Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

kunne søndag efter søndag prædike for fuld kirke 168 . Clausen følte ”det som et Kald at
dæmme op for Ligegyldigheden, Kirkefjendskabet og Moralforfaldet og paa ny vende
Strømmen tilbage til Kirkens Dør” 169 . Han kaldte sig selv for religionslærer og ikke præst.
Han fik med tiden mange fjender, og efter 1825 faldt hans tilhørerskare betydeligt.
Clausen prædikede for at mennesker skulle lære at bruge deres fornuft, og derigennem
blive mere hengivne til religion. Derfor var han ikke afvisende overfor ægtepar, han normalt
ikke havde ”hos sig”. Den 7. sep. 1812 henvendte Kirstine Jensen sig til Magistraten med
ønske om separation fra sin mand, sandbådfører Friderich Jensen. De havde været gift i 12 år,
men på grund af hans slette opførsel (han slog, stødte og kneb hende), kunne hun ikke holde
det ud længere. Desuden havde han været løsagtig med Stina Nørregaard. I bilagene til
separationssagen ligger der en lille attest fra Clausen; ”Manden Frederik Jensen vil ikke møde
hos mig. Clausen”, dateret den 15. sep. 1812 (findes ikke opgivet på hans liste). Den 28. okt.
skriver Kirstine igen til Magistraten. Kirstine og Friderich havde fire uger før været hos
Clausen, hvor Friderich havde talt godt for sig og lovet god opførsel, og hun var blevet
overbevist, og havde taget ham tilbage. Dette møde fremstår heller ikke af Clausens liste.
Friderich havde i mellemtiden ikke holdt det lovede, og nu var hun flygtet over til sin bror.
Hun bad derfor om at få sagen genoptaget, og det så hurtigt som muligt, da hun vidste, at
manden ventede en større sum penge. Hun frygtede, at pengene ville forsvinde, inden boet
skulle gøres op. På hendes klage til Magistraten havde Clausen skrevet sin attest;
”Skjøndt jeg som Sjælesøger ikke havde at befalle mig med nærværende Ægtefolk,
Frederik Jensen og Katrine, der, uagtet de boe i Stormgade, dog hverken hører til Frue eller til
nogen hvilkensomhelst kristelig Menighed, saasom de i de 12 Aar og derover, i hvilke de
have været givet, aldrig have deeltaget i Nadverens Sakramente, og saaledes ingen
Sjælesørger have eller ville have, har jeg dog ville gjøre Forsøg paa, hvad hos dem kunde
være at udrette til Forlig og Forbedring. Men efter hvad jeg har forsøgt, har jeg opgivet alt
Haab. Manden vedbliver, som han altid har gjort, at mishandle Konen, saa hun ikke længere
kan udholde livet med ham. Da han ikke heller vel kan nægte, at have gjort sig skyldig i
Utroskab mod hende, er der gyldig Grund til at ophæve det allerede brudte Ægteskab. Naar
hende, som uden Brøde mishandlet og fornærmet Ægtefællen, forundes Tilladelse til at indgaa
andet Ægteskab, hvilket hun dog ikke allerede ønsker, burde den nok nægtes ham som Den,
168 Larsen; 1945 side 14.
169 Larsen; 1945 side 15.
74