HYPNOTERAPl - Dansk Selskab for Klinisk Hypnose

28
Cafègæsten
Hos Annalise Rust
Denne gang har jeg budt forskningsbibliotekar og læge Johan Wallin på en beskeden kop
automatkaffe.
Johan kom tidligt efter sin embedseksamen i 1973 i kontakt med Eigil Hauch, der var
civilingeniør af profession, men tiltrukket af hypnosen og også har skrevet en lille bog om
sine erfaringer. Sammen med et par venner gik Johan ”i lære” hos denne og tilegnede sig her
nogle grundlæggende hypnotiske teknikker, som vakte hans nysger-righed for området. Siden
har han fulgt dette op ved deltagelse i mange andre kurser. På det tidspunkt i 70’erne var
hypnosen lidt fræk og temmelig uhørt også i lægekredse. En afstand Johan ikke fandt rimelig,
fordi der jo i virkeligheden er en del videnskabelig litteratur at bygge på.
Den form for hypnose, Hauch praktiserede, var en ret autoritær form. Personligt finder
Johan mere permissive former både bedre og lettere; de tiltaler ham mere. Han opdagede, at
han under en trance- induktion ofte selv var tilbøjelig til at gå i trance, noget han i starten
mente, han burde søge at bekæmpe lidt, men hans erfaring i dag er, at det tværtimod kan være
en fordel. Der er potentialer i dette, men det er ikke beskrevet særligt godt i litteraturen.
Johan har været med i en hypnosegruppe på Fyn, der har været en direkte udløber af
foreningen. Den blev opløst for et par år siden.
I slutningen af 80’erne blev Johan interesseret i gestaltterapi og har taget en 4-årig uddannelse
i dette. I nogle år havde han en fornemmel-se af, at hypnose og gestaltterapi var uforenelige,
så der gik en del år, hvor han ikke brugte hypnosen. I mellemtiden er han dog kommet frem til
den konklusion, at en god psykoterapeut nok mere end en der henholder sig til en bestemt
”skole” er én, der svarende til sin person, råder over et arsenal af redskaber, som i
virkeligheden begynder at hænge sammen. En fin opdagelse. Så for ham er det mere noget
med, hvilken klient, hvilken type problemstilling, der afgør, hvilken meto-de, han vil vælge.
Johan har også snuset lidt til NLP, som han også blev lidt fascineret af. Noget, der i meget høj
grad hænger sammen med hypnose, hvor man har taget de teknikker ind.
På spørgsmålet om, hvorfor Johan som lægeuddannet ikke har valgt psykiatriuddannelsen,
svarer han, at han gennem sin almene interesse for psykologiske / psykiatriske
problemstillinger kunne se, at lægeger-ningen i virkeligheden også går ind i det psykologiske
domæne og at dette er skrækkeligt overset den dag i dag; man vægter det fortsat meget lidt,
og noget af det, han opdagede ret hurtigt som nybagt læge i klinisk arbejde på Odense
sygehus var, at placeboeffekten spiller en stor rolle og suggestion en endnu større rolle. I
stedet for at bagatel-lisere det og sige, at det er noget pjat, kan man ligeså godt gå ind i det og
bruge det. Suggestion kan allerede være at sige: ”De er snart ved at blive rask, fru Hansen!” –
Så det er ikke alle læger, der er opmærk-somme på, at vi faktisk bruger suggestioner hele
tiden. Der er noget at hente der. Det var én af de ting, der trickede Johan, og så syntes han
ligeså godt, at han kunne begynde at bruge det aktivt. Hypnose er for ham en teknik, som ikke
alle kan lære, og måske også én af grundene til, at ikke alle indefor faggrupperne kan lide det.
Det kræver evnen til tæt interaktion med et andet menneske og går ud over det, man kan
tilegne sig intellektuelt. Nogen har et enormt talent for det. Johan me-ner, at det er en fordel,
at man som hypnoterapeut selv er et suggestivt menneske; at det er en fordel at kunne færdes i
flere universer på én gang.
Han tror ikke, at alle læger og psykologer kan lære at hypnotisere, og at det hænger
sammen med, at folk indenfor vores faggrupper for-binder det at føre en samtale med at
meddele nogle ting og betragter det som noget mere operationelt - at man handler De