Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

I langt overvejende af skilsmissesagerne er der ikke opgivet nogen årsag, og det
gælder både for henvendelser fra kvinder og mænd. Meget tyder på, at dette var sager, hvor
ægtefællerne i forvejen havde levet separeret i mindst tre år, og kun skulle havde den sidste
kongelige bevilling til skilsmissen. 11 sager omhandlede rømning. I 10 af tilfældene var det
kvinder der søgte. Mænd angav næsten aldrig, hvorfor de ønskede skilsmisse. Kun to mænd
søgte skilsmisse på grund af utroskab, og to andre på grund af sindssyge.
Da undersøgelsen kun belyser tre år, er det ikke forsvarligt at sige noget generelt om
skilsmisserne, især fordi undersøgelsen er fortaget i en periode med store stigninger i
henvendelserne, men om 1795-1797 kan det fastslås, at der mindst blev givet bevilliger til
omkring 42 skilsmisser om året i København. Da Magistraten ikke altid fik afgørelsen, er
antallet antageligt betydeligt større. Alt tyder på, at antallet steg de kommende år.
Københavns Magistraten fik, som tidligere anført, fra den 10. juli 1795 bemyndigelse
til at bevilge separation fra Bord og Seng 131 til enige ægtepar. I resolutionsprotokollen viser
det sig, at allerede før instruksen 10. juli 1795 har Magistraten bevilget separation. I
tidsrummet 1. jan. 1795- 10. juli. 1795 bevilgede Magistraten mindst ni separationer. Resten
af året gav de yderlige seks separationer. Det kan kun forklares med, at instruksen den 10. juli.
kom i stand på grund af en allerede eksisterende praksis hos Magistraten. Af de i alt 252
henvendelser med ønsket om separation 132 var kvinderne i betydeligt overtal (1795; kvinder
77%, mænd 21% og sammen 1%. 1796; kvinder 79%, mænd 21%. 1797; kvinder 65%, mænd
30% og sammen 5%).
Der er refereret betydeligt mere i protokollen når henvendelsen handlede om
separation i forhold til skilsmissesagerne. Separationsårsagen er noteret ved den ægtefælle,
der havde henvendt sig, men den stemmer ikke altid overens med de oplysninger, der kommer
frem i bilagene. Det er muligt at få et mere nuanceret billede af årsagerne til separation, og
hvilket grunde de forskellige ægtefæller gav, hvis man læser bilagene igennem.
Den 12. dec. 1796 søgte Amalia Petsholdt om separation fra sin mand Johan Jacob
Petsholdt, da han var flyttet. Hvis man kun læste protokollen, og ikke læste videre i bilagene,
ville det derfor se ud som en sag angående rømning, men det var det ikke. Af hendes brev
fremgår det, at det er anden gang, han bare var flyttet uden grund. I hans brev kommer en
anden historie frem. Han var flyttet igen fordi, han ikke kunne holde hendes forhold til andre
mænd ud, samt at hun blev ude den halve nat med dem. Den 11. feb. 1797 bevilgede
131 Fd. 10. juli 1795
132 1795; 56 sager. 1796; 81 sager. 1797; 115 sager.
53