Gratis Aviser - Danske Dagblades Forening

I mediernes værksted
Af lektor Bo Tao Michaëlis
Birkerød Gymnasium
’Hvem er egentlig minister for pressen i Danmark?’
Spørgsmålet stilles i min gymnasieklasse, når jeg
tager fat på at undervise i medier i faget dansk.
Svarene falder logiske, men aldrig rigtige.
Kulturministeren, indenrigsministeren, ja sågar justitsministeren
har jeg fået som forslag. Og når jeg så
endelig kommer med svaret, at det er statsministeren,
afløses uvidenhed med undren. Hvorfor i alverden og
hvad har Fogh med Ekstra Bladet at gøre.
Den var ikke gået i 70erne, hvor ethvert skolebarn
vidste, at den fjerde retslige instans i staten ud over
Montesquieus tre, var en fri presse og frie medier, og
at disse simpelthen var tegnet på, at vi levede i en
seriøs retsstat og et moderne demokrati.
Men der er langt tilbage til 70erne, og denne
klumme skal bestemt ikke handle om, at vejret var
bedre den gang i fortiden. Sagen er imidlertid, at
der i en række år – små tyve – fra midten af 80erne
og op til lige for nylig simpelthen ikke blev undervist
noget videre i medier i dansk i gymnasiet.
Undervisningsminister Bertel Haarders den gang nye
bekendtgørelse for danskfaget nedprioriterede medieundervisning.
Lidt polemisk kan du have en anelse
om, at de fæle medier skulle ud af timerne om sprog
og litteratur, fordi de lugtede lidt for venstreorienteret.
Undervisning om medier var jo gerne noget med den
der borgerlige offentlighed, som i almindelighed kommer
fra den røde Frankfurterskole nede i Tyskland, i
særdeleshed fra den lige så røde filosof, Jürgen
Habermas. Interessant fordom, når den historiske
kendsgerning er, at det frem for alt er det kapitalistiske
USA, som stadigvæk har den gule førertrøje med
hensyn til forskning og undervisning om medier, altså
landet som gav os new journalism, episk og etisk
journalistik.
Men Haarder var i hvert fald ikke alene med hen-
AVISEN PÅ SKEMAET / 19 ■
Klummen udefra
syn til at slippe af med for
megen medieundervisning.
Tværtimod var der utroligt mange gammeldags
dansklærere, som sukkede lettet og elitært. Nu kunne
de endelig udelukkende hellige sig Herman Bang og
co., glemme alt om aviser, reklamer og fjernsyn. Med
et konservativt og lavendelduftende kors for brystet
kvittede de al undervisning om massekommunikation,
den noget grove definition på medier som henvender
sig til andre end gymnasielærere.
Det er med vilje, at jeg nævner Herman Bang.
Ved Vejens og Stuks forfatter og journalist af uddannelse
og for så vidt den første moderne forfatter, som
professionelt var trænet til at bruge sproget retorisk i
en sags tjeneste, debattere og skildre sine nærværende
omgivelser og problemer. Og det gjorde han. Og
graver du lidt i hans skønlitterære værker, finder du
snart journalisten.
Dette skal ikke handle om Herman Bang og andre
forfattere, som er journalister – i dag er jobbet jo
nærmest normen som baggrund for at være skribent,
tænk blot på Leif Davidsen, Hanne-Vibeke Holst og
Morten Sabro – men om den sproglige dimension
som ligger her og helt normalt glider over i moderne
litteratur. Denne udvikling er jo langt fra ekstraordinær
for Danmark. Mange moderne forfattere har virket
som reportere og journalister, endog været ansat
inden for fjernsyn og i reklamebranchen. En hver
læser og litterat er velkommen til at kritisere denne
udvikling, og den kan som kunstnerisk dannelse diskuteres
som vejen ad hvilken til lødig litteratur. Men
det er en anden sang, og den skal ikke synges her.
Medierne er det værksted, hvor litteraturens redskaber
om ikke bliver skabt så i hvert fald slebet, forarbejdet
og gjort tidssvarende. Og jeg mener moralsk
og næsvist, at enhver dansklærer har pligt til at
opholde sig en rum tid i dette værksted, tage redskaberne
ud af teksten. undervise i deres anvendelse og
vise deres (mis)brug i medierne her og netop nu.
Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto