Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

DEN TYSKE KLASSIK
Tidsperioden for den tyske klassik (også kaldet
Weimar klassikken) strækker sig fra 1786, hvor
Goethe foretog en rejse til Rom, og frem til Schillers
død i 1805. Hvor Sturm und Drang var kendetegnet
ved ’de unge vilde’, kendetegnes den tyske
klassik af en mere rolig modenhed. Hovedpersonerne,
Goethe og Schiller, var stadig de samme,
men på dette tidspunkt var de klar til at udvikle sig
i en ny retning. Goethe rejste til Italien og hentede
ny inspiration i et land, der i høj grad var præget
af antikken. Da han vendte hjem, var han parat til
at gå en ny tid og skrivestil i møde.
Goethe og Schiller forestillede sig en stat behersket
af fornuften, hvor det enkelte individ var
frit og i stand til at beherske sig selv. Forbilledet
var den græske antik, som bød på flere vigtige
faktorer for Goethe og Schillers udvikling og overbevisning.
For det første stammer demokratiet fra
Grækenland. Godt nok i en form, hvor hverken
kvinder eller slaver havde medbestemmelsesret,
men det var trods alt et system, der for Schiller og
Goethe tog sig betydeligt bedre ud end den tyske
absolutisme. For det andet havde den græske
tragedie en helt særlig form, som satte et dramatisk
ideal til efterfølgelse. Grækerne skrev deres
stykker ud fra tre relativt simple regler: for det
første foregik dramaets handling altid inden for en
kort tidsperiode på omtrent et døgns tid. For det
andet udspillede dramaet sig altid på ét sted, og
for det tredje skulle dramaet have én klar handling,
som fulgte et helt bestemt mønster inden
for en dramatisk kurve.
En vigtig inspiration for ‘klassikkerne’ var den
franske revolution, en række store politiske omvæltninger,
der i 1789 førte til enevældets fald
i Frankrig. Frihed, ligestilling, demokrati og
magtens tredeling (’frihed, lighed, broderskab’)
var hjørnestene i de revolutionæres idégrundlag,
og det var netop disse tanker, Goethe og Schiller
ønskede overført til det tyske samfund. En vigtig
’detalje’ var dog, at hverken Goethe eller Schiller
ønskede en blodig revolution, som den der ramte
Frankrig. I stedet satte de deres lid til fremskridtet
og humanismen. Kunsten, og dermed litteraturen
og teatret, var et egnet forum for de nye tanker.
Mennesket skulle ikke styres, men opdrages til at
træffe de rigtige valg, og dette kunne netop foregå
gennem en opbyggelig kunst – og i særdeleshed
litteratur. Der skulle findes en harmonisk middelvej
mellem fornuftens menneske, som Goethe
og Schiller afviste i deres ’Sturm und Drang’ periode,
og det følelses- og driftsstyrede menneske,
som ville træffe forkerte og ikke mindst forhastede
beslutninger (skræmmebilledet var resultatet af
den franske revolution og den unge Werther, som
tog sit eget liv). Dramatikkerne har med andre ord
stadig stor sympati for deres ungdommelige frembrusen
og revolutionære lidenskab, men med alderen
kommer en større ro og eftertænksomhed,
som de overfører til deres værker.
Schiller holdt i 1784 en berømt forelæsning med
titlen ”Die Schaubühne als eine moralische Anstalt
betrachtet” (”Teatret betragtet som en moralsk institution”),
hvor han gjorde klart, hvad han mente om
teatrets ideale funktion som en moralsk vagthund i
et samfund, hvor alt andet kunne korrumperes:
16