Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

embedsmænd, at tage sig af ægteskabelige klager langt tidligere, end den danske forskning
hidtil har redegjort for.
Bilag 2 viser antallet af indkommende klager over ægteskabelige uenigheder til
Københavns Magistrat fra 1775-1804. Grafen angiver ikke antallet af separationer eller
skilsmisser, men antallet af klager. Dermed kan man ikke ud fra grafen sige noget om, hvor
mange separationer og skilsmisser der var i København for denne periode, men det er tydeligt,
at der skete en betydelig stigning i separations- og skilsmisselysten i de år. Da mulighederne
for at opnå separation og skilsmisse i samme periode blev lempet, er jeg tilbøjelig til at mene,
at antallet af separationer og skilsmisser steg kraftigt i netop denne periode. Hvis det havde
været umuligt at opnå separation eller skilsmisse, så ville lysten til at henvende sig hos
Magistraten havde været faldende. Følgende er skrevet ud fra Københavns Magistrats
Resolutionsprotokol 1776-1779. Resolutionsprotokollen indeholder alle henvendelser fra
borgerne i København, og skilsmisse- og separationsansøgningerne findes blandet med dem.
Ansøgningerne om separation, der blev modtaget af Magistraten, forekommer i to
udgaver. Første udgave var en ansøgning, der lignede en kontrakt 121 , som ægtefællerne
allerede havde forhandlet sig frem til med hinanden. Ud over en kort indledning, der kort
forklarede ønsket om separation, hvor begrundelsen næsten altid var gemytternes
uoverensstemmelse, indeholdt kontrakten vilkår for opdelingen af indbo, deling af børn og
eventuelt underhold, samt begge ægtefælles underskrift. Der findes ingen spor af verdslig eller
gejstlig mægling i disse ansøgninger. Ansøgningerne blev indleveret til Københavns
Magistrat, der sendte dem videre til Kancelliet. Det er ikke altid muligt ud fra protokollen at
se, om denne type af ansøgninger blev bevilget, men der var fra Kancelliet side ikke grund til
afslag. På grund af antallet af ansøgninger mener jeg, at folk må havde haft den klare
opfattelse, at de kunne skrive en sådan ansøgning, i klar forventning om af de ville modtage
en separationsbevilling.
Da denne type af henvendelser var meget kortfattede, er det meget svært at
gennemskue og prøve at komme med et kvalificeret bud på, hvilke ægteskabelige problemer
der lå bag ansøgningen. Man kunne frygte, at styrkeforholdet i ægteskabet ikke mindede om
den lighed som ansøgningen tilkendegav. Der er ingen tvivl om, at det har været den stærkeste
i forholdet, der har været initiativtager til ansøgningen, men dermed ikke være sagt, at
vedkommende nødvendigvis snød den anden. Langt de fleste af ansøgningerne ser rimelige
121 Jensen har fundet samme type sager hos forligskommissionen i Svendborg.
44