Corel Ventura - BATCH100.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Ø.L.D. af 29. juni 2006. Sag: 11. afd. nr. B-1481-04
(C. Levy, Karen-Anke Tørring og Henrik Bitsch)
A
(adv. Mikkel Bensby Nøhr)
mod
Ankestyrelsen
tidl. Den Sociale Ankestyrelse
(Kammeradvokaten v/adv. Kim Holst)
Erstatningsret: 1.4.1. Arbejdsgiveransvar, skade overgået ansatte – 3.2. Skadeopgørelse,
personskade – Erhvervsevnetab – Tennisalbue – Arbejdsskadesikringsloven § 32
Ikke det nødvendige sikre grundlag for at fravige Ankestyrelsens
vurdering, hvorefter erhvervsevnetabet
forårsaget af en anerkendt arbejdsskade i form af
tennisalbue var 35%, idet der især henset til en er-
Under denne sag, der er anlagt den 26. maj 2004,
har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om at sagsøgte,
Ankestyrelsen, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers
erhvervsevnetab i henhold til arbejdsskadesikringslovens
§ 32 siden den 19. oktober 1998 har været
65%, subsidiært et efter rettens skøn fastsat mindre
erhvervsevnetab, dog større end 35%.
Ankestyrelsen har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder:
Sagsøger, der er født i 1957, blev i april 1994 ansat
på køleskabsfabrikken Vestfrost i Esbjerg. Han var
her beskæftiget med samlebåndsarbejde, der bestod i
at løfte køleskabslåger ud af en maskine, hvor de
var blevet påfyldt isoleringsskum. Sagsøger havde i
1992, i forbindelse med arbejde som chauffør, været
behandlet med blokader for udvendige smerter i højre
albue. Efter ca. en måneds ansættelse på Vestfrost
fik han på ny betydelige albuesmerter og blev behandlet
med blokader, men uden virkning. Sagsøger
blev sygemeldt den 22. december 1994. Han blev
den 8. februar 1995 opereret, idet der blev foretaget
løsning af nervegrenen ved spolebenet på højre side.
Operationen var uden effekt. Sagsøgers skade blev
den 11. juli 1995 anerkendt som arbejdsbetinget af
Arbejdsskadestyrelsen, som blandt andet anførte, at
Østre Landsrets dom
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
klæring fra Retslægerådet ikke var holdepunkter for
at mene, at skadelidtes smertetilstand var forårsaget
af arbejdsskaden.
der ved anerkendelsen var lagt vægt på, at sagsøgeren
havde pådraget sig en tennisalbue (epicondylitis).
En fornyet operation i oktober 1995 førte heller
ikke til en varig bedring.
Af en erklæring af 17. marts 1995 udfærdiget af
overlæge Troels Laulund, Ortopædkirurgisk afdeling,
Centralsygehuset, Esbjerg, til brug for Arbejdsskadestyrelsens
behandling af sagsøgerens sag, fremgår
bl.a.:
“ Resume og konklusion:
37- årig mand, ufaglært fabriksarbejder, som i forbindelse
med chaufførjob i 1992 havde sporadisk tilfælde
med højresidige albuesmerter, der tolkedes som tennisalbue.
Blev blokadebehandlet et par gange med god effekt.
Herefter ro i albuen, indtil han påbegyndte tungt
fabriksarbejde i april 1994. Allerede en måned efter recidiverede
de højresidige albuesmerter, og til trods for
gentagne blokadebehandlinger samt fysioterapi, vedblev
generne i form af lokale laterale albuesmerter på
højre side med udstråling på håndrygsiden af underarmen
til håndleddet. Generne forværredes ved belastning.
I november 1994 blev han sygemeldt, og i februar
1995 blev der foretaget operativ løsning af den dybe
spolebensnerve på højre side, dette dog kun med moderat
effekt vurderet på nuværende tidspunkt 5 uger efter
operationen. Blokadebehandlingen er dags dato genta-
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED I

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
get, og der er anbefalet yderligere ultralydsbehandling.
Undersøgtes gener må anses for at være opblusset som
følge af uhensigtsmæssig tung og monotom belastning.
Den endelige vurdering af den iværksatte behandlingseffekt
er dog endnu ikke mulig, men må udskydes nogle
måneder, men tiltag i retning af beskæftigelsesmæssig
omplacering til mindre fysisk og monotomt belastende
arbejde, må anbefales.”
Sagsøgers méngrad blev på denne baggrund af Arbejdsskadestyrelsen
den 4. september 1995 fastsat til
5%.
Arbejdsskadestyrelsen anførte endvidere, at der
ikke var grundlag for erstatning for tab af erhvervsevne,
da sagsøgerens erhvervsevne var nedsat med
mindre end 15% som følge af arbejdsskaden. Arbejdsskadestyrelsen
tilføjede, at der var lagt vægt på,
at sagsøgeren modtog sygedagpenge og at erstatning
for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeforsikringsloven
som udgangspunkt ikke kunne ydes samtidig.
På foranledning af Bramming Kommune blev sagsøger
den 11. december 1995 sat i arbejdsprøvning
som chaufførmedhjælper på en containerplads. Denne
arbejdsprøvning måtte dog afbrydes efter kun to
dage på grund af stærk forværring af sagsøgers smerter.
Det fremgår af en journaludskrift fra Esbjerg Centralsygehus,
Skadestuen, at sagsøgeren den 25. februar
1996 blev behandlet efter at have skåret venstre
håndled på en vinkelsliber.
Den 10. september 1996 påbegyndte sagsøger fornyet
arbejdsprøvning som pædagogmedhjælper på
deltid i Bakkevejens Skoles SFO i Bramming. Sagsøger
var i arbejdsprøvning indtil februar 1997, hvor
han måtte ophøre af helbredsgrunde.
Sagsøger påbegyndte herefter den 4. august 1997
uddannelse på PGU, pædagogisk grunduddannelse,
men var på grund af smerter kun i stand til at deltage
i uddannelsen i to dage.
Den 24. september 1997 indgav sagsøger ansøgning
om førtidspension. Bramming Kommune rettede
i den forbindelse henvendelse til overlæge Jørgen
Riis Jepsen, Arbejdsmedicinsk Afdeling, Centralsygehuset,
Esbjerg. Af en skrivelse af 3. oktober 1997 til
kommunen fra overlægen fremgår, at denne ikke
fandt anledning til på ny at undersøge sagsøgeren,
som han tidligere flere gange havde undersøgt. Det
fremgår endvidere, at overlægen vurderede, at sagsøgeren
var pensionsberettiget, da hans arbejdsevne
var nedsat med mindst 2/3.
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED II
Af en udtalelse af 24. maj 1996 fra speciallæge
Hans lund, hvortil sagsøgeren var henvist på grund
af skuldersmerter, fremgår bl.a.:
“ Pt. er ivrig efter at komme i gang med en eller anden
form for arbejde. ... Vil forvente, at der indtræder yderligere
bedring, selvom pt. på længere sigt skal undgå
ensformigt arbejde med belastning af albuer. ...”
Sagsøgers praktiserende læge, Kåre Lilbæk, har i forbindelse
med en generel helbredsundersøgelse den
22.oktober 1997 anført:
“Jeg anser at pt. er pensionsberettiget, da arbejdsprøvning
har været forsøgt 2 gange uden held. ...
Jeg vil anbefale højeste pension, da pt. er betydelig
handicappet med den ubrugelige hø. arm incl. de
konstante smerter. ...”
Af en erklæring af 12. marts 1998 vedrørende sagsøger
til brug for pensionsansøgningen udfærdiget af
Ribe Statsamts lægekonsulent fremgår bl.a.:
“40-årig ufaglært, fraskilt mand søger førtidspension,
og kommunen indstiller til mellemste sats. Helbredsforholdene
er belyst i egen læges generelle helbredserklæring,
og desuden foreligger bilagsmateriale fra Centralsygehusets
arbejdsmedicinske afdeling og fra håndkirurgisk
afdeling, Gentofte Sygehus.
Af materialet fremgår, at ansøger i 1993 fik konstateret
collitis ulcerosa, behandledes medicinsk, kontrolleredes
og synes nu helt symptomfri. Fra maj 1994 har ansøger
haft symptomer fra højre arm og har været sygemeldt
af samme grund fra december 1994. På Esbjerg
Centralsygehus, ortopædkirurgisk afdeling, er der foretaget
operation med løsning af nerve (ramus profundus
nerves radialis dxt.) September 1995 fornyet operation,
herefter gipsbehandlet, forsøgt blokade-behandlet og fysioterapeutisk
behandling – alt sammen uden effekt.
Fra arbejdsmedicinsk afdeling henvist til Gentofte,
håndkirurgisk afdeling, hvor han er set 2 gange, og
man mener, det drejer sig om kronisk epicondylit (tennisalbue).
Der kan ikke tilbydes yderligere behandling.
Ansøger har konstant smerte i højre albue med forværring
ved berøring og tryk. Egen læge finder ansøger pensionsberettiget,
efter at der er foretaget 2 forgæves arbejdsprøvninger.
Ansøger har haft symptomer nu i 4 år. Der er tale
om vedvarende arbejdshindrende smerter, og der kan
ikke tilbydes yderligere operativt. Der vil stadig være en
ringe mulighed for spontan bedring, men trods det tror

jeg, man kan betegne tilstanden som varig, og ansøger
skønnes berettiget til helbredsbetinget førtidspension,
mellemste sats.”
Ved afgørelse af 25. marts 1998 bevilgede Ribe
Statsamt sagsøgeren mellemste førtidspension med
virkning fra den 1. januar 1998.
Ved afgørelse af 27. oktober 1998 traf Arbejdsskadestyrelsen
på ny afgørelse om sagsøgers erhvervsevnetab.
Af afgørelsen fremgår bl.a.:
“Vi traf den 1. december 1997 afgørelse om, at De ikke
længere havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne i
Deres sag. Vi har nu undersøgt sagen igen og har i dag
truffet en ny afgørelse.
Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne nu er 35
procent.
Vi har besluttet, at De vil få udbetalt en erstatning
på 508.770 kr. én gang for alle.
Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet på grundlag
af de sociale oplysninger, der er indhentet efter den
tidligere afgørelse. Vi har lagt vægt på at De nu er tilkendt
mellemste førtidspension svarende til en nedsættelse
af Deres erhvervsevne med 2/3, det vil sige ca. 66
procent.
...
Det fremgår af pensionsakterne, at De er tilkendt pension
på grund af Deres anerkendte albuelidelse. Vi vurderer
imidlertid, at skadens begrænsede følger ikke i sig
selv kan begrunde et erhvervsevnetab på mere end 35
procent.
...”
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev af sagsøgeren
indbragt for Ankestyrelsen, der traf afgørelse den
12. marts 1999. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
“Deres sag om erstatning for tab af erhvervsevne for følgerne
af en højresidig tennisalbue er blevet behandlet i
Ankestyrelsens møde den 2. marts 1999. Sagen er bedømt
efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Der blev truffet følgende
AFGØRELSE
Arbejdsskaden findes ikke at have medført tab af erhvervsevne
på mere end 35%, jf. lovens § 32, stk. 1 og
2. De kan derfor ikke få yderligere erstatning for tab af
erhvervsevne.
Begrundelsen for afgørelsen er, at arbejdsskaden har
medvirket til arbejdsophør og efterfølgende tilkendelse
af førtidspension.
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Ankestyrelsen har herved lagt til grund, at De ikke siden
arbejdsskaden har været i beskæftigelse på normale
vilkår.
Ankestyrelsen er opmærksom på, at De er tilkendt
mellemste førtidspension alene begrundet i arbejdsskadens
følger.
Ankestyrelsen finder dog, at tilkendelse af mellemste
førtidspension er udtryk for en mild vurdering, der ikke
er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen har ved denne vurdering lagt vægt på,
at der ikke er forsøgt tilstrækkelig revalidering.
Ankestyrelsen har herved lagt til grund, at der alene
har været tale om korterevarende revalideringsforløb,
idet De ikke har gennemført et helt revalideringsforløb.
Ankestyrelsen har endvidere lagt til grund, at der må
antages at være støttefunktion i højre arm. Der er således
ikke tale om, at højre arm vil være helt uanvendelig
i erhvervsmæssig sammenhæng.
...
Grundlaget for afgørelsen:
I brev af 17. november 1998 har SiD, Esbjerg Afdeling,
for Dem klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af
27. oktober 1998 om den højresidige tennisalbue, som
De har pådraget Dem under arbejde for AIS Vestfrost.
Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse har De fået tilkendt
erstatning for tab af erhvervsevne på 35%.
Ved afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne
har Arbejdsskadestyrelsen lagt vægt på, at De er tilkendt
mellemste førtidspension svarende til en nedsættelse
af Deres erhvervsevne med 2/3, det vil sige ca.
65%.
Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at skadens begrænsede
følger ikke i sig selv kan begrunde et erhvervsevnetab
på mere end 35%.
...
Deres helbredsmæssige forhold er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring
af 17. marts 1995 fra overlæge Troels
Laulund og i lægebrev af 24. maj 1996 fra speciallæge
Hans Lund.
Der har endvidere foreligget journaloplysninger af
19. august 1996 – 4. september 1997 samt lægebreve af
19. november 1996, 20. juni 1997 og 8. september
1997 fra Centralsygehuset i Esbjerg og journaloplysninger
af 24. april 1997 fra Københavns Amts Sygehus i
Gentofte. I uddybende klage af 22. december 1998 er
det bl.a. anført, at De er tilkendt mellemste førtidspension
alene som følge af arbejdsskaden. Det er endvidere
anført, at De er indstillet til højeste førtidspension.
Under behandlingen af sagen har Ankestyrelsen indhentet
nye oplysninger i form af nævnsoplæg fra Ribe
Statsamt, Revaliderings- og Pensionsnævnet.
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED III

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Kopi af de oplysninger, som Ankestyrelsen har indhentet,
blev henholdsvis den 7. januar og den 4. februar
1999 sendt til SiD, Esbjerg Afdeling, med anmodning
om at indsende eventuelle bemærkninger inden 14 dage.
Ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har der
deltaget rådgivende speciallæge.
...”
Parterne er enige om, at det er sagsøgtes ovenstående
afgørelse af 12. marts 1999, der af sagsøger søges
ændret under denne sag.
Af en journaludskrift fra Centralsygehuset i Esbjerg,
Skadegangen, af 30. juli 2000 fremgår, at sagsøger
har været i behandling, efter at han fik en
splint fra en økse i halsen i forbindelse med træfældning.
Overlæge, speciallæge i ortopædisk kirurgi Michael
Boeckstyns, KAS -Gentofte, Håndkirurgisk afsnit,
har i forbindelse med en af SID for sagsøgeren
indgivet ansøgning om genoptagelse af arbejdsskadesagen
den 11. januar 2001 undersøgt sagsøgeren. Af
overlægens erklæring af samme dato fremgår bl.a.:
“Det drejer sig om en nu 43-årig mand, tidligere beskæftiget
med forskelligt ufaglært arbejde. Han fik ansættelse
for virksomheden Vestfrost i Esbjerg 1994.
Kort efter udviklede han betydelige smerter i udsiden
(lateralsiden) af højre albue. Han fik konstateret en højresidig
albueepicondylit (tennisalbuesyndrom) og blev
opereret herfor på sygehuset i Varde, med 2 forskellige
tiltag, uden effekt. Blev endvidere undersøgt på arbejdsmedicinsk
afdeling i Esbjerg og på håndkirurgisk afsnit
i Gentofte, hvor man ikke havde yderligere behandlingstilbud.
Han har ikke kunnet genoptage sit arbejde og
fik tilkendt 8% ménerstatning og erstatning for 35% erhvervsevnetab
i henhold til loven om arbejdsskader.
Han har forsøgt 3 revalideringstiltag men måtte opgive
og har med virkning pr. januar 98 fået tilkendt mellemste
førtidspension. Patienten angiver, at smerterne har
haft en tendens til forværring i de senere år. Man ønsker
nu en fornyet vurdering med henblik på en evt. forværring
i hans tilstand.
Patienten angiver at være plaget af daglige stærke
funktionshindrende albuesmerter. På basis af de foreliggende
akter ser det ud til at hans forbrug af smertestillende
medicin er steget i de senere år, idet han tidligere
kun var i behandling med Ketalar, medens han nu tillige
har faet ordineret yderligere medicinering som ovenfor
anført.
Ved den objektive undersøgelse findes let nedsat bevægelighed
i højre skulder, som efter alt at dømme kan
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED IV
tilskrives lidelsen han blev opereret for i 1983 og som
ikke har forbindelse med aktuelle sag. Endvidere findes
smertebetinget nedsat bevægelighed i højre albue og underarm.
Der er som tidligere ganske distinkt ømhed svarende
til albuens laterale epicondyl som det ses ved et
svært kronisk tennisalbuesyndrom. Håndtrykskraften
på højre side er kraftigt nedsat i forhold til på venstre
side, men der er ikke målbar atrofi svarende til højre
overextremitet. Dog bemærkes en let atrofi af musculus
supraspinatus over højre skulder sammenlignet med
venstre. Sammenlignet med mine omfangsmål foretaget
24.4.97 er der ingen ændring i den relative forskel i omfangsmål
mellem højre og venstre underarm, men forskellen
mellem højre og venstre overarm er blevet mindre
end før.
Sammenfattende kan jeg således bekræfte, at der er
tale om et svært kronisk tennisalbuesyndrom. Ifølge skadelidtes
udsagn og vurderet efter hans medicinforbrug
er tilstanden forværret siden 1997. Den kendsgerning,
at det tidligere større omfangsmål af højre overarm nu
er blevet lige med venstre, må antages at være et objektivt
tegn på, at tilstanden er forværret. Det må dog bemærkes,
at den tidligere forskel mellem omfangsmål på
højre og venstre side i underarmsniveau ikke har ændret
sig.”
Ved afgørelse af 23. november 2001 afslog Arbejdsskadestyrelsen
at genoptage sagsøgerens sag. Denne
afgørelse blev stadfæstet af Den Sociale Ankestyrelse
den 28. februar 2002.
En fornyet begæring om genoptagelse blev afslået
af arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 11. marts
2003, hvilken blev stadfæstet af sagsøgte den 16.
september 2003.
Speciallæge Morten Boye-Petersen, der fungerede
som lægekonsulent for sagsøgte i forbindelse med afgørelsen
af 28. februar 2002, har i en af sagsøgte
indhentet erklæring af 24. juli 2004 vedrørende sagsøgeren
anført bl.a.:
“Sygehistorie/resume.
41-årig tidligere specialarbejder med anmeldt og anerkendt
højresidig tennisalbue lidelse. Har siden 1993 lidt
af tarmsygdom der dog syntes velbehandlet medicinsk.
Debuterer 1992 med højresidig tennisalbue lidelse. Denne
behandles med blokade og kommer herved i ro. En
måned efter opstart af nyt arbejde 1994 kommer der
imidlertid atter svære tennisalbue symptomer. Trods flere
behandlingsforsøg fortsat svære smerte symptomer.
Ved speciallægeerklæring 1995 findes der tegn til tennisalbue
lidelse. Normal bevægelighed i albuen, og ingen

tegn til muskelsvind. Funktionelt er der ikke specielt detaljerede
oplysninger. Det fremgår at A har været forsøgt
arbejdsprøvet på containerplads, men ophører hermed
efter 2 dage pga. af smerter i armen. Der synes
ikke at være fulgt særligt op på dette. Har været på arbejdsprøvning
på nedsat tid i SFO, hvilket synets at
have fungeret rimeligt. Det oplyses dog i anden akt, at
A måtte ophøre af helbredsmæssige årsager i februar
1997. Starter på pædagog uddannelse, men må hurtigt
stoppe pga. smerte og indtagelse af stærk medicin.
Konklusion:
A har udfra det dokumenterede fysisk, dels en tarmsygdom
som ikke syntes at give erhvervsmæssige problemer,
dels en højresidig tennisalbue. Der er ikke oplyst
andre lidelser. Den højresidige tennisalbue syntes at genere
A udover hvad man normalt finder ved denne type
sygdom. Han har været undersøgt særdeles grundigt og
gået igennem flere behandlingsforsøg uden ændring af
tilstanden. Oftest vil en tennisalbue lidelse bedres under
aflastning, men hos A har der ikke været ændring som
følge af langvarig sygemelding. Af disse årsager syntes
det lægeligt muligt at andre årsager en tennisalbuelidelsen
alene, har medført de langvarige sygemeldinger og
tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Lægeligt vil man med den beskrevne tennisalbue lidelse
finde A med skånebehov overfor fysisk tunge belastninger
imod den højre albue, men i øvrigt nær fuldt
arbejdsfør, idet han herudover ikke skulle have væsentlige
fysiske problemer. På denne baggrund findes de resumerede
arbejdsprøvninger og reaktiveringsforsøg at
være noget overfladiske og mangle opfølgning. At lægekonsulenten
12.marts 98 (akt 1.i.) skønner A berettiget
til helbredsbetinget førtidspension finder jeg således
ikke tilstrækkeligt begrundet.”
Under sagens forberedelse for landsretten er der stillet
spørgsmål til Retslægerådet, der i en udtalelse af
28. juli 2005 har besvaret de stillede spørgsmål således:
“...
Spørgsmål A:
Har sagsøger ifølge de foreliggende lægelige akter en
højresidig tennisalbue – eller har sagsøger på et tidspunkt
haft denne lidelse?
Der har været symptomer og kliniske tegn, der fuldt ud
opfylder kriterierne for at stille diagnosen “tennisalbue”
ved undersøgelse hos overlæge i ortopædkirurgi
Troels Laulund den 17.03.95 (bilag 2, speciallægeerklæ-
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
ring til Arbejdsskadestyrelsen) og ved undersøgelse hos
speciallæge Hans Lund den 24.05.96 (bilag 29). Ved
undersøgelse hos speciallæge i neuromedicin Michael
Binzer den 27.11.00 (bilag 23, speciallægeerklæring til
Bramming Kommune) og hos speciallæge Michael
Boeckstyns den 11.01.01 (bilag 22, speciallægeerklæring
til SID) var der symptomer og tegn forenelige med
’tennisalbue”, men ikke fuldt ud diagnostiske for denne
lidelse.
Der foreligger ikke herefter objektive kliniske undersøgelse
af højre albue.
Spørgsmål B:
Har sagsøger ifølge de foreliggende lægelige akter andre
lidelser af betydning for vurderingen af hans funktionsevne?
I bekræftende fald ønskes oplyst, om det kan konstateres,
hvornår disse lidelser er indtrådt?
Efter det oplyste er sagsøger i 1983 opereret for en højresidig
skulderlidelse, har i 1993 fået konstateret colitis
ulcerosa (tyktarmslidelse) og i 2000 ulcus duodeni (mavesår).
I 2000 blev der fundet menisklæsion af højre
knæ, opereret herfor i oktober 2000, maj 2001 og september
2001. 2002 dyb venetrombose i højre ben. 2002
smerter i højre skulder, november 2003 opereret for
højresidig skulderlidelse (synovit i bursa subakromiale),
reopereret i juni 2004 på grund af udvikling af tiltagende
skuldersmerter og nedsat bevægelighed i skulderen.
November 2003 forvridning af højre knæ.
Der spørges om lidelserne har betydning for sagsøgers
funktionsevne. Retslægerådet ser sig ikke i
stand til at besvare dette spørgsmål, idet det må
bero på tidspunktet i forløbet, og på hvad funktionsevnen
skal ses i forhold til.
Spørgsmål C:
Må man efter almindelig lægefaglig erfaring forventer,
at sagsøgers langvarige sygemeldinger skyldes den højresidige
tennisalbue?
Retslægerådet kan ikke besvare spørgsmål om årsager
til sygefravær.
Spørgsmål D:
Hvis spørgsmål C besvares benægtende, kan Retslægerådet
da pege på andre årsager til den langvarige sygemelding?
Retslægerådet kan ikke besvare spørgsmål om årsager
til sygefravær.
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED V

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Spørgsmål E:
Har sagsøger pådraget sig en kronisk smertetilstand,
som kan forklare sagsøgers funktionsnedsættelser, herunder
arbejdsevnen, der ikke umiddelbart kan påvises
eller forklares udfra objektivt konstaterede fund?
Retslægerådet ser sig ikke i stand til at besvare dette
spørgsmål, der henvises til besvarelsen af spørgsmål G
og I, der muligvis belyser spørgsmålets problemstilling.
Spørgsmål F:
Er der vedrørende den højresidige tennisalbue overensstemmelse
mellem de objektive fund og sagsøgers subjektive
klager? Har det betydning for besvarelsen, at
sagsøger ifølge journalnotat af 8. maj 2002 fra praktiserende
læge Kåre Lilbæk (bilag 29) har benyttet en romaskine
— og da hvilken?
Der er overensstemmelse mellem oplysningen om smerter
ved højre albue og de kliniske objektive fund, som
anført under svaret på spørgsmål A. Skadelidtes aktiviteter
har ikke betydning i den sammenhæng.
Spørgsmål G:
Er den højresidige tennisalbue forårsaget af sagsøgers
samlebåndsarbejde på køleskabsfabrik med løftning af
skumfyldte køleskabslåger fra vakuum i ca. 1 måned
forud for symptomernes debut, jf Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 11. juni 1995 (bilag 1)?
Har det betydning for besvarelsen, at man bl.a. ifølge
journalnotat af 19. august 1996 fra Centralsygehuset
i Esbjerg (bilag 17) konstaterede en forværring af lidelsen
efter arbejdsophør, og at sagsøger ifølge lægebrev af
25. juni 1997 fra Centralsygehuset i Esbjerg (bilag 17)
oplyste, at han faktisk havde symptomer/gener i højre
albue allerede i 1992 – og da hvilken?
Det første delspørgsmål kan besvares bekræftende.
Vedrørende betydningen af en forværring efter arbejdsophør
henvises til svaret på spørgsmål I.
Tidligere tilstedeværelse af tennisalbue udgør en risikofaktor
for recidiv af lidelsen i forbindelse med belastninger
af hånd og arm.
Spørgsmål H:
Medfører sagsøgers højresidige tennisalbue, at sagsøger
skal skånes over for fysisk tunge belastninger imod den
højre albue, og i givet fald i hvilket omfang? Medfører
sagsøgers højresidige tennisalbue andre indskrænkninger
i sagsøgers funktioner med højre arm, og i giver fald
hvilke?
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VI
Ja, jf. besvarelse af sidste spørgsmål under spørgsmål G.
Omfanget af skånebehov kan ikke anføres præcist, men
beror på hyppighed og kraftanvendelse i forskellige arbejdsfunktioner.
Tennisalbue medfører ikke andre funktionsmæssige
indskrænkninger.
Spørgsmål I:
Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?
Den gradvist tiltagende og meget udtalte forværring af
smertetilstanden i albue og arm kan ikke anses som en
selvstændig følge af den arbejdsbetingede tennisalbue, ligesom
en tennisalbue i sig selv ikke kan forklare ophørt
funktionsevne inden for arbejde, der ikke indeholder betydende
albuebelastende arbejdsfunktioner.
Lidelser med smerter i bevægeapparatet fører i sjældne
tilfælde til udtalte funktionsnedsættelser begrundet i
udtalte smerter ved selv ringe belastning. Årsagerne til
en sådan udvikling er usikker, men kan ikke alene forklares
ved vævsændringer i det syge område. Nogle kalder
det en kronisk smertetilstand, men dette er ikke en
forklaring, kun en betegnelse. Som mulige forklaringer
nævnes undertiden psykiske forhold og/eller ændringer
i centralnervesystemets måde at håndtere smerteimpulser
på.
I sagens behandling har overlægerne T. Ipsen, S. Mikkelsen
og P. Thomsen deltaget...”
Forklaringer:
A har forklaret bl.a., at han er 48 år og har 10. klasses
eksamen. Han blev arbejdsprøvet i 1995 efter de
operationer, der er omtalt. Han fik dengang gigtpiller
som smertestillende medicin og blev behandlet
med ultralyd. Han blev ved arbejdsprøvningen anvist
arbejde på en containerplads. De var to mand,
der arbejdede sammen. Arbejdet var belastende for
hans arme, og han blev hurtigt meget øm. Han arbejdede
der kun i to dage, derefter måtte han søge
læge. Han har i den tid, han har været på arbejdsmarkedet
altid haft hårdt fysisk arbejde. Sagsøgerens
egen praktiserende læge, Kåre Lilbæk, ringede
til Bramming Kommune og sagde, at sagsøgeren
ikke kom mere. Han bad efterfølgende selv om, at
blive arbejdsprøvet i en skolefritidsordning. Det var
i efteråret 1996. Han havde inden da været til flere
møder med kommunens personale, men det var ikke
lykkedes at finde arbejde, som han kunne klare.
Han skulle aktivere børnene, sætte dem i gang med
at lege og lignende. Han var der 4-5 timer dagligt.

Han havde mange sygedage på grund af smerter,
nok gennemsnitligt 2 sygedage om ugen. Han var
der i ca. 6 måneder. Overlæge Riis Jepsen foreslog
behandling med katalar mod smerterne. De øvrige
læger sagsøgeren havde forbindelse med, var enige
heri. Katalar er et stærkt smertestillende, nærmest
bedøvende middel. Sagsøger skulle drikke det, da
han ikke var i stand til at sprøjte sig selv. Han fik
meget kraftige bivirkninger af ketalar, på et tidspunkt
fik han således hjerteproblemer. Han holdt op
med at bruge det, men begyndte senere på ny, da
andre midler ikke hjalp. Han begyndte i august
1997 på pædagogisk grunduddannelse. Han kunne
dog ikke deltage i grunduddannelsen. Han måtte
stoppe efter få dage. Han besvimede på grund af
smerter og faldt på et stengulv. Hans egen læge sagde
derefter, at det måtte være slut med at forsøge at
få ham i arbejde. Lige siden operationerne i 1995
har han haft smerter næsten uafbrudt. Smerterne i
armen er som en kniv, der bliver drejet rundt. Han
kan kun udføre ganske lidt praktisk arbejde med
venstre hånd. Han kan ikke lege med sine børn eller
dyrke sport med dem. Hans søvn bliver påvirket i
meget høj grad. Han skal være heldig for at få mere
end to timers søvn ad gangen. Han kan ikke forestille
sig hvilken type arbejde, han skulle kunne bestride.
Foreholdt, at han er kommet til skade under træfældning
i 2000 forklarer han, at det ikke var ham,
der betjente den omtalte økse. Han har under træning
i et fitnesscenter brugt en slags fjeder til optræning
af armen og en vægt, der blev trukket op ved
hjælp af en elastik.
Overlæge Morten Boye Petersen har forklaret
bl.a., at han er speciallæge i ortopædisk kirurgi.
Han er nu ansat på Hørsholm Sygehus. Han har været
lægekonsulent for sagsøgte siden 2000. Han blev
læge i 1987 og speciallæge i 1997. Han har udarbejdet
udtalelsen af 24. juli 2004, som han kan vedstå,
på baggrund af de foreliggende akter. Der er foretaget
mange undersøgelser af A, også scintigrafi, men
de munder alle ud i, at han lider af “højresidig tennisalbue.”
Lidelsen er reelt udtryk for en irritation
af senevævet på ydersiden af albuen, som skyldes
overbelastning. Det er som regel, men ikke altid, muligt,
at få lidelsen til at svinde ved at holde armen i
ro. Det vil for en person med denne lidelse være
umuligt at bestride et arbejde, der kræver hurtige,
gentagne bevægelser med højre hånd, f.eks. at skære
kød ud på et slagteri. Sagsøgeren ville heller ikke
kunne bestride et samlebåndsarbejde, men nok gerne
andre opgaver med enkelte, lette bevægelser. Må-
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
ling af sagsøgers arme viser, at de er næsten lige store
i omfang. Målinger er altid forbundet med en vis
usikkerhed, men hvis en arm slet ikke bruges, vil den
svinde i omfang. Når den ikke svinder, må den blive
brugt til noget. Hvis man eksempelvis kan bruge en
romaskine, må man enten have meget begrænsede
følger af tennisalbuen eller have en ekstraordinært
høj smertetærskel. Vidnet har et varierende antal arbejdstimer
som lægekonsulent, siden 2004 nok ca. 9
timer ugentligt. Ankestyrelsen afgør så vidt han ved
sagerne på basis af eksisterende praksis, men også
under inddragelse af nye behandlingsmetoder indenfor
flere specialer. Méntabellen skelner mellem flere
smertegrader, men målinger af smerter er forbundet
med stor usikkerhed. Der lægges vægt på patientens
egne oplysninger, men også objektive momenter.
Muskelsvind er normalt ved svære smerter. Det faktum,
at smerterne er søvnforstyrrende kan have betydning.
Der lægges mindre vægt på brug af smertestillende
midler, da anvendelsen heraf er meget individuel.
Katalar anvendes kun sjældent til almindelig
smertestillende behandling. Det kan medføre åndedrætsbesvær
og andre bivirkninger. Det anvendes oftere
på hospitaler på anæstesiafdelinger. Vidnet er
ikke stødt på oplysninger, der giver grundlag for at
lade en psykiatrisk kollega vurdere sagen. Vidnet
kan ikke pege på andre årsager end tennisalbue til
A’s helbredsproblemer.
Procedure:
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at sagen
skal bedømmes efter arbejdsskadesikringslovens
§ 32. Dette indebærer bl.a., at sagsøgte må acceptere
at bedømme den konkrete ansøger, som den han
er, og ikke ud fra en generel målestok. Det udelukker
således ikke erstatning efter loven, at en skadelidt
eventuelt i forvejen var disponeret for en given
tilstand. Det er heller ikke afgørende, om den skadelidtes
subjektive klager stemmer med det objektivt
konstaterbare. I retspraksis er der tilkendt godtgørelse
også i sager, hvor lidelsen ikke har kunnet konstateres
objektivt. Sagsøgte er forpligtet til at træffe individuelle
afgørelser. Uanset, at det i retspraksis er
lagt til grund, at sagsøgte generelt besidder en særlig
ekspertise, kan sagsøgte ikke træffe generaliserende
afgørelser og sætte skøn under regel. Domstolenes
prøvelse er efter praksis mere intens i de tilfælde,
hvor der synes at foreligge sådanne afgørelser. Sagsøgeren
har ikke været i uddannelsessystemet siden
1970erne. Han har efter sin sygemelding i 1994
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
gjort alt hvad der var muligt for ham for at få beskæftigelse,
men der findes intet arbejde, som han er
i stand til at udføre. Hans funktionsduelighed er meget
stærkt indskrænket. Han får kun lidt søvn, og
han har prøvet alle tænkelige smertestillende midler.
Katalar er det eneste, der kan hjælpe ham, men det
har meget kraftige bivirkninger. De læger, der har
undersøgt sagsøger, har næsten alle konkluderet, at
han ikke har nogen arbejdsevne. Der er således 4 læger
der, uafhængigt af hinanden, har draget denne
konklusion. Intet tyder på, at sagsøgers vilje til at
søge arbejde er det reelle problem. Retslægerådets erklæring,
som må tillægges betydelig vægt, må også
forstås således, at smerterne på afgørende måde hindrer
sagsøger i at fungere normalt. Det er ikke udtryk
for uvilje mod at arbejde, at sagsøger, med den
store smertebelastning han er udsat for, er ude af
stand til at skifte erhverv i en moden alder, efter
mere end 20 år som ufaglært. Det er meningsløst at
stille krav om yderligere revalideringstiltag.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at
det afgørende for landsrettens bedømmelse er sagsøgers
tilstand i 1999. Eventuel senere indtrådt forværring
af sagsøgers tilstand er irrelevant. Det er tillige
uklart, om en eventuel senere forværring skyldes arbejdsskaden.
Det er af sagsøger i skriftvekslingen bekræftet,
at sagsøger har støttefunktion i sin højre
arm. Det fremgår af vidnet Morten Boye-Petersens
forklaring, at sagsøger nødvendigvis må benytte sin
højre arm, da den ikke har været udsat for muskelsvind.
Det ændrer intet heri, at der er en vis usikkerhed
forbundet med målingerne af armenes omfang.
Retslægerådets besvarelse af spørgsmål I må forstås
således, at der ikke er nogen årsagssammenhæng
mellem sagsøgers smerter og den indtrufne arbejdsskade.
Sagsøgte har ikke pligt til at dokumentere,
hvilken lidelse der i så fald er årsag til smerterne.
Smerter og medicinforbrug er ikke nogen målestok
for lidelsens karakter. De lægelige oplysninger er
ikke entydige som hævdet af sagsøger. Ved den første
undersøgelse er der således fundet god kraft i beg-
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VIII
ge skuldre og ingen bevægeindskrænkninger. Det
konstateres også i 1997, at der ikke er muskelsvind.
Sagsøger har tilsyneladende også kunnet hugge
brænde og benytte en vinkelsliber samt en romaskine.
De revalideringsforsøg, der har været iværksat,
har været inadækvate og utilstrækkelige til at dokumentere,
at sagsøger skulle have mistet arbejdsevne i
et omfang som hævdet. Sagsøgte har ikke udøvet
skøn under regel i forvaltningsretlig forstand. Der
findes ingen tabel for tab af erhvervsevne som der
gør for mén, og der er intet grundlag for at hævde,
at der ikke fra sagsøgtes side er sket en individuel bedømmelse.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Sagsøger blev i hvert fald i 1995 diagnosticeret som
lidende af en højresidig tennisalbue. Det kan efter bevisførelsen,
herunder de lægelige erklæringer og særlig
Retslægerådets udtalelse, ikke lægges til grund, at
sagsøgers smertetilstand og deraf følgende nedsatte
funktionsevne er forårsaget af tennisalbuen. Landsretten
har herved særlig lagt vægt på Retslægerådets
besvarelse af spørgsmålene H og I, samt målingerne
af sagsøgers armmuskulatur. Sagsøgtes afgørelse af
12. marts 1999 findes at være truffet på grundlag af
en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger,
herunder lægelige erklæringer om sagsøgerens forhold.
Der foreligger herefter ikke et tilstrækkeligt
sikkert grundlag for at tilsidesætte den ved sagsøgtes
afgørelse af 12. marts 1999 foretagne vurdering af,
at sagsøgerens erhvervsevnetab ikke var på mere end
35%. Herefter frifindes sagsøgte.
Sagsøgeren skal til passende dækning af advokatomkostninger
betale 50.000 kr. til sagsøgte.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Ankestyrelsen, frifindes.
Sagsøger, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger
betale 50.000 kr. til sagsøgte.