Renæssanceskolehæfte - Nordjyllands Historiske Museum

Krig, kamp og ridderliv
I middelalderen blev krige ført af riddere, der - højt til hest og i tung rustning - kæmpede mod andre
riddere på slagmarken. Ridderne var næsten alle sammen rige adelsfolk, der var blevet grundigt
oplært før de blev slået til ridder, og kampene foregik efter nogle ret faste regler, hvor ære og moral
var vigtige begreber.
Hvis den ridderhær, der skulle forsvare området, blev besejret, kunne man søge ly bag borgens
tykke mure, der var en næsten uindtagelig fæstning mod angreb udefra. Mange krige blev derfor
afgjort gennem belejringer, og den part, som kunne holde længst ud, vandt krigen.
I renæssancen skete der store ændringer i måden at føre krig på. Den vigtigste forandring var, at
man fandt ud af at blande krudt, så det kunne bruges til ildvåben.
Først brugte man det til kanoner, der var så kraftige, at de kunne skyde huller i de tykke borgmure,
så pludselig var de ikke noget sikkert tilflugtssted mere. Senere fandt man også ud af at lave
skydevåben som geværer og bøsser, og de kunne kun affyres, hvis man stod på jorden. Derfor
begyndte man at føre krig med store professionelle hære af fodfolk, som var bevæbnet med
skydevåben eller lange stager som f.eks. spyd.
Det betød at ridderne mistede deres militære betydning, men de idealer, som de stod for, forsvandt
ikke. I stedet for krige dystede ridderne nu i store ufarlige turneringer, hvor de fremviste deres
ridekunst, våbenfærdigheder og ædle kappesind.
1600-tals kanon, udstillet på museet i Wartburg.
Kilde: http://da.wikipedia.org
46
Sortkrudtskytter
Man siger, at krudtet blev opfundet i Kina omkring år 1000, og det skulle blive en meget vigtig
opfindelse for hele måden at føre krig på.
Der gik ganske vist noget tid, før man lærte krudtet at kende i Europa – det skete først i 1300-tallet,
hvor man begyndte at lave kanoner, der kunne affyres med stor kraft. Kanonerne var både meget
dyre at bruge, og det var også ret farligt, for man havde endnu ikke fundet den rigtige blanding af
salpeter, svovl og trækul, der er de tre ingredienser i krudt. Den fandt man først i 1500-tallet, men så
gik det også stærkt med at opfinde ildvåben, der kunne bruges, når man var i krig.
De første håndvåben, der blev opfundet, var ret primitive, især i den måde, som man antændte
krudtet på. I starten havde geværerne bare et hul ind i krudtkammeret, og når man skulle affyre sit
våben satte man simpelthen en glødende pind hen til et fænghul, så krudtet blev antændt og geværet
gik af (se billedet). Det var
bestemt ikke ufarligt at gøre,
for tit sprang våbenet i luften,
så derfor nægtede mange
soldater også at bruge ildvåben.
Det var selvfølgelig et problem,
så nogle gange var man nødt til at sætte straffefanger til at håndtere geværerne – men så blev de
også benådet bagefter, hvis de da overlevede!
Den nordjyske sortkrudtskytte Kim Romdrup, iført kopi af 1600-tals
militær-dragt, fremviser sine våben for en flok interesserede børn.
Sommerskole 2006.
Skematisk tegning af, hvordan man antændte de først opfundne
ildvåben. Krudtet ligger løst i kammeret og antændes ved hjælp af
en glødende pind.
Kilde: www.sortkrudt.dk
Heldigvis fandt man efterhånden
sikrere måder at antænde krudtet
på, og som renæssancen skred
frem, blev ildvåben mere og mere
almindelige på slagmarken. Også
selvom man længe syntes, at de
var alt for brutale og uædle i
kamp, og i hvert fald ikke burde
bruges imod kristne mennesker,
men kun mod hedninge!
47