Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Kommunale bevillinger 213 ”, og ”Deponerede og kasserede kongelige bevillinger”, der er
henlagt årgangsvis. De originale ansøgninger indeholder ofte mere uddybende oplysninger
som levnedsbeskrivelser og attester fra læger, oldermænd, naboer og lignende. I Magistratens
registrering 214 af Kancelliets bevilling til Andrea står der: ”Andrea Marie Hammers Enke ...”,
en oplysning, de havde fra hendes ansøgning. Kancelliet giver hende tilladelse til frugt- og
grønthandel, imod hun afleverede den værtshusholdsbevilling hun havde fået bevilget den 9.
aug. 1816. Hun skulle i øvrigt ”svare forholdsmæssigt næringsskat” af handelen med frugt og
grønt.
Men Andrea var slet ikke enke. Den 6. nov. 1815 havde hun søgt om separation fra sin
mand, kirurg August Friderich Hammer 215 på grund af skældsord og slag, samt at han ikke
deltog i husholdningen, men brugte af hendes. Begge havde været til gejstlig mægling, og
efter få udsættelser underskriver de begge (hun med ført pen) i protokollen den 11. dec. 1815,
og var dermed separerede. Ud fra separationssagen oplyses det, at de var blevet gift den 5.
marts 1813, og hun da havde været Jens Bunderups enke. Sammen havde de et barn - en
dreng - og hun havde haft tre børn med sig fra sit tidligere ægteskab. Hun afskrev sig
underhold til sig selv og børnene, mod at hun fik hele indboet.
Andrea benyttede, at hun havde ret til at kalde sig enke, og dermed kunne få bevilling
til næring som gifte kvinder var afskåret fra. Hun søgte ikke om at føre sin fraseparerede
mands virksomhed videre, hvilket i dette eksempel ikke var muligt da han var kirurg. Hun
kunne havde valgt at føre sin første mands virksomhed videre, men da han ikke var mester
(guldsmedesvend), var det heller ikke muligt. Allerede siden forordning 6. maj 1682 havde
enker og forladte hustruer ret til at forsætte mandens næringsvej, indtil de indgik nyt
ægteskab. Giftede de sig igen, overgik næringen til arvingerne (sønner), eller den nye mand.
For håndværksmesterenker var det imidlertid ikke Kancelliet, der skulle bevilge næringen,
men de enkelte håndværkslaug, der havde deres egne bestemmelser. Laugenes magt var blevet
styrket ved forordning om Haandværks Lov i København Frd. 21. marts 1800 §13. ”Når en
mesters enke vil forsætte sin afdøde mands håndværk, skal lauget drage omsorg for, ifald hun
ikke selv formåer at udfinde en duelig svend, til at forståe hendes værksted, at dette bliver
forstået af en svend, om hvis duelighed der havdes tilstrækkelig vished”. Hvert laug havde
213
KSA. Københavns Magistrats 2. sekretariat. Deponerede og kasserede kommunale bevillinger (1801) 1805-23.
2S 1685. Sagen ligger under 28. april 1817
214
KSA. 2. sek. Magistratens Collegie Breve 1817 B. 2S 314.
215
KSA. Referatsprotokol for separationssager 1815. Sag nr. 259.
92