Arbejdsspørgsmål - Aarhus Teater

TEKSTUDDRAG DON CARLOS
- bearbejdet version
RODRIGO:
Ja – Men, Carlos –
CARLOS:
Husker du en lille flok drenge, der spillede tennis? –
Dronningen af Böhmen – min tante – kom og så
på –
og blev ramt i ansigtet af en bold, som du slog? –
og vi – vi var jo drenge – vi lo.
Kongen, min far –
min far –
som aldrig har været barn,
aldrig prøvet leg eller spil –
og aldrig smilet, tror jeg –
så kun fornærmelsen mod dronningen
og valgte at tro at det var sket med vilje.
Åh, denne forfærdende vrede! –
Han svor, han ville finde og prygle den skyldige.
Rodrigo, jeg så dig ryste – blive bleg…
”Far,” råbte jeg, ”straf mig.
Jeg ramte min tante, jeg gjorde dronningen ondt!”
Jeg tog dine prygl –
RODRIGO:
Det husker jeg.
CARLOS:
Da hans hænder slog mig til jorden,
så jeg dig græde.
Jeg havde vundet dit hjerte –
RODRIGO:
Du har det endnu –
CARLOS:
Jeg behøver det – mere end nogen sinde før.
Hør mig bekende
og sig mig så, hvor forladelsen er at finde –
RODRIGO:
Carlos –
CARLOS:
Shh – sig ingenting. Ingenting.
Jeg elsker Elisabeth – min fars hustru.
Tal så, hvis du kan –
sig til mig, at ingen stakkel under himlen
lider som jeg – sig det!
RODRIGO:
Jeg kom efter en løve til at forsvare Flanderns sag –
jeg finder en elskovssyg dreng.
CARLOS:
I alle udtryk for foragt står jeg stadig foran dig –
RODRIGO:
Carlos –
CARLOS:
Nej – du finder ikke noget trøstens ord.
Verden, hoffet, menneskenaturen, Rom! –
alt rotter sig sammen om at ødelægge mig –
Min fars hustru! –
Min skæbne er vanvid i værste fald –
i bedste fald fængsel – død –
blot at se på hende – Spaniens dronning – er forræderi!
Og alligevel vokser min kærlighed!
RODRIGO:
Ved hun det?
CARLOS:
Tænk dig om! Du er i Spanien igen!
De stive ceremonier – hoffets forældede ritualer –
de sætter mure af malm mellem mig og dronningen.
Hvordan skal jeg nogen sinde tale med hende
34