Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Det var ikke nok, at fraskilte kvinder var at betragte som myndige, og kunne kalde sig
enker. Den 1. juli 1796 fik Københavns Magistrat svar på deres spørgsmål om, hvad der
kunne gøres for de hustruer, hvis mænd unddrog at leve med dem, men som ikke var
separerede. Efter Magistratens henvendelse var Kongen blevet klar over, at man især i
København havde problemer med ægtemænd, der både med og uden bevilget separation,
unddrog sig fra at leve med og forsørge deres hustruer og børn. Disse mænd havde ingen
lovlige undskyldninger som svaghed eller sygdom som begrundelse for det manglende
underhold. Magistraten havde brug for et værktøj til at tvinge disse mænd til at sørge for
hustruernes underhold. Kongen bestemte, at øvrigheden (her Magistraten) skulle stadsfæste et
beløb, som manden skulle udbetale. Magistraten fik derefter mulighed for at foretage
udpantninger, hvis manden ikke betalte, og eventuelt tage fra hans løn, hvis han stadig ikke
betalte.
Her er et tydeligt eksempel på samspil mellem de tre lag. Behovet kommer fra bunden,
hos de kvinder der ikke modtog underhold fra deres ægtemænd, og de bad Magistraten om
hjælp. Magistraten havde ingen beføjelser, men finder behovet reelt, især da det var byens
fattigkasse, der ellers skulle hjælpe disse kvinder. Efter henvendelse til Kongen fik
øvrigheden mulighed for at hjælpe disse kvinder. Ud fra referatprotokollen er der tidligere
gjort rede for de mange henvendelser fra kvinder, der klagede over, at de ikke fik deres
underhold. Den 10. aug. 1798 kom en ny forordning, der forskrev tvangsmidler imod mænd,
der var separeret fra deres hustruer, og nægtede eller forsømte at betale deres
underholdningsbidrag. Det var ligegyldigt, om det var et underhold de selv havde forpligtet
sig til, eller det var bestemt ved bevilling. Kongen bestemte, at man skulle benytte de samme
tvangsmidler imod disse mænd, som imod mænd, der havde pligt til at bidrage til deres uægte
børns opfostring 126 . De separerede hustruer skulle ikke stilles ringere, end kvinder med uægte
børn. Københavns Magistrat henvender sig igen til Kancelliet. Den var i tvivl om separerede
kvinder, der efter 23. aug. 1794 havde myndighed som enker, hvorvidt de måtte forsætte
mandens næring, hvis de ønskede det, på lige fod med ”rigtige” enker 127 . Dertil svarede
Kancelliet; ”At saadanne Koner, for ei at blive Almindelig til Byrde, bør have samme
Rettigheder som Enker, naar de med disse bære lige Byrder”, og dermed havde fraskilte
kvinder mulighed for ikke bare at kalde sig enker, men også at overtage deres mænds
virksomheder og klare sig selv økonomisk.
126 Fdr. 14. okt. 1763, Fdr. 10. dec. 1790
127 Hoved-Register til den Fogtmanske-Rescriptsamling 1660-1830. 22. sep. 1798.
50