Corel Ventura - BATCH100.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
gjort alt hvad der var muligt for ham for at få beskæftigelse,
men der findes intet arbejde, som han er
i stand til at udføre. Hans funktionsduelighed er meget
stærkt indskrænket. Han får kun lidt søvn, og
han har prøvet alle tænkelige smertestillende midler.
Katalar er det eneste, der kan hjælpe ham, men det
har meget kraftige bivirkninger. De læger, der har
undersøgt sagsøger, har næsten alle konkluderet, at
han ikke har nogen arbejdsevne. Der er således 4 læger
der, uafhængigt af hinanden, har draget denne
konklusion. Intet tyder på, at sagsøgers vilje til at
søge arbejde er det reelle problem. Retslægerådets erklæring,
som må tillægges betydelig vægt, må også
forstås således, at smerterne på afgørende måde hindrer
sagsøger i at fungere normalt. Det er ikke udtryk
for uvilje mod at arbejde, at sagsøger, med den
store smertebelastning han er udsat for, er ude af
stand til at skifte erhverv i en moden alder, efter
mere end 20 år som ufaglært. Det er meningsløst at
stille krav om yderligere revalideringstiltag.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at
det afgørende for landsrettens bedømmelse er sagsøgers
tilstand i 1999. Eventuel senere indtrådt forværring
af sagsøgers tilstand er irrelevant. Det er tillige
uklart, om en eventuel senere forværring skyldes arbejdsskaden.
Det er af sagsøger i skriftvekslingen bekræftet,
at sagsøger har støttefunktion i sin højre
arm. Det fremgår af vidnet Morten Boye-Petersens
forklaring, at sagsøger nødvendigvis må benytte sin
højre arm, da den ikke har været udsat for muskelsvind.
Det ændrer intet heri, at der er en vis usikkerhed
forbundet med målingerne af armenes omfang.
Retslægerådets besvarelse af spørgsmål I må forstås
således, at der ikke er nogen årsagssammenhæng
mellem sagsøgers smerter og den indtrufne arbejdsskade.
Sagsøgte har ikke pligt til at dokumentere,
hvilken lidelse der i så fald er årsag til smerterne.
Smerter og medicinforbrug er ikke nogen målestok
for lidelsens karakter. De lægelige oplysninger er
ikke entydige som hævdet af sagsøger. Ved den første
undersøgelse er der således fundet god kraft i beg-
20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VIII
ge skuldre og ingen bevægeindskrænkninger. Det
konstateres også i 1997, at der ikke er muskelsvind.
Sagsøger har tilsyneladende også kunnet hugge
brænde og benytte en vinkelsliber samt en romaskine.
De revalideringsforsøg, der har været iværksat,
har været inadækvate og utilstrækkelige til at dokumentere,
at sagsøger skulle have mistet arbejdsevne i
et omfang som hævdet. Sagsøgte har ikke udøvet
skøn under regel i forvaltningsretlig forstand. Der
findes ingen tabel for tab af erhvervsevne som der
gør for mén, og der er intet grundlag for at hævde,
at der ikke fra sagsøgtes side er sket en individuel bedømmelse.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Sagsøger blev i hvert fald i 1995 diagnosticeret som
lidende af en højresidig tennisalbue. Det kan efter bevisførelsen,
herunder de lægelige erklæringer og særlig
Retslægerådets udtalelse, ikke lægges til grund, at
sagsøgers smertetilstand og deraf følgende nedsatte
funktionsevne er forårsaget af tennisalbuen. Landsretten
har herved særlig lagt vægt på Retslægerådets
besvarelse af spørgsmålene H og I, samt målingerne
af sagsøgers armmuskulatur. Sagsøgtes afgørelse af
12. marts 1999 findes at være truffet på grundlag af
en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger,
herunder lægelige erklæringer om sagsøgerens forhold.
Der foreligger herefter ikke et tilstrækkeligt
sikkert grundlag for at tilsidesætte den ved sagsøgtes
afgørelse af 12. marts 1999 foretagne vurdering af,
at sagsøgerens erhvervsevnetab ikke var på mere end
35%. Herefter frifindes sagsøgte.
Sagsøgeren skal til passende dækning af advokatomkostninger
betale 50.000 kr. til sagsøgte.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Ankestyrelsen, frifindes.
Sagsøger, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger
betale 50.000 kr. til sagsøgte.