, men der var udveje som det også tidligere er fremført. Hvis det ikke ved overtalelsens
brug var muligt at få den stridende part til at indgå separation, så kunne Magistraten - som
hidtil - skrive en erklæring med deres anbefalinger. Så var det op til Kancelliet at tage
afgørelsen, men som det også kom frem tidligere, byggede Kancelliets vurderinger på
Magistratens anbefalinger og der blev ikke foretaget yderlige forespørgsler.
I langt de fleste af henvendelserne til Magistraten fulgte der skrivelser med til at
bevidne de påstande, som klageren kom med. Disse skrivelser kom overvejende fra
arbejdsgivere, naboer, læger (i sager ang. vold) og familie. Vidnerne ser ikke ud til at havde
nogen udslagsgivende virkning på Magistratens beslutning, for Magistratens beføjelser var
alene bestemt af, hvorvidt ægtefællerne var enige eller ej. Det kan dog ikke udelukkes, at
vidnernes skrivelser kan havde haft en vis betydning for, om Magistraten skrev en
erklæring 200 .
Når først ægtefællerne var enige om at de skulle separeres, så skulle boet gøres op, og
børnene fordeles. Som før skabte børnene sjældent problemer 201 , det var i overvejende grad
kvinderne der fik dem, og mændene skulle efterfølgende betale underhold til dem til de blev
konfirmeret eller døde. De henvendelser, der omhandlede problemer i separationstiden,
199 KSA; sag nr. 167/1812
200 Linde; 1993 side 175. Hun er overbevist om at, Magistraten udnyttede vidner på især overgreb, til at tvinge den
der modsatte sig separationen, til at godtage den. Lykkedes det ikke, indsendte Magistraten en erklæring til
Kancelliet. Det ser ikke ud til, at de havde et moralsk-kristent syn på ægteskabet, men at de har set problemet som
et socialt-økonomisk spørgsmål.
201 Linde; 1993 side 176. Hun har heller ikke kunnet konstatere de stor konflikter angående fordelingen af børn.
86

handler altid om enten børn eller underholdet. Kvinder klagede, hvis mænd forsømte at betale,
mænd klagede, hvis de mente at børnene ikke fik en ordentlig behandling. Man kan deraf se,
at mange mænd holdt kontakt med deres børn, også efter en separation. Deling af boet skabte
indimellem problemer.
Som der fremgik tidligere, var der sager i 1812 hvor Magistraten afviste at bevilge
separation. Den 13. juni 1812 henvendte Paulsen sig til Magistraten med ønske om at blive
skilt fra sin husholderske Anne Sophie Weigland 202 , da hun var begyndt at drikke. Hun havde
været hos ham i 11 år, og sammen havde de tre børn. Hun havde haft et barn med sig, da hun
blev ansat. Da de ikke var gift, kunne Magistraten ikke skille dem, men bad dem om at leve
hver for sig, og at han tog sig af børnene, også det barn, hun havde haft med sig. Et andet par
mødte hos Magistraten, hvor en kvinde ønskede separation fra sin trolovede gennem 14 år.
Heller ikke her var det muligt for Magistraten at hjælpe.
En enkelt henvendelse i 1812 skiller sig ud fra resten i mere end een forstand. Hvor
henvendelserne i langt de fleste sager var almindelige mennesker fra de nederste samfundslag,
så omhandler denne sag en meget kendt kunstner. Den 22. maj 1812 henvendte Kobberstikker
C.C. Bagge 203 sig til Magistraten på vegne af maler Christopher Wilhelm Eckersberg.
Eckersberg var på daværende tidspunkt i Paris, og kunne derfor ikke selv henvende sig
angående sit ønske om separation fra sin hustru Christine Rebekka Hejsingsdatter på grund af
”hendes ødelæggende husholdning, og slette opførelse i hans fraværelse”.
Christoffer Wilhelm Eckersberg blev født i 1783. Han blev optaget på kunstakademiet
i København i 1803, malede og studerede i Paris og Rom på kongelig bevilling 1810-1816, og
blev professor ved Kunstakademiet i 1818. I 1810 var han blevet gift med tjenestepigen
Christine Rebekka Hejsingsdatter, som han fik en dreng med, lige inden han tog til Paris.
Christine var besat af tallotteriet, og mange penge gik til det. Hun tog tjeneste hos
brændevinsbrænder Christensen, hvor hun tog forskellige ting, som hun pantsatte, for at få
flere penge til tallotteriet. Det blev opdaget, og selv om Christensen gik i forbøn for hende,
blev hun dømt otte dage på vand og brød. Eckersbergs venner, Kobberstikker Bagge og
Kobberskikker Clemens, opfordrede ham til at lade sig skille fra Christine, selv om han
befandt sig i Paris. Eckersberg gav derfor Bagge fuldmagt til at gå i gang med at søge
skilsmisse.
202 KSA; sag nr. 94/1812
203 KSA; sag nr. 57/1812.
87

Henvendelsen fra Bagge og Eckersberg bekræftes af en fuldmagt fra konsul Classen
om, at Eckersberg befinder sig i Paris. Bagge kaldes til Magistraten for at forevise en
kopulationsattest, som indkommer den 26. maj. Magistraten beder Christine søge sin
sjælesorger, men i stedet indsendte hun den 16. juli en længere skrivelse, hvor hun bekendte
sine fejl og forklarede, at Eckersberg havde tilgivet hende. Hun nægtede at give sit samtykke
til skilsmisse, da hun var overbevist om hans kærlighed, og mente, at det var andre, der stod
bag ønsket om skilsmissen. Magistraten meddelte Bagge, at de ”ikke videre kan indlade sig”,
da ægtefællerne ikke var enige. Bagge underskriver den 21. juli 1812 i separationsprotokollen,
at han har set hendes svar.
Den 10. sep.1812 får Magistraten meddelt, at Bagge havde henvendt sig direkte til
Kancelliet, for at få sagen taget op igen. Christine kaldes til Magistraten, hvor hun på ingen
måde ville give sit samtykke til skilsmisse, men ønskede at se sin mands ansøgning, så hun
kunne forsvare sig. Hun får en afskrift den 19. sep., og lovede at svare inden 22. okt. Da hun
ikke havde svaret, kaldte Magistraten hende den 21. okt. Hun nægtede alle hans
beskyldninger, samt at give sit samtykke til skilsmissen. Da hun stadig nægtede, kaldtes hun
og Bagge for at høre Bagges separationsvilkår. Til mødet den 4. nov. lovede Bagge at komme
med beviser på hendes slette forhold, ”Thi beroer sagen indtil videre”, skrev Magistraten i
protokollen.
Den 15. feb. 1813 204 anholder Kobberstikker Bagge på vegne af maler Eckersberg om
separation fra Christine, men da Bagge ikke havde sendt nogle beviser på hendes slette
forhold, blev han kaldt. Beviserne kom den 20. feb. 1813. I mellemtiden var flere ting
forsvundet, blandt andet ting fra hendes søster og svoger, og selv om man ikke havde lagt sag
mod Christine, så det ikke godt ud. Bagge havde allerede siden sommer 1812 taget sig af
Christine og Eckersbergs dreng, og han fortalte Magistraten, hvilken dårlig mor hun havde
været. Den 4. marts skrev Kobberstikker Clemens til Magistraten, at Eckersberg ikke var i
stand til at give sin kone pengebidrag, da han havde gæld og var på rejse. Clemens var villig
til at betale på vegne af Eckersberg.
Den 15. marts møder Bagge og Christine hos Magistraten, for at høre Bagges forslag
til separationsvilkår. Christine ville få 150 rdl. om året, hvis hun gik med til separation, og når
hun gik med til skilsmisse, ville hun få 100 rdl. mere om året. Eckersberg skulle beholde
204 KSA, Sag nr. 61/1813.
88

drengen. Christine skrev under (med ført pen) sammen med Bagge. Christine blev
efterfølgende mindst to gange pålagt at søge sin præst.
Der findes ikke flere oplysninger om Christine og Eckersberg i Magistratens
separationsprotokol. Eckersberg kom tilbage til Danmark i 1816, og blev en af de mest
betydningsfulde kunstnere for sin tid. Han fik skilsmisse efter kongelig resolution fra
Christine 29. maj 1816. Hun var kort efter separationen kommet fire mdr. i tugt-, rasp- og
forbedringshuset, efter igen at have pantsat ting, der ikke tilhørte hende. Kort efter frigivelsen
blev hun dømt til tre års strafarbejde, efter hun havde stjålet tre tørklæder. Bagges ansøgning
om skilsmisse til Kancelliet pegede på Christines mange domme, og selv om separationstiden
på tre år ikke var gået, fik Eckersberg skilsmisse. Hvad Christine mente, vides ikke.
Som det blev angivet i indledningen til denne sag, så er der visse forhold, der gør
denne sag betydelig anderledes. For det første, er det meget usædvanligt, at en anden person
end en af ægtefællerne anmelder ønske om separation. Det har ikke været muligt at finde
andre eksempler på udefra kommende personer der ansøgte om separation på andres vejene.
Sagen er et glimrende eksempel på udøvelsen af pres på den nægtende ægtefælle. Christine
ønskede ikke skilsmisse, men hun tabte. Meget tyder på, at hun ikke var fin nok til
Eckersbergs nye venner 205 , og derfor kom hendes tilbøjelighed for tallotteri som en god nyhed
for dem. Efter Eckersbergs tegninger trykte Clemens en serie billeder, der omhandlede
tallotteriets dårligdomme og hvilket uføre det kunne forlede til.
Hvordan det videre gik
Ud fra separationssagerne er det ikke muligt at se, hvordan det videre gik de mænd og
kvinder, som blev separeret eller skilt. Men det er bestemt ikke kun i separationsprotokollerne
at der er mulighed for at møde separerede og skilte personer. De vil kunne findes i stort set
alle typer for arkivalier man kan forestille sig.
Det er forholdsvist nemt at følge mændene i arkiver ud fra de oplysninger, der kommer
frem under separationsansøgningen. Protokollen oplyser næsten altid hans fulde navn, erhverv
og bopæl. For kvinderne er det vanskeligere, da det ikke altid er helt klart, hvad de hedder
(hvilket efternavn benyttede de). Nu findes der desværre ikke nogen protokol med navnene på
alle de kvinder, der blev skilt og separeret i København omkring 1795-1826, og hvad de
kaldte sig selv. For at finde fraskilte kvinder, er man mange gange nød til at gå baglæns.
205 Gwed Rindel; En falden piges historie. Om C.W. Eckersberg og hans første kone. KBH. 1992.
89

Følgende bygger på mange forskellige arkivalier fra Københavns Stadsarkiv, og ønsker at
bevise, at fraskilte og fraseparerede kvinder havde muligheder for at klare sig økonomisk, og
ikke ende i prostitution, som det ellers er blevet hævdet 206 .
Gennem alle undersøgelser har kvinderne været de mest aktive i både at anmelde
skilsmissesager ved domstolene og i ansøgningerne til kongelige bevillinger. Mange kvinder
fik efterfølgende kun underhold, hvis de havde børn, og beløbene var beskedne. Derfor må det
forventes, at kvinderne havde alternative indkomster. Som tidligere anført måtte fraskilte
kvinder kalde sig enker siden 1794, og havde ret til at føre mandens virksomhed videre siden
1796. Men benyttede kvinderne sig af denne mulighed? Følgende vil give eksempler på
separerede kvinder, der benyttede netop disse bestemmelser, og hvor det er muligt at finde
dem.
Helle Linde har gennem flere artikler prøvet at redegøre for, hvilke
erhvervsmuligheder kvinder havde omkring 1800-1850. Gennem en undersøgelse af
markedspas-protokollen fra København 1845 fandt hun overraskende mange kvinder 207 . Ud af
381 registrerede markedsrejser, var 165 fortaget af kvinder med eget næringsbevis, altså
omkring 40%. ”Det er meget i et samfund, hvor kvinder ikke forventedes at arbejde uden for
hjemmet 208 ”. Man burde forvente, at mange ville være fraskilte eller enker, da gifte kvinder
skulle havde uarbejdsdygtige mænd, før de ville få tildelt et sådant pas.
209
”Register over markedpassenes indehavere 1775-1825” bygger på de
tilbageleverede markedspas, som Magistraten og andre lignende øvrigheder fra andre byer
udstedte til personer, der skulle til marked i andre byer. Registeret angiver mange
kvindenavne. Det oplyses, hvilken slags handel kvinderne havde fået markedspas til, men
ikke deres ægteskabelige status. For at få dette oplyst, skal man se i ”Protokoller over
markedspas” 210 , der oplyser ansøgerens navn, varegruppe, samt dato for første tilladelse. På
nogle findes også adresser. Protokollen oplyser også, til hvilke markeder passene er givet til,
og hvornår personen første gang har fået bevilling. I protokollen for 1813 står der blandt
andet; ”Roskilde d. 20. oct. Nr. 192 18. oct. Marie Cathrine Jacobsdatter 1. dec. 1809”, hvilket
betyder, at Marie fik markedspas den 18. okt. 1813 til et marked i Roskilde den 20. okt. Hun
havde første gang fået pas den 1. dec. 1809. Det bliver også oplyst, at hun var skomagerske,
206 Linde; 1991. Side 82.
207 Linde; 1991 side 80.
208 Linde; 1991 side 81.
209 KSA. Register over markedpassenes indehavere 1775-1825. 2S 1682
210 KSA. Protokoller over markedspas 1775-1855. 2S 1656-1659
90

hvilket ikke var en erhvervsbetegnelse, der normalt fulgte kvinder (modehandel eller sykone).
Oplysningerne om kvindernes ægteskabelige status varierer, lige fra ingenting, til ”Hr. NN´s
sparede Hustru eller enke”. Der står ikke det samme for den samme kvinde hele protokollen
igennem. En gang var det angivet, at Marie Cathrine var separeret.
Da hun fik markedspas første gang i 1809 var det naturligt at tjekke hende i
separationsprotokollen for 1809 211 . Den 7. april 1809 søgte Marie Cathrine Jacobsdatter om
separation fra sin mand, skomager Johannes Møller, på grund af hans druk og lotterispil. De
kaldes allerede den 12. april, men Johannes nægtede alle hendes beskyldninger. Den 19. april
var de enige, og de blev separeret. Hun fik deres søn, og boet blev delt.
Ud fra markedspasset og Separationsprotokollen er det muligt at konkludere at Marie
Cathrine overtog sin fraseparerede mands virksomhed, og hun har åbenbart gjort det godt, for
hun var stadig aktiv i 1813, over 4 år efter de blev separeret. Hvor længe hun blev ved med at
være skomagerske er ikke undersøgt.
Kvinder havde mulighed for at søge næringsbevilling til visse erhverv 212 . Magistraten
havde overtaget retten fra Kancelliet til at udstede forskellige bevillinger udfra forordning den
23. maj 1800. I § 7 står der; ”Bevillinger for Qvinder, til at sy Klæder for personer af deres
eget køn, hvilken næringsvej bør især forundes enker som er trængende, og føre et sædeligt
levned”. § 9 gav tillige mulighed for at ”arbejde med egne hænder”. §10 gav mulighed for ”at
bage og sælge Rugbrød”. Efter Prom. 18. dec. 1810 ”Om de ringere Næringsveje, såsom
Marskandisere, Traadhandlere, Værtshusholdere, Pottehandlere og Jærnhandlere” havde
kvinder mulighed for erhverv. Til ringere næring skulle ikke ”meddeles Borgerbrev, men i
dets sted gives en skriftlig Tilladelse til at drive de Næringsvei de attraae, under Vikaaer, at
svare Næringsskat og alle øvrige borgerlige Tyngder”. Denne bestemmelse var ikke
kønsbestemt, og da kvinder ikke normalt kunne erhverve borgerskab, kunne de komme ind
under denne bestemmelse.
Det er tydeligt, at kvinder har benyttet sig af disse erhvervsmuligheder, når man ser i
registeret over bevillingerne. Fra ”Navneregister til deponerede og kasserede kommunale og
kgl. bevillinger 1779-1857” fremgå det, at mange kvinder søgte om næringsbevilling.
Registeret oplyser ikke meget andet end navn og ønskede næring, f.eks.; ”Hammer, Andrea
Marie Uds. af grønt og frugt 28. april 1817”. Ingen oplysninger om ægteskabelig status.
Bilagene med selve ansøgningerne om bevilling er bevarede i ”Deponerede og kasserede
211
KSA. Referat protokol for Separationssager 1809. sag nr. 57/1809.
212
Linde; 1991 side 83
91

Kommunale bevillinger 213 ”, og ”Deponerede og kasserede kongelige bevillinger”, der er
henlagt årgangsvis. De originale ansøgninger indeholder ofte mere uddybende oplysninger
som levnedsbeskrivelser og attester fra læger, oldermænd, naboer og lignende. I Magistratens
registrering 214 af Kancelliets bevilling til Andrea står der: ”Andrea Marie Hammers Enke ...”,
en oplysning, de havde fra hendes ansøgning. Kancelliet giver hende tilladelse til frugt- og
grønthandel, imod hun afleverede den værtshusholdsbevilling hun havde fået bevilget den 9.
aug. 1816. Hun skulle i øvrigt ”svare forholdsmæssigt næringsskat” af handelen med frugt og
grønt.
Men Andrea var slet ikke enke. Den 6. nov. 1815 havde hun søgt om separation fra sin
mand, kirurg August Friderich Hammer 215 på grund af skældsord og slag, samt at han ikke
deltog i husholdningen, men brugte af hendes. Begge havde været til gejstlig mægling, og
efter få udsættelser underskriver de begge (hun med ført pen) i protokollen den 11. dec. 1815,
og var dermed separerede. Ud fra separationssagen oplyses det, at de var blevet gift den 5.
marts 1813, og hun da havde været Jens Bunderups enke. Sammen havde de et barn - en
dreng - og hun havde haft tre børn med sig fra sit tidligere ægteskab. Hun afskrev sig
underhold til sig selv og børnene, mod at hun fik hele indboet.
Andrea benyttede, at hun havde ret til at kalde sig enke, og dermed kunne få bevilling
til næring som gifte kvinder var afskåret fra. Hun søgte ikke om at føre sin fraseparerede
mands virksomhed videre, hvilket i dette eksempel ikke var muligt da han var kirurg. Hun
kunne havde valgt at føre sin første mands virksomhed videre, men da han ikke var mester
(guldsmedesvend), var det heller ikke muligt. Allerede siden forordning 6. maj 1682 havde
enker og forladte hustruer ret til at forsætte mandens næringsvej, indtil de indgik nyt
ægteskab. Giftede de sig igen, overgik næringen til arvingerne (sønner), eller den nye mand.
For håndværksmesterenker var det imidlertid ikke Kancelliet, der skulle bevilge næringen,
men de enkelte håndværkslaug, der havde deres egne bestemmelser. Laugenes magt var blevet
styrket ved forordning om Haandværks Lov i København Frd. 21. marts 1800 §13. ”Når en
mesters enke vil forsætte sin afdøde mands håndværk, skal lauget drage omsorg for, ifald hun
ikke selv formåer at udfinde en duelig svend, til at forståe hendes værksted, at dette bliver
forstået af en svend, om hvis duelighed der havdes tilstrækkelig vished”. Hvert laug havde
213
KSA. Københavns Magistrats 2. sekretariat. Deponerede og kasserede kommunale bevillinger (1801) 1805-23.
2S 1685. Sagen ligger under 28. april 1817
214
KSA. 2. sek. Magistratens Collegie Breve 1817 B. 2S 314.
215
KSA. Referatsprotokol for separationssager 1815. Sag nr. 259.
92

deres egne regler og bestemmelser, også angående enker/fraskilte, og man var nødt til at gå til
de enkelte laug, for at se de forskellige faggruppers bestemmelser.
Andrea måtte selv skabe sig et erhverv. Den 16. nov. 1820 216 skrev Andrea til
Magistraten: ”Underdagnist Pro Memoria. Indstilled giver jeg mig den Frihed, at tilbagesende,
én Bevilling, i henhold af det Indhold, af at handle med Frugt og Grønt. Underdagnist Andrea
Marie Hammers Enke”. Hendes bevilling til at sælge frugt og grønt havde oprindeligt kun lydt
på 1 år. Hvad hun derefter fandt på, vides ikke.
Andre kvinder havde mulighed for at drive deres forhenværende mænds virksomhed
videre. Grethe Sophie Durchholtz står i ”Register til komm. og kgl. bevillinger” den 23. jan.
1818 anført for at havde fået tilladelse til af sælge rugbrød. I bevillingen 217 står der, at den er
givet til ”Bagermester Durchholtz fra skildte Hustrue Grethe Sophie til udsalg af Rugbrød”. I
1819 fik hun tillige tilladelse til at sælge mel og gryn. Ud fra separationsprotokollen fra
1817 218 oplyses det, at Grethe Sophie den 21. juli 1817 søgte Magistraten om separation, men
hendes mand var meget imod og ville ikke til præsten. Den 24. dec. 1817 skrev de begge
under i protokollen. Hun fik 200 rdl., samt rug og effekter til bagning. I
separationsprotokollen er der henvisninger til hans efterfølgende ansøgninger om skilsmisse
med tilladelse til nyt ægteskab i 1823 og 1838. Ingen af henvendelserne ser ud til at havde ført
til skilsmisse.
Frederikke Malene Grossel fik i følge ”Register til komm. og kgl. bevillinger” den 19.
maj 1809 tilladelse til af være hattemagerske. På bevillingen 219 står der; ”... at hun med hjelp
af en Svend maa fortsætte bemeldte hendes freskilte Mands Profesion som Hattemager for
dermed at forskaffe sig og 3de Smaae Børns Underholdning ...” Ifølge
separationsprotokollen 220 bad hun den 25. nov. 1808 om separation fra hendes mand på grund
af hans drikkeri, og da hun var krøbling og havde 3 børn under 5 år, ønskede hun at forsætte
hans provision. Allerede den 30. nov. underskrev de begge i protokollen (hun med ført pen).
Kvinderne var hurtige til at søge om bevillinger til erhverv efter deres separationer.
216
KSA. Købehavns Magistrats 2. sekretariat. Indkomne sager 1820 nr. 4001-4150. 2S 516. Sagen ligger under den
18. dec. 1820.
217
KSA. Deponerede og kasserede kommunale bevillinger (1801) 1805-23.
218
KSA. Referatprotokol for separationssager. Sag nr. 162/1817 og 262/1817.
219
KSA. Deponerede og kasserede kommunale bevillinger (1801) 1805-23.
220
KSA: Magistratens 1. sekretariats arkiv. Separationsprotokol 1S. 776. Sag nr. 196/1808
93

Detailhandlen forgik i stor udstrækning på gaden og det var især kvinder der varetog
handlen 221 . Derfor var det også forventet at der ville være mange kvinder der søgte om
bevilling til netop den slags handel. Sidse Cathrine Jünbeck, Smedesvend Andreas Jünbecks
hustru fik tilladelse den 14. feb. 1821 til at sælge frugt og kager som hun købte hos
Sukkerbager Rautzer 222 . I hendes ansøgning beskriver hun hendes mands dårlige opførelse i
ægteskabet og at han havde forladt hende og deres to børn for ¾ år siden. Derfor bad hun om
tilladelsen til at sælge frugt og kager, for at hun kunne forsørge sine børn og sig selv. I følge
referatprotokol for separationssager 223 søgte hun den 19. juli 1820 om separation fra hendes
mand Andreas Jünghech. Sagen køre frem og tilbage mange gange, men den 28. juli 1825 står
der i protokollen, at sagen er henlagt. Det har altså også været muligt for kvinder der var i
gang med at søge separation, at få bevilling til erhverv så de kunne forsørge sig selv og
eventuelle børn.
Dette var kun nogle få eksempler på kvinder, der optræder i arkiverne. Man kan hævde,
at disse kvinder var særlig stærke og undtagelser for deres tid og køn. Det tyder det nu ikke
på, da eksemplerne er fundet ved hurtige opslag i de valgte protokoller. Dermed ser det ud til,
at fraseparerede og fraskilte kvinder havde muligheder for at blive økonomisk uafhængige, og
at mange givetvis benyttede sig af det. Dermed ikke være sagt, at alle fraskilte kvinder
benyttede sig af disse muligheder, eller at de havde fysiske og psykiske muligheder for det.
Derved adskiller kvinderne dengang sig ikke fra i dag, hvor fraskilte og enlige mødre kan
havde det svært både økonomisk og erhvervsmæssigt. Mange fraskilte kvinder var dengang
som i dag på fattighjælp (overførselsindkomster) og Københavns Fattigvæsens arkiv vil vidne
om mange af deres skæbner.
For en del fraskilte kvinder har det ikke kun været en følelsesmæssig fordel at de ikke
længere behøvede at frygte vold og andre overgreb, men også en økonomisk fordel at blive
skilt, da de dermed, måske for første gang i deres liv, kunne havde råderet over penge de selv
tjente i modsætning til, da de var gift. Mange kvinder, der havde været udsat for vold, druk og
økonomisk usikkerhed, kunne med rette sige: En mand er god at have haft.
221
Gyldendal og Politikens Danmarks Historie; side 81.
222
KSA. Magistratens 2. sekretariats arkiv 1805-1857. Protokoller over stadesedler og bevillinger til cigarers salg
samt til ombæring af brød, frugt m.m. 2S 1728.
223
KSA. Referatprotokol for separationssager. Sag nr. 22071820 og 151/1820
94

Konklusion og opsummering
Dette speciale har, som overordnet formål, ønsket at dokumentere adgangen til
separation og skilsmisse for Danmark fra reformationen til omkring 1826. Jeg har taget
udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse af mulighederne for separation/skilsmisse, og hvor
den kvantitative undersøgelse normalt vil tage udgangspunkt i antallet af separationer og
skilsmisser for de enkelte år, og ud fra de oplysninger vise ændringer eller stagnering, giver
den kvalitative undersøgelse en langt dyberegående indsigt. I 1813 var der en stor stigning i
separationsansøgninger, som fint illustrerer, at man let kan blive vildledt af tal. Krigen mod
England i 1807 bevirkede, at soldaterhustruer efter krigen søgte bevilling til separation og
skilsmisse med årsagen ”rømning”. I virkeligheden var det nok oftest enker, der ikke kunne få
bekræftet mandens død.
Det er vanskeligt at bestemme det nøjagtige antal af separationer. For det første, er der
mange tilfælde hvor protokollen ikke angiver udfaldet, da Kancelliet ikke altid meldte tilbage
til Magistraten. Forligskommissionerne over hele landet må havde haft samme problem.
Desuden viser gennemgangen af Københavns Magistrats separationsprotokol, at der var
ægtepar, der fik separationsbevillinger flere gange, fordi de havde genoptaget samlivet. At
undgå gengangere vil være vanskeligt.
De samme forhold gjorde sig gældende for bestemmelsen af antallet af skilsmisser.
Yderligere behøvede ægtefællerne ikke at søge skilsmisse med tilladelse til nyt ægteskab på
samme tid, hvilket vil sige, at en betydelig del af ansøgningerne om skilsmisse kun gjaldt for
den ene part. Dermed er der risiko for at tælle begge ægtefællers ansøgninger til reelt kun én
skilsmisse. I dag får begge ægtefæller bevilget skilsmisse med tilladelse til nyt ægteskab på
samme tid, selv om det kun er den ene der søger.
Den kvalitative undersøgelse afdækker de muligheder, der var for at få separation og
skilsmisse, og hvordan de blev benyttet. Den første egentlige lovgivning omkring
mulighederne for skilsmisse stammer fra Frederik d. 2.s ægteskabsordinans fra 1582. Fra
starten var der ligestilling mellem mænd og kvinder både med hensyn til lovgivning og
domspraksis, samt deling af boet. Denne ligestilling har holdt sig op til vor tid. I praksis ser
det ud til, at mænd og kvinder har benyttet forskellige årsager for at søge skilsmisse.
I specialet er jeg flere gange kommet ind på separations- og skilsmisseårsagerne både
ved domstolene og gennem bevilling. Det har vist sig, at hos domstolene blev kun de
lovbestemte skilsmisseårsager benyttet, og at sagerne kun kom for retten, når der var behov
95

for en offentlig godkendelse af skilsmisse. Lovgivning, som domstolene byggede deres
skilsmissedomme på, har stort set ikke ændret sig gennem 500 år. Tamperrettens og Hof- og
Stadsrettens behandling af skilsmisseansøgninger viste, at dommerne var meget villige til at
hjælpe ægtefællerne ud af deres mislykkede ægteskaber. I og med at dommerne var mere
behjælpelige end fordømmende i deres behandling af skilsmissesagerne, resulterede det i, at
den formelle kontrol, som domstolene traditionelt besad, ikke kom til udfoldelse, som det har
været i Sverige.
Både kvinder og mænd har i stor udstrækning levet med ægtefæller, der var utro, uden
at det nødvendigvis førte til skilsmisse ved domstolene. Ved horanklager - der var få - var
dommerne ekstra opmærksomme på omstændighederne, og udsatte sagerne oftere end ved
rømning. Antallet af klager på grund af rømning var langt i overtal, og her var det væsentligst
kvinderne, der stod for indgivelsen af klagen. Langt de fleste af rømningssagerne endte med
skilsmissedom, men det er svært at klarlægge de reelle omstændigheder bag om rømningen.
Rømning kunne anvendes som smuthul når 1) manden var rejst væk i lovligt ærinde, men var
omkommet (f.eks. soldat), og hustruen ikke kunne få ham erklæret død, eller 2) ægtefællerne
var blevet enige om at gå fra hinanden ved en ”privat skilsmisse”. Diverse forordninger
tilkendegiver, at øvrigheden var usikker på, hvorvidt ægtefællerne havde indgået en gensidig
overenskomst til rømningen for at opnå en skilsmisse. Meget tyder på, at der har været et stor
antal af ”private” skilsmisser over hele landet, da mange efterladte ægtefæller havde ventet i
meget lang tid, inden de mødte for retten. Man har kun haft behov for en skilsmissedom hvis
man stod overfor nyt ægteskab. Kvinder som mænd kunne åbenbart godt klare sig som
græsenker gennem lange perioder både i land og by.
Selv om lovgivningen ikke ændrede karakter, gennemgik administrationen og
tilgangen til bevilling for både separation og skilsmisse markante ændringer, hvilket specialet
igennem er illustreret ud fra forordninger m.m., samt undersøgelser af sagsbehandlingen hos
Københavns Magistrat. Ved gennemgang af forordningerne m.m. har det vist sig, at
Kongen/Danske Kancelli prøvede at være den formelle kontrol, men at der aldrig var oprigtig
vilje til at begrænse mulighederne for separation og skilsmisse.
Siden enevældens tid havde den siddende Konge haft ret til at bevilige separation og
skilsmisse til ægtepar, der bad Kongen om hjælp. Antallet af kongeligt bevilgede separationer
og skilsmisser afhang derfor af kongens personlige holdning til netop separation og
skilsmisse. Domstolene henviste ofte ægtefæller til at skrive til kongen, når de var forhindret
96

i at dømme i en skilsmissesag, der faldt udenfor lovgivningen. Kongelig bevilling til
separation blev så populært, at bevillingen overgik til Danske Kancelli allerede i 1768, mens
Kongen forsat underskrev bevillinger til skilsmisse frem til 1812. Kancelliet byggede
udelukkende deres afgørelser på indstillingen fra den klagende ægtefælles øvrighed.
Fra 1771 fik Københavns Magistrat bemyndigelse til at forlige uenige ægtefæller
inden de henvendte sig til Kancelliet, og fra 1795 fik Magistraten ret til at bevilge separation
til enige ægtefæller. Det ser imidlertid ud til, at Magistraten allerede før 1795 har bevilget
separationer. Københavns Magistrat fik dermed halvformelle kontrol, og havde den reelle
indflydelse på bevillingerne til separation og skilsmisse. Ud fra Magistratens sagsbehandling
af separations- og skilsmissesager ser det ud til, at Magistraten i høj grad udnyttede den magt,
den halvformelle kontrol gav dem. I sager med vold og druk var det ofte svært at få den
skyldige til at gå med til separation. Magistratens embedsmænd var i de situationer meget
villige til at skrive erklæringer, hvor de anbefalede separation. På grund af Kancelliets
arbejdsgang resulterede det i, at Magistratens anbefalinger altid blev fulgt. Dermed blev
Magistratens embedsmænds personlige holdninger til, hvad der var acceptabel opførelse
indenfor ægteskabet, normen. Magistratens kvindesyn har været overordnede positivt, både
med hensyn til behandlingen af kvindernes separationsansøgninger og deres efterfølgende
underhold og erhverv.
Københavns Magistrats embedsmænd havde stor indflydelse på fraskilte kvindernes
erhvervsmuligheder allerede fra 1794, hvor fraskilte kvinder fik tilladelse til at kalde sig enker
og dermed blev myndige. Specialet beviser at kvinder benyttede disse muligheder og at det er
let at finde fraskilte kvinder som erhvervsdrivende i arkiverne.
Kirken blandede sig i 1811, hvilket førte til, at præsterne fik en ny rolle i
mæglingssituationen. Kirkens forsøg på at dæmme op for de mange separationer og
skilsmisser ser ikke ud til at havde haft nogen effekt. Ud fra Magistratens sagsbehandling og
Stiftsprovst Clausens attester har det vist sig, at præsterne ikke kunne udnytte den
halvformelle kontrol forordningen gav dem, i samme grad som Magistraten. Præsterne måtte
ikke nægte at skrive en attest, men havde de indsigelser kunne de skrive dem på attesten.
Indsigelserne fik dog ingen indflydelse på sagens udfald. Desuden vidner præsternes attester
ikke om, at de formanede de uenige ægtefæller ud fra teologiske overvejelser. Da dette
speciale kun har koncentreret sig om forholdene i København, kan det ikke udelukkes, at
præsternes mæglingsforsøg i provinsen og på landet kan havde haft et andet resultat, da
97

ægtefællerne dér ofte kendte deres præst, hvilket ikke ser ud til at havde været tilfældet i
København.
Magistratens embedsmænd og præsterne var ikke de eneste embedsmænd, der havde
halvformel kontrol, men det er sjældent, at andre embedsmænd optræder i sagerne. Læger, der
bekræftede diverse overgreb, var som præsterne, sat uden for indflydelse, men deres attester
hjalp Magistraten til at lægge mere pres på nægtende ægtefæller. Det samme forholdt sig med
naboers eller arbejdsgiveres udtalelser.
Det er ikke muligt at konkludere, hvorfor folk blev skilt, men kun, hvad de angav som
årsagen. Ægteskaberne var som i dag private og det er meget individuelt, hvad de involverede
fandt sig i. Sådan er det også i dag. Selv om forholdene for kvinder er blevet betydeligt
forbedret siden dengang, så de i endnu højere grad skulle kunne forsørge sig selv efter en
skilsmisse, er det ikke usædvanligt, at både mænd og kvinder i dag finder sig i både utroskab
og vold eller anden form for undertrykkelse.
Jeg har kunne konstatere, at det var forholdsvis let og uproblematisk at få en
skilsmisse eller separation, enten ved dom eller gennem bevilling, hvis ægtefællerne ønskede
det. Desuden tyder meget på, at ægtefæller foretog private separationer i stort omfang.
98

Summary
The purpose of this extended essay has been to account for the special Danish
possibilities of obtaining a divorce and separation either through verdicts or through
dispensations from the time of the Reformation till about 1826.
The starting point was the divorce legislation, and it has turned out that there have not
been that many changes to it since the time of the Reformation. The special court for
matrimonial cases was called “Tamperretten”, and after 1771 divorce cases were tried at the
common courts. From investigations of these two courts, it seems that it was only possible to
obtain a divorce when one of the spouses had a legal ground for divorce such as adultery or
desertion. In divorce cases of adultery the judge was particularly careful to demand evidence,
while the divorce cases of desertion do not seem to have caused that many problems. The
economic expense for conducting a divorce case cannot have been very high, because it was
“the ordinary man” who accused their partners. Both with respect to the legislation and the
judgments there have been equal rights for men and women. In most cases the petitioners were
women, and the charge was usually desertion. Two of the reasons for the many desertion cases
could either be that the man had died and the wife could not get him declared dead, or the fact
that the spouses had made up a “private divorce”.
The legislation did not seem to change much, but the administration and the possibilities
of obtaining both separation and divorce did. This is clearly illustrated by statutory instruments
and investigations of separation and divorce cases at the Danish Chancellery (Danske Kancelli)
and the Corporation of Copenhagen (Københavns Magistrat).
Even back in 1768 the number of petitions for separation was so high that the Danish
Chancellery took over the responsibility for separation casework from the king. The Chancellery
granted dispensation to separation based on the grounds of recommendation from the
petitioner’s side. The arguments for granting dispensation to separation and divorce were
however not necessarily found within the divorce legislation. Once again it was the women who
were the most active petitioners. As of 1795 the Corporation of Copenhagen had the power to
grant dispensation to partners who both wanted a separation. In cases where the partners did not
agree, the Corporation willingly helped to write statements with recommendations for
separation, which the Chancellery then granted the parties.
99

Since 1790 it has been possible to obtain a dispensation to divorce after 3 years of
separation. This quickly became a legal usage where partners were first granted a dispensation
for separation followed by a right to divorce, and hence the right to enter into a new marriage.
Even today this is still the most common way to obtain a divorce in Denmark.
In 1811 the church started to interfere, which basically meant that vicars often had to try
to mediate between the parties before appearing at the Corporation. The attempts made by the
church do however not seem to have had much effect.
Women’s social situation after a separation or a divorce improved both with respect to
maintenance and self-support. As of 1794 divorced women could call themselves a widow,
implying that they could enjoy certain personal rights, they could own property as well as hold
certain positions. From1796 and onwards divorced women could also take over the business
from their divorced husbands. This extended essay proves that divorced women actually took
advantage of these new possibilities.
It has been fairly easy to obtain a separation or a divorce in Denmark. Limitations for
obtaining a separation or a divorce were neither caused by the legislation nor the administration,
but more by the social norms for the specific period of time.
100

Litteraturliste
Andersen, Ernst; Ægteskabsret. KBH. 1956
Appel, Hans Henrik; Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i et
jysk bondesamfund i 1600-tallet. KBH. 1990
Berner; Have Ægteskabs-skilsmisserne i den sennere Tid taget Overhaand i Saa høi en Grad,
som der jevnligen klages derover? Borger-Vennen Nr. 5-7 Attende Aargang. KBH. 1806
Bjørn, Claus; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Red. Olaf Olsen. Bind 10. Fra reaktion
til grundlov. 1800-1850. KBH. 1990
Bonderup, Gerda; Skilsmisser i Århus 1645-1900. Historie. Jyske samlinger. Ny række 16,4
1987
Bonderup, Gerda; Skilsmisse på dansk. Siden Saxo nr. 4 1988
Bregnsbo, Michael; Folk skriver til Kongen. Supplikkerne og deres funktion i den dansk-norske
enevælde i 1700-tallet. KBH. 1997
Feldbæk, Ole; Danmarks historie. Bind 4. Tiden 1730-1814. KBH. 1982
Gillis, John; For Better. For Worse. British Marriages 1600 to the Present. Oxford 1985
Holberg, Ludvig; Naturens og Folke-Rettens Kundskab, bygget paa de fornemste Juristers
Princiiis, illustrered med Exempler af de nordiske Historier og Conferered med disse Rigers
saavel gamle som nye Love. Parts 1-2. KBH. 1763
Jensen, Anette; Staten, Kirken og stridbare ægtefolk. Et nyt syn på ægteskabet i første halvdel af
1800-tallet. Ægteskab, sex og hor i historien. Den Jyske Historiker. Nr. 98-99. 2002
Johansen, Hanne Marie; Separasjon og skilsmisse i Norge 1536-1909. En familie – og
rettshistorisk Studie. Bergen 1998
Johansen, Jens Chr.; At lade nåde gå for ret...Kommentar til Eva Österberg. Historisk Tidsskrift
(norsk) Bind 70. Oslo 1991
Jørgensen, Harald; Thi kendes for ret. Rigsarkivet 1980
Jørgensen, Troels G.; Danmark-Norges Højesteret 1790-1814. KBH. 1930
Koefoed, Nina; Synd og forsørgelse. Seksualitet udenfor ægteskab i Danmark 1700-1850. Den
jyske Historiker. 2002
Knudsen, Ole Bech; Separations- og skilsmissesager. En arkivvejledning. Personalhistorisk
Tidsskrift. 1993:2
101

Larsen, Jørgen; HN Clausen. Hans Liv og Gerning. 1 Del. Aarene 1793-1848. KBH. 1945
Larsson, Olle; Biskopen visiterar .Den kyrkliga överhetens möte med lokalsamhället 1650-1760.
Malmö 1999.
Lausten, Martin Schwartz; Kirkeordinansen 1537/39. Odense 1989
Lennartsson, Malin; I sang och sate. Relationer mellem kvinnor och män i 1600-tallets Småland.
Malmø 1999
Linde, Helle; Modehandel og kasket salg – kvinder som selvstændige næringsdrivende i
København 1845. Søg – og I skal finde. Veje til kvinders historie i arkiver og samlinger. ARKI-
Varia. 1991
Linde, Helle; At skilles fra bord og seng. Separationer i København 1813 og 1843. København,
Kvinder og Kærlighed. Historiske Meddelser om København. 1993.
Linde, Helle; ”Endnu ikke gift” – enker i København i første halvdel af 1800-tallet. Handlingens
kvinder. Red; Karen Hjorth og Anette Waring. Roskilde 2001.
Marklund, Andreas; I hans hus. Svensk manlighet i historisk belysning. Finland 2004.
Markussen, Ingrid; Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor Egen Nytte. Pietistiske og
Kammeralistiske idéer bag fremvæksten af en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet.
Odense 1995
Matzen, Henning; Anmeldelse af J. Nellemann. Historisk Tidsskrift 5 R IV 1882.
Mott, Richard; Niels Hemmingsen: Vejledning I ægteskabssager (1572). 1987
Nellemann; J.; Ægteskabsskilsmisse ved kongelig bevilling. En retshistorisk undersøgelse. 1882.
Ohlander, Ann-Sofie og Ulla-Britt Strömberg; Tusen svenska kvinnorår. Svensk kvinnorhistoria
från vikingatid till nutid.Falun 1997.
Phillips, Roderick; A history of divorce in Western society. Cambridge 1988
Phillips, Roderick; Untying the knot. A short History of Divorce. 1991
Riising, Anne; Tamperrettens funktion og domspraksis. Festskrift til Johan Hvidtfeldt på 70
årsdagen 12. dec. 1978. Red Peter Kr. Iversen, Knud Prange og Sigurd Rambusch. 1978
Rindel, Gwed; En falden piges historie. Om C.W. Eckersberg og hans første kone. KBH. 1992
Rothe, Andreas Bjørn; Om Ægteskabs-skilsmisse: et Forsøg til Udvikling af Lovgivningens
Grundsætninger herom. KBH 1805
Rothe, Andreas Bjørn; Bidrag til Materien om Ægteskabsskilsmisse. Borgervennen. KBH. 1806
102

Rørdam, Holger F.; Danske Kirkelove 1536-1683. 2. Del. KBH. 1883
Schultz, Ane M. Ørsted; Tamperretsprotokollerne. Ægteskabsskildringer med mange
muligheder. Fortid og Nutid. 1993 hefte 4.
Scott, Joan W; Gender: A Useful Category of Historical Analysis. Gender and Politic of
History. New York. 1988
Stangerup, Henrik; Holbergs Helte- og Heltindehistorier. 2. Del. Viborg. 1990
Stone, Lawrence; Road to Divorce. England 1530-1987. Oxford 1990
Stone; Lawrence; Broken Lives. Separation and Divorce I England 1660-1857. Oxford 1993
Sjöberg, Marja Taussi; Skiljas. Trolovning, äktenskap och skilsmässa i Norrland på 1800-tallet.
1988
Tamm, Ditlev; Retshistorie. Bind 1: Dansk retshistorie. KBH. 1990
Thomsen, Asbjørn Romvig; Hor: om ægteskabsbruddets udbredelse og baggrund i 1700- og
1800- tallets landbosamfund. Den jyske Historiker. 2002
Österberg, Eva; Brott och kontroll i Sverige från medeltid till stormaktstid. Godtycke och
gromhed – eller sunt förnuft och statskontroll? Historisk Tidsskrift (norsk) Bind 70. Oslo 1991
103

Bilag 1
Forordninger og reskripter
Følgende er taget fra; ”Hoved-Register til den Fogtmanske-Rescriptsamling 1600-1830”
ved Algreen-Ussing og ”Kongelige Forordninger og Love og Anordninger ” ved Jacob Schou,
samt ”Samlingen af Bestemmelser vedr. Købehavns Kommune 1607-1839”.
1714 5. jan. Angaaende dem, som forseer sig med Lejermaal og ikke
formaaer Bøderne at betale.
1724 19. aug. Angaaende hvorledes det, efter Forordning af den 5. jan. 1714
skal forriddes med de personer som har forseet sig med
lejermaal.
1734 Angaaende besvangrelse og det deraf paastaaede ægteskab.
1735 23. dec. Forordning om nøiere Kirke-disciplin imod scandaleuse
Synder.
1743 6. dec. Forordning angaaende idømte Penge-Bøders Inddrivelse og
hvorledes den skyldige, naar deres Betaling ei erholdes kan, bør
straffes paa kroppen.
1750 18. dec. Forordning anl. Naar og hvorledes Egteskab maae adskilles i
Tilfælde, hvor Husbond eller Hustruer straffet med Fængsel
paa Livs Tid.
1767 8. juni Forordning at det i Loven for Leiermaal anordnede aabenbare
Skriftemaal herefter skal være ophævet.
1771 5. juni Anordning og Regl. Angaaende København
13. juni Forordning, Anlangende Bøders og all anden Strafs
Eftergivelse for Lejermaal, samt om slige Børns Daab, med
videre.
12. okt. Egteskabssagers Behandling ved Hof- og Stadsretten.
1772 27. feb. Placat, hvorved Forordningen af 13. juni 1771, forlangende
Bøders og all anden Strafs Eftergivelse for Lejermaal, med
viidere, igenkaldes og ophæves.
1794 2. mai. R. om Defensens Beskikkelse og procedur paa ustemplet papir i
Sager til Skilsmisse for Hoer i Kjøbenhavn.
23. aug. Pr. At fraskilt Kone er myndig med Lavværge.
1795 10. juli Forordning om Forligelses-Commissioners Stiftelse overalt i
Danmark, samt i Kiøbstæderne i Norge.
1796 7. mai Angaaende hvilke Ægteskaber Kongen til aldeles Ophævelse
maae forestilles.
14. mai Angaaende hvilke Ægteskaber Kongen til aldeles Ophævelse
maae forestilles.
1. juli R. ang. Hustures Forsørgelse af mænd som unddrage sig for at
leve hos dem.
1795 28. aug. Instruction, hvorefter Magistraten i København skal rette sig, i
104

den, samme betroede, Embeds Førelse.
1797 21. okt. At Lovdag er afskaffet i Skilsmissesager for bessertion.
1798 10. aug. Forordning som forskriver Tvangsmidler imod Mænd, som ere
Separerede fra deres Hustruer, og nægter eller forsømme at
betale disse de Underholdningspenge, til den og deres Børn,
som de enten selv have forpligtet sig til, eller ved Separations-
Bevillingen er blevne bestemte.
22. sep. Angaaende en fraskilt Kones Ret til at forsætte Mandens
Haandværk.
1799 12. juni At Militaires Skilsmissesager høre under de civile Domstole.
1800 23. maj Forordning om Bevillinger.
21. marts Forordning angaaende Haandværks Lavene.
21. okt. Pr. at Protectorium ei befrier mænd for at understøtte en fraskilt
Kone.
1801 14. aug. Rescript til Magistraten i Kbhvn., hvorved Fordelingen af de
Samme paaliggende Forretninger nøiere bestemmes m.v.
1803 26. marts At Ægtefolks Separation ei unden begges Samtykke kan
bevilges, men maa i Cancelliet søges.
12. april Hvorledes de ei indgaaede Separations vilkaar bør bestemmes.
1804 14. jan. Ang. bevilling, ikke af Overrabbineren til jødiske Egtefolks
Separation fra Bord og Seng.
9. nov. Angaaende aarlig Beretning om Separerede Ægtefolks Boer,
der mellem dem deles.
29. dec. At de ved bevilling reent adskilte Egtefolk kunne igen gifte sig.
1805 15. feb. Reser. Angaaende Magistratens Bestyrelse.
10. aug. At de ved Forligelses commissionerne om Separation forenede
Ægtefolk skulle strax søge bevilling.
1808 1. okt. Angaaende hvorledes med separerede Egtefolks antagelse til
Commision bør forholdes.
1. nov. Pr. angaaende det tilfælde, naar den ene af 2 separerede
Egtefolk ikke har Originalbevillingen i hænde.
1809 21. marts Angaaende inddrivelse af det Underholdningsbidrag, som
separerede hustruer hos mændene tilkommer.
1810 18. dec. Canc. Prom. til samtlige Over-Øvrigheder i hvis Jurisdiction
ligge Kjøbstæder, angaaende Nogle, der etablere sig i de
ringere Næringsveie, gives en skriftlig Tilladelse og ei
Borgerbrev.
1811 18. okt. Forordning for Danmark og Norge, som indeholder nærmere
Bestemmelser i Henseende til Egtefolks Adskillelse.
1812 11. jan. Pr. at separerede Egteskab ei maae vies, førend Attest om
Skiftehold fremlægges.
12. juni Placat, hvorved bestemmes, at Lejermaalsbøders Afringelse og
Inddrivelse for Fremtiden skal være ophævet.
12. okt. At Cancelliet kan bevillig Egteskabes fuldkomne Ophævelse.
1813 26. jan. At Separationsbevilling kan udfærdiges, skjøndt F.dn. 18. oct.
1811 ei er iagttaget, naar den Ene af Egtefolkene under
Forhandlingen berøves Forstandens Brug.
31. aug. At Separationsbevillinger skulle indeholde, at de ei give Ret til
105

at indgaae nyt Egteskab.
1815 11. feb. At de fornødne attester skulle medfølge ansøgninger om
Egteskabsophævelse.
15. april At Øvrigheden ikke maa meddele Separationsbevilling naar
begge Egtefolk ikke deri ere enige.
17. okt. Angaaende Egteskabets Fornyelse, naar adskilte Egtefolk atter
ville leve i ægteskab sammen.
28. okt. Skrivelse at en fraskilt hustrue ikke ihenseende i legaters
Nydelse kan ansees som Enke.
11. nov. Angaaende hvor længe en præst kan fortsætte mæglingen ved
Egtefolks separation.
16. dec. At Ansøgninger om Egteskabsophævelse efter tre aars
Separations tid skulle foredrages Kongen, naar ikke begge
Egtefolk ere enige i Skilsmissen.
1816 24. feb. Fremgangsmaaden naar separerede Egtefolk vil leve Sammen
igen.
27. feb. Skrivelse at Lehnsbesiddere meddele Separationsbevillinger.
4. april Hvorved bestemmes Separationsvilkaaerene imellem egtefolk
som ikke derom kunne enes.
19. okt. Circ. om Inddrivelsen af Underholdningsbidrag til uægte Børn
samt fraskilte eller forladte hustruer.
11. dec. Hvorved et Egteskab ophæves paa Grund af Konens Utroskab
før Egteskabet.
1817 4. marts Angaaende Tvangsmidler imod Egtefolk, der i
Separationstilfælde ikke ville møde hos præsten, Vidners
tilholdelse under Separationen, aarlig Inberetninger fra
magistraten i Kjøbenhavn om skete Separationer m.v.
13. marts At en luthersk præst kan mægle Forlig imellem mosaiske
Egtefolk, som ville Separeres.
10. juni At adskilte Egtefolk ei maa indgaa nyt Egteskab, før Bevilling
til Egteskabets Ophævelse forevisses.
20. okt. Skrivelse at naar en skilsmissedom ei kan forkyndes, behøves
ingen Stadsfættelse paa samme.
1819 13. jan. At et Egteskab ophæves for desertio non lacalis.
27. feb. At Bigamie ophæver Egteskabet, og at den uskyldige egtefælle
unden Videre kan gifte sig paany.
29. april. Skrivelse om Egteskabsskilsmisser i blandt Grønlænderne.
22. aug. Rsl. Angaaende en paa tænkt Forandring i Lovgivningen,
saaledes at Underholdningsbidrag til fraseparerede Hustruer
kunde blive aftjente til fordel for Vedkommende.
21. sep. Skrivelse at en præst fra Separerede, men ikke hans fraskilte
kone kan nyde Fordele af kaldet og Enkekassen.
1820 19. aug. At Forligelsescommissionerne ei maa mægle imellem Egtefolk
før den geistlige mægling er foretaget.
25. nov. Skrivelse at den Svigagtige Desertor ikke bør tillades strax at
indgaae nyt egteskab.
1821 12. juni Angaaende et Forslag om at Egtefolk ikke skulle tilstedes
egenmægtigen at leve adskilte fra hinanden.
106

1822 26. marts At Skilsmissebevilling ei meddeles, når de separerede ægtefolk
i Separationstiden havde levet sammen.
1824 30. april Forordning angaaende Præsternes Embede med Hensyn til
Ægteskab.
1825 3. nov. Skrivelse at en Gaardfæsters fraseparerede Hustrue efter
Mands Død kan fodre at beholde Fæstegaarden.
1826 10. juni At bevilling til ægteskabets aldeles ophævelse ikke kan ventes,
naar der efter Separationen har funder Samleie Sted imellem
Egtefolkene.
107

Bilag 1b
Kilderne
Rigsarkivet (RA)
Tamperretten i København hørte under Sjællands stift:
Københavns Universitets arkiv 12. Konsistorium. Tamperretten for Sjællands Stift.
20.01. Tamperretsprotokol 1698-1754 1 bd.
21.01. Tamperretskopibog 1732-1737 1 bd.
21.02. Tamperretskopibog 1737-1742 1 bd.
22.01. Dokumenter til tamperretsprotokol 1715-1769 1 pk.
Tamperrettsprotokol 1698-1754 er benyttet til en nærmere undersøgelse for tidsrummet
1735-1739.
Der findes oplysninger angående kongelige bevillinger i Danske Kancelli. Rotuli over
Forestillinger til Kongen. D.13. Under registret er der slået op under: ”Egtefolk fra Bord og
Seng at være Separerede” og Egteskab adskilt imellem egtefolk”. Oplysninger om Skilsmisseog
separationsbevillinger findes også i Danske Kancelli. Sjællandske registre. En
undersøgelse af Sjællandske registre 1769-1771 er foretaget her.
I 1800 sendte Danske Kancelli en forespørgsel rundt til hele landet angående antallet af
skilsmisser og separationer de 12 foregående år. Alle besvarelserne ligger i; Danske Kancelli.
Fællesafdelingen. G. 82. Indberetninger om Skilsmisser og separationer 1800-01. 1.pk.
Oplæget til henvendelsen findes i; Danske Kancelli. 5 (3.) Departemant. 1800-1848.
Brevsager. K20-3.
Landsarkivet for Sjælland (LS)
Hof- og Stadsretten blev oprettet i 1771. Dens arkivalier ligger i dag på Landsarkivet
for Sjælland under: Hof- og Stadsretten. Justitskontoret. Voteringsprotokol. 1. instans.
1771-1805 28 bd. Voteringsprotokollen har desværre ingen indgange, men er ført
kronologisk efter, hvornår sagerne fik en afgørelse. Det betyder, at ønsker man at undersøge
108

en bestemt type sager, i dette tilfælde skilsmissesager, må man skimme alle afgørelser
igennem, der står i protokollen. Dette er meget tidskrævende, og derfor er der her kun
undersøgt en meget lille periode (1771-1772, samt første halvår af 1790), for at kunne give
eksempler på behandlingen af skilsmissesagerne der kom til dom hos Hof- og Stadsretten.
Voteringsprotokollen giver en meget kortfattet beskrivelse af afgørelsen, hvem der var
impliceret, hvori konflikten bestod, samt udfaldet.
Bilagene til de enkelte sager findes i: Hof- og Stadsretten. Justitskontoret. Pådømte
sager. 1771-1805 514 pk. Sagerne er henlagt efter domsafsigelsesdatoen. Hof- og
Stadsretten forsatte efter 1805 som overret for den del af riget, der lå øst for Lillebælt frem til
1919.
For at forebygge unødvendige og bekostelige retssager, blev forligskommissioner over
hele landet oprettet i 1795. Forligskommissionen for København findes under:
Københavnske politi- og domsmyndigheder II. Københavns forligskommission.
Forligskommissions protokol. A. 1795-1953 111 bd. Der er desuden bevaret registre og
kopibøger. Som det forholdt sig for voteringsprotokollen, er der heller ikke her nogen
indgang. En mindre undersøgelse (sidste halvår af 1795) er foretaget, for at dokumentere
behandlingen af skilsmisse- og separationssager i forligskommissionen.
Københavns Stadsarkiv (KSA)
De tidligste separations- og skilsmissesager fra København findes i; Københavns
Magistrats arkiv 1275-1805. Magistratens almindelige øvrighedsforretninger.
Rådstueskriverens kontors arkiv. Korrespondance. Magistratens resolutionsprotokol.
Mc 94-146 53 bd.
Resolutionsprotokollerne er tidskrævende og besværlige at benytte. Protokollerne er
skrevet fortløbende i den rækkefølge henvendelserne til Københavns Magistrat kom ind.
Henvendelserne til Magistraten var meget blandede, og strækker sig lige fra private
skænderier til tilladelser til opførelser af huse. Ønsker man oplysninger om et navngivet
ægtepars henvendelse med ønske om separation, skal man kende datoen. Er den ikke kendt,
eller der ønskes mere generelle oplysninger om separations- og skilsmissesager fra denne
periode, må man bladre hele protokollen igennem, til man finder det ønskede. Der er heller
ikke videre henvisninger i protokollen, hvorvidt ægteparret henvendte sig igen. For at give et
109

indblik i Københavns Magistrats behandling af ægteskabssager er der har foretaget en
undersøgelse af resolutionsprotokollen 1795-1797.
Bilagene, det vil sige de skriftlige henvendelser, der findes til henvendelserne, findes i;
Københavns Magistrats arkiv 1275-1805. Magistratens almindelige
øvrighedsforretninger. Rådstueskriverens kontors arkiv. Korrespondance. Bilag til
resolutionsprotokol MC 147-199 53 pk, i de fleste tilfælde under den dato, hvor
henvendelsen er omtalt i resolutionsprotokollen. Man kan godt være uheldig, at skriveren har
samlet flere af henvendelserne sammen under en senere dato.
Efter 1801 findes henvendelserne hos Magistratens 1. hovedfag arkiv 1801-1805
Journaler 1F 1-5 5 bd. Journalerne er forsynet med registre.
Efter 1806 er det nemmere at finde separations- og skilsmissesagerne for København,
da Magistraten derefter skrev dem i en separat protokol. Henvendelserne findes i;
Magistratens 1. sekretariats arkiv 1805-57. Separation.
1S 767-773 Resolutionsprotokoller. 1806-12 ét bind for hvert år.
1S 774-819 Referatprotokoller for separationssager. 1806-51 ét bind for hvert år.
1S 820-825 Separationsprotokoller. 1851-57 ét bind for hvert år.
Bilagene til sagerne findes i Magistratens 1. sekretariats arkiv 1805-57. Indkomne
sager. Separation. Separationssager 1806-1857 95 pk (1S 826-920).
Resolutions-, referat- og separationsprotokollerne er meget nemme at arbejde med.
Søges et bestemt ægtepar, er der et groft alfabetisk register i begyndelsen af hver protokol.
Her oplyses, under hvilket sidetal sagen behandles, hvilket er det samme tal, der benyttes til
sagerne. I protokollerne er der henvisninger til både tidligere og senere behandlinger af
ægteparrets sag, også hvis de senere søgte skilsmisse, men henvisningerne er ikke 100% sikre.
Frem til 1826 findes bilagene til sagerne - der gik videre til skilsmisse - ikke i Magistratens
arkiv, da sagsakterne til skilsmisseansøgninger blev sendt med til Danske Kancelli. 1812 er
undersøgt nærmere ud fra resolutions- og referatprotokol for separationssager, samt de
bevarede bilag fra indkomne sager (separation). Efter 1857 administreres separations- og
skilsmissesagerne af Overpræsidenten, hvis arkiv opbevaret i Landsarkivet for Sjælland.
Efter forordning den 17. okt. 1811, skulle danske præster deltage i mægling af ægtepar
der ansøgte om separation eller skilsmisse. Præsterne skulle skrive attester på, at de havde
prøvet at mægle, og attesterne findes i de overfor beskrevne bilag til separationssager. En
enkelt københavnsk præst, Stiftsprovst Clausen, har efterladt en liste med navne på de
110

ægtepar han udfærdigede disse attester til. Listen findes i; Skt. Nikolaj Kirke.
Daabsprotokol. (Uægte Børns Daab) 1733-1802 Bagfra: ”Absolutions Bog”: 1736-1759.
På mikrofilm 86. Skt. Nikolaj 1-86-8. 2/3. For at give eksempel på præsternes behandling af
separations- og skilsmissesager er hele listen undersøgt (1811-1837).
Som det blev gjort rede for i indledningen ønsker dette speciale også at undersøge
kvindernes muligheder for erhverv efter separation og skilsmisse. For at dokumentere dette er
der benyttet mange registre med tilhørende bilag og her gengives dem der er benyttet i
specialet. Der findes langt flere arkivalier hvor kvinders erhverv optræder. Under
Københavns Magistrats 2. sekretariats arkiv 1805-1857. Markedspas findes følgende:
2S 1656-1659 Protokoller over markedspas. 1775-1855 4 bd
2S 1660-1681 Tilbageleverede markedspas. 1775-1826 22 pk
2S 1682 Register over markedpassenes indehavere. 1775-1825 1 bd
Under Københavns Magistrats 2. sekretariats arkiv 1805-1857. Næringsbevillinger
findes:
Navneregister til deponerede og kasserede kommunale og kongelige
bevillinger. 1779-1857 1 bd
2S 1685-1699 Deponerede og kasserede kommunale bevillinger. 1801-1857 15 pk
2S 1700-1701 Deponerede og kasserede kongelige bevillinger. 1799-1854 2 pk
Under Københavns Magistrats 2. sekretariats arkiv 1805-1857. Stadesedler findes:
2S 1728-1731 Protokoller over stadesedler og bevillinger til cigarers salg samt til
ombæring af brød, frugt m.m. 1821-1826 4 pk.
111

600
500
400
300
200
100
0
Antal sager
350
300
250
200
150
100
50
0
Rothe's tabel over ægteskabelige klager til Københavns Magistrat
1775
1778
1781
1784
1787
1790
1793
1796
1799
1802
Klager fra kvinder
Klager fra mænd
Antallet af separations- og skilsmisseansøgninger
hos Københavns Magistrat 1806-1857
1806
1810
1814
1818
1822
1826
1830
Årstal
1834
1838
1842
1846
1850
1854
112

12
10
8
6
4
2
0
Ægteskabets varighed før separationsansøgning 1812
113