landinspektøren - Ida

landinspektøren 

TIDSSKRIFT FOR KORTLÆGNING OG AREALFORVALTNING 

NR. 1 | FEBRUAR 2006

NR. 1 | JANUAR 2006 

43. BIND | 115. ÅRGANG 

Udgivet af: 

Den danske Landinspektørforening 

Lindevangs Allé 4 

2000 Frederiksberg 

Telefon 38 86 10 70 

Telefax 38 86 02 52 

E-mail: ddl@ddl.org 

Ansvarshavende redaktør: 

Asger Sonne Kristensen (ask) 

E-mail: ask@geopartner.dk 

Redaktionssekretær: 

Karsten L. Willeberg (klw) 

E-mail: klw@cowi.dk 

Redaktionsudvalg: 

Søren Ellegaard, Niels Henrik Vad 

Jensen, Birthe Voer Nielsen, Jens Chr. 

Rasmussen, Trine Heinemann, Peter 

Cederholm, Anne Kjølhede Revald 

Grafisk sekretær: 

Vibeke Bo Clemens 

E-mail: clemens2@mail1.stofanet.dk 

Tegning af abonnement: 


Sekretær Bente Samsøe 

Annoncetegning: 

Morten Pugholm Rasmussen 

Telefon 61 55 37 47 

E-mail: mpr@geopartner.dk 

Priv. adr.: Højvang 16, 9600 Års 

Tryk: 

P.J. Schmidt, Vojens 

landinspektøren 1 | 2006 

ISSN 0105-4570 

landinspektøren 

TIDSSKRIFT FOR KORTLÆGNING OG AREALFORVALTNING 

DANISH JOURNAL FOR MAPPING AND LAND-USE 

Indhold: 

Ddl.org 2 

Faglige artikler: 

Fotogrammetri – før, nu og i fremtiden. Af Svend Elgaard 3 

Ejendomsret til fællesjorder. Af Lars Ramhøj 

Bestemmelse af landskabskarakter og digital feltregistrering. 

9 

Af Ole Hjort Caspersen m.fl. 15 

Blandede boligtyper. Af Pernille Mikkelsen m.fl. 

Mobil kortlægning – integration af linielaserscanner på 

21 

DyRoS. Af Morten Pugholm Rasmussen m.fl. 27 

Øvrigt indhold: 

Nyt fra AAU 33 

Faglig kommentar 40 

Bogomtaler 43 

Personalia 46 

Forsidebillede: ”Fikspunkt” i Salcantay passet ca. 4700 m.o.h. Andesbjergene, 

Peru. Salcantay i baggrunden når op i 6271 m.o.h. Billedet er 

taget på en 5-dages vandretur til Machu Picchu, den glemte 

Inkaby der blev genopdaget i 1911 (foto: Lars Linholt Christensen).

2 

| DDL.ORG | 

DdL.org 

Fremtidssikring 

Bestyrelsen har igennem det sidste 

halvandet år gennemført et større 

ud redningsarbejde omkring vores 

fremtidige økonomi og mulighederne 

for fortsat at servicere vores medlemmer 

på et højt niveau. Vi har i denne 

sammenhæng også undersøgt mulige 

former for sekretariatsmæssigt samarbejde 

med andre professionsforeninger. 

Det er vigtigt at understrege, at vi 

alene ser på det administrative set-up 

– altså organisationen af sekretariatets 

opgaver. Vi vil naturligvis fastholde 

den politiske autonomi og det faglige 

perspektiv til fremme af de bedst mulige 

vilkår for landinspektørstanden i 

Danmark. Set fra medlemmernes stol, 

skal DdL og de tilsluttede foreninger 

fortsat fungere som medlemmernes 

forening med hensyn til servicering 

og betjening, eget telefonnummer, 

personlig betjening, eget tidsskrift og 

meddelelsesblad, efteruddannelse, 

Nyborg møde – og alt det vi kender. 

Men hvorfor er det så, at vi skal se på 

dette? Vi er jo ret bevidste om, at vi har 

et meget velfungerende sekretariat, 

som mange misunder os i både ind- og 

udland. Der er flere grunde til dette. 

For det første bør enhver forening 

med passende mellemrum foretage 

et sådant servicecheck for at se om det 

administrative set-up matcher fremtidens 

udfordringer. For det andet vil der 

blive problemer med at opretholde det 

økonomiske grundlag for vores akti- 


viteter i det nuværende regi. Endelig 

for det tredje er der p.t. en almindelig 

tendens indenfor AC-organisationerne 

til at se på mulighederne for at varetage 

opgaverne i forskellige former for 

sekretariatsmæssigt samarbejde. 

Analyserne pegede ret hurtigt på, at 

der reelt kun er to mulige løsninger 

og reelt kun to mulige samarbejdspartne 

re. Enten kan vi indgå i et sekre tariats 

mæssigt samarbejde med Jordbrugsakademikerne 

og Dyrlægerne 

(JA/DDD), som netop har etableret et 

fælles sekretariat for de to organisationer 

i nyindrettede lokaler på Emdrupvej 

i København. Dette sekretariat ejes i 

fællesskab og hver organisation betaler 

forholdsmæssigt til sekretariatets drift 

på baggrund af det registrerede træk på 

sekretariatets ydelser. JA/DDD har tilsammen 

ca. 9.300 medlemmer, hvoraf 

5.800 er erhvervsaktive. Eller vi kan 

indgå en kontrakt om sekretariatsmæssig 

betjening fra Ingeniørforeningen 

Danmark (IDA). Vi vil her få varetaget 

vores servicebehov og løst opgaverne 

i et professionelt regi til en aftalt pris 

baseret på nærmere aftalte retningslinier 

for serviceringen. IDA har til 

huse i nybyggede lokaler på Kalvebod 

Brygge i København med en stab på 

ca. 150 ansatte. IDA er den største AC 

organisation med ca. 61.000 medlemmer, 

hvoraf de 40.000 erhvervsaktive. 

Begge mulige partnere er stærkt interesseret 

i at indgå et samarbejde med 

DdL omkring sekretariatsbetjeningen. 

Dette samarbejde kan naturligvis også 

udstrækkes til andre aktiviteter alt efter 

ønske og behov samt fagligt og politisk 

perspektiv. I begge modeller vil der 

være tale om betydelige besparelser i 

størrelsesordenen 2 mill. kr. om året. 

Ikke uventet har der været en del 

dis kussion i baglandet omkring disse 

ting. Men efter indgående overvejelser 

er der nu enighed om at pege på IDA 

som samarbejdspartner. Vi vil indlede 

forhandlinger med IDA om den endelige 

kontrakt her i februar måned. Vi 

forventer at have dette på plads inden 

generalforsamlingen i september, således 

at flytningen kan effektueres pr. 

1. januar 2007. Dvs. samtidig med at 

kommunalreformen træder i kraft. 

Det er bestyrelsens opfattelse, at disse 

overvejelser omkring sekretariatsbetjeningen 

har været både relevante 

og nødvendige for at sikre foreningens 

fremtid. Og det vil denne kontrakt med 

IDA leve op til fuldt ud. Vi vil kunne 

fremtidssikre foreningen både med 

hensyn til servicering og økonomi. Vi vil 

samtidig opnå en række fordele ved at 

indgå i et sekretariatsfællesskab med 

ganske betydelige udviklingsressourcer. 

Og vi vil naturligvis holde fast i vores 

politiske autonomi og standmæssige 

identitet – vores fælles historie om man 

vil. Her ligger foreningens helt basale 

funktion. Og det er den funktion, vi skal 

fremtidssikre. 

Stig Enemark 

Formand

| FOTOGRAMMETRI – FØR, NU OG I FREMTIDEN | 

Fotogrammetri – før, nu og i 

fremtiden 

Af landinspektør Svend Elgaard, fagkoordinator Kort & GIS, Anlægsområdet, Vejdirektoratet, e-mail: sve@vd.dk. 

Jeg deltog i september 2005 i fotogrammetrisk 

uge på universitetet i Stuttgart. 

Årets udgave af den fotogrammetriske 

uge var nummer 50 i rækken, og det 

benyttede man bl.a. til et tilbageblik på 

hele historien omkring arrangementet 

og udviklingen inden for fotogrammetrien 

i den periode, hvor arrangementet 

har været afholdt Samtidig blev den 

nyeste forskning og praktisk anvendelse 

af fotogrammetri præsenteret. 

Det inspirerede mig til at skrive denne 

artikel, hvor jeg kort vil omtale historikken 

omkring den fotogrammetriske uge 

og fotogrammetrien med en kobling til 

forholdene i Danmark. Jeg vil referere 

nogle af de mest interessante indtryk, 

jeg fik på konferencen, og give mit bud 

på nogle fremtidsperspektiver. 

Fotogrammetrisk uge 1909 – 2005 

Fotogrammetrisk uge blev afholdt for 

første gang i Jena den 4.-9. oktober 

1909 under navnet ”Feriekursus i stereofotogrammetri”, 

arrangeret af Dr. 

Carl Pulfrich. Formålet med kurset var 

angiveligt at udbrede kendskabet til 

brug af stereofotogrammetri og Carl 

Zeiss Jenas instrumenter til brug indenfor 

stereofotogrammetrien. Konceptet 

med ”Feriekurser” arrangeret af Carl 

Zeiss Jena blev forsat frem til 2. verdenskrigs 

udbrud i 1940, kun afbrudt 

af 1. verdenskrig. 

Efter 2. verdenskrig startede man 

for fra, ikke kun indenfor afholdelsen 

af fotogrammetrisk uge, men også 

indenfor produktion af fotogrammetrisk 

udstyr i Tyskland, da Carl Zeiss Jena blev 

delt i 2 firmaer, et på hver sin side af 

jerntæppet: Carl Zeiss Jena i Østtyskland 

og Zeiss Oberkochen i Vesttyskland. 

Firmaerne konkurrerede om at udvikle 

udstyr til fotogrammetrien, samtidig 

med at der var en hård konkurrence, 

især på fotogrammetriske udtegningsinstrumenter 

fra Wild i Schweiz. 

Fotogrammetrisk uge startede igen 

i 1951 som et samarbejde mellem 

det Tekniske Universitet i München 

og Zeiss Oberkochen. Dette koncept, 

hvor fotogrammetrisk uge arrangeres 

i et samarbejde mellem et universitet 

og firmaet Zeiss Oberkochen, med en 

kombination af præsentation og den 

nyeste forskning fra universiteter og 

gennemførte projekter, samt præsentation 

af Zeiss Oberkochens nyeste 

Figur 1. Stereokomparator fra Carl Zeiss Jena præsenteret i 1901 [1]. 

produkter indenfor fotogrammetri, 

har været benyttet frem til 2001. I 

1999 indgik Zeiss dog et joint venture 

med Intergraph i firmaet Z/I-Imaging 

som herefter overtog Zeiss’ rolle som 

medarrangør. I perioden 1965 til 1971 

blev fotogrammetrisk uge afholdt i 

samarbejde med Universitet i Karlsruhe 

og siden 1973 i samarbejde med det 

Tekniske Universitet i Stuttgart. De 

seneste to gange i 2003 og 2005 har 

universitetet i Stuttgart indbudt andre 

systemleverandører til at deltage som 

medarrangører på lige fod med Z/Iimaging. 

Det har de øvrige betydende 

firmaer på markedet benyttet sig af, 

og det har medført, at produktpræsentationerne 

er blevet mere varierende, 

og det har været muligt at vurdere 

de forskellige produkter i forhold til 

hinanden. 


3

4 


Milepæle i den fotogrammetriske 

udvikling 

Den egentlige start på stereofotogrammetrien 

var omkring år 1900. Dr. Carl 

Pulfrich præsenterede i 1901 den første 

stereokomparator, som gjorde det muligt 

at måle x-parallakser i et billedsæt, 

- og dermed måle højdeforskelle. 

Brugen af stereofotogrammetri på jorden 

og i luften blev herefter løbende 

udviklet. Udviklingen i kortlægningen 

fra luften tog fart omkring 1. verdenskrig, 

hvor flyvemaskiner begyndte at 

blive benyttet til fotograferingen. Der 

var samtidig en løbende forbedring af 

den fotografiske kvalitet, ved udvikling 

af kameraer med lysstærke objektiver 

og korte lukketider samt udvikling af 

fotogrammetriske præcisionsinstrumenter. 

Denne udvikling betød, at 

flyfotogrammetrien allerede i trediverne 

blev benyttet til en stor del af 

de topografiske kortlægninger. 

I forbindelse med 2. verdenskrig blev 

der udviklet nye film og emulsionstyper, 

der gav en væsentligt forbedret 

fotografisk kvalitet og samtidig var 

udviklingen af instrumenterne nået 

et stade, der gjorde det muligt at foretage 

fotogrammetrisk kortlægning 

i store målforhold. Det næste store 

spring i udviklingen var, da computere 

blev tilgængelige, hvilket gjorde det 

muligt at gennemføre elektroniske 

punktregistreringer og blokudjævninger 

at aerotriangulationsmålinger, og 

dermed reducere antallet af markmålte 

paspunkter betragteligt uden tab af 

nøjagtighed. 

Omkring 1980 slog brugen af den 

fotogrammetriske digitale kortlægning 

for alvor igennem med brug af 

analytiske fotogrammetriinstrumenter 

og interaktive geografiske systemer 

(IGS-systemer) til editering og udplotning 

af kort. Samtidig hermed blev 


Figur 2. Eksempel på et analytisk stereoinstrument – Planicomp C140 [produktblad Zeiss 

Oberkachen]. 

analoge instrumenter udstyret med 

elektroniske registreringsenheder, så 

de kunne benyttes til digital kortlægning. 

Overgangen fra den analoge til 

den digitale kortlægning var et meget 

markant skift i produktionsmetoden og 

det skete som en glidende proces op 

igennem firserne. 

Omkring midten af halvfemserne begyndte 

den digitale fotogrammetri at 

slå igennem. Med digital fotogrammetri 

menes brugen af digitale billeder i 

stedet for almindelige negativer eller 

diapositiver. I den digitale fotogrammetri 

er det muligt at halv- eller helautoma 

tisere en række processer, så som 

måling af overgangspunkter til aerotriangulation, 

måling af terrænmodeller 

og produktion af ortofoto. Netop 

digitale ortofoto har indtil dato været 

den store gevinst ved den digitale 

fotogrammetri, idet produktionen i høj 

grad er automatiseret, og der samtidig 

har vist sig et stort marked for ortofoto 

til mange forskellige anvendelser. Indtil 

nu har den digitale flyfotogrammetri 

næsten fuldstændigt været baseret på 

almindelige flyfoto, der er scannet i 

specielle fotogrammetriske scannere, 

men her i 2005 er brugen af digitale 

kamera til flyvefotografering for alvor 

slået igennem, således at hele produktionsprocessen 

er digitaliseret. Der 

er endvidere sket en stor udvikling 

indenfor den direkte absolutte orientering 

af optagepositionen for kameraet, 

ved at integrere kameraet med GPS- og 

IMU udstyr 1 . 

Fotogrammetrisk udviklingen i 

Danmark 

Fotogrammetrisk kortlægning i Danmark 

har indtil ca. 1990 været fordelt 

således at kortlægning i små målforhold 

blev udført af Geodætisk Institut, 

og kortlægning i store målforhold som 

hovedregel blev udført af private firmaer. 

Dog har DSB og efterfølgende Banestyrelsen 

haft en egen fotogrammetrisk 

produktion helt frem til 2005, hvor 

den er blevet virksomhedsoverdraget til 

Blominfo. Efter sammenlægning af Geodætisk 

Institut og Matrikeldirektoratet 

i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), har 

KMS over en årrække afviklet den inter- 

1 GPS: Global Potitions System og IMU: Inertial Measurement Unit. Ved at integrere GPS og IMU med kameraet, kan man opnå en absolut 

orientering af kameraets optageposition og retning, der er så nøjagtig, at det til nogle formål ikke er nødvendigt at bruge paspunkter og 

aerotriangulation.

ne fotogrammetriproduktion og udbudt 

al deres fotogrammetriske kortlægning. 

Min viden begrænser sig i store træk 

til den fotogrammetriske kortlægning, 

som er udført i de private fotogrammetriske 

firmaer, så jeg vil i det efterfølgende 

koncentrere mig om dette. 

Kortlægning i store målforhold fra fotogrammetri 

startede i Danmark i midten 

af tresserne, hvor der var en stigende 

efterspørgsel efter teknisk kortlægning 

af større områder til større anlægsprojekter 

som f.eks motorvejsanlæg 

samt byggemodning. I slutningen af 

1950’erne startede firmaet Aerokort, 

og i årene derefter kom yderligere to 

firmaer til: LLO (Landinspektørernes 

Luftopmåling) og Geoplan (en del af 

ingeniørfirmaet Kampsax) og senere 

i 1970 Scankort. Alle firmaer stod for 

hele produktionsprocessen fra flyfotograferingen 

til leveringen af det endelige 

kort til kunden. Efter beslutningen 

om indførelsen af naturgas i Danmark, 

skete der en stor udvikling indenfor den 

fotogrammetriske kortproduktion i Danmark. 

De regionale naturgasselskaber 

besluttede fra starten at arbejde med 

digital kortlægning, og stillede derfor 

krav til de fotogrammetriske firmaer, 

om at de skulle levere digitale kort 

som geografisk grundlag for deres 

ledningsnet. Dette betød, at firmaerne 

i starten af firserne fik mulighed for / 

blev tvunget til at indføre den digitale 

kortlægning på et meget tidligt tidspunkt, 

og det betød, at man i Danmark 

i midten af firserne var på et meget højt 

teknologisk stade med hensyn til digital 

kortlægning. Denne udvikling blev 

hjulpet af, at man i branchen havde 

held af, at standardisere arbejdet i samarbejde 

med kunderne og fagtekniske 

organisationer. Nogle eksempler på 

denne standardisering er det neutrale 

udvekslingsformat DSFL-formatet og de 

tekniske kortstandarder T og TK-standarder 

fra 1988, 1993 og 1999. 

I midten af firserne tilbød firmaet Geomasters 

fotogrammetrisk kortlægning i 

konkurrence med de eksisterende, og 

det betød at der blev en fornyet konkurrence 

på markedet. Omkring 1990 opkøbte 

Geoplan konkurrenterne Aerokort 

og Geomasters. Firmaet kørte videre 

under navnet Kampsax Geoplan, og 

nogenlunde samtidig indgik Scankort 

og LLO et tæt samarbejde i en fælles 

firmastruktur som senere blev til en 

egentlig fusion. Disse 2 firmaer var op 

igennem halvfemserne de betydende 

fotogrammetriske firmaer i Danmark, 

indtil det norsk ejede firma Blominfo 

etablerede sig i Danmark i slutningen 

af halvfemserne. Kampsax og hermed 

Kampsax Geoplan er senere overtaget 

af Cowi, og der er således i dag 3 

fotogrammetriske aktører i Danmark; 

Blominfo, Cowi og Scankort, der alle 

tilbyder en bred vifte af fotogrammetriske 

ydelser. 

Indenfor de seneste 10 til 15 år er 

der sket en internationalisering af 

branchen, således at firmaerne i dag 

har en stor del af deres omsætning i 

udlandet, samtidig med at de alle tre 

har, eller er i gang med at etablere 

sig med produktionskapacitet i tredje 

verdens lande, på samme måde som 

tekstilindustrien tidligere har gjort. 

Denne udflytning af produktionen har 

sammen med den teknologiske ud- 


vikling og effektiviseringer betydet, at 

prisen på fotogrammetrisk kortlægning 

er tæt på at være halveret inden for de 

seneste 10 år. 

Produktsortimentet er udover de 

al mindelige fotogrammetriske kort, 

højdemodeller produceret enten ved 

fotogrammetri eller brug af luftbårne 

laserscannere, ortofoto i store og små 

målforhold fra nye og ældre billeder og 

senest 3D-modeller af byområder og 

flyvefotografering med brug af digitale 

kamera samt stedfæstede skråbilleder 

med høj opløsning. 

Phowo 2005 

Som tidligere nævnt kom inspirationen 

til artiklen efter deltagelsen i fotogrammetrisk 

uge i Stuttgart den 4. til 9. september 

2005, og jeg vil referere nogle 

af de indtryk, jeg fik på konferencen. 

Mit overordnede indtryk var, at brugen 

af digitalkameraer nu for alvor er slået 

igennem, og at produktionsmetoderne 

bliver mere og mere automatiserede, 

så produktionsomkostninger og -tid 

for den traditionelle fotogrammetri reduceres 

betragteligt. Desuden er tendensen, 

at fotogrammetriprodukter og 

-applikationer bliver udviklet, så de er 

rettet mod den almindelige forbruger, 

Figur 3. Eksempel på digitalt kamera installeret i et fly. Her er det Leicas ADS40 [2]. 


5

6 


hvor de tidligere fortrinsvis har været 

rettet mod specialister. Jeg vil i det følgende 

kort referere nogle udvalgte emner 

jeg fandt interessante: 

• Brug af digitale kamera til flyfotografering. 

• Direkte orientering af billeder. 

• Automatiseret modeldannelse. 

• 3D-bymodeller. 

• Forbedrede nøjagtigheder/opløsning 

ved laserscanning. 

• Fotogrammetri med små fjernbetjente 

enheder. 

Digitale kamera til flyfotografering 

Når der tales om digitale kameraer til 

flyfotografering tænkes her på storformat 

kamera, der kan erstatte de normale 

analoge flyfotokameraer med en 

negativ størrelse på 23cm x 23cm. Det 

vil sige, at der er tale om kamera på 

ca. 100 Mpixels. 

Der er 3 systemer på markedet i 

dag, hvor de 2 fra henh. Vexcel og 

Intergraph fungerer som et normalt 

kamera, der leverer et billede som en 

centralprojektion. Det 3. fra Leica der er 

en push-broom scanner, der scanner i 

linjer i flyveretningen. På figur 3 er vist 

et eksempel på Leicas kamera monteret 

i et fly. Jeg vil ikke gå nærmere ind i 

fordele og ulemper ved de to forskellige 

teknologier, men blot konstatere, 

at de begge fungerer godt i praksis. 

Der er i dag på verdensplan solgt ca. 

90 systemer, og september 2005 var 

forventningen, at der inden årsskifte 

2005/2006 er solgt ca. 100 systemer. 

I Danmark har Cowi to Vexcel-kamera 

og Blominfo har i koncernen 4 Vexcelkamera 

fordelt på deres forskellige 

datterselskaber i udlandet. 

Fordelen ved de digitale flyfotokamera 

er, at man sparer fremkaldelse og scanning 

af film, idet stort set al produktion 

i dag foregår ud fra digitale billeder. 

Man undgår herved også ridser og støv 

på filmen og opnår skarpere billeder. 

Desuden er der en større radiometrisk 

dynamik i de digitale sensorer end i de 

fotografiske film, og det betyder bl.a. 


Figur 4. Skannet film (skannet (- pixelstørrelse 15 μm) og Vexcel UltraCam digitalt billede 

med pixelstørrelse på terræn på 12,5 cm. Film målforhold 1:8000 optaget med RMK TOP 

kamera. UltraCam flyvehøjde 1400 m. Billederne dækker 55 m gange 60 m [3]. 

at man kan udtrække flere detaljer i 

skyggeområder eller alternativt fotografere 

under dårlige vejrbetingelser. 

Figur 4 viser et eksempel, hvor samme 

område optaget med henh. et analogt 

kamera med efterfølgende scanning og 

et digitalt kamera (Vexcel UltraCam). 

Som det fremgår af figuren er det 

digitale billede (til højre) væsentligt 

skarpere end det tilsvarende analoge 

scannede billede. 

Direkte orientering af flyfoto 

Der er ikke kun indenfor kameraverdenen, 

der er sket et skred i udviklingen, 

men også indenfor metoderne til orientering 

af flybillederne. Tidligere har 

det været nødvendigt at benytte et fast 

defineret antal paspunkter på jorden 

for at opnå en god nøjagtighed i registrerede 

data. Ved at anvende ”direkte 

georeferering” af billederne i kombination 

med aerotriangulation, kan antallet 

af paspunkter på jorden begrænses 

til nogle få stykker, uden tab af nøjagtighed. 

Direkte georeferering betyder, 

at man kan bestemme kameraets optage-position 

direkte ved måling i optageøjeblikket 

(dog efterfulgt af efterprocessering 

efter flyvning). Position 

bestemmes ved en kombination af 

GPS- og IMU-systemer, der er integreret 

med kameraet. Som jeg forstod metoden, 

er der lavet forsøg, hvor man ef- 

ter følgende gennemfører en automatiseret 

aerotriangulation, hvor man 

benytter de målte kamerapositioner 

som opretningsgrundlag og måler et 

begrænset antal paspunkter på jorden. 

Herefter kan man opnå en nøjagtighed 

i registreringen, der er lige så god som 

med den traditionelle metode, hvor der 

måles et stort antal paspunkter på jorden 

med efterfølgende aerotriangulation. 

I princippet skulle det kunne lade 

sig gøre at registrere helt uden brug af 

paspunkter og aerotriangulation, men 

erfaringen viser, at det er hensigtsmæssigt 

med en aerotriangulation og 

enkelte paspunkter. 

Automatiseret modeldannelse 

I et spændende foredrag af prof. Förstner 

fra universitetet i Bonn blev der 

præsenteret status på real time fotogrammetri. 

Det som gjorde indtryk på 

mig var, at han dagen før havde optaget 

nogle foto af banegården i Stuttgart, og 

efterfølgende havde lavet en automatiseret 

behandling af billederne, hvorved 

han havde fået løst den relative 

orientering af billederne og genereret 

en simpel 3D-model af bygningen. 

Automatiseringen er dog begrænset til 

at kunne genkende det samme objekt 

eller mønster i de overlappende billeder, 

og derved lave en relativ orientering 

af billederne via en stråleudjæv-

Figur 5. Eksempel på en 3D-bymodel. Forskellen på billedet til højre og billedet til venstre, 

er at billedet til højre er suppleret med tekstur [5]. 

ning. Efterfølgende måles parallakser 

og dermed højdeforskelle i billederne 

og der genereres en sky af punkter. 

Det er ikke muligt at lave automatisk 

objektgenkendelse og konstruktion ud 

fra billederne, og der er intet der tyder 

på, at det bliver muligt indenfor en 

overskuelig fremtid. Det vil stadig i en 

lang periode fremover kræve menneskelig 

fortolkning at producere teknisk 

kort ud fra foto. 

3D-bymodeller 

Produktion af 3D-bymodeller med 2D 

tekstur på bygningerne er ved at blive 

en standardløsning, der kan rekvireres 

til forholdsvis lave omkostninger. Dette 

skyldes, at arbejdsprocesserne og softwaren 

er modnet og at de forholdsvis 

omfattende manuelle arbejder henlægges 

til tredjeverdens lande. På figur 5 

er vist et eksempel på en 3D-bymodel, 

hvor den er vist med og uden tekstur. 

Forbedrede nøjagtigheder/opløsning 

ved laserscanning 

Laserscanning er i en rivende udvikling, 

der går imod scannere med større 

og større nøjagtighed. På konferencen 

præsenterede firmaet IGI en lasercanner, 

der have en opløsning på 0,5 cm, 

og de havde forsøgt at opmåle en motorvej 

i Tyskland, hvor det var muligt at 

se sporkøringen. Sammen med denne 

højdemodel, blev der optaget flyfoto 

med et 22 Mpixel kamera, der viste et 

meget detaljeret billede af vejen. På 

figurerne 6 og 7 nedenfor ses eksempler 

på data fra systemet. 

Fotogrammetri med små fjernbetjente 

enheder 

I den mere kuriøse del, præsenterede 

IGI også en lille flyvende enhed Digi FLY, 

som kunne bruges til fotogrammetri 

med et småbilledkamera. DigiFLY er 

vist på figur 8. 

DigiFLY kan udstyres med et småbilledkamera 

og programmeres til at flyve i 

Figur 6. Stor detaljeringsgrad i billeder [4]. 


fastlagte ruter, og lave en fotomission 

i miniformat evt. over en arkæologisk 

udgravning eller lignende. DigiFLY 

blev præsenteret under foredraget på 

Phowo, hvor den fløj rundt i salen til 

stor underholdning for os alle. DigiFLY 

i den præsenterede udgave vejede 1 

kg, og kunne løfte en vægt på 0,3 kg 

svarende til et 7,2 Mpixel kamera. Den 

havde en operationstid på en ½ time 

og operationsafstand på 0,5 km. Den 

positioneres med GPS eller styres med 

en fjernbetjening og den stabiliseres 

med en IMU. 

Fremtidsperspektiver 

Der er for mig ingen tvivl om, at der i 

fremtiden stadig vil ske en kraftig udvikling 

indenfor området fotogrammetri, 

og at dataudbuddet bliver mere og 

mere omfattende og detaljeret samtidig 

med, at produktionstiden for de 

Figur 7. Tværsnit med en målenøjagtighed så man kan se sporkøring i vejbanen [4]. 


7

8 


Figur 8. DigiFLY. Til venstre er DigiFLY foldet sammen til transport, og til højre er den klar til 

operation og monteret med et 7,2 Mpixel kamera [4]. 

enkelte produkter bliver kortere og 

kortere. Principielt kan ortofotoproduktionen 

teknisk set fuldt automatiseres, 

hvis man udstyrer et fly eller en 

helikopter med et digitalt kamera og 

en laserscanner samt et GPS- og IMUsystem. 

Det digitale kamera optager 

billeder og laserscanneren måler en 

terrænmodel og der sker en direkte 

georeferering af begge enheder vha. 

GPS/IMU-systemer. Når data er registreret, 

sker der en række automatiske 

beregningsprocesser, og ud i den anden 

ende kommer ortofotoet ”on the fly”. 

Jeg vurderer, at dette vil kunne være 

virkelighed i løbet af nogle år. 

Produktion af almindelige stregkort 

forventer jeg ikke bliver væsentligt 

automatiseret i den nærmeste fremtid, 

men jeg forventer, at 3D modeller vil 


blive mere udbredt end i dag og at 

stort set alle projekter i fremtiden bliver 

visualiseret og vurderet i 3D-modeller, 

som en integreret del beslutningsprocessen. 

Hele automatiseringen af processerne 

vil fortsætte, og det vil også betyde, 

at der vil blive mange nye anvendelser 

af fotogrammetrien helt ude hos 

den enkelte forbruger. Man kan f.eks. 

forestille sig en familie, der ønsker at 

få møbleret sin stue, starter med at 

fotografere stuen med deres almindelige 

digitale kamera og behandler 

billederne automatisk i deres fotogrammetriske 

program på computeren, der 

danner en 3D-model af stuen. Familien 

kan så bestykke modellen med møbler, 

lamper mm. ved brug af forskellige 

services, som møbelleverandører ud- 

byder på internettet. Familien laver 

således en virtuel indretning af stuen, 

som de kan vurdere samlet inden de 

afgiver bestilling på nye møbler. Dette 

perspektiv er nok ikke lige om hjørnet, 

men jeg anser det for realistisk indenfor 

en overskuelig fremtid. 

Referencer 

1. Dieter Frisch (Phowo 2005): The Photogrammetric 

Week Series – A Centennial 

Success Story. 

2. Michael Cramer (Phowo 2005): 10 Years 

ifp Test site Wainingen/Enz: An Iindependent 

Performance Study. 

3. Franz Leberl, Michael Gruber (Phowo 

2005): ULTRACAM-D: Understanding some 

Noteworthy Capabilities. 

4. Christian Grimm, Jens Kremer (Phowo 

2005): DigiCam and Litemapper – Versatile 

Tools for Industrial projects. 

5. Jan Böhm (Phowo 2005): Terrestrial Laser 

Scanning – A Supplementary Approach for 

3D Documentation and Animation. 

6. Wolfgang Förstner (Phowo 2005): Real- 

Time Photogrammetry. 

7. Ole Brande Lauridsen: Fotogrammetri. 7. 

udgave. Aalborg Universitetscenter 1988.

Ejendomsret til fællesjorder 

Af lektor, landinspektør lic.geom. Lars Ramhøj, Aalborg Universitet, e-mail: lr@land.aau.dk. 

| EJENDOMSRET TIL FÆLLESJORDER | 

Rundt om i landet ligger der rester af det gamle dyrkningsfællesskab. Det er arealer, som formelt 

er herreløse. Så længe der ikke er en tinglyst adkomsthaver, er der kun begrænsede muligheder 

for at foretage retlige dispositioner og matrikulære ændringer, der involverer sådanne 

arealer. I artiklen redegøres der for adkomstforholdene til disse fællesjorder og for de retlige 

problemstillinger, man skal være opmærksom på, når adkomsten ønskes fastslået. 

Fællesjorders opståen 

De store landboreformer i 1700-tallet 

indebar en fuldstændig ændring 

af landbruget. Udskiftningen brød det 

tidligere dyrkningsfællesskab og skabte 

nye selvstændige driftsenheder, som i 

vid udstrækning overgik til selveje eller 

arvefæste. 

Udskiftningen omfattede dog primært 

dyrkningsjorden. Og selv om udskiftningsforordningen 

foreskrev dyrkningsfællesskabets 

fuldstændige opløsning 1 , 

forblev visse arealer uudskiftede. Det 

omfatter arealer med fællesfunktioner, 

f.eks. vandinger, sand- og lergrave og 

færdselsarealer, gadekær og grønninger 

i landsbyerne. Disse arealer 

blev i matriklen og på matrikelkortet 

betegnet ved angivelse af ordet ”fælles” 

(”vanding”, ”ler-” eller ”sandgrav”) 

samt ”gade”. Sådanne jorder benævnes 

i det følgende ”fællesjorder”. 

Baggrunden for den manglende udskiftning 

af disse arealer var, at deres 

be nyttelse og udnyttelse tilkom fællesskabet. 

De skulle altså anvendes efter 

udskiftningen, som de blev inden. Disse 

arealer repræsenterer derfor rudimen- 

ter af det tidligere dyrkningsfællesskab, 

hvorfor ejendomsretten til arealerne 

som udgangspunkt må søges i besiddelses 

forholdene før udskiftningen. 

Under dyrkningsfællesskabet var det 

almindeligvis sådan, at størstedelen 

af gårdene var fæstegårde, der tilhørte 

herremanden (ejeren af hovedgården/godset), 

kronen eller kirken. Selv 

de bøndergårde, der var overgået til 

selveje, indgik som helt overvejende 

hovedregel i dette fællesskab. Fællesskabet 

bestod også af husmænd og 

håndværkere m.m., der normalt ikke 

ejede jord, men som kunne have rettigheder 

til dyrkningsjorden – typisk i form 

af græsningsrettigheder. Ejendomsretten 

til fællesjord tilkom som udgangspunkt 

dem, der ejede dyrkningsjorden 

– hvilket var de ejendomme, der var 

sat i hartkorn. Det er baggrunden for, 

at fællesjorden antages at tilkomme 

hartkornsejerne 2 . Som hovedregel var 

godset den største – i nogle tilfælde 

den eneste – ejer. 

Udskiftningen indebar ikke nogen 

æn dring af ejendomsforholdene. Det 

betyder, at ejerkredsen til fællesjorder 

også efter udskiftningen tilkom hartkornsejerne. 

Når en ejendom overgik 

til selveje, fik den også andel i fællesjorden. 

De jordløse husmænd fik ved udskiftningen 

tildelt et stykke af landsbyens 

dyrkningsjord som kompensation for 

deres brugsrettigheder til dyrkningsjorden. 

Der blev ikke foretaget refordeling 

af hartkornet, men husmændene 

betalte i stedet en afgift til hartkornsejeren 

3 . Det afspejler antagelig, at 

hus mændene ikke fik ejendomsretten 

til deres jordlod 4 . Først ved den 

efter følgende matrikulering blev også 

husmænd sat i hartkorn. 

Hertil kommer, at der i forbindelse 

med matrikulære forandringer efter 

ud skiftningen blev foretaget fordeling 

af hartkornet mellem de involverede 

ejendomme, hvilket i forbindelse med 

udstykning medførte, at der fremkom 

nye hartkornsejere. Her er det så spørgsmålet, 

om sådanne ejendomme – som 

”hartkornsejere” – også blev medejere 

af fællesjord? 

Disse forhold slører billedet af hvem, 

der tilhører ejerkredsen til fællesjorden. 

1 Forordning af 23. april 1781, § 6, hvorefter udskiftningsplanen skulle omfatte hele ”Byen” = landsbyen (ejerlavet). 

2 F.eks. Fl. Tolstrup, Landboret, 3. udg., Juristforbundets Forlag, 1968, s. 351. 

3 Johs. Steffensen, Matrikelvæsen, 1. del, DSR Forlag 1966, s. 44. 

4 Spørgsmålet om husmændenes besiddelsesforhold til jorden er tilsyneladende ikke undersøgt. 


9

10 


Ejerkredsen kan derfor kun afgrænses 

på grundlag af historiske undersøgelser 

med henblik på at afgøre, om en 

ejendom tilhører kredsen af oprindelige 

hartkornsejere, er fremkommet ved 

fraskillelse fra en sådan hartkornsejendom, 

eller udgør en ejendom, som ikke 

fik tildelt hartkorn ved udskiftningen. 

Af praktiske grunde lægges det almindeligvis 

til grund, at ejerkredsen 

omfatter alle lodsejerne i ejerlavet 5 6 . 

Da ejerlavet imidlertid tabte sin funktion 

ved jordfællesskabets opløsning, 

findes der kun undtagelsesvis et bylav, 

der administrerer fællesjorden. Er der 

ikke et sådant bylav, er det lidet operationelt 

at disponere faktisk, retligt 

eller økonomisk over fællesjord, thi det 

forudsætter accept fra alle lodsejere i 

ejerlavet. 

I en række ejerlav i Nordsjælland 

mener Skov- og Naturstyrelsen, at ejendomsretten 

til fællesjorden tilkommer 

staten 7 . Ejerskabet begrundes med den 

”herlighedsret” der tilkom statskassen 

på det tidligere krongods (domæneejendomme), 

og at bønder ne ikke overtog 

herlighedsretten, da de (allerede) inden 

udskiftningen fik skøde på deres gårde, 

hvorfor de derfor snarere blev arvefæstere 

8 (jf. tilsvarende, at Valdemar Slot 

forbeholdt sig alle rettighederne til fællesjorderne 

i forbindelse med frasalg af 

bøndergodset). Om herlighedsretten 

kan begrunde ejendomsret for staten 

til fællesjorderne i disse områder er 

dog tvivlsomt. 

For det første er ordet herlighedsret 

ikke ensbetydende med ejendomsret, 


Figur 1: Matr.nr. 50 Grønholt By, Grønholt udgør ifølge matriklen ”Byens Gade”. Gadejorden 

er beliggende i et af de ejerlav, hvor Skov- og Naturstyrelsen hævder at have ejendomsret- 

ten til fællesjorden. 

idet herlighedsretten kan omfatte forskellige 

begrænsede rettigheder; jagtretten, 

ret til ejerskifteafgift, krav på en 

arbejdsydelse, ret til gæsteri m.m. På 

krongodset omfatter herlighedsretten 

sandsynligvis alene jagtretten 9 . Altså 

en begrænset ret. 

For det andet må det konstateres, at 

landbrugsejendommene udgør private 

ejendomme som i andre dele af landet, 

hvor ejeren tilkommer den hele og 

fulde ejendomsret. Uanset at kongen 

måtte have forbeholdt sig herlighedsretten 

ved jordernes overgang til 

selveje, er denne rettighed over landbrugsjorden 

efterfølgende stiltiende 

eller udtrykkeligt blevet opgivet. Det 

kan være sket i h.t. forordning af 25. 

marts 1851 om ”Jagten og om Afløsning 

af Jagtretten”, der gav mu lighed 

for jagtrettens afløsning, fordi jagtretten 

på dyrkningsjorden naturligvis var 

til betydelig ulempe for driften. Har 

ejerne den fulde ejendomsret, er det 

vel også naturligt at forudsætte, at 

den inkluderer en medejendomsret til 

ejerlavets fællesjorder. 

Hvis det antages, at staten havde rettigheder 

over fællesjorden 10 bemærkes 

for det tredje, at det af ovennævnte 

lovs § 2 udtrykkeligt fremgår, at ”den 

Kongen forbeholdte Jagtret paa Fællig” 

bortfalder uden godtgørelse. Da 

ud skiftningen var gennemført på dette 

tidspunkt, må ordet ”fællig” rimeligvis 

henvise til de jorder, der fortsat var i 

5 U 1929.782/1 VLK: ”Begrebet ”Bymændene” maa i hvert Fald omfatte alle Ejere af Hartkorn ansatte Ejendomme, beliggende i vedkommende 

Landsbyes hele Ejerlav, uden hensyn til om de er Gaardmænd, Boelsmænd eller Husmænd.” 

6 Fr. Vinding Kruuse, Tinglysningsloven, Schultz Forlag, 1952, s. 145 

7 Omfattede knap 100 sogne i Nordsjælland og 4 på Lolland med i alt ca. 500 ejerlav, jf. by- og boligministerens besvarelse af et spørgsmål 

forelagt Boligudvalget: http://www.folketinget.dk/Samling/19981/udvbilag/BOU/L92_bilag11.htm. 

8 I hvert fald tilfældet i Københavns Amt, jf. Fridlev Skrubbeltrang, Det danske Landbosamfund 1500-1800, Den danske historiske Forening, 

1978, s. 293. 

9 Jf. Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Kulturhistorisk undersøgelse, Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre, Gilleleje Museum, 2005: 

http://www2.skovognatur.dk/frederiksborg/nationalpark/Om_pilotprojektet/Nationalpark.pdf, s. 9 og 13. 

10 Det forekommer ikke sandsynligt, at staten (kongen) overhovedet skulle have interesse i jagtretten til fællesjorder.

fælleseje, altså fællesjorder. På den 

baggrund synes der end ikke at være 

grundlag for, at der tilkommer staten 

jagtrettigheder på fællesjorder under 

det tidligere krongods 11 . 

Hvis ejendomsretten til fællesjorden 

skulle tilkomme staten, må det derfor 

forudsætte et særligt retsgrundlag, 

der dokumenterer, at ejendomsretten 

til fællesjorden er forbeholdt ved 

overgangen til ”rigtigt” selveje 12 . At der 

er sket afhændelse af landbrugsjorden 

uden et sådant forbehold tyder for 

det fjerde lov af 27. januar 1852, om 

Domaine eiendommes Afhændelse, 

hvor der efter § 5 mod en kontant 

købesum eller en afgift kunne ske 

afhændelse af ”undværlige dele” af 

gadejorden, over hvilke Statskassen 

som godsejer havde en herlighedsret. 

Afhændelse forudsatte imidlertid bylavets 

accept, hvilket må skyldes, at der 

i 1852 var sket afhændelse til selveje 

uden forbehold om herlighedsretten til 

fællesjorden, idet bylavets samtykke 

ellers ikke havde været nødvendigt 13 . 

På denne baggrund synes herlighedsretten 

derfor ikke i sig selv at give et 

tilstrækkeligt grundlag for at kunne 

begrunde, at staten generelt har ejendomsret 

til fællesjorder i disse ”100 

sogne”. 

Har staten ikke ejendomsret, afviger 

forholdene i disse sogne ikke fra for- 

holdene i det øvrige land, og nedenstående 

regler gælder derfor også for 

disse områder. 

Fællesejet til fællesjord umuliggør i 

praksis retlige dispositioner over fællesjorden 

f.eks. i form af afhændelse, 

medmindre der eksisterer et bylav, 

der administrerer fællesjorden 14 – og 

bortset fra nedennævnte mulighed for 

at foretage ejendomsberigtigelse. 

Det er en nærliggende tanke, at fællesskabets 

kompetencer i dag varetages af 

kommunerne. Men det har domstolene 

imidlertid afvist 15 . Det er baggrunden 

for bestemmelsen i udstykningslovens 

§ 46, som indeholder en formodning 

for en kommunal ejendomsret til fællesjorden 

16 . 

Adkomst til fællesjord 

Udstykningslovens § 46 udgør et tilstrækkeligt 

grundlag for, at kommunen 

kan begære adkomsten til fællesjorder 

fastslået og til, at dommeren – uden at 

der fremlægges yderligere dokumentation 

– kan foretage indkaldelse med 

henblik på anerkendelse af kommunens 

ejendomsret. Denne mulighed 

har kun kommunerne, og den gælder 

alene fællesjorder. 

Anerkendelse af ejendomsretten 

sker på grundlag af den procedure, 

der fremgår af tinglysningslovens § 


52a. Fremsættes der over for dommeren 

indsigelse mod den begærede 

ejendomsret, skal der søges forlig. 

Kendelse kan kun afsiges, hvis der ikke 

fremkommer indsigelse, eller hvis der 

opnås forlig. 

Kendelsen tager principielt kun stilling 

til kommunens adkomst, ikke til 

arealets grænser. 

I praksis er der imidlertid en række 

forhold, der kan komplicere bestræbelserne 

på at få afklaret ejendomsretten. 

For det første vil der normalt være 

uoverensstemmelser mellem fællesjordens 

registrerede og faktiske grænser. 

For det andet vil der kunne være 

individuelle rettigheder over dele af 

fællesjorden. 

Er der ikke fastslået nogen adkomsthaver 

til fællesjorden, giver den 

manglende adkomst for det tredje 

endvidere vanskeligheder, hvis der 

opstår uenighed om grænsen mod et 

sådant areal. 

Endelig bør selve adkomstproceduren 

overvejes nøje. 

Grænsehævd 

Mange fællesjorder har med tiden tabt 

deres funktion og betydning. Det gælder 

særlig vandinger samt ler- og sandgrave, 

som har ligget spredt i ejerlavet. 

Efter at de har henligget ubenyttet, er 

11 Kongens jagtret omfattede herefter alene Jægerborg Dyrehave. 

12 Hvilket muligvis først er sket i h.t lov nr. 373 af 30. juni 1919 om fæstegodsets overgang til selveje og om brug af huse på landet. 

13 Samstemmende Fl. Tolstrup, ibid. s. 351. 

14 Det er således formentlig ikke tilstrækkeligt, at et bylav alene varetager sociale formål, f.eks. arrangerer fester. Fremgår det derimod af 

bylavets vedtægter, at bylavet vedligeholder fællesjorden, må det være tilstrækkelig dokumentation for dispositionsberettigelsen, hvortil 

bemærkes, at tinglysningsmæssige dispositioner nødvendiggør, at bylavets ejendomsret er tinglyst, hvilket formentlig forudsætter ejendomsdom. 

15 U 1980.1077 ØLD og 1982.956 ØLD. 

16 Bestemmelsen har følgende ordlyd: 

Et areal, der før forordningen af 23. april 1781 om Jordfællesskabets Ophævelse var til fælles brug for samtlige bymænd eller hartkornsejere, 

og som til stadighed har været registreret i matriklen som et areal til denne brug, anses for at tilhøre vedkommende kommune, 

medmindre andre godtgør at have ejendomsret til arealet. 

Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen begærer adkomst til arealet tinglyst, gælder reglerne i tinglysningslovens § 52 a, stk. 2-4. Begæringen 

om tinglysning skal være vedhæftet et af en beskikket landinspektør udarbejdet rids med angivelse af arealets grænser og de 

tilstødende ejendommes matrikelbetegnelser. 


11

12 


det ikke ualmindeligt, at de helt eller 

delvis er blevet dyrket under tilgrænsende 

ejendomme 17 . Derimod udgør 

en betydelig del af gadejordsarealet 

fortsat færdselsareal, typisk offentlige 

veje, som tilhører vejbestyrelsen 

(kommuneveje) 18 . Det medfører, at 

gadejorden i så fald reelt kun udgør 

de resterende arealer, f.eks. gadekær, 

grønninger og vejforløb, som ikke udgør 

offentlig vej. 

Har grænsen i marken bestået i hævdstid, 

kan denne grænse registreres ved 

ejendomsberigtigelse på grundlag af 

de særlige regler i bkg. nr. 650 af 7. 

juli 2003 om matrikulære arbejder 

(BMA), §§ 17 og 18, stk. 2. Disse regler 

udnytter den formodning for kommunal 

ejendomsret, der er udtrykt i udstykningslovens 

§ 46, idet kommunen 

– uanset, at adkomsten til fællesjorden 


ikke er blevet fastslået – sammen med 

ejeren af den tilgrænsen de ejendom 

kan anerkende grænsen som ejendomsgrænse. 

Forholdet kan også 

berigtiges uden kommunens accept, 

hvis den ikke inden 8 uger har anmodet 

om at få fastslået sin adkomst til 


Der er ikke i bestemmelsen krav om 

offentliggørelse eller om høring af interesseforeninger 

mv. Kommunen kan 

således formelt afgive erklæring uanset 

protester fra en borgergruppe 19 . I de 

tilfælde, hvor hele fællesjordsarealet er 

inddraget under en tilgrænsende ejendom, 

kan den matrikulære registrering 

også ske ved ejendomsberigtigelse 

efter ovenstående regler, hvis hævdsbetingelserne 

er opfyldt. 

Muligheden for at foretage ejendoms- 

berigtigelse af fællesjordsgrænser 

gælder generelt, og langt de fleste af 

disse sager rekvireres af ejeren af en 

ejendom, der grænser til et fællesjordsareal. 

Når en kommune forelægges 

sådanne sager, skal den som formodet 

ejer af fællesjorden acceptere den 

fastlagte grænse, men almindeligvis er 

kommunens interesse i disse spørgsmål 

behersket. Er kommunen ikke enig i, at 

der registreres en ændret grænse, er 

den henvist til at indlede adkomstproceduren 

efter udstykningslovens § 46. 

Bortset fra, at det i sig selv kan være 

økonomisk belastende for kommunen, 

løser det imidlertid ikke selve skelstriden. 

Hertil bemærkes, at en strid om 

skellet for det første kunne komplicere 

adkomstproceduren (se nedenfor). For 

det andet får kommunen i bedste fald 

kun herved anerkendt sin adkomst. 

Skelstriden består og må herefter løses 

Figur 2: Kommunernes interesse i fællesjorden er ofte knyttet til arealernes rekreative værdi, f.eks. gadekæret (foto: Beboerforeningen i 

Krarup, Fyn). 

17 Det må dog bemærkes, landsbyerne ved matrikuleringen typisk blev indmålt lemfældigt, hvorfor afvigelser mellem gadejordens grænser 

på matrikelkortet og forholdene i marken ikke nødvendigvis er udtryk for, at grænsen i marken er forandret. I praksis kan det være 

vanskeligt at afgøre, om en uoverensstemmelse skyldes et unøjagtigt kort eller at grænsen er ændret. Matrikulært har det imidlertid 

betydning at kunne foretage denne sondring. Uoverensstemmelser mellem matrikelkortet og en uforandret grænse kan nemlig håndteres 

som en teknisk ændring uden partsmedvirken, fordi ejendomsforholdene er uforandrede (registreringen indebærer alene en opdatering 

af registerdata), hvorimod uoverensstemmelser, der skyldes en forandret grænse i marken, skal håndteres som en egentlig matrikulær 

forandring (ejendomsberigtigelse eller arealoverførsel, sidstnævnte er kun mulig i de tilfælde, hvor ejendomsretten til fællesjorden er 

fastslået og lyst). Er der enighed om ejendomsgrænsernes beliggenhed i marken, er der naturligvis ikke noget til hinder for, at registreringen 

foretages i form af en matrikulær forandring også i tilfælde, hvor ejendomsgrænsen er uforandret, specielt fordi forskellen mellem 

teknisk ændring og ejendomsberigtigelse reelt kun er en erklæring fra parterne. 

18 Disse offentlige vejarealer kan også udskilles i matriklen på grundlag af ejendomsberigtigelse. 

19 De fleste landinspektører og kommuner vil dog nok overveje situationen, hvis der foreligger en situation, hvor der er uenighed mellem 

en tilgrænsende ejer og borgergruppen.

gennem en – ikke mindre bekostelig 

– skelforretning. 

Det er altså en alvorlig sag at sige 

nej til en ejendomsberigtigelse mod 

fællesjord 20 . I disse sager påhviler det 

derfor landinspektøren en særlig forpligtelse 

til at sikre sig, at grundlaget 

for ejendomsberigtigelsen ikke kan 

anfægtes. 

Men kommunen kan også selv have et 

ønske om at få anerkendt ejendomsretten 

til fællesjord. 

Adkomstproceduren 

Formålet med adkomstproceduren i 

udstykningslovens § 46 er at fastslå 

kommunens ejendomsret til fællesjord. 

Da fællesjorder er matrikulært identificerede, 

kan anmodningen henvise til 

matr.nr., ligesom arealets grænser er registreret 

(jf. således, at adkomstbegæringen 

skal henvise til et medfølgende 

kort over arealet og tilstødende ejendomme) 

21 . 

I de tilfælde, hvor fællesjordens grænse 

mod tilgrænsende ejendomme er 

forandret og har bestået i hævdstid, 

er indsigelse fra ejeren af den tilgrænsende 

ejendom tænkelig. En sådan 

indsigelse vil kunne have betydning 

for fællesjordens afgrænsning, men 

den anfægter jo reelt også kommunens 

ejendomsret til det pågældende 

grænseareal. Indsigelsen vil derfor let 

kunne betyde, at adkomstbegæringen 

afvises. Hvis kommunen kan anerkende 

denne grænse, er det muligt, at indsigelsen 

kan frafaldes på grundlag af 

en overenskomst mellem lodsejeren 

og kommunen om, at den ændrede 

grænse efterfølgende registreres som 

ejendomsgrænse. Herefter kan kendelse 

afsiges. 

En anden mulighed er, at man benytter 

den mulighed for forlig, bestemmelsen 

indeholder. Forliget kunne da indebære 

en anerkendelse af lodsejerens ejendomsret 

til den ændrede grænse. Hvis 

kendelsen både tager stilling til adkomsten 

og til grænserne, kan kendelsen 

dog ikke afsiges, før der kan refereres 

til det delareal af fællesjorden, kommu 

nens adkomst omfatter. Der må 

her efter enten ske ejendomsberigtigelse 

af de arealer, der er inddraget 

under tilgrænsende ejendom eller 

fore tages inddeling af fællesjorden 

omfattende den del, som kommunen 

ønsker adkomst på og de dele, der er 

inddraget under tilgrænsende ejendom. 

Adkomstproceduren må derfor 

sættes i bero med henblik på at få 

identificeret grænserne matrikulært. 

Når det er sket, kan kendelsen referere 

til de matrikulært identificerede arealer. 

Der er dog ikke noget til hinder for, at 

kendelsen alene tager stilling til kommunens 

adkomst og udtrykkeligt tager 

forbehold for den præcise afgrænsning, 

som så må afklares efterfølgende, evt. 

ved skelforretning. 

Disse vanskeligheder undgås, hvis 


grænserne for de fællesjorder, adkomstbegæringen 

omfatter, forlods 

bliver gennemgået med henblik på at 

identificere og registrere forandringer 

i grænserne, således at adkomstbegæringen 

kan udformes, så den alene 

vedrører arealer, der ikke omtvistes. 

Det forudsætter, at uoverensstemmelsen 

er observeret. Problemet er dog, at 

en sådan undersøgelse, der typisk vil 

omfatte mange ejendomme, let bliver 

ganske bekostelig. 

Ejendomsdom 

Den, der mener at eje et areal uden 

at have fået adkomst på arealet, kan 

søge ejendomsdom med henblik på 

at få ejendomsretten fastslået. Det 

sker i h.t. retsplejelovens § 476. Dommen 

tager stilling til adkomsten til et 

be stemt areal – derfor også til arealets 

grænser. 

Denne fremgangsmåde må anvendes 

i tilfælde, hvor adkomstproceduren i 

udstykningslovens § 46 ikke kan bruges 

som følge af indsigelse (se ovenfor) 22 , 

eller hvor der søges særskilt adkomst 

på en del af et fællesjordsareal, eller 

hvor andre end kommunen begærer 

adkomst på hele fællesjordsarealet. 

Forudsætningen for, at der kan ske 

indkaldelse efter denne bestemmelse 

er dels, at ansøgeren kan godtgøre/ 

sandsynliggøre at have ejendomsret 

23 , dels at det pågældende areal 

er identificeret. Der sker altså en prø- 

20 Byrden lægges altså på kommunen, selv om interessen er lodsejerens. Det forekommer umiddelbart mere rimeligt, at det er den pågældende 

ejer, der må tage skridt til at godtgøre sin ejendomsret. Det skulle i givet fald ske ved at indlede en skelforretning. Men det er ikke 

muligt, hvis adkomsten til fællesjorden ikke er fastslået. Det er formentlig baggrunden for, at reglerne er skruet sammen, som de er. En 

anden løsning i disse særlige sager kunne være, at der – uanset udstykningsloves § 38 – var mulighed for at gå direkte til domstolene, 

såfremt det sker på grundlag af kortmateriale, hvor de omtvistede skelforhold er vist. 

21 Det kunne være nærliggende på én gang at søge adkomsten fastslået for et større antal fællesjorder (evt. alle) i kommunen. En sådan 

fremgangmåde kan dog være problematisk. Thi fremkommer der blot én indsigelse, som ikke kan afværges eller forliges (jf. det følgende) 

vil en sådan fællesanmodning kunne lide skibbrud, hvis dommeren finder indsigelsen begrundet. Da der ofte er uoverensstemmelse 

mellem de registrerede og de faktiske grænser, øges sandsynligheden for indsigelser jo flere arealer, anmodningen omfatter. 

22 Hvis der er uenighed mellem en tilgrænsende lodsejer og kommunen og fællesjordens grænse mod en tilgrænsende ejendom, kan der 

ikke fastlægges nogen grænse. Sagen truer da med at gå død, fordi en sådan uenighed må afklares gennem en skelforretning. Men 

den kan ikke afholdes, før kommunen har fået anerkendt sin ejendomsret til fællesjorden. Hvilket forudsætter at adkomsten er fastslået 

ved kendelse/dom. Der forudsætter, at grænsen ikke er omtvistet. Hvad den jo er. Løsningen er da formentlig, at dommeren foruden 

adkomstspørgsmålet også tager stilling til grænsens beliggenhed. 

23 U 1960.450 VLK: Adkomst ikke sandsynliggjort, hvorfor det var berettiget, at dommeren afviste at foretage offentlig indkaldelse. 


13

14 


velse af adkomstbegæringen inden, 

den foreskrevne procedure indledes. 

Normalt begrundes adkomsten med 

hævd, som derfor må underbygges 24 . Er 

ejendomsretten til arealet tilstrækkelig 

godtgjort, indebærer det på den anden 

side, at der skal afsiges kendelse, der 

anerkender adkomsten, såfremt der 

ikke fremkommer indsigelse. 

Indsigelse indebærer dog ikke nødvendigvis, 

at adkomstbegæringen 

afvises. Det sker kun, såfremt indsigelsen 

er velbegrundet og anfægter 

adkomstgrundlaget. Indsigelse om 

andre forhold, f.eks. om færdsels- eller 

ledningsrettigheder og ubegrundede 

indsigelser, kan afvises. Afviste 

begæringer og indsigelser, som ikke 

imødekommes, må herefter afklares 

gennem civile søgsmål. 

Identifikationen af arealet forudsætter, 

at arealets grænser er fastlagt. 

Det nødvendiggør, at arealets beliggenhed 

er angivet entydigt på et kort. 

Arealets grænser kan afmærkes med 

træpæle (men ikke med skelmærker) 

og vises på kortet med delnummer 

(f.eks. delnr. 2 af matr.nr. 72). Hvis 

det findes ønskeligt, er der dog ikke 

noget til hinder for, at arealet, inden 

sagen rejses for domstolene, tildeles 

et matrikelnummer gennem inddeling, 

som blot indebærer, at det pågældende 

fællesjordsareal bliver identificeret 

ved to matr.nre (eks. var fællesjorden 

betegnet ved matr.nr. 72, medfører 

ind delingen, at det fremover bliver 

identificeret ved matr.nre 72 a og 72 

b). I så fald afmærkes grænserne som 

skel. Denne fremgangsmåde kræver 

ikke skelerklæring og kan i øvrigt 

og så anvendes, hvis flere påberåber 

sig ejendomsret til forskellige dele af 


Uanset om det pågældende areal er 

registreret ved matr.nr. eller ikke, må 

24 U 1997,1401 VLK: Begæring om adkomst på en sandgrav til fordel for en gruppe lodsejere afvist. 


Klitbakkerne, Husby 

Kommunen ønskede at få anerkendt adkomst på et stort uudskiftet klitområde i Vestjylland. 

Under sagen fremkom der indsigelse fra ”hartkornsudvalget” bestående af 4 

lodsejere. Det medførte, at sagen blev henvist til civilt søgsmål. I den anledning tog 

hartkornsudvalget initiativ til at stifte et egentlig ejerlav for lodsejerne. Da det var 

sket, begærede ejerlavet ejendomsdom. Der blev givet tilladelse til indkaldelse, men 

allerede inden retsmødet begærede kommunen gennem et civilt søgsmål sagen afvist, 

eller at ejerlavet ikke fik anerkendt adkomsten, men at adkomsten i stedet blev 

tilkendt kommunen. 

Byretten lagde til grund, at arealet havde status som fællesjord og derfor tilhørte hartkornsejerne, 

og at udstykningsloven ikke havde ændret på udgangspunktet om, at 

fællesjord tilhører hartkornsejerne. Lodsejerne havde på forskellig måde gennem tiden 

udøvet råden over arealet, ligesom det tidligere sogneråd havde anset hartkornsejerne 

for at være ejere. Retten mente, at det ikke var afgørende, at hartkornsejerne 

ikke tidligere havde haft noget beslutningsorgan. På den baggrund blev kommunens 

påstande afvist (Retten i Ringkøbing, sag BS 1-453/1999). 

Vægtige indsigelser mod en adkomstbegæring fører meget let til, at der ikke kan 

afsiges kendelse. Er der flere der påberåber sig adkomst, kan der heller ikke indkaldes 

til ejendomsdom. Sagen må derfor håndteres gennem et civilt søgsmål. I det aktuelle 

tilfælde havde lodsejerne udøvet en vis råden. Så er det ikke afgørende, at ejerlav 

først stiftes med vedtægter i sagens anledning. 

der efter en dom, som anerkender 

adkomsten, ske udstykning af det pågældende 

areal. Herefter kan dommen 

lyses som adkomst. 

Skelforretninger mod fællesjord 

De uklare adkomstforhold til fællejorder 

er formentlig årsagen til, at det 

er undtagelsen, at der opstår tvist 

om grænsen mod fællesjorder. Selv 

om fællesjorder udgør samlede faste 

ejendomme, og grænserne mod tilgrænsende 

ejendomme er ejendomsgrænser, 

kan tvisten imidlertid kun 

søges afklaret ved skelforretning, hvis 

adkomsten til fællesjorden er afklaret 

(tinglyst). Bortset fra tilfælde, hvor der 

søges ejendomsdom, vil der af samme 

grund heller ikke kunne rejses sag ved 

domstolene, der involverer fællesjord. 

Hvis en kommune mener, at en tilgrænsende 

ejer råder uberettiget over fællesjord, 

f.eks. en del af gadejorden, kan 

den naturligvis gøre indsigelse over for 

den pågældende. Fører det ikke til det 

ønskede resultat, og er fællesjorden 

herreløs, er kommunen nødsaget til at 

gennemføre adkomstproceduren efter 

udstykningslovens § 46 med henblik på 

at få anerkendt sin adkomst, før skelspørgsmålet 

kan forfølges. 

Afrunding 

De ejendomsretlige forhold vedrørende 

fællesjorder fremtræder – som følge 

af disse jorders historiske baggrund 

– som en anomali i forhold til i forhold 

til andre fast ejendomme. Det skyldes 

disse arealers uregistrerede, kollektive 

ejerskab. De ejendomsretlige problemstillinger 

gælder dels, når det skal afklares 

hvem, der har ejerskabet i dag, 

dels når der konstateres forandringer 

af fællesjorders grænser mod tilgrænsende 

ejendomme. 

Som det fremgår af det foranstående, 

er der i lovgivningen anvist veje med 

henblik på at opnå afklarede ejendomsforhold. 

Men når disse veje betrædes, 

kan færden kompliceres af en række 

forhold. Det er det, der kan gøre arbejdet 

med fællesjorder til en – krævende 

– udfordring.

| BESTEMMELSE AF LANDSKABSKARAKTER OG DIGITAL FELTREGISTRERING | 

Bestemmelse af landskabskarakter 

og digital feltregistrering 

Af geograf Ole Hjorth Caspersen, lektor ved Inst. for Geografi og Internationale udviklingsstudier, RUC, e-mail: ohc@ruc.dk, 

og agronom Martin Kyhn, forskningsassistent ved Afd. for Skov og Landskab, KVL, e-mail: kyhn@kvl.dk. 

Igennem de sidste 3 år har en gruppe forskere arbejdet med udviklingen af en metode til analyse 

og bestemmelse af landskabets karakter. Metoden skaber et forbedret beslutningsgrundlag 

i forbindelse ved fremtidige vurderinger af landskabet og dets sårbarhed, og er rettet imod de 

nye reformkommuner. Samtidig er der udviklet en metode til digital feltregistrering, som medvirker 

til at skabe et mere homogent og ensartet grundlag for beslutninger i det åbne land. 

Indledning 

Behovet for et forbedret planlægningsgrundlag 

i det åbne land er i stigende 

grad blevet synliggjort igennem de senere 

års udvikling, der dels har været 

præget af en voldsom strukturudvikling 

i landbruget, dels af nye store arealudlæg 

til infrastruktur og nye boligområder. 

Som et resultat af dette arealpres 

opstod der i slutningen af 1990´erne en 

stigende erkendelse af det uhensigtsmæssige 

i, at landskabsforvaltningen 

bliver foretaget efter meget forskellige 

principper. Forskellene er især kommet 

til udtryk igennem amternes landskabsforvaltning, 

som er karakteriseret ved 

anvendelsen af forskellige metoder, 

hvilket har resulteret i et varieret og 

uensartet beslutningsgrundlag. De anvendte 

metoder har samtidig det fælles 

træk, at man både på regionalt og 

nationalt niveau især har fokuseret på 

udpegningen af områder med specielle 

kvaliteter og værdier. Fremgangsmåden 

er udmærket til at sikre specielt værdifulde 

landskaber, men en konsekvens 

af denne fokusering er, at man kun har 

meget få informationer om de mindre 

iøjefaldende landskaber, som udgør 

langt det største areal. Som følge af 

fokuseringen på de specielle landskaber 

og de tilknyttede kvaliteter er der 

opstået en mangel på viden om landskabet 

i almindelighed, f.eks. omkring 

udvikling, trusler og sårbarhed. Behovet 

for mere indgående viden om det 

”almindelige landskab” bliver åbenbar 

i samme øjeblik der fremkommer et 

ønske om placering af f.eks. nye større 

tekniske anlæg som højspændingsmaster, 

vindmøller, mobilmaster eller nye 

udlæg til boliger. Problemet aktualiseres 

i forbindelse med en stor del af 

landskabsforvaltningen flytter fra amterne 

til de nye reformkommuner. Fra 

1. januar 2007 får de nye regionplaner 

status som landsplandirektiv, og regionplanerne 

vil have denne status indtil 

kommunerne har indarbejdet dem i de 

kommende kommuneplaner. 

Behovet for en fornyelse af de anvendte 

metoder på landskabsområdet kom 

til at udgøre en del af Wilhjelmudvalgets 

kommissorium. Som en konsekvens 

af dette blev Forskningscenter for 

Skov & Landskab bedt om at fore tage 

en analyse af anvendte me toder til 

landskabsvurdering i Tyskland, Holland 

og Storbritannien samt i Danmark. Arbejdet 

resulterede i 2001 i en rapport 

(Caspersen et al. 2001) der bevirkede, 

at interessen for udviklingen af ny 

metode isæt blev rettet mod metoden 

Landscape Character Assessment. Denne 

metode blev udviklet i England og 

Skotland i begyndelse af 1990’erne på 

baggrund af problemstillinger meget 

lig dem der er skitseret her gældende 

for Danmark, og har efterfølgende 

været anvendt med succes. Det mest 

karakteristiske ved metoden er, at den 

ikke fokuserer på specielle landskaber, 

men derimod fortager en analyse og 

beskrivelse af alle landskaber. Dvs. at 

der foretages en beskrivelse af de specielle 

forhold ved det aktuelle landskab 

der bevirker, at det adskiller sig fra de 

omkringliggende landskaber, med andre 

ord beskriver metoden landskabets 

karakter. Landskabsanalysen afsluttes 

med en beskrivelse og vurdering af 

sårbarhed, trusler og udviklingsmuligheder, 

som kan identificeres for det 

pågældende landskabskarakterområde. 

Metoden er efterfølgende blevet overført 

til danske forhold og betegnes her 


15

16 


Landskabskarakter-metoden (LKM), og 

udviklingen er nu inde i sin afsluttende 

fase, som resulterer i at Skov- og Naturstyrelsen 

udarbejder en vejledning 

til de nye reformkommuner vedr. den 

påtænkte anvendelse. Denne vejledning 

offentliggøres i 2006. 

Nyskabelser 

Et vigtigt mål for udviklingen af en 

dansk metode til bestemmelse af landskabskarakter 

har været, at den skulle 

udnytte det bedste fra de forskellige 

metoder, som anvendes ved landskabsanalyse 

i Danmark. Metoden er derfor 

blevet udviklet i overensstemmelse 

med dette mål, hvilket bl.a. indebar et 

samarbejde med planlæggere og forvaltere 

i stat og amter. Projektarbejdet 

har været bygget op omkring fælles 

arbejdssessioner og fælles verifikationer 

af resultater i felten. Processen har 

været meget frugtbar og har bevirket, 

at metoden har kunnet tilpasses både 

til de eksisterende og til de kommende 

forvaltningsmæssige behov på området. 

Det har i denne forbindelse været 

et frugtbart samarbejde med især med 

Skov- og Naturstyrelsen og Århus, Fyns 

og Sønderjyllands amter om udviklingen 

af LKM. 

Et andet mål var at den udviklede metode 

skulle være operationel og rationel 

at anvende. Den skulle med andre ord 

kunne gennemføres forholdsvist hurtigt 

for et givent område. Dette ønske er 

blevet imødekommet ved at anvende 

GIS. LKM er, i modsætning til sin engelske 

forløber, baseret på en indgående 

anvendelse af GIS. Herved udnyttes 

det forhold, at der i dag findes en lang 

række landsdækkende digitale datasæt, 

som har en detaljeringsgrad og en 

kvalitet der imødekommer behovet for 

at arbejde med henholdsvis regionale 

og lokale analyser. Operationelt er den 

opdelt i en skrivebordsfase, en feltanalyse 

og til sidst en skrivebordsanalyse. 

For at kunne knytte feltarbejdet sammen 

med skrivebordsanalysen blev 

der udviklet en speciel GIS applikation 


der bevirker, at man kan ”tage skrivebordet 

med i felten”. Applikationen 

muliggør, at man kan bruge digitale 

kort i felten og at der kan foretages 

en direkte inddatering i en database. 

Data kan lagres på den PC/PDA man 

har med i felten, eller hentes via en 

mobiltelefon og et web-interface. Korttemaerne 

omfatter foruden plan- og 

regiontemaer også de historiske kort, 

f.eks. Videnskabernes Selskabs kort fra 

slutningen af 1700-tallet samt de høje 

og lave målebordsblade som dækker 

1800- og 1900-tallet. 

Inddatering i felten sker igennem applikationen, 

som også registrerer de 

geografiske koordinater på de enkelte 

beskrivelsespunkter enten via en GPS 

eller ved klik på kortet. På samme 

måde tilknyttes evt. (digitale) fotos 

geografiske koordinater og en retningsangivelse. 

Tilsammen bevirker disse nyskabelser, 

at LKM på væsentlige områder adskiller 

sig fra den britiske metode, som 

den oprindelig udsprang fra. Samtidig 

er der i forhold til de danske traditioner 

tale om en af de første metoder, der 

Figur 1. Der blev opbygget en Windows Pocket PC baseret applikation som består af forskellige 

tematiske funktioner. Figuren illustrerer hvordan brugeren foretager registreringer i felten 

via pc og en tilkoblet GPS.

knytter de eksisterende traditioner 

indenfor planlæggere, geografer og 

landskabsarkitekter sammen i en ny 

fælles metode på landskabsområdet. 

Introduktion til metoden 

Analyse og beskrivelse og vurdering af 

landskabet er central for LKM. Metoden 

består af 8 faser (se fig. 2). Rent metodisk 

indledes den med, at der foretages 

en kort rekognoscering i det område 

som er i fokus. Dette gøres for at sikre 

de personer som foretager analysen 

et førstehånds-kendskab til området. 

Derefter udføres skrivebordsanalysen, 

som udgør fase 1 -6. Fase 1 Den naturgeografiske 

analyse og fase 2 Den kulturgeografiske 

analyse tilvejebringer 

de nødvendige informationer omkring 

naturgrundlaget og arealanvendelsen. 

Fase 3 Inddragelse af eksisterende 

planlægning: Under dette punkt inddrages 

andre sektorinteresser og eksisterende 

planlægning. Fase 4 Definition af 

landskabstype foretages der vurdering 

som resulterer i en definition af hvilken 

landskabstype det pågældende område 

tilhører. Fase 5-6 Udpegning og beskrivelse 

karakterområder omfatter definition, 

grænsedragning, beskrivelse af de 

udpegede karakterområder. Den fase 

kan også opfattes som regionalisering. 

Efter skrivebords-analysen foretages i 

fase 7 en verifikation og justering af 

skrivebordsanalysen i felten og samtidigt 

analyseres de rumligt-visuelle 

forhold. I fase 8 fortages den endelige 

vurdering og tilpasning af den afsluttende 

beskrivelse. I de forskellige faser 

af forløbet produceres tre digitale 

temaer, dels et der viser de naturgeografiske 

regioner, et andet der viser 

landskabskarakterområderne, og også 

tildeler dem en landskabstype. Endelig 

produceres et kort der illustrerer de visuelle 

og rumlige forhold. Foruden de 

tre kort produceres en beskrivelse af de 

naturgeografiske regioner og af landskabskarakterområderne, 

og metoden 

afsluttes med en vurdering af sårbarhed 

og udviklingsmuligheder for det 

pågældende område. 


Figur 2. De 8 arbejdsfaser i landskabskaraktermetoden. Som det fremgår af figuren indledes 

analysen med at der tages stilling til den skala der skal arbejdes på idet valget har betydning 

for hvilke data og kort, som skal anvendes i forbindelse landskabsanalysen. I teksten refereres 

der til hver enkelt af de nummererede faser som fremgår af figuren. 

Praktisk anvendelse 

Det er vigtigt at beskrivelserne er opbygget 

over en fast struktur, som letter 

gennemførelse og anvendelse. Formålet 

er at give en præcis beskrivelse af 

landskabet med reference til højdepunkter, 

vandløb, skove/bevoksninger, 

herregårde, stednavne m.m. Angivelsen 

af disse referencer har vist sig 

at være værdifulde i beskrivelsen. Dels 

giver de læseren mulighed for at orientere 

sig på et kort sideløbende med 

gennemlæsningen, dels forstærker de 

præcisionen af selve beskrivelsen. 

Feltregistrering 

Feltarbejdet udgør en meget væsentlig 

del af LKM - specielt når det drejer 

sig om landskabsanalyse på regionalt 

og lokalt niveau. Ved hjælp af digitale 

data, GIS og beskrivelser, kan man 

foretage en omfattende beskrivelse af 

landskabskarakteren inden man tager 

i felten, men i definitionen af et landskabskarakterområde 

indgår der også 

en række forhold, som alene kan anskueliggøres 

i felten. I forbindelse med 

skrivebordsanalysen er det f.eks. ikke 

muligt at afgøre hvorvidt et hegn er 


17

18 


bredt eller smalt, om det består af løv 

eller nål og om det sammenhængende 

eller hullet og vindblæst. Ikke desto 

mindre er der tale om vigtige informationer 

og forhold, som kan have en afgørende 

betydning for, hvordan vi oplever 

landskabet. På samme måde er feltarbejdet 

en nødvendighed, når man skal 

analysere de rumlige og visuelle forhold, 

hvilke landskabselementer fremtræder 

markant, er der tale om åbent, 

transparent eller lukket landskab. Hvad 

er landskabet sårbart overfor og hvad 

er udviklingstendenserne. 

I forbindelse med udviklingen af 

LKM var der i projektgruppen enighed 

om, at der skulle etableres en speciel 

procedure og registreringsmetode 

omkring feltarbejdet. Formålet var at 

fjerne evt. efterfølgende usikkerheder 

omkring indsamlingen af data samt at 

sikre, at der blev anvendt ensartede 

definitioner mm. Registreringsmetoden 

er baseret på en udnyttelse af moderne 

IT-teknologi hvilket indebærer, at man 

så at sige tager skrivebordet med i 

felten. Figur 3 viser de enkelte komponenter 

der anvendes i forbindelse 

med analysen. 

Feltarbejdet indledes med, at man 

gennemkører det område som skal 

beskrives. Via den indledende skrivebordsanalyse 

er der udarbejdet et 

digitalt kort over foreløbige landskabskarakterområder, 

og i forbindelse med 

gennemkørslen udvælges typisk to 

til tre egnede beskrivelses-punkter i 

hvert karakterområde. Til det mobile 

GIS anvendes GIS software designet 

til Pocket PC, i dette tilfælde ArcPad® 

fra ESRI. ArcPad er et GIS-program 

med et begrænset antal funktioner til 

symbolisering og visning af kort. Der er 

mulighed for at hente informationer fra 

eksisterende vektordata, samt at lave 

simple editeringer i vektordata, men 

ArcPad understøtter ikke topologi. 

Med ArcPad Application Builder er 

der til ArcPad udviklet et digitalt 

inddateringsskema, som anvendes i 

forbindelse med inddateringen af de 


Figur 3. Skrivebordet med i felten. PC, GPS, minidigizer og digitale kamera er uundværlige i 

felten. De er indbyrdes forbundne og sikrer dokumentation og ensartethed af feltarbejdet. 

De indsamlede data og den efterfølgende beskrivelse gemmes direkte i en database. Med 

en mobiltelefon kan data overføres til en central database. 

Figur 4. Inddatering af data fra beskrivelsespunktet i GIS databasen. Den geografiske placering 

i landskabet registreres ved klik på kortet eller automatisk fra GPS’en, der er tilkoblet 

PC’en.

Figur 5. Fotodokumentation. Ved hjælp af menubjælken kan man indsætte den geografiske 

position for de fotos som tages i forbindelse med feltarbejdet. 

Figur 6. Applikationens hovedmenu indeholder en oversigt over de forskellige muligheder, 

som kan anvendes til registrering af forskellige forhold i landskabet. Applikationen kombine- 

rer inddatering i skemaer med stedfæstelse på digitale kort. Menubjælken medvirker til en 

ensartet og veldefineret feltregistrering som samtidig er forholdsvis hurtig at udføre. 

ovennævnte oplysninger. Skemaet 

er opbygget med en kombination af 

inddaterings-felter, menuer med antal 

valgmuligheder via pop up menuer og 

radioknapper. Denne fremgangsmåde 

medvirker til, at beskrivelserne bliver 

formmæssigt ensartede og sikre at 

der anvendes den samme terminologi. 

Det bliver derfor mere enkelt at sammenholde 

beskrivelserne på trods af de 

udføres af forskellige personer. 

De rumlige og visuelle forhold, landskabets 

tilstand og udviklingstendenser 

samt landskabets sårbarhed behandles 

hver især på et specielt opslag i registreringsskemaet. 

Fotodokumentation 

Det er ofte en væsentlig fordel at kunne 

dokumentere et givent beskrivelse 

punkt med fotos i forbindelse med den 

efterfølgende bearbejdelse og dokumentation. 

Den udviklede applikation 

giver derfor mulighed for at registrere 

billedet og dets nummer, men derudover 

kan man anvende det indbyggede 

kompas i den tilkoblede GPS således, at 

hvis man foretager en fotoregistrering 

vil applikationen aflæse retningen på 

GPS’en og indtegne en indikation på 

grundkortet af den retning fotoet er ta- 


get. Hermed opnås en enkel og præcis 

registrering af de fotos som tages i forbindelse 

med feltarbejdet. 

Markering af specielle forhold 

Der er til de endelige kort udviklet en 

speciel symbolik der anvendes til at repræsentere 

de forskellige forhold, form 

af linier, punkter eller arealer, som har 

betydning for oplevelsen af landskabskarakteren. 

Disse forhold registreres i 

felten via digitizeren. Det kan f eks. 

være skrænter som har betydning for 

landskabets karakter. Til hvert af disse 

specielt definerede forhold er der knyttet 

et GIS tema, og i de tilknyttede attributdata 

gemmes dato, registrant og 

evt. en tekst-forklaring og en retningsangivelse. 

Applikationen sørger for at 

det rigtige GIS tema bliver editerbart 

og gemmer automatisk registreringen 

hvilket ellers normalt kræver mange 

’klik’ i standard-udgaven af ArcPad. 

Ved anvendelse af denne procedure 

og den hertil udviklede applikation opnås 

en entydig og god dokumentation 

af feltarbejdet, hvilket bevirker at den 

efterfølgende beskrivelse bliver mere 

enkel at foretage. 

Efter feltarbejdet kan de registrerede 

elementer overføres til et GIS på kon- 

toret og umiddelbart udtegnes på 

forskelligt kortmateriale. Feltdata kan 

også overføres til en central database 

og genbruges i andre sammenhæng. 

Anvendelsesområder og fremtidige 

muligheder 

Projektarbejdet er blevet afsluttet i 

foråret 2005 og metoden er i sin fulde 

form blevet afprøvet på det regionale 

niveau i Fyns og Århus amter og i forbindelse 

med tre af pilotområderne 

til de evt. kommende nationalparker. 

Metoden var som udgangspunkt rettet 

mod en anvendelse på det regionale 

niveau, hvor den ville kunne indgå som 

et led i en sektorplan på landskabsområdet. 

Vilkårene for en implementering 

på amts-niveau er imidlertid ændret 

som følge af kommunalreformen, 

der indebærer at amterne nedlægges 

i 2007. Nedlæggelsen af amterne har 

aktualiseret anvendelsen af metoden 

på kommunalt niveau. Der er i de fleste 

kommuner endnu ingen speciel 

kompetence omkring landskabsforvaltningen 

i det åbne land, men LKM kan 

medvirke til at skabe det nødvendige 

forvaltningsgrundlag for kommunernes 

kommende landskabsforvaltning. Metoden 

har vist sig meget velegnet til at 

konsekvensvurdere effekten af forskellige 

forandringer af arealanvendelsen 

i det åbne land. Erfaringerne med applikationen 

til digital feltregistrering 

viser, at feltregistreringer fremover 

vil kunne foretages mere rationelt og 

ensartet på trods at den foretages af 

forskellige personer. Derved bliver det 

muligt at fastholde feltarbejdet som et 

centralt element i landskabsanalysen. 

Derudover sikrer metoden en god dokumentation, 

som kan anvendes til en 

række forskellige formål efterfølgende. 

Metoden vil også kunne medvirke til at 

GIS bliver introduceret til kommunerne 

som et vigtigt element i landskabsforvaltningen. 

Referencer 

Caspersen O.H., Nelleman V. 2004. Landskabsanalyse 

Pilotprojekt Mols Bjerge 

nationalpark. (http://www.skovognatur. 


19

20 


dk/Emne/Nationalparker/). 

Caspersen O.H. 2002. Anvendelse af historiske 

kort i landskabsanalysen. Park og Landskabs 

Videnblade. 3.1-37. Forskningscentret 

for Skov & Landskab. 

Caspersen O.H., Nellemann V. 2005. Landskabskaraktermetoden 

- et kompendium. 

Skov & Landskab, Arbejdsrapport nr. 20. 


Caspersen et al. 2001. Landskabsvurdering. 

En undersøgelse af internationale og danske 

metoder. Skov og Naturstyrelsen (rapport til 

Wilhjemudvalget). 

Kristensen, L.S., Madsen, L.M. 2005. Landskabskarakterkortlægning 

- erfaringer fra 

anvendelse i planlægning og forvaltning i 

England. Skov & Landskab, By- og Landsplans 

Videnblade. 9.4-7. 

SKELMÆRKER 

MV-MÆRKER 

SORTLAKEREDE SKELPÆLE 

GALVANISEREDE SKELPÆLE 

RØD/HVIDE, KORTE SKELPÆLE 

SKELSØM 

MV-MÆRKESØM 

AFSÆTNINGSPÆLE I TRÆ 

DSM 

Da n s k sk e l m æ r k e fa b r i k 

Caspersen O.H, 2002. Landskabsvurdering i 

Holland. Skov & Landskab, By og landsplans 

Videnblade 9.4-3. 

Caspersen O.H., Nellemann V. 2003. En 

metode til bestemmelse af landskabskarakter 

i Danmark. Skov & Landskab, By – og 

Landsplans Videnblade 9.4-5. 

Nellemann V. m.fl. 2004. Landbrugsbygninger, 

landskab og lokal områdeplanlægning 

– metoder til landskabskaraktervurdering 

og økonomivurdering. Skov & Landskab, 

Rapport nr. 23. 

LEVERANDØR AF DEN DANSKE LANDINSPEKTØRFORENINGS SKELMÆRKER 

Stærkærvej 78, Stærkær 8850 Bjerringbro Tlf. 70 20 63 63 Fax 70 20 63 64 

e-mail: dsm99@mail.tele.dk eller via DdL’s hjemmeside: www.ddl.org

Blandede boligtyper 

– tagboliger og omdannelse af erhverv til bolig. 

| BLANDEDE BOLIGTYPER | 

Af landinspektør Pernille Mikkelsen, J.P. Nissen, Roskilde, e-mail: j.p.nissen@plf.dk og landinspektør Malene Foldager 

Andersen, LE34, Ballerup, e-mail: mfa@le34.dk. 

Denne artikel bygger på et afgangsprojekt fra sommeren 2005 ved landinspektørstudiet. Projektets 

overordnede emne var blandede boligtyper, og projektet omhandlede bl.a. de ændringer 

omkring tagboliger og omdannelse af erhverv til boliger, som blev indført i ejerlejlighedsloven 

i juni 2004. I projektet blev der taget udgangspunkt i forhold af organisatorisk, økonomisk 

og retlig karakter, og målet var henholdsvis at identificere barrierer som kan hindre etablering 

af blandede boligtyper og at påpege forhold, der kan have betydning for den rådgivning 

som landinspektøren skal yde i forbindelse med opdelingen i ejerlejligheder. Formålet med 

denne artikel er at gøre opmærksom på de nævnte muligheder for ejerlejlighedsopdeling, men 

samtidig også at synliggøre nogle af de forhold der skal tages højde for ved opdelingen. 

Boligmanglen i de større byer og et 

ønske om at skabe fornyelse på bo lig - 

markedet dannede baggrund for de 

ændringer, som blev indført i ejerlejlighedsloven 

i 2004. Overordnet vedrører 

ændringerne etablering af tagboliger i 

uudnyttede tagetager og omdannelse 

af ledige erhvervslokaler til beboelse. 

Ændringerne giver mulighed for, at 

for skellige boligtyper kan blandes i 

sam me ejendom, f.eks. ved at der indrettes 

ejerlejligheder i tagetagen på en 

udlejningsejendom eller ved at ledige 

erhvervslokaler omdannes til ejerlejligheder 

i udlejningsejendomme med 

blandet bolig og erhverv. I det følgende 

gennemgås en del af projektets resultater 

vedrørende ejerlejlighedsopdeling 

af henholdsvis tagboliger og blandede 

boligog erhvervsejendomme. 

Tagboliger 

Tidligere var det udelukkende muligt 

at indrette ejerlejligheder i tagetagen 

på bygninger, der var opført efter den 

1. juli 1966 eller i bygninger, som i forvejen 

var opdelt i ejerlejligheder. Med 

de ændringer, som blev indført i ejerlejlighedsloven 

i 2004, er det blevet 

muligt, at bygninger der er opført den 

1. juli 1966 eller tidligere kan opdeles 

i ejerlejligheder, hvis der efter den 1. 

juli 2004 er blevet tilført én eller flere 

nye beboelseslejligheder enten i bygningens 

uudnyttede tagetage eller i en 

påbygget etage. De eksisterende boliger 

samt lokaler der anvendes til andet 

end beboelse skal efter opdelingen 

udgøre én ejerlejlighed, som ikke kan 

videreopdeles. Taglejlighederne kan 

etableres ved at udlægge tag etagen 

som én ejerlejlighed med flere boligenheder 

eller ved at etablere flere 

selvstændige ejerlejligheder. Hvis flere 

boliger udlægges som én ejerlejlig hed 

opnås, at denne lejlighed kan erhverves 

af en ejer med henblik på udlejning eller 

stiftelse af en andelsboligforening. 

De øvrige lejligheder i ejendommen 

ændrer ikke status ved, at tagetagen 

opdeles i ejerlejligheder, og dermed er 

det muligt at have boliger af forskellig 

Eksisterende 

Ny Udlejning Ejerlejlighed Andelsbolig Almene boliger 

Udlejning + + + - 

Ejerlejlighed + + + - 

Andelsbolig + + + - 

Almene boliger + - - + 

Figur 1: Kombinationsmuligheder ved etablering af nye tagboliger i eksisterende ejen- 

domme. 


21

22 


type i samme bygning, f.eks. ejerlejligheder 

i tagetagen på en ejendom ejet 

af en privat andelsboligforening. Ejendomme 

tilhørende private andelsboligforeninger 

kan efter en lovændring 

den 1. juni 2005 på tilsvarende måde 

opdeles i ejerlejligheder – uanset opførelsestidspunkt, 

såfremt der etableres 

boliger i tagetagen eller i en påbygget 

etage. 

Råderet over tagetagen 

Tagboliger kan, jf. ejerlejlighedsloven, 

kun indrettes i uudnyttede tagetager, 

og det er dermed en forudsætning, at 

tagetagen ikke anvendes til erhverv 

eller beboelse. Da boligog erhvervsarealer 

registreres i BBR, kan der tages 

udgangspunkt i dette register. Selvom 

tagetagen ikke er udnyttet til erhverv 

eller beboelse, kan den godt være udnyttet 

på anden måde, der kan f.eks. 

være tørreloft, tidligere pigeværelser, 

pulterrum o.lign. Loftrummet kan således 

være udnyttet af ejendommens 

beboere i fællesskab, eller de enkelte 

beboere kan have en særskilt ret til at 

benytte dele af loftet, f.eks. et bestemt 

pulterrum. I sådanne tilfælde kan man 

ikke kalde tagetagen for uudnyttet, 

men den er heller ikke udnyttet i en 

sådan grad, at det er registreret i BBR, 

og der kan derfor godt indrettes boliger 

i tagetagen, såfremt ejendommens 

ejer eller ejerforeningen kan disponere 

over tagetagen. 

Brugsretten til tagetagen er dog ofte 

i en vis grad tillagt ejendommens 

beboere. I udlejningsejendomme, hvor 

der hører et pulterrum i tagetagen til 

de enkelte lejemål, kan ejeren, jf. lejeloven, 

opnå brugsret over tagetagen, 

hvis beboerne anvises et pulterrum 

andetsteds i bygningen. I ejerlejlighedsejendomme, 

hvor et evt. pulterrum 

i tagetagen er opdelt sammen 

med lejligheden og derfor ikke ligger 

i fællesejendom, men er særejendom, 

kan ejeren ikke tvinges til at opgive 

pulterrummet. Dette gælder også i de 


tilfælde, hvor ejeren har en eksklusiv 

brugsret over pulterrummet, fordi det 

i den oprindelige vedtægt er angivet, 

at der til de enkelte lejligheder hører 

et nærmere bestemt pulterrum, og 

det gælder ligeledes i andelsboligforeninger, 

hvis det på andelsbeviset 

er angivet, at den eksklusive brugsret 

omfatter både en bestemt bolig og et 

bestemt pulterrum. I disse tilfælde kan 

det ikke efter en flertals beslutning 

bestemmes, at brugsretten til de pågældende 

pulterrum overdrages til de 

respektive foreninger. Ejerforeningen 

eller andelsboligforeningen må derfor 

gennem forhandlinger med ejeren/andelshaveren 

forsøge at opnå brugsretten 

til rummet, f.eks. ved at købe rummet 

eller ved at tilbyde et andet rum 

som kompensation for pulterrummet 

i tagetagen. I de tilfælde hvor der er 

opnået en eksklusiv brugsret, fordi det 

på en generalforsamling er besluttet 

at indføje i foreningens vedtægter, at 

der til hver lejlighed hører et nærmere 

bestemt pulterrum, kan denne brugsret 

også ophæves ved flertalsbeslutning. 

Hvis ejendommens ejer eller ejerforeningen 

ikke kan opnå brugsretten til 

tagetagen – enten fordi der ikke kan 

skaffes erstatningsrum til lejeren eller 

fordi en af ejerne ikke vil opgive rummet 

– kan tagetagen ikke udnyttes til 

ejerlejligheder. 

Økonomiske betragtninger 

Hvis det er besluttet, at der skal etableres 

tagboliger, kan dette ske ved at 

sælge byggeretten til en projektudvikler 

eller ved at ejerforeningen/ejeren 

selv vælger at stå som bygherre. Hvis 

byggeretten sælges til en projektudvikler, 

slipper ejeren/foreningen selv 

for at stå med de risici der er ved byggeriet. 

Hvis byggeriet bliver dyrere end 

antaget, eller lejlighederne ikke kan 

sælges til den forventede pris, er det 

således ikke ejeren eller foreningen, 

der kommer til at betale disse udgifter, 

og det er derfor en mere sikker løsning 

at sælge byggeretten til en projektud- 

vikler. Ejeren/foreningen skal således 

heller ikke selv stå for finansieringen 

af byggeriet. 

Ved salg af byggeretten til en projektudvikler 

er det almindeligt, at ejerne 

ikke modtager vederlag for salg af 

retten til at bygge i tagetagen, fordi 

pengene i stedet for anvendes til vedligeholdelsesarbejder 

mv. Ofte sker 

det ved, at prisen for tagetagen bliver 

betalt i form af renoveringsarbejder 

på ejendommen, som f.eks. et nyt 

tag, nye vinduer eller lignende. Ud 

over de ovennævnte faktorer betyder 

skatte mæssige forhold en del for valg 

af løsning i det enkelte tilfælde. 

Skattemæssige forhold 

De skattemæssige forhold ved etablering 

af tagboliger afhænger af flere forhold. 

For det første er beskatningsreglerne 

ikke ens for de forskellige boligtyper, 

og dertil kommer at beskatningen 

afhænger af, hvem der opfører og 

sælger boligerne. 

I udlejningsejendomme skal fortjenesten 

ved afståelse af et loftrum til en 

projektudvikler, beskattes efter ejendomsavancebeskatningslovensbestemmel 

ser. Hvis der gennem ejertiden er 

foretaget afskrivninger på ejendommen, 

skal der endvidere tages hensyn 

til afskrivningslovens bestemmelser. 

Det betyder overordnet, at hvis der er 

af skrevet for meget på ejendommen, 

således at ejendommens afskrevne 

værdi er lavere end salgsprisen, skal 

denne fortjeneste beskattes. Hvis ejeren 

selv vil stå for byggeriet og salget af 

tagboligerne, skal ejeren også beskattes 

efter ejendomsavancebeskatningslovens 

regler. 

I ejerlejlighedsejendomme er de ejere, 

der selv bebor deres ejerlejlighed, fritaget 

for beskatning af fortjenesten ved 

et salg af byggeretten i tagetagen til en 

projektudvikler, jf. ejendomsavancebeskatningslovens 

§ 8 (parcelhusreglen).

Beskattes et 

salg af loftrummet 

til projektudvikler? 

Beskattes ejer/ 

forening, hvis 

de selv står for 

byggeriet og 

salget? 

Det er en forudsætning, at loftrummet 

ejes af de enkelte ejere i forening, 

samt at salget sker på betingelse af, at 

der senere gennemføres en opdeling 

i ejerlejligheder og at ejendommens 

ejer eller ejerforeningen kan disponere 

over tagetagen. Såfremt ejerforeningen 

beslutter at fordele fortjenesten på 

anden måde end efter fordelingstal, 

vil differencen på en evt. højere fortjeneste 

derimod skulle beskattes. Hvis 

ejerlejligheden derimod ikke bebos af 

ejeren, men i stedet udlejes, skal ejeren 

beskattes af fortjenesten. Det samme 

er gældende, hvis ejerlejligheden anvendes 

til erhverv. 

Ved salg af byggeretten til en projektudvikler 

sker salget på betingelse af 

en efterfølgende opdeling, men hvis 

ejerforeningen selv vælger at stå for 

opførelse og salg af taglejlighederne, 

er det også ejerforeningen der skal stå 

for opdelingen. Ejerforeningen kommer 

dermed til at stå som sælgere, og da 

loftrummet er opdelt finder parcelhusreglen 

ikke anvendelse. Ejerforeningen 

får derimod status af selvstændigt 

skat tesubjekt og det indebærer, at der 

skal betales ejendomsavanceskat. Det 

samme er gældende, hvis loftrummet 

Udlejning Ejerlejlighed 

Nej, hvis loftrummet 

ikke er 

oopdelt og ejer 

bor i lejligheden 

Andelsbolig 

Ja 

Ja, hvis loftrummet 

ikke er opdelt 

og ejer ikke 

bor i lejligheden 

Ja, hvis loftrummet 

er opdelt 

Nej 

Ja Ja Ja 

Figur 2: Beskatningsforhold ved etablering af tagboliger. 

allerede er opdelt i en selvstændig ejerlejlighed, 

der ejes af ejerforeningen. 

Hvis en andelsboligforening sælger 

byggeretten til en projektudvikler, og 

loftrummet har været anvendt til erhverv 

(udlejet til ikke andelshavere), 

skal der betales skat af fortjenesten, 

hvorimod der ikke skal betales skat 

af fortjenesten, hvis arealet har været 

anvendt af andelshaverne. Hvis andelsboligforeningen 

selv står for byggeriet 

og det efterfølgende salg, kommer 

foreningen til at drive erhvervsmæssigdrift 

i forbindelse med byggeriet 

og salget, og derfor skal foreningen 

beskattes efter ejendomsavancebeskatningslovens 

regler. 

Drift af to foreninger 

Når der skal etableres to forskellige 

boligtyper i samme ejendom, er det 

i visse tilfælde nødvendigt at have to 

foreninger. Det giver ekstra administrationsomkostninger, 

og det afhænger af 

foreningernes størrelse, hvor store omkostningerne 

bliver. Honoraret til advokat/revisor 

vil typisk ligge på omkring 

1.000-1.400 kr. pr. lejlighed pr. år. Sammenholdes 

de ekstra omkostningerne 

med, at der bliver flere boliger og der- 


med også flere til at betale øvrige fællesomkostninger, 

vil det i sidste ende 

formentlig være en økonomisk fordel 

for de nuværende beboere, at der bliver 

etableret flere boliger. 

Pant og belåning 

Hvis en tagetage skal sælges, mister 

de panthavere, der har pant i ejendommen, 

en del af det areal, der er stillet 

til sikkerhed for pantet. Det er derfor 

nødvendigt at relaksere pantet i ejendom 

men. I udlejningsejendomme og 

i andelsboligejendomme, hvor der 

oftest er få pantebreve, er der ingen 

særlige problemer ved relaksation af 

pantet, mens relaksationen i ejerlejlighedsejendomme, 

hvor der typisk er 

mange panthavere, kan give anledning 

til problemer. 

Pant i en ejerlejlighedsejendom 

Hvis ejendommen er opdelt i ejerlejligheder, 

kan der være mange ejere og 

dermed også mange panthavere. Det 

kan derfor blive meget administrativt 

krævende og også temmelig bekosteligt 

at få relakseret pantet. Der er sket 

en regelforenkling ved ændring af lov 

om afgift af tinglysning mv. således, 

at der kun skal betales tinglysningsafgift 

på 1.400 kr. én gang, jf. § 7, stk. 2, 

men der skal fortsat betales et gebyr til 

banker eller kreditforeninger. 

I visse situationer kan relaksation undgås 

ved, at der udarbejdes en uska delighedsattest. 

Ifølge bestemmel serne i 

tinglysningsloven kan en uskadelighedsattest 

anvendes til relaksation af pantet, 

hvis det udskilte areal i forhold til 

ejendommens størrelse og værdi, kan 

udskilles uden fare for pantesikkerheden. 

Bestemmelsen tolkes imidlertid 

meget restriktivt af domstolene, og det 

må formodes, at et loftrum i langt de 

fleste tilfælde ikke kan udskilles uden 

samtykke fra panthavere. 

Nedskrivning eller indfrielse af lån? 

Beslutning om at etablere tagboliger i 

en ejerlejlighedsejendom kan vedta- 


23

24 


ges, når der er 2/3 flertal – både efter 

antal lejligheder og efter fordelingstal. 

Hvis et forslag om etablering af tagboliger 

vedtages, skal ejerforeningen 

indhente samtykke fra panthaverne. 

Hvis ejerforeningen i forbindelse med 

gennemførsel af relaksationen møder 

et krav fra en panthaver om ekstraordinære 

afdrag, må foreningen vælge 

at betale afdraget eller droppe tagboligprojektet. 

En ejer kan ikke tvinges til at 

betale et afdrag, men omvendt lider 

ejeren ingen økonomisk skade, hvis 

foreningen betaler afdraget, og ejerne 

kan derfor ikke modsætte sig denne 

beslutning. 

Udformning af vedtægter 

Ved opdeling i ejerlejligheder skal der 

stiftes en ejerforening, og når ejerforeningen 

kommer til at indeholde forskellige 

boligtyper, er der forhold som 

kræver særlig opmærksomhed i forbindelse 

med udarbejdelsen af vedtægter 

for foreningen. I vedtægten kunne 

det være fornuftigt indledningsvist at 

præsentere de forskellige boligtyper i 

ejerforeningen. Der kunne redegøres 

for hvilke boligtyper, og hvor mange 

boligenheder, hver ejerlejlighed indeholder. 

Det bør også præciseres, hvem 

der er medlem af foreningen – om det 

er en person eller en forening. Det skal 

ligeledes afklares, hvem der kan blive 

medlem af bestyrelsen, og hvor mange 

medlemmer der skal repræsentere 

hver boligtype. Det er vigtigt at undgå, 

at en beboergruppe kommer til at stå 

i en situation, hvor de ikke kan få indflydelse 

på de beslutninger, der træffes 

i ejerforeningen. Det skal derfor afklares 

efter hvilke regler afstemninger i 

foreningen skal afvikles. En mulighed 

kunne være, at der ved afstemninger 

skal være 2/3 flertal i alle beboergrupper, 

hvis et forslag skal vedtages. Det 

skal desuden afklares, om der er afgørelser, 

der kræver 100 pct. tilslutning, 

f.eks. optagelse af lån. Endelig skal der 

tages stilling til, hvem der har ret til at 

møde på generalforsamlingen, og det 


kunne ud over medlemmerne f.eks. 

være medlemmer i en andelsboligforening, 

administratorer osv. 

I en ejerforening er det almindeligt, at 

vedtægten tinglyses pantstiftende for 

op til 41.000 kr. på de enkelte ejerlejligheder 

– som sikkerhed for ethvert 

tilgodehavende, ejerforeningen måtte 

få hos det pågældende medlem. Ved 

en ejerlejlighed bestående af fle re 

bo liger, der ejes af en udlejer, en 

an dels boligforening eller en almen 

bo lig organisation, kan vedtægten 

ikke tinglyses pantstiftende på den 

enkelte beboelseslejlighed. Det betyder, 

at selvom ejerlejligheden f.eks. 

indeholder 22 boliger kan vedtægten 

stadig kun tinglyses pantstiftende for 

maksimum 41.000 kr. Ejerforeningen 

har dermed ikke samme mulighed 

for at sikre et tilgodehavende, som 

hvis ejendommen bestod af 22 ejerlejligheder. 

Det skal afklares, om foreningen ønsker 

at anvende fordelingstal – og hvis det 

besluttes, kan der tilføjes en bestemmelse 

herom i vedtægterne. I ejerforeninger 

med blandede boligtyper vil 

man typisk anvende fordelingstal, fordi 

ejerlejlighederne ellers vil være ligestillede, 

og det vil i de fleste tilfælde være 

uhensigtsmæssigt. 

Blandede boligog erhvervsejendomme 

Den anden væsentlige ændring, som 

blev indført i ejerlejlighedsloven i 

2004, vedrører omdannelse af ledige 

erhvervslokaler til ejerlejligheder til 

beboelse. De nye bestemmelser øger 

muligheden for at omdanne erhvervslokaler 

til ejerboliger, idet det nu er 

blevet muligt at foretage ejerlejlighedsopdeling 

i blandede boligog erhvervsejendomme, 

som er opført 1. 

juli 1966 eller tidligere, førhen har det 

kun været muligt at opdele blandede 

ejendomme i ejerlejligheder, såfremt 

samtlige bygninger på ejendommen 

var opført efter 1. juli 1966. 

Betingelser for opdeling 

En ejendom bestående af blandet bolig 

og erhverv kan opdeles efter bestemmelserne 

i EJLL § 10a, hvis en række 

betingelser er opfyldt. Det samlede erhvervsareal 

af de på ejendommen beliggende 

bygninger skal udgøre mindst 

80 pct. af bygningernes samlede boligog 

erhvervsareal, og det er vel at mærke 

det areal, som var registeret i BBR 

den 31. december 2003. Herudover 

skal der på opdelingstidspunktet være 

ledige erhvervslokaler, som ikke må 

være blevet ledige, fordi lejemålet er 

opsagt af udlejeren, medmindre der er 

tale om misligholdelse fra lejerens side. 

I de ledige erhvervslokaler skal der 

kunne indrettes mindst lige så mange 

nye beboelseslejligheder, som der var 

registreret i BBR på hele ejendommen 

den 31. december 2003. Derudover er 

det et krav, at de nye be-boelseslejligheder 

skal have et bruttoetageareal 

på mindst 85 m2 og et tinglystareal på 

mindst 75 m2 . 

For at kunne udnytte mulighederne 

for opdeling i ejerlejligheder skal 

ejendommens ejer således råde over 

ledige erhvervslokaler som er tilstrækkelig 

store til, at der kan indrettes nye 

lejligheder, der opfylder arealkravene. 

Udlejeren kan ikke indgå tidsbegrænsede 

lejekontrakter med fremtidige 

lejere med henblik på at sikre ledige 

erhvervsarealer ved en senere omdannelse 

af erhvervslokaler til beboelse, da 

ønsket om en fremtidig omdannelse af 

erhvervslokalerne ifølge erhvervslejeloven 

ikke berettiger udlejeren til at anvende 

tidsbegrænsede lejekontrakter. 

Det er imidlertid uklart, hvem der rent 

faktisk fører kontrol med, at erhvervslokalerne 

ikke er blevet ledige som følge 

af opsigelse fra udlejerens side. 

De beboelseslejligheder, som i forvejen 

var i ejendommen, skal ikke 

opfylde størrelseskravene i EJLL § 10a, 

stk. 1, nr. 3, og kan udlægges som én 

ejerlejlighed bestående af flere bebo-

elseslejligheder eller de kan opdeles 

som selvstændige ejerlejligheder og 

derefter sælges, uanset størrelse. De 

eksisterende beboelseslejligheder kan 

dog ikke sælges som selvstændige 

ejerlejligheder, før der er etableret nye 

beboelseslejligheder. Endvidere står 

der i EJLL § 10a, stk. 4, at de nye beboelseslejligheder 

ikke kan overdrages, før 

en landinspektør med beskikkelse har 

attesteret, at hver enkelt lejlighed opfylder 

kvalitetskravene i EJLL § 10, stk. 

2, litra a-f og i. For beboelseslejligheder 

i ældre ejendomme er det normalt et 

krav for opdelingens gennemførelse, 

at en landinspektør har attesteret, at 

lejlighederne opfylder kvalitetskravene, 

dvs. at en opdeling normalt ikke kan 

gennemføres, hvis ikke kvalitetskravene 

kan opfyldes. Efter den direkte 

ordlyd i EJLL § 10a, stk. 4, ligger kravet 

om attestationen af kvalitetskravene 

ved overdragelsen af lejlighederne. Det 

betyder, at lejlighederne kan opdeles 

i ejerlejligheder uden, at kvalitetskravene 

er opfyldt, da de efter bestemmelsens 

ordlyd først skal være opfyldt, 

når lejlighederne sælges. Normalt er 

der imidlertid ingen der kontrollerer 

dette ved overdragelsen. Der er således 

tale om en uheldig formulering i EJLL 

§ 10a, stk. 4, og bestemmelsen skal 

sandsynligvis tolkes således, at kvalitetskravene 

skal være opfyldt allerede 

ved opdelingen i ejerlejligheder. 

Arealkravet 

Bestemmelsen om at erhvervsarealet i 

en blandet bolig og erhvervsejendom 

skal udgøre mindst 80 pct. af det samlede 

bolig og erhvervsareal, som det 

var registreret i BBR den 31. december 

2003, har vist sig at være ikke helt 

uproblematisk. Da registreringerne i 

BBR hovedsaligt er baseret på ejernes 

egne indberetninger, forekommer 

der en del fejl i registret bl.a. i arealregistreringerne. 

Begrundelsen for at 

skæringsdatoen er sat til 31. december 

2003 er, at denne dato ligger forud for 

fremsættelsen af lovforslaget, og derved 

kan en mulig omgåelse af regler- 

ne undgås. Der er set flere eksempler 

på, at opdeling i ejerlejligheder efter 

EJLL § 10a måtte opgives på grund af 

fejl i arealregistreringen i BBR. Da det 

er bygningernes areal, som det var registreret 

den 31. december 2003, der 

er afgørende for om opdelingen kan 

gennemføres, hjælper det ikke at rette 

fejlen, fordi dette ikke kan gøres med 

tilbagevirkende kraft. 

Videreopdeling 

Erhvervslokalerne i en blandet boligog 

erhvervsejendom kan videreopdeles i 

ejerlejligheder til beboelse, hvis der 

på et senere tidspunkt bliver ledige erhvervslokaler 

i ejendommen. Som det 

var tilfældet for den første opdeling, 

er det også en betingelse for videreopdelingen, 

at erhvervslokalerne ikke er 

blevet ledige som følge af opsigelse fra 

udlejeren, og endvidere skal de nye beboelseslejligheder 

opfylde kravene om 

et bruttoetageareal på mindst 85 m2 og 

et tinglyst areal på mindst 75 m2 . 

Der er dog mulighed for at indrette nye 

beboelseslejligheder, som er mindre 

end de 75 m 2 , men det forudsætter, 

at der er erhvervslejligheder, der ved 

den første opdeling er udlagt som ejerlejligheder 

med et mindre areal end 


75 m 2 . Hvis disse erhvervslejligheder 

bliver ledige, kan de omdannes til beboelseslejligheder, 

som dermed bliver 

mindre end 75 m 2 . 

Økonomiske betragtninger 

Momsreglerne kan være en økonomisk 

barriere ved omdannelsen af erhverv 

til boligformål. Såfremt en erhvervsejendom 

eller et erhvervslejemål har 

været omfattet af en frivillig momsregistrering 

eller har været anvendt 

til momspligtige formål, har ejeren af 

ejendommen haft ret til at fratrække 

momsen af udgifter til reparation og 

vedligeholdelse, til- og ombygninger 

samt opførelse af fast ejendom. 

Hvis den momspligtige brug af ejendommen 

eller lejemålet ændres ved 

eksempelvis konvertering af erhverv 

til boliger, skal reguleringsbeløbet for 

resten af reguleringsperioden tilbagebetales 

til Told & Skat. Reguleringsperioden 

er ti år for opførelse samt til- og 

ombygninger og fem år for reparation 

og vedligeholdelse. Hvis ejeren har 

foretaget omfattende forbedringer af 

ejendommen indenfor de senere år, 

er det vigtigt at være opmærksom på 

denne regel. 

Figur 3: Blandede boligtyper efter de nye bestemmelser i ejerlejlighedsloven vil formentlig 

overvejende blive i form af almindelige ejerlejligheder i udlejnings- og andelsboligejen- 

domme. 


25

26 


Fremtidsudsigterne for blandede 

boligtyper 

Muligheden for at blande forskellige 

boligtyper er forholdsvis ny, og der er 

endnu ikke uarbejdet statistiske data 

for, i hvor stort et omfang muligheden 

udnyttes. Gennemførte interviews i 

projektet efterlader dog klart det indtryk, 

at det indtil nu er et meget begrænset 

antal boliger, der er opført efter 

de nye bestemmelser. 

Selvom der er flere forskellige muligheder 

for at blande boligtyperne, vil 

flere af disse næppe blive realiseret 

i fremtiden. I tagetager synes det 

u sand synligt, at der vil blive etableret 

almene boliger i udlejningsejendomme 

og at der vil blive etableret andelsboligforeninger 

i udlejnings- eller 

ejerlejlighedsejendomme. Alene den 

ret begrænsede plads i de fleste tagetager 

gør, at det bliver vanskeligt at få 

etableret et tilstrækkeligt antal boliger 

til at foreningen kan drives på fornuftig 

vis. Grundet det lave afkast på inve- 


steringer i udlejningsboliger synes det 

heller ikke sandsynligt, at der vil blive 

etableret udlejningsboliger i tagetager 

på andelsbolig-, udlejnings, ejerlejlighedsejendomme. 

Blandede boligtyper 

i tagetager vil formentlig hovedsagligt 

blive i form af separate ejerlejligheder 

i tagetagen på enten udlejningsejendomme 

eller andelsbolig ejendomme. 

Ejerlejlighedslovens bestemmelser omkring 

omdannelse af erhverv til boliger 

er meget restriktive, hvilket sætter 

nogle begrænsninger for anvendelsen 

af lovens muligheder. Særligt kravet om 

at mindst 80 % af bygningernes areal 

er registreret som erhverv i BBR den 

31. december 2003 har vist sig at give 

problemer. I de tilfælde hvor mulighederne 

anvendes, vil en omdannelse 

formentlig udelukkende ske ved, at 

erhverv bliver omdannet til individuelle 

ejerlejligheder. 

Referencer: 

Peter Blok, Ejerlejligheder, 3. udgave, Juristog 

Økonomforbundets Forlag, 1995 

Bekendtgørelse af lov om ejerlejligheder 

(EJLL). LBK nr. 647 af 25.07.1995. 

Lovforslag L 190, Forslag til lov om ændring 

af lov om ejerlejligheder, lov om almene 

boliger samt støttede private andelsboliger 

m.v. og forskellige andre love, fremsat 24. 

marts 2004. 

Lov om ændring af lov om ejerlejligheder, 

lov om almene boliger samt støttede private 

andelsboliger m.v. og forskellige andre love. 

LOV nr. 488 af 09.06.2004. 

Lov om ændring af lov om andelsboligforeninger 

og andre boligfællesskaber, lov 

om omsætning af fast ejendom og lov om 

ejerlejligheder (Oplysningspligt m.v. ved 

salg af andele i andelsboligforeninger under 

stiftelse og straf for salg af andelsboliger til 

overpris m.v.). LOV nr. 412 af 01.06.2005. 

Lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse 

af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven). 

LBK nr. 975 af 21.09.2004. 

Bekendtgørelse af lov om leje. LBK nr. 920 

af 10.09.2004.

| MOBIL KORTLÆGNING – INTEGRATION AF LINIELASERSKANNER PÅ DYROS | 

Mobil kortlægning – integration 

af linielaserskanner på DyRoS 

Af landinspektør Morten Pugholm Rasmussen, Geopartner Landinspektørgården, Silkeborg, e-mail mpr@geopartner.dk og 

landinspektør Lau Valentin Pedersen, Landinspektør Nord, Brønderslev, e-mail lvp@landnord.dk. 

Denne artikel præsenterer udvikling og test af en prototype på et mobilt kortlægningssystem, 

der gør brug af en laserskanner. Prototypen er en integration af en laserskanner fra SICK og 

DyRoS bilen fra Vejdirektoratet. Prototypen og tilhørende dokumentation påviser, at man billigt, 

hurtigt og uden gene for trafikken kan indsamle data til at generere en flademodel for en vej 

som grundlag for f.eks. en vejudvidelse eller -omlægning. Artiklen bygger på et afgangsprojekt 

på landinspektøruddannelsens 10. semester i foråret 2005 med samme titel som denne artikel, 

samt efterfølgende samarbejde med Vejdirektoratet. 

Bip ... Bip … Bip … Alle kender lyden 

fra kassen i supermarkedet, når man er 

ude at handle ind. Lyden er et signal til 

kassemedarbejderen om, at kasseapparatet 

har genkendt stregkoden og 

dermed prisen på varen. Men hvordan 

kan systemet egentlig genkende varen 

vha. stregkoden? Jo, bag glaspladen 

sidder en stregkodeskanner, som er 

en laserskanner, der måler på emnet, 

der holdes foran – i dette tilfælde en 

stregkode [Illustreret Videnskab, 2000]. 

At forklare hvordan en laserskanner 

virker og dermed kan genkende en 

stregkode bliver hurtigt teknisk kompliceret 

og kan måske for nogle virke 

ret irrelevant i forhold til det at være 

landinspektør. 

Teknisk kompliceret ja – 

irrelevant nej, hvorfor forklares 

i det følgende. 

Laserskannere har som i ovennævnte 

eksempel været brugt i mange år 

(startede i 1974 i USA), men inden for 

landinspektør professionen er anvendelsen 

af laserskannere forholdsvis 

ny og dermed ikke udforsket til bunds 

eller udnyttet fuldt ud – endnu. Laserskannere 

af forskellige typer bliver 

anvendt til forskellige formål i mange 

land målingsinstrumenter. F.eks. til 

af standsmåling i totalstationer, og 

inden for de seneste 10 år er terrestriske 

laserskannere som selvstændige 

landmålingsinstrumenter også dukket 

op. De benyttes ofte i statiske målinger, 

men som følge af udviklingen 

indenfor direkte georeferering 1 bliver 

laserskannere også benyttet til målinger 

foretaget i bevægelse, f.eks. fra 

et fly eller en bil. Denne teknik er dog 

stadig på det tidlige stadie, men vi er 

overbeviste om, at laserskanning brugt 

som opmålingsteknik står foran en lys 

fremtid. Derfor er det vigtigt at have en 

1 Direkte georeferering indebærer, at opmålinger georefereres direkte vha. observationer fra den mobile platform, der foretager opmålin- 

gen. 

forståelse for og basal viden om, hvordan 

en laserskanner virker og dermed 

kan benyttes til landmåling. 

Som følge af ovennævnte fascination 

af laserskanning og relevansen i forhold 

til landinspektør professionen, 

var scenen for afgangsprojektet sat. 

Idéen til projektet opstod dog ikke i et 

supermarked ved kassen, men derimod 

gennem nogle idéer fra Vejdirektoratet, 

præsenteret af lic.geom. Jens Juhl fra 

AAU. I samarbejde med Vejdirektoratet 

blev disse tanker konkretiseret 

og præciseret, således at de dannede 

udgangspunkt for afgangsprojektet. 

Formål og forudsætninger 

Udgangspunktet var at arbejde hen 

mod en funktionsdygtig prototype på et 

bilbaseret Mobilt KortlægningsSystem 

(MKS), der anvendte en linielaserskanner 

til opmålingen. Formålet for projektet 

var derfor at undersøge, om der 


27

28 


kunne opnås tilstrækkeligt gode nøjagtigheder 

ved målinger med laserskanneren, 

samtidig med at opmålingen 

foregik fra en bil i bevægelse. 

SICK havde i forbindelse med projektet 

været venlige at stille en linielaserskanner 

(2D skanner) til rådighed. 

Det var modellen LMS 211 Outdoor. 

Vejdirektoratet havde også stillet deres 

DyRoS bil til rådighed,og det var således 

denne bil, der udgjorde platformen 

for det MKS, vi integrerede SICK laserskanneren 

med. Laserskanneren 

og DyRoS bilen præsenteres nærmere 

efterfølgende. 

Overordnet fokuseres der i projektet 

på at udvikle nen prototype på et MKS 

til opmåling af kørebanen, set som ét 

objekt. Dette udformes som en sensor 

integration 2 af laserskanneren og den 

mobile platform som DyRoS udgør. 

Fokus i projektet var derfor: 

• Systemkonstruktion, 

• Systemkalibrering, og 

• Koordinatberegning. 

Vi afgrænsede os derimod fra: 

• Tidssynkronisering, 

• Softwareudvikling, 

• Efterfølgende databehandling, og 

• Automatiseret dataprocessering. 

Opmålingen repræsenteres ved en 

punkt sky fra laserskanneren, og ud 

fra punktskyen kan de ønskede informationer 

efterfølgende uddrages. Det 

kan f.eks. være hældnings-, længde- og 

tværprofiler eller vejstriber. Det vil sige, 

at der med prototypen tilvejebringes en 

punktsky, der gør det muligt efterfølgende 

at danne en nøjagtig flademodel 

af kørebanen, da den typiske anvendelse 

af modellen vil være i forbindelse 

med udvidelse eller omlægning 

af kørebanen. Kravet til den relative 

nøjagtighed af denne model er 0,5–1 

cm i højden og lidt over i planen. Den 


Figur 1: Længdeopløsning og tværopløsning. 

Figur 2: SICK LMS 211 Outdoor. 

absolutte nøjagtighed skal være 1–3 cm 

for højde og plane koordinater. 

Vi har vurderet, at punkterne i punktskyen 

skal have en indbyrdes afstand 

på maksimalt 5-10 cm på tværs af kørebanen, 

og langs med kørselsretningen 

skal afstanden være ca. 1 meter, for at 

give et godt datagrundlag for modellering 

af kørebanen. 

Præsentation af laserskanneren 

LMS 211 Outdoor er en linielaserskanner3 

, produceret af det tyske firma SICK, 

og benyttes almindeligvis til f.eks. områdesikring 

og objekt måling/detektering 

[SICK, 2005]. Skanneren anvender 

et roterende spejl til at sende de enkelte 

laserstråler i forskellige retninger, 

princippet er skitseret i figur 3. Et skan 

(en rotation af spejlet) giver derved 

2 Integration af de anvendte instrumenter til ét samlet system i både hard- og softwaremæssig forstand. 

3 En linielaserskanner er defineret som en laserskanner, hvor lysstrålen udsendes således der dannes et 2D plan (laserpunkterne angives i 

2D koordinater).

en række punkter, der ligger på en linie. 

Bredden af et skan afgrænses af 

åbningsvinklen på 100°, som konkret 

er angivet ved en fysisk begrænsning 

i konstruktionen af laserskanneren. 

Punkttætheden i et skan afhænger af 

vinkelopløsningen, det vil sige vinklen 

mellem to laserstråler i et skan. Skanneren 

kan arbejde med en vinkelopløsning 

på enten 0,25°, 0,5° eller 1°. 

I projektet sættes vinkelopløsningen 

til 0,5° af hensyn til punkttætheden, 

som beskrevet ovenfor maksimalt skal 

være 5-10 cm på tværs af kørebanen. 

Med en åbningsvinkel på 100° giver et 

skan dermed 200 punkter. Laserskanneren 

måler tilfældige punkter, der måles 

altså ikke direkte til det objekt, der ønskes 

målt f.eks. bund af kørebanespor. 

Denne metode kaldes for ikke-selektive 

målinger i modsætning til selektive 

målinger, som kan foretages med 

f.eks. fotogrammetri eller måling med 

totalstation [Kaspar, 2004] Det er derfor 


nødvendig med relativt mange punkter 

for at kunne få et fornuftigt datagrundlag 

for modelleringen. 

Skanneren måler ligeledes efter puls 

metoden, eller på engelsk ”time of 

flight” princippet. Derfor er der ikke er 

tale om en konstant laserstråle, men 

en række meget korte laserpulser 

(”beams”) [SICK, 2005]. Det vil sige 

at afstanden beregnes ud fra tidsforskellen, 

fra en laserpuls afsendes, til 

det reflekterede signal returneres og 

modtages. 

Laserskanneren kan ifølge SICK måle 

intensiteten på retursignalet, hvormed 

det er muligt at korrigere målingerne 

og dermed opnå en højere nøjagtighed. 

Det skyldes, at forskellige materialer 

(afhængig af f.eks. farve og struktur) 

reflekterer lasersignalet forskelligt, og 

dermed går der kortere eller længere 

tid, inden laserskanneren har mod- 

Figur 3: Princippet for laserstrålens retninger ved anvendelse af roterende spejl [Kaspar, 

2004]. 

taget den mængde retursignal, der 

er nødvendig for at kunne udregne 

tidsforskellen. Det er dog ikke lykkedes 

gennem projektet at uddrage disse 

informationer for retursignalet, hvilket 

har en negativ konsekvens for den 

samlede nøjagtighed, der kan opnås 

med målinger med MKSet. 

Præsentation af DyRoS 

DyRoS bilen benyttes i dag til rationel 

og præcis indmåling af langsgående 

vejlinier, som f.eks. midterstriber, 

kantlinier osv. [Jensen, 1999]. Bilen er 

positioneret og orienteret ved hjælp 

af henholdsvis en GPS og en orienteringsenhed 

kaldet smallPOS. Det er en 

inertial måleenhed, der bl.a. anvender 

to inclinometre (elektro-magnetisk 

hældningsmåler) og et odometer (digital 

triptæller) til orientering og positionering 

af bilen. Inclinometrene angiver 

bilens hældninger (pitch og roll), det vil 

sige hvordan bilen vipper om hhv. sin 

tværakse og sin længdeakse. Inclinometrene 

måler hældningerne i forhold 

til lodlinien, og det vil sige at pitch og 

roll angiver bilens hældninger absolut. 

GPSen angiver bilens position absolut i 

et givet koordinatsystem. 

Systemopbygningen 

Opbygningen af det samlede MKS er et 

grundlæggende led i udviklingen af et 

Figur 4: DyRoS bilen. 


29

30 


Figur 5: DyRoS bilen med den samlede konstruktion af platformen til positionerings- og 

orienteringsinstrumenterne og med laserskanneren implementeret. 

stabilt og pålideligt system. Billedet i 

figur 5 viser den samlede prototype på 

MKSet, med laserskanneren integreret 

på DyRoS. Der er flere forskellige aspekter 

i systemopbygningen og integrationen 

af laserskanneren på DyRoS. Et 

vigtigt aspekt er, at den konstruktion, 

der anvendes til monteringen af laserskanneren 

på bilen, er fuldstændig stiv 

og stabil over tid, hvilket sikres gennem 

systemkonstruktionen. Et andet aspekt 

er fastlæggelsen af de koordinatsystemer, 

der er nødvendige for at håndtere 

målingerne med det samlede MKS. De 

primære koordinatsystemer, der anvendes 

til håndteringen af dette MKS, er: 

body koordinatsystemet, laserskannerens 

koordinatsystem samt et ydre navigations 

koordinatsystem. 

Body koordinatsystemet defineres på 

selve bilen og er det koordinatsystem, 

der refereres til navigations koordinatsystemet. 

Laserskannerens koordinatsystem 

er det interne koordinatsystem, 

laserskanneren giver målingerne i. 

Disse to koordinatsystemer indgår som 

en fast del af MKSet, og de vil ligge fast 

i forhold til hinanden, på grund af den 

solide konstruktion. Dermed kan de parametre, 

der beskriver transformationen 


Navigations koordinatsystem 

Den valgte afbildning af jorden 

i et retvinklet koordinatsystem, 

der anvendes som referencesystem. 

Body koordinatsystem 

MKSets grundlæggende koordinatsystem, 

hvortil alle målinger 

relateres. Dette koordinatsystem 

relateres til navigationskoordinatsystemet. 

Laserskannerens koordinatsystem 

Laserskannerens interne koordinatsystem. 

Dette koordinatsystem 

relateres til body koordinatsystemet. 

fra laserskannerens koordinatsystem til 

body koordinatsystemet, fastlægges 

gennem en systemkalibrering. Det vil 

sige en fastlæggelse af de parametre, 

der skal anvendes til transformation af 

målinger fra laserskannerens koordinatsystem 

til body koordinatsystemet. 

Disse parametre udgør 3 flytninger og 

3 drejninger mellem de to koordinatsystemer. 

Laserskanneren er placeret bagerst på 

bilen, hængende ud over bagklappen. 

Den rettes ned mod kørebanen, og da 

den hænger ca. 2 m over kørebanen, 

giver det en skanbredde på ca. 4,6 m 

(ca. en kørebane), som skitseret på 

figur 6. Højden på ca. 2 m over kørebanen 

bevirker også, at tværopløsningen 

af punkterne i et skan vil variere 

mellem ca. 2 og 4 cm, hvilket opfylder 

kravet til tværopløsningen. 

Systemkalibrering 

Systemkalibreringen fastlægger som 

nævnt de interne dimensioner i MKSet 

og dermed de transformationsparametre, 

der kræves for at relatere målingerne 

fra laserskannerens koordinatsystem 

til body-koordinatsystemet. 

I et MKS er der mange fejlkilder, der 

vil have indflydelse på den endelige 

nøjagtighed. Det er både fejlkilder 

i georefereringen af MKSet, det vil 

sige observationerne fra GPSen og 

orienteringssensorerne og målingerne 

fra laserskanneren, men det er også 

usikkerhederne på parametrene fra 

systemkalibreringen. Usikkerhederne 

på disse parametre vil slå igennem 

som systematiske fejl, og derfor er det 

vigtigt at de minimeres. En nøjagtig 

systemkalibrering er derfor essentiel 

for at opnå en god nøjagtighed i 

opmålingerne med MKSet, og det er 

vigtigt, at de metoder, der anvendes 

til systemkalibreringen, er pålidelige 

og nøjagtige. 

Vi udviklede og testede to forskellige 

metoder til systemkalibrering. Forskellen 

på de to metoder er, at man ved 

den ene metode direkte måler parametrene 

til systemkalibreringen (Ud fra 

målingerne af de to koordinatsystemer 

i det samme lokale koordinatsystem, 

kan transformationsparametrene uddrages). 

Ved den anden metode

Figur 6: Skitse af eksempel på skanbredde og afstand mellem punkterne, ved en skan- 

ningshøjde på 2 m. 

Figur 7: Det lokale koordinatsystem anvendt ved kalibreringen, samt DyRoS bilens og skanliniens 

placering under kalibreringen. 

Direkte måling 

• Indmålingen af sensorkassen 

• Definition og indmåling af 

skancenter 

• Definition af og indmåling af 

skanlinien 


Beregning 


skancenter 


skanlinien 

• Måling med MKSet 

beregnes parametrene ud fra målinger 

med prototypen. 

Resultater 

Prototypen blev testet af tre omgange 

med henblik på at finde nøjagtigheden 

i højden og på tværs af vejen. Årsagen 

til dette er, at vi afgrænsede os fra at 

synkronisere tiden for laserskanneren 

og orienterings- og positioneringssensorerne. 

Dette er dog et problem, som 

teknisk set kan løses og det vil være 

nødvendigt for at opnå fuldt udbytte 

af systemet. På denne begrænsning 

blev de tre test udført som ”stop and 

go” test med en afstand mellem hvert 

skan, langs kørebanen, på 1 m. Synkroniseringen 

af tiden mellem enhederne 

i MKSet og den plane nøjagtighed fra 

GPSen, er de væsentligste faktorer der 

gør sig gældende for den samlede plane 

nøjagtighed i kørselsretningen. Da 

synkroniseringen af tiden ikke er foretaget, 

har det ikke været muligt at give 

en vurdering af den plane nøjagtighed i 

kørselsretningen. Alle test blev foretaget 

på samme måde i det samme testfelt, 

som var en vejstrækning på en ny 

vej lidt udenfor Skanderborg. 

Efter nogle succesfulde test blev både 

data fra en uafhængig opmåling af testfeltet 

og data fra opmålingen i de tre 

test modelleret i ArcView efter samme 

metode, hvilket er beskrevet nærmere 

i afgangsprojektet. Modellen for testfeltet 

blev herefter sammenholdt med 

modellen, for hver af de tre test og 

resultatet er præsenteret i tabel 1. 

Som det fremgår af tabel 1 er der en 

svag tendens til at resultaterne fra 

metoden ”Direkte måling” giver bedre 

nøjagtigheder i planen, hvorimod der 

i den plane afvigelse på tværs af kørebanen 

er en tendens til at metoden 

”Beregning” giver de bedste resultater. 

Billedet i figur 8 viser et eksempel på 

en sammenligning af modellen for 

testfeltet (den røde overflade) og modellen 

for test 2 ”Direkte måling” (den 

grønne overflade). 


31

32 


Tabel med værdier middelværdier for højdeafvigelser, spredninger og nøjagtighed 

Konklusion 

Det har fra starten af projektet været 

et ønske at anvende en laserskanner 

som opmålingsinstrument i et MKS. Afgangsprojektet 

har vist at det kan lade 

sig gøre at udvikle en prototype, der 

gennem de kontrollerede test har vist 

at den kan levere målinger af en acceptabel 

præcision og nøjagtighed. Resultaterne 

vil uden tvivl kunne forbedres, 

hvis laserskanneren kan registrere 

intensiteten på retursignalet, hvorved 

målingerne kan korrigeres for de fejl 

som opstår som følge af forskellige materialers 

refleksionsevne. Derfor er det 

en klar anbefaling at man til opmåling 

anvender en laserskanner, der kan implementere 

denne korrektion. 


Metoden ”Direkte måling” Metoden ”Beregning” 

Parameter Test 1 Test 2 Test 3 Test 1 Test 2 Test 3 

Spredning 12,3mm 17,5mm 14,3mm 9,3mm 15,2mm 9,9mm 

Middelværdi -1,5mm -5,7mm -19,2mm -10,2mm 14,4mm 28,2mm 

Nøjagtighed 12,4mm 18,4mm 24,0mm 13,8mm 20,9mm 29,8mm 

Tabel med type vejlinie og plan afvigelse mellem fysisk mål og målt i model. 

(på tværs af kørselsretningen) 

Type og antal 3 midt 2 midte 4 midte 4 midte 2 kant 2 kant 

2 kant 

2 midte 2 midte 

Plan afvigelse 44,6 mm 85,6 mm 32,3mm 22mm 28mm 25mm 

Tabel 1: Resultater fra de tre test, beregnet med parametrene for hver af de to metoder til 

systemkalibreringen, samt en sammenligning af målinger til vejlinierne. 

Figur 8: Sammenligning af to overflader – en 

overflade opmålt med MKSet (den grønne) 

og en overflade målt uafhængigt med 

totalstation (den røde). 

Grundlæggende fandt vi desuden følgende 

klare fordele ved at benytte et 

bilbaseret MKS til opmålingen: 

• Opmålingerne kan foretages med 

minimal gene for trafikken. Samtidig 

undgår man potentielle farlige 

situationer med statiske opmålinger 

i vejkanterne. 

• Det er en ”cost-effektive” løsning 

af større opgaver af samme beskaffenhed. 

• Der mulighed for at opnå automatiseret 

dataindsamling, hvilket 

mindsker tidsforbrug og dermed 

øger produktiviteten. 

• Mulighed for opmåling under broer 

og i tunneller (ved anvendelse af 

dead-reckoning). 

Med udgangspunkt i prototypen udviklet 

i afgangsprojektet er der nogle klare 

anbefalinger til forbedringer eller videreudvikling 

som er værd at nævne: 

• Korrektion for refleksion – typer af 

asfalt, vejstriber osv. (en eller flere 

typer). 

• Kalman filtrering er en nødvendighed 

for kørende målinger og det kan 

give bedre relative nøjagtigheder i 

forhold til den nuværende prototype. 

• Tidssynkroniseringen skal være bedre 

end 3 ms (ved 30km/t, hvilket 

giver 2,5cm i kørselsretningen). 

• Metode til systemkalibrering anbe- 

faler vi direkte måling. 

• Metode til test – samme type 

testfelt dog med bedre objekter til 

fastlæggelse af plane forskydelser. 

En af de ting, der er med til at gøre 

laserskanneren fra SICK (samt andre 

sammenlignelige skannere) attraktive 

i forbindelse med udviklingen af et 

MKS, er at de fås til relativt lave priser 

på under 50.000 kr. Det gør at de 

økonomiske aspekter i anskaffelsen 

af en laserskanner er overskuelige. 

Prototypen er ligeledes et bevis på at 

selv en billig laserskanner kan indgå i 

en prototype til landmålingsopgaver og 

den største udfordring i at udvikle et 

godt MKS ligger i sensorintegrationen, 

systemkonstruktionen og systemkalibreringen. 

Det er derimod også de 

mere økonomisk tunge opgaver, da 

det kræver en del tid at opnå viden 

og erfaring med udviklingen af et MKS 

samt teste prototyper inden et egentlig 

produktions dygtigt MKS er klar. 

Referencer 

Afgangsprojektets hjemmeside: http:// 

www.plan.aau.dk/~05tm100 2/ 

[Illustreret Videnskab, 2000] 

Illustreret Videnskab, 2000, nr. 11. 

http://www.illustrertvitenskap.com/Crosslink.jsp?d=103&a=147&id=6081_1 

[Jensen, 1999] 

Jensen, Henrik Vad; 1999; DyRoS 3 – en 

rationel opmåling af vejgeometri; 

Dansk Vejtidsskrift 6-7/99; 

http:// www.vejtid.dk 

[Kaspar, 2004] 

Kaspar, M et. al., Laser Scanning in civil 

engineering and land surveying, 2004, VEGA 

s.r.o. Hradec Králové. 

[SICK, 2005] 

SICK, 2005, LMS 200 / LMS 211 / LMS 220 

/ LMS 221 / LMS 291 – Laser Measurement 

Systems – Technical description; 

http://team.caltech.edu/members/SICK/ 

LMS%20Technical%20Description.pdf

Nyt fra AAU 

Projektpraktik på landinspektøruddannelsen – en nyskabelse 

| NYT FRA AAU | 

Af landinspektør Esben Munk Sørensen, e-mail: ems@land.aau.dk og Stig Enemark, e-mail: enemark@land.aau.dk, begge 

Aalborg Universitet. 

I efteråret 2005 har det første hold landinspektørstuderende fra Aalborg Universitet været i projektpraktik 

på uddannelsens 9. semester. Erfaringerne er gode, og der er forventninger om, at 

denne nye studiemulighed vil udbygge samarbejdet mellem ”landinspektørarbejdspladser” og 

universitetet i Aalborg. 

Den nye studieordning 

Studieordningen for landinspektøruddannelsen 

er nu ”officielt” delt op i 

et bachelorforløb (første til tredje studieår) 

og et ”master-forløb” (fjerde og 

femte studieår). Dette vil gælde fuldt 

ud for de studerende som startede på 

3. semester september 2005. Men indholdet 

i masterforløbet blev sat i kraft 

for 7. semester allerede pr. september 

2004. 

Det hold landinspektørstuderende, som 

bliver kandidater i 2006, er dermed 

det første hold der har fulgt det nye 

specialiseringsforløb. 

På dette specialiseringsforløb kan de 

studerende kan følge ”3 linier” i deres 

specialisering. Der er et betydeligt 

kursusfællesskab på tværs af disse tre 

linier, hvilket muliggør, at disse kan 

gennemføres med relativt små hold. 

Specialiseringen i GIS kan også følges af 

geografi-studerende (cand. scient.). 

Herudover – og det er emnet for 

den ne artikel – er der mulighed for 

at de studerende på 9. semester kan 

vælge et forløb uden for AAU med et 

3 måneders projektpraktikforløb eller 

op til et helt semester ved et andet 

uni versitet i enten indland eller udland 

og få merit herfor. 

Endelig er der mulighed for et 9. 

se mester forløb på AAU. Her kan de 

studerende enten følge et 7. semester 

et andet sted på AAU – eksempelvis en 

af de tre andre retninger på landinspektøruddannelsen. 

De kan også vælge 

et rent projektsemester i forlængelse 

af forløbet på 7. og 8. semester, eller 

de kan vælge ”lang afgang”, som 

giver mulighed for at lave et 1-årigt 

afgangsprojekt, som forudsætter en 

betydelig indsamling af data eller større 

empirisk-teoretiske studier. 

Projektpraktik som studieelement 

På AAU´s civilingeniøruddannelser har 

det gennem en årrække netop på 9. 

semester været muligt at gennemføre 

projektpraktikforløb. Dette har medvirket 

til at udbrede kendskabet til AAU´s 

civilingeniører. Det har også givet de 

studerende et godt indblik i virksomhedernes 

arbejdsopgaver og udviklingsbehov. 

Dette har ført til at problemformulerin- 

gen i det efterfølgende speciale for de 

berørte studerende ofte er blevet påvirket 

af virksomhedernes udviklingsbehov 

og innovationsønsker. Hermed 

har projektpraktikforløbene medvirket 

til at styrke samarbejdet mellem universitets 

teoretiske forskningsmiljø og 

virksomhedernes behov for innovation 

og fornyelse. 

Asbjørn Hoff Ringgård Lauridsen var i pro- 

jektpraktik hos Sekretariatet for Jordbrugs- 

kommissionen for Nordjyllands Amt. Hans 

emne var Sekretariatets rådgivning og det 

fører til en ”model af rådgivningens indhold 

og proces”. 


33

34 


Projektpraktik på landinspektøruddannelsen 

bygger på erfaringer fra 

civilingeniørområdet. Formålet er at 

gennemføre projektet på baggrund 

af den praksis der findes på praktikstedet. 

Samtidig får den studerende 

arbejdsmæssig erfaring med løsning 

af landinspektørfaglige opgaver. Praktikopholdet 

skal have naturligvis have 

relevans for landinspektørfagene og 

kan gennemføres i landinspektørpraksis 

eller anden relevant offentlig eller 

privat virksomhed i Danmark eller i 

udlandet. Praktikforløbet vil normalt 

være centreret om et fagligt emne 

eller problemstilling, som vurderes og 

analyseres på baggrund af praktikstedets 

praksis på området. Opgaverne, 

der bestrides, skal være på landinspektørfagligt 

niveau og indeholde 

selvstændige arbejdsprocesser og 

problemløsning under vejledning. Der 

er tale om et læringsforløb og ikke et 

ansættelsesforhold. 

Innovation 

Projektpraktikforløbet som studieelement 

er med andre ord ikke etableret 

for at genskabe den ”elevtid” som tidligere 

eksisterede på landinspektøruddannelsen 

mens denne foregik på 

Landbohøjskolen. Den gang var det en 

elevtid med et eksplicit formål om at 

skulle lære, hvordan arbejdet blev tilrettelagt 

og udført i en landinspektørforretning. 

Det er derimod et eksplicit formål med 

projektpraktikken at skabe mulighed 

for et praksisbaseret læringsforløb 

og samtidig etablere stadigt tættere 

samspil mellem praksis, forskning og 

uddannelse. 

Når de studerende har afsluttet forløbet 

på 7. og 8. semester vil de gennem kursus- 

og projektarbejdet have erhvervet 

en solid teoretisk viden indenfor de 

enkelte forskningsbaserede undervisningsområder. 

Herefter vil de have et 

godt udgangspunkt for - i et projektpraktikforløb 

– at udvikle deres evne til 


at forstå og bearbejde problemstillinger 

i virkelighedens arbejdsliv. 

Med dette som fundament antages 

afgangsprojekternes indhold at blive 

præget af den indsigt, som de studerende 

har fået i virksomhedernes udviklingsønsker. 

Ved at forene dette med 

deres egne teoretiske færdigheder, kan 

de skabe ikke bare teoretiske løsninger 

i deres projekter men også løsninger, 

der er mere anvendelsesorienterede. Et 

moderne ord for dette er innovation. 

Projektpraktikkens faktiske indhold 

Indholdet i projektpraktikforløbet tilrette 

lægges af den studerende og beskrives 

som læringsmål. Det omfatter en 

række mål for, hvad den studerende 

skal opnå viden om, hvad der skal analyseres, 

hvilke metoder der anvendes, 

samt hvordan denne viden kan anvendes 

og vurderes. 

I forhold til det valgte praktiksted, 

for ventes den studerende desuden 

at kunne reflektere over egen læring, 

re degøre for erfaringer med praktiske 

arbejdsgange og metoder på praktikstedet 

samt at have forståelse for 

den pågældende organisation og dens 

rammevilkår. 

Praktikaftalen 

Forud for praktikopholdet indgås en aftale 

med den virksomhed, institution 

eller forvaltning, hvor projektpraktikken 

skal foregå. 

Omfanget skal normalt svare til ca. 3 

måneders fuldtidsarbejde. Derudover 

skal den studerende have tid til at 

ud arbejde en projektrapport samt 

en procesanalyse som grundlag for 

ek samen på 9. semester. Normalt forventes 

det, at praktikanten returnerer 

til universitetet ultimo november for at 

forberede dette. 

Praktikaftalen fastlægger også hvem 

der skal være vejleder fra AAU, og 

hvem der på praktikstedet skal være 

kontaktperson med relevant landinspektørfaglig 

baggrund. Denne skal 

fungere som ”daglig vejleder” eller 

”sparringspartner”. Inden for den aftalte 

faglige ramme for praktikprojektet 

aftaler praktikstedet og praktikanten 

selv de nærmere vilkår for landinspektørpraktikopholdet. 

Forberedelse af aftalerne 

Aftalerne om et projektpraktikforløb 

indgås i løbet af det forårssemester, 

som går forud for projektpraktiksemestret. 

Samtidig med at følge 8. semester 

opsøger den studerende et arbejdssted, 

der kan være vært for projektpraktikstedet. 

Dette skal forberedes 

i god tid, og det anbefales, at aftaler 

er på plads inden sommerferien påbegyndes. 

De første erfaringer i 2005 

I efterårssemestret 2005 var 12 landinspektørstuderende 

i projektpraktik. 

Erfaringerne har været gode. De studerende 

havde forholdsvis let ved at 

finde et projektpraktiksted og mødte 

positive reaktioner i forbindelse med 

de mange praktiske og aftalemæssige 

forhold. 

De 12 studerende var til eksamen 

med deres projektrapporter som evalueringsgrundlag 

i slutningen af januar 

2006. Generelt har der været tale om 

meget spændende læringsforløb for 

samtlige studerende med en god 

balance imellem teori, analyse og 

praksis. De enkelte forløb har naturligt 

nok været ganske forskellige. Nogle har 

fokuset på den faglige problemstilling 

og de analytiske tilgange med baggrund 

i praktikstedets praksis. Andre 

har taget udgangspunkt i praktikstedets 

praksis som grundlag for at udvikle ny 

viden og løsninger på identificerede 

områder. Men for alle forløb gælder, 

at semesterets tema med titlen ”Faglig 

og professionel udvikling” i høj grad er 

blevet opfyldt. Både de studerende og 

lærergruppen har været meget tilfredse 

med denne nye form for læring.

Kirsten Elvang Svendsen var i projektpraktik 

hos Sven Allan Jensens Byplantegnestue. 

Emnet var miljøvurdering af lokal- og 

kom muneplanlægning. Hun afsluttede projekt 

praktikken med at afholde et kursus 

for tegnestuens medarbejdere. Hun har 

desuden lavet en checkliste og vejledning 

i miljøvurdering. 

L-studienævnet er meget optaget af, at 

gøre praktikordningen endnu bedre. 

Der vil derfor blive lavet en mere systematisk 

erfaringsopsamling til L-studienævnet 

til brug for evt. justering og 

mulig forbedring af dette nye koncept 

for projektpraktik. 

Tag godt i mod det næste hold 

I løbet af foråret 2006 vil det næste 

hold af landinspektørstuderende indle- 


De første hold projektpraktikstudenter fra Landinspektøruddannelsens 9. semester. 

Navn. Praktiksted 

Projektemne. 

Asbjørn Hoff Ringgård Lauridsen. Sekretariat for Jordbrugskommission Nordjyllands 

Amt. 

En undersøgelse af sekretariatets rådgivning til ansøgere og vejledning til Jordbrugskommissionen. 

Henriette Liisberg-Larsen. Aalborg Kommunes Tekniske Forvaltning. 

Bevarende lokalplanlægning i Hasseris. 

Kim Oberg Jessen. Sekretariat for Jordbrugskommission Sønderjyllands Amt. 

Landbrugslovens enkeltsagsbehandling. 

Kirsten Elvang Svendsen. Sven Allan Jensens Byplantegnestue. 

Miljøvurdering af lokal- og kommuneplaner. 

Maria Linnea Hellman Pedersen. Landinspektørerne Christensen – Kærn – Sidenius, P. 

Toft Jensens Eftf. 

Landinspektørfaglig rådgivning og landbrugsloven. 

Mikkel Kappel Jensen. COWI A/S, Aalborg Afd. 

Udvikling og implementering af Internet-GIS kortserver til brug i COWI. 

Niels Nørgaard Nielsen. Landinspektørfirmaet Søren Lange, Aalborg. 

Miljøvurdering af lokalplaner. 

Peter Erbs. Leica Geosystems A/S. 

Test af SpiderNet på GPS-referencen. 

Roar Juul Borgen. Landinspektørfirmaet Nellemann og Bjørnkær. 

Markkontrol af laserscanningsdata. 

Thomas Brogård. Landinspektørerne Hvenegaard A/S. 

System 2000 i den matrikulære sagsudarbejdelse. 

Tine Ahrndt Andersen. Egtved Kommune. Strategisk Kommuneplanlægning. 

Tue Pelle Christiansen. Direktoratet for FødevareErhverv, Jordfordelingskontoret i 

Tønder. 

Evaluering af ejendomsmæssige forundersøgelser. 

de forhandlinger med arbejdssteder om 

at komme i projektpraktik. Der skal herfra 

lyde en opfordring om at modtage 

kommende projektpraktikstuderende 

på samme fornemme måde som har 

været tilfældet for det første hold. 


35

36 


Nordisk samarbejde i praksis: Kandidat som landinspektør (DK) og lantmäteri ingeniør (S) 

– samtidigt 

Af Stig Enemark, e-mail: enemark@land.aau.dk, Esben Munk Sørensen, e-mail: ems@land.aau.dk, begge Aalborg Universitet 

og Boo G. Lilje, Lunds Tekniske Högskole, e-mail: boo.lilje@lantm.lth.se. 

Flere års samarbejde mellem Lunds Tekniske Högskola og Aalborg Universitet har nu resulteret 

i en aftale om det der internationalt kaldes ”Double Degree” på landinspektørområdet. Aftalen 

indebærer, at danske og svenske landinspektør/lantmäteri studerende, som følger en bestemt 

kombination af elementer på de to uddannelser, nu kan få kandidatgrad fra begge læreanstalter 

– samtidigt. 

Forhistorien 

I august 2004 var der på Aalborg Universitet 

(AAU) indledende forhandlinger 

mellem repræsentanter for L-studienævnet 

ved AAU og Lantmäteri-uddannelsen 

ved Lunds Tekniske Högskola 

(LTH). Mødet var et led i det samarbejde, 

som har eksisteret imellem de 

to institutioner siden begyndelsen af 

1990’erne. Formålet med mødet var 

at udvikle dette samarbejde til også 

at omfatte muligheden for, at landinspektør/lantmäteri 

studerende ved de 

to institutioner på visse vilkår kunne 

få en dobbelt kandidatgrad som både 

landinspektør fra AAU og Lantmäteri 

ingeniør fra LTH. 

Lantmäteri uddannelsen på Lunds Tekniske 

Högskola startede i begyndelsen 

af 1990’erne og blev opbygget med 

delvis inspiration fra landinspektøruddannelsen 

i Aalborg. De svenske 

”tema-terminer” svarer til en vis grad 

til AAU´s studiemodel med temaer for 

de enkelte semestre/projektenheder. I 

takt med opbygningen af den svenske 

uddannelse er samarbejdet mellem 

LTH og AAU blevet stadig mere intens. 

Dette har ført til et ønske om at styrke 

den såkaldte ”Lund/Aalborg-akse”. I 

et regionalpolitisk perspektiv er dette 

samarbejde særdeles interessant, da 

denne akse krydser hele Ørestads-regionen 

og omfatter dermed det danske 


hovedstadsområde og Malmø-Lund 

området på svensk side. 

Målet med dette fælles samarbejde er 

at styrke begge uddannelsesmiljøer, 

således at hele Ørestadsregionen kan 

forsynes maksimalt med lantmäteri 

ingeniører og landinspektørkandidater 

med spidskompetencer indenfor geografisk 

information samt registrering, 

styring og forvaltning af fast ejendom 

Den særlige interesse fra dansk side 

i samarbejde er at tilbyde svenske 

lant mäteri studerende mulighed for at 

opnå kompetence indenfor de fag, der 

er nødvendige for at få beskikkelse, 

som landinspektør i Danmark. Omvendt 

får de danske studerende mulighed for 

at specialisere sig i ejendomsudvikling 

og -økonomi via uddannelsesforløb 

på LTH. 

Den særlige interesse fra svensk side 

er, at kunne uddanne kandidater, der 

er målrettet mod at kunne arbejde 

Den svenske civilingeniøruddannelse i lantmäteri ved LTU er i dag på 9 terminer – eller 4 ½ 

studieår. Modellen er bygget op med tematerminer efter inspiration i den danske landin- 

spektøruddannelse. Muligvis forlænges den svenske civilingeniøruddannelse til 5 år for at 

blive tilpasset den europæiske ”Bologna-aftale”.

med landinspektørrelevante emner i 

Danmark, samt at uddanne kandidater, 

der kan opnå beskikkelse her efter 

gældende regler herfor. Hermed kan 

man også bidrage til at løse problemet 

med at forsyne det danske hovedstadsområde 

med det fornødne antal 

landinspektørkandidater. 

På denne baggrund af gode erfaringer 

med samarbejde og fælles målsætninger 

blev der indgået en aftale mellem 

AAU og LTH. Rektorerne fra de to 

respektive universiteter underskrev i 

slutningen af december 2005 en aftale 

om, at der gennem udveksling og merit 

på nærmere angivne vilkår er muligt at 

erhverve en ”dobbelt kandidatgrad” 

– en såkaldt ”Double Degree”. 

Studiemodellerne 

Studierne i Aalborg og i Lund står begge 

overfor samme udfordring med at 

tilpasse sine videregående uddannelser 

til den såkaldte Bologna-aftale, 

der fastlægger kravet om at de højere 

uddannelser opbygges med et 3årigt 

bachelor-forløb efterfulgt af et 2- 

årigt master-forløb frem til ”Master of 

Science” svarende til det danske kandidatniveau. 

Den danske landinspektøruddannelse 

har fuldt ud implementeret dette princip. 

Det har været forholdsvis enkelt, da 

uddannelsen allerede havde et ”fællesforløb 

på 3 studieår”, der nu er en 

bacheloruddannelse. Denne efterfølges 

at et 2-årigt forløb med mulighed for 

specialiseringer indenfor hhv. opmåling 

og kortlægning, geografiske informationssystemer 

eller arealforvaltning 

og planlægning. Disse 2-årige forløb 

er organiseret med 2 projektsemestre 

og et 9. semester forløb med valg 

mellem projektpraktik, udlandsophold 

eller et mere forskningspræget 1-årigt 

specialeforløb. Sidste og 10. semester 

er et afsluttende halvt år med et afgangsprojekt. 

I Sverige varer en civilingeniøruddannelse 

i lantmäteri 4 ½ år og består 

af 9 halvårlige tematerminer. Der er 

grundkurser der omfatter de første 6 

terminer og herefter er der avance- 

Den danske landinspektøruddannelse er i dag på 10 semestre med mulighed for et 9. semester 

udenfor universitetet, jfr. omtalen af projektpraktik i dette tidsskrift. 


rede kurser i valgfrie forløb. I hvilket 

omfang Sverige indfører en 5-årig 

civilingeniøruddannelse er pt. ikke 

endeligt afklaret, men det er givet, at 

fordelingen mellem grundkurser (1. til 

6. termin) og avancerede kurser (7. og 

8. termin) fastholdes. 

Studenterne på Lantmäteri linien ved 

LTH læser 6 obligatoriske tematerminer. 

Disse udgør ”fællesstoffet” i 

den svenske lantmäteri uddannelse. 

På fjerde studieår – to terminer – kan 

de studerende specialisere sig i fastighetsbildning, 

fastighetsvärdering, og 

fastighetsforvaltning. Herudover har de 

svenske studerende mulighed for at 

alternativt at fortsætte efter 6. eksamenstermin 

med en teknisk geomatik 

specialisering på andre studieretninger 

ved LTH udenfor lantmäteri-uddannelsen. 

Den sidste og 9. tematermin er et 

eksamensarbejde, der skrives som en 

afhandling. 

Kravene til afgangsprojektet er i store 

træk de samme ved de to institutioner. 

Dog er eksamen på LTH under medvirken 

af en vejleder og eksaminator og 

der gives bedømmelsen godkendt/ikke 

godkendt. På AAU gives der karakter 

efter ”13-skalaen” og der medvirker 

en vejleder/eksaminator samt en eller 

flere eksterne censorer. Ved afslutning 

af et uddannelsesforløb, der fører til 

tildeling af dobbelt degree, skal der 

medvirke repræsentanter fra både 

AAU og LTH. 

Krav til studieforløb med ”double 

degree” 

Indholdet i aftalen mellem de to universiteter 

fører til, at en kandidat får en 

kandidatgrad fra begge læreranstalter, 

hvis et anbefalet studieforløb følges og 

afsluttes. Et generelt krav er, at mindst 

3 ”semestre/terminer” ud af den samlede 

uddannelse skal følges ved ”det 

andet” universitet. 


37

38 


Aftalen blev i Aalborg underskrevet af Boo G. Lilje (formand for L-uddannelsesnævnet ved 

LTH), rektor ved AAU, Finn Kjærsdam, samt Stig Enemark, professor ved AAU og tidligere 

studieleder ved landinspektøruddannelsen (foto: Klas Borges). 

Danske landinspektørstuderende får nu mulighed for at opholde sig en del af uddannelsestiden 

i Nordens ældste universitetsby Lund. Mindst 3 semestre/terminers (halve studieår) ved LTH 

belønnes med en samtidig tildeling af både svensk civilingeniørgrad og dansk landinspektøreksamen. 

Tilsvarende for svenske lantmäteristuderende der læser i 3 semestre ved Aalborg 

Universitet. Campus på Lunds Tekniske universitet, hvor danske landinspektørstuderende nu 

får mulighed for at opholde sig en del af uddannelsestiden. Lund er nordens ældste universitetsby 

med masser af studenterkulturelle aktiviteter. 

I det følgende henvises til illustrationerne 

med de principielle modeller af 

de to uddannelser. Disse illustrationer 

viser hovedstrukturen for henholdsvis 

den svenske lantmäteriuddannelse og 


den danske landinspektøruddannelse. 

Et akademisk år i Danmark består af 

2 semestre og i Sverige af 2 terminer 

(semester betyder som bekendt ferie 

på svenska). 

For at få en ”double degree” skal en 

svensk studerende følge de første 3 

stu dieår med de seks obligatoriske 

tematerminer i Sverige. Derefter skal 

den svenske student skifte til AAU 

og følge 5. og 6. semester. På 5. semes 

ter vil den svenske studerende 

indhente det forspring som den danske 

landinspektørstuderende har på 

opmålings- og kortlægningsområdet, 

mens 6. semester skal følges for at 

den svenske studerende kan erhverve 

sig den fornødne indsigt i det danske 

matrikulære system og dets processer. 

Herudover skal den svenske student 

følge enten 7. eller 9. semesters forløb 

og dermed opnå en fordybelse indenfor 

det valgte tema. Herefter skal den 

svenske studerende udføre et halvt års 

eksamensprojekt enten ved AAU eller 

LTH. Den svenske studerende kommer 

herved til at forlænge sine studier med 

et halvt år. 

For at få ”double degree” skal en dansk 

studerende følge de første 3 studieår 

med 6 semestre ved AAU. Herefter skiftes 

til LTH hvor den studerende følger 

terminerne 5, 6 og 7, det vil sige de 

obligatoriske terminer indenfor Fastighetsökonomi 

og Fastighetsbildning, 

samt det første af de valgfrie terminer 

på 7. tematermin. Herefter udarbejder 

den danske student sit afgangsprojekt 

ved landinspektøruddannelsen på 

AAU. 

I den kommende tid vil ordningen med 

”double degree” blive markedsført ved 

begge institutioner. Der er ansøgningsfrist 

hvert år pr. 15. april med start pr. 1. 

september. Der vil blive udarbejdet en 

særlig studievejledning som også vil indeholde 

forskellig praktisk information 

omkring boligsøgning mv. 

Aftalens videre perspektiv 

Umiddelbart lægger aftalen op til at 

skulle bruges af danske studerende ved 

AAU, der tager til LTH for at læse der og 

omvendt til Aalborg for svenske studerende 

bosiddende i Lund. Men der er 

principielt intet i vejen for, at potentiel-

le danske landinspektørstuderende kan 

søge optagelse på den svenske lantmäteri 

uddannelse i Lund, hvilket gør 

det muligt fortsat at bo i Københavnsområdet. 

Efter at have gennemført de 

første 3 studieår ved LTH kan den studerende 

så flytte til Aalborg for at læse 

i halvandet år og så færdiggøre sin uddannelse 

med et afgangsprojekt enten 

ved AAU eller LTH. På sigt kan man måske 

endda forestille sig, at AAU´s andel 

af det svenske lantmäteri uddannelse 

udbydes på Aalborg Universitets nyåbnede 

Campus i København. 

Læs om Aalborg Universitets nyetablerede 

Campus i København på adressen: 

http://www.aauk.dk/ - Den nye Campus 

ligger i tilknytning til Ingeniørhøjskolen 

i Ballerup og der udbydes her 

en række IKT-civilingeniøruddannelser 

efter AAU´s pædagogiske model. 


Referencer: 

Enemark, S., Borges, K.E., Lilje, B.: Dubbla 

Examina. Svensk Lantmäteri Tidsskrift, 

februar 2006. 

Enemark, S.: Fremtiden kompetencer. Nordisk 

Landinspektørkongres, Träskända, Finland, 

8-10 July 2004. In: Maankäyttö 2a/2004, 

pp 52-55. 


39

40 

| FAGLIG KOMMENTAR | 

Faglig kommentar 

Danmarks højeste punkt igen igen … 

Af landinspektør Mike Boesen, e-mail: vasard.boesen@mail.dk 

I november 2005-udgaven af landinspek 

tøren bringes to indlæg af henholdsvis 

Viggo Rasmussen og undertegnede 

med kommentarer til artiklen 

”Danmarks højeste jordpunkter”, landinspektøren, 

september 2005. 

I november 2005-udgaven er tillige 

et svarindlæg til Viggo Rasmussens 

og mit indlæg fra forfatterne til den 

oprindelige artikel. 

I svarindlægget slår man fast, at 

”vore undersøgelser i dette område 

[ved gravhøjen på Ejer Bavnehøj] viser, 

at den naturlige overflade der ikke er 

højere end udenfor gravhøjen. Vi kan 

derfor afvise Mike Boesens idé om, at 

den naturlige overflade under gravhøjen 

er markant højere end udenfor”. 

Blev højen bortgravet? 

Spørgsmålet om hvorvidt gravhøjen på 

Ejer Bavnehøj blev fuldstændig bortgravet, 

da tårnet blev opført, mener 

jeg imidlertid stadig er åbent. Jeg er 

således blevet gjort bekendt med, at 

man i Horsens Folkeblad af 13. august 

1944 i et interview med gårdejer M. 

Mølgaard fra Ejer Bavnehøjselskabet 

kan læse: ”Jeg blev indvalgt i Aktieselskabets 

bestyrelse kort før Taarnet 

skulde bygges… og jeg kan huske, at 

Højen kun blev jævnet på Overfladen 

og Taarnets Fundament blev gravet 

ned i den”. 

Endvidere viser et foto fra tårnets 

opførelse, at postamentet står på sin 

plads mit i mellem tårnets ben. Dette 

indikerer, at højen ikke blev fuldstændigt 

bortgravet, da tårnet blev opført, 


for havde man gjort dette, ville man 

efter al sandsynlighed have ventet med 

at genetablere postamentet til tårnet 

var helt færdigt for at det ikke skulle 

stå i vejen for byggeriet og eventuelt 

risikere at blive beskadiget. Når man 

i øvrigt på fotoet ser på overgangen 

mellem bearbejdet jord og uberørt 

grønsvær, virker gårdejer M. Mølgaards 

udsagn om at højen kun blev jævnet 

på overfladen sandsynlig. 

Nørlund upålidelig? 

I argumentationen i svarindlægget er 

der flere henvisninger til professor N. 

E. Nørlund. I nogle tilfælde lægges der 

stor vægt på Nørlunds undersøgelser, 

mens man i andre tilfælde ikke finder 

Nørlund helt så pålidelig eller direkte 

siger, at ”Nørlund begår en alvorlig 

fejl...”. Samtidig er det i den oprindelige 

artikel er anført, at det desværre 

ikke har været muligt at finde Nørlunds 

oprindelige notater fra opmålingen. 

Nørlund var som bekendt leder af 

Geodætisk Institut, og det tog ham 12 

år fra højdestridens start i 1941 at nå 

frem til en konklusion. Man må således 

formode, at Nørlund vidste, hvad han 

gjorde, og at han drog en kompetent 

konklusion. Skal Nørlunds konklusion 

imødegås, skal det ske gennem beviser. 

Der bør i denne forbindelse gøres 

et nyt forsøg på at finde Nørlunds notater, 

f.eks. i Rigsarkivet. 

Som det fremgår af mit tidligere indlæg, 

medgiver jeg gerne, at mine 

ind vendinger i høj grad er spekulation. 

Jeg finder imidlertid ingen grund til 

at ændre på den opfattelse, at mine 

indvendinger ikke er mere spekulative 

end det, der fremgår af den oprindelige 

artikel. 

Tag toppen af toppen 

For at få mere fast grund under fødderne 

må jeg derfor for det første endnu 

en gang efterlyse nogle for en landmåler 

klare betragtninger over middelfejlen 

på de gennemførte målinger 

med redegørelse for alle bidrag, 

både for målingerne selv, men navnlig 

vedrørende punktdefinitionerne – altså 

hvor ”skarpt” punkterne fremstår 

i marken. 

Jeg mener dernæst, at der er problemer 

med de definitioner af begrebet 

”højeste naturlige punkt”, som implicit 

fremgår af den oprindelige artikel og 

svarindlægget. Dette vil jeg gerne give 

et par eksempler på. 

Det anføres i svarindlægget, at ”det er 

korrekt, at Ejer Baunehøjs Venner kan 

bygge en høj, der er højere end Rodebuske. 

Gør de det, er Ejer Bavne høj 

Danmarks højeste jordpunkt”, underforstået, 

at det ikke gør Ejer Bavnehøj 

til Danmarks højeste naturlige terrænpunkt. 

Nej, dette er naturligvis rigtigt 

ud fra den anlagte betragtningsmåde: 

Er der først gravet af et naturligt terrænpunkt, 

kan dette punkt ikke genoprettes 

som naturligt terrænpunkt, men 

højst som jordpunkt. Føler nogen derfor 

trang til at ændre lidt på rangfølgen i

Figur 1: Byggeriet af tårnet på Ejer Bavnehøj 1924. Læg mærke til at postamentet ses mellem 

tårnets ben. 

Danmarks højeste naturlige terrænpunkter, 

skal må følgelig bruge en 

anden opskrift: Gå op på Møllehøj med 

en spade, tag et par græstørv væk og 

grav et par spadestik ned (eller bare så 

langt, at du er mere end 9 cm nede = 

forskellen til Rodebuske i Yding Skov). 

Læg så det hele på plads og vips, Møllehøj 

er nu ikke længere det højeste 

naturlige terrænpunkt og kan aldrig i 

evighed blive det igen. Det vil sige, 

jo, hvis der gror nogle træer op og de 

falder i en storm og jorden fra roden 

efterlader en forhøjning i terrænet, for 

så er det jo naturligt. Men hvad nu hvis 

de træer, der er faldet om, er plantet 

af mennesker – så er det vel ikke så 

naturligt, vel? 

Forvirring haves – klarhed ønskes 

En anden betragtning angående ”naturlighed” 

er inspireret af Stampe Villadsens 

reflektioner i anmeldelsen af 

bogen ”Guide til Danmarks Bjerge” 


– landinspektøren, november 2005. 

Stampe synes personligt, at en flere 

tusind år gammel gravhøj må have 

vundet ”hævd” på at være naturlig. 

Dette synspunkt må være en overvejelse 

værd, da man vel godt kan argumentere 

for, at sten-, bronze- og jernaldermennesker 

er ”natur”-mennesker 

på lige fod med (andre) dyr og planter 

og følgelig at det, disse mennesker har 

udrettet, må betragtes som ”naturligt”. 

Men hvis tårnet på Ejer Bavnehøj står i 

et par tusind år, har det da vundet hævd 

på samme måde som gravhøjen på Rodebuske? 

For begge dele er lige menneskeskabt. 

Og sådan kan man blive 

ved med at spekulere … Men det er 

blot spekulationer, der følger logisk af 

de synsmåder, der er anlagt i den oprindelige 

artikel. 

På baggrund af ovenstående mener 

jeg derfor, at man med lidt god vilje kan 

betragte den foretagne undersøgelse 

som en slags forundersøgelse, som nok 

giver fornyet input til tidligere tiders 

diskussioner, men ikke i sig selv giver 

en tilstrækkelig underbygget afklaring 

af forholdene. 

Man kan naturligvis med god ret 

diskutere, hvor stor en indsats denne 

sag kan bære – det er jo ikke ligefrem 

landets ve og vel, der står på spil. Men 

sagen har en bred interesse, som det 

f.eks. ses af, at Jyllands-Posten den 18. 

december 2005 brugte det meste af en 

side på en artikel om sagen. 

Og når man har sagt A, må man vel 

også sige B og sørge for, at sagen behandles 

gennem en solid undersøgelse, 

som ender med en rapport, hvor der 

efter god videnskabelig praksis er dokumentation 

for de foretagne opmålinger 

og undersøgelser. Det må fremgå, 

hvilke generelt anvendte (eventuelt 

internationale) definitioner og vedtagelser, 

der er anvendt på spørgsmålene 

om, hvornår et punkt er et naturligt 

terrænpunkt og hvornår der er tale om 

et menneskeskabt, kunstigt punkt. Man 

må herunder forholde sig til det internationale 

princip om primærfaktor og 

sekundærfaktor, som Viggo Rasmussen 


41

42 


nævner i sit indlæg, for at have en fast 

definition af, hvornår man overhovedet 

kan tale om en selvstændig top. 

Kort sagt, jeg må efterlyse tre ting: 

1) Klar, holdbar, operationel og anerkendt 

definition af, hvad der kan 

betragtes som et ”naturligt” højdepunkt. 

2) Klare betragtninger over middelfejlene 

på koterne på højdepunkterne 

med alle bidrag til middelfejlen, 

herunder særligt hvor klart højdepunkterne 

overhovedet har kunnet 

defineres i marken. 

3) En videnskabelig velunderbygget 

rapport, der ved benyttelse af alt 

tilgængeligt materiale, redegør for 

ovenstående punkter og som til 

brug for skolebøger, leksika og folks 

almindelige interesse kan give et 

tilfredsstillende svar på, hvad der 

er Danmarks højeste punkt. 


Figur 2: Farligt arbejde på Møllehøj! Nedgravning af ben til en bænk på Møllehøj kan koste 

Møllehøj værdigheden som højeste naturlige punkt i Danmark. 

AFSÆTNINGSPINDE & PÆLE 

AFSÆTNINGSPINDE & PÆLE 

Alle gængse dimensioner på lager. 

25 x 25mm 

32 x 32mm 

50 x 50mm 

Farver: Rød, blå, orange & grøn. 

SKELRØR 3/4“ m/ skelmærke i messing 

Galvaniseret 3/4“ skelrør, lg. 80 cm kr. 23,50 

Sortmalet 3/4“ skelrør, lg. 80 cm kr. 21,50 

(Meget attraktive kvantumsrabatter, RING) 

PRIMA KVALITET, LEVERING FRA DAG TIL DAG 

OVER HELE LANDET 

Alle priser er AB Kamp‘s Træhandel ApS samt 

excl. moms. 

www.kamps.dk 

KAMP’S TRÆHANDEL ApS 

Kagerup Stationsvej 57, 3200 Helsinge 

Tlf. 39-563884 – Fax 39-560361 

Introduktion 

FLUO TP 

Markeringsspray - Neonfarver 

Funktionsdygtig helt ned 

til -10 grader 

• Intet spild, tømmes fuldstændigt 

• Hurtigttørrende, også på fugtigt 

underlag 

• Slitagefast samt dækkende 

• Sikring mod uønsket ventilaktivering 

• 8 års funktionsgaranti 

REFLECT LIGHT 

Introduktion – Verdens Nyhed! 

Refleks på spray 

RING FOR MERE INFO. 

SAMT PRIS PÅ 39-563884

Bogomtaler 

Søn om far - Carsten Niebuhrs liv. 

Carsten Niebuhrs (i det følgende CN) 

søn, Barthold Georg Niebuhr (1776- 

1831) har skrevet en lille biografi om 

sin far. 

For den, der har læst CNs bøger: “Rejsebeskrivelse 

fra Arabien og andre 

omkringliggende lande” i to bind, vil 

CNs liv og virke fra 7. januar 1761 til 

20. november 1767 være kendt. De to 

bind er af mig omtalt i dette tidsskrifts 

nr. 3-04 (august 2004) på siderne 182- 

187 og i nr. 3-05 (september 2005) på 

siderne 422-432. 

Det er således den del af biografien, 

der omhandler perioderne 17. marts 

1733 (fødsel) til 6. januar 1761 og 21. 

november 1767 til 26. april 1815 (død), 

der interesserer mest. 

I biografien, der er skrevet i 1816, 

er også fyldige kommentarer til den 

syvårige rejseperiode. 

Barndom og uddannelse 

CN blev født på sin fars gård i Westerende 

Lüdingworth, der ligger ved Elbmundingen 

få kilometer syd for Cuxhaven, 

blandt velstående bønder på deres 

marskgårde. 

Han blev opdraget som bonde, men 

kom dog i latinskole uden at afslutte 

denne. 

Som meget her i tilværelsen forløber 

den styret af tilfædigheder, således 

også for CN. 

“En tvist om en landejendoms jordbesiddelser” 

og nødvendigheden af at 

skulle hente en landmåler fra en anden 

egn, bevirkede, at CN ved at uddanne 

sig som landmåler “ville få en profession 

og et mål i livet”. 

CN søgte til Bremen for at “få undervisning 

i praktisk geometri”. Dette 

og “undervisning hos en mere jævn 

praktiker” mislykkedes. 

CN rejste til Hamburg for at få den nødvendige 

matematiske undervisning. 

Også det mislykkedes, idet professoren 

tog til Jena, og CN måtte ty til privatundervisning. 

I Göttingen lykkedes det, men det 

kneb med økonomien, hvorfor CN 

lod sig hverve til det hannoveranske 

ingeniørkorps. 

Siden støttede et familiemedlem 

ham. 

Det var en professor ved universitetet i 

Göttingen, der tog initiativet til ekspeditionen 

til Arabien, men det var grev 

J. H. E. Bernstorff (1712-1772), der forhandlede 

med kong Frederik V (1723- 

1746-1766) og skaffede midlerne. 

CN fik stillet spørgsmålet: “Skulle 

De mon have lyst til at rejse til Arabien?”. 

CN var straks fast besluttet på at 

rej se, på betingelse af, at han fik halvandet 

års betalt forberedelsestid. 

CN ville øge sine kundskaber i matematik, 

tegning, praktisk mekanik, arabisk 

sprog og astronomi. 

Læreren i astronomi indviede CN i 

| BOGOMTALER | 

“hans metode til længdebestemmelse 

og hans månetabeller” og inddelte 

egenhændigt den kvadrant, CN skulle 

have med. 

CN fandt ikke sig selv værdig til at kalde 

sig professor. En titel som ingeniørløjtnant 

var tilstrækkelig. 

Det er ikke rosende ord, sønnen bruger 

om de rejsefæller, som faderen skulle 

have med. 

Filologen F. C. von Haven var uduelig 

og doven. 

Botanikeren P. Forsskål var fuldt 

rustet til opgaven, men paståelig, 

egensindig og hidsig. 

Læge C. C. Kramer var helt uduelig 

som læge. 

Maleren G. von Baurenfeind var ikke 

dårlig til at tegne, men han var udannet 

og drikfældig. 

Alt i alt ikke noget rart rejseselskab. 

Rejsen 

Første del af rejsen var på havet fra 

København til Konstatinopel (Istanbul} 

med ophold i Marseille og på Malta. 

Begge steder var CN genstand for stor 

opmærksomhed. CN mindedes siden 

sørejsen med stor fornøjelse. 

CN brugte sin viden til positionsbestemmelser. 

Fra Konstatinopel fortsatte rejsen til 

Alexandria, hvor man opholdt sig et 

helt år. CN udførte “kort over Nilens to 

arme samt et grundrids over Cairo”. 


43

44 


På et tyrkisk skib sejlede man fra Suez 

til Jedda og landet Yemen. CN gjorde 

observationer, således at han kunne 

fremstille et kort over Rødehavet. 

I Mokka døde F. C. von Haven. To måneder 

senere døde P. Forsskål. CN blev 

ramt af dysenteri og for eneste gang 

på den lange rejse blev CN offer for 

tungsindighed. Forståeligt nok, når man 

tager i betragtning, at Forsskål var CNs 

nærmeste rejsefælle. 

I Mokka, der var et frygteligt opholdssted, 

måtte man vente på skibslejlighed 

til Bombay. 

På sørejsen dør G. von Bauernfeind og 

tjeneren Berggren. 

CN fik - nu ene - en yderst hjertelig 

modtagelse i Bombay, både af civile 

og engelsk flådepersonel, som CN forærede 

søkortet over Rødehavet. 

Den oprindelige plan var, at CN skulle 

tage søvejen hjem, men CN besluttede 

at gøre “hjemrejsen ad landjorden”. 

Efter 14 måneder i Bombay sejlede CN 

til Muscat / Oman, hvorfra CN hastede 

videre mod Persepolis “det rigeste 

mindesmærke i Orienten”. Det blev 

“juvelen af alt, hvad han havde set”. 

I august 1999 opdagede professor 

emeritus, dr. theol. Søren Giversen her 

“nogle meget smukke, men prunkløse 

1700-talsbogstaver”. Der stod: C. NIE- 

BUHR 1765. 

CN rejste over Den persiske Havbugt til 

Basra. Herfra videre til Bagdad, Mosul 

og Aleppo. 

CN var glad for i Aleppo at møde 

“adskillige europæiske konsuler og 

købmænd” og “være blandt kvinder i 

et europæisk familieliv”. 

I Aleppo var der besked til CN om at 

tage til Cypern og kopiere fønikiske indskrifter, 

som CN imidlertid ikke fandt. 

CN kunne ikke modstå at benytte en 

skibslejlighed til Jaffa (Tel Aviv) og 

besøge Palæstina og Jerusalem. 


Over Libanon rejste CN til Damaskus og 

herfra tilbage til Aleppo. 

CN påbegyndte nu en uafbrudt hjemrejse 

med en karavane til Bursa og 

over de vinterkolde bjerge i Taurus til 

Konstatinopel. 

Hurtigt gik det til Donau gennem Valakiet 

og Moldavien til Polen, igen på 

“en kristen stats jord”. 

CN traf Polens konge og brevvekslede 

siden flere år med kongen. 

Hjemme igen 

CN blev modtaget med stor hyldest. CN 

skulle nu aflægge rejseregnskab, men 

havde - ikke som den eneste i tidens 

løb - forsømt at skaffe bilag. Omkostningerne 

var under alle omstændigheder 

“et ret lille beløb”: 21.000 rigsdaler, 

idet CN havde betalt meget “af sin 

egen lomme”. 

Jeg har ved læsning af de to bind rejsebeskrivelser 

og denne biografi undret 

mig meget over, at der intet skrives om 

CNs rejsevaluta. Var det de kostbare, 

internationalt accepterede guldmønter, 

kaldet dukater ? Eller var det de siden 

1737 af Kurantbanken udstedte sedler 

? Disses værdi var enten fem eller ti 

rigsdaler, der svarede til to og fire ugers 

løn for en håndværker. 

Et andet regnskab var den beretning, 

CN skulle aflægge om rejsen. Til udgivelsen 

fik CN støtte fra den danske 

regering. Alle kobberpladerne blev 

udfærdiget på regeringens regning. 

Uheldigt for CN overtog J. F. Struensee 

(1737-1772) magten i Danmark, og CNs 

ven grev Bernstorff blev afskediget. 

Forfatteren skriver om “denne uhørte 

epokes forbryderiske magthavere”. 

Dengang som nu afholdtes bogmesser 

i Leipzig i påsken og i Frankfurt til Mikkelsdag 

(29. september). 

“Til mikkelmessen i 1772 udkom 

Beskrivelse af Arabien”. 

CN tog sig nær, at bogen blev nedvurderet 

og nedsablet, og CN blev dybt 

krænket herover. 

Et forsøg med en fransk oversættelse 

mislykkedes, idet en hollandsk forlægger 

udgav bogen i en bedre oversættelse 

end en “ulykkeligvis umådelig 

meget dårligere” ulæselig oversættelse 

fra København. 

CN tabte mange penge herved. 

CN fik tilbudt og havde stor lyst til en 

tillokkende rejse til Niger, men “pligten 

til først at afslutte Rejsebeskrivelsen 

holdt ham tilbage”. 

CN traf nu sit livs kærlighed og giftede 

sig i 1773. De fik en datter og en søn, 

forfatteren. 

1774 forelå ved bogmessen i Leipzig 

første bind af Rejsebeskrivelsen. Som 

mange andre forlæggere og forfattere 

tog CN selv til messen for at præsentere 

sit værk. 

De betydelige summer, CN havde sat 

over styr ved at være sin egen forlægger, 

bevirkede, at andet bind af Rejsebeskrivelsen 

først udkom i 1778. 

Holsten 

I 1778 begyndte CN “at længes væk 

fra den by, hvor han havde levet be- 

Carsten Niebuhr (1733 - 1815).

hageligt i ti år”. 

Regeringen var imødekommende og 

ansatte CN som landskriver i Meldorf, 

ca. 40 km nord for CNs fødested. 

I Meldorf var stille og forladt, men CN 

indrettede sig derefter og fandt det 

behageligt at leve i Ditmarsken. 

CN lod sig rive med i spekulation i 

aktier, men tabte “en betydelig sum 

på det”. 

CN savnede adgang til andre end 

sine egne bøger. Tomheden derved 

førte til “dumpt mismod”. 

Velgørende og glædeligt var det for CN, 

at der til Meldorf kom en ny landfoged, 

der var udgiver af tidsskriftet “Deutsches 

Museum”, og som “havde et 

meget smukt og righoldigt bibliotek”. 

CN begyndte at skrive artikler til dette 

tidsskrift. 

CN underviste sine børn og “fortalte 

historier om verdensaltet og Orienten 

i stedet for eventyr”. 

CN ønskede, at sønnen (forfatteren) 

skulle blive farens efterfølger som 

rejsende i Orienten, ja helst til Indien. 

Det blev dog ikke til noget. 

CN brevvekslede med mange og lånte 

villigt de, der ønskede det, aftegninger, 

grundrids, astronomiske stedsbestemmelser 

og rutebeskrivelser. “Den 

uovertræffelige nøjagtighed i Niebuhrs 

aftegninger” blev værdsat. 

Embedet 

CNs embedsforretninger bestod for 

størstedelens vedkommende i at inddrive 

skatter og føre regnskab. CN behandlede 

“de skattepligtige med en 

mildhed og en eftergivenhed”. 

CN blev af sine foresatte rost “for 

sin orden og samvittighedsfuldhed i 

embedsførelsen”, fik gagepålæg og 

bevilget en medhjælper i embedet. 

CN havde også “opsynet med landet 

foran digerne” og spekulerede på “om 

man kunne øge og fremskynde indvindingen 

af nyt land”. 

CN redegjorde overfor sønnen “om 

de grundlæggende regler i det gamle 

matrikelbogssystem”. 

Der indførtes en ejendoms- og brugsskat. 

Dette medførte, at “de gamle 

landbøger blev sat væk, og man måtte 

oprette et nyt matrikelbogssystem”. 

De sidste år 

CN var i 1792 døden nær på grund af en 

lungehindebetændelse. Denne og “en 

mærkelig vorteagtig udvækst under 

højre øje” svækkede CNs helbred. 

Købet af et moseområde bevirkede 

imidlertid “en yderst lykkelig forandring 

med hans helbred og humør”, 

og “ansporede ham til at vende tilbage 

til den profession, han havde haft i sin 

ungdom”. CN gav sig til at udforske 

“landbruget i gest og marsk” .Det gav 

ham adspredelse i “ sorgen over en 

ulykke”. 

Ulykken var branden i København 5. 

- 7. juni 1795. Samtlige kobberplader 

til CNs bøger var opbevaret og blev 

ødelagt hos en ven, hvis hus blev lagt 

i aske. Det var forståeligt, at CN tog sig 

ulykken nær. 

CN havde dog også den glæde at opleve 

anerkendelse fra videnskabelige 

selskaber i Göttingen, Sverige, Norge 

og Frankrig. 


Han var dansk statsråd, ridder af 

Dannebrog og blev af Ove Høegh Guldberg 

(1731-1808) tilbudt at blive adlet, 

men det ville han ikke. “Nej, svarede 

min far, den fornærmelse ville han ikke 

udsætte sin familie for”. 

Tiltagende blindhed, ophør med åreladninger, 

begyndende svimmelhed, 

slagtilfældelignende anfald og et lammet 

ben sled på CNs krop. Mæt af dage 

og uden dødskamp døde CN “i en alder 

af toogfirs år og seks uger”. 

Sønnens skudsmål om faren 

Han var “meget nøjsom, og da han 

var landmand drak han ikke andet end 

vand og mælk. Senere fulgte han skik 

og brug overalt”. Han var “livet igennem 

en ægte bonde”. “Der er absolut 

ingen tvivl om, at han var selvrådig”. 

“Han havde en yderst streng og ren 

moral. I alle forhold var han fordringsløs 

og opofrende”. “Han iagttog og opfattede”. 

CN bebrejdede sig selv de ting, 

han ikke havde nået at udføre. Det er 

tydeligt, at sønnen er stolt af sin far. 

Bogen er af ualmindelig høj kvalitet. 

Den er tilrettelagt af Mette og Eric 

Mourier, som fortjener stor ros. 

Indersiderne af papbindet og forsatspapiret 

er smukt dekoreret med 

tegninger af ansigter fra kobberstikkene 

i bind I af CNs rejsebeskrivelse. 

Desværre er typografien skæmmet 

af en mærkelig bue over “st” overalt, 

hvor denne bogstavsammensætning 

findes. 

Barthold Georg Niebuhr: Carsten Niebuhrs 

liv. 112 sider. Illustreret. Indbundet. 

198,00 kr. Forlaget Vandkunsten. 

Jørgen Staunskjær 


45

46 

| PERSONALIA | 

Personalia 

Jørgen Hviid * 25. september 1935 † 9. januar 2005 

Fredag den 7. januar 2005 blev jeg 

ringet op af Jørgen, der spurgte mig om 

vi kunne løse en nivellementsopgave 

sammen tirsdag den 11.januar. 

Vi havde en hyggelig snak om, hvordan 

Jørgen lige havde været på kursus 

i MIA og at dette skulle følges op af 

praktiske øvelser som vi blev enige om, 

jeg kunne hjælpe med. Jeg foreslog, 

at vi da kunne tage fat på øvelserne 

samme dag – men da fredag eftermiddag 

var helliget turen til landstedet i 

Voldsted måtte dette udskydes til en 

bedre lejlighed. 

Alt dette fik en brat ende den 9.januar, 

dagen efter den voldsomme orkan, 

der især hærgede Nordjylland. Jørgen 

og hustru Marie var kommet hjem 

fra Voldsted og efter en besigtigelse 

af skaderne på bopælen følte Jørgen 

sig lidt utilpas og ville hvile sig lidt på 

sin seng. 

Han sov stille ind. 

Jørgens bortgang fik mig til at reflektere 

over vort gode samarbejde og støtte til 

hinanden gennem mange år.. 

Mit første møde med Jørgen var hos 

Firmaet Nic. Nellemann, Ib Nellemann 

og Aksel Pedersen i Aalborg hvor jeg 

som praktikant flere gange assisterede 

Jørgen, der også dengang var et meget 

roligt gemyt var meget omhyggelig 

med sine målinger og der var altid 

stunder til en god pibe tobak. 

Jeg bemærkede tobakken Three 

Nunns og det var første gang jeg så en 

Zippo Lighter. 


Efter en kort periode som assistent hos 

Landinspektør Bjørnkjær etablerede 

Jørgen sig i 1970 som selvstændig 

landinspektør med praksis i Hasseris 

Bymidte. Flyttede nogle år senere 

prak sis til boligen på Nordvestvej 6 i 

Hasseris. 

Jeg etablerede egen praksis i 1975 

og fandt megen støtte hos Jørgen og 

trak på hans erfaring med etablering af 

virksomhed og med driften af denne. 

I årene omkring 1980 var der en rivende 

udvikling på måleudstyrs-siden. Det 

var dyre instrumenter der fandtes på 

markedet og jeg besluttede mig for at 

købe eget instrument (brugt distomat) 

til billig penge. Her stoppede Jørgen 

mig og foreslog, at vi sammen skulle 

købe en ny totalstation med elektronisk 

målebog, en såkaldt datastak. Det var 

dyrt, og der var nogen diskussion om 

brugen af sådan en datastak. I 1988 

købte vi så fælles EDB udstyr af Jens 

Toft-Nielsen. Herefter kunne vi se fornuften 

i vort køb af datastak. 

Alt dette knyttede os tæt sammen og vi 

udførte mange arbejder sammen. 

Når vi målte i marken ville Jørgen 

helst være ”Medhjælp” og slå pæle i 

samtidig med, at han nød at slappe af 

med sin pibe. 

Der var særligt spil kørende mellem 

os omkring begrebet målebog. 

Jørgen førte som altid målebog og 

holdt løbende styr på alle målebøger 

med nummerering og henvisning hertil 

i sagerne og i sit kartotek. 

Jeg var slem til, efter EDM tidens indtog, 

alene at tage notater på bagsiden 

af en kuvert eller andet ved hånden 

værende stykke papir. Det syntes jeg 

var tilstrækkeligt, da alle data jo var 

lagret i datastakken. 

Dette førte til at Jørgen forærede 

mig en af sine nye målebøger. De dyre 

der var købt hos I.Chr. Pedersen. 

I den første tid med det nye målegrej 

havde Jørgen ikke udstyr til at 

tappe datastakken og måtte derfor 

manuelt hente alle data og notere 

ned på papir. Jeg havde anskaffet Commodore 

128 udstyr og kunne overføre 

data direkte til computer. Jeg tilbød 

ham derfor, at tappe data efter en 

større opmåling – ja tak sagde Jørgen 

– men netop dette datasæt gik tabt, da 

der gik kuk i overførslen – ny opmåling 

skulle der til, så siden var Jørgen ikke 

modtagelig for mine tilbud om dataoverførsel 

og tappede selv på sikker 

gammeldags vis. 

Jørgen var meget opfindsom og udtænkte 

et system til bygningsafsæt-

ning. Det var senere og også i dag til 

stor hjælp ved fri opstilling/afsætning. 

Da vi i 1994 skulle digitalisere matrikelkortet 

overlod Jørgen sin tildelte kvote 

af arbejdet i Aalborg Kommune til mig 

dette gjorde, at ”Vores” lille andel i det 

samlede arbejde, kunne ”betale sig”. 

Min erfaring på dette digitale felt kunne 

Jørgen så senere trække på, da nye krav 

inden for MIA blev obligatorisk. 

Vi skiftedes til at opbevare måleinstrumentet 

og når vi byttede var det mest 

mig der kom til Hasseris og hentede/ 

bragte. Når jeg jo alligevel var i byen! 

Det var altid med en kop kaffe og dagens 

snak om løst og fast, om de lange 

tinglysnings tider, om datastak som 

ikke ville lystre, om indlægningskort 

på digital form. 

På en af vore fælles opgaver havde 

Jørgen ombygget en golfvogn til brug 

ved transport af skelrør – da kunne jeg 

ikke lade være at trække på smilebåndet, 

især når jeg vidste, at Jørgen ikke 

ligefrem elskede golf. 

På måleøvelser i Dyrehaven, hvor 

han havde mødt nogle snobbede 

golf spillere fra Københavns Golfklub 

var opstået et kompleks over for golfspillere. 

Jørgens hustru, Marie spiller golf, 

men kunne ikke få Jørgen med på banen 

af den grund som før nævnt. 

For i maj 2004 ringede Jørgen til mig 

og fortalte, at han var faldet og derfor 

Johan Hassing * 14. december 1918 † 26. februar 2005 

Johan Hassing var frisk og aktiv indtil 

han døde d. 26. februar 2005 efter kort 

tids sygdom. 

Hassing opvoksede i Frederikshavn, 

hvor faderen og bedstefaderen var 

malermestre. Bedstefaderen var også 

i en periode byens borgmester. 

Efter præliminæreksamen i Frederikshavn 

blev han student fra Hjørring 

Gymnasium. I 1939 påbegyndte han 

landinspektørstudiet på Landbohøjskolen. 

Den praktiske uddannelse i 

1942 foregik hos Luther Jørgensen i 

Frederikshavn. Efter landinspektøreksamen 

i 1943 vendte Hassing tilbage 

til Frederikshavn og fik ansættelse som 

assistent hos Luther Jørgensen. Herefter 

var Hassing ansat eller medejer af 

firmaet i mere end 45 år til han gik på 

pension i 1988. 

I 1947 blev Hassing kompagnon med 

Luther Jørgensen. Han blev i 1948 gift 

med Norma Christensen som på det 

tidspunkt var ansat firmaet. Norma 

og Johan fik 4 børn, tre drenge og en 

pige, men kun pigen havde faderens 

landmålerinteresser. Grethe blev landinspektør 

i 1980. 

Kompagniskabet med Luther Jørgensen 

varede til 1969 da Luther Jørgensen gik 

på pension. I 1957 var Chr. Thirup indgået 

i kompagniskabet. Jeg kom med 

i 1975 og vi 3 drev firmaet Hassing, 

Løhde og Thirup indtil Hassing udtrådte 

af kompagniskabet i 1986 og gik på 

pension i 1988. 

I fritiden deltog Hassing i mange år 

ak tivt i hjemmeværnets luftmeldetjeneste. 

I 1959 blev han optaget i 

Odd Fellow Loge 64 Julius Meyer. På 

hjem mefronten blev det i årenes løb til 

mange ferieture med telt rundt i Europa 

med børn og senere børnebørn. I 1970 

købte Norma og Johan husmandsstedet 

Nr. Budde i Rydal, hvor også mange 

sommerferier og fridage blev tilbragt. 

I firmaet var Hassing meget vellidt. Han 

var meget godmodig, altid forsonende 


havde brug for min hjælp til aktuelle 

opgaver. 

Dette fald skyldtes, at han var besvimet 

på trappen og faldet ned med 

resultat af hjernerystelse og læsioner i 

hovedet. Det tror jeg var et forvarsel om 

det, der skete den 9. januar 2005. 

Jørgen var fra KVL i et af de ”små” hold, 

der var på en lille håndfuld 11 i alt mod 

mit hold der var på over 30. 

Jeg mindes Jørgen som en god og støttende 

kollega der på saglig og sober vis 

deltog i den faglige debat. 

Jørgen var en gentleman. 

Vestbjerg i december 2005 

Poul G. Kristensen (årgang 1968) 

og fornærmede ingen. Fra hans unge 

assistentår var han oplært til, at når 

man var i marken skulle der bestilles 

noget og det er ikke få landmænd, 

der trods Hassings korte ben, måtte 

op give at holde trit med ham ud over 

markerne. 

Med to yngre kompagnoner kom Hassing 

ikke rigtig med på EDB-udviklingen, 

men ”håndsvingeren” blev drejet 

med en hastighed, som vi nogen gange 

knap troede muligt. 


47

48 


Den gode fysik som blev opbygget i de 

unge år, hvor cyklen ofte måtte tages 

i brug ud i oplandet belæsset med 

både instrument og skelpæle, beholdt 

Chr. A. Thirup * 5. marts 1925 † 14. marts 2005 

Chr. Thirup døde d. 14.marts 2005 efter 

længere tids sygdom. 

Thirup voksede op i Skallerup ved 

Hjørring, hvor forældrene havde et 

gartneri. 

Han blev student fra Hjørring Gymnasium 

i 1944, påbegyndte landinspektørstudiet 

på Landbohøjskolen i 1945 

og fik sin eksamen i 1950. 

Den praktiske uddannelse fra 1948- 

1949 foregik hos Birk og Boe i Hjørring. 

Thirups store lidenskab i sine unge 

dage var atletik. Han var en dygtig 

mellemdistanceløber. 

Den gode grundkondition fik han 

ved at løbe i skovene og klitterne omkring 

Skallerup. Det blev både til jyske 

og danske mesterskaber og deltagelse i 

militærolympiaden i Rom i 1951. 

Efter sin eksamen var Thirup først ansat 

i landmålingsafdelingen ved KVL og 

derefter assistent hos Percival Nielsen 

i Hillerød. 

I 1951 blev han gift med Birthe, og 

selvom Birthe var fra København, 

besluttede de sig til i 1953 at flytte til 

Vendsyssel. Thirup fik igen ansættelse 

i Hjørring hos Birk & Boe indtil 1957, 

hvor han blev tilbudt kompagniskab 

med Luther Jørgensen og Hassing i 

Frederikshavn. 

Beskikkelser 

Miljøministeren har den 4. januar 2006 

meddelt beskikkelse som landinspektør 

til Esben Hansen, Virum og Henrik 


Hassing hele livet. De sidste år holdt 

han den ved lige ved lange traveture 

rundt i byen, altid ifølge med sin store 

hvide pyrenærhund. Dette billede af 

Dette kompagniskab varede til Luther 

Jørgensen gik på pension i 1969. 

I 1975 kom jeg med i firmaet. 

Hassing gik på pension i 1986 og 

Thirup fortsatte som kompagnon til 

1992, men blev ved med at arbejde i 

firmaet indtil 1995. 

Birthe og Chr. Thirup fik 3 børn. 

Det var en stor sorg, da de i 1981 

mistede sønnen Erik ved en tragisk 

drukneulykke på Bali. 

Thirup var meget udadvendt, god til 

at skabe kontakter og tog ivrig del i 

byens liv. 

Thirup blev tidligt medlem af Lions 

Club og var ved sin død det ældste 

medlem i Frederikshavn. 

Fra 1968 – 1993 var Thirup også 

medlem af tilsynsråd/bestyrelse for 

Frederikshavn og Omegns Sparekasse- 

nu Spar Nord Bank. 

Thirup var fantastisk god til at formulere 

sig og god til at fortælle historier. 

Han havde altid en passende historie 

til en hver lejlighed og mange gange 

fortalt på vendelbomål. 

Sammen med hans retfærdighed 

og ærlighed, gjorde det ham til en god 

leder af firmaet. 

Evnen til at formulere sig havde Thirup 

arvet efter sin mor - Agathe Thirup 

– som i mange år skrev en ugentlig 

Kjær, Rødovre samt den 5. januar 2006 

meddelt beskikkelse til Thomas Hammer, 

Vanløse. 

den lille mand travende efter den 

store hvide hund vil stadig stå skarpt 

i erindringen, når vi tænker tilbage på 

Johan Hassing. 

Herluf Løhde 

artikel i Vendsyssel Tidende under 

mærket ”Bondekonen”. 

I skriftet ”Barn af Vendsyssel” nr. 

12 fra 1999 har Thirup på opfordring, 

skrevet en artikel om sit liv med titlen” 

Gartnerens Kesse”. Den er nok værd 

at læse! 

Thirups interesse for firmaets vé og 

vel var meget stor, mens han var en 

del af det, og han bevarede interessen 

lige til det sidste. Det var kun de 

sidste svære måneder, vi ikke fik hans 

ugentlige besøg til formiddagskaffen, 

hvor nyt fra byen og arbejdssituationen 

blevet vendt. 

Herluf Løhde

EIVA a/s 

Teglbaekvej 8-10 

DK-8361 Hasselager 

Denmark 

Phone +45 8628 2011 

Fax +45 8628 2111 

eiva@eiva.dk 

www.eiva.dk

Afsender: 


Lindevangs Allé 4 

2000 Frederiksberg

landinspektøren - Ida

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?