Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Magistraten dem separation. Sådan en sag er vanskelig at klassificere med en
separationsårsag. I protokollen fremgår det ikke, hvem af ægtefællerne embedsmændene
troede på, for da Amalia og Johan var enige om at de ville separeres, var den egentlige årsag
uden betydning for Magistratens behandling af sagen.
Sådan forholder det sig i mange af sagerne. Henvendelsen med den ene ægtefælles
klager, danner et billede af hvad separationsårsagerne var, men det kan hurtigt ændre sig, når
man læser henvendelserne fra modparten. Det helt store problem er sådan set ikke de sager,
hvor der er modsatrettede beskyldninger mod hinanden, for her er dokumentationen i orden.
Problemet er alle de sager - som er langt de fleste - hvor der kun er skriftlig henvendelse fra
den ene ægtefælle. Den anden ægtefælle har enten ikke ønsket at komme med sin version,
eller har kun forsvaret sig mundtligt. Protokollen gengiver ikke et referat af mødet hos
Magistraten, så al mundtlig diskussion og forhandling er gået tabt. Det er kun afgørelsen,
embedsmændene har noteret i protokollen. Alle de sager der omhandler rømning eller
formodet død, er der naturligt nok ikke bilag fra modparten.
Det er derfor ikke muligt at angive præcist, hvorfor ægtepar blev separeret, men
derimod at redegøre for, hvad de angav som årsag. Årsagerne til ønske om separation var
mange og kunne være specielle. I 1790érne var de fleste henvendelser med ønske om
separation fra både kvinder og mænd dog uden angivet årsag (105 sager). Næsten alle disse
separationssager blev sendt videre med erklæring fra Magistraten til Danske Kancelli, og det
efterfølgende ”Erkl” betyder, at Kancelliet gav bevilling til separation. Alle separationssager,
uden angivet årsag, dækkede over sager, hvor den ene ægtefælle tidligere havde klaget til
Magistraten, nogle gange adskillige gange, men hvor det ikke var lykkedes at opnå enighed
med den anden ægtefælle om separation. På den anden side var det heller ikke lykkedes
ægtefællerne at forsætte samlivet. Så var sidste mulighed for at opnå separation, at klageren
skrev et bønskrift til Kancelliet, som Magistraten bevidnede med en erklæring.
For kvindernes vedkommende var den næsthyppigste angivne separationsårsag ”slette
forhold”. Det dækkede i virkeligheden over mange forskellige årsager, lige fra vold og trusler,
til manglende evne til at skaffe forsørgelse. I sager med ”slette forhold” blev klageren ofte
opfordret af Magistraten til at ”søge Konge om hjælp” (se ovenfor), da det ved møderne
normalt ikke lykkedes Magistraten at forlige eller skabe enighed om separation ved den type
af ansøgninger. Når Magistraten opfordrede til at ”søge Kongen”, så havde de dermed også
klart tilkendegivet, hos hvem deres sympati lå. Ægtefæller, der ”søgte Kongen” (i
54