Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

overse henvendelser, der omhandlede separation eller skilsmisse. Alle de henvendelser, hvor
kvinder eller mænd klagede over deres ægtefælles opførelse, men ikke bad om skilsmisse eller
separation, samt klager over ikke udbetale underhold, er ikke behandlet i denne undersøgelse.
Antallet af henvendelserne angående skilsmisse- og separationsbevillinger varierede. I
1795 var der 101 henvendelser (44% ønskede skilsmisse, 56% ønskede separation), 1796
havde 124 henvendelser (35% til skilsmisse, 65% til separation), mens 1797 havde 158
henvendelser (27% skilsmisser, 73% separation). Der var en begyndende stigning i antallet af
henvendelser 129 , og en betydelig stigning i andelen af separationssager.
Skilsmissesagerne fordeler sig kønsmæssigt som tidligere, med en overvægt af kvinder
(1795; kvinder 60%, mænd 35%, sammen 6%. 1796; kvinder 63%, mænd 27% og 1797;
kvinder 49%, mænd 42% og sammen 9 %). Bilagene skilsmissesagerne findes ikke længere i
Københavns Stadsarkiv, da de blev sendt med til Kancelliet. Oplysningerne om
skilsmissesagerne findes kun i protokollen, og er begrænsede. Protokollen oplyser
ægtefællernes navne, evt. mandes erhverv, og mulig årsag til skilsmisse. Det er noteret, om
sagen blev indsendt til erklæring, det vil sige til Danske Kancelli, og i langt overvejende grad
er der efterfølgende skrevet ”Erkl.” Man kan desværre ikke regne med at de ansøgninger, der
ikke har et ”Erkl.” fik afslag, da Danske Kancelli i mange tilfælde sendte deres bevilling
direkte til ægtefællerne, og det derfor aldrig kom til Magistratens kundskab, hvorvidt
bevillingen var givet.
Af de i alt 130 skilsmisseansøgninger 130 var det kun få, der ikke blev sendt videre til
Danske Kancelli. Et par blev helt afvist. Kvinden havde som begrundelse angivet, at han ikke
var i stand til at forsørge, og da det ikke var en skilsmisseårsag, der normalt blev givet
bevilling til, havde Magistraten ikke funder det umagen værd at sende den ind. Omkring fem
skilsmisseansøgninger blev ændret til separationssager. Det foruroligende i dette er, at fire af
disse sager var fra 1795, og alle omhandlede kvinder, der angav vold som skilsmisseårsag,
men som altså kun fik separation. Begrundelsen må være, at Magistraten per erfaring vidste,
at kvinderne ikke ville få bevilget skilsmisse på den begrundelse uden forudgående separation
i tre år, og derfor hjalp til separation i stedet.
129 Andreas Biørn Rothe; Bidrag til Materien om Ægteskabsskilsmisse. KBH 1806. side 30. Han er også kommet
frem til en stigning i henvendelser angående ægteskabelige problemer. Hans tal er højere end mine, hvilket jeg
mener må skyldes, at han har medregnet alle de klager med, hvor ægtefæller klager over hinanden, men ikke kom
med et specifikt ønske og skilsmisse eller separation.
130 1795; 44 sager. 1796; 43 sager. 1797; 43 sager.
52