Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Københavns Magistrat kom derefter i tvivl om, om det også gjalt, når der var uenighed
med hensyn til deling af boet, og om Magistraten i de tilfælde så ikke måtte bevilge
separation. Kancelliet svarede den 12. april 1803, at i tvister skulle delingen forgår efter
loven, som hvis sagen var ført ved en domstol. Det vil sige, at embedsmændene i den slags
situationer skulle være dommere, og dele boet efter loven. Dermed havde embedsmændene tre
funktioner i separationssagerne; først skulle de bringe ægteparret til enighed og forlig ved
mægling, og hvis der forsat var ønske om separation, havde de bemyndigelse til at bevilge
separation, men de kunne også ende som dommere ved deling af boet.
Kvindernes situation kommer i fokus
En ting var, at man efterhånden havde en klar og brugbar lovgivning og praksis på
separations- og skilsmisseområdet, noget helt andet var, hvordan man skulle forholde sig til
forsørgelsen af de fraskilte eller fraseparerede kvinder. Deres antal var efterhånden ikke
ubetydeligt, som følge af især stigningen af kongelige bevilling til skilsmisse efter separation.
Kvinder og mænd havde på daværende tidspunkt ikke samme muligheder. Kvinder var
generelt umyndige. En ugift kvinde var underlagt sin far eller værge, og blev hun gift var hun
underlagt sin mand. Først når og hvis hun blev enke, blev hun myndig 125 . Enker kunne være
værge for deres mindreårige børn, drive deres afdødes mands næring og eje fast ejendom.
Enker bestemte selv, om de ønskede at benytte en lavværge, og hvem de ønskede til at
varetage den opgave. Mænds ægteskabelige status havde ikke indflydelse på deres
myndighed.
Problemet med de fraskilte kvinder var, hvordan øvrigheden, her Københavns
Magistrat, skulle forholde sig til dem. Magistraten var i tvivl om, hvorvidt kvinderne var
myndige eller umyndige. Myndighed ville havde stor betydning for de fraskilte kvindernes
muligheder for selvstændig forsørgelse. Den 23. aug. 1794 svarede Kancelliet med et prom.
efter henvendelsen fra Københavns Magistrat, at kvinder, der levede separeret eller skilt fra
deres mænd, fremover skulle betragtes som enker, og havde samme myndighed som dem.
Efter endnu en henvendelse den 18. okt. samme år fra Stiftbefalingsmanden på Fyn blev det
gjort klart, at en separeret kvinde var at betragte som enke, og at hun kunne handle som
myndig og selv vælge, om hun ville have lavværge.
125 DL: 1-23-11, 3-17-41, samt frd. 5. marts 1734 §5.
49