Gitte Brinkbæk-Skilsmissedom og separationsbevilling.pdf

Margrethe Magdelene Rennerin fremlage sin sag den 17. dec. 1738, og fik allerede
skilsmissedom den 18. feb. 1739. Det særlige ved hendes sag, var at hun anklagede sin mand
for både rømning og hor, og den kombination var sikkert årsagen til, at hun vandt, hvor de
mandlige anklagere kun benyttede sig af horanklagen. Sagen fik en hurtige afgørelse, fordi
dommerne lagde mere vægt på rømningsanklagen end hor. Grunden til denne køns-ulighed
bunder ikke i, at kvinderne var mindre utro end mændene, men at kvinderne havde langt
svære ved at bevise mændenes utugt end omvendt. Hvis en hustru ville anklage sin mand for
hor, og som bevis pegede på en anden kvindes graviditet, kunne manden altid påstå at det var
en anden mand der havde gjort den pågældende kvinde gravid. I England var kvinderne meget
dårligt stillet, da det kun blev regnet for hor, hvis manden havde forbrudt sig i ægtesengen,
mens kvinders hor ikke var stedbestemt.
I Danmark-Norge og Sverige var kvinder og mænd lige for skilsmisseloven, men
kvinderne havde alligevel meget svært ved at bevise, at deres mænd havde begået hor.
Sjöberg skriver, at for kvinderne i Sverige var synden og skammen ved en horanklage større
end for en mand, og ansvaret for hor blev oftest tildelt hende 75 . Lennartsson er ikke enig i den
konklusion. Kvinderne i Växjö stift var ikke bekymrede for at anklage deres mænd for hor, og
havde åbenbart heller ikke vanskeligheder med at få deres anklage igennem domkapitlet, da
der var et klart overtal af kvinder, der anklagede deres mænd for utroskab. Det har ikke været
muligt at konstatere nogen form for tilkendegivelse på et særligt syn på kvinder der blev
anklaget for hor i dette materiale. Kvinder i Danmark har i langt mindre grad anklaget deres
mænd for utroskab i forhold til kvinderne i Växjö stift.
Hvordan danske kvinder forholdt sig til mænds utroskab er uklart. Thomsen har
undersøgt tre nordvestjyske landsogne 1750-1830 og kunnet konstatere, at man ikke
automatisk kan slutte, at en barnefader var ugift selvom hans civilstand ikke var direkte oplyst
i kirkebogen som fædre til uægte børn. Ved at krydstjekke med andre kilder har Thomsen
opdaget, at mindst 17 % af mændene var gifte. De giftes andel kan havde været helt oppe på
23%, eller næsten hver fjerde 76 . Mødrene i disse sager var i langt overvejende grad ugifte.
Børn, der blev født af gifte kvinder, fik automatisk ægtemanden som fader. Kun hvis der var
åbenlyse årsager til at ægtemanden ikke kunne være faderen, kunne ægtemanden anklage sin
hustru. Derfor kan man ikke ud fra kirkebøgerne konstatere kvinders omfang af utroskab.
75 Sjöberg; side 49.
76 Thomsen; side 94.
26