Renæssanceskolehæfte - Nordjyllands Historiske Museum

Det nye verdensbillede
I middelalderens verdensbillede var Jorden centrum for
universet. Uden om Jorden var der en række himle, hvori solen,
månen og planeterne bevægede sig rundt i cirkulære baner, og til
sidst kom stjernerne, der sad fast på den yderste himmels skal.
Det kaldes et geocentrisk verdensbillede (geo=jord), og det
havde man allerede beskrevet i det gamle Grækenland, altså
mere end 1000 år tidligere. De gamle grækere mente ikke, at der
fandtes noget som helst uden for den yderste skal. Det blev
ændret i middelalderen, hvor man troede på, at Gud havde skabt
og styrede hele universet, og derfor selvfølgelig skulle have en
plads i verdensbilledet. Det klarede man ved at tilføje endnu en
himmel, kaldet Guds rige, og i modsætning til alle de andre himle havde den ikke nogen
begrænsning, men var evig og uendelig.
I renæssancen begyndte man at stille spørgsmålstegn ved, om det verdensbillede mon også var
rigtigt. Man kunne godt se på planeternes baner, at de ikke passede med billedet – f.eks. var det lidt
svært at forklare, hvorfor Merkur og Venus altid var tæt på solen, ligegyldigt hvornår man kiggede.
Det store gennembrud kom i begyndelsen af 1500-tallet, da den polske astronom Nicolaus
Kopernicus foreslog, at solen var det centrum, som Jorden og universets øvrige planeter kredsede
Kopernicus' verdensbillede, hvor
solen er universets centrum.
Fra værket "De revolutionibus
orbium coelestium", Nürnberg, 1543
om. Det kaldes et heliocentrisk verdensbillede (helio = sol).
Kopernicus’ billede var rigtigt i forhold til vores galakse,
Mælkevejen, men det tog noget tid, før det slog igennem. Det
var nemlig meget svært for folk at acceptere, at Jorden ikke var
universets guddommelige centrum, men blot én planet blandt
mange.
En af dem, der prøvede at opstille et andet billede, var den
danske astronom Tycho Brahe, der foreslog, at solen og månen
kredsede om jorden, mens alle de andre planeter kredsede om
solen. Lær meget mere om Tycho Brahe på Nationalmuseets
hjemmesidehttp://tycho.natmus.dk/
Et eks. på middelalderens
verdensbillede, hvor jorden er i
centrum, herefter følger planeternes
baner og yderst er Guds rige.
Kilde: wikipedia.org
60
Så til søs!
Dette kort viser, hvornår renæssancens store opdagelsesrejser fandt
sted. Kilde: www.public.iastate.edu/~cfford/342WorldHistoryModern.html
kostbare, og meget eftertragtede i Europa.
Renæssancen kaldes også
sommetider for ”de store
opdagelsesrejsers tid”. Det gør den,
fordi man for alvor begyndte at
udforske verdenshavene, i forsøget
på at finde nye handelsveje til
Asien. Man ville nemlig gerne have
mulighed for at handle direkte med
købmændene der, for østens fine
varer som f.eks. silke og safran var
De første til at sejle af sted til ukendte områder var portugiserne. Allerede i 1420’erne begyndte
Henrik Søfareren at sejle ned langs Afrikas vestkyst og hver gang han kom til et nyt område, kom
det straks til at høre under Portugals konge. Snart fulgte den spanske konge trop, og i 1492
Jens Munks rejser i Hudsonstrædet,
1619-20.
Kilde: www.wikipedia.org
stævnede Christoffer Columbus ud fra Spanien med kurs
mod Japan og Indien på den nok mest berømte rejse
overhovedet. Efter ca. 2 måneder nåede han og
besætningen endelig land. Selv troede han, at de havde
nået Las Indias (Indien), men i virkeligheden havde han
opdaget et helt ukendt land – nemlig Amerika!
I løbet af de næste 100 år rundede man både Afrikas og
Sydamerikas sydspidser og overalt, man kom frem,
udforskede og koloniserede man områderne i de
europæiske kongedømmers navne. Det var nu ikke kun
mod syd og øst man udforskede. Den norsk/danske søhelt,
Jens Munk, lavede f.eks. mange opdagelsesrejser til
Grønland og de arktiske områder.
61