landinspektøren - Ida

fælleseje, altså fællesjorder. På den
baggrund synes der end ikke at være
grundlag for, at der tilkommer staten
jagtrettigheder på fællesjorder under
det tidligere krongods 11 .
Hvis ejendomsretten til fællesjorden
skulle tilkomme staten, må det derfor
forudsætte et særligt retsgrundlag,
der dokumenterer, at ejendomsretten
til fællesjorden er forbeholdt ved
overgangen til ”rigtigt” selveje 12 . At der
er sket afhændelse af landbrugsjorden
uden et sådant forbehold tyder for
det fjerde lov af 27. januar 1852, om
Domaine eiendommes Afhændelse,
hvor der efter § 5 mod en kontant
købesum eller en afgift kunne ske
afhændelse af ”undværlige dele” af
gadejorden, over hvilke Statskassen
som godsejer havde en herlighedsret.
Afhændelse forudsatte imidlertid bylavets
accept, hvilket må skyldes, at der
i 1852 var sket afhændelse til selveje
uden forbehold om herlighedsretten til
fællesjorden, idet bylavets samtykke
ellers ikke havde været nødvendigt 13 .
På denne baggrund synes herlighedsretten
derfor ikke i sig selv at give et
tilstrækkeligt grundlag for at kunne
begrunde, at staten generelt har ejendomsret
til fællesjorder i disse ”100
sogne”.
Har staten ikke ejendomsret, afviger
forholdene i disse sogne ikke fra for-
holdene i det øvrige land, og nedenstående
regler gælder derfor også for
disse områder.
Fællesejet til fællesjord umuliggør i
praksis retlige dispositioner over fællesjorden
f.eks. i form af afhændelse,
medmindre der eksisterer et bylav,
der administrerer fællesjorden 14 – og
bortset fra nedennævnte mulighed for
at foretage ejendomsberigtigelse.
Det er en nærliggende tanke, at fællesskabets
kompetencer i dag varetages af
kommunerne. Men det har domstolene
imidlertid afvist 15 . Det er baggrunden
for bestemmelsen i udstykningslovens
§ 46, som indeholder en formodning
for en kommunal ejendomsret til fællesjorden
16 .
Adkomst til fællesjord
Udstykningslovens § 46 udgør et tilstrækkeligt
grundlag for, at kommunen
kan begære adkomsten til fællesjorder
fastslået og til, at dommeren – uden at
der fremlægges yderligere dokumentation
– kan foretage indkaldelse med
henblik på anerkendelse af kommunens
ejendomsret. Denne mulighed
har kun kommunerne, og den gælder
alene fællesjorder.
Anerkendelse af ejendomsretten
sker på grundlag af den procedure,
der fremgår af tinglysningslovens §
| EJENDOMSRET TIL FÆLLESJORDER |
52a. Fremsættes der over for dommeren
indsigelse mod den begærede
ejendomsret, skal der søges forlig.
Kendelse kan kun afsiges, hvis der ikke
fremkommer indsigelse, eller hvis der
opnås forlig.
Kendelsen tager principielt kun stilling
til kommunens adkomst, ikke til
arealets grænser.
I praksis er der imidlertid en række
forhold, der kan komplicere bestræbelserne
på at få afklaret ejendomsretten.
For det første vil der normalt være
uoverensstemmelser mellem fællesjordens
registrerede og faktiske grænser.
For det andet vil der kunne være
individuelle rettigheder over dele af
fællesjorden.
Er der ikke fastslået nogen adkomsthaver
til fællesjorden, giver den
manglende adkomst for det tredje
endvidere vanskeligheder, hvis der
opstår uenighed om grænsen mod et
sådant areal.
Endelig bør selve adkomstproceduren
overvejes nøje.
Grænsehævd
Mange fællesjorder har med tiden tabt
deres funktion og betydning. Det gælder
særlig vandinger samt ler- og sandgrave,
som har ligget spredt i ejerlavet.
Efter at de har henligget ubenyttet, er
11 Kongens jagtret omfattede herefter alene Jægerborg Dyrehave.
12 Hvilket muligvis først er sket i h.t lov nr. 373 af 30. juni 1919 om fæstegodsets overgang til selveje og om brug af huse på landet.
13 Samstemmende Fl. Tolstrup, ibid. s. 351.
14 Det er således formentlig ikke tilstrækkeligt, at et bylav alene varetager sociale formål, f.eks. arrangerer fester. Fremgår det derimod af
bylavets vedtægter, at bylavet vedligeholder fællesjorden, må det være tilstrækkelig dokumentation for dispositionsberettigelsen, hvortil
bemærkes, at tinglysningsmæssige dispositioner nødvendiggør, at bylavets ejendomsret er tinglyst, hvilket formentlig forudsætter ejendomsdom.
15 U 1980.1077 ØLD og 1982.956 ØLD.
16 Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Et areal, der før forordningen af 23. april 1781 om Jordfællesskabets Ophævelse var til fælles brug for samtlige bymænd eller hartkornsejere,
og som til stadighed har været registreret i matriklen som et areal til denne brug, anses for at tilhøre vedkommende kommune,
medmindre andre godtgør at have ejendomsret til arealet.
Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen begærer adkomst til arealet tinglyst, gælder reglerne i tinglysningslovens § 52 a, stk. 2-4. Begæringen
om tinglysning skal være vedhæftet et af en beskikket landinspektør udarbejdet rids med angivelse af arealets grænser og de
tilstødende ejendommes matrikelbetegnelser.
landinspektøren 1 | 2006
11