Abstract Forord - Roskilde Universitet

Abstract 

Danish conscripts entering service in Sikringsstyrken were hard pressed on their home 

front. This master thesis shows that the extent of displayed duty and solidarity among the 

conscripts was tightly connected to the extent of security related to their life situation as a 

civilian. The study focuses on the consequences of service in relation to the welfare 

initiatives executed by the state with the intention to ease the burdens of the conscripts. By 

analysis of the letters of complaint to the minister of defense the primary concerns of the 

conscripts and their relatives are identified as well as their desired solutions to these 

concerns. In doing so the process of negotiation between the war ministry and citizens 

executing their civil right of complaint is mapped out, in order to understand how the 

conscripts understood their duty to their country as there was no enemy to fight due to the 

Danish policy of neutrality. 

Forord 

Vi vil gerne rette en tak til Henriette Buus fra Greve Museum som gjorde os opmærksomme 

på brevene i forsvarsminister Munchs privatarkiv. Specialets omfang er på 239.999 antal 

anslag, hvilket svarer til 100 normalsider. Specialet er gennemgående udarbejdet af begge 

forfattere, men ansvarsfordelingen tager sig således ud: 

Indledning (fælles), fra Ministerielle tiltag til Arbejdsløshedslov (Jonas), fra Arbejds- 

løshedslov til Den krigsministerielle og militære ramme (Thomas), fra Den krigsmini- 

sterielle og militære ramme til Den offentlige (Jonas), fra Den offentlige til Indkaldtes 

øgede indflydelse på sikringstjenesten (Thomas), Indkaldtes øgede indflydelse på 

sikringstjenesten til De indkaldtes verden (Jonas), De indkaldtes verden – 

Forhandlingsprocessen (Thomas) og Forhandlingsprocessen – Afrunding (fælles). 

I det indledende kapitel tages højde for de teoretiske og metodiske overvejelser samt 

præsentation af kildematerialet og optakt til analysen. Analysen af samfundets strukturer 

der relaterer sig til problemstillingen behandles i Ministerielle tiltag, hvorefter historien fra 

de indkaldtes synsvinkel vil blive fortalt i De indkaldtes verden. Herefter perspektiveres og 

dannes sammenhæng mellem de to forskellige analyserende dele i konklusionen. 

1

Indholdsfortegnelse 

Abstract ......................................................................................................................................................... 1 

Forord ............................................................................................................................................................ 1 

Indholdsfortegnelse .................................................................................................................................. 2 

Indledning .................................................................................................................................................... 4 

2 

Problemformulering..............................................................................................................................................................7 

Historiografi ............................................................................................................................................................8 

Socialhistorie ............................................................................................................................................................................8 

Nordslegsvig – fronten og hjemmefronten..................................................................................................................9 

Soldaterberetninger ...........................................................................................................................................................10 

Ny kulturhistorie..................................................................................................................................................................10 

New Military History..........................................................................................................................................................11 

Legitimeringen af krig – pligtens pris.........................................................................................................................12 

Kildevalg ................................................................................................................................................................14 

Teoretiske og metodiske overvejelser ........................................................................................................19 

Den nye kulturhistorie og New Military History....................................................................................................19 

Retfærdighed.........................................................................................................................................................................20 

Rimelighed.............................................................................................................................................................................................20 

Barmhjertighed ...................................................................................................................................................................................21 

Velfærd.....................................................................................................................................................................................22 

Borgerpligt og rettigheder i et demokrati.................................................................................................................23 

Klageret...................................................................................................................................................................................................23 

Opsamling ...............................................................................................................................................................................24 

Sikringsstyrken som kildernes kontekst....................................................................................................26 

Kildebehandling ...................................................................................................................................................................29 

Statistiske forberedelser .................................................................................................................................................................30 

Henvendelsernes relevans .............................................................................................................................................................31 

Geografiske overvejelser angående henvendelserne .........................................................................................................34 

De indkaldtes fordeling på baggrund af erhverv ..................................................................................................................36 

Afsender og modtagerforhold.......................................................................................................................................................37 

De værnepligtiges problemer........................................................................................................................................................39 

Indførsel i de værnepligtiges situation .....................................................................................................................................42 

Ministerielle tiltag ...................................................................................................................................45 

Det sociale net......................................................................................................................................................47 

Hjælpen til de indkaldtes familier................................................................................................................................48 

Nabohjælp på landet ..........................................................................................................................................................52

Arbejdsløshedslov............................................................................................................................................................... 54 

Dyrtidslovene........................................................................................................................................................................ 58 

Opsamling............................................................................................................................................................................... 60 

Den krigsministerielle og militære ramme................................................................................................62 

Striden mellem Overkommandoen og Krigsministeriet .................................................................................... 63 

Udgifter til sikringsstyrken ............................................................................................................................................. 64 

Forsvarsministeren som repræsentant for de menige ....................................................................................... 66 

De indkaldtes muligheder for henvendelse ............................................................................................................. 67 

Den korrekte -‐ breve sendt ad kommandovejen.................................................................................................................. 67 

Den private -‐ breve stilet til Munch ........................................................................................................................................... 71 

Den offentlige -‐ breve sendt til aviser....................................................................................................................................... 73 

Opsamling ............................................................................................................................................................................................. 75 

Hjemsendelsen af de gifte................................................................................................................................................ 77 

Lovens efterspil .................................................................................................................................................................................. 81 

Indføring af periodevise reguleringer........................................................................................................................ 82 

Indkaldtes øgede indflydelse på sikringstjenesten .............................................................................................. 83 

Orlovsmuligheder.............................................................................................................................................................................. 84 

Udsættelser .......................................................................................................................................................................................... 86 

Fritagelser............................................................................................................................................................................................. 88 

Overflytning ......................................................................................................................................................................................... 89 

Opsamling............................................................................................................................................................................... 90 

De indkaldtes verden..............................................................................................................................91 

Henvendelsernes overordnede ønsketendenser................................................................................................................. 94 

Forhandlingsprocessen................................................................................................................................................................... 98 

De indkaldtes argumentation og løsningsforslag ..............................................................................................................101 

Afrunding................................................................................................................................................. 103 

Perspektiver ........................................................................................................................................................................103 

Refleksioner.........................................................................................................................................................................104 

Litteraturliste......................................................................................................................................... 107 

Trykte historiske kilder..................................................................................................................................................107 

Utrykte historiske kilder................................................................................................................................................108 

Forskningslitteratur.........................................................................................................................................................109 

Aviser......................................................................................................................................................................................111 

Bilag.........................................................................................................................................................................................112 

Bilag 1 ...................................................................................................................................................................................................112 

Bilag 2 ...................................................................................................................................................................................................113 

Bilag 3 ...................................................................................................................................................................................................114 

Bilag 4 ...................................................................................................................................................................................................115 

3

Indledning 

Som reaktion på Første Verdenskrigs udbrud, gav den radikale forsvarsminister Peter R. 

Munch d. 1. august 1914 ordre til at indkalde sikringsstyrken, for at værne om Danmarks 

neutralitet. De værnepligtige mænd forlod herefter deres familier og arbejde for at deltage i 

nationens fælles projekt. Et par dage senere troppede de op på deres afdelinger og blev en 

del af danmarkshistoriens største hær, som på sit højeste rundede 64.000 mand i februar 

1915. 

4 

Neutralitetsforsvaret havde flere sider, der skulle tages hensyn til. Den overhængende 

fare for indblanding i krigen krævede et militært forsvar, som kunne afskrække potentielle 

krænkelser fra fremmede magter. Her var militæret og regeringen nødt til at navigere efter 

de krigsførende magters bevægelser og strategier, så rollen som neutral magt blev bi- 

beholdt. Neutraliteten var også vigtig for den danske handel, hvor importen og eksporten 

blev fastsat i forhold til den andel af eksport til de krigsførende magter, som Danmark 

havde haft inden krigen. 

Indenrigspolitisk var det op til regeringen at sørge for, at varepriserne ikke steg for 

meget til gene for erhvervsliv og borger. Risikoen for større ulighed og utilfredshed blandt 

befolkningen var overhængende, og staten var nødt til med forskellige tiltag at foranstalte 

initiativer, der kunne dæmme op for ulig- og utilfredsheden. Krigen i Europa endte som en 

nedslidningskrig eksemplificeret ved slagene ved Somme og Verdun. I Danmark var krigen 

mindre præsent, men nedslidningen eller belastningen af samfundet viste sig på andre 

områder. 

Ved indkaldelsen af sikringsstyrkens mænd herskede en samstemmig vilje i be- 

folkningen til at forsvare Danmark mod den overhængende fare for fjendtlig indtrængen. 

Men krigen i Europa varede ved. De krigsførende magter gravede sig ned, og Danmark 

forblev neutralt. Stemningen i befolkningen blev skeptisk: Hvordan skulle man håndtere 

denne position mellem krig og fred? Et indblik i dette forhold kan vi få ved at undersøge de 

breve, som findes i Munchs privatarkiv Breve vedr. Sikringsstyrken 1914-19, der er en 

række henvendelser fra indkaldte og deres pårørende, som blev sendt til Krigsministeriet 

og Munch. 

Dem der henvendte sig til Munch sætter spørgsmålstegn ved indkaldelserne da de 

påvirkede dem og deres omgivelsers situation i utilfredsstillende grad. Udover de indkaldte 

selv fik Munch breve fra deres familier, arbejdsgivere, naboer, sognerådsformænd, redak- 

tører og politikere, der talte den indkaldtes sag i et forsøg på at forbedre hans situation.

Den fjende der skulle kæmpes imod, føltes potentiel og fjern, da de indkaldte ikke var 

aktivt i krig. Derfor blev den egentlige fjende hurtigt indkaldelserne selv, da sikrings- 

tjenesten blev hverdag. I klagerne gives ofte udtryk for, at svie blev føjet til smerte, når 

indkaldte, som kom fra et civilt liv med status, udover at udføre sin pligt, skulle parere 

ordrer fra ofte nedladende og yngre officerer. 1 Udover dette skulle de udføre kedelige 

gentagne øvelser og vagttjenester, samt gå rundt med følelsen af lediggang, imens de kunne 

høre om, at det, de havde bygget op i deres civile liv, forfaldt i deres fravær. 

Værnepligten gjaldt alle mænd, og brevene giver udtryk for enighed om, at man skulle 

opfylde sin pligt, hvis det var nødvendigt. Men viljen til forsvar var afhængig af, i hvilken 

grad man vurderede indkaldelserne for nødvendige, og netop denne bagvedliggende vur- 

dering ligger til grund for henvendelserne til Munch. For krævede det virkeligt så stor en 

beslaglæggelse af de indkaldte og deres tid at forsvare et neutralt Danmark, når krigen i 

Europa synes at forblive langt væk? Var pligten til at forsørge sin familie og sit arbejde ikke 

større? Et eksempel på dette ses ud af følgende uddrag fra et af brevene. 

Hr. Forsvarsminister Dr. phil. P. Munch! 

Med undskyldning for denne henvendelse tillader jeg mig ærbødigst at bede Hr. Ministeren, om muligt 

at hjælpe min familie. 

Sagen er, at vi er hjemme i alt 11 børn, hvoraf de 6 er sønner. Af disse vil i januar næste år i alt 5 være i 

militærtjeneste. (…) Men da fader har fået gården drevet ved sønnernes hjælp, og ikke kan drive den på 

egen hånd pga. svagelighed, overvejer han nu at sælge gården, … 2 

Sådan lyder henvendelsen fra familiens sjette bror Mads Grue og brevet er en af de mange 

henvendelser til Munch. Konsekvenserne på hjemmefronten dækkede over alt fra økono- 

misk tab pga. fraværet fra bedriften eller forretningen, som ses i dette tilfælde, eller tabet af 

en arbejdsplads pga. indkaldelsens længde. Mange var afhængige af mandens funktion som 

familieforsørger og fader, hvilket kom særligt til udtryk gennem hustruernes henvendelser. 

Der kunne desuden opstå sygdom og fødsler som krævede den indkaldtes tilstedeværelse, 

eller en ung indkaldt kunne risikere at måtte afbryde sin igangværende uddannelse, hvilket 

kunne have negative konsekvenser for hans fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet. 

Alle disse konsekvenser var årsag til, at de indkaldte og deres pårørende henvendte sig til 

Munch og her er det interessant at se på, hvordan politikerne og militærvæsenet reagerede 

på de indkaldtes situation. 

1 Da vores materiale i høj grad er klagende henvendelser, hører vi derfor kun sjældent om de positive tilfælde 

2 Breve vedr. sikringsstyrken 1914: ks. 44. Værd at bemærke er, at Mads selv var kandidat, og derfor sandsynligvis 

ikke så sig i stand til at tage sig af gårdens drift, hvorfor behovet for brødrenes hjælp var nødvendig. Vi 

har ikke fundet frem til resultatet af henvendelsen. 

5

6 

Den radikale regering, hvis anden periode strakte sig fra 1913-1920, blev dannet efter 

mandatflertal med Socialdemokratiet og havde ministerfirkløveret, konceilspræsident og 

justitsminister C. Th. Zahle (1856-1946), finansminister Edvard Brandes (1847-1931), 

indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) og forsvarsminister P. Munch (1870-1948), i 

centrum. De gik på valg med henblik på et opgør med den hidtidigt førte forsvarspolitik 

udtrykt i forsvarsordningen af 1909, som det borgerlige og forsvarsvenlige flertal med 

Venstres J.C. Christensen i spidsen da havde sikret. Med udbruddet af Første Verdenskrig 

skulle regeringen forene deres forsvarskritiske ideologi med hensynet til det parlamen- 

tariske flertal, der havde bestemt denne lov. Indenfor forsvarsordningens rammer viste der 

sig dog plads til at føre socialradikal politik. Eksempelvis gav krisetiden plads til dyrtids- og 

arbejdsløshedshjælpen, hvilket blev en sag for Rodes indenrigsministerium, hvor der også 

blev taget tiltag, der tog hensyn til de indkaldtes velfærd. 

Munchs krigsministerium rådede over sikringsstyrken, og i magtkampen mellem 

Munch og den militære overkommando ser vi, hvordan Munch gentagne gange tog hensyn 

til landets finanspolitik og de indkaldtes civile ønsker frem for officerernes sikkerheds- 

politiske ønsker og mål. Men hvordan kunne der tages hensyn til indkaldte uden at gå på 

kompromis med værnepligtslovens princip om lige fordeling af byrderne mellem de ind- 

kaldte? Eller skulle man følge et princip om, at der var visse indkaldte, som kunne tåle 

værnepligtsbyrden lettere end andre? Hvor højt vægtede de indkaldte lighed i forhold til 

særlige hensyn til visse grupper, og hvordan reagerede staten herpå? 

De indkaldte og deres pårørende levede under de militære og statslige rammer som 

angivet af loven, men hvis staten var imødekommende, kunne de også være med til at 

påvirke, hvordan rammerne skulle se ud. Træder vi ind i afsendernes situation og forsøger 

at fange det følelsesmæssige register, finder vi frem til de ønsker, der blev fremført som 

løsningsforslag på deres problemer. Her kan vi finde de årsager, der udløste en klage og 

finde sammenfald og tendenser brevene imellem, samt analysere de tanker, der blev gjort 

angående pligtens mening i forhold til en velfærdsstandard, der ofte blev omfavnet af et 

retfærdighedsbegreb. 

Hvordan kunne staten tage hensyn til de indkaldtes forståelse af retfærdighed og 

deres holdning til, at pligtens byrder ikke måtte gå ud over grænsen for, hvad der var nød- 

vendigt? Den politiske udfordring lå således i spørgsmålet om, hvad skulle der tages hensyn 

til; forsvarspolitikken eller de civile behov? Samt hvordan kunne de to gå hånd i hånd? Det 

gensidige påvirkningsspil mellem samfundets regelsættende lag og de implicerede borgere, 

er det, vi i afhandlingen vil undersøge gennem de mange skrivelser til Munch i perioden 

1914-15. Undersøgelsens problemformulering lyder således som følgende:

Problemformulering 

Hvilken forståelse hos de indkaldte og deres pårørende fremgår af Breve vedr. Sikrings- 

styrken om meningen med værnepligten, i forhold til de konsekvenser tjenesten medførte 

for det civile liv, samt de velfærdsinitiativer staten foranstaltede med henblik herpå? 

7

Historiografi 

Forskningen omkring hvilke konsekvenser indkaldelserne til sikringsstyrken havde for 

indkaldte og pårørende, samt hvordan regering og statsmagt håndterede disse på, er ikke 

blevet behandlet indgående i dansk historieskrivning. Fokus i dansk litteratur om Første 

Verdenskrig har i stedet ligget på militærets og politikernes håndtering af neutraliteten, og i 

disse aktørers optik. De senere år har vi dog set mere litteratur, som griber feltet an med en 

større vægt på social- og kulturhistorien og fortællinger hos civilbefolkningen. Dette specia- 

le kan historiografisk placeres inden for New Military History, som er en metodisk retning, 

der udspringer fra militær-, social- og kulturhistorie. Professor emeritus Peter Paret 3 ind- 

fanger dette i følgende brede definition af begrebet: 

8 

New Military History refers to a partial turning away from the great captains, and from weapons, 

tactics, and operations as the main concerns of the historical study of war. Instead we are asked to pay 

greater attention to the interaction of war with society, economics, politics and culture. 4 

Det er således et felt, der ikke kun beskæftiger sig med militærstrategi, international politik 

eller våbenarter, som traditionel militærhistorie gør, men i stedet med et bredere perspek- 

tiv søger at indfange erfaringen af krigen fra flere sider. Da definitionen er meget bred, er 

det komplekst kort at ridse op, hvad der findes indenfor feltet. Her har vi taget udgangs- 

punkt i, hvad vi har ladet os inspirere af, men ikke nødvendigvis behandlet i afhandlingen. 

Socialhistorie 

I den danske litteratur om Første Verdenskrig må nævnes Den store krig (2005) af Niels 

Arne Sørensen, som er et breddeværk om Første Verdenskrig i verdensoptik, hvor han 

finder ligheder mellem den politiske og økonomiske situation i Danmark og de krigs- 

førende lande. Samtidig behandler han emner inden for socialhistorien, hvor fokusset er på 

hjemmefronten og bl.a. kvindernes betydning i de krigsimplicerede lande. 5 

Det socialhistoriske felt har været mere indgående beskrevet i international litteratur. 

Sheila Rowbotham 6 fokuserede i 1973 på de engelske arbejderklassekvinder (bl.a.) under 

Første Verdenskrig. Et generelt fyldigt tema ved meget socialhistorie om krigen er temaet 

om de efterladte kvinder, der indtog arbejdsmarkedet både i landbrug, på fabrikker eller 

3 Institute for Advanced Study, Princeton, USA. 

4 Paret 1991:10. 

5 Sørensen 2005:425-427. 

6 Rowbotham 1973:108-123.

som sygeplejersker ved fronten. Dette felt er blevet angrebet med forskellige perspektiver: 

samtidens romantisering af kvinderne gennem propaganda; feminisme, stemmeret og 

magtbalancen mellem kønnene, og andre igen har fokuseret på de kummerlige levevilkår, 

kvinderne har haft. 7 Richard Wall & Jay Winter’s The upheaval of war: family, work and 

welfare in Europe, 1914-1918 skal også fremhæves. Her analyseres sociale uligheder, 

madforhold, sundhed, forbrug og klasserelationer på hjemmefronten komparativt de 

krigsførende lande imellem. Og der stilles spørgsmål ved hvor vidtrækkende konsekvenser 

kvindernes funktion under krigen egentlig havde for eftertiden. 

I Danmark behandles med et socialhistorisk perspektiv de omfattende dyrtids- 

reguleringer, som havde stor indflydelse på landets økonomi. 8 Dansk Velfærdshistorie, 

bind 2 – Mellem skøn og ret (2011), redigeret af Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og 

Niels Finn Christiansen, gennemgår velfærdens markante udvikling i perioden 1898-1933. I 

kapitel 3 skriver Søren Kolstrup om velfærdstiltagene under Første Verdenskrig. Dyrtids- 

hjælpen beskrives, men i afsnittene om hjælpekasserne nævnes de ekstraordinære under- 

støttelser under krigen kun på én linje. Fokus ligger på værdidebatten, hvor det diskuteres 

om hjælpekasserne skal ses som brud eller kontinuitet i socialhjælpens historie. 

Nordslegsvig – fronten og hjemmefronten 

Et emne, som fra dansk side behandles, er nordslesvigernes forhold under krigen. I Dan- 

skere på Vestfronten, gennemgår Claus Bundgård Christensen kronologisk slagene på 

Vestfronten gennem fortællinger af dansksindede i den tyske hær. Dette perspektiv ’fra 

bunden’ er en måde, hvorpå vidnerne får lov at tale og Christensen benytter uddrag fra 

breve, som en repræsentation af, hvad der var på sinde hos soldaterne og underbygger 

således den almene historie med de partikulære. Af konsekvenser som berørte de indkaldte 

og samfundet nævnes fraværet af de indkaldte derhjemme, hvilket gik hårdt ud over det 

slesvigske landbrug pga. manglende økonomisk kompensation og arbejdskraft. Metodisk 

frembringer det empirisk behandlede en fælles vidneberetning, hvor hyppighed af emne- 

forekomster og tendenserne i brevene bestemmer, hvad der var vigtigst for de indkaldte. En 

metode, som vi ligeledes benytter i afhandlingen. 

Megen regionalhistorie fra Nordslegsvig behandles via forskellige førstehåndsberet- 

ninger. Inge Adriansen og Henrik Fangel skriver i Krigens hverdag 1914-18 9 fra 1984 om 

både kvindernes vilkår, skolerne, sundhed og forholdet til myndighedernes på hjemme- 

7 Fridenson 1992; Ute 1997 + 1988:267-296; Braybon 1998; Braybon & Summerfield 1987; Thom 1998. 

8 Andersen & Jacobsen 2012:15-28. 

9 Adriansen & Fangel 1984. 

9

fronten. Senest har Adriansen behandlet hjemmefrontens hverdagsliv i Sønderjyderne og 

den store krig 1914-1918 (2006). 

Soldaterberetninger 

Derudover findes en del soldaterberetninger fra Nordslegsvigere, som deltog i krigen for 

tyskerne. Her kan nævnes Poul Wemmelunds fremstilling af Hans Bruuns dagbogsnotater 

og brevvekslinger med sin hustru. Bruun skildrer problemerne ved at være dansksindet 

tysk soldat. Det gælder ligeledes Hans Lorentzens dagbog, udgivet af Inge Borup med titlen 

Og det kalder man at være civiliseret, fra Lorentzens tid i tysk tjeneste, hvor man får ind- 

blik i hans dagligdag og krigens social- og kulturhistorie, og tillige den følelsesmæssige side 

af den venten og rædsel, han oplevede i skyttegravene. 10 Der findes mange soldaterberet- 

ninger fra de krigsimplicerede landes soldater, med klassikere som Remarques’ Intet Nyt 

fra Vestfronten eller Ernst Jüngers mere kyniske beretninger. En behandling af engelske 

soldaters erfaringer med krigen gives af kritiske Fussell i The Great War and Modern 

Memory. 11 Forskellen i dette speciales behandlede kildemateriale i forhold til disse sol- 

daterberetninger, der oftest var skrevet i dagbogsform henvendt soldaternes pårørende, 

ligger i, at vores behandlede kildemateriale var henvendelser til statsmagten og de militære 

myndigheder og ofte havde karakter af en ansøgning til løsning om et konkret problem. 

Ny kulturhistorie 

En ny-kulturhistorisk og endnu en regional vinkel på sikringsperioden gives i forskningen 

knyttet til Greve Museum, som i 2014 åbner Museum for Danmark under 1. verdenskrig på 

Mosede Fortet som var en del af søbefæstningen da det blev færdiggjort i 1916. 

10 

I 2010 blev antologien Tunestillingen – Forsvarsvilje og hverdagsliv, redigeret af 

museumsleder ved Greve Museum Henriette Buus, ingeniør, etnolog og ph.d. Her analy- 

seres ’forsvarsviljen’ forstået som ”viljen til at indgå i det, som er nødvendigt for Danmarks 

overlevelse, hvad enten det er i det militære forsvar som soldat eller ved at varetage andre 

civile opgaver, …”. 12 Forfatterne griber muligheden for at analysere denne vilje i lokal- 

området omkring Tunestillingen, hos både de indkaldte soldater fra hele Danmark, som 

gjorde tjeneste og fordoblede befolkningstallet, og hos den prøvede lokalbefolkning, som 

måtte opfylde deres del af pligten i form af husly, opvartning og dermed øgede udgifter og 

manglende pengebeholdning til følge. 13 Også specialeafhandlingen i historie ved Roskilde 

10 Wemmelund 2000; Borup 1998. 

11 Remarques 1929/1985; Jünger f.eks. I stålstormen 1920/2012; Fussell 1975. 

12 Buus 2010:105. 

13 Forholdene for kvarterværterne, se Andersen, Jensen & Svenningsen 2007.

Universitet Civile i uniform – en undersøgelse af disciplinbrud blandt soldater ved 

Tunestillingen i sikringsperioden (1914-19) (2009) af Ditte Maria Rømer Hermansen og 

Louise Ahmt kredser om konsekvenserne ved indkaldelserne af de værnepligtige, ved at 

følge fire soldaters straffehistorie set fra militærets og de indkaldtes side. Den metodiske 

vinkel lægges mikrohistorisk i forsøget på at se de fire soldaters levede liv vist gennem 

deres straffehistorier, og er et inspirerende input til soldaternes oplevede erfaring i 

sikringsperioden. 

New Military History 

Et bud på en udgivelse inden for New Military history hvor militærhistorien analyseres 

nedefra, gives i Benjamin Ziemanns War Experiences in Rural Germany 1914-1923 (2007), 

der er baseret på, hvordan brevvekslinger mellem soldater og deres familier var med til at 

opretholde forbindelsen mellem front og hjemmefront. Ziemann laver statistikker på bag- 

grund af sit materiale, som lader teksten foregå som et pendul mellem kvantitative analyser 

og kvalitative førstehåndsberetninger. Brevkorrespondancer og overvågningsrapporter af 

postvirksomheden udgør det primære kildemateriale, og Ziemann afdækker hvilke bekym- 

ringer, der gjorde sig gældende for soldater, som blev taget væk fra deres arbejde og hjem 

og indkaldt til hæren. Perspektivet og metoden fra Christensen og Ziemann har inspireret 

os til at se, hvad der var på sinde hos de danske indkaldte i sikringsstyrken, som det 

kommer til udtryk i henvendelserne til Munch. 

En af de problematikker, som Ziemann rejser, og som behandles i denne afhandling, 

er forholdet til værnepligten og nedslidningen af viljen til at være i krig. Der peges på, 

hvordan de store hierarkiske forskelle, der var i den tyske hær, førte til en opfattelse af 

uretfærdighed blandt de tyske menige. Der var flere militære ledere som var klar over, at 

folket kun ville være villige til at yde ofre, hvis de fik mulighed for politisk indflydelse og 

hvis byrderne blev fordelt retfærdigt, men disse intentioner nåede aldrig ud til de alminde- 

lige soldater. 14 Netop denne nedslidning viste sig at være særligt udpræget blandt grupper 

af ældre indkaldte, som fysisk havde det hårdt, og blandt gifte som var nervøse for deres 

familier og børns velbefindende, hvorfor de klagede i stort tal til det tyske krigsministe- 

rium. Muligheden for at kunne brevveksle med hjemmet var vigtigt for at holde moralen for 

soldaterne oppe. 15 

Fra engelsk side kan nævnes Adrian Gregory, Charles Messenger og Ilana Bet-El. 16 

Bet-El undersøger bl.a. mændenes selvopfattelse og identitet som værnepligtige soldater (i 

14 Ziemann 2007:73f. 

15 Ziemann 2007:111f; Messenger 2005:436f. 

16 Gregory 2003:177-191; Bet-El 1999; Messenger 2005:130f. 

11

modsætning til frivillige), mens Gregory og Messengers fokus her er på modtagelsen og 

administrationen af værnepligtens indførelse i England i januar 1916, og på de mange 

indkaldte, der forsøgte at undgå indkaldelsen. Messenger skriver, at op mod 750.000 

mænd ansøgte om udsættelse eller fritagelse i første halvdel af 1916, hvilket blev behandlet 

gennem civile domstole. Mulighederne for fritagelse var flere; man skulle have et arbejde 

med et nationalt formål, have særlige finansielle eller forretningsmæssige forpligtelser, 

være gift, være syg eller af samvittighedsgrunde ikke ville i krig. 17 Disse muligheder for 

fritagelse eller udsættelse er interessante, da vi i specialet undersøger samme muligheder 

for frihed for sikringsstyrkens soldater. 

MA i historie Michael Hesselholt Clemmesen har produceret en række udgivelser med 

fokus på den politiske spænding og interessekonflikt, der var omkring forsvarsordningen af 

1909, og hvordan den militære ledelse håndterede Danmarks neutralitet og menings- 

uoverensstemmelserne med den forsvarskritiske radikale regering. 18 En indføringen i 

denne problematik gives bl.a. i The Danish armed forces 1909-1918 – Between politicians 

and strategic reality fra 2007, hvor problematikken anskues gennem militærets og flådens 

optik. Væsentlig for denne afhandling er arbejdspapiret fra 2007 Nedslidningen – Udvalg- 

te kildeklip om danskerne og deres neutralitetsforsvar under 1. verdenskrig, redigeret af 

Clemmesen. Nedslidningen giver et indblik i noget af den store mængde af kilder om 

perioden der findes på Rigsarkivet. Fyndordet i arbejdspapiret er ’belastning’, altså på 

hvilke måder sikringsperioden belastede de indkaldte, befolkningen generelt og hærens og 

flådens ansatte, hvorved Clemmesen m.fl. udvider analysen af belastningen til at gælde 

andre områder end militær og flåde. 

Legitimeringen af krig – pligtens pris 

Krigsførende magters legitimering af krigsførelse er behandlet omfangsrigt i international 

litteratur. Harold Lasswells Propaganda Technique in the World War fra 1927 peger på, at 

nødvendigheden af en synlig, og helst ond, fjende er grundlæggende for en stat, hvis den 

overfor befolkningen skal retfærdiggøre tabene krigen medfører. Rosseau et al. opstiller i 

Democratic leaders and war: simultaneously managing external conflicts and domestic 

politics (2012) forholdet således: 

17 ibid., Military Service Act 1916. Årsagen gift blev fjernet igen allerede i maj samme år. 

18 Om regeringens politik se Hvidt 2005; Lidegaard 2003. 

12

Assuming that a leader has managed to promote a compelling justification and has taken his or her 

nation to war, the second condition for success is ensuring that the public stays convinced about the 

wisdom of the policy. In large part, this is the product of a leader’s ability to do two things. The first is 

keeping the costs proportional to the stakes (Gelpi et al. 2005-6). The leader of a nation fighting for its 

existence only needs to worry about winning, not about casualties. On the other hand, leaders fighting 

wars with questionable security benefits must worry a great deal. 19 

Dette vægtskålsperspektiv anvender vi i vores afhandling. 

Fælles for den brede betegnelse New Military History er tilgangen til forsvarsvilje, 

nedslidning, og belastning på tværs af hele samfundet. Vores bidrag er en analyse af 

sikringsperiodens civile og militære erfaringer set i den gruppering af de indkaldte, som 

engagerede sig politisk i forhandlingen med de militære myndigheder og ministerier. 

19 Rosseau et al. 2012:356-357. 

13

Kildevalg 

Buus og Ahmt & Hermansen har identificeret og kort behandlet enkelte af brevene i Breve 

vedr. Sikringsstyrken 1914-19 i Munchs arkiv gennem deres arbejde med befolkningens og 

de indkaldtes forsvarsvilje ved Tunestillingen. Vinklen på denne afhandling er, hvilke 

årsager og argumenter, der blev brugt fra de indkaldtes side i forsøget på at få myndig- 

hederne til at afhjælpe deres trængte situation. Til belysning heraf er brevene gode kilder. 

Afhandlingen har således lagt vægten på arkivalier, der primært befinder sig i Krigsministe- 

riet eller i forlængelse heraf. 

14 

Brevene befinder sig på Rigsarkivet i P. Munchs private arkiv i serien Militære sager. 

1909-1940. 20 De er skrevet i perioden fra august 1914 til godt ind i 1919 og består af ca. 1650 

breve. Af dem har vi statistisk og kvalitativt behandlet brevene skrevet mellem august 1914 

til og med juli 1915, og de resterende har vi læst stikprøvevist, og anvendt til at vurdere 

tematiske ændringer 1914-18. Udover indkaldte eller deres pårørende kan afsenderne være 

politikere, som har modtaget et andragende fra en indkaldt eller dennes pårørende, og 

derefter sendt en anbefaling videre til Munch, Krigsministeriet eller anden politiker. Ofte er 

ansøgningerne attesteret af prominente personer, som skulle garantere for rigtigheden af 

årsagerne. Attestationerne sammen med den store mængde af politikere som anbefaler 

ansøgningerne, vidner om en pålidelighed om det ansøgte. I øvrigt var der fra ministeriets 

side krav om attestationer, men det vender vi tilbage til senere. 

Det er ikke lykkedes os at fastslå, om brevene er landet direkte på Munchs bord, eller 

om de har været omkring Krigsministeriet forinden, som sammen med Overkommandoen 

officielt tog sig af sådanne sager. Forklaringen på hvorfor det var Munch, der modtog 

brevene kommer vi tilbage til senere, men en af typiske årsager var, at mange henvendelser 

blev afvist, hvis de indsendtes ad militærets kommandovej. Notitser på brevene vidner om, 

at Munch selv tog sig af brevene, men også embedsmænd, i hvilket tilfælde Munch muligvis 

blot har skimmet henvendelserne igennem. Munch var ikke den eneste modtager af hen- 

vendelser fra soldater og deres pårørende. I Krigsministeriets kopibøger over udgående 

breve har vi fundet kopier af svar på lignende henvendelser, men ikke henvendelserne fra 

Munchs arkiv selv. 21 

I øvrigt var den officielle og korrekte vej for en indkaldt at sende sine spørgsmål ad 

den militære kommandovej, hvorfor der i bataljonsarkiverne findes mængder af breve. 

Derfor har vi, for at orientere os om hvordan kommandovejshenvendelser ser ud, under- 

20 Arkivserien består af 10 enheder, hvoraf vi har undersøgt kassenumrene 43-47. 

21 Kopibog vedr. forandring.

søgt 11. regiments 32. bataljons arkiv, men det kunne lige så vel have været et andet batal- 

jonsarkiv. 22 Antallet i det enkelte bataljonsarkiv er langt færre end i Munchs, men en 

fremtidig undersøgelse af flere bataljoners arkiver kan danne grundlag for en komparativ 

vurdering af henvendelsernes indhold og sagsgang. For denne undersøgelse bidrager 

bataljonsarkivet med at give et mere sammenhængende billede af, hvem en ansøgning blev 

sendt til, og hvordan den blev behandlet, da man her kan følge sagsgangen fra afsender via 

kommandovejen til modtager og tilbage igen, 23 hvorfor vi bruger den til at forstå hen- 

vendelserne til Munch, som netop ofte er blevet afvist af bataljonen. En markant forskel på 

Munchs arkiv og bataljonens er, at Munchs arkiv indeholder en majoritet af henvendelser 

fra pårørende og dermed har civil karakter, i modsætning til bataljonens som næsten 

udelukkende er militære. 

Brevene er fordelagtige at analysere i forhold til vores problemstilling, idet de kan 

svare på hvilke civile konsekvenser – i afsenderens optik – der lå til grund for brevets 

affattelse. Til at nå frem til en sådan forståelse kunne vi også have anvendt soldaterbreve 

henvendt familien eller andre, men vi ville netop indfange den forhandlingsproces, der 

foregik mellem den indkaldte og staten, i forsøget på at få værnepligtens byrder afstemt 

med følgekonsekvenserne på hjemmefronten, samt statens behov for de indkaldte på det 

sikkerhedspolitiske plan. De to lag var gensidigt afhængige af hinanden, og derfor åbner 

brevene op for en undersøgelse af, hvordan regeringen og de militære autoriteter vurde- 

rede og imødekom henvendelserne. 

Det fører os videre til en undersøgelse af hvilke regler, der var gældende og hvilke 

klagemuligheder, de indkaldte havde. Derfor har vi behandlet en række kilder, der udgår 

fra statsmagten. For at få et indblik i regeringens holdning til og behandling af henvendel- 

serne fra de indkaldte, har vi undersøgt de officielle udmeldinger i Rigsdags-, Lov- og 

Ministerialtidende samt i enkelte cirkulærer fra den behandlede periode. Disse giver et 

nøjagtigt billede af hvilke love, der blev vedtaget, samt hvordan kommunerne skulle ef- 

fektuere dem. De giver også et indblik i den lovgivende magts holdning til og diskussioner 

af sociale foranstaltninger, der blev foretaget som følge af de mange indkaldte, som blev 

ramt økonomisk. Kilden kommer til kort, når der ledes efter dyberegående diskussioner 

vedrørende sikringsstyrkens eksistens som sådan. Et af de politiske temaer havde i flere år 

frem mod krigen været forsvarsvæsenet, som var delt i forsvarsvenlige (Venstre og Kon- 

servative) og forsvarskritiske (Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet). Da krigen 

udbrød, blev de politiske partier på tværs af ideologier enige om det fornuftige i at fremstå 

som enige i forsvarsspørgsmålet. 

22 Indgåede skrivelser 32. Bataljon. 1914. 

23 Se De indkaldtes muligheder for henvendelse hvor vi undersøger kommandovej og sagsgange. 

15

16 

De sikkerhedspolitiske uenigheder kommer mere til syne i de interne møder mellem 

Krigsministeriet og Overkommandoen, og vores tilgang har her været at undersøge de 

hensigter og bestemmelser, der fra ministeriel hånd har været afgørende for de indkaldte, 

og ikke håndteringen af f.eks. Tysklands krav om minespærringer i dansk farvand. Derfor 

gør vi brug af direktør i Krigsministeriet generalmajor Ulrichs referatprotokol over de 

anspændte møder om sikringsstyrkens indkaldelsesforhold holdt mellem ministeriet og 

Overkommandoen. Referaterne er en god kilde til at forstå Overkommandoens og mini- 

steriets forskellige holdninger til, om de indkaldte skulle have mulighed for orlov, hjem- 

sendelse og udsættelser, og hvordan de skulle fungere, samt hvordan den kritiske og/eller 

disciplinnedbrydende presse skulle håndteres. Referaterne bærer præg af at være skrevet af 

en ansat i Krigsministeriet idet Munchs og ministeriets holdninger oftest er mere fyldige og 

formfuldendte, hvorimod Overkommandoens generalløjtnant Gørtz og generalmajor 

Berthelsens iltre temperamenter udstilles ved gengivelse af deres følelsesudbrud såsom 

”Ja!”, ”Bestemt nej!” osv. Vi har forsøgt at gennemskue Ulrichs tilhørsforhold til ministeriet 

og samtidig fremstille generalernes holdninger sobert. 24 

En begrænsning ved Munchs arkiv er, at svarene på henvendelserne ikke fremgår. 

Derfor har vi behandlet de udgående svarskrivelser fra Krigsministeriets kopibøger samt 11. 

regiments 32. bataljons indgåede skrivelser (se ovenfor). Kopibøgerne giver repræsentative 

svar på indkomne henvendelser fra indkaldte og pårørende – repræsentative, da vi ikke har 

fulgt en enkelt eller to sager – men i højere grad på et mere overordnet plan undersøgt 

typiske ønsker og argumenter fra afsenderne samt typiske svar fra ministeriet. 

For at få indblik i hvilke retningslinjer, der gjaldt for udstedelsen af særlige orlover, 

hjemsendelser og udsættelser, har vi undersøgt Lov om Hærens Ordning af 1909, 25 men 

også arkivalierne i Krigsministeriets 5. Kontors Mobiliseringskontor har været vigtige for at 

slå fast, hvilke grupper af indkaldte, der i særlig grad blev tilgodeset med orlover m.m. 

Bilag til Beretning afgiven af Kommissionen til Undersøgelse og Overvejelse af 

Hærens og Flaadens fremtidige Ordning til Regering og Rigsdag fra 1922 har været nyttig 

at konsultere, da vi heri har kunnet finde en række faktuelle oplysninger om sikringsstyr- 

kens forhold. Efter krigen blev der nedsat en kommission, som skulle evaluere Hærloven af 

1909 i lyset af sikringsperioden. Først og fremmest giver den med sine oversigter og op- 

tællinger vedrørende sikringsstyrken et overblik over dens sammensætning og forhold. Idet 

kommissionen var sammensat af både politikere på tværs af det politiske barometer samt 

folk fra militæret, giver den et interessant indblik i de vidt forskellige opfattelser, der var af 

sikringsårene og sikringsstyrken som en succes eller ej. 

24 Ulrichs referatprotokol 1910-18. 

25 Gengivet i Bilag til Beretning 1922:1-103.

Af aviser beror undersøgelsen på Roskilde Dagblad, Politiken og Københavns Amts 

Socialdemokrat til orientering om, hvad pressen skrev om begivenhederne vedrørende 

sikringsstyrken 1914-15. Vi ville gerne undersøge, hvordan stat og regering kommunikerede 

love og vedtagelser til befolkningen gennem rigsdagsreferater og orienteringer, og der- 

udover om der i aviserne blev trykt soldaterhenvendelser af samme karakter som dem i 

Munchs arkiv. Udover dette er hver avis valgt på baggrund af særegne kvaliteter. 

Roskilde Dagblad er valgt for at få indsigt i en lokalavis’ behandling af et område, 

hvor sikringsstyrken havde en stærk tilstedeværelse. Tunestillingens placering gjorde det 

oplagt som fokusområde for en lokalavis, da området har haft forsvarsmæssig interesse. 

Politiken, hvor Edvard Brandes indtil 1904 var redaktør, er valgt for at få indsigt i et 

bredere perspektiv om de nationale betydninger af krigen, samt hvordan den radikale 

formidling af situationen tog sig ud. Københavns Amts Socialdemokrat er valgt på bag- 

grund af de mange referencer til Socialdemokraten iblandt kildematerialet, der gjorde det 

til en oplagt avis at undersøge for soldaterklager, som var fraværende i f.eks. Politiken. Da 

vores mål ikke har været at lave en analyse af dagbladenes holdninger i debatten, har vi 

undladt yderligere inddragelse af partipolitiske og interesseorganisatoriske kilder i vores 

undersøgelse. 

Desuden har vi brugt en af periodens centrale personers erindringer, P. Munchs 

Erindringer, bind to og tre fra perioden før og under verdenskrigen. Munch var historiker 

og hans erindringer læner sig delvist tæt op ad kildemateriale vi har set og erindringerne 

fremstår således ret sandfærdige – hvilket passer til karakteristikken af Munch som per- 

son 26 – men vi har været opmærksomme på deres subjektive karakter. Vi har anvendt 

erindringerne for at få et indblik i Munchs syn på perioden og tolkning af problemerne ved 

sikringsstyrken, her især angående de mange henvendelser fra indkaldte der var rettet til 

ham. 

Der er en række arkivalier, vi har brugt i mindre omfang, og endnu flere vi har 

undersøgt, uden at finde det vi ledte efter. Arkivalierne fra Århus kommunale Hjælpekasse 

som findes på Erhvervsarkivet, har vi anvendt til at belyse hjælpekassernes funktion som 

formidler af kompensationer til de indkaldtes familier. Til samme formål har vi undersøgt 

kommunebudgetter fra Århus kommune fra Indenrigsministeriets kommune- og køb- 

stadskontors arkiv. Desuden har vores jagt på henvendelser til indenrigsministeriet 

vedrørende nabohjælpen til indkaldte på landet været frugtesløs, 27 hvorimod vi har 

26 Hvidt 2005:26. 

27 Vi har undersøgt Indenrigsministeriets 1. Kontor, som indeholder kopibøger over indgåede og udgåede 

skrivelser, indsendte kommunebudgetter m.m. 

17

lokaliseret henvendelser vedrørende spørgsmål om udbetaling af støtte til indkaldtes 

familier, som vi har anvendt i behandlingen af denne foranstaltning af staten. 

18

Teoretiske og metodiske overvejelser 

I dette afsnit præsenteres den nye kulturhistorie som en metodisk tilgang, retfærdigheds- 

begrebet begrebsafklares i henhold afsenderes argumentationer, og til slut redegøres for 

filosof og sociolog Jürgen Habermas’ pligt og rettighedsbegreber, så spændingsfeltet 

mellem det at være borger med rettigheder og samtidig skulle udføre sin pligt overfor 

landet, kan behandles. 

I henvendelserne ser vi, at de indkaldte og deres pårørende udnytter klageretten som 

borgere, når pligten synes at udgøre en uretfærdig størrelse. Specialet behandler, hvad 

brevafsenderne forestillede sig, at de kunne gøre, når de skulle gøre brug af deres klageret 

og påvirke ministeren. Til dette formål skal vi introducere nogle begreber, som vil hjælpe til 

at åbne op for analysen af empirien. 

Den nye kulturhistorie og New Military History 

Først og fremmest arbejder vi ud fra en optik, der udspringer af den retning, som benævnes 

den nye kulturhistorie. I den nye kulturhistorie tages højde for samspillet mellem de 

politiske beslutninger og hverdagslivets udførelse af ‘den lille mand’, og dr.phil. Palle Ove 

Christiansen beskriver forskellen mellem kulturhistorie og den nye kulturhistorie i for- 

holdet til magthavere og politiske beslutninger. Christiansen mener, at hvor politisk 

handlen i kulturhistorien er udeladt til fordel for en mere ren hverdagslivsfortælling, ses 

denne i en ny kulturhistorisk optik som noget, der er en del af kulturen. De politiske 

beslutninger giver nemlig en indsigt og forståelse i den måde, hvorpå samfundet fungerede 

og hvilke regler og rammer datidens personer havde gældende for sig. Da det er disse 

menneskers historie og forståelse af verden, vi vil fortælle om, bliver magtens struktur 

netop relevant og et kulturelt anliggende. Christiansen beskriver konsekvensen af denne 

form for fortælling om samfundet set mellem det store politiske og det lille 

hverdagsorienterede som værende “netop livet, der står i centrum.” 28 Det er dette liv hos 

forfatterne af henvendelserne og modtagerne af dem, vi gerne vil tættere på. 

På lige vis anvender vi en metode, som hører under betegnelsen New Military History, 

jf. Historiografi, som åbner op for muligheden for at analysere krigen og militæret fra 

andre perspektiver i samfundet end blot fra militæret selv. På den måde lapper de to ’nye’ 

historietilgange – hhv. den kulturelle og den militære – over hinanden. Hvor det nye i den 

kulturhistoriske tilgang er tilføjelsen af de politiske beslutningers betydning i analysen af 

28 Christiansen 2003:31. 

19

hverdagslivet, er det nye i den militærhistoriske tilgang tilføjelsen af flere samfunds- 

perspektiver vedr. erfaringen af krigen. 

20 

Disse tilgange åbner op for et væld af muligheder og vi har her valgt at fokusere på 

den forhandlingsproces, der udspiller sig mellem de indkaldte eller deres pårørende og 

Munch. Grunden til dette er, at vi vil opnå indsigt i hvilke årsager, der ligger til grund for, 

at folk benytter deres klageret og få imødegået deres udfordringer. Analysen af denne 

forhandlingsproces mellem borger og stat vil derved vise, hvad parterne forventede af 

hinanden, og desuden vil tendenserne i forhandlingerne vise succesraten af de veksel- 

virkende påvirkninger. 

Retfærdighed 

Et tema der gennemsyrer problematikken, er spørgsmålet om pligt og retfærdighed. Til 

tider bliver der i afsendernes argumenter henvist direkte til det uretfærdige ved et forhold, 

andre gange optræder det mere subtilt. Men hvad opfattedes som uretfærdighed hos 

afsenderne? Vi har fundet frem til to forståelser af retfærdighed, som er repræsenterede i 

henvendelserne. Den ene forståelse stiller spørgsmålstegn ved det rimelige ved et givent 

problem. Den anden har nærmere karakter af afmagt affødt af et givent problem og ønsket 

er, hvad bedst kan betegnes som barmhjertighed. 

Rimelighed 

Retfærdighed forstået som rimelighed repræsenteres ved de tilfælde, hvor afsenderne 

umiddelbart kan sammenligne deres situation med andres. Ideen bygger på en forståelse af 

lighed. Dvs. at når nogen får mere eller lider mere i forhold til andre, opfattes det som 

urimeligt. Et eksempel der er rigt repræsenteret i klagerne til Munch er, hvad vi kan kalde 

en intern militær urimelighed, hvor en indkaldt sammenligner antallet af orlovsdage med 

en anden indkaldt, og konstaterer, at hans er færre end den andens. Det er urimeligt. 

I forhold til civilsamfundet, eller fædrelandet, ser de værnepligtige dem selv som dem, 

der giver eller ofrer noget til fordel for resten af befolkningen uden nødvendigvis at få noget 

igen. Det kan synes urimeligt, men som modvægt er der en forståelse af pligten som noget 

meningsfyldt, der giver værdi til gengæld idet de gør det for andre og dette udligner det der 

ellers ville være urimeligt. Der herskede en indforståethed i det rigtige og vigtige ved ind- 

kaldelserne i august 1914. Forsvarsviljen vejede så at sige tungere på vægtskålen end de 

byrder indkaldelserne pålagde de indkaldte og deres pårørende i øjeblikket. 

Forsvarsviljen fik sin næring i den optik, at Danmark var snublende tæt på at blive 

inddraget i krigen. Danmark blev dog ikke inddraget i krigen og herved opstod der et

meningstab ved værnepligten, da den mistede sin værdi og vægtskålen tippede til fordel for 

følelsen af, at de værnepligtiges byrder var for store, i forhold til hvad situationen krævede. 

Det er lettere at nære viljen til forsvar, hvis den angribende fjende er tydelig – og helst 

ond. 29 Når der ingen fjende var, ville lidelserne skabt af indkaldelsen være formålsløse. 

Dette forhold havde den betydning, at de ekstra byrder som de indkaldte og pårørende bar i 

forhold til resten af samfundet, i form af værnepligt, ikke blev opvejet af et forventet 

meningsbidrag. Således så den indkaldte og hans pårørende, at byrderne var urimelig 

fordelt i forhold resten af samfundet, som ikke skulle aftjene værnepligt. 

Barmhjertighed 

Retfærdighed udtrykt som et ønske om barmhjertighed kommer også til udtryk i henven- 

delserne og denne forståelse er noget anderledes end den interpersonelle sammenlignelige 

retfærdighed. Til forskel fra denne, kan der ikke peges på det direkte urimelige ved deres 

situation, men der optræder en anden problemstilling. Disse henvendelser giver udtryk for 

en accept af indkaldelserne, men grundet det problem som indkaldelserne udgør, beder de 

Munch om at gøre noget, der kan ændre situationen til det bedre. De har altså ingen 

hjemmel i lovgivningen og har ikke som førnævnte gruppe hjemmel i det umiddelbart 

uretfærdige i forskelsbehandlingen af mennesker. Til gengæld henviser de implicit til en 

normaltilstand for samfundet, under hvilke forhold det ville være urimeligt at lide de civile 

tab de udtrykker. Og hvis afsenderne mente, at situation nærmede sig normalen, jf. 

opfattelsen af den vigende risiko for fremmed indtrængen, fandt de det uretfærdigt, at de 

var stillet lavere end resten af samfundets muligheder for velfærd, og skulle lide tab til 

ingen nytte (jf. følgende afsnit Velfærd). 

I henvendelserne optræder et tydeligt magtforhold mellem politikerne som magt- 

havere og de indkaldte som den ydmyge part. Netop det, at afsenderne var den part som 

havde ønsket, og modtagerne var dem, der kunne indfri disse, bevirker, at den mulige 

forargelse og vrede kommer til udtryk som ydmyghed, desperation og forhåbning. De er 

ikke uenige i, at de skal udføre deres pligt, men de har en udfordring de ellers ikke ville 

have haft og beder om almisser eller lignende hjælp. Munch har magt til at ændre deres 

konkrete situation og afsendernes ydmyge form sigter til Munchs barmhjertighed. 

Disse to orienteringer om retfærdighed baserer sig i begge tilfælde på en forståelse om 

noget, der har en karakter af at være godt og rigtigt. Den personlige relation afspejler 

således en moralsk forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og hvilke værdier, der 

29 Lasswell 1938:47. 

21

synes vigtige. Der synes altså at være to muligheder for at tildele pligten mening; den ene er 

soldaternes deltagelse i krig og den anden er, for myndighederne, at imødekommende de 

klagende på den ene eller anden måde. Det første blev aldrig tilfældet og derfor skal vi se på 

det sidste i lyset af et velfærdsbegreb. 

Velfærd 

Velfærd kan forstås på mange måder. Den måde vi bruger begrebet er via en forståelse om 

det gode liv. Med dette menes, at velfærd består af ønske-opfyldelse, hvilket betyder, at jo 

mere ens liv går som man har planlagt det, desto bedre velfærd har man og vice versa. Der 

eksisterer her en distinktion mellem velfærd og velstand, da velstand ikke nødvendigvis 

garanterer det gode liv, men ofte er rammesættende for, at det gode liv kan forekomme. 

Ønskerne om det gode liv som velfærden omfatter, gælder hensigter, planer, projekter og 

ambitioner, hvilket kan være svære at sammenligne mellem to personer, men selvom 

sammenligning på denne vis er upræcis, er den ikke ubrugelig. 30 

22 

Forvaltningen af velfærd er i moderne socialliberale stater typisk givet via en politisk 

magt, som i de indkaldtes tilfælde var den radikale regering. Den radikale værdipolitik 

havde en social profil og de radikale som folkevalgte var hermed ansvarlige for hånd- 

teringen af velfærden i landet i overensstemmelse med denne profil. Et princip bliver her 

relevant for vores undersøgelse: 

Princippet om kompensation for at være under normen. 

Hvis en person på grund af en hændelse eller omstændighed p på en ikke-fortjent måde er dårligere 

stillet end det, der er normalt, dvs. end mennesker i almindelighed er, så bør hun kompenseres 

svarende til, at p ikke var indtrådt. 31 

I dette princip optræder en forståelse af lighed som man sammenligner med “det, der er 

normalt,” hvilket bringer os til et andet princip om lige velfærd under ansvar: 

Princippet om lige velfærd under ansvar. 

Det er i sig selv dårligt, hvis nogle mennesker har lavere velfærd end andre af grunde, som de ikke selv 

er skyld i. 32 

Dette er relevant, eftersom der ud fra denne forståelse ville følge, at de tab de indkaldte i 

sikringsstyrken led i forbindelse med udførelsen af deres pligt i sig selv ville være dårlige. 

Derudover ville tabene være forårsaget af normen i form værnepligten. I de indkaldtes 

30 Holtug, Kappel & Lippert-Rasmussen 1997:24. 

31 ibid.:79. 

32 ibid.:48.

tilfælde bestod velfærden af, hvad der gav mening for dem. Henvendelserne er udtryk for et 

tab af velfærd, fordi de netop så det, som gav mening for dem, blive nedbrudt. Således var 

de politiske tiltag, i det omfang de kompenserede de indkaldtes tab effektivt, et udtryk for 

statens håndtering af deres ansvar for velfærden på dette område. Fra politisk side måles 

velfærd typisk i penge og problemstillingen bliver således meget konkret og ligner et 

spørgsmål om velstand, men følger dog et andet formål, hvor velstanden er et middel til at 

skabe meningsfuld velfærd. Til at belyse disse normer har vi anvendt Habermas’ begrebs- 

afklaring om pligt (rettens tvang) og rettigheder som de fremkommer i en demokratisk 

retsstat. 

Borgerpligt og rettigheder i et demokrati 

Hele Habermas’ teori om fakticitet og gyldighed angående den demokratiske retsstat er 

ikke for os interessant at bruge i vores undersøgelse, men nogle af hans antagelser indenfor 

begreberne om pligt og ret samt deres begrundelsesargumenter er meningsfulde at tage 

med og vi vil her præsentere de dele som er væsentlige for vores undersøgelse. 

Ifølge Habermas er den moderne ret den domsfældende enhed for den demokratiske 

stat og Habermas definerer retten med følgende evner. “Den moderne ret er dannet af et 

system af tvingende, positive og - ifølge sine egne krav - frihedsgaranterende normer.” 33 

Med dette mener han, at de tilstedeværende normer har en karakter af tvang. Derudover 

opstiller Habermas hvorledes folkesuverænitet og menneskerettigheder forudsætter 

hinanden. 34 Her mener han, at hvis man indordner sig under den positive rets regler, som 

man herved vælger at finde legitime, så er der ikke længere frihed til at vælge, hvordan 

man regulerer sit liv i forhold til denne rets beslutninger. Man er herefter underlagt den 

legitimerede positive rets procedure og sprog som retssubjekt, dvs. at man som retssubjekt 

er tvunget til at handle indenfor den krævende normramme, medmindre man vil udsætte 

sig selv for straf. For undersøgelsen betyder dette, at indenfor disse rammer gælder værne- 

pligten, som den fremtræder i værnepligtsloven og lov om hærens ordning af 30 september 

1909, som et sådan normkrav. 

Klageret 

En af de frihedsgaranterende normer er klageretten, som skal have en model borgerne kan 

bruge, hvilket Habermas opfatter som en garanti af rettigheden selv. Vi ser dette værende 

tilfældet i problemstillingen, hvor der er masser af empirisk klagemateriale, hvori der gives 

33 Habermas 2005:56. 

34 Den demokratiske procedure: Hermed mener Habermas forfatningstanken som sammenstykket af rådslagning 

i den ene eller anden form, hvor alle retssubjekter som sådan har stemmeret. 

23

udtryk for en manglende forventningsafstemning mellem lovenes og værnepligtens hensigt 

og sikringsstyrkens konsekvenser for borgerne. Et kritikpunkt Habermas opstiller her er, at 

retten skal forholde sig til retssubjektets klageret for at fremtræde som legitim magtfaktor. 

24 

Et spørgsmål der her rejses, er hvorvidt brevene blev taget alvorligt af magten og om 

der blev gjort noget for de værnepligtige i overensstemmelse med forståelsen af at være den 

ansvarlige magtfaktor i henhold til love og forståelsen af retfærdighed. Omvendt mener 

Habermas også det gør sig gældende, at: 

…den lige fordeling af disse subjektive rettigheder (og deres »fair« værdi) på sin side kun tilfredsstilles 

af en demokratisk procedure, der danner grundlag for formodningen om, at den politiske menings- og 

viljesdannelse er fornuftig. På denne måde forudsætter privat og offentlig autonomi hinanden, uden at 

den ene kan gøre krav på at have højere prioritet end den anden. 35 

Habermas ophøjer her igen fornuften som værende omdrejningspunkt for fairnesstanken. 

Det er igennem den almene fornuft og sikringen af de forhold, der kan få denne beslut- 

ningsproces til at skabe fornuftige politiske viljesbeslutninger, at rettigheder legitimeres 

hos både den private og offentlige autonomi. Eller sagt anderledes, for at den fornuftige 

beslutning skal kunne opnås er både menneskerettigheder og folkesuverænitet påkrævet 

som tilstedeværende i den positive ret. 

Den forhandlingsproces vi iagttager, forstår vi som en udveksling af information og 

holdninger med ønsker og formål i henhold til afsenderens selvforståelse som borger med 

retten til at klage. Derudover havde afsenderne en klar forventning om, at der var en mulig- 

hed for, at Munch eller andre vil gøre noget, hvis der fremlagdes passende argumentation 

derfor. Med passende menes det som afsenderne selv har tænkt som værende væsentligt 

for at få deres ønske opfyldt. Det skal siges, at der iblandt henvendelserne er tilfælde, som 

blot klagede uden egentlig at have et ønske eller som ikke indordnede sig under reglerne for 

meningsudveksling, hvor der skal efterlades plads til genmæle. 36 

Opsamling 

Grundantagelsen i vores teori er en forståelse af menneskets lighed, hvor der samtidigt er 

et magtforhold, der gør sig gældende. Magten har her ansvaret for at opretholde ligheden 

som ikke af natur er givet, da man ikke kan kontrollere de omstændigheder man har, når 

man bliver sat i verden. I denne forståelse, hvor mennesket optræder med lige rettigheder, 

vil det have den konsekvens, at hvis afsenderne af brevene blev tilgodeset i overensstem- 

35 Habermas 2005:64. 

36 Et eksempel herpå er et stillet krav om hjemsendelse under trussel til Munch om nedskydning på gaden, 

hvis det ikke sker.

melse med denne teori så ville regeringen have haft en lignende menneskeforståelse og 

herved opretholdt en norm derom. Habermas’ model nævner dog ikke noget om den 

demokratiske legitimitets kår under krigsforhold. 

Krisetiden begrænsede normaltilstandens muligheder for borgernes frihed, og satte i 

soldaternes tilfælde deres civile ret til at klage på pause. Af sikkerhedspolitiske årsager 

indskrænkedes ytringsfriheden for borgerne over en kam i forhold til holdninger til Dan- 

marks rolle som neutral. De indkaldtes muligheder for at stille spørgsmålstegn ved deres 

situation var lovmæssigt begrænset til at foregå internt gennem henvendelse i kommando- 

vejen, og Munch opfordrede pressen til at sende soldaterklager til ham frem for at lade dem 

trykke. 

De indkaldte mødte derfor en autoritær mur, når de skulle lufte deres utilfredshed om 

deres forhold. De var begrænsede i deres muligheder for forhandling. Skulle de klage 

offentligt, var det oftest som anonyme i dagbladene af frygt for at blive straffet for at bryde 

loven om at skulle henvende sig til de militære myndigheder. Men de mange afvisninger ad 

denne vej fik dem i stedet til at skrive til Munch. Brevene og de indkaldtes situation og 

erfaring af sikringsperioden, og på den anden side statens håndtering af dem, kan dermed 

belyse, hvordan de civile rettigheders muligheder var under krigstiden, hvor rettigheder og 

sikkerhedspolitik skulle forenes. 

For at uddybe forståelsen af denne situations konsekvenser ser vi således Habermas’ 

model for borgere i en demokratisk retsstat som et udgangspunkt for vores undersøgelse, 

der skal hjælpe med at fortolke mekanismerne om mening i forhold til de begreber, der er i 

spil som normer, ret, pligt, magt og legitimitet m.v. 

25

Sikringsstyrken som kildernes kontekst 

De værnepligtige indkaldte blev en del af sikringsstyrken, som fandt sin hjemmel i §22 i 

forsvarsordningen af 1909: 

26 

Under særlige omstændigheder kan ministeren for det værnepligtige personales vedkommende 

foretage afvigelser fra de i det følgende anførte tidsbestemmelser for uddannelsen, og sådanne 

afvigelser kunne navnlig træffes under faretruende forhold for at tilvejebringe den fornødne 

sikringsstyrke. I sidstnævnte tilfælde er ministeren også berettiget til i nødvendig udstrækning at 

afvige fra de i denne lov for genindkaldelser givne bestemmelser. 37 

Med værnepligtsloven fra 1912 påhvilede ”den mest personlige tyngende af alle borger- 

pligter” 38 alle ustraffede mænd med dansk indfødsret og fast bopæl i Danmark, og byggede 

på et princip om en lige fordeling af byrderne. Sikringsstyrken omfattede hær og flåde, men 

for at forstå hvad det ville sige at være indkaldt i sikringsstyrken, tager vi som eksempel 

udgangspunkt i hæren hvortil det største mandskab var indkaldt. Styrken bestod både af en 

gruppe fastansatte officerer, men langt den største del var værnepligtige menige. At være 

værnepligtig betød, at man efter session, i fodfolkets tilfælde, skulle gennemgå en basis- 

uddannelse som rekrut i 165 dage, hvorefter en del blev udvalgt til at blive officerselever 

eller lignende. De hjemsendte blev derefter genindkaldt til øvelser to gange i løbet af de 

første otte år af værnepligten, hver gang af 25 dages varighed og derefter en gang med seks 

dages varighed i løbet af det niende til tolvte år af værnepligten. 39 Der kunne tjenes frivilligt 

fra 18 år, ellers skulle man møde på session som 20-årig, hvor den komplette værnepligt 

strakte sig over 16 år. Dette viser, at den lavere del af det militære hierarki, som bestod af 

værnepligtige menige og befalingsmænd, udgjorde langt den største bestanddel af sikrings- 

styrken og det er denne del af de værnepligtige, som stod bag de mange henvendelser til 

Munch. 40 

Efter mindre foranstaltende indkaldelser den 31. juli, indkaldtes hele styrken i peri- 

oden frem til 5. august, hvilket bragte styrken op på 58-60.000 mand, som i hovedsagen 

stod parat 6. august (se Bilag 2). 41 Af dem var ca. 47.000 placeret på Sjælland og ca. 10.500 

i Jylland og Fyn. Den geografisk ulige fordeling af mandskabet var blevet bestemt i 

hærloven af 1909 ud fra tanken, at et forsvar af Danmark var et forsvar af København. Et 

betydeligt antal jyder havde afdelinger på Sjælland, og var langt hjemmefra i forhold til 

37 Bilag til Beretning 1922:5. 

38 Revision af værnepligtslovgivning 1952:12. 

39 Bilag til Beretning 1922:10-11. 

40 Buus 2010:108-109. 

41 Bilag til Beretning 1922:468.

deres sjællandske kammerater. At være indkaldt til sikringsstyrken gjorde sig gældende i to 

forhold: 1) at du var værnepligtig og 2) din tjeneste havde en formålsparagraf. 

De lange og gentagende indkaldelser var anstødsstenen for de fleste indkaldte og 

deres pårørende. Sikringsstyrkens formål var nemlig ikke tænkt som et langsigtet projekt, 

men som en forberedelse til en eventuel mobilisering. Sikringsstyrken var strukturelt ikke 

gearet til en vedvarende foranstaltning og værn af Danmarks neutralitet. Hvis landet blev 

en deltager i krigen, skulle der mobiliseres og til dette formål var sikringsstyrken løsningen 

som overgangsfase mellem freds- og krigstid. 42 

Den samlede udvikling for sikringsstyrkens størrelse er senere blevet opgjort og 

forløbet for styrkens totale fremtræden kan ses i efterfølgende Figur 1, hvor antallet af 

soldater kan ses ud for den givne dato på den lodrette akse, hvor mange af disse var 

sammenfaldende med reguleringer af styrken. 

For politikerne og militæret var sikringsstyrkens midlertidige konstruktion heller ikke 

heldig. Overkommandoen anså den aldrig for at være i stand til at løse sin opgave, og op- 

fordrede i starten af krigen til en fuld mobilisering. Sidenhen kæmpede den for at beholde 

styrken på en vis størrelse og med det rette materiel. Den politiske agenda er noget sværere 

at forklare kortfattet, og det er endnu uklart, hvad den radikale regerings dybere hensigt 

med sikringsstyrken gennem krigen var. 43 En ting som de politiske partier blev mere enige 

om som tiden gik var, at sikringsstyrken var for dyr, hvorefter den fra 1917 gennem regule- 

ringer blev kraftigt decimeret. 44 Med ophævelsen af Overkommandoen, Frontkommando- 

erne, Fæstningsbykommandoen og Tune Artillerikommando den 31. marts 1919 afsluttedes 

sikringsperioden og de sidste indkaldte i sikringsstyrken blev sendt hjem. 45 Det var inden- 

for sikringsstyrkens rammer, at vores kildemateriale opstod og vi skal nu se på vores 

behandling af brevene, der omhandlede disse indkaldtes situationer. 

42 Sikringsstyrken skulle i udgangspunktet bestå af værnepligtige, som manglede en indkaldelse, så sikringstjenesten 

trådte i stedet for en senere 25 dages øvelse. Bevæggrunden for dette var, at sikringsstyrken ikke 

ville være en større økonomisk byrde for staten, hvis den blot var indkaldt i indtil 25 dage. (Ulrichs referatprotokol 

1910-18, I:94). 

43 Eksempelvis mener Lidegaard, at P. Munch med Tunestillingen førte et maskeradebal, hvis hensigt var at 

binde så mange midler og mandskab til ét sted, så de forsvarsvenlige ikke kunne tillade sig at kræve yderligere 

større militære tiltag, samtidig med, at det i mindst muligt omfang ville stride mod de radikale kardinaldyder 

(Lidegaard 2003:70). 

44 Samlet set for krigen endte udgifterne til sikringsstyrken for staten på 287,5 mio. kr. (377 mio. inkl. de 

normale udgifter). Til sammenligning var statens totalforbrug for finansåret 1913-1914 før krigen på 111,4 

millioner, hvoraf Krigs- og Marineministeriet udgjorde en post på 28,6 millioner. Udgifterne eksploderede i 

løb med krigens udvikling på flere forskellige poster i statsbudgettet. (Bilag til Beretning 1922:408-410; 

Statistisk Aarbog 1914.) 


27

Figur 1. Viser styrketallet i sikringsstyrken 1914-19. 46 

46 Bilag til Beretning 1922:416-418. 

28 

01-‐08-‐1914 

07-‐08-‐1914 

15-‐10-‐1914 

16-‐01-‐1915 

15-‐02-‐1915 

17-‐03-‐1915 

06-‐06-‐1915 

20-‐08-‐1915 

10-‐11-‐1915 

20-‐01-‐1916 

17-‐04-‐1916 

22-‐06-‐1916 

07-‐09-‐1916 

22-‐11-‐1916 

09-‐02-‐1917 

05-‐04-‐1917 

11-‐06-‐1917 

13-‐08-‐1917 

14-‐10-‐1917 

11-‐02-‐1918 

12-‐02-‐1918 

12-‐11-‐1918 

01-‐12-‐1918 

23-‐12-‐1918 

04-‐02-‐1919 

01-‐03-‐1919 

01-‐04-‐1919 

Oversigt over styrken i sikringsstyrken 

9815 

9060 

9030 

17205 

20045 

24072 

32561 

31095 

33809 

34472 

40379 

39705 

43819 

44536 

43235 

43466 

42453 

45363 

45666 

50495 

48429 

54580 

58000 

57190 

57991 

58151 

64101 

0 10000 20000 30000 40000 50000 60000 70000

Kildebehandling 

I følgende afsnit vil vi gennemgå de overvejelser, vi har haft i forbindelse med arbejdet med 

kildematerialet, give konkrete eksempler på behandlingsprocessen, samt fremvise det 

statistisk indsamlede materiale. Helt konkret har vi gennemlæst arkivalierne Breve vedr. 

Sikringsstyrken i Peter Munchs privatarkiv i arkivserien Militære sager, 1909-1940. Ved 

gennemtælling fandt vi frem til, at totalmængden af breve i arkivalierne udgjorde 1634 

henvendelser. 47 

Fordeling af de 1634 henvendelser i Breve vedr. Sikringsstyrken 

1914* 1915 1916 1917 1918 1919 

335 892 195 133 66 13 

20.5% 54.6% 11.9% 8.1% 4.0% 0.8% 

*Sikringsstyrken blev først samlet i august 1914, så mængden af henvendelser her er på et begrænset antal 

måneder (august-december) i forhold til de resterende år. 

Vi har statistisk valgt at behandle det første år efter krigens udbrud i perioden august 1914 

til august 1915 for at få det største indhug i materialet og herved behandlet 888 ud af de 

1634 breve for at se, om der fandt udviklinger sted, der giver mening indenfor statistisk 

repræsentation i månedsintervaller. At det samlede antal af henvendelser for årene 1918 og 

1919 er så lille i forhold til 1915 gør det uhensigtsmæssigt at lave statistisk sammenligning 

over hele perioden, da det uanset fordeling vil vise faldende tendenser efter 1915 pga. 

manglende data. Derimod vil vi kvalitativt behandle denne slutperiode for om muligt at 

spore et stemningsskifte i forhold til tiden ved krigens udbrud. 

Størstedelen af disse henvendelser er skrevet i hånden, hvilket gjorde læsningen til en 

opgave af varierende sværhedsgrad, da dette indebar alt fra kyndige hænder på fint papir til 

kruseduller på grænsen til det absolut utydelige. To eksempler på håndskrifter vises neden- 

for, hvor den første er let læselig modsat den anden mere udfordrende skrift. 

”Forsvarsministeren, hvem jeg som indkaldt til Sikringsstyrken, er forhindret i selv at søge…” 

47 Diverse kilder som har sneget sig ind i arkivkasserne uden karakter af at være en henvendelse relateret til 

sikringsstyrken er ikke inkluderet i optællingen. 

48 Breve vedr. Sikringsstyrken 1915: ks. 45 

48 

29

30 

”Kære Svendborg 

Man har bedt mig anbefale medfølgende Ansøgning hvad jeg kan af godt Hjerte…” 

Formålet med dette er at illustrere, hvordan vi læseteknisk er gået til værks. De lettere 

breve kan læses uden problemer, men i de dunkle tilfælde har vi benyttet os af associativ 

læsning, med hvilket vi mener følgende: Efter af have sporet os ind på typiske ord for 

konteksten i disse breve, som f.eks. orlov, hustru, livsstilling, m.v. åbnede det op for en 

større forståelse om indhold, hvorefter brevet blev læst igennem igen indtil teksten gav 

mening i sammenhæng. Dette har den betydning, at der for de meget svære håndskrifter, 

kan være opstået fejlfortolkninger i enkelte breve i læsningen, som kan have gået videre i 

den statistiske optælling. For at imødegå dette har vi i de svære tilfælde krydsrefereret 

brevene med hinanden. Derfor kan vi præsentere et gennemarbejdet billede af indholdet af 

alle de behandlede breve i forhold til vores statistiske bearbejdning. Den største udfordring 

har været at identificere navne, både på personer eller steder, hvor vi til tider har været 

prisgivet. 50 Det skal nævnes, at vi igennem specialet har citeret efter moderne retskrivning i 

forhold til præsentation af brevene, men herved ikke har ændret på indholdet. 

Statistiske forberedelser 

For at skabe overblik over de mange breve læste vi oprindeligt et udpluk på ca. 50 breve 

(heraf nogle ved Greve Museum på forhånd transskriberede) med det formål at opstille 

årsagskategorier, som kunne svare på, af hvilke årsager man klagede. Det viste sig hurtigt 

ikke altid at være så enkelt, da klagerne i Munchs arkiv repræsenterer forskellige afsender- 

grupperinger m.v., men vi endte med at opstille tolv forskellige årsagskategorier. 51 Udover 

årsager, fandt vi det også interessant at undersøge om disse årsager ramte nogle sociale 

49 ibid. 

50 Vi har begge erfaring med læsning af gotisk håndskrift fra 1600-tallet, samt engelsk og dansk håndskrift fra 

1800-tallet, så udfordringen omkring læsning af skrifter har ikke været os fremmed. Se evt. Studieforløbsbeskrivelse 

(Bandlysning af ukendte gerningsmænd i Vester Egede 1650-51 samt Carl Christian Rafn og 

opdagelsen af Amerika). 

51 Kategorierne er navngivet følgende; tabt indtjening, understøttelse hjemmefra, arbejdsgiver savner, 

arbejdsplads i fare, samfundspligtig rolle, savn, giftefolk, graviditet, sygdom, orlov/andre, uddannelse, og 

politik/landets økonomi og bliver gennemgået i den statistiske fremstilling af disse under afsnittet De 

værnepligtiges problemer. 

49

grupperinger hårdere end andre, samt modtager- og afsenderforhold. Fokus i afhandlingen 

orienterer sig mod konsekvenserne i det civile liv og derfor blev en sortering af henvendel- 

serne nødvendig, da det ikke var alle brevene, der var velegnede hertil. 

Henvendelsernes relevans 

Efter gennemlæsningen sad vi tilbage med en række førstehåndsindtryk, der typisk rela- 

terede sig til enten det civile liv eller det militære liv, hvilket er grundlaget i vores sortering, 

hvor fokus er på konsekvenserne for det civile livs omstændigheder hos de indkaldte. Vores 

statistiske optælling af brevene er altså opdelt i to kategorier 1) relevante og 2) irrelevante: 

1) Situationen på hjemmefronten, hvor der bliver taget stilling til, at manden, sønnen 

eller kollegaen ikke længere kunne udfylde sin rolle, typisk som forsørger eller ansat. 

2) Om forholdene i tjenesten, som kan omhandle officerer, der opførte sig uan- 

stændigt, forplejningens usle karakter samt manglende sovepladser, dårligt materiel 

o. lign. 

Udover de to områder er der en mængde kuriøse henvendelser, vi ikke tager stilling til, som 

f.eks. en mordtrussel til Munch, en anmodning om lån til at starte en symaskinestue, et salg 

af et selvopfundet angrebsvåben til marinen m.m. De tilfælde, der ikke har noget med de 

indkaldtes situation indenfor sikringsstyrken at gøre, er altså ikke med i optællingen. I alt 

har vi behandlet 569 relevante klager og 319 irrelevante. 

Henvendelser der falder indenfor rammerne af område (2) har vi betragtet som 

irrelevante for vores problemstilling, da vores ærinde ikke er, at undersøge interne militære 

forhold i sikringsstyrken. Et eksempel på en sådan irrelevant henvendelse kan ses i Bilag 1. 

Udover de for undersøgelsen irrelevante henvendelser har vi dem, der falder indenfor 

område (1), som vi finder relevante, da de omhandler situationen og konsekvenserne i det 

civile liv som forårsaget af tjenesten i sikringsstyrken. Et af de sjældnere nydelige korte 

eksempler på en kort relevant ansøgning lyder som følger: 

31

32 

Roskilde, den 2/6 1915 

Til Excellence Forsvarsminister P. Munch, 

Krigsministeriet København K. 

Sygepasser no. 46/1914 H.C. Bang af 2. hold sygepassere - tjenstgørende ved garnisonssygehuset i 

Roskilde - tillader sig herved at forespørge deres excellence hvornår jeg kan vente at blive hjemsendt, 

da det vil være af stor betydning for min økonomiske fremtid. 

Underdanigst, H.C. Bang. 52 

Her ser vi et ønske om information angående hjemsendelse, hvor årsagen er Bangs øko- 

nomiske situation. Et gennemgående tema i henvendelserne er et ønske om at kunne 

planlægge sin tjenestetid i forhold til det civile liv. Denne henvendelse kunne sagtens have 

den bagvedliggende historie, at Bang skal tiltræde en fast arbejdsstilling efter endt tjeneste 

og arbejdsgiveren ønsker at vide, hvornår de kan regne med ham. Det er forhold, som er 

italesat i lignende ansøgninger. 

Vores relevanskriterium kan problematiseres, for i det tilfælde, at Bang havde udeladt 

årsagen til henvendelsen; sin økonomiske fremtid, ville henvendelsen klassificeres som 

irrelevant. Dette betyder, at det udslagsgivende for relevanskriteriet er italesættelsen af 

problemet. Der skal være angivet en årsag til henvendelsen. På denne måde er vores under- 

søgelse forankret i et modtagerperspektiv, som tager stilling til afsendernes situation som 

den forekommer i de sociale og civile årsager, der angives. Et gode angående dette er, at vi 

kan få at se, hvordan der blev tænkt med henblik på den argumentation, der blev anvendt 

for at opnå det ønskede resultat. 

Udover de behandlede breve har vi for 1914 og 1915 klassificeret ved datomarkering 

for at få udviklingen af henvendelserne til Munch. I Figur 2 nedenfor fremgår en faldende 

tendens af henvendelser i det hele taget, hvilket falder yderligere for de resterende år. 

Derved vil alle observationer indenfor dette materiale med høj sandsynlighed vise faldende 

tendenser og den mest interessante statistiske periode er således frem til august 1915. I 

denne graf fremgår de ukendte henvendelser dog ikke, da det ikke har været muligt at 

datere dem. 

52 Breve vedr. Sikringsstyrken 1915: ks. 45.

120 

100 

80 

60 

40 

20 

0 

6 

2 

4 

25 

13 

12 

Oversigt over henvendelsesantallets månedlige udvikling 

97 

53 

44 

73 

43 42 

30 

50 

69 

Figur 2. Udviklingen af de daterbare henvendelser. Den blå kurve udgør henvendelser der opfylder relevanskriteriet, 

den grønne kurve udgør de henvendelser der opfylder kriteriet for irrelevante henvendelser og den 

gule kurve udgør det samlede antal breve. 

Et interessant træk ved grafen er, at de relevante henvendelser har store udsving, imens de 

irrelevante holder sig på et nogen stabilt leje. Vi kan ikke umiddelbart forklare denne ten- 

dens, men for de store udsving af de relevante henvendelser skal vi senere se på, at det 

virker rimeligt at antage, at de har en sammenhæng med de tiltag, der blev gennemført, og 

som kunne påvirke det civile liv. 

8 

98 

29 

Vi vil herefter gennem undersøgelsen ikke længere lave distinktionen mellem de 

forskellige typer af henvendelser og fremtidige benævnelser af henvendelser vil være at 

betragte som de 569 relevante breve medmindre det modsatte specifikt er angivet. De 

behandlede breves geografiske ophav stemmer ikke altid overens med placeringen af 

hjemstavnen for de indkaldte, hvilket behandles i følgende afsnit. 

80 

55 

72 

47 

25 25 

52 

32 

20 

86 

63 

23 

56 

35 

21 

109 

Relevante Irrelevante Total 

78 

31 

88 

36 

57 

17 

42 

33

Geografiske overvejelser angående henvendelserne 

Der har ikke været en enkeltstående metode til at kunne fastslå de indkaldtes hjemstavn, 

hvilket medfører et noget upræcist resultat. Med visse antagelser indenfor rimelighedens 

grænser, kan man dog komme tæt på. I vores behandling har vi inddelt de geografiske 

områder i kategorierne Sjælland, Jylland, Fyn, Bornholm og ukendt. 

34 

Indkaldtes hjemstavne som beskrevet i de 569 henvendelser 

Sjælland Jylland Fyn Bornholm Ukendt 

205 201 44 1 118 

36% 35% 8% 0% 21% 

Til at placere de indkaldtes hjemstavne har vi taget stilling til, hvem afsenderne var, 

samt hvordan de indkaldtes situation blev beskrevet. Det betyder, at iht. brevene fra 

indkaldte, har vi benyttet den angivne afsenderplacering, medmindre hjemstavnen blev 

specificeret andetsteds i brevet. En fejlkilde her er, at indkaldte, som skrev under tjenesten, 

angav deres afdelings placering, som kunne være et andet sted i landet end deres hjem- 

stavn. For familie, naboer, kredsmænd, sognefogeder o. lign. har vi knyttet deres geo- 

grafiske placering til de indkaldtes hjemstavn medmindre andet blev nævnt. I tvivlstilfælde 

eller mangel på information blev brevene noteret i kategorien ukendt. 

I denne grove opdeling, som viser en rimelig fordeling over landet, savnede vi detaljer, som 

muligvis kunne afsløre tendenser for særlig udsatte områder af Danmark. Derfor indsatte vi 

henvendelserne i Google Maps for at skabe et mere visuelt overblik (Figur 3). 53 Denne vi- 

suelle præsentation viser imidlertid et lidt andet billede. 

53 Vi opdagede først efter behandlingen af 1914 brevene, hvor oplagt Google Maps var til en visuel illustration, 

hvilket betyder at det kun er brevene fra 1915 som optræder på kortet.

Figur 3. Google Maps-oversigt over indkaldtes hjemstavne (blå pejlemærker) og i tilfælde hvor dette ikke 

vides, ses henvendelsernes ophav (røde pejlemærker). 

Først og fremmest er der kun de henvendelser med en kendt afsenderplacering tilstede, 

dvs. ingen ukendte. Pejlemærkerne er sat ud fra adresse, eller hvis dette mangler, sogn, 

nærmeste større by, amt eller landsdel. Derudover er der indgået en prioritetsplacering for 

at få så mange henvendelser med som muligt. Førsteprioritering indbefatter de blå pejle- 

mærker, som er de indkaldtes hjemstavne i henhold til den bestemmelsesform som angivet 

ovenfor i den geografiske inddeling. Andenprioritering indbefatter de røde pejlemærker, 

som er de tilfælde, hvor de indkaldte skrev fra deres indkaldelsesplacering eller lignende 

tilfælde, hvor man kan spore brevets oprindelse, men ikke er i stand til at lave en antagelse 

om den indkaldtes hjemstavn. 

Der synes ikke at være noget, der viser en klar afvigelse fra en nogenlunde normal 

fordeling over hele landet. Både i vores optælling samt i det visuelle billede. Geografisk set 

var der altså ikke et specielt område af landet, som blev hårdere ramt end andre pga. 

indkaldelsen til sikringsstyrken. Koncentrationen omkring de større byer handler om det 

større befolkningsantal her. Sikringsstyrkens primære placering på Sjælland har dog haft 

den konkrete betydning, at indkaldte fra andre landsdele på denne måde var mere udsat i 

35

form af længere rejsetid til hjemmet, når de skulle på orlov o. lign., hvis en lige orlovs- 

fordeling havde været givet. Vi skal senere se på, at dette ikke var tilfældet, hvilket ikke gør 

det muligt at slutte yderligere ud fra det vi kan se af den geografisk orienterede statistik. En 

anden demografisk tilgang vi har brugt er samtidens inddeling efter erhverv som den 

forekommer i Statistisk Aarbog, hvilket kan sige noget om de indkaldtes sociale lag. 

De indkaldtes fordeling på baggrund af erhverv 

Kategorierne for erhvervene er skabt for at opnå viden om social stand, hvorfor vi har brugt 

samtidens kategorier i Statistisk Aarbog – 19 de aargang 1914’s tabel 30. 54 Da det ikke altid 

var til at afkode hvilken erhvervsplacering i samfundet skribenterne havde, indførte vi en 

ukendt kategori, som er blevet temmelig stor. Udslagene i de forskellige kategorier er gjort 

ud fra første identifikation af de indkaldtes erhverv som de fremkommer i brevene og 

derefter fortolkning af hvilken kategori erhvervene passede indenfor. I breveksemplet fra 

indledningen, så vi således Mads Grue, som f.eks. selv var kandidat, men på baggrund af 

informationen; ”Men da fader har fået gården drevet ved sønnernes hjælp, …” 55 noteres 

henvendelsens årsag som vedrørende Landbrug o.a. Råstoffrembringelse. 

Figur 4. Fordelingen af de indkaldte på baggrund af erhverv som de forekommer beskrevet i de 569 henvendelser. 

Kategorierne er udvalgt fra Statistisk Aarbog – 19 de aargang 1914’s tabel 30 samt en tilføjet 

ukendt kategori til opsamling af de indkaldte hvis erhverv ikke er benævnt i brevene. 56 

54 Statistisk Aarbog 1914:26-29. 

55 Breve vedr. sikringsstyrken 1914: ks. 44. 

56 Tabel 30’s kategorier her gengivet: (Statistisk Aarbog 1914:26-29.) 

36 

Landbrug o.a. Raastoffrembringelse 

Fordeling af de indkaldte på baggrund af erhverv 

Offentlig understøttede m.v. 

De, der lever af deres Midler 

Tyende 

Daglejere o.l. 

Transport- og Trafikvirksomhed 

Handel og Pengeomsætning 

Haandværk og Industri 

Immateriel Virksomhed 

Ukendt 

1 

0 

0 

0 

6 

63 

90 

114 

109 

186 

0 20 40 60 80 100 120 140 160 180 200

Bemærkelsesværdigt er det lave antal af henvendelser fra visse klasser, primært de hierar- 

kisk lavere. Der er forbundet en vis identitet med nogle håndværk, f.eks. var erhvervene 

som lære, smed, tømrermester, maler m.m. indført i brevene i forbindelse med afsenderens 

navn. Omvendt kunne man antage, at folk uden et identitetsværdigt eller identitetsskaben- 

de erhverv er endt i vores ukendt kategori for de tilfælde, hvor man ikke kan spore deres 

sociale stilling i brevene. De klager vi behandler knytter i vid udstrækning an til det 

erhverv, den pågældende indkaldte havde, idet det bl.a. var erhvervet, det gik ud over, så 

længe indkaldelsen varede. Derfor kan en anden tolkning af de manglende tilfælde fra 

lavere sociale kategorier være, at tabet simpelthen ikke var stort nok til at klage, eller at 

man endda drog fordel af at være indkaldt som lønnet soldat, frem for et mindre givende 

eller slet intet job. Udover den sociale stand har vi undersøgt forhold omkring afsendere og 

modtagere for at se, om der er nogen andre spændende tendenser, selvom alle henvendel- 

ser er endt i Munchs privatarkiv. 

Afsender og modtagerforhold 

Afsenderne var igennem vores undersøgelse for 1914 inddelt i indkaldte, pårørende og 

ukendte. Gruppen pårørende betyder her alt fra hustruen, arbejdsgiveren, den gode nabo, 

sognefogeden m.fl. eller f.eks. en folketingsmand, der skrev på vegne af en vælger eller 

bekendt. Efter den store mængde af hustruers henvendelser betragtede vi denne gruppe for 

sig selv i 1915 og altså ikke længere blandt de pårørende, men da de kun udgjorde 11 ud af 

379 breve har vi her valgt at slå dem sammen med de pårørende igen for sammenligne- 

ligheden med 1914 kategoriernes skyld. Den samlede fordeling kan ses af tabellen. 

Immateriel Virksomhed: ’Kongehuset’, ’Kirkelige og relig. Anliggender’, ’Undervisningsvæsen’, ’Forsvarsvæsen’, 

’Forvaltning og Domstole, Sagførervirksomhed’, ’Sundhedsvæsen’, ’Litterære Virksomheder.’ 

Landbrug og anden Raastoffrembringelse: ’Godsejere og Proprietærer’, ’Gaardmænd og Forp.’, ’Parcell., 

Bols- og Husmænd’, ’Landarbejdere’, ’Landbrugsteknikere o.l.’, ’Landbrug i øvrigt’, ’Gartneri’, ’Skovbrug’, 

’Fiskeri.’ 

Haandværk og Industri: ’Mejeri’, ’Tilvirkn. af Næringsmidler’, ’Tekstilindustri’, ’Beklædningsind. og Toiletvirks.’, 

’Jordarbejder, Bygnings- og Møbelindustri’, ’Trævareindustri o.l.’, ’Læderindustri’, ’Forarbejdning af 

Sten-, Ler- og Glasvarer’, ’Metalindustri’, ’Industrier af teknisk og kemisk Art’, ’Papirindustri’, ’Ind. i litt. og 

kunstn. Retn.’, ’Industrielle Erhv. u. n. And.’ 

Handel og Pengeomsætning: ’Handel med forsk. Varer’, ’Handel med Produkter til Videreforarbejdning’, ’H. 

Med levende Dyr’, ’H. med Næringsmidler’, ’H. med Beklædningsgenst.’, ’H. med Møbler, Husgeraad m.m.’, 

’Bog-, Kunst- og Antikvitetshandel’, ’Forskellige Handlende’, ’Tilsammen Varehandel’, ’Pengeomsætning og 

Forsikringsvirksomhed’, ’Gæstgiveri m.v.’, ’Kommissionsvirksomhed’, ’Anden Virks. ved Handel o.l.’ 

Transport- og Trafikvirksomh.: ’Alm. Landtransport’, ’Jernbanedrift’, ’Sporvejsdrift’, ’Post-, Telegr.- og 

Telefonv.’, ’Søtransport, Lods- og Havnevæsen.’ 

Daglejere o.l.: -. 

Tyende: -. 

De, der lever af deres Midler: ’Pensionister’, ’Aftægtsfolk’, ’Kapitalister’, ’Legatnydere o.a.’ 

Offentlig understøttede m.v.: ’I Abnormanstalt.’, ’Understøttede af det offentlige’, ’Personer i Fængsler.’ 

37

38 

Samlet oversigt over afsendere 

af de 569 henvendelser 

Indkaldte Pårørende Ukendte 

213 328 28 

37.4% 57.6% 4.9% 

Modtagerne af henvendelserne har vi opdelt i fem kategorier, Krigsministeriet/Munch, 

aviser, politikere, andre og ukendte. Alle henvendelser attesteret til Krigsministeriet, 

Munch eller de enkelte vi har fundet til Overkommandoen vil være noteret i kategorien 

Krigsministeriet/Munch. Samtlige henvendelser attesteret til aviserne er noteret under 

kategorien aviser, hvor politikere udgør den kategori, hvor vi har kunnet identificere breve 

attesteret til forskellige politikere. Kategorien andre udgør den kategori, hvor breve finder 

vej til f.eks. sognefogeden eller familien, samt personer vi ikke har kunnet identificere ud 

fra vores persongalleri eller de andre kategorier. Ukendte er for brevene uden en angiven 

modtager. 

Modtagerfordeling af de 569 henvendelser 

K/M Politikere Aviser Andre Ukendt 

390 87 35 44 13 

68.5% 15.3% 6.2% 7.7% 2.3% 

Tabellen er de forskellige afsenderes modtagergrupper lagt sammen, hvilket bringer et 

problem omkring de pårørende. Hvis afsenderen var f.eks. en avis eller politiker var det 

naturlige næste skridt typisk at kontakte Munch eller Krigsministeriet, hvilket vil medføre, 

at Krigsministeriet/Munch kategorien optræder så stort. I følgende tabel viser vi derfor 

også fordelingen af modtagere hos kun de indkaldte for at et billede af henvendelses- 

fordelingen kan iagttages uden denne problematik. 

Modtagerfordeling af de indkaldtes 213 henvendelser 

K/M Politikere Aviser Andre Ukendt 

128 41 28 15 1 

60.1% 19.2% 13.1% 7.0% 0.5%

De værnepligtiges problemer 

Ved at betragte kilderne som vidneberetninger af samtiden får vi indblik i livet og datidens 

problemer. Kildematerialet omhandler klager og henvendelser, der skildrer enten et 

konkret problem, der ønskedes løst, eller forhold der ønskedes forbedret uden specifikke 

forslag dertil. Disse varierende årsager har vi opdelt i 12 forskellige kategorier. Kategori- 

erne er udvalgt på baggrund af en oprindelig stikprøve af materialet. Hvis et brev havde 

karakter af at beskrive en årsag indenfor en kategori, vil det tælle som et udslag i kategori- 

en. Et brev kan således forekomme i forskellige kategorier, men aldrig med mere end ét hit 

i den samme kategori per henvendelse. Dette medfører, at breve med flere afsendere eller 

skribenter kun optræder en enkelt gang, forudsat deres henvendelse kun omhandler emnet 

i en kategori. Det er dog de færreste henvendelser med flere afsendere, som skriver i for- 

hold til flere kategorier. 

Nedenstående oversigt indeholder antallet af henvendelser i forhold til de kategori- 

serede årsager. En del af årsagskategorierne læner sig tæt op ad hinanden og der kan findes 

en gennemgang af årsagskategorierne følger umiddelbart efter grafen. 

Politik/Landets økonomi 

Samfundspligtig rolle 

Arbejdsplads i fare 

Arbejdsgiver savner 

Understøttelse hjemmefra 

Årsagsforekomster i de 569 henvendelser 

Uddannelse 

Orlov/Andre 

Sygdom 

Graviditet 

Giftefolk 

Savn 

Tabt indtjening 

1 

14 

26 

34 

40 

36 

47 

66 

74 

Figur 5. Oversigt over opgivne årsager i de 569 henvendelser. Årsagernes antal er baseret på breve og ikke 

antal afsendere i brevet. Kategorien arbejdsgiver savner er kun gældende for 1915, da denne årsag først viste 

sig senere i processen. 

110 

111 

301 

0 50 100 150 200 250 300 350 

39

Tabt indtjening: 301 

Kategorien gælder for udtrykket om bl.a. 

økonomisk ruin, almen tab i indtjening 

eller manglende kapacitet i driften pga. 

det fysiske fravær. Kategorien omfatter 

både de tilfælde der er fundet sted, men 

også de potentielle omstændigheder som 

en daværende fremtidig indkaldelse ville 

medføre. Kategorien dækker således 

bredt, hvor et par af de andre til tider vil 

give udfald i både denne og de andre 

kategorier, men omdrejningspunktet 

forbliver et økonomisk ærinde. 

Arbejdsgiver savner: 111 

Indkaldte kollegaer ønskes tilbage til 

arbejdspladsen fordi de enten er specia- 

lister, gode kollegaer eller har en leder- 

stilling i firmaet, eks. hvis to ledere er 

indkaldt samtidigt. 

Arbejdsplads i fare: 110 

Indebærer selvstændige der ikke kan 

varetage deres virksomhed pga. ind- 

kaldelse og derved bange for at miste 

deres livsstilling. Derudover ansatte 

arbejdere der er bange for at miste deres 

stilling til anden side og derfor vil være 

arbejdsløse efter tjenesten. Gælder også 

større virksomheder der ikke kan vare- 

tage deres daværende struktur pga. for 

mange indkaldelser, hvilket medfører 

tab af arbejdspladser for 

40 

andre. Kategorien dækker også over 

dem der allerede har mistet sit arbejde. 

Orlov/Andre: 74 

Indbefatter orlov ud fra argumentet, at 

det er vigtigt for hjemmesituationen. 

Dette udelukker orlov ud fra et alment 

rimelighedsspørgsmål (eks. sjællændere 

vs jyder etc.). Fungerer også bredt som 

en opsamlingskategori på henvendelser 

relaterende til sikringsstyrkens hjemme- 

situation der ikke passer i de andre 

kategori. 

Sygdom: 66 

En fællesbetegnelse for dødsfald i 

familien, sygdom som den indkaldte 

lider af eller dennes pårørende, hvor 

argumentet i dette sidste tilfælde er: 

Den indkaldte bør være der til at hjælpe. 

Derudover indeholdende indkaldte som 

har forsørgerpligt af familie: eks. alder- 

dom eller invaliditet. 

Giftefolk: 47 

Gælder argumentet om at være tilknyt- 

tet familien værende et moralsk gode, 

hvilket indkaldelsen ikke skal røre ved 

samt de tilfælde hvor rollen som fami- 

lieforsørger ikke kan opretholdes pga. 

indkaldelse.

Savn: 40 

Omfatter kærester, familier etc. savner 

manden, eller omvendt. Derudover for- 

ældre der savner deres søn eller om- 

vendt. 

Samfundspligtig rolle: 36 

En kategori, hvor den indkaldte besid- 

der et unikt erhverv eller tilfører en 

uerstattelig funktion til lokalsamfundet 

(eller for den sags skyld nationalt set) 

der anses for nødvendig, eller den ind- 

kaldte er socialt ansvarlig for en masse 

arbejdspladser i lokalsamfundet (eller 

nationalt) som kunne blive truede. 

Uddannelse: 34 

Omfatter de indkaldte der gerne vil til 

eksamen men er indkaldt mens denne 

foregår. Derudover mere alment vil ind- 

kaldelse forsinke indkaldtes uddannelse 

(typisk fremtidsskuende henvendelser). 

Til sidst er kategorien også angående 

henvendelser om lærere til skolerne som 

er indkaldt og derfor vil forsinke uddan- 

nelsen af de unge. 

Politik/Landets økonomi: 26 

Er typisk pårørende der diskuterer 

sikringsstyrkens relevans i forhold til 

omverdenen og økonomi. Indeholder 

derudover militærnægterdiskussion på 

politisk plan (ønsker om ændringer i 

grundloven o.l.). Nationalt anliggende 

argument bliver her brugt for at opnå sit 

ønske, f.eks. hjemsendelse af selvstæn- 

dige. 

Graviditet: 14 

Er for de tilfælde, hvor den indkaldtes 

hustru venter barn eller har nylig født. 

Understøttelse hjemmefra: 1 

Tilfælde hvor familien understøtter den 

indkaldtes tilværelse og mister derved 

penge derved. 

41

Indførsel i de værnepligtiges situation 

Ud fra de 569 henvendelser optræder 301 relateret direkte til økonomiske tab, hvilket vil 

sige, at det økonomiske incitament optræder i lidt over halvdelen af det samlede antal 

breve. Derunder er de næstmest hyppige årsager relateret til arbejde i en eller anden form. 

En klar tendens angår således økonomi og statens tiltag til at opretholde velfærd og dette 

vil i denne sammenhæng kunne hægtes sammen med overvejelser indenfor velstands- 

orientering. 

42 

Indenfor de økonomiske årsager til at klage var en klar tendens blandt indkaldte, at de 

var familieforsørgere med kone og børn, der enten havde en lille forretning de tilså eller et 

lille stykke land de havde lånt penge til at få op at køre, hvor sikringstjenesten skabte en 

økonomisk kløft i fremtidsplanerne for både sig selv og familien. Dette kunne typisk være 

sæsonorienteret arbejde på gårdene eller i forretninger, der gik tabt under indkaldelsen. 

Om afsender var den indkaldte selv eller en pårørende, heriblandt hustruen, synes meget 

tilfældigt, men den familiære situation er meget typisk det primære argument. Et eksempel 

på at forsørgelsesgrundlaget er væk, ses i følgende hustrus anke til Munch: 

Til Hr Krigsminister Munch. 

Jeg undertegnede tillader mig herved at henvende mig til dem om det ikke var mulig de på en eller 

anden måde kunne have hjulpen mig. Jeg har på de 3 uger min mand har været indkaldt kun modtaget 

11 kr af distriktsforstanderen til at leve for og det er mig umulig at leve for det med mine to børn. Jeg 

var ude hos dem først i januar måned. Min mand ligger ved 42. bataljon 2. kompagni og han har nr. 42. 

De må ikke blive vred fordi jeg henvender mig til dem, men hvad skal jeg gøre. Jeg tillader mig at sende 

min lille dreng for at høre mulig besked. 

Med megen agtelse 

Karen Rasmussen 

Halgrensgade 5 57 

En anden typisk situation er for de ugifte selvstændige som ikke har nogen kompetent 

arbejdskraft til at erstatte sig selv med eller en familie til at støtte op omkring forretningen, 

imens de er indkaldt. Et eksempel på en selvstændig hvis virksomhed lider pga. inkompe- 

tent bestyrelse, er Anton Ejnar Sørensens skrivelse af 16. december 1914: 

57 Breve vedr. Sikringsstyrken 1914: ks. 43. Svaret foreligger ikke i Munchs arkiv.

Brørup. d. 16/12 1914. 

Til Forsvarsministeren. 

Undertegnede ansøger herved om at blive hjemsendt samtidig med det gifte mandskab. 

Da jeg for 1 år siden har købt en større ejendom med bageri og købmandsforretning ved Brørup N., har 

den ekstraordinære indkaldelse, som nu snart har varet i 5 måneder, skadet mig i høj grad, idet jeg, 

som er ugift og ingen forretningskyndig familie har, har måttet overlade bestyrelsen af forretningen til 

en fremmed ung mand, som jeg måtte antage straks efter indkaldelsen. 

Forretningen er gået meget tilbage og der er fare for, at den vil gå fuldstændig til grunde hvis jeg ikke 

snart kan komme hjem og passe den. 

Som det ses af ovenstående er det mig meget magtpåliggende at blive hjemsendt og anmoder derfor 

Forsvarsministeren om at komme i betragtning ved den forestående regulering af sikringsstyrken. 

Ærb. A.E. Sørensen 58 

Vi ved, at den henvisning til de gifte, der bliver nævnt, angår en beslutning i december 1914 

om at hjemsende de gifte fra tjenesten indtil de genindkaldes ved senere reguleringer, 

hvilket vi vender tilbage til senere i gennemgangen af Krigsministeriets initiativer til gode 

for de indkaldte. Der er flere tendenser, der gør sig gældende indenfor det økonomiske 

område, men de er ofte afarter af de to opstillede eksempler, den selvstændige eller for- 

sørgeren. Formålet med denne karikering af de indkaldtes roller er for at give et overordnet 

indtryk af, hvilken form for økonomiske problemer, der gjorde sig gældende i forbindelse 

med tjenesten, hvilket generelt skyldes den indkaldtes fravær fra sin normale civile be- 

skæftigelse. 

De forskelligartede årsager kan også betragtes som indikator ift., hvem de værne- 

pligtige var og deres indbyrdes forhold. Der var et overtal af familiefædre, selvstændige 

erhvervsdrivende eller med mænd med fast arbejde, i forhold til antallet af unge under 

uddannelse. Derfor er det ikke besynderligt, at det økonomiske aspekt fremtoner i forhold 

til det uddannelsesmæssige. 

Af akutte årsager fremgår sygdom, nedkomst o. lign. og det middelmådige antal i 

forhold til de økonomiske faktorer gør helhedsindtrykket mere plausibelt at være sandt. 

Det synes herved begrænset hvor mange syge mostre, der er blevet talt for i forhold til den 

vilje, der blev lagt for dagen til at angribe de konkrete problemer og få dem løst indenfor 

rammen af udførslen af sin pligt. Nogle af problemerne hos giftefolk (både hustruer og 

indkaldte) udgør, udover det økonomiske, savnet af familien. 

58 Breve vedr. Sikringsstyrken 1914: ks. 43. Svaret foreligger ikke i Munchs arkiv. 

43

44 

Brevene afspejler også en solidaritetstanke, der synes tilstede som en indforståethed 

omkring pligten, der skulle udføres for landet, ikke blot for de indkaldte selv, men mere 

alment i samfundet. Det var ikke blot et fænomen, der prydede avisernes overskrifter i det 

offentlige rum, men også en forståelse hos civile af at være i samme båd, hvor både 

indkaldte og ikke-værnepligtige måtte yde. 

Denne solidaritetstanke gjorde sig også gældende hos de arbejdsgivere, der skrev 

henvendelser på de indkaldtes vegne. Interessant ved arbejdsgivernes henvendelserne er 

også, at de fremgik som en privat brevudveksling mellem virksomheden og ministeren, og 

fungerede derved ikke som potentielt marketingsværktøj til at skabe goodwill om en virk- 

somhed. 

Denne solidaritetstanke ligger som en skjult tendens bag mange af de forskellige 

handlinger, og kan tyde på, at pligtens mening udgøres af solidaritetsaspektet. Der 

optræder i hvert fald en klar forventning til, at staten kan og bør gøre noget i kraft af en 

henvendelse. Hvordan denne tanke kommer til udtryk i staten skal vi se gennem grund- 

laget i velfærdsforståelsen, samt hvordan forholdet mellem velstand, velfærd og de 

konkrete tiltag hos staten tog sig ud.

Ministerielle tiltag 

I dette kapitel søger vi at afdække de tiltag, som staten foretog, der havde til hensigt at 

afhjælpe de civile problemer, som de indkaldte og deres pårørende lod komme til udtryk i 

brevene til Munch. Dette resulterede i både finansielle kompensationer samt tiltag med 

særligt hensyntagen til visse grupperinger af indkaldte i form af orlover, fritagelser m.m. 

Vi får herved indblik i statens håndtering af de indkaldte og deres pårørendes velfærd 

og velstand i forhold til resten af samfundet, og vi analyserer dermed om værnepligtens 

byrder havde en grænse i forhold til, hvad staten fandt ret og rimeligt. 

Først skal vi se på, hvordan staten gennem Indenrigsministeriet søgte at kompensere 

de indkaldte, men også hvordan ministeriet igennem dyrtids- og arbejdsløshedshjælp 

imødekom et større samfundsproblem, som de indkaldte blot var en del af. Dernæst under- 

søger vi Krigsministeriets og Overkommandoens håndtering af byrderne de pålagde de 

indkaldte, da sikringsstyrken hørte under deres ansvar. 

Disse ekstraordinære udgifter, som krigen skabte, medførte et økonomisk pres på 

både staten og befolkningen. Følgende graf viser et overblik over udviklingen for finans- 

årene igennem krigsperioden for tre grupper: Statens samlede udgifter, Sikringsstyrkens 

udgifter til hær og flåde og Indenrigsministeriet overordentlige udgifter. Op ad den 

lodrette akse ser man udgifter i millioner kroner, og ud af den vandrette akse ser man 

finansårenes udvikling fra finansåret 1913-1914 til 1919-1920. Formålet med oversigten er 

at give et indtryk over det stigende økonomiske pres landet var udsat for i krigsperioden. 

45

Udgifter i millioner kroner 

Figur 6. Krisetiden var en stor udgift for staten. Her ses statens samlede udgifter i perioden 1913-19, hvoraf 

det også fremgår hvor store udgifter hhv. sikringsstyrken, som hørte under Krigs- og Marineministeriet, og 

Dyrtids- og krigstidshjælpen, som hørte under Indenrigsministeriet, var. 59 

59 Figur 6: Statens Indtægter og Udgifter samt Kapitalstatus i Finansårene 1913-1920, i Statistisk Aarbog 

1914-20. 

1. Statens udgifter dækker over alle ministeriernes udgifter. 

2. Udgifter til sikringsstyrken dækker over Krigs- og Marineministeriernes post ’Udgifter til Sikringsstyrken’ 

under kategorien ’Overordentlige Udgifter’. 

3. Indenrigsministeriets overordentlige udgifter dækker ’Udgifter vedrørende Befolkningens Forsyning med 

Levnedsmidler og Brændsel’, dvs. dyrtidslovene som blev foranstaltet i første omgang gennem Den overordentlige 

Kommissions nedsættelse 8. august 1914. Desuden dækker det udgifter i kategorien ’Andre Udgifter 

paa Grund af Krigen’ som bl.a. indeholder tilskud til hjælpekasserne. 

46 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

0 

Statens samlede udgifter, udgifter til sikringsstyrken samt 

udgifter forårsaget af dyrtid og krigsforholdene 

111,4 

156,1 

185,2 

250,7 

1913-‐1914 1914-‐1915 1915-‐1916 1916-‐1917 

1917-‐1918 1918-‐1919 1919-‐1920 

368,6 

615,8 

532,6 

0 

40,9 

59,7 

81,5 

85,9 

87,5 

5,1 

Statens udgifter Sikringsstyrkens udgifter til 

hær og flåde 

0 

0,7 

3,2 

16,8 

100 

287,1 

207,5 

Indenrigsministeriets 

overordentlige udgifter

Det sociale net 

Selvom de mange henvendelser til Munch vidner om ønsker om forbedringer for de 

indsattes situation, så var der allerede ældre love til at understøtte de indkaldtes byrder 

samt nye love fra starten af august med hensigten til yderligere at afhjælpe situationen. Et 

overblik over hvilke love der fra starten af sikringsperioden fandtes til hjælp for de ind- 

kaldte giver derved et indblik i på hvilken baggrund henvendelserne til Munch er skrevet, 

og vidner om at der på forskellig vis blev taget hånd om de indkaldtes civile situationer 

inden reaktionerne og klagerne blev sendt til ministerierne. 

De indkaldte til sikringsstyrken så sig i vid udstrækning som civile borgere fremfor 

soldater i militæret, 60 hvilket også var derfor, at problemerne som de mange indkaldelser 

medbragte blev opfattet af den radikale regering som et indenrigspolitisk anliggende. 

Socialpolitikken var en af grundstenene for Det Radikale Venstre, hvilket fremgår af parti- 

programmet – det såkaldte Odense-program - udfærdiget på partiets stiftende landsmøde i 

maj 1905. 

Heri fremgår det, at ud over forvandlingen af militæret til en grænse- og politivagt og 

målet om en ny grundlov, så ville partiet forbedre de sociale forhold. Det indebar bl.a. en 

omformning af fattighjælpen så den ikke længere fratog sygdomsramte eller arbejdsløse 

modtagere deres valgret. Desuden ønskede de radikale forsikringer mod arbejdsløshed, 

ulykker, og arbejdsduelighed, begrænsning af arbejdstiden, ophævelse af tyendelov, alder- 

domsunderstøttelse og støtte til forsømte børn. 61 

Programmets udformning er tilskrevet Munch og Rode, 62 og Munch skrev da også i 

sine erindringer, at hans utvetydige interesseområde var det sociale og forfatningsmæs- 

sige. 63 Munch var indenrigsminister i regeringen Zahles første korte periode fra 1909-10 og 

da de radikale i 1913 igen stod overfor regeringsmagten, var der ligefrem en kamp mellem 

Rode, Munch og Zahle om ikke at blive forsvarsminister. 64 Munch endte som bekendt med 

sorteper, men forvaltede sin post som minister for militæret på en måde hvor der i høj grad 

blev taget højde for de værnepligtiges civile liv. 

60 Ahmt & Hermansen 2009, Buus 2010. 

61 Partiprogram 1905. 

62 Munchs forslag til partinavn var Det Socialradikale Venstre. (Hvidt 2005:32-34.) 

63 Munch 1960:95. 

64 ibid.:126. 

47

Hjælpen til de indkaldtes familier 

Imidlertid skal vi her fokusere på, hvad der gennem indenrigspolitikken blev gjort for de 

indkaldte, da sikringsstyrken, udover dens militære funktion som neutralitetsstyrke, blev et 

socialt- og indenrigspolitiks problem. Det socialdemokratiske folketingsmedlem K. M. 

Klausen, København, havde den 1. august 1914 henstillet regeringen at fremsætte et 

lovforslag om hjælp til de indkaldtes familier. Dette efterkom Rode i Folketinget den 6. 

august, men i mellemtiden havde bestyrelsen for Foreningen af Kommunale Hjælpekasser i 

Byerne allerede opfordret hjælpekasserne i landet til at støtte de indkaldtes familier: ”idet 

man går ud fra, at det vil være ganske urimeligt, at nogen lider nød, fordi fædrelandet 

kalder familieforsørgerne fra hjemmet,” og samtidig opfordrede regeringen til at vedtage en 

formel lov om ordningen. 65 Lov nr. 162 blev enstemmigt vedtaget 6. august, der lød således: 

48 

§ 1. Saafremt en Kommune gennem Tilskud til den Kommunale Hjælpekasse (…) yder Understøttelser i 

Anledning af Trang, opstaaet ved ekstraordinære Indkaldelser til Hæren eller Søværnet i Aaret 1914, er 

vedkommende Kommune berettiget til at kræve to Trediedele af det Beløb, som Hjælpekassen har ud- 

redet i nævnte Øjemed, erstattet af Statskassen. 66 

I fremlæggelsen af lovforslaget nævner Rode intet om, hvorfor støtten kun skal gælde de 

indkaldtes familier. I stedet lægges vægt på, at det rigtigste vil være at lade de kommunale 

hjælpekasser stå for effektueringen af understøttelsen, da disse ved hjælpekassens hidtidige 

og eksisterende arbejde bedst ville være i stand til at vurdere de enkelte trangstilfælde ude i 

kommunerne. 67 Alle partier billigede forslaget som det var stillet, men holdningen til hvor- 

for der skulle støttes, var alligevel forskellig. For Venstres vedkommende lagdes vægt på det 

beklagelige, men nødvendige ved forslaget. Højre stillede sig enige dog med bemærk- 

ningen, at understøttelsen kun skulle ydes til dem, som virkelig trængte og ikke til hvem 

som helst. Understøttelsen skulle altså ikke give anledning for nogen til at udnytte en 

’gratis’ ydelse fra staten, hvilket udtrykker de konservatives holdning til socialpolitikken, 

som skulle hvile på princippet om hjælp til selvhjælp, og ikke undergrave den enkeltes 

pligt- og ansvarsfølelse. 68 

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre lagde vægt på ’det rigtige’ og ’det gode’ ved 

forslaget, og K. M. Klausen opsummerede Socialdemokratiets holdning til, at der er en 

grænse for, hvad man kunne kræve af ofre af den værnepligtige. Loven skulle således tjene 

til, ”at mildne al den uforskyldte nød, som indkaldelserne har kaldt over så mange fami- 

65 Roskilde Dagblad 5. august 1914. 

66 Lovtidende for 1914, 1915:689. Loven blev fornyet indtil dens ophævelse 31. marts 1919. 

67 Forhandlinger 1914:52. Kommunernes udvidede selvstyre var desuden et særskilt mål i Odenseprogrammet 

fra 1905. 

68 Partiprogram 1915:pkt. 4.

lier,” 69 og holdningen lå dermed på linje med det opstillede princip om lige velfærd under 

ansvar jf. afsnittet Teoretiske og metodiske overvejelser. 

Det var for samtlige partier positivt, at hjælpen skulle udgå fra de kommunale hjælpe- 

kasser. Da bestyrelserne var baseret på frie og lige valg ude i kommunerne, blev det set som 

en tillidserklæring og en anerkendelse af, at de til bestyrelsen valgte borgere, var dem der 

havde bedre indsigt i at forvalte opgaven. Det var en konstruktion som flugtede med Det 

Radikale Venstres liberale mål om udvidet kommunal selvbestemmelse, 70 og som billigedes 

af Venstre og Højres tillid til kommunalbestyrelserne. Socialdemokratiet udtrykte mindre 

tillid, men et håb om, at kommunerne ville benytte sig af lovens tilbud. 71 

Derudover fandtes der ikke et etableret administrativt og effektuerende alternativ til 

hjælpekasserne. Den seneste fattiglov fra 1891, men som rakte længere tilbage i tiden, blev 

mere og mere kritiseret, da der lå et helt andet syn til grund for, hvem der kunne modtage 

hjælp herfra. Alle, der ikke kunne tjene til livets ophold, kunne modtage fattighjælp, men 

derved blev man deklasseret og mistede nogle af sine borgerrettigheder. 72 Diskussionen kan 

opsummeres til at handle om man var selv- eller uforskyldt i sin trang til hjælp, eller med 

datidens termer, hvem der var værdigt trængende eller ej. Dem der modtog fattighjælp, 

ansås til dels at være selvforskyldte i deres misere. Hjælpekasserne skulle derimod hjælpe 

de værdigt trængende, som virkeligt forsøgte at undgå fattighjælp. 73 Hjælpekassebestyrel- 

serne blev givet mandat til at yde støtte til de ekstraordinært indkaldte, som de vurderede 

havde brug for støtte og med et beløb, som også skulle fastsættes ud fra ansøgernes trang. 74 

Regeringen havde ingen pligt til at yde støtte til de indkaldte, da Danmark ikke var i 

krig. 75 Alligevel forventedes det fra flere sider, at staten ville gøre sit i en så ekstraordinær 

kritisk situation som udbruddet af krigen i Europa, Danmarks neutralitet og indkaldelsen 

af sikringsstyrken var. 76 

69 8. møde, 6. aug. 1914. Forhandlinger 1914:64. Kursivering foretaget af os. 

70 Principprogram 1905:pkt. 2. 

71 Hhv. Jensen-Sønderup (V), Hammerich (H) og K. M. Klausen (S), 8. møde, 6. aug. 1914. (Overordentlige 

Forhandlinger 1914:63-64.) 

72 Kolstrup 2011:151. I fattigloven fra 1891 var der dog nogle grupper som kunne modtage hjælp uden følgende 

tab af rettigheder. 

For et overblik over og diskussion af periodens socialvæsen, se Petersen, Petersen & Christiansen 2011:85- 

147. Som samtidskilde kan henvises til K. K. Steincke (1880-1963), cand. jur., socialdemokratisk debattør, 

politiker, justits- og socialminister. Steincke arbejdede bl.a. for Frederiksberg Fattigvæsen og skrev flere 

kritikker af den danske sociallovgivning – bl.a. Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920. I 1929 blev han 

socialminister og udformede Socialreformen af 1933 som i vid udstrækning byggede på hans eget værk fra 

1920. 

73 Sommer-Andersen 1926:277; Kolstrup 2011:170. 

74 Cirkulære nr. 120 af 8. august 1914. (Ministerialtidende 1914:164.) 

75 Fattigloven 1891 §61: ”I Krigstilfælde træffer Regeringen Foranstaltning, til at Forsørgelsen af tjenstgørende 

Militæres Familier sker i Overenstemmelse med Grundsætningerne i Loven om Forsørgelse af deslige 

Familier af 12te Marts 1864, saaledes at Forsørgelsen ikke medfører de Følger, som flyde af en fra 

Fattigvæsenet modtagen Understøttelse.” (Sommer-Andersen 1926:27.) 

76 Politiken den 4. aug. 1914. 

49

50 

At loven i august 1914 kun i sin tekst kom til at gælde de indkaldte med familier, skal 

muligvis søges i den førnævnte fattiglov fra 1891 om støtte til indkaldtes familier i krigs- 

tilfælde. Umiddelbart kan det virke som en urimelig distinktion mellem gifte og ugifte 

indkaldte, men vurderingen har været, at de indkaldte ægtemænds funktion som familie- 

forsørgere, og dermed byrden ved at de blev indkaldt, har været større end en hos den 

ugifte der kun skulle sørge for sig selv. 

I aviserne fra august kan man læse, hvordan hjælpekasserne iværksatte understøttel- 

sen til familierne. Det var op til hjælpekassebestyrelserne at vurdere, hvor mange penge 

den enkelte ansøger havde brug for, men det var administrativt lettest at fastsætte et 

standardbeløb for f.eks. en hustru og for antallet af børn. I Århus Kommunale Hjælpekasse 

fastsatte man således en understøttelse på 7 kr. til en hustru og 1 ½ kr. pr. barn ugentligt, 

som var til udbetaling ved rådhuset hver torsdag mellem 17 og 19, efter at have modtaget 

indenrigsministeriets cirkulære. Udover kompensationen for mandens fravær kunne 

hustruen også få husleje-, gasregning- og brændselsstøtte samt ekstra støtte til indkaldte, 

som havde børn der skulle konfirmeres. 77 

Støtten blev udvidet løbende og med den senere hjælp til arbejdsløse og den omfangs- 

rige dyrtidshjælp, blev arbejdet for hjælpekasserne så stort, at man i Århus måtte ansætte 

ekstra medarbejdere og sætte fastere rammer for træffetider på kontorerne. 78 I Roskilde 

Dagblad kan man også læse om tilfælde hvor nogle utilfredse borgere anklagede hjælpe- 

kassebestyrelserne for at være for nærige med udbetalingerne, 79 men også tilfælde hvor 

hjælpekasserne fandt tilskuddene fra kommunekassen for lille. 80 

77 Møde den 12. aug. 1914, samt møde 19. marts 1915. (Århus kom. hjælpekasse, Forhandlingsprotokol 1908- 

14). 

Til sammenligning blev det i Herstedernes Sogneråd vedtaget at yde 6 kr. om ugen til en hustru, og 50 øre 

daglig pr. barn. I Brøndbyerne gav man 4 kr. til en hustru og 3 kr. pr. barn om ugen. I Sengeløse ydede man 6 

kr. pr. uge til en hel familie. (Roskilde Dagblad 17. aug. 1914.) 

78 Møde den 11. og 19. marts 1915. (Århus kom. hjælpekasse, Forhandlingsprotokol 1908-14) 

79 Roskilde Dagblad 7. sept. 1914. 

80 Hjælpekassen 1916:9.

Understøttelser til indkaldte familier, samt deres antal, jf. lov 162 af 7. aug. 

År 

7.8.1914-‐ 

15 

Antal understøttede 

familier i de 

kommunale 

hjælpekasser 

Estimeret antal 

understøttede 

familier i 

Københavns 

Understøttelsesforening* 

1914, i årene 1914-1919 

Antal 

understøttede 

familier til 

indkaldte i alt 

20.044 10.530 30.574 

1915-‐16 30.908 11.349 42.257 

1916-‐17 30.556 8.514 39.070 

1917-‐18 11.106 4.955 16.061 

1918-‐19 2.835 2.074 4.909 

Kommunalt 

hjælpekasseunderstøttelse 

samlet og pr. 

familie i kr. 

2.204.154 

110 

4.441.073 

144 

3.789.505 

124 

1.426.096 

128 

452.211 

160 

Københavns 

understøttelsesforenings 

understøttelse 

samlet. 

Understøttelse 

til de 

indkaldtes 

familier i 

alt i kr. 

1.158.347 3.362.501 

1.634.254 6.075.327 

1.055.749 4.845.254 

634.232 2.060.328 

331.836 784.047 

Figur 7. De kommunale hjælpekassers ydelser til de indkaldte familier under sikringsperioden. 

*Tallene er udregnet under antagelse af, at det understøttende beløb pr. familie det givne år er det samme i de 

kommunale hjælpekasser som i Københavns Understøttelsesforening. 81 

Ser man på udgifterne for hjælpekasserne, får man et tydeligt indtryk af, hvor massivt et 

behov der var for understøttelse. Udgifterne til understøttelse fra Københavns under- 

støttelsesforening findes ikke i Statistisk Aarbog, hvorfra vi har hentet udgifterne fra de 

kommunale hjælpekasser. Men under antagelse af, at det udbetalte understøttelsesbeløb 

pr. familie pr. år i København var lig resten af landet, kan vi estimere, at der i 1915-16 var 

42.257 familier, som fik understøttelse af hjælpekasserne. 82 

Antallet af støttede familier var ret stabilt fra 1914 til 1917, hvor det første markante 

fald kom fra 1917 – et fald på ca. 59 pct. i forhold til året før. I tilsvarende periode faldt 

antallet af indkaldte i sikringsstyrken ca. 15 pct. 83 Hvad grunden til faldet i slutårene var, 

har vi ikke fundet nogen bud på indenfor vores undersøgelse. Udgifterne blev i hvert fald 

mindre, men om det rent faktisk gik de indkaldte bedre, eller om den omfattende dyrtids- 

hjælp hjalp tilstrækkeligt, ved vi ikke. Vi kan se, at en familie i gennemsnit fik udbetalt hhv. 

110 kr. og 160 kr. pr. år i 1914 og 1918. Prisudviklingen i den tilsvarende periode derimod 

steg fra (eksempelvis) 110 kr. i juli 1914 til 206 kr. i juli 1918 hvilket betød, at den konkrete 

købekraft faldt med ca. 23 pct. 84 

81 Statistisk Aarbog 1919:158. 

82 Inkl. Kbhs. Understøttelsesforening. Året følger hjælpekassernes finansår som gik fra 1. april til 31. marts. 

83 Fra 40.379 ved 13. regulering 5/4/1916 til 34.472 ved 17. regulering 12/2/1917. (Bilag til beretning 1922: 

416-418.) 

84 Det Statistiske Departement begyndte ved krigens start at lave månedlige opgørelser over varepriser, 

arbejdsløshed m.m. www.dst.dk/prisberegner. 

51

52 

I alt blev der anvendt over 17 millioner kroner på understøttelse af indkaldtes fami- 

lier, og som skrevet gav ministeriet frie beføjelser til hjælpekassebestyrelserne i deres 

vurdering af trangssagerne. De indkaldte familier havde ret til understøttelse, hvis der var 

trang opstået af de uforskyldte særlige forhold ved krisetiden. Iblandt henvendelserne 

tilstillet Munch ser vi, at dette vurderingsspørgsmål til tider udgjorde et problem, da ca. 10 

henvendelser oplyste, at de var blevet afvist eller på anden vis ikke fik deres behov aner- 

kendt af hjælpekasserne. 

Hensigten var, at understøttelserne skulle bruges til, hvad der var et egentligt behov 

for, ikke til en opretholdelse af det normale forbrug. I det følgende eksempel opfatter en 

hustru understøttelsen som en måde at opretholde normalforbruget, og ikke til egentlig 

trang. Overretssagfører J. L. Cohen beretter i udgivelsen for hjælpekasseloven af 1907’s 25 

års jubilæum: ”… jeg mindes også en ung kone, som stod ganske uforstående overfor, at 

man ville nægte hende hjælp til betaling af det adgangskort til Københavns Sommertivoli, 

som hendes mand plejede at købe til hende.” 85 

Der må siges at være væsentlig forskel på opfattelsen af understøttelsen som opret- 

holder af et minimumsbehov eller som en egentlig løn for et arbejde man selv kan råde over 

hvad skal bruges til. Antager man det sidste synspunkt kan man diskutere hvorvidt ind- 

kaldelserne til sikringsstyrken stadig var ekstraordinære og ikke nærmere en varig størrelse 

i hvilken man var ansat. Et sted hvor man ud over den indkaldtes løn også anså loven om 

understøttelse til familien som en retlig løn. Konen der ville bruge understøttelsen til et 

tivolikort må have været hvad de konservative frygtede ville blive tendensen, da hun ikke 

kunne anses for at være ’virkeligt trængende’ til dette behov. 

Nabohjælp på landet 

Som vi så i henvendelserne til Munch, handlede meget få af dem om problemer med 

hjælpekasserne. Det kan forklares ved, at hjælpekasserne var et indenrigspolitisk og 

kommunalt anliggende, og klager vedrørende denne understøttelse endte hos hjælpe- 

kasserne og i indenrigsministeriet. 86 

Derimod var en stor andel af henvendelserne fra landmænd, som ejede deres egen 

gård eller husmandssted, og som ikke kunne opretholde deres bedrift under indkaldelsen. 

Hjælpekasserne udbetalte primært pengebeløb eller basale varer til lavere pris, men dette 

var ikke tilstrækkeligt for at få driften til at fungere. Kunne en landmand ikke sætte sin lid 

til, at hustruen, som i øvrigt kunne rammes af både graviditet og sygdom sammen med evt. 

85 Cohen 1932:35. 

86 I Indenrigsministeriets arkiv har vi fundet enkelte sager vedr. hjælpekasser.

karle, som også kunne indkaldes, kunne passe bedriften – hvad så? Problemet går igen i 

mange af henvendelserne til Munch. F.eks. skrev en fader fra Påby ved Kolding den 19. 

oktober 1914 på sin søn og svigerdatters vegne, at de mange hundrede læs roer ikke kunne 

klares uden den indkaldte mand. Karlen og drengen på gården ”har [ikke] tilstrækkelig 

kendskab og villighed til at besørge dette, (…) De har for nylig mistet en ung hest, (…) de 

har en søn på 2 måneder så konen kan jo ikke hjælpe meget i marken, og det er vanskeligt 

at få folk her til at hjælpe…” 87 Det er tydeligt, at problemet her ikke var mangel på penge, 

men på arbejdskraft og arbejdskendskab. 

Muligheden for hjælpekasseunderstøttelse var således ikke tilstrækkeligt i sig selv og 

dette behov blev også anerkendt af regeringen. 88 For at afhjælpe problemet blæste man liv i 

en gammel forordning fra 1806, som pålagde amtmanden og sognefogederne at sørge for, 

at naboerne uden betaling herfor passede gården, så der ikke blev lidt tab, mens den 

værnepligtige var indkaldt. 89 Det var først gennem et cirkulære den 23. marts 1915, at man 

appellerede til landboernes samfundsfølelse om at hjælpe deres indkaldte naboer, og kort 

efter blev det i øvrigt tilladt soldaterne at hjælpe deres kvarterværter med at arbejde. 90 Det 

er bemærkelsesværdigt, at cirkulæret udgives ret sent i forhold til loven om understøttelse 

af indkaldtes familier. 

I starten af efteråret 1914 lod der til at være fælles fodslag om at yde så meget hjælp 

som muligt til de indkaldte. På dette tidspunkt var fællesskabs- og pligtfølelsen stærk. 

Folketingsmand Pinstrup (V) fra Hjørring amt skrev allerede 4. august 1914, at befolk- 

ningen, som ikke var indkaldt, havde to pligtskyldige opgaver for sig. For det første skulle 

der sørges for: ”at deres [de indkaldte landmænd] høst bjerges i god tid og så god stand, 

som vejret tillader.” For det andet: ”Hvor manden er indkaldt og konen sidder tilbage 

måske med børn og mangler den ugeløn, manden plejer at tjene til det fælles hjem, der skal 

også hjælpes.” 91 

Soldaterne skulle have så lidt mulighed for at bekymre sig for hjemmefronten som 

muligt og artiklen var både en appel til regeringen om at foranstalte en lov gennem hjælpe- 

kasserne, men også en appel til landbrugets organisationer og/eller sognerådene i 

kommunerne. Sidenhen blev indkaldelserne hverdag og strakte sig måned efter måned og 


88 Schlichtkrull 1917: 46. Aage Schlichtkrull var kontorchef i Indenrigsministeriet og afholdt et foredrag på 

konferencen Den Skandinaviske Krisetidskonference i Göteborg, 11.-12. juni 1917. 

89 4. Forordning af 31. Januar 1806. (Forordninger og aabne Breve 1806:6-9) 

90 Cirkulære nr. 47 af 23. marts 1915. (Ministerialtidende 1915, 1916:46.) 

I april 1915 blev der givet de indkaldte der var indkvarterede ved et landbrug lov til at hjælpe to dage om ugen 

med markarbejde for de kvarterværter der måtte ønske det, og samtidig fritages fra øvelser i de dage. Det 

ændredes i juli 1915 til at omfatte to halve øvelsesdage ugentlig. (Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde.) 

91 Roskilde Dagblad 4. aug. 1914. Citeret fra Aalborg Amtstidende. 

53

spørgsmålet blev så i hvor høj grad og i hvor lang tid man kunne forlange, at det brede 

samfunds pligtfølelse rakte. 

54 

Henvendelserne til Munch henviste ikke direkte til denne lov og evt. mangler i 

opfyldelsen af den, men manges årsag til henvendelserne var, at bedriften ikke kunne løbe 

rundt, jf. note 86. De mange henvendelser til Munch giver ikke indtryk af, at bedrifterne 

blev passet tilstrækkeligt, og om det var en salgstale for Danmarks sociallovgivning 

Schlichtkrull holdt for sine skandinaviske kollegaer i 1917, kan vi ikke svare på. Men han 

lod forstå, at nabohjælpen fungerede: ”Så vidt det er kommet til ministeriets kundskab, har 

der i hele landet under hele den overordentlige situation kun været et par enkelte tilfælde, 

hvor uoverensstemmelser ikke har kunnet ordnes uden påkaldelse af højere myndighed.” 92 

Kun i et tilfælde er vi stødt på en henvendelse, hvor nabohjælpen beskrives som 

fungerende. Det er en anonym der skriver, at: ”De indkaldte landmænd, som har små 

ejendomme bliver hjulpet af naboerne, og de store landejendomme tjener ganske betydeligt 

ved krigssituationen.” 93 Derimod mente afsenderen, at de forretningsdrivende led ufor- 

holdsmæssigt meget og opfordrede Munch til handling, hvorfor den positive beskrivelse af 

nabohjælpen gives i lyset af en mangel af støtte af de forretningsdrivende. Dette ene 

eksempel ændrer dog ikke på vores indtryk af, at der er en diskrepans mellem Schlicht- 

krulls udtalelse, og mængden af henvendelser til Munch fra landmænd som mangler hjælp 

til deres gårdes drift. 

Arbejdsløshedslov 

Det stod tidligt klart, at det ikke kun var de indkaldte, som kom til at mærke krigens 

usikkerhed og krise. I dette afsnit redegøres for hvilke andre markante lovtiltag, der blev 

foretaget som skulle gavne hele befolkningen. 

Efteråret 1914 var præget af usikkerhed på mange fronter. I Danmark gav det sig til 

udslag i lettere panikstemning i de tidlige augustdage, hvor folk begyndte at hamstre varer 

da usikkerheden mht. hvorvidt krigen i Europa ville komme Danmark nærmere. Politikerne 

forsøgte at gyde olie på vandene, da konsekvensen af panikken hurtigt fik varepriserne til 

stige voldsomt – noget der gik ud over alle, men især de mindre bemidlede. 

Samtidig steg arbejdsløsheden markant henover efteråret 1914 i forhold til normalen, 

(se Bilag 3), hvorefter regeringen trådte til med lov 237 af 2. oktober, som var endnu et 

tillæg til hjælpekassernes arbejdsområde. Staten ville dække midlertidige tilskud til hjælpe- 

kassernes understøttelse ”i Anledning af Arbejdsløshed som Følge af de foreliggende over- 

92 Schlichtkrull 1917, p. 46. 

Det er ikke lykkedes os at lokalisere indkomne skrivelser til indenrigsministeriet vedrørende nabohjælpen. 

93 Breve vedr. sikringsstyrken, 1915 ks. 46.

ordentlige Forhold.” 94 Igen var det op til hjælpekassebestyrelsen at vurdere om arbejds- 

løsheden skyldtes de ekstraordinære eller almindelige forhold, for at understøttelsen kun 

tilfaldt personer med uforskyldt trang i forbindelse med krigstilstanden. 95 Men loven var 

forholdsvis bred: 

Det kan ikke kræves, at fuldstændig Arbejdsløshed skal være indtraadt; en Nedsættelse af Arbejds- 

fortjenesten som Følge af Indskrænkning i den paagældende Virksomheds Drift kan efter Omstændig- 

hederne være en gyldig Trangsaarsag. Loven omfatter i øvrigt Understøttelse af arbejdsløse Mænd og 

Kvinder uden Hensyn til Arten af deres Beskæftigelse, faglige Uddannelse o. lign. Det er ikke blot 

Lønarbejdere, som herved kommer i Betragtning, men ogsaa Understøttelser til trængende, som har 

eller tidligere har haft et selvstændigt Erhverv, der paa Grund af de usædvanlige Forhold i det øko- 

nomiske Liv har maattet indskrænkes eller standses. 96 

Det interessante med præciseringen i cirkulæret er dels, at det ikke kun gjaldt indkaldte 

og/eller disse familier, men hele befolkningen. Dels, at arbejdsløshedsunderstøttelsen 

udover lønmodtagere også gjaldt selvstændige erhvervsdrivende. I ansøgningerne til de 

militære myndigheder, Krigsministeriet og dem der endte på Munchs skrivebord var en 

vægtig årsag til ønsket om udsættelse eller lignende, at finde i de indkaldtes problemer med 

deres selvstændige erhverv. Her blev det gennemgående gjort klart, at indkaldelserne var 

en markant økonomisk belastning, hvor omkostningen kunne være alt fra lavere indtjening 

til at måtte dreje nøglen på forretningen om. Men fra stat og kommune skulle der med 

denne lovtilføjelse til hjælpekasserne være grundlag for økonomisk kompensation. 97; 98 

I 1914 så det ud til, at arbejdsløsheden ville blive et stort problem og det var også 

grunden til, at loven blev vedtaget, selvom vedtagelsen af den vakte større debat i Folke- 

tinget end hjælpen til indkaldte familier. For det første mente samtlige partier, at det var 

bedre at fortsætte igangværende arbejder og støtte nye for derved at afhjælpe arbejds- 

løsheden samtidig med, at der blev bygget noget nyttigt frem for blot at understøtte. For det 

andet var der uenighed om understøttelsens størrelse og dermed statens andel i udgifterne. 

For det tredje diskuteredes det vanskelige i at vurdere om arbejdsløsheden i de enkelte 

94 Lovtidende for 1914, 1915:871. 

95 Ministerialtidende for 1914, 1915:202f. 

96 ibid.:203. 

97 12. marts 1915 blev en Lov nr. 65 om oprettelse af en midlertidig lånekasse for kommuner stadfæstet. 

Hensigten var, at kommunerne for bl.a. at fuldføre påbegyndte arbejder, igangsættelse af påkrævede arbejder 

samt arbejder der skulle afhjælpe arbejdsløshed, kunne låne af staten til favorabel rente. Loven er endnu et 

eksempel på, at Staten forsøgte at få hjulene til at blive ved med at dreje rundt. Lov nr. 65 af 12. marts 1915. 

(Lovtidende for 1915, 1916:96-97.) 

98 Desuden fandtes de private arbejdsløshedskasserne som også kompenserede. Man var ikke afskåret fra 

hjælpekassetilskud selvom man var medlem af en arbejdsløshedskasse. Understøttelsen bestemtes da mellem 

hjælpe- og arbejdsløshedskasse. Cirkulære 161 af 5/11/1914 forklarer forholdende. (Ministerialtidende for 

1914, 1915:202f). 

55

tilfælde, var forårsaget af de ekstraordinære forhold eller ej. Der var bred enighed om, at 

problemet var stort – og endda større end de mange indkaldte som skulle kompenseres. 99 

56 

Administrativt blev arbejdsløshedsunderstøttelsen en større byrde for hjælpe- 

kasserne. Dog aftog arbejdsløsheden i løbet af 1915, hvor den første modløshed havde lagt 

sig og veget pladsen for krigstidens industri og handel, og deraf højere beskæftigelsesgrad, 

og loven blev siden i december 1915 lagt ind under dyrtidsloven. 100 

Som det kan ses i 

Figur 5, var henvendelserne til Munch vedrørende enten den ind-kaldte, som var 

bange for at miste arbejde eller indkaldtes arbejdsgiver, der på vegne af sin ansatte skrev til 

Munch, rigt repræsenteret med hhv. 110 og 111. Tilsammen 221 ud af 569 henvendelser 

angiver arbejdsgiverens behov for den ansatte i sin virksomhed samt arbejdernes frygt for 

at miste arbejdet. Årsagerne er til dels et udtryk for risikoen for et økonomisk tab, men 

derudover også frygten for, at den indkaldte mistede selvbestemmel-sen over det han havde 

opbygget i sit civile liv og dermed risikerede at miste dette i frem-tiden. Ønsket om at 

bevare normaltilstanden og muligheden for at kunne planlægge sit liv var gennemgående. 

99 Møde 18. sept. 1914. Overordentlige Forhandlinger 1914:237. 

100 Cohen 1932:36.

Figur 8. Blanket til udfyldelse hvis man som mindre erhvervsdrivende af hjælpekassen ville 

søge understøttelse til det tab de ekstraordinære omstændigheder skabte for forretningen. 

I ansøgningsskemaet til understøttelse for mindre erhvervsdrivende som ses i Figur 8 skulle 

følgende 16 felter udfyldes: 1. Navn. 2. Fødested, -år og –dag. 3 Bopæl og forretningsadresse. 4. 

Virksomhedens art. 5. Hvor længe andrageren har drevet selvstændig virksomhed. 6. Forretningens 

nettoindtægt hhv. de seneste 3 år og de seneste 3 måneder. 7. Er virksomheden 

standset helt eller delvis? 8. Benyttes der fremmed hjælp og hvilken? 9. Er andrageren gift. 

Hvor mange børn? 10. Har andrager eller hustru formue? 11. Har andrageren gæld? 12. Haves 

indtægt ved andet arbejde, af slægtninge eller på anden måde? 13. Månedlig husleje af butik 

eller værksted og beboelse. 14. Haves anden understøttelse? 15. Er der tidligere modtaget hjælp 

fra Hjælpekassen? 16. Anden grund til at søge hjælp? (Bikassebog). 

Blanketten er fundet i Aarhus kommunale hjælpekasses arkiv. Heri findes også andre blanketter 

til udfyldelse af fx sygdoms- og arbejdsløshedsunderstøttelse. De er lavet af Indenrigsministeriet, 

men om der findes en jf. understøttelse til indkaldtes familier ved vi ikke. 

57

Dyrtidslovene 

Augustdagene var kaotiske i den danske befolkning og politikerne erkendte også hurtigt, at 

med krigen fulgte vareknaphed og prisstigninger. Dette medførte, at en lov om forbud mod 

eksport af visse varer blev gennemført d. 6 august og dagen efter, d. 7. august vedtoges lov 

nr. 164: Midlertidig Lov om Regulering af Prisen paa Levnedsmidler og Varer. Dagen efter 

igen, d. 8 august, blev det med lov nr. 173 bekendtgjort, at der ville blive nedsat en over- 

ordentlig Kommission til Regulering af Prisen på Levnedsmidler og Varer og Rode fik 

igennem disse tiltag vide beføjelser til at regulere maksimalpriser, beordre afleveringspligt, 

samt rationere føde- og råvarer. 101 

58 

Disse reguleringer var til stor gene for store dele af befolkningen. For de liberale var 

det et knæk, da staten i vid udstrækning fik mulighed for at regulere markedet. For social- 

demokraterne var det en sejr for deres mindrebemidlede og i vid udstrækning lønmod- 

tagende og huslejende vælgerskarer. Det frie marked i Danmark regerede ikke længere – og 

kom aldrig rigtig til det igen. 102 Landmændene kunne ikke forstå hvorfor de, som tidligere 

havde lidt under markedets vilkår, ikke nu måtte nyde højkonjunkturen. 103 For de radikale 

var reguleringerne i tråd med i hvert fald Munchs og Rodes socialradikale idéer om det 

nødvendige i statslige indgreb, når og hvis det gik ud over ’uforskyldt trængende’. 104 

Dyrtidssystemet blev enormt og hjælpen kom til at omfatte hele befolkningen – med 

deraf følgende voldsomme udgifter for staten, jf. Figur 9. Udgifter Rode skulle søge hos 

finansminister Brandes. Schlichtkrull siger det meget direkte i foredraget fra 1917: 

… [modtagere af hjælpen] kender overhovedet ikke til Grænser, hverken hvad Indtægt eller Formue 

angaar. Dyrtidens Tryk hviler nu paa de allerfleste Dele af Befolkningen, og Loven tager Konsekvensen 

heraf ved at tillade, at Foranstaltningerne træffes til Fordel for hele Befolkningen. 105 

101 Lovtidende for 1914, 1915:691. 

102 Christiansen, Petersen & Petersen 2011:761. 

103 ibid.46. 

104 Forhandlinger 1916:852. 

105 Schlichtkrull 1917:47.

Ordinære og ekstraordinære understøttelser i kr. jf. lov 237 af 2/10/1914 (fra 

År 

22/12/1915 lov 320; dyrtidsloven.) ydet af hjælpekasserne 

Kommunale hjælpekasser Københavns understøttelsesforening 

Ordinære Ekstraordinære Ordinære Ekstraordinære 

1914-15 1.321.092 372.881 227.746 459.835 

1915-16 3.634.501* 135.218 162.821** 

1916-17 1.390.093 6.766.539 80.919 - 

1917-18 1.694.082 10.274.979 168.782 - 

1918-19 1.674.609 14.446.502 223.165 - 

Figur 9. Her ses den voldsomme udgiftsstigning for kommune og stat som de ekstraordinære love om 

understøttelse til arbejdsløse og dyrtid medførte. Arbejdsløshedsloven blev lagt ind under den mang-foldige 

dyrtidslov 22. december 1915. 106 

* 1915-16 er ordinære og ekstraordinære udgifter sammenlagt. 

** I perioden 1/4/1915-30/6/1915 hvorefter foreningen ophørte med understøttelserne. 

Dyrtids- og arbejdsløshedsloven, som siden blev lagt ind under den første, viser, at de 

sociale tiltag fra staten skulle gælde hele befolkningen i anerkendelsen af, at ikke kun de, 

der blev direkte berørt af sikringsstyrken, bar tunge byrder. I den offentlige debat hos 

aviserne og rigsdagen var der enighed om, at de indkaldte og deres pårørende bar et 

tungere åg, og derfor gjaldt lov 162 om understøttelse til indkaldtes familier også krigen ud. 

I den politiske debat var det da heller ikke hjælpekasseunderstøttelsen til de indkald- 

tes familier, der skilte vandende. Det gjorde den omfattende dyrtidslovgivning derimod, da 

den radikalt gik ind og ændrede på arbejdsmarkedet og det frie økonomiske marked. De 

mange love og reguleringer viser, at det var hele samfundet, der blev belastet, men at der 

samtidigt blev reguleret med hensyntagen til visse befolkningsgrupper, som vurderedes til 

at lide større tab end andre, som f.eks. de indkaldtes familier. I disse tilfælde var trangen 

direkte påviselig til at være en konsekvens af de ekstraordinære indkaldelser, hvilket også 

angives som grund af Schlichtkrull på konferencen i Göteborg i 1917: 

Det, der ligger til Grund for Bestemmelsen om den større Refusion af Beløb, der hindrer Trang i Anled- 

ning af Indkaldelserne, er utvivlsomt dels, at Aarsagen: Indkaldelsen, er et decideret Statsformål, dels, 

at sammenhængen mellem Aarsag og Virkning er forholdsvis let paaviselig. 107 

Vores undersøgelse peger på, at hjælpekasseunderstøttelsen muligvis har fungeret efter 

hensigten, når behovet var en simpel penge- eller naturalieunderstøttelse, men kom til kort 

når årsagerne til et behov om hjælp gjaldt opretholdelse af den indkaldtes drift eller 

erhverv, hvorfor muligheden for at henvende sig til Munch blev anvendt. 

106 Statistisk Aarbog 1914-20. 

107 Schlichtkrull 1917:45. 

59

60 

I et af de ti tilfælde vedrørende hjælpekasser blandt brevene var det én indkaldt, som 

var blevet nægtet støtte, da han ejede en bedrift med 15 tdl. Hjælpekassen vurderede ham 

til at besidde for meget til trods for, at manden klagede over de økonomiske problemer med 

at have en kone, to børn og en stor gæld. 108 

Dyrtiden var et tema, der gik igen, når en af de største udfordringer var at få økonomi- 

en til at hænge sammen. Kaster vi et blik på henvendelserne fra 1918, ser vi en overrepræ- 

sentation af årsager grundet dyrtiden og arbejdsløshed. Eksemplet her er fra Henrik 

Nielsen til Munch fra den 4. marts 1918: 

(…) Den 8/3/18 indsendte jeg ansøgning til chefen for Orlogsværftet, men fik afslag, derfor henvender 

jeg mig nu til Dem. Grunden til min ansøgning er; Den 18/11/16 døde min far, hvorfor jeg måtte 

overtage forsørgelsen af familien, bestående af min mor og bror. Den 2/3/17 blev jeg indkaldt til 

marinen og jeg mente nok at jeg ville kunne klare udgifterne til familien. (…) Grundet på de stadig 

stigende priser, kan familien ikke klare sig længere, og da jeg tillige har tilbud om godt fast arbejde, var 

det meget rart om jeg kunne blive hjemsendt. 109 

Her ser vi et eksempel på at købekraften, jf. note 84, faldt i den tid Nielsen var indkaldt, og 

han dermed ikke længere så sig i stand til at udfylde sin rolle som forsørger. Henvendelsen 

viser også, at Nielsen havde en forhåbning om, at fremtiden kunne lykkedes, da han var 

stillet et godt og fast arbejde i udsigt. Dette har været en vægtig årsag, da arbejdsløsheden i 

februar 1918 lå på små 25%. 110 

Opsamling 

De sociale grupperinger som blev tilgodeset, knytter sig tydeligst til loven om hjælpen til de 

indkaldtes familier og tilgodeså ikke særlige erhvervsgrupper. Det tydeligste argument for 

loven var, at det var familieforsørgerne, som ville bære de tungeste byrder ved indkaldel- 

serne. Senere skal vi se på hjemsendelserne af det gifte mandskab i vinteren 1914-15, som 

ligger i forlængelse af denne vurdering. 

Dyrtids- og arbejdsløshedsunderstøttelsen var henvendt alle i befolkningen, som var 

ramt af krisetiden, og vi kan derfor heller ikke her sige noget fast om enkelte sociale 

grupper blev tilgodeset. Fælles for understøttelserne var, at der skulle være trang tilstede 

forårsaget af krisetiden, og derfor kan man anse statens foranstaltninger som et forsøg på 

ved gennem velstandsydelser at opretholde betingelserne for borgernes velfærd som ikke 

afveg markant fra normen før krisetiden. At det var en bekostelig affære ser vi på de store 


109 Breve vedr. sikringsstyrken 1916-19: ks. 47. 

110 Se Bilag 3.

udgifter som staten brugte derpå, og ved at tage et kig på købekraftens fald i perioden, var 

succesen på papiret begrænset, men de økonomiske forhold taget i betragtning, gjorde 

staten betydelige tiltag for i hvert fald at begrænse et fald i velstand og velfærd. Hjælpen til 

de indkaldte landmænd var derimod rettet mod et bestemt erhverv, hvor staten ikke 

gennem velstandsydelser kunne afhjælpe problemet, men derimod måtte foranstalte 

egentlig arbejdskraft på gårdene i de indkaldtes fravær. Staten havde brug for de indkaldte, 

men de indkaldte havde samtidig brug for en vished om, at deres hjem og erhverv ikke led 

unødvendig overlast ved deres fravær. 

61

Den krigsministerielle og militære ramme 

Hvilke handlemuligheder havde regeringen og forsvarsministeren i spørgsmålet om, 

hvordan problemet med de mange indkaldte skulle løses? Munch stod i midten af et 

tovtrækkeri blandt forskellige interessegrupper, hvori han selv spillede en stor rolle. På 

trods af, at han som forsvarsminister ultimativt havde ansvaret for sikringsstyrken og 

landets forsvar, var det ikke alle, der opfattede det helt således. Overkommandoen, der blev 

nedsat ved sikringsstyrkens indkaldelse, bestod af landets ledende officerer og admiraler. 

Chefen for 1. Generalkommando 111 J. V. Gørtz blev udnævnt til overgeneral for alle landets 

styrker, og ved sin side havde han general og chef for Generalstaben Palle Berthelsen. 

Chefen for Flådens Overkommando O. J. Kofoed-Hansen repræsenterede flåden. Især 

Gørtz og Berthelsen fandt det svært, at Munch som forsvarsminister var øverste instans. 

Hans radikalt anderledes syn på militærvæsenets betydning mente de svækkede disciplinen 

blandt soldater og befalingsmænd. 

62 

Foruden Overkommandoen var også kong Christian X af den overbevisning, at han 

som konge, især udenrigspolitisk, havde noget mere at skulle have sagt end regeringen 

mente, han havde beføjelser til. Dette syn fremgår tydeligt i Munchs og Rodes dagbøger, 

hvor kongen fremstilles som en noget følelsesladet person. 112 Som oftest var kongen enig 

med officerstanden og de forsvarsvenlige partier Venstre og særligt de Konservative. 113 Især 

kongen og de Konservative ønskede, at Overkommandoens vurderinger skulle levnes større 

betydning, når der skulle træffes beslutninger om landets forsvar. 

I statsrådene mellem kongen og ministrene og i møderne mellem Overkommandoen 

og Krigsministeriet kom konflikten hyppigt til udtryk. 114 Allerede i januar 1915 indgav Gørtz 

første gang sin afskedserklæring, fordi han mente, at ministeren og ministeriet undergra- 

vede disciplinen i hæren ved at tage meniges parti i disciplinærsager mod befalingsmænd. 

Desuden afviste ministeriet ikke de offentlige anklager om disciplinbrud som var talrige i 

dagbladene. 115 Gørtz trak sig i august 1917 pga. de forestående massive indskrænkninger af 

sikringsstyrken. 116 

111 1. Generalkommandodistrikt udgjorde øst for Storebælt. Lov om Hærens Ordning 1909, Bilag til Beretning: 

1-103. 

112 Rodes dagbogskopier 1914-18. 

113 Lidegaard 2003:30f og en række andre kilder. Samarbejdet mellem regeringen og kongen var ikke altid lige 

godt. Brandes måtte ofte slukke ildebrande startet mellem hans ministerkollegaer og kongen. 

114 Ulrichs referatprotokol 1910-18, Statsrådsprotokol 1905-18. 

115 Munch 1961:18-19. 

116 Om han gik frivilligt eller blev presset til at gå er afhængig af hvilken kilde man søger. Munch betegner 

afgangen som frivillig, mens Klint lader det forstå, at Munch mere eller mindre tvang ham til at gå af. Hhv. 

Munch 1961:254-276; Klint 1978:48.

Striden mellem Overkommandoen og Krigsministeriet 

I litteraturen om stridighederne mellem Munch og Overkommandoen tages der ofte parti 

for en den ene eller den anden part, afhængig af hvilken vinkel der anlægges. Ud fra et 

militært synspunkt var Munch en modspiller, der ikke gavnede militærets sag. Ser man 

derimod sagen ud fra en undersøgelse af parlamentarismen eller velfærden i samfundet, 

optrådte Overkommandoen konservativt i mange henseender. Én ting står klart. Munch 

skulle manøvrere i et spil med mange interesser, og i det lys var det en stor udfordring, når 

han skulle tage hensyn til de indkaldtes forhold, mens han samtidigt ikke måtte miste for 

meget tillid hos Overkommandoen og oppositionen i Rigsdagen. Denne problematik 

kommer også til udtryk gennem de behandlede henvendelser. 

Munch, De Radikale og Socialdemokraternes holdning til militæret var, at det ikke 

tjente noget formål i sig selv. Militæret som sådan skulle ikke ukritisk tilgodeses. Til 

gengæld mente de, at der skulle tages større hensyn til de mange civile, der blev indkaldt 

samt handelsbalancen og dermed til statens budgetter, hvoraf militærudgifterne var 

enorme. De begrænsende elementer for regeringens ideologiske holdning til forsvaret var 

for det første et hensyntagen til udlandet (de krigsførende nationer), som ikke måtte gives 

anledning til at betvivle den førte danske neutralitetspolitik og enigheden om denne. For at 

sikre enigheden og borgfreden, var De Radikale nødt til at følge den vedtagne forsvarslov af 

1909 og dermed sikre flertallet i Rigsdagens opbakning til regerings førte politik. Det var 

flertallet og ikke militæret, der bestemte sikringsstyrkens form. Denne forståelse besad 

Overkommandoen ikke, og Munch udtrykte det en anelse kynisk i sine erindringer: 

De [officererne] var opfyldt af Bitterhed over, at Befolkningens Flertal saa anderledes på Militær- 

væsenets Betydning end de; de følte sig forurettede, og de følte det som en Krænkelse, at der var en 

Regering og en Forsvarsminister, hvis Anskuelser var andre end deres. 117 

Et eksempel på stridigheden ses i et møde mellem Overkommandoen, Krigsministeriet, 

Brandes og kongen om mulige forestående reguleringer, hvor Gørtz gjorde det klart, at han 

i princippet var imod reduceringer, men kunne gå med til en reduktion af fodfolket på 

Sjælland på ca. 4-5.000 mand. Herefter præsenterede Ulrich ministeriets forslag: 

”saafremt det kan antages, at Landet ikke kan være udsat for et pludseligt Angreb, ville det 

kunne anses for forsvarligt, …” 118 med en reducering på 10.000 mand. En sådan størrelse 

mente Gørtz ikke var forsvarligt, hvorefter Brandes gav sit finansielle og udenrigspolitiske 

besyv: 

117 Munch 1961:21-22. 

118 Ulrichs referatprotokol 1910-18, II:71. 

63

64 

Min. Brandes: Landet trænger haardt til alle de Besparelser, der kan opnaas, og al den Støtte for 

Landbruget, der kan skaffes. Vi kan blive henvist til at subsidiere alene ved egne Kræfter. Ministeriet 

havde egentlig tænkt sig en Nedsættelse af Styrken med 15000 mand, hvad der ville svare til en 

Besparelse af c. 1 Mill. Kr. om Maaneden. Det er rent fantastisk at tro, at vort lille Land, hvilken Styrke 

vi end holder under Vaaben, skulle kunne klare sig i en kamp mod Stormagterne, men ogsaa jeg holder 

paa, at vi skal vægre os for, om vi bliver angrebne, saa vi kan falde med Ære. 

Gmj. Berth: Jeg kan fuldt ud slutte mig til, hvad Overgeneralen har udtalt. Jeg kan ikke forstaa, at det 

kan have nogen som helst Betydning for Landbruget, at de 5000 Mand, der er forskellen paa 

Ministeriets og Overkommandoens Plan, hjemsendes? 119 

Således ser vi linjerne trukket op mellem Overkommandoen og ministrene. Overkom- 

mandoen anvendte samme argument som så ofte; at et neutralitetsforsvar krævede en 

fornøden styrke. Brandes syn var helt modsat, da han så forsvaret som i bund og grund 

nytteløst, hvoraf et forsvar af landet i sidste ende blot ville tjene som et symbol for æren. 

Hvad der er mere interessant er Brandes argument om styrkens finansielle byrde for 

landet, samt at landbruget burde støttes på al mulig måde. Landbruget var en grundpille 

for den danske økonomi, men Berthelsen kunne ikke se betydningsforskellen for 

økonomien af en hjemsendelse af 5.000 mand fra eller til. 

I mødet med kongen blev der ikke argumenteret ud fra et civilt hensyntagen til 

befolkningen, men kun ud fra økonomi, militær- og udenrigspolitik. Dette var selvom de 

økonomiske besparelser ved at hjemsende folk samtidigt betød et hensyn til de indkaldtes 

civile liv. Munch gengiver mødet i sine erindringer på en lidt anden måde end ovenstående 

citat fra referatprotokollen. Hans holdning til Overkommandoen skinner stærkt igennem, 

hvor deres synspunkter fremstilles uelegante og han nævner slet ikke Gørtz’s bud på en 

reducering på 5.000 mand, hvilket siger ligeså meget om Munchs måde at tænke på, som 

det fortæller om, hvordan situationen spandt af. 120 

Udgifter til sikringsstyrken 

Som vi så i Figur 6 blev statens udgifter i løbet af krigen mere end fordoblet og balancen 

røg i drastisk minus, hvilket blev håndteret ved flere og flere statslån. Sikringsstyrkens 

udgifter steg og udgjorde stort set det samme som den negative balance. Dette typiske 

stridspunkt mellem regeringen og overkommandoen angående sikringsstyrkens størrelse 

havde betydning for, hvor meget udstyr og materiel der skulle købes, samt hvor mange 

penge, der gik til lønninger og forplejning. Penge som staten egentlig havde kunne spare, 


120 Munch 1961:24-25.

hvis sikringsstyrken blev indskrænket. Men dette scenarie synes især Gørtz at være 

fuldstændig uacceptabelt og lig med at lade Danmark ligge åbent for invasion. Eksemplet 

herunder er fra et mødereferat den 4. november 1914 mellem ministeriet og Overkom- 

mandoen under optakten til det, som blev til den kommende regulering af styrken, ved at 

lade gifte indkaldte blive hjemsendt til fordel for tidligere indkaldte rekrutter. Der arbejde- 

des med et udkast fra ministeriet om hjemsendelser, som Gørtz og Kofoed-Hansen ikke var 

indstillede på: 

Adm. K.H: Hvorfor vil man foretage denne Hjemsendelse? 

Glt. Gørtz: For at tjene Penge. 

Adm. K.H: Er det maaske sentimentale Hensyn til de gifte? 

Min: Hensyn til de gifte, de mange Hjem og Forretninger, der lider under Indkaldelserne, er det, men 

jeg kan ikke anse disse Hensyn for sentimentale. Krigen bevæger sig længere og længere bort fra os, og 

man mener derfor, at Faren for Indblanding samtidigt fjerner sig. Det er det almindelige Synspunkt. 

Betydelige Hjemsendelser maa finde sted og Regering og Rigsdag, som anser dem for absolut 

nødvendige, maa saa tage Ansvaret. 

Glt. Gørtz: Ja! Lad dem saa det, men i så fald vil jeg ikke have med Sagerne at gøre. [...] 

Adm. K.H: Ministeren sagde, at det var den almindelige Mening, at Faren var dreven over. Det 

forekommer mig, at dette langtfra er rigtigt. Et uforudsigeligt Tilfælde kan nedkalde Krigen over vore 

Hoveder. 

Min: Det er den almindelige Mening i Nefolkningen, men jeg deler den ikke, kun anser jeg det for 

ganske usandsynligt, at Krigen nu skulde komme uden Varsel, saaledes at vi ikke fik Tid til at 

mobilisere Afdelingerne. 121 

Udover det økonomiske hensyn var der det Kofoed-Hansen kaldte ”de sentimentale 

hensyn” hvortil Munch svarede, at det er “Hensyn til de gifte, de mange hjem og forret- 

ninger, der lider under indkaldelserne.” Derudover vedrører Munchs afsluttende bemærk- 

ning den faldende sandsynlighed for, at Danmark bliver inddraget i krigen, hvilket er 

interessant for forløbet. Allerede i løbet af efteråret gravede de krigsførende magter sig ned 

i Belgiens mudder, hvorfor flere anså det for sandsynligt, at de krigsførende magter 

pludselig ville åbne en ny front i Danmark. 

En stigende opfattelse var, at fjendens fokus på Danmark fjernede sig mere og mere, 

hvorfor bl.a. Munch fandt det nødvendigt at justere de store omkostninger, der var bundet 

til sikringsstyrken i takt med risikofaktoren for en inddragelse i krigen. Munch henviste til 

holdningen blandt befolkningen, som både kom til udtryk i dagbladene, gennem rigsdags- 

121 Ulrichs referatprotokol 1910-18, II:45-46. 

65

mændene og gennem klagerne til Munch, som han sidenhen betegnede som tegnende “et 

levende Tidsbillede” af situationen i landet. 122 

66 

Munch markerede sig således som en repræsentant for regering, Rigsdag og 

befolkningen overfor Overkommandoens krav om en funktionsdygtig styrke, når han 

argumenterede for, at når krigsmagternes fokus bevægede sig væk fra Danmark, så var der 

tid nok til at mobilisere hæren i tilfælde af neutralitetskrænkelser. Derfor var det ikke 

længere nødvendigt at have så stor en styrke stående, som drænede statskassen for penge, 

befolkningens forsvarsvilje og behov for mening. I Overkommandoens øjne var denne 

favorisering af de indkaldte et problem, da de anså forsvarsministerens rolle som den, at 

skulle tage de statsansatte officerers parti overfor det, de mente var usande anklager fra 

anonyme menige. 123 

Forsvarsministeren som repræsentant for de menige 

Munch så det som en vigtig opgave at tilgodese soldaternes civile situation i en krig, der 

trak ud. Skyttegravskrig var et nyt fænomen, som ingen af de krigsførende magter havde 

erfaring med, og som gjorde krigens tidshorisont uoverskuelig. Udenrigsforholdene 

dikterede og påvirkede i høj grad arbejdsforholdende for den danske regering og Overkom- 

mandoen. Måden udenrigssituationen tolkedes på var dog forskellig, men effekten af den 

lange krig påvirkede, uanset holdningen, de indkaldte i sikringsstyrken og var til stor byrde 

for dem. 

Forsvarsviljen var afhængig af et meningsgivende element, og da man blev indkaldt 

var formålet at kæmpe for fædrelandet og mod en fjende, jf. afsnittet Retfærdighed. 124 

Manglen på en aktuel og ond fjende gjorde dog situationen problematisk for moralen. 

Sikringsperioden svævede i et stadie mellem krigs- og fredstid. En konsekvens var bl.a. 

flere disciplinbrud 125 og de foranstaltninger fra regeringens side som vi undersøger, kunne 

heller ikke dæmme helt op for de stadige ønsker om bedre civile forhold. Munch skrev i 

sine erindringer angående de mange henvendelser om præcis denne holdning til spørgs- 

målet om krig hos de indkaldte: ”Tit sagde vedkommende, at blev der Krig, forstod man, at 

alle Hensyn maatte vige, men naar det kun drejede sig om Gravearbejde eller Øvelser, 

forstod man ikke, at det var nødvendigt at ødelægge Familiens Velfærd.” 126 De indkaldte, 

der oplevede presset for hårdt på hjemmefronten eller uden mening i forhold til deres 

122 Munch 1960:240. 


124 Lasswell 1938:45. 

125 Ahmt & Hermansen 2009. 

126 Munch 1960:240.

pligtfølelse, havde dog forskellige muligheder for at klage eller henvende sig angående 

løsningen af deres problemer. 

De indkaldtes muligheder for henvendelse 

En mulighed var at sende en henvendelse ad kommandovejen og lade de militære instanser 

behandle den. Dette var den korrekte vej, hvis man var ansat eller værnepligtig i militæret. 

I Munchs arkiv findes enkelte kommandovejsansøgninger, da modtagerne af brevene oftest 

ikke var de militære autoriteter. Fandt man ikke lydhørhed ad militær vej, kunne man 

alternativt få trykt sin klage i aviserne eller få redaktøren til at skrive på ens vegne for at 

prøve at skabe et offentligt pres på militæret og ministeriet til at tage handling. Denne 

gruppe fylder en del i Munchs arkiv. De kunne også skrive privat til Munch eller en anden 

folketingsmand, politiker m.m. som så forhåbentligt ville tale deres sag ved at videresende 

sagen til Munch med deres anbefaling af andragendet. Denne tredje gruppe er størst 

repræsenteret i Munchs arkiv, og hvordan disse tre forskellige typer ansøgninger tager sig 

ud skal vi se nærmere på nu. 

Den korrekte - breve sendt ad kommandovejen 

Den officielle kommunikationsvej for de indkaldte indebar at henvende sig til sit kompagni 

med sin klage eller sit ønske om orlov m.m. Herefter blev henvendelsen sendt videre op i 

det militære hierarki, hvor vi i følgende eksempel følger menig Pedersen, nr. 539 af 8. 

årgang, 32 bataljon, 8. kompagni, som ansøgte om 14 dages orlov. Eksemplet er taget fra 

32. bataljons arkiv. I Figur 10 ses ansøgningen underskrevet af Pedersen selv samt et par 

vidner: 

Ansøgning til Overkommandoen. 

Menig No. 539/08 Pedersen, 32 bataljon 2 kompagni ansøger herved om 14 dages orlov. 

Min ansøgning begrunder jeg på, at jeg er ansat som tilskærer i skrædderfirmaet Carl & Martin 

Larsen Købmagergade 7,I. 

Min nærværelse i forretningen i alt fald for et tidsrum af 14 dage er nu bleven til nødvendighed, da i 

modsat fald min plads vil blive optaget af en anden. Chefen har stillet sig så imødekommende som 

muligt, men kan nu ikke vente længere. 

Min hele livsstilling står således på spil. Jeg har arbejdet mig frem ved ihærdigt flid og for- 

uddannelse på fagskoler. 

Således begrunder jeg min indtrængende ansøgning til Overkommandoen. 

M. Pedersen, Tilskærer 127 

127 Indgåede skrivelser 32. Bataljon 1914. 

67

Indholdet i ansøgningen var meget typisk for de indkaldte i 1914, hvis erhverv har været 

ansættelse i en virksomhed, og hvis ansættelse var i fare for at blive givet til en anden hvis 

ikke de kunne komme tilbage. Pedersen anførte, at han med flid og uddannelse havde nået 

den livsstilling han som tilskærer besad og som han nu var i fare for at miste. 

68 

Som det ses i Figur 11 nedenfor, blev sagen først taget op d. 23. september af 32. 

bataljons 2. kompagni, som uden anmærkninger anbefalede ansøgningen om 14 dages 

orlov og videresendte den til 32. bataljon. Hos bataljonen blev andragendet dog d. 25. 

september ikke anbefalet med begrundelsen, ”da sikkert mange har ligeså vægtige grunde 

at fremføre til en 14 dages orlov.” Sagen stoppede dog ikke ved ikke-anbefalingen, idet den 

blev sendt videre til Frontkommandoen på Nordfronten som d. 25. september tilsluttede 

sig bataljonens vurdering om, at ”de anførte grunde ikke synes ganske særlig vægtige.” 

Frontkommandoen på Nordfronten sendte herefter sagen videre til Overkommandoen, 

hvor Ott0 Moltke, som var chef for adjudanturafdelingen, d. 28. september valgte ikke at 

bevilge den ansøgte orlov, hvorefter sagen blev sendt retur ad kommandovejen med af- 

gørelsen. 

Hvis kompagni eller bataljon anbefalede en ansøgning, blev der typisk givet en for- 

klaring, som kunne lyde: ”på grund af de for andrageren særdeles betydningsfulde forhold, 

…”. Pedersens kompagni anbefalede dog uden en forklaring, men vedlagde stam- og straffe- 

liste hvor man kan læse, at han under rekruttiden den 3. august 1908 blev straffet med 

mørk arrest i tre dage for drukkenskab, udeblivelse og for at have forladt kompagniets 

indkvartering uden tilladelse. Straffelisterne har været et pejlemærke i vurderingen af, om 

ansøgeren ud over sin årsag var en god og eksemplarisk soldat, som derfor også havde gjort 

sig fortjent til sit ønske. F.eks. kunne der i tilknytning til en anbefaling stå: ”da ansøgeren 

er en meget flink underofficer…”, hvorfor kompagnichefens indtryk af ansøgeren kunne 

være udslagsgivende for hans anbefaling. I visse tilfælde havde ansøgeren fået attesteret sit 

andragende af andre personer. I Pedersens tilfælde var det fabrikant Krieger fra Amager- 

torv 23 og grosserer Horndahl, Amagertorv 7. Vidnerne tjente som garanter for, at det 

ansøgeren anvendte som årsag og argument for ansøgningen var korrekt. Desuden var det 

typisk prominente sociale personligheder, som attesterede. Pedersens attestanter var 

naboer til Pedersens arbejdsplads, skrædderfirmaet Carl & Martin Larsen, som lå på 

Købmagergade 7, men om de også var personer af status, kan vi ikke sige.

Figur 10. Side 1 af ansøgningen fra Pedersen om orlov sendt ad kommandovejen. Nederst 

ses attesteringerne. 

69

70 

Figur 11. Side 2 af Pedersens ansøgning. Øverst kompagniets bemærkninger, dernæst 

bataljonens som ikke anbefaler, dernæst Frontkommandoens afvisning og med 

maskinskrift Overkommandoens Otto Moltkes afvisning og tilbagesendelse af svaret.

Det bemærkelsesværdige ved afvisningen af Pedersens ansøgning er påpegningen af 

årsagen som værende ”ikke særlig vægtige” til at få orlov. Orloven afvistes således enten i 

en forståelse af, at Pedersens byrde lå indenfor rimelighedens grænser da situationen 

antoges sammenlignelig og gældende for mange andre indkaldte også selvom det indebar, 

at Pedersen mistede sit arbejde på grund af denne beslutning. Afvisningen kan også tolkes 

som en frygt for, at en godkendelse af ansøgningen ville danne præcedens for de mange 

andre indkaldte med lignende vægtige grunde og måske tilskynde dem til at ansøge om 

samme. 

Pedersens sag er fra september 1914, hvor alle stadig forestillede sig og håbede på, at 

krigen snart var slut. Overkommandoen var derfor påpasselige med at åbne for hjem- 

sendelser og orlov for store dele af styrken, da argumentet for afvisningen netop var, at det 

var et alment problem. 128 Det er også bemærkelsesværdigt, at en afvist ansøgning som 

denne hvor årsagen dertil var, at indkaldelsen gik ud over det civile liv og velfærd, var 

typisk for de private henvendelser til Munch. 

Den private - breve stilet til Munch 

Da kommandovejen var den officielle vej for en indkaldt eller ansat i militæret, findes der 

derfor kun enkelte henvendelser fra personer udenfor militæret i 32. bataljons arkiv. Vi 

kender altså ikke til hvor stor en andel af bedømmelserne endte som godkendelser eller 

afvisninger via kommandovejen, men i 32. bataljons arkiv var det ikke lutter afvisninger. 

Det står dog klart, at de militære autoriteter ofte var for svære at nå igennem til. I flere af 

brevene i Munchs arkiv ytredes utilfredshed over de mange afvisninger de fik ad kom- 

mandovejen. Følgende citat er fra et brev sendt til folketingsmand og gårdejer P. E. 

Hansen, 129 af en fader til en indkaldt 8. marts 1915: 

Min søn, der er indkaldt til sikringsstyrkens formering i Aalborg har gennem bataljonen ansøgt 2. 

Generalkommando om at komme til Viborg i stedet for Aalborg, kom hjem i dag og viste mig hermed 

følgende skrivelse, hvoraf fremgår, at bat. ganske undlader at videresende ansøgningen til Generalkom. 

Vi drøftede sagen og finder påfaldende, at sagen afvises uden afgørelse af den militære autoritet hvortil 

den er stilet. Det bemærkes, at ansøgningen tilbageholdes hos bat. Min søn var nærmest til sinds at 

sende ansøgningen direkte til Krigsministeren – eller ministeriet – men jeg frarådede foreløbig dette og 

anbefalede ham forinden at henvende sig til dig om råd. … 130 

128 Denne holdning fremgår bl.a. i Ulrichs referatprotokol over møderne mellem ministeriet og Overkommandoen. 

Et hovedargument for Overkommandoen var gennem hele sikringsperioden, at sikringsstyrken ikke 

ville kunne leve op til sit formål, hvis den blev mindre end den var fra starten af august 1914, eller der blev 

givet for mange orlover, hvilket også ville nedbringe styrkens mængde. Se senere i kapitlet. 

129 Valgt i Viborg amt uden for et parti, men i valgforbund med Det Radikale Venstre. Aarbog for Rigsdagssamlingen 

1914-15. 

130 Breve vedr. Sikringsstyrken, 1915 ks. 46. 

71

Årsagen til ønsket var, at den indkaldte med forsættelsen vil kunne passe sin bedrift bedre, 

og falder således ind under vores relevanskriterier for klager. 131 Vi må formode, at Hansen 

siden har afleveret brevet til og eksemplet giver et godt billede af, hvilken type breve 

Munchs arkiv indeholder modsat dem, der findes i militærarkiverne. Munch selv nævnede i 

sine erindringer, at kommandovejen var en håbløs vej til godkendelse: 

72 

Det var en udbredt Opfattelse, at man intet kunne opnaa ved at indgive Ansøgninger om Hjemsendelse 

eller Orlov gennem Afdelingerne. Derfor henvendte man sig under en eller anden Form til mig 

personlig. I mange Tilfælde skrev man til Rigsdagsmænd eller Blade, der da bragte Ønskerne videre til 

mig; eller Koner, Kærester og Forældre skrev direkte til mig. 132 

Brevene i Munchs arkiv har netop privat karakter og for en stor dels vedkommende, var de 

– ofte via en politiker eller anden – et ønske om et godvilligt blik på den samtidigt afsendte 

officielle henvendelse ad kommandovejen. Derfor kan man sige, at brevene var en form for 

helgardering af ens ønsker. En anden årsag til de mange private henvendelser kan også 

skyldes selve karakteren af årsagen og ønsket i klagen. Brevene til Munch eller politikere 

var ofte præget af stor ydmyghed grænsende til det forlegne, og brevskriverne fandt det 

måske til tider pinligt at spørge, om der ikke kunne gøres noget i ens ulykkelig tilfælde, da 

henvendelsen var en blottelse og en erkendelse af, at man ikke kunne sørge for sig og sine. 

For en del hustruer var det mere forbundet med en fortvivlet situation end en æressag, 

hvilket følgende henvendelse fra en af de indkaldtes hustru er et eksempel på: 

Er der slet ikke håb om min mand må blive hjemsendt i en nær fremtid. Vi blev gift for godt et år siden 

og fik plads som bestyrere i en brugsforretning. Den 1. aug. blev min mand indkaldt […] og siden har 

jeg med lidt hjælp bestyret forretningen, stadig med håbet om det skulle vare så længe inden min mand 

kom hjem. Men nu kan jeg ikke længere, mit helbred tillader det ikke, og vi må da trods mit bedste 

forsøg på at holde ud, helt opgive det hele hvis ikke min mand snart kommer hjem. Undskyld mig dette 

skridt, men det er mit sidste håb. En ung fortvivlet kone. 133 

131 Jf. afsnittet Sikringsstyrken som kildernes kontekst. Munch skelner selv mellem disse henvendelser 

vedrørende de indkaldtes civilliv og de for militæret gældende klager. Sidstnævnte kategori omtaler Munch 

således: ”Meget talrige var også klagerne over de vilkår, hvorunder man levede; det var jo knapt med 

kvarterer til de mange indkaldte; i kaserner og lejre og hos kvarterværter var der flere, end der kunde 

anbringes på tilfredsstillende måde; der klagedes over maden. Da efteråret satte ind klagede mange over, at 

de frøs; de havde ikke tæpper nok; der var ikke tilstrækkeligt forråd til at udlevere flere sæt uniformer til hver 

mand, så var de ude i regnvejr, havde de ikke noget at skifte med ved hjemkomsten. Talrige klager kom også 

fra menige, der fandt, at de var genstand for hensynsløs behandling af officererne: overdrevne øvelser, 

urimelige straffe osv.; de sendtes sædvanlig til socialdemokratiske eller radikale blade, der da, når de havde 

samlet en passende pakke af sådanne klager, sendte den til mig.” Munch 1960:239-240. 

132 Munch 1961:239-240 

133 Breve vedr. sikringsstyrken 1914: ks. 43.

Den desperate stemning kom her til udtryk og brevet blev noteret ”Besv.” øjensynligt af 

Munch, hvor han muligvis forbarmede sig over hustruen og beordrede Overkommandoen 

til at foranstalte det fornødne. 

Andre ansøgninger var fra pårørende som skrev, at den indkaldte, som de ansøgte på 

vegne af, ikke kendte noget til, at den pårørende skrev til Munch. I eksemplet her fra 22. 

februar 1915 var der tale om en velmenende nabo til den indkaldte: ”Jeg har ikke talt med 

Jeppesen om dette mit forehavende, hvorfor jeg da heller ikke kan give Dem nærmere 

underretning om nr. og lign., men det er min overbevisning, at det vil lette ham for hans 

bekymringer, …” 134 Eksempler som disse viser, at solidaritet med de indkaldtes situation var 

tilstede privat i samfundet og ikke kun noget som aviserne og foreningerne skiltede med. 

De private henvendelser var muligvis en tand for meget for Munch, da der d. 10. 

oktober 1914 blev sendt en skrivelse til Overkommandoen fra Krigsministeriet med et 

ønske om at få indskærpet, at ansøgningerne fra de værnepligtige fortsat skulle indsendes 

ad kommandovejen. 135 Vurderet ud fra mængden af brevene i Munchs arkiv fra efter 

oktober 1914 forhindrede ordren ikke ansøgerne i at forsøge at få sin sag fremmet gennem 

privat henvendelse til Munch. 

Den præcise sagsgang for henvendelserne til Munch var lidt mudret og handler om, at 

der både optræder henvendelser til Overkommandoen, ministeriet, Munch, folketings- 

mænd etc. Det lader til, at både Overkommandoen og Krigsministeriet havde beslutnings- 

kompetence, men da Overkommandoen hierarkisk hørte under Krigsministeriet, var det 

Munch der retligt havde det sidst ord. 

Den offentlige - breve sendt til aviser 

Den tredje gruppe af modtagerne af brevene i Munchs arkiv var henvendt en redaktør ved 

en avis med ønsket om enten at trykke en klage heri eller med bønnen om at udvirke noget 

for afsenderens sag. I brevene har vi set en tendens til at gå sammen og skrive en fælles 

klage til aviser om typisk materielle forhold ved en afdeling eller over behandlingen fra en 

overordnet, hvilket gav det en offentlig karakter frem for privat. Disse var dog typisk uden 

for vores relevanskriterium, hvor de enkelte henvendelser vi har med i vores undersøgelse 

til aviserne orienterede sig om hjemlige forhold. 136 

Som nævnt er primært Roskilde Dagblad samt Politiken gennemgået for perioden 

august 1914 og året ud. Derudover har vi skimmet Københavns Amts Socialdemokrat, da vi 

i klagerne til Munch fandt adskillige ’pakker’ af klager netop fra Socialdemokraten og 


135 Journal for udgående sager 1914-15. 

136 Se Henvendelsernes relevans. 

73

Politiken. Det bemærkelsesværdige ved Politiken og Roskilde Dagblad er, at der ikke 

fremkom en eneste klage om civile konsekvenser ved indkaldelserne. Politiken begrænsede 

sig til at gengive Rigsdagsforhandlinger samt informationer om hjemsendelser og mini- 

sterielle tiltag som understøttelsen til de indkaldtes familier. I stedet var der fokus på 

dyrtidens generelle konsekvenser for befolkningen. Roskilde Dagblad havde et større fokus 

på indkaldelserne, men tegnede generelt et positivt billede, hvor der var enkelte muntre 

soldaterhistorier samt adskillige opfordringer til civilbefolkningen om også at yde deres, 

når de indkaldte måtte forlade hus og hjem for at tjene landet. Men en egentlig debat om 

konsekvenserne findes ikke. Socialdemokraten gjorde sig til gengæld til talerør for de 

indkaldte og trykte flere klager, som oftest handlede om disciplinære forhold eller mangel 

på fornødenheder til soldaterne. 137 

74 

Den manglende kritik eller stillingtagen til sikringsstyrkens konsekvenser i Politiken 

og Roskilde Dagblad kan skyldes, at regeringen og Overkommandoen på et møde med 

repræsentanter for pressen d. 2. august manede til forsigtighed i omtalen af militære 

forhold. 138 I 1915 skærpedes dette i en midlertidig lov som påpegede, at pressen ikke måtte 

ytre sig negativt om Danmarks neutralitet. 139 Desuden fik Munch flere avisredaktører til at 

sende soldaterklager til ham i stedet for at lade dem trykke på baggrund af flere alvorligt 

kritiske artikler i Ekstrabladet. 140 Et eksempel der vidner om, at dette forhold fungerede, 

var en af flere følgesedler til klagerne som Politiken indsendte til Munch d. 17. oktober 

1914: ”Hermed nok et brev – og flere skal følge. Må jeg benytte lejligheden til at henstille til 

ministeren, at de resultater, som klagerne fremkalder, meddeles os samtidig med andre 

blade. Ærbødigst Schmidt.” 141 Interessant at iagttage er, at Schmidt fra Politiken forstod 

behandlingen af klagerne som noget der medførte tiltag fra ministeriet, hvilke han var 

interesseret i kom Politiken for øre samtidig med andre blade. 

Aviserne blev brugt som et alternativ til henvendelser ad kommandovejen, og var 

tydeligvis en effektfuld måde for soldaterne at ytre sig på, og potentielt den farligste for 

militærets omdømme og regerings politik, hvorfor regeringen også pålagde aviserne 

censur. 

137 Sørensen 2007:129. 

138 Ulrichs referatprotokol 1910-18:8-9. 

139 Midl. Lov af 17. Juli 1915. jf. Sørensen 2007:103-4. 

140 Møde den 15. august 1914: ”Jeg [Munch] har ligeledes talt med redaktører fra Socialdemokraten og med 

flere provinsblade, og de har lovet at sende mig de indkomne klager i stedet for at offentliggøre dem i bladene. 

Hermed mener jeg at have opnået en væsentlig forbedring af forholdene.” Ulrichs referatprotokol 1910-18:18. 

141 Breve vedr. sikringsstyrken 1914, ks: 43.

Opsamling 

De mange henvendelser der gik udenom kommandovejen generede Overkommandoen 

voldsomt. I januar 1915 beklagede Gørtz sig på et møde med ministeren: 

Gørtz: Det er et ikke ringe Antal Ansøgninger fra værnepligtige, der afgøres af Krigsministeriet, uden at 

Kommandomyndighedernes Udtalelser er indhentede. […] det er fuldstændigt undergravende for 

Disciplinen, at de mange menige efterhaanden forstår, at de ved en direkte Henvendelse i Ministeriet 

kan trodse deres Ønsker igennem paa tværs af deres øvrige foresatte. 

Ministeren: […] For de ’tjenstgørende’ bør selvfølgelig alle Andragender gaa ad Tjenestevejen, og det 

mener jeg ogsaa sker, men her kommer ikke faa Andragender fra ’hjemsendte’ og fra værnepligtiges 

paarørende eller deres Arbejdsgivere, tilmed også Sager, der kræver hurtig Afgørelse, og her mener jeg, 

at Ministeriet maa træffe Afgørelsen 

Gørtz: Alle Ansøgninger, saavel fra hjemsendte som fra tjenstgørende, skal efter de gældende 

Bestemmelser tilstilles Kommandomyndighederne. 142 

Vi ser et spørgsmål om, hvem der har autoriteten til at besvare henvendelserne fra de 

indkaldte og pårørende, som tolkes forskelligt af de to instanser. Mængden af breve i 

Munchs arkiv er stor, hvorfor Gørtz beklagelse rent juridisk nok har været berettiget. I 

følgende Figur 12 kan vi se forholdet mellem breve til Munch med enten indkaldte eller 

pårørende som afsendere. En stor del af brevene fra indkaldte var, hvad vi har kaldt for 

helgarderinger af deres allerede afsendte ansøgning ad kommandovejen, eller de tilfælde 

der sendte Munch en ansøgning efter, at de var blevet afvist af kommandovejen. De 

pårørende må kategoriseres som civile afsendere og stred derfor imod bestemmelserne for 

ansøgninger til militæret. Juridisk set stod Munch altså her med et forklaringsproblem. 


75

Figur 12. Grafen viser antallet af breve sendt til Munch. Det ses her, at det var de indkaldtes pårørende, der 

sendte flest breve til Munch. Ligeledes viser den, at indskærpelsen af kommandovejsreglen overfor indkaldte i 

oktober 1914 ikke førte til en nedgang i antallet af breve sendt af indkaldte. Vi har ikke umiddelbart nogen 

forklaring på de store udsvingsforskelle mellem indkaldte og pårørende. 

76 

40 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

1 

0 

Oversigt over månedlig udvikling af henvendelser til Munch 

7 

22 

3 3 

23 

6 

19 

10 

37 

14 

23 

19 

17 

13 

Indkaldte Pårørende 

14 

11 

37 

12 

15 

10 

30 

22

Hjemsendelsen af de gifte 

Som vi har set i vores kildemateriale, var der en udbredt bekymring angående familien til 

de indkaldte og rollen som familieforsørger. Udover den hurtige stadfæstelse af loven om at 

understøtte de indkaldtes hustruer og familier, som vi så i Det sociale net, løste dette ikke 

problemerne. Et initiativ som Munch stod for var hjemsendelsen af de gifte værnepligtige, 

hvilket vi nu skal se på. 

D. 25. november 1914 præsenterede Munch i Rigsdagen den, ifølge ham, generelle 

holdning til, at hvis sikringsstyrken skulle vedblive med at være indkaldt og have den 

betydelige størrelse den havde, så ville ”det sikkert føles som rigtigt og rimeligt, at den 

byrde, der derved pålægges, så vidt muligt fordeles, så den ikke stadig kommer til at ramme 

de samme personer.” 143 Krigens udsigter var uvisse, og som det fremgik af klagerne til 

Munch, blev de indkaldte mere og mere utilfredse med, at de ikke blev ombyttet med nye 

mænd. Munchs holdning angående et fordelingsprincip af byrderne, som gik ud på, at det 

ikke burde være de samme personer, der bar hele byrden, var også alment blandt de ind- 

kaldte og store dele af befolkningen. Heriblandt mente Munch, at den del af styrken, der 

bar det tungeste læs, var de gifte. 

Den første vurdering af hvilken social gruppe, der burde hjemsendes, som vi er stødt 

på, var fra d. 29. august 1914. Her spurgte Munch Overkommandoen om muligheden for 

hjemsendelse af 8. årgang eller de gifte af ældre årgange på baggrund af efterretninger om 

store orlover fra Norge og Sverige. Kofoed-Hansen og Gørtz reagerede negativt uden at 

forholde sig til, hvilken gruppe der skulle hjemsendes, men til det umulige ved overhovedet 

at hjemsende. Ifølge dem lå Danmark tættere på krigen end Sverige og Norge gjorde, og 

hjemsendte man mandskab, ville styrken svækkes og trygheden forsvinde. 144 

Munch efterspurgte dog alligevel lister over styrken, samt antallet af gifte og en sådan 

optegnelse gav generalmajor Berthelsen d. 30. september 1914 (jf. note 13). Således blev 

der tidligt i sikringsstyrkens forløb diskuteret særlige hensyn ved hjemsendelser i en social 

og civil optik, og det er nærliggende at tænke, at Munch gennem brevene til ham var blevet 

inspireret til at fremføre tanken om de giftes hjemsendelse for Overkommandoen og siden 

Rigsdagen. 

143 Forhandlinger 1914:sp. 1439. 


77

Figur 13. Oversigt over antallet af gifte værnepligtige i sikringsstyrken den 30. september 1914 afgivet af 

generalmajor Berthelsen på et møde mellem Overkommandoen og Krigsministeriet. 

78 

Oversigt over antallet af gifte værnepligtige i Sikringsstyrken d. 30/9 1914. 1 

Årgang 

Antal 

gifte 

Tjenstgørende 

styrke 

Procent 

antal 

før 

1906 

1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 sum 

21 259 1760 1645 2437 2867 2046 1390 685 217 13 327 

86 351 2841 3084 5497 7738 8486 8782 9354 8571 54 790 

24 74 62 53 44 37 24 16 7 3 24.3% 

Optællingen giver et meget præcist antal på de værnepligtige i de forskellige årgange i 

sikringsstyrken: 54.790 mænd samlet, hvoraf 13.327 var gifte (ca. 1/4). Hvis normalen var 

at være 20 år gammel, når man indgik til sin rekrutuddannelse, kan vi her tælle årgange 

tilbage fra årgang 1914 til årgangene 1906-1909, hvor ca. halvdelen eller mere var gifte og 

heraf slutte, at det var meget alment at være gift fra alderen af 25-28 år. De gifte soldater 

var generelt betragtet mere etablerede og var de bedste elementer i hæren ifølge Gørtz, 

hvilket var en del af hans problem med at de skulle hjemsendes. Dette punkt bestred 

Munch ikke, men af hensyn til den sociale retfærdighed fandt han det vigtigere at gennem- 

føre projektet alligevel. 145 

I sine erindringer skrev Munch efter han d. 1. september tillod afdelingerne at kunne 

give 1-4 dages orlov indtil 10% af mandskabet var på orlov, samt stadfæstelsen af Rodes 

lovforslag angående hjælpekassernes understøttelse af de indkaldtes familier, at: “Alt i alt 

var det mit Indtryk, at Misfornøjelsen blandt de Indkaldte og ude i Befolkningen mildnedes 

ikke lidet, fordi man havde det Indtryk, at der fra Regeringens Side blev gjort, hvad gørligt 

145 Ulrichs referatprotokol 1910-18, II: 50.

var, for at bøde paa Forholdene.” 146 Målet var herefter at finde en løsning på et problem, der 

krævede reglerne ændret for, hvad der kunne gøres. Hvordan kunne man fra regeringens 

side gøre mere? Både for at imødekomme de værnepligtiges civile problemer, men også for 

at imødekomme problemet om nedskæringen af den store udgift som sikringsstyrken 

bragte med sig. 

Et brev der er meget fortællende for frustrationen angående problemet blev sendt til 

Munch den 16. oktober 1914 af en P. Madsen fra Viborg. Her bliver værnepligten problema- 

tiseret omkring de ekstraordinære lange indkaldelser som værende særlig hårde for de 

indkaldte med ventende familier. 

Hr Forsvarsminister P. Munch 

Jeg vil gerne herigennem række dem nogle spørgsmål. Synes Hr. P. Munch at det er en almindelig 

værnepligt at det indkaldte mandskab som blev indkaldt først i august måned at de skal blive og ligge 

til vintertjeneste. Jeg synes det er urigtigt at de to ældste årgange skal blive ved at ligge inde, de er jo 

næsten alle gifte og har kone og børn og ejendom som mange må gå fra hvis de ikke snart må komme 

hjem, jeg synes at en radikal regering måtte kunne indse dette. Jeg synes de skulle indkalde de unge 

rekrutter eller også nogle af de ældre, og så hjemsende dem for hver 2 måned det kunne landet nok få 

råd til ligeså godt som at have så mange indkaldt, … 

P. Madsen, Viborg 147 

Om Munch er blevet inspireret af brevet er ikke til at sige, men dele af det er genkendeligt i 

det projekt, han begav sig ud med gifteloven. Hærloven af 1909 havde sat rammerne for 

rekrutternes uddannelse samt forfremmelse af befalingsmænd og der skulle en ændring af 

denne til for at kunne optimere uddannelsessystemet for at få flere soldater igennem. 

Pointen med dette var at kunne erstatte årgange i sikringsstyrken med nyuddannede 

rekrutter hurtigst muligt, hvorefter de gifte kunne hjemsendes og passe deres familier 

uden, at det ville reducere sikringsstyrkens mandtal. 

Denne lovændring, som vi herefter benævner gifteloven, blev lov nr. 286, hvor der i 

forhandlingerne om den bl.a. blev diskuteret, hvad der var mest rigtige at gøre. Skulle man 

tage hensyn til den sociale status eller lade matematikken bestemme hjemsendelserne ud 

fra årgangen? Hvad var rimeligt og retfærdigt i spørgsmålet om orlov? Munchs forslag tog 

et socialt hensyn til de gifte. En orlovsbestemmelse ud fra et lighedsprincip ville behandle 

de værnepligtige lige uanset social situation eller alder, hvilket indebar at følge turnus- 

ordningens gang og herved hjemsende de årgangene på skift, mens et socialt hensyn ville 

146 Munch 1960:242. 

147 Breve vedr. sikringsstyrken,1914: ks. 43. 

79

tage stilling til de indkaldtes civile situation (erhverv, familie, alder m.m.). En retfærdig- 

hedsforståelse som denne ville lade byrderne gå ud over dem, det ville genere mindst, og 

lette åget for dem, som man som politikere eller samfund vurderedes tynget mest ved 

indkaldelserne, hvilket i vid udstrækning betød dem, som havde selvstændig bedrift eller 

virksomhed samt en familie at forsørge. 

80 

Det var i denne optik, at Munch mente, at de gifte var dem, der led mest under 

tjenesten. 148 Desuden ville hjemsendelserne af gifte lette hjælpekassernes udgifter og gøre 

dem i stand til at understøtte andre indkaldte, som ikke havde en familie at forsørge. Det 

var nye rekrutter og et par ældre årgange, der skulle erstatte de hjemsendte. Tilknyttet 

forslaget var også, at de kommende indkaldte havde udsigt til en tidssat indkaldelse på to 

måneder, i stedet for den uvished den nuværende styrke havde vedr. udsigterne til hjem- 

sendelse. 

Forslaget om ombytninger blev af Berntsen (V) i store træk bifaldt, men han hæftede 

sig ved den ikke tidligere sete eller anvendte ordning at sende gifte hjem frem for andre. 

Han var ikke direkte imod hjemsendelser af visse grupper frem for andre, men fandt ikke, 

at de gifte nødvendigvis led mere end andre. De ugifte kunne ligeså vel have investeret en 

masse penge i virksomhed eller ejendom og derved være tilsvarende generede af tjenesten i 

kraft af deres fravær. 149 Ligeledes ville de nyindkaldte ældre årgange også have gifte iblandt, 

hvoraf problemet ville eksistere igen, og hjælpekasserne ikke blive lettet for udbetalinger. 

Berntsen advokerede derimod for en hjemsendelse af hele årgange, da dette ville være 

lettere for de indkaldte at forholde sig til. Bernsten anså Munchs tanke for smuk og 

velment, men i bund og grund svær at forklare retfærdigheden i for de ugifte. Klausen (S) 

var til gengæld mere positiv overfor forslaget, da han som mange andre rigsdagsmænd 

havde modtaget mange dystre breve fra indkaldte og deres hustruer. Han mente ligeledes, 

at ”…det er rigtigt, at Byrderne fordeles ligeligt, …” men at lighed for ham betød, at byrden 

pålagdes dem der kunne tåle den bedst – dvs. de unge frem for de ældre. 150 Retfærdighed 

var således kernen i diskussionen omkring hvem der fortjente at blive hjemsendt og der 

blev ikke opnået nogen enighed ved forslagets fremlægning. 

Forhandlingen overgik til et udvalg som blev delt to fløje, hvilket reflekterede den 

debat, der havde været i folketinget, hvor den ene side var enig med Munch, og hvor den 

anden side med Berntsen i spidsen mente, at de ugifte af ældre årgange med erhverv skulle 

være på lige fod de med de gifte. Udvalget afgav deres betænkning d. 3. december med 

forventningen, at 

148 Forhandlinger 1914:sp.1443. 

149 ibid.:1469. 

150 ibid.:1472.

Ministeren samtidig vil træffe en sådan ordning, at der også hjemsendes ugifte af de årgange, der i det 

længste tidsrum har gjort tjeneste ved sikringsstyrken, da formålet med eventuelle ombytninger og 

hjemsendelser selvfølgelig må være, at værnepligtsbyrdens fordeling bliver så retfærdig som muligt. 151 

Efter endt behandling i Folketinget skulle forslaget stilles for Landstinget, hvor det også 

debatteredes, hvorvidt det var retfærdigt at hjemsende gifte frem for ældre årgange. 

Medlemmerne lagde her stor vægt på, at det var regeringens ansvar, hvad der blev truffet, 

da ministeren bedst kendte til forholdene blandt de indkaldte. Munch vedkendte sig dette 

ansvar med henvisning til de mange breve, han havde modtaget, som gav ham ”det 

stærkeste indtryk af, hvilke vanskeligheder indkaldelserne medfører for befolkningen, (…) 

[og for] befalingsmænd og mandskab.” 152 

Resultatet af hele forløbet blev lovens stadfæstelse d. 5. december 1914, hvor Munch 

stod for at håndtere hjemsendelserne administrativt, hvilket betød, at han havde ansvaret 

for den endelige beslutning derom. De efterfølgende konsekvenser af loven var, at de i 

januar 1915 hjemsendte gifte fik mindst tre måneders kortere tjenestetid ved sikrings- 

styrken end deres tilsvarende årgang. 153 Ikke længe efter forhandlingerne i Rigsdagen 

modtog Munch lige dele takkebreve fra gifte indkaldte og klager fra de ugifte over uret- 

færdig behandling (Se Bilag 4). 

Lovens efterspil 

Om loven havde den tiltænkte virkning på hjælpekassernes udgifter er svært at sige. I 

tillægsbevillingerne til finansloven ses ingen større ændring i hjælpekassernes postering 

henhold lov nr. 162, hvilket kan skyldes, at de gifte understøttede blev erstattet af de ugifte 

værnepligtige og den derved virkede efter hensigten. Det modsatte kan også fremstilles, da 

værnepligten et par måneder senere overgik til perioderegulering, som de gifte ikke var 

undtaget og loven dermed ikke havde et udfald af synderlig økonomisk betydning. Socialt 

set må takkebrevene dog være et tegn på, at beslutningen havde en gavnlig effekt mod den 

nød, som de gifte havde lidt under tjenesten. Loven var det første af de større tiltag, hvor 

Munch trådte i karakter i forhold til at håndtere krigens civile problemer indenfor sikrings- 

styrken, da der ikke fandtes nogen manual for at håndtere en sikringsstyrke gennem 

længere tid. 

151 Udvalgenes betænkninger for 1914, 1915:sp.79-82. 

152 Forhandlinger paa Landstinget 1914-15, 1915:sp.276-77. 


Munch imødekom desuden udvalgets ønske om hjemsendelse af ældre ugifte samt andre mindre dele af 

forskellige årgange. 

81

82 

Debatten i Rigsdagen samt de efterfølgende takke og klager til Munch viser dog 

samtidigt, at når der blev taget hensyn til en gruppering i samfundet, faldt det andre for 

brystet, at de blev forfordelt. Hvad der blev forstået som retfærdigt, var for de indkaldte 

subjektivt afhængigt af, om det var godt eller skidt for dem og deres. Politikerne forsøgte at 

hæve sig op fra et subjektivt niveau og debatterede retfærdighed mere teoretisk ud fra 

principperne om lighed og solidaritet. Men når det kom til stykket, var vurderingen af, 

hvem der burde eller kunne tåle indkaldelserne bedre end andre begrundet med opfattel- 

sen af, hvad der for den enkelte og samfundet var vigtigst. Var det vigtigst at tage mere 

hensyn til landmænd end til forretningsdrivende, til gifte eller ugifte, til de ældre eller 

yngste årgange? Alle parter fandt mening i deres eget liv og eksistens og en opofrelse af ens 

civile liv til fordel for andres blev tolket som statens vurdering af borgernes civile værdi. 

Lovens rolle for de gifte var egentlig en momentær størrelse, idet den kun gjaldt 

hjemsendelserne i december og januar 1914-15, men skabte præcedens for, at det var 

muligt at opnå politisk indflydelse for indkaldte grupperinger igennem henvendelserne til 

ministeriet. Lovens forløb er herved et godt pejlemærke for vurderingen af, hvad der blev 

betragtet mest retfærdigt i diskussionen om hjemsendelser og sikringstjenestens konse- 

kvenser for civilbefolkningen. Langt større betydning for resten af sikringstjenesten og det 

civile liv fik periodereguleringerne indført i februar-marts 1915, som Munch allerede lagde 

op til i hans fremlæggelse af giftelovsforslaget. 

Indføring af periodevise reguleringer 

Indkaldelser, som varede på ubestemt tid, var en byrde de værnepligtige bar på deres 

skuldre, indtil der med gifteloven blev åbnet muligheden for et alternativt indkaldelses- 

system, hvor der kunne foretages regelmæssige ombytninger. Under debatten i november 

1914 sagde Munch: 

Med hensyn til hele denne indkaldelse er der imidlertid en ting, jeg mener, man må lægge den største 

vægt på, og det er, at dette ikke bliver en indkaldelse på ubestemt tid. […]Derfor har vi ment, at det ville 

være af største betydning, at det på forhånd blev sagt til disse mennesker, at denne indkaldelse vil 

gælde et tidsrum af indtil 2 måneder. 154 

Og Munch skrev således: 

154 Forhandlinger 1914:sp.1445.

Atter og atter fremhævedes det, at disse Indkaldelser paa ubestemt Tid virkede ødelæggende paa 

Familiens økonomiske Stilling; det gjaldt baade Menige og værnepligtige Befalingsmænd af Reserven, 

der var indkaldt i betydeligt tal. 155 

Netop krigens fortsættelse tvang Munch til at omstrukturere indkaldelsesstrukturen i 

sikringsstyrken fra en midlertidig karakter, til at kunne håndtere en vedvarende krig. 

Afgørelsen blev endelig truffet i Krigsministeriet den 18. februar 1915 med ønsket om 

tjenesteperioder på 3 måneders varighed, hvorefter årgangene ville få fri i 5-6 måneder. Det 

blev påpeget, hvor svært det var at stille alle tilfredse, men der blev også åbnet op for, at de, 

der havde lyst at blive, havde mulighed for dette: 156 

En fuldstændig ligelighed kan ikke opnås, da forholdene stiller sig uensartede ved de forskellige våben 

og med hensyn til mandskabets fordeling mellem landsdelene. De, der selv ønsker at blive inde, vil 

kunne få tilladelse dertil på samme måde som ved tidligere ombytninger. 157 

At denne ligelighed ikke kunne opnås, viste sig svært forståeligt for de indkaldte, da man, 

ikke underligt, anså det bedre at være indkaldt i to frem for tre måneder: ”Vi, der så godt 

som alle har stiftet familie og har selvstændige livsstillinger vil lide uforholdsmæssigt 

meget ved at skulle være borte fra vore hjem og livsstillinger tre måneder ad gangen.” 158 

Indkaldelsestiden blev på 2-2 ½ måned. 159 Systemet åbnede dog op for muligheder, idet 

man som indkaldt havde indflydelse på, hvornår man aftjente sin givne tjenesteperiode. 

Indkaldtes øgede indflydelse på sikringstjenesten 

Udover, at de indkaldte og deres pårørende kunne regne med periodevise indkaldelser, blev 

der også åbnet op for en større mulighed for forhandling om, hvor og hvornår den indkald- 

te skulle møde. Muligheden for øget medindflydelse på sin indkaldelse var kærkomment og 

et træk, der havde flere konsekvenser: 

1) Det kostede ikke staten ekstra udover omkostningerne ved bureaukratiseringen. 

Denne ville dog medføre et stort arbejde for militæret og ifølge Gørtz gå ud over disciplinen 

og hærens samlede erfaring, 160 og 2) ændringen betød konkret, at der var mulighed for, at 

de værnepligtige kunne planlægge deres civile liv i forhold til tjenesten, så den ikke blev en 

ruin for arbejde og indkomst, eller sammenfaldende med en evt. fødsel eller sygdom. 

155 Munch 1960:240. 

156 Det var ikke alle indkaldte som fandt tjenesten negativ, da de som ikke havde haft nogen fremtidsudsigter 

ved deres hjem oplevede nye udfordringer pga. sikringstjenesten. 

157 Udsendt gennem Ritzau, gengivet i: Bilag til Beretning 1922:350. 




83

84 

Udover de friere handlemuligheder for den indkaldte betød reguleringerne en øko- 

nomisk optimering for staten. Hvis de indkaldte ikke endte i økonomisk nød pga. dette 

initiativ, ville det betyde, at understøttelsen kunne ydes til andre nødlidende. Man kan 

antage, at det forbedrede viljen til at gøre tjeneste, da indkaldelsestiden var en bestemt 

periode, og at der var et slutpunkt at se frem til. Tiden og planlægningen af den betød 

enormt meget. Tiltagene gav de indkaldte en forhandlingsmulighed med myndighederne, 

hvor de kunne henvise til de af ministeriet fremlagte muligheder. 

Orlovsmuligheder 

Da sikringsstyrken oprindeligt ikke var tænkt som et længerevarende projekt, var der ikke 

planlagt nogen større tiltag omkring orlovsspørgsmålet, hvilket først kom på banen ca. en 

måned efter indkaldelserne med indførslen af de 1-4 dage for op til 10 pct. af styrken d. 1. 

september, hvilket gjaldt alle tjenstgørende og også inkluderede fri rejse til og fra hjem og 

afdeling. Denne bestemmelse udvidedes i januar 1915 til at gælde op til 15 pct. i 1-6 dage – 

og i særlige tilfælde op til en måned. Med styrkens gradvise indskrænkning i de senere af 

krigens år blev der kun givet orlov til op til 5 pct. af styrken i et par dage. 161 

Der gjaldt altså et lighedsprincip for orlov, 162 men der blev også givet orlov med hen- 

syn til indkaldte med et særligt erhverv, som udgjorde en undtagelse fra denne norm. I 

arkivet for Krigsministeriets Mobiliseringskontor kan man i et notat fra d. 25. september 

1915 læse, hvilke grunde der var gyldige, hvis den indkaldte skulle gøre sig forhåbninger om 

at anmodning om særlig orlov blev imødegået. Disse er gengivet i Figur 14. Skemaet viser, 

at ministeriet gav mulighed for orlov til visse erhvervsgrupper, hvis de havde den rette 

årsag. Her var det primært de selvstændige erhverv, der blev tilgodeset, hvilket stemmer 

overens med Brandes bekymringer for landets økonomi, jf. note 119. Det var essentielt, at 

landets bærende økonomiske kræfter var i stand til at passe deres erhverv til landets og 

deres eget bedste. 


162 Som i praksis var ulige pga. fordelingen af mandskabet mellem første og anden generalkommandodistrikt 

og værnene imellem.

Ved armédagsbefaling 

Værnepligtige 

der har 

Orlov Vedtegning 

85,7 af 7/12 14 Selvstændig forretning 14.-23. dec. Julehandel 

57,3 af 4/5 15 Selvstændig forretning 15.-22. maj Pinsehandel 

46,2 af 29/3 15 

og 

48,2 af 3/4 15 

87,3 af 21/7 15 

og 

104,2 af 11/9 15 

Selvstændigt landbrug 

Selvstændigt landbrug 

eller ledende ved et 

landbrug 

88,6 af 24/7 15 Ålefiskeri 

Fra 8. april i indtil 3 

uger 

I indtil 14 dage 

indenfor tidsrummet 

1/8-21/9 1915 

Fornøden orlov inden 

1/8 

94,4 af 11/8 15 Fiskeri i alm. Indtil 14 dage 

Figur 14. Orlov til værnepligtige på grund af deres livsstilling. 163 

Såtiden 

Høsten 

Afmærkning af 

fiskepladser og 

udbringning af 

fiskeredskaber 

Udsættelse af 

bundgarn m.v. 

Brevene til Munch vidner om mange landmænd, forretningsdrivende eller fiskere, som 

henvendte sig netop pga. af disse årsager. Med meddelelsen om muligheden for orlov for 

indkaldte med særlige erhverv, blev der officielt åbnet op for muligheden for at søge den i 

tider, der var særligt vigtige for de indkaldte at være hjemme i. 164 I flere af brevene inden 

armédagsbefalingen den 7. december 1914 var ønskerne om orlov begrundet i sæson- 

arbejde: for landmænd var det høst, roeoptagning m.m., og i november fremkom der 

ønsker fra erhvervslivet begrundet med den forestående julehandel. 

I følgende eksempel fra 4. november 1914 var ønsket en hjemsendelse af de unge 

forretningsdrivende, foranlediget af samtaler med indkaldte postansatte som mente at 

kunne forvente hjemsendelse i den kommende juletid begrundet ved, ”at vi forretningsfolk 

i nok så høj grad kan trænge til alle de lempelser som forholdende tillade, idet ikke alle af 

os har råd til at leje ekstra hjælp til at bestride det med den forventede julehandel forøgede 

arbejde.” 165 Munch var modtageren og afsenderne en gruppe forretningsfolk, der mente sig 

163 Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde. 

164 Fra 1917 blev gartnere sidestillede med landmænd (Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde). 

165 Breve vedr. sikringsstyrken 1914: ks 44. 

85

erettigede til også at blive taget hensyn til, da deres arbejde var sværere at finde erstatning 

for end postarbejdernes. De forretningsdrivende sammenlignede deres egen situation med 

postarbejdernes, og så ingen grund til, at der ikke skulle tages et ligeligt hensyn til dem. Et 

hensyn som endvidere burde være mere oplagt, da nødvendigheden af deres ønsker var 

større end postarbejdernes. Den interpersonelle sammenlignelighed de indkaldte imellem 

afstedkommer er en forståelse af urimelighed, men dernæst argumenterede afsenderne for 

det retfærdige og nødvendige ved, at der skulle tages særligt hensyn til dem også. 

86 

Dette står i modspil til de solidariske tendenser, vi så tidligere med de hjælpende 

naboer. Det afgørende for disse faktorer om sammenlignelighed synes at være en træden i 

den andens sted. Der argumenteres her indenfor et rimelighedsperspektiv, der ikke går ud 

på at sætte sig i postarbejderens rolle for, hverken dem selv eller samfundet, men ude- 

lukkende at sammenligne sig med dem. I lignende sammenligningstilfælde viser den 

solidariske tendens sig, hvor der frem for sammenligning blev udvist forståelse for den 

anden part. Den solidariske tanke var således ikke et fænomen der gjaldt for alle, men for 

dem der så andres rolle i forhold til både samfundet og de andre selv, og ikke blot anså dem 

som et argument for egen vindings skyld. 

Udsættelser 

Udover den særlige tildeling af orlover, skulle der med periodereguleringerne foregå 

ombytninger af mandskabet, hvilket medførte en tendens til ønsker om udsættelse af 

tjenestetidspunktet. I eksemplet nedenfor er det en pårørende skolelærer, Axel Hansen fra 

Gundslev Skole på Falster, som 28. juli 1915 skrev til kirke- og undervisningsminister 

Keiser-Nielsen om hjælp: 

Gårdejer Anton Hansen (…) skal indkaldes i midten af august måned. Han søger imidlertid om at få 

udsættelse, da hans karl også skal ind, og da hans hustru venter sin nedkomst i den tid. Han har af 

købmand Lauritzen fået at vide, at han (Lauritzen) skaffede sig udsættelse ved at skrive en ansøgning 

til Krigsministeriet og ved at få dig til at anbefale den. Nu er det så, at Anton Hansen vil prøve samme 

udvej, og han har bedt mig… 166 

Der gjaldt de samme krav som til bevillingen af særlige orlover, men derudover kunne man 

også få udsættelse ved ”Særlig travlhed i de pågældendes civile virksomheder i det omhand- 

lede tidsrum, sygdom i hjemmet, samtidig indkaldelse af 2 forretningsledere, (…) eller [hvis 

indkaldte] skal op til afsluttende eksaminer.” 167 

166 Breve vedr. sikringsstyrken 1915: ks 45. 

167 Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde.

I et notat fra 1917 var der tilføjet bestemmelser om udsættelser for lærere, fuldmæg- 

tige ved kommunale institutioner, læger og farmaceuter samt ledere af større arbejder og 

skov- og tørvearbejdere. 168 Disse bestemmelser åbnede op for, at ikke kun selvstændige 

erhvervsdrivende blev tilgodeset, men også ansatte i en travl virksomhed, en indkaldt, hvis 

familiemedlem var syg eller en studerende, som skulle til eksamen. Hermed greb kompen- 

sationerne på tværs af flere samfundslag og skulle mht. udsættelse pga. sygdom i hjemmet 

ikke være relateret til et erhverv. 

Krigsministeriets Mobiliseringskontor opgjorde i september 1915, at mellem 40-70 

pct. ved de forskellige reguleringer fik bevilget deres ansøgning om udsættelse, hvorved ca. 

1350 personer ved augustreguleringen i 1915 fik udsættelse. 169 I henhold til det tidligere 

viste styrkeforhold, kan vi se som eksempel, at der var ca. 50.500 mand i sikringsstyrken 

ved august 1915 reguleringen og de 1350, der fik udsættelse må havde udgjort ca. 2-3 pct. af 

den samlede gruppe. Der var altså ca. 1930 ansøgere, hvilket betyder, at antallet af værne- 

pligtige, der havde henvendt sig om udsættelse, lå på omkring 3-4 pct. op til denne regule- 

ring. Det var altså en forholdsvis lille del af de værnepligtige, der benyttede sig af systemet 

om udsættelse. 

Med kravene til hvilke årsager der skulle ligge til grund for en udsættelse, modtog 

Overkommando og ministeriet efterhånden også ansøgninger om at blive indkaldt før deres 

planlagte indkaldelse, for at kunne være fri i en periode, de fandt bedre passende for dem. 

Det gjaldt f.eks. landmænd, som hellere ville indkaldes om vinteren, hvor deres arbejde 

ikke krævede så meget af dem, i stedet for at være indkaldt midt i såtiden. 170 

Med udsættelseskonceptet og de derefter følgende henvendelser til Munch lod det til, 

at de indkaldtes albuerum blev udvidet i et system, som opfattedes rigidt og som ikke havde 

været indstillet til at imødekomme verdenskrigens fortsættelse. Det viser samtidig, at 

indkaldelsernes fleksible aftjeningstidspunkt blev mødt af indkaldte, som accepterede, at 

de skulle indkaldes, men med glæde udnyttede muligheden for at kunne bestemme delvist 

over tidspunktet for aftjeningen. Pga. gnidningerne mellem Overkommandoen og Munch 

angående disse henvendelser så Munch sig nødsaget til personligt at engagere sig i behand- 

lingen af dem. 171 

168 ibid. 

169 ibid. 

170 Møde 15. december 1915, (Ulrichs referatprotokol 1910-18, II) 

171 Munch 1961:28. 

87

Fritagelser 

Der var også mulighed for at blive fritaget fra tjeneste, hvis man besad en særlig stilling. 

Inden krigen var der allerede truffet bestemmelser om, hvilke grupper der kunne fritages, 

og siden blev der føjet flere grupper til, jf. Figur 15. Det var personer ansat ved staten eller 

som havde en funktion, der sikrede logistikken, infrastrukturen, sikkerheden og hærens 

leverancer, som blev fritaget fra tjenesten. 

88 

Værnepligtige hvis erhverv fritog dem fra indkaldelse 

Bestemt før krigen Tilføjet i løbet af krigen 

- Udskrivningsvæsenet. 

- Politiet. 

- Hærens og Flådens tekniske 

tjeneste, fyr-, vager- og 

søtransportvæsenet. 

- Lodserierne. 

- Udenrigsministeriets inden- og 

udenlandske tjeneste. 

- Postvæsenet. 

- Telegraf- og telefontjeneste. 

- Statsbanerne og de private baner. 

- Københavns Brand- Havne- og 

Skattevæsen. 

- Bestyrere af elektricitetsværker. 

- Københavnske postbude og 

reservepostbude (menige). 

- Postekspedienter (menige). 

- Ekstramænd ved Statsbanerne 

(menige). 

- Enkelte fuldmægtige og assistenter 

i ministerierne. 

- Værnepligtige, der var beskæftiget 

med leverancer til hæren. 

- Skov- og tørvearbejdere. 

Figur 15. Det var erhverv der havde betydning for landets logistik, politik, hær og forsyning som kunne opnå 

fritagelse fra sikringsstyrken. 172 

Denne forskelsbehandling blev bemærket og Gørtz nævnte dette på et møde med Munch: 

”Det volder stor Misnøje, at Personale fra Ministerier og andre Statsmyndigheder bliver 

hjemsendt, medens Smaakaarsfolk, der ogsaa kan have store Vanskeligheder, maa blive 

inde.” 173 Det er nok det eneste eksempel, vi har stødt på, hvor Gørtz tog de indkaldte som 

civilpersoners sag i forsvar. Mere præcist drejede hans kommentar sig nok om hans 

generelle modstand mod for store mulighedsforskelle mellem indkaldte. Han mente det 

skabte utilfredshed og ødelagde disciplinen, og spurgte i februar 1916 Munch, om der 

kunne foretages en undersøgelse af, om de, som tidligere havde haft et fritagelsesberet- 

tigende arbejde, kunne genindkaldes. 174 

172 Bilag til Beretning 1922:476-477; Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde. 

173 Ulrichs referatprotokol 1910-18, II. 

174 Ulrichs referatprotokol 1010-18, III.

Brevene til Munch indeholder sådanne skrivelser fra statslige myndigheder og de 

optræder i rigt mål i Krigsministeriets kopibøger, som indeholder skrivelser for udgående 

sager. I Figur 16 er det Generaldirektoratet for Post- og Befordringsvæsenet, som gennem 

Krigsministeriet fik fritagelse til deres medarbejdere for indkaldelse, der ved en fejltagelse 

havde modtaget indkaldelsesordrer. Indkaldelsesordrerne udgik fra de militære myndig- 

heder, som ikke altid kunne holde styr på, hvilket civilt erhverv de indkaldte bestred, 

hvorfor de modtog henvendelser om fritagelser fra erhvervsgrupperne som fremgår af 

Figur 15. 

Overflytning 

Den sidste mulighed for ændring af ens indkaldelse gjaldt ønsket om at blive flyttet fra en 

afdeling til en anden. Oftest var ønsket begrundet med, at indkaldte da vil kunne komme 

tættere på sit hjem og arbejde, og derved passe sit civile liv bedre. Der blev i reglen kun 

givet tilladelse til at måtte flytte garnison inden for samme generalkommandodistrikt – 

dvs. at man ikke kunne blive flyttet fra Sjælland til Jylland-Fyn og omvendt. Desuden skulle 

man være gift og høre til de ældre årgange, samt at ”de fremførte grunde i øvrigt taler 

derfor.” 175 

Figur 16. Generaldirektoratet for Post- og Befordringsvæsenet får en skrivelse fra Krigsministeriet om 

fritagelsen af deres ansatte som er blevet indkaldt til sikringsstyrken. De mange sager viser, at indkaldelsesmyndighederne 

og ministeriets regler for undtagelser for indkaldelser, ikke altid var synkroniserede. 176 

175 Efter bestemmelse af Munch, 5. nov. 1914. (Foranstaltninger vedr. økonomisk rækkevidde). Bestemmelsen 

har sandsynligvis ændret sig sidenhen, uden at vi har haft held til at finde sådanne. 

176 Kopibog C7, skrivelse 4641 af 15. maj 1915. 

89

Opsamling 

Således har vi fået et indblik i Overkommandoens og Krigsministeriets arbejde i forhold til, 

hvordan der skulle tages hensyn til de indkaldte til sikringsstyrkens civile liv. Der var et 

modsætningsforhold mellem Overkommandoen og Krigsministeriet i tilgangen til sikrings- 

styrkens funktion. De militære myndigheder udtalte sig som fagfolk for en virksomhed med 

et formål, der var at sikre Danmarks neutralitet gennem et stort, stærkt og velfungerende 

militærvæsen. Heroverfor stod regeringen og Krigsministeriet med Munch i spidsen for en 

anden holdning, at kun hvis risikoen for et fjendtligt angreb var rimelig, blev en stor 

sikringsstyrke nødvendig. 

90 

Overgangen til periodevise reguleringer åbnede op for en mulighed for, at de ind- 

kaldte kunne planlægge deres civile liv i overensstemmelse med deres militære, og med 

muligheden for at få udsættelse af ens indkaldelse, blev der åbnet op for en forhandlings- 

situation mellem stat og borger. Det vidner brevene til Munch om blev udnyttet. Samtidig 

vidner ministeriets mulighed for hjemsendelser af de gifte, samt de særlige orlover til 

bestemte erhverv om, at retfærdighed ikke var lig med, at alle personer var stillet lige for 

loven. Man anså de gifte som social gruppe for vigtigere at imødekomme end ugifte, da 

Munch på baggrund af henvendelserne til ham vurderede, at de var den gruppe af ind- 

kaldte, der led mest. De var typisk etablerede familieforsørgere med forretning eller bedrift. 

Netop de indkaldtes erhverv betød om de kunne få tilstillet de særligt givne orlover, som 

gjaldt indkaldte med erhverv, der var vigtige at opretholde i et samfundsøkonomisk 

perspektiv. Der kan der være tale om en lighedsforståelse som angår fordelingen af smerte, 

som i utilitaristisk forstand går ud på at mindske den samlede mængde af denne. Fordelin- 

gen af byrderne skulle samlet set være med til at mindske byrderne mest for dem, der led 

mest. 

Med det overordnede perspektiv på statens tiltag centraliseret omkring Inden- og 

Krigsministeriet, undersøges følgende situationen fra de indkaldtes perspektiv, med 

udgangspunkt i de mange henvendelser, der fandt vej til Munch.

De indkaldtes verden 

Vi har set på en stor del af de strukturer, der gjorde sig gældende for de indkaldte. Men 

hvordan blev det opfattet? Det undersøges i dette afsnit gennem de stemningsbilleder, der 

kommer til udtryk i brevene. Det vi gerne vil vise, er den måde, hvorpå de indkaldte og 

pårørende tænkte ud fra deres handlinger. Derved kommer vi nærmere spørgsmålet om, 

hvad de følte angående meningen med værnepligten. På denne måde mener vi at komme 

tættere på den tilgang, som den nye kulturhistorie lægger op til med fokus på individets 

situation i forhold til samfundets strukturer. 

Indkaldelserne var ekstraordinære for de værnepligtige, og dermed en afvigelse fra 

den civile hverdag, der udgjorde normen for dem. Men indkaldelserne blev til en hverdag, 

som de skulle forholde og tilpasse sig til. Det umiddelbare stemningsbillede i slutningen af 

1914, som fremkommer af kilderne, er præget af desperation. Den nye situation var et brud 

med en hverdag, som de havde selvbestemmelse over, og de havde svært ved tilpasse sig og 

i praksis få til at fungere. Ofte udtrykkes ikke et direkte ønske om økonomisk hjælp i den 

forstand, at staten skulle kompensere for deres tab, men i stedet lempe de forhold, der 

holdt dem ”fanget” i tjenesten. De kunne nemlig ikke passe deres arbejde og gik således glip 

af vitale arbejdsperioder, der skulle skabe den indtægt, som var nødvendig for deres frem- 

tids eller deres families overlevelse. 

I det følgende brev skrevet af Martin Andersen Nexø på vegne af en M.P. Christensen, 

optræder flere årsager, der alle er meget sigende for de almene indtryk, vi har fået gennem 

brevene. Det er dog et sjældent tilfælde, at så mange forskellige problemer optræder i 

samme brev og det gode ved dette eksempel er, at vi kan vise en hel række tilfælde ved et 

enkelt brev. 

”[stednavn]” Espergærde 20 oktober 1914 (besv) 

Kære Hr. P. Munch! 

Menig nr. 481 af 1909, 17. bataljon, 4. kompagni M.P. Christensen tjenstgørende ved 34. 

bataljon, 4. kompagni har i disse dage ansøgt Krigsministeriet om tilladelse til at bytte med en menig af 

årgang 1907 eller 1908. 

Ansøgeren, som jeg kender personlig, har bedt mig om at lægge et godt ord ind for sig, og dette 

kan jeg med så meget bedre samvittighed gøre, som jeg ved, at han, der i forvejen er hårdt ramt, lige- 

frem trues på sin eksistens af indkaldelsen. 

Hr. Christensen er ansat hos Hornung & Møller som færdigmager og hører til dette firmas 

fineste arbejdere. Imidlertid nærer han en vistnok begrundet frygt for, at firmaet ikke kan blive ved at 

91

92 

holde pladsen åben for ham. Denne bekymring får forøget vægt ved at hans hustru i flere år har været 

på Skt. Hans hospital som uhelbredelig sindssyg - hvad der direkte og indirekte har gjort det svært for 

ham økonomisk - og at hans to børn mentalt ikke er på den helt sikre side. Han er i usædvanlig grad 

hjemmets bærer, og til sorgen over hustruen kommer nu truslen om økonomisk ruin og en 

tungtvejende bekymring for, hvordan det fra dag til dag går de to børn nu de er unddraget hans kærlige 

og beroligende omsorg. 

Jeg ved ikke, om loven overhovedet levner nogen udvej til at imødekomme hans ansøgning. Men 

jeg er overbevist om, at De vil gøre hvad der gøres kan for at lette trykket over denne hårdt hjemsøgte 

mand. 

Med venlig hilsen 

Deres ærbødigst 

Martin Andersen Nexø 177 

Stemningsbilledet der gives gennem beskrivelsen af Christensens situation er lidt af en 

tragedie. Først og fremmest bliver indkaldelsen beskrevet som et trusselsbillede for det 

normale liv og fremstår derved som et fjendebillede for tilværelsen. Det økonomiske aspekt 

bliver her sat i forbindelse med familielivet og eksistensgrundlaget generelt og det er i disse 

tilfælde, som er meget typiske, at det bliver svært at adskille spørgsmålet om penge fra 

spørgsmålet om velfærd i forståelsen af det gode liv. Indtægten fra arbejdet er garantien 

for, at familiens vilkår kan opretholdes og ikke falde fra hinanden. Det er i denne forstand 

et mere alment gældende problem for Christensens fremtid end blot et her og nu gældende 

problem. Et spørgsmål om retfærdighed kommer ikke direkte på banen, men der lægges op 

til en moralsk forståelse af, at situationen ikke kan være rigtig. Der bør gøres noget. På 

denne baggrund bevæger henvendelsen sig over i en forhåbning, som er meget typisk for 

den desperation, der kommer til udtryk i mange af klagerne som denne. Udover det øko- 

nomiske problem var Christensens tilstedeværelse i hjemmet uerstattelig overfor børnene 

og muligvis konen. I dette aspekt er indkaldelsen også fjenden, da den netop fjernede 

manden fra familien og der herved manglede en erfaren til at passe børnene, som var 

nødvendig pga. konens mentale sygdom og børnenes tilstand, der ”mentalt ikke er på den 

helt sikre side”. 

Mere normale tilfælde var dog også hyppige for de gifte, hvor følgende udklip fra et 

brev den 21. november 1914 beskriver frustrationen angående det at have en familie ven- 

tede. Derudover viser brevet også mere almene frustrationer angående værnepligten. 


Vi mener også at hele næste års rekrutter kunne indkaldes og så de ældste årgange sendes hjem i hvert 

fald de gifte for vi lider jo forfærdelig under disse forhold når vi skal gå her og tænke på at familien 

lider og vores livsstilling går til grunde under disse forhold. Og vi mener også at vi sagtens kan helt 

undvære mange af os. Vi går her og driver til ingen nytte. Selvfølgelig kan vi jo ikke hel undværes men 

en del af os kan jo nok og det koster jo også masse af penge at have så mange mand gående. Tegner 

med særdeles agtelse. 7. årgang. 178 

Her skimtes meningstabet med pligten og savnet af familien bliver fremhævet. Det, at de 

indkaldte havde tid til at tænke overvejende over meningen med livet, synes at svække 

moralen så længe, de ikke havde noget, der i deres optik var fornuftigt at give sig til. Mange 

af problemerne kunne oversættes til et spørgsmål om økonomi, men der var ingen passen- 

de erstatning for familiemedlemmer, som savnede deres mand eller far, eller omvendt. 

Hustruer var hyppige skribenter med bøn om hjemsendelser af manden og mængden af 

disse samlede familieklager var ifølge Munch det, der havde størst udfald for hans hjem- 

sendelse af de gifte i vinteren 1914-15, på trods af det indgreb i loven han derved foretog. 

Antallet af skrivelser fra hærens 179 hustruer faldt drastisk efterfølgende, og eksisterer stort 

set ikke blandt brevene fra omkring januar 1915. Derimod så man en stærk reaktion på de 

giftes hjemsendelse fra de ugifte selvstændige, som følte sig forfordelte, og som enten 

forsøgte at argumentere for, hvorfor de skulle hjemsendes med de gifte, eller udtrykte deres 

forargelse ud fra et standpunkt om uretfærdighed. 

Situationen blev af de ugifte opfattet som uretfærdig, da de i sammenligningen med 

de gifte kunne finde årsager, som myndighederne burde tage lige så meget hensyn til. De 

led også. Enten pga. deres forretningers tab, deres familiers sygdom, savn o. lign. Disse 

klager har meget af den samme karakter som klagerne, der stammede fra familierne, bort- 

set fra de giftes påpegning af deres forsørgerrolle. I forhold til meningen med værnepligten 

viser der sig her en tendens til, at retfærdighed var udpræget subjektivt opfattet og det at 

gøre noget for en særlig gruppe, selv i nød, ikke var en ”rimelig” fremgangsmåde. En af de 

mere uheldige indkaldte viser i følgende brev, hvor vilkårligt mange opfattede denne 

fordeling. 

178 Breve vedr. Sikringsstyrken 1914: ks. 44. 

179 Der var fortsat breve fra hustruer hvis mænd var indkaldt til flåden, som der ikke gjaldt de samme regler 

for som i hæren. 

93

94 

Vester Terp den 17/12 1914 

Hr. Forsvarsminister Munch 

Undertegnede forespørger herved Forsvarsministeren om det ikke er mulig, de kunne hjemsende 

menig nr. 721 - 15 bataljon, 3 kompagni 1913, sammen med de gifte som bliver hjemsendt først i januar. 

721 P. Pedersen skulle have været gift i september måned, men blev så indkaldt og måtte opsætte 

brylluppet, nu håber vi at få ham hjem i januar. 

Venligst 

Mikkel Jensen 

Vester Terp pr Ulstrup 

Jylland 

Vil de ikke give os nogen oplysning om hvornår dem som er gifte efter 15. november kunne vente at 

blive hjemsendt… 180 

I dette brev fremkommer ingen argumenter om familiens tilstand eller om økonomisk nød, 

men en antagelse om det rimelige ved at få imødekommet ønsket, da det i afsenderens op- 

tik var indkaldelsen, der hindrede, at indkaldte blev gift og dermed ville være blevet sendt 

hjem med de andre gifte. Situationen for vedkommende var i alle andre henseender end 

den udskudte dato for giftermålet den samme, hvilket kan synes urimeligt. 

Det var dog ikke lutter klager, der kom fra de indkaldte. Man ser en del takkebreve fra 

taknemmelige familier og i den optik blev det, der var vundet på den ene vogn i forhold til 

skabe mening med pligten tabt på den anden. 

Henvendelsernes overordnede ønsketendenser 

Hvis man vender blikket tilbage til Christensens sag, ser vi, at det løsningsforslag der blev 

stillet, var en bytning med en anden menig, hvilket nok har betydet, at Christensen ønskede 

at aftjene sin pligt tættere på hjemmet. En anden mulighed kunne være en ombytning med 

en værnepligtig, som ikke var indkaldt, dette var dog usædvanligt. Situationen kan synes 

umulig, da der tilspørges om muligheder for løsninger i form af eventuel lovgivning. Der 

var altså ikke noget forventet regelsæt for, hvordan der blev taget hånd om situationen, 

men kun et håb for, at der blev gjort noget. Der var altså en klar forståelse af, at magten lå 

hos ministrene og ikke hos de indkaldte på trods af, at de under normale omstændigheder 

havde en ret i form af retssubjekter i en retsstat. Dette kommer primært til udtryk hos 

netop de, der oplevede virkeligheden som meget truende for deres eksistensgrundlag. Man 


kunne spekulere i, om et spørgsmål om retfærdighed forstået som rimelighed, var et gode 

forbeholdt for dem, der har basisgrundlaget for deres privatliv i orden. 

Ønsket i form af håb-om-forbedring er en klar tendens i brevene, indtil det system 

Munch satte i værk med reguleringerne fra starten af 1915, fordi der inden da ikke var 

nogen sikkerhed for, hvornår de blev hjemsendt. Pligten tvang dem til at stå klar som 

soldater, men de blev fanget i en tidslomme uden forventningen om en hjemsendelsesdato, 

de kunne forholde sig til. Situationen for de fleste indkaldte var altså ikke ligeså slem som i 

Christensens tilfælde, men de enkeltstående situationer i brevet er meget typiske. Lige fra 

arbejdspladsen der var i fare, til børnefamilien der krævede tilstedeværelsen af de indkaldte 

på grund af den syge hustru (dog i færreste tilfælde sindssyg). 

Ved martsreguleringen 1915 blev konceptet indført om udsættelse af sin tjenestetid 

som et mere tilgængeligt ønske, der var let at overskue. Tjenestetidens længde ønskedes 

gennem brevene til at være 2 måneder frem for 3, hvilket tyder på en offentlig debat om 

længden af tjenesteperioderne. Som vi så tidligere endte resultatet med at være ca. 2,5 

måned, men igennem beslutningsprocessen modtog Munch en bunke meninger om dette 

fra de indkaldte. Det stemningsmæssige skel som dette medførte var enormt, når man 

læser brevene kronologisk igennem. Desperationen, som var tydelig igennem 1914, bliver 

afløst af en langt højere grad af forhandling om sin tjenestetid. En tendens viser her, at de 

indkaldte var villige til at aftjene deres pligt uden drama, men følte det nødvendigt at 

undgå, at tjenestetiden ramlede sammen med deres primære arbejdsperioder som f.eks. 

sæsonarbejde. Til at illustrere denne forskel har vi her et uddrag fra to henvendelser, der 

illustrerer stemningstendenserne før og efter periodereguleringerne, hvor uddrag (1) er fra 

en selvstændig, der søgte hjemsendelse og uddrag (2) er fra en fisker, som søgte udsættelse 

i et par måneder. 

(1) ”Men ak desværre jeg ser nu ikke langt borte den dag hvor jeg må lukke (…) og når jeg atter bliver en 

fri mand da står jeg måske på gaden og ikke aner hvorfra jeg skal kunne skaffe det allernødvendigste 

...” 181 

(2) ”Grunden dertil er den, at fiskeriet her ved Guldborg, for det meste er nu i de to tre første måneder, 

hvor jeg for væsentlig del skal fortjene hvad jeg og familie, kone og tre børn, skal leve af den øvrige tid 

af året.” 182 


182 ibid. 1915: ks. 44 

95

Grundtonen i den første tendens omhandler typisk en slags opgivende uvished om konse- 

kvenserne, hvorimod den anden grundtone er en mere nøgtern opstilling af ønsker om at 

kunne planlægge og konsekvenserne, hvis det ikke afstedkommes. Der prøves her at over- 

bevise modtageren om nødvendigheden af udsættelsen med argumenter, der var orien- 

terede omkring konsekvenserne frem for de følelsesladede argumenter og fremstillingen af 

en offerrolle, som ofte er tilfældet i den forrige tendens. Det er ikke fordi problemerne 

ophørte i 1915, men de indkaldtes opfattelse af, at de havde retningslinjer de kunne operere 

indenfor, blev fuldt ud adopteret. Følgende graf for 1915 viser udviklingen af ønskerne 

angående hjemsendelse i forhold til udsættelser. 

Figur 17. Det samlede antal breve af relevante og irrelevante henvendelser som ligger i Munchs arkiv, hvoraf 

man ser antallet af fremkomne ønsker om hjemsendelse og udsættelse i forhold til. 

Det vi ser i grafen er den udvikling, der skete indenfor forståelsen af, hvordan den nye 

måde at gøre tingene på fungerede. Det dominante før periodereguleringerne i 1915 var 

hjemsendelse eller orlov i sæsontider og sygdomstilfælde, hvor der efter indførslen af 

tjenesteperioderne kom et fokus på udsættelse i den ene eller anden retning af sin ind- 

kaldelsestid. Det som tallene viser f.eks. i maj og juli er en ekstra trafik op til den næste 

regulering, som forekom i henholdsvis d.6 juni og d.20 august. Da afklaring kom ved 

reguleringen er det derfor meget naturligt, at højdepunktet for ønskerne om udsættelse 

ligger måneden før. 

96 

120 

100 

80 

60 

40 

20 

0 

98 

Antal ønsker om hjemsendelse & udsættelse i forhold til breve 

januar 1915 tilmed august 1915 

42 

6 

80 

23 

8 

72 

52 

Vi har desværre ikke statistisk materiale over ønskerne fra 1914 at sammenligne med, 

da vi først indførte kvalitativ noteskrivning for samtlige henvendelser fra 1915. Men det ses 

for januar og februar i 1915 at antallet af ønsker for hjemsendelse er langt højere end 

86 

13 

7 8 6 

9 

Januar Februar Marts April Maj Juni Juli 

Antal breve Hjemsendelsesønske Udsættelsesønske 

21 

56 

4 

4 

109 

5 

28

ønskerne for udsættelse, hvilket var inden indførelsen af de nye retningslinjer. Udviklingen 

af dette er interessant at iagttage i forbindelse med den faldende tendens for katastrofale 

beskrivelser af tjenestens konsekvenser i forhold til de efterfølgende stemningsbeskrivelser 

af forståelsen for, at der var blevet givet mulighed for at kunne tilpasse tjenesten til sin 

livssituation. Muligheden alene skabte således en tendens, hvor tjenestetiden forekom 

mere tålelig end tidligere. 

Også arbejdsgiverne var aktive med anbefalinger og ønsker på vegne af deres med- 

arbejdere, hvilket følgende tabel viser udviklingen for. Det synes i første halvår af 1915 at 

have været særlig problematisk, men vi har ikke fundet nogen mulig forklaring for udvik- 

lingen. Tabellen viser dog en tilstedeværelse af arbejdsgiverinteresse iblandt henvendel- 

serne. 

Månedlig udvikling af henvendelsesårsagen Arbejdsgiver savner 

Arbejdsgiver 

savner 

Procentdel af 

månedlige 

henvendelser 

Jan 15 Feb 15 Mar 15 Apr 15 Maj 15 Jun 15 Jul 15 

23 24 16 9 20 5 14 

33.3% 43.6% 34.0% 28.1% 31.7% 14.3% 17.9% 

I brevene ser vi et udbredt engagement fra arbejdsgivernes side, der udover at beskytte 

deres egeninteresser også forsøgte at varetage de indkaldtes arbejdsplads i en solidarisk 

sammenhæng. Der forekommer en tendens til, at arbejdsgiverne forsøgte at få deres sag 

behandlet inden de skulle ud og søge en erstatning for den indkaldte arbejdskraft, der ikke 

kunne undværes. Indførslen af periodetjenesten kan muligvis forklare det markante fald i 

antallet af henvendelser fra arbejdsgivere, idet uvisheden om arbejderens tilbagevenden til 

arbejdspladsen blev erstattet af en fast forventningshorisont på 2-3 måneder. Det må 

givetvis have forekommet arbejdsgiveren en tålelig ventetid. 

Som krigen skred frem øgedes nedslidningen på alle dele af samfundet og man kunne 

forvente, at tonen blev mere bitter i henvendelserne, men efter at have behandlet ca. 

halvdelen af den sidste del af henvendelserne for 1918-1919, synes der ikke at optræde 

væsensforskelle i henvendelsernes stilart. 183 Der optræder enkelte breve, der relaterer sig til 

de gentagne indkaldelser, men det kan ikke siges at være en tendens iblandt de resterende 

183 Vi har kvalitativt behandlet 30 ud af de 66 breve for 1918, og 7 ud af de 13 breve for 1919 samt skimmet de 

resterende. 

97

eve. Gældende for alle brevene, både i vores statistisk behandlede og i brevene fra slut- 

perioden, var interessen i at få sine ønsker imødekommet gennemgående og man kan spore 

forskellige metoder, som var i brug gennem hele sikringsperioden. 

Forhandlingsprocessen 

Hvis vi vender tilbage til henvendelsen af Martin Andersen Nexø, skal man tage i betragt- 

ning, at denne henvendelse er en anbefaling af et andet andragende, som allerede var sendt 

afsted af Christensen. Christensen havde nok tænkt, at en andens anbefaling ville skabe 

autenticitet omkring andragendet, der ellers kunne lyde som en subjektiv overdreven 

historie. Derudover kan det muligvis også tyde på, at Nexø bidrog lidt kendiseffekt til 

andragendet, som kunne være tiltænkt at vække forsvarsministerens gunst i henhold til 

ønsket om forflyttelse. I enkelte tilfælde blev der også skrevet henvendelser på vegne af 

andre uden deres vidende, hvilket kunne være fra naboer, svigerfamilien eller sogne- 

fogeden som så gårdene eller hjemmene gå i forfald som følge af mandens fravær. 

98 

Vi har fundet tre breve, der hver især giver et indblik i sagsgangen og forståelsen af, 

hvordan man fik sit andragende igennem systemet. Første brev er fra dr.phil. Eduard 

Larsen, radikal folketingsmand fra Odense amt, som svarede på en henvendelse, der søgte 

råd om, hvordan man kunne opnå forflyttelse. 

23 Juli 1915 

Kære Laurits Larsen 

(…) Det er sandelig i allersidste øjeblik med den sag. Jeg har haft masser af lignende sager. Der 

er i hundredevis, der vil bytte fra København til Odense (og Jylland). Hvis han ikke har en mand at 

bytte med, anser jeg sagen for håbløs. Jeg foreslår derfor, at vedkommende selv straks indgiver ansøg- 

ning om udsættelse og da han søger for sig selv, så må han søge bataljonen. Når en gårdejer søger om 

sin fol, kan han søge Ministeriet direkte; men deres mand må gå kommandovejen, ellers får 

han vrøvl. 

Men det haster altså. Og ansøgningen må være begrundet så godt som mulig. En udtalelse fra en 

kendt mand på egnen, f.eks. fra dem, om at han er af betydning for egnen vil sikkert hjælpe godt. Den 

kan jo vedlægges. (måske endnu bedre fra sognerådsformand eller sognefoged). (…) 

Med venlig hilsen 

deres 

Eduard Larsen 184 

184 Breve vedr. Sikringsstyrken, 1915 ks. 45

Da brevet er skrevet af en politiker anser vi Eduards indsigt i sagsgangen som en rimelig 

gengivelse af de krav der var, hvoraf det synes, at ansøgeren selv havde en del opgaver at 

fuldføre, hvis ansøgningen skulle have en god sandsynlighed for at ryge igennem systemet. 

Konkret for dette tilfælde skulle den vedkommende indkaldte selv have fundet en mand at 

bytte med samt, at der skulle argumenteres godt for sagen og om muligt få en mand af 

status til at vedlægge en udtalelse om nødvendigheden af ansøgningen. Under antagelsen 

af, at dette brevs informationer var gældende, ville ansøgninger uden disse faktorer højst 

sandsynligt blive afvist. 

Ansøgningen skulle således kunne overbevise modtageren om, at den indkaldtes 

situation var særlig udsat i forhold til de andre indkaldte. Situationen der tegnede sig ville 

så være den, at for at skulle være kvalificeret til barmhjertighed eller særlig hensyntagen, så 

skulle den indkaldte opfylde disse betingelser om afklaringen af sin situation, hvorefter den 

indkaldte ikke længere var sammenlignelig med de resterende soldater. På denne måde 

ville man ifølge vores retfærdighedsanskuelse overgå fra at blive betragtet i en rimeligheds- 

optik til at blive betragtet i en barmhjertighedsoptik. Herefter var den indkaldtes situation 

så at betragte i forhold til en velfærdsstandard, som var acceptabel eller ej alt efter 

overbevisningen af den, der behandlede ansøgningen. 

Desuden har vi observeret, at flere af ansøgningerne nævner, at vedkommende var 

tilknyttet til Det radikale Venstre. Enten som folketingsmand eller som aktiv partisoldat 

ude i landet, hvilket vidner om, at det radikale bagland fandt det naturligt at udnytte deres 

tilhørsforhold til partiet, og dermed havde en bagvedliggende forventning om udvist vel- 

vilje fra Munchs side. 

I forlængelse af dette er et andet brev relevant, fordi det viser det argument, at det at 

få sin ansøgning imødekommet ikke kun var som særtilfælde. Hvis man kunne fremstå som 

sammenlignelig med en gruppering, der fik tilgodeset sin situation, ville det være svært at 

se bort fra dette, da det ville bryde med det konsistente i sagsbehandlingerne som f.eks. de 

særlige hensyn til forskellige erhverv som nævnt tidligere. 

d. 11 marts 1915 

Kære Vejstrup 

Herved fremsender jeg så den ansøgning om bogholder Nils Kelsens forflyttelse til Odense, som vi talte 

om, og som du bedes overbringe dr. Munch, sammen med din personlige anbefaling. Særlig bedes du 

henlede ministerens opmærksomhed på, at en lignende forflyttelse har fundet sted med bogholderen i 

den nye Roskilde Bank. Skulle ansøgningen i et sådan tilfælde, fremsendes af den tjenstlige vej, bedes 

du, efter at have forevist ministeren den, at sende den tilbage til mig (…) 

99

100 

Din hengivne 

H.C. Henningsen… 185 

Vigtigheden af, at præcedensen skulle nævnes for ministeren fremgår her af brevet, da det 

måske ellers ikke ville være ansøgningsbehandleren bevidst på kommandovejen. Herved 

antages det, at Munch som en form for garant ville kunne gribe ind i det tilfælde, at ansøg- 

ningen ville blive afvist for at håndhæve retfærdigheden af sagsbehandlingen. I følgende 

tilfælde ser vi nemlig en afvisning fra regimentet af en henvendelse, hvor der nøje blev taget 

stilling til de forskellige argumenter, der var i spil. Den udbredte antagelse om, at man intet 

kunne opnå gennem kommandovejen belyses herigennem. 

Gardehusarregimentet 

København, den 9/4 1915. 

Til Hr. Gårdejer A. Rosager. 

Rosagergård - Vejstrup. 

Hr. Gårdejerens til krigsministeriets d.25' f.M. indsendte ansøgning om at få deres søn, korporal 

nr. 747/1912 S.A.Rosager, ved orlov fritaget for tjeneste fra d.18/4 til d.9/5 d.A. har Overkommandoen 

tilsendt regimentet til afgørelse. 

Regimentet må derfor henholde sig til Overkommandoens bestemmelser, der går ud på, at orlov 

kun vil blive tildelt sådanne værnepligtige, der ved attest fra den civile øvrighed (sognefoged, sogne- 

præst) godtgør, at de driver selvstændig landbrug (gartneri) samt, at den pågældende nærværelse i så- 

tiden er påtrængende nødvendig. 

Disse betingelser for tilståelse foreligger ikke om bilag til Hr. Gårdejerens ansøgning, der kun er 

anbefalet på det bedste af sognefogeden. 

Det fremgår af Hr. Gårdejerens ansøgning, at de har haft bestyrer under deres fraværelse i 

anledning af virksomhed i det offentlige, og vel indirekte, at de ikke har haft det i den tid, fra 1/8 f.A. 

indtil dato, hvori deres søn har været indkaldt, en tid, der vel også af mange grunde har krævet en 

kyndig ledelse af driften. 

ansøgning. 

Regimentet ser sig som følge af det foran anførte ikke i stand til at imødekomme Hr. Gårdejerens 

186 

Her beskrives retningslinjerne for at få tildelt orlov, hvor et bilag med attest fra sogne- 

fogeden eller sognepræsten (hvilket også anbefales at anskaffe i brevet fra Eduard Larsen 

tidligere) ligefrem var en nødvendighed og en anbefaling fra disse statusmænd alene ikke 


186 Breve vedr. Sikringsstyrken, 1915 ks. 45

var nok. At ansøge om såtidsorlov i sig selv var altså ikke nok, men derudover skulle 

orloven være ”påtrængende nødvendig” og dette var selvom hensyn til orlov angående 

såtiden fremgik af armédagsbefalingerne fra d. 29 marts og d. 3 april 1915, hvilket var 

inden denne afvisning fandt sted. 

Udover denne aktive rolle på ansøgerens part ser vi også, at kommandovejen spillede 

en væsentlig rolle, hvilket er interessant i forhold til den ordre til Overkommandoen d. 10 

oktober 1914 som omhandlede skærpelse af indkaldtes henvendelser i henhold til ansøg- 

ninger. I undersøgelsen fandt vi tidligere, at indtil flere indkaldte skrev til Munch efter 

denne dato, hvilket efterlader spørgsmålet om, hvordan Munch reagerede på disse ansøg- 

ninger i dette perspektiv. Vi ved han tog klagernes bekymringer og ønsker med videre til 

sine møder med Overkommandoen, og fik gennemført flere tiltag i Folketinget og Krigs- 

ministeriet. Dette taler umiddelbart for den tendens i brevene, hvoraf det fremgår, at hvis 

noget skulle gøres, så var det Munch man skulle have fat i. 

De indkaldtes argumentation og løsningsforslag 

Vi har antaget, at brevene er autentiske angående deres problemstillinger, men hvis de 

opstillede faktorer udgjorde kravene for at opnå succes, ville der være naturlige interesse- 

konflikter i de tilfælde, at ansøgerne havde bevidsthed omkring det. Hvis man lægger de 

forskellige årsager sammen i de 569 henvendelser kan man opfatte dem som argumenter 

for imødekommelsen af det i henvendelsen ønskede. Det samlede antal fremkomne argu- 

menter er 860 i vores behandlede materiale. 187 I gennemsnit blev der altså brugt ca. 1.5 

argumenter per brev, hvilket viser den tendens, at det har været udbredt kun at benytte sig 

af et enkelt argument, da tallet ellers ville være meget højere. 

Det var således normalt at forholde sig til en konkret problemstilling og henvendel- 

serne har ikke båret præg af at fordreje situationen ved overdrivelser. Den tidligere hen- 

vendelse fra Andersen Nexø indeholdt tre argumenter (tabt indtjening, arbejdsplads i fare 

og sygdom), men selvom situationen i denne henvendelse blev beskrevet tragisk, virkede 

den ikke overdreven vurderet ud fra Nexøs brug af ord. Nexø lagde vægt på det personlige 

kendskab til Christensen, ligesom han selv som person stod som garant for pålydendet. De 

indkaldte var således indforstået med de vilkår, der gjorde sig gældende for indkaldelsen og 

forsøgte ikke at manipulere med deres henvendelser. Der må altså have været en tiltro til 

en retfærdig behandling af deres sager fra de indkaldtes og pårørendes side, hvis de beskrev 

deres situation og ønsker sandfærdigt. 

187 Under årsagsforklaringerne fremgår mængden i hver kategori og 860 er den samlede sum af disse årsagsfremkomster. 

Se De værnepligtiges problemer. 

101

102 

På denne vis ser vi også, at en del af de indkaldte og pårørende tog hensyn til at 

fremsætte tilpassede ønsker for at opnå en afhjælpning af situationen, der samtidig ville 

tilgodese statens interesser. Hvis man havde behov for såtidsorlov som tilstrækkeligt tid til 

at få bedriften til at køre rundt, var det normalt at ønske om dette frem for en komplet 

hjemsendelse. Årsagerne blev også i højere grad tilpasset de rammer for særlige hensyn, 

ministeriet med tiden udstedte. Med udviklingen af antallet af udsættelser i forhold til 

antallet af bevilgede orlover eller hjemsendelser, mistede staten mindre i form af tabt 

tjenetid, da de indkaldte indvilgede i at aftjene den hele tid, så længe de selv kunne være 

med til at planlægge, hvornår den skulle ligge. 

Hermed har vi set på hvilke parametre, der har været gældende, hvis en ansøgning 

skulle opnå succes i forhandlingen mellem stat og borger. Ministeriets hensigter med 

muligheden for at henvende sig, har været gode, men vi har ingen tal på hvor mange der fik 

efterkommet deres ønsker. Ønsket om bedre forhold og hjemsendelse har været til stede 

lige indtil sikringsstyrkens hjemsendelse. Det viser det følgende vers fra en sang, inden vi 

når frem til perspektivering og konklusion. ”Man taler, og man skriver, man snakker, 

hvisker, spaar, dog resultatet giver, at her endnu vi gaar; man trøster, og man tænker – og 

det er pænt af dem, der slige Tanker skænker til os, der higer hjem.” 188 

188 ”I efteraarstravlheden”, Minder fra indkaldelsen 1914.

Afrunding 

Følgende er en perspektivering til international forskning og undersøgelsens opdagelser og 

konklusion. 

Perspektiver 

Sammenligner man forholdende for de danske og de krigsdeltagende landes soldater, 

støder man på en markant forskel. Soldaterne i Danmark var ikke i krig – det var de krigs- 

deltagendes. Vi anskuer sikringsperioden som i et stadie befindende sig et sted mellem 

fred/normalforhold og krig/kaos. I fredstid er det op til den enkelte borger at gøre med sit 

liv, hvad han vil under de forhold, der er ham stillet. Her legitimeres den demokratiske stat 

ved borgernes og magthavernes gensidige og frie forventningsafstemninger. 

I krig derimod må alle andre samfundsforhold vige, hvilket var tilfældet for de krigs- 

førende lande 1914-19. Målet med krig er generelt sejr, hvortil stort set alle kneb gælder. 189 

Men med Første Verdenskrigs fortsættelse og usikkerhed mht. sejren eller afslutningen var 

der kompenserende faktorer, der skulle opfyldes for de krigsdeltagendes landes soldater. I 

England og Tyskland var disse bl.a. rettet mod hjemmefronten i form af breve og orlov. 

Orlov var med til at bibeholde moralen i hæren, men blev som i Danmark også fordelt ulige 

til frustration for de implicerede. For nogle af de menige kunne der gå op mod 18 måneder, 

før de kom hjem til England på orlov. Officererne havde oftere orlov, hvilket de menige 

fandt urimeligt. 190 

Selvom der var milevidt mellem alvoren for en engelsk og en dansk soldat, kan deres 

soldaterskæbner sammenlignes ved, at deres vilje til at tjene skulle næres ved at sikre en 

forbindelse med hjemmefronten, der hvor deres egentlige identitet var forankret. Ziemann 

der undersøgte tyske forhold nævner specifikt de gifte landmænd som hårdest ramte af 

hjemve, især omkring høst- og såtid. 191 Til dette billede kan vi tilføje, at det i den danske 

sikringsstyrke, udover landmændene, gjaldt for de forretningsdrivende, som nævnte jule- 

og pinsehandlen som særligt vigtige at være hjemme til. Fælles for disse er, at der blev 

argumenteret for ønskerne primært ud fra erhvervet. 

Ifølge Ziemann var tyskernes hjemve knyttet til erhvervet, 192 men til forskel fra de 

danske soldater, så var krigen mod fjenden et forsvar af det, som de havde kært i form af 

deres hjem og familie. For sikringsstyrkens soldater var indkaldelserne derimod fjenden 

189 Rosseau et al. 2012:356. 

190 Messenger 2005:440-442. 

191 Ziemann 2007:120-124. 

192 ibid.:120. 

103

som ødelagde deres hjem, men det blev dog aldrig til et åbent oprør. De indkaldte og deres 

pårørende kæmpede indenfor de parlamentariske rammer. Ahmt & Hermansen peger bl.a. 

på, at manglende soldaterorganisering var årsag til, at et oprør aldrig fandt sted. Derudover 

konkluderer de, at de mange disciplinbrud var udtryk for små individuelle oprør, som 

samlet virkede som en frustrationsventil, der i sidste ende hindrede et oprør. 193 De peger 

også på de politiske beslutningsprocesser, heriblandt reduktionerne af sikringsstyrken. Vi 

har ikke sporet synderlige oprørstendenser i brevene til Munch i perioden 1914-15, eller i de 

stikprøver vi har taget fra de følgende år. Der spores en træthed, men ikke et oprør, hvor vi 

ser regeringens kompensationer til de indkaldte og deres pårørende som tydelige faktorer 

til hinder for et sådan soldateroprør. 

104 

I september 1917 udbad Tuxen – den nye overgeneral efter Gørtz – en liste over 

”Foranstaltninger trufne af eller gennem Krigsministeriet, som maa antages at kunne have 

virket i den Retning, at de har formindsket eller borttaget Grundlaget for en anti- 

militaristisk Agitation.” 194 Anmodningen om oplysningerne kom fra den svenske militær- 

attache, og listen er lang: løn, kost, forsørgelse af familie, ordentligt materiel og udrustning, 

gode indkvarteringsforhold, sygebehandling, foredrag, underholdning, human behandling 

af mandskabet, klageret og sagsbehandling, mulighederne og kriterierne for reguleringer, 

fritagelser, orlov til visse erhverv osv. 195 Alle disse gives der udtryk for i henvendelserne til 

Munch. 

Refleksioner 

Det er vigtigt at huske på, at brevene vi har behandlet, kun angik de individer under 

sikringsperioden, der klagede deres nød, hvorved et negativt billede af samtiden naturligt 

fremtoner sig. Andre grupper fra samfundet var selvfølgelig også i styrken, og på denne vis 

sætter vores analyse fokus på primært de etablerede borgere i samfundet, samt de der var 

under uddannelse, da det var dem, der gav udtryk for at miste mest ved at blive kaldt væk 

fra civillivets normer og placeret i sikringstjenesten. 

Den gruppering af indkaldte og pårørende som vores undersøgelse har i fokus, er de 

af de indkaldte, som valgte at engagere sig politisk og udnytte deres klageret ved at skrive i 

en eller form til Munch. Det er en forholdsvis lille gruppe, i forhold til det store antal, som 

var påvirkede af sikringsstyrken, men ud fra debatten i Folketinget og aviserne, samt 

brevenes jævne fordeling i forhold til geografi og sociale lag så ser vi deres byrder som 

193 Ahmt & Hermansen 2009:96-101. 

194 Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde. 

195 ibid.

epræsentative for et alment samfundsproblem. Dette især fordi det også af brevene selv 

fremgår som vidnesbyrd, at andre var i samme situation som de selv. 

Denne repræsentativitet har den betydning, at de indkaldte og pårørende alment for 

størstedelen af sikringsstyrken oplevede konsekvenserne ved indkaldelsen i form af øko- 

nomiske tab i form af enten penge, arbejdspladser eller selvstændiges fare for konkurs. 

Som vi så, var dette også typisk den primære årsag til velfærd i hjemmet, da pengene gav 

mulighed for fremtidsdrømme, sygdomsbehandling, tilknytning til lokalsamfundet, hvor de 

indkaldte med de største tab var etablerede. 

At engagere sig politisk havde den betydning, at de indkaldte ikke kun fremstod som 

soldater i sikringsstyrken underlagt et militært systems retningslinjer, som de ikke selv 

havde valgt, men som borgere med rettigheder i landet, hvor den udøvende militære 

magtfaktor i forsvarsminister Munch var folkevalgt. En forståelse der også genspejledes hos 

Munch i hans civilt orienterede syn på de indkaldte modsat Overkommandoens indstilling, 

hvor de blev set som retmæssige soldater i et militært system. 

Tendenserne vi så i brevene afspejlede en udvikling. Hvor den desperate klagende 

type af henvendelse blev mindsket over tid, der steg den ansøgningstenderende henvendel- 

se til gengæld. De statslige initiativer der afspejlede løsningsforslag til de store problemer, 

som de klagende indkaldte og pårørende gjorde Munch opmærksom på, f.eks. ved de giftes 

hjemsendelse, orlovsberettigelse til sæsonarbejde og den afklarede tjenestetid på ca. 2-2,5 

måneder, mener vi har medført denne udvikling indenfor brevene. 

Ud fra vores forståelse af brevene som repræsentative for den del af samfundet der var 

indkaldt og deres pårørende, mener vi således, at udviklingen repræsenterer en ændring i 

indstillingen til værnepligten i samfundet. Formålet var stadig manglende pga. der ikke var 

nogen fjende at bekæmpe, men sikringstjenesten blev mere tålelig, da borgerne fik mulig- 

hed for at planlægge deres militære tid i forhold til deres norm, som kom til udtryk i deres 

forståelse af deres civile liv i forhold til tidligere. 

Netop denne anerkendelse af de indkaldtes civile problemer og forbedring af deres 

indflydelse i forhold til sikringstjenesten ser vi som en udslagsgivende norm, der blev eta- 

bleret, hvoraf man kan spore en forøget forståelse af staten som legitim magtfaktor, trods 

den kontrol de udførte i de indkaldte og deres pårørendes liv. 

På denne måde mener vi ikke at kunne spore noget tegn på, at værnepligten i sig selv 

med henblik på sikringstjenesten gav mening så længe landet ikke var i krig, men de værne- 

pligtige og pårørende gjorde ikke yderligere opstand, i forhold til hvad man kunne have 

forventet ud fra den desperate tendens, der udspillede sig i brevene i de første måneder 

efter krigens udbrud. 

105

Konklusion 

I Danmark var nødvendigheden af sikringsstyrken således ikke noget, der udbredt var 

forståelse for i befolkningen efter krigen var rykket til Belgiens skyttegrave, men den blev 

accepteret som tåleligt i kraft af den lydhørhed, som blev udvist til borgernes civile si- 

tuation. Brevene viser en gennemgående tendens til, at de indkaldtes forhold til pligten, og 

det at være solidariske omkring den, hængte sammen med stabiliteten på hjemmefronten; 

hvis situationen i hjemmet var stabil, var der overskud til at fremstå solidarisk omkring 

pligten og vice versa. 

106 

Den lydhørhed der blev udvist for deres problemer viser, at deres brug af politiske 

rettigheder blev anerkendt og efterfulgt. Dette ser vi i kraft af de politiske initiativer, der 

blev iværksat på baggrund af henvendelserne, hvilket var på trods af de rettighedsbe- 

grænsende initiativer, som staten udførte igennem f.eks. aviscensuren. 

Neutralitetsforsvaret havde således sine konsekvenser, og de indkaldte gik ikke 

smertefrit igennem tjenestetiden selv efter tiltagene, men staten havde dulmet den opfat- 

tede smerte herved. Hvor stor en indsats de civile end skulle yde til hævdelsen af neutrali- 

teten, oversteg den aldrig smertegrænsen og førte til oprør. I denne optik forblev den 

danske statsmagt legitim i de indkaldtes øjne.

Litteraturliste 

Trykte historiske kilder 

Aarbog for Rigsdagssamlingen 1914-15 samt 1915-16. (1915 + 1916) København: 

Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag. J. H. Schulz A/S. 

Bilag til Beretning afgiven af Kommission til Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og 

Flaadens fremtidige Ordning til Regering og Rigsdag. Bind 2. (1922). (Bilag til Beretning). 

København: J. H. Schulz A/S. 

Betænkning angående revision af værnepligtsloven. Afgivet af Indenrigsministeriets 

værnepligtsudvalg. (1952). (Revision af værnepligtsloven). København: J. Jørgensen & Co. 

Bogtrykkeri. 

Borup, Inge: (1998) Og det kalder man at være civiliseret. Syddansk Universitetsforlag. 

Cohen, J. L.:(1932) Den frie Fattigforsorg. i ”Kommunale Hjælpekasser i Danmark 1907- 

1932.” red. Ehlert Nielsen og Herm. Bertelsen.Aars Bogtrykkeri. 

Folkepartiet: Det ny Partis Program. (1915). (Partiprogram 1915). Det konservative 

folkeparti. 

Kong Christian den Syvendes allernaadigste Forordninger og aabne Breve for Aar 1806. 

(1806). (Forordninger og aabne Breve). København: Johan Frederik Schultz, Kongelig og 

Universitets-Bogtrykker. 

Hjælpekassen, Nr. 2, 6. årg. Oktober 1916, i ”Hjælpekassen 1916-21” Red. Christensen & 

Ehlert Nielsen. (1916). Udgivet af Hjælpekasse-Organisationer for By og Land. 

”I Efteraarstravlheden”, fra Minder fra indkaldelsen 1914. Greve Museum. 

Jünger, Ernst: (1920/2012) I stålstormen. Gyldendal. 

Lovtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1914; 1915. Afdeling A. København: J. H. 

Schultz A/S. 

Ministerialtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1914; 1915. Afdeling A. København: 

J. H. Schultz A/S. 

Munch, P.: (1960+1961) Erindringer, bind 2: 1909-1914: indenrigsminister og 

forsvarsminister; Erindringer, bind 3: 1914-1918: under den første verdenskrig. 

København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 

Program for Det Radikale Venstre. Vedtaget paa Landsmødet i Odense den 20. og 21. Maj 

1905. (1905). (Principprogram 1905). http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?id=7296 (4. 

dec. 2012) 

Remarques, Erich Maria: (1929/1985) Intet nyt fra Vestfronten. Gyldendal. 

107

Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Folketinget. Overordentlig Samling 1914. (1914). 

(Overordentlige forhandlinger 1914). København: J. H. Schultz A/S. 

Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Folketinget. (1914+1916). (Forhandlinger 1914 + 

1916). København: J. H. Schulz A/S. 

Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Landstinget. 67de ordentlige Samling 1914-15. 

(1915). (Forhandlinger paa Landstinget 1914-15). København: J. H. Schultz A/S. 

Rigsdagstidende. Tillæg B. Udvalgenes betænkninger m.m. 1914-15. (1915). (Udvalgenes 

betænkninger for 1914). København: J. H. Schulz A/S. 

Schlichtkrull, Aage: (1917) Understöttelsesvirksomheden i Danmark under de 

overordentlige Forhold. i ”Foranstaltninger mod Dyrtid og Arbejdsløshed i Danmark, 

Sverige og Norge. Foredrag holdte ved den skandinaviske Krisetidskonference i Göteborg 

den 11.-12. Juni 1917” Stockholm: Konferencens Sekretariat, Oskar Eklunds boktryckeri. 

Sommer-Andersen, H. B.: (1926) Hjælpekasselovgivningen. i ”Steinckes Haandbog i 

Forsørgelsesvæsen.” København: G. E. C. Gads Forlag. 

Steincke, K. K.: (1920) Fremtidens Forsørgelsesvæsen. Oversigt over og kritik af den 

samlede forsørgelseslovgivning samt en betænkning og motiverede forslag til en 

systematisk nyordning. I. Almindelig del. København: J. H. Schultz A/S. 

Steincke, K. K.: (1926) Haandbog i Forsørgelsesvæsen. København: G. E. C. Gads Forlag. 

Tillæg A til Rigsdagstidenden. Forelagte Lovforslag m.m. (1915) (Lovforslag 1914-15a). 

København: J. H. Schultz A/S. 

Wemmelund, Poul G.: (2000) Den onde krig. Hans Bruuns dagbogsnotater og 

brevveksling. Poul Kristensens Forlag. 

Utrykte historiske kilder 

0003. Indenrigsministeriet 1. Kontor. 1849-1967. Brevbøger (kopibøger). 1914 D. 13950- 

19720. 139. 

0007. Krigsministeriet 5. Kontor. 1914-1919. Kopibog vedr. forandring i værnepligtiges 

indkaldelse til sikringsstyrken. C1-C9: Aug. 1914 – juli 1915. 

0007. Krigsministeriet. 1910-1918. Direktør generalmajor K.B. Ulrichs referatprotokol. 

001. Del I-III. 

0007. Krigsministeriet 5. Kontor. 1876-1953. Indkomne sager. 1912-1919. A26. Læg 3: 

Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde i anledning af S.s. 

0007. Krigsministeriet 5. Kontor. 1876-1953. Indkomne sager 1912-1919. A26. Læg 4: 

Plakater – indkaldelser af værnepligtige 2-8 Aargang den 5/8 1914. 

0007. Krigsministeriet 5. Kontor. 1914-1948. Journal for udgående sager. 1914-1915. B2. 

108

0210-121. 11. Regiment. 32. Bataljon. 1867-1933. A. Indgåede skrivelser. 1914. 26. 

2575. Statsrådet. Statsrådsprotokol (1866-1953). 11: G1905-H1918. 

04763. Århus kommune. Århus kommunale Hjælpekasse. 1929-1932. Bikassebog. 1929- 

1932 m.m. Xc20-Xc23. 

04763. Århus kommune. Århus kommunale Hjælpekasse. 1908-1914. 

Forhandlingsprotokol. 1908-1914 mm. Xc1-Xc4. 

06208. Rode, Ove. 1914-1918. Koncepter, udkast, manuskripter. C5 Dagbogskopier 1914 – 

Dagbogskopier 1918 m.m. 41-42. 

06663. Munch, P. Militære sager 1909-1940. Breve vedr. Sikringsstyrken. 43: 1914. 44: 

1914, 1915. 46: 1915. 47: 1916, 1917, 1918, 1919. 

Forskningslitteratur 

Adriansen, Inge & Fangel, Henrik: (1984) Krigens hverdag 1914-18. Træk af dagliglivet i 

Nordslegsvig under Første Verdenskrig. Amtscentralen for undervisningsmidler i 

Sønderjylland. 

Adriansen, Inge: (2006) Hjemmefronten – træk af hverdagslivet. i ”Sønderjyderne og den 

store krig 1914-1918” Museum Sønderjylland. 

Ahmt, Louise K. & Hermansen, Ditte M. R.: (2009) Civile i uniform – en undersøgelse af 

disciplinbrud blandt soldater ved Tunestillingen i sikringsperioden (1914-19). Roskilde 

Universitet. 

Andersen, Steen & Jacobsen, Kurt: (2012) Fra åben til reguleret politik – Foss, Rode og 

Den Overordentlige Kommission. i ”Økonomi & Politik. nr. 3-2012, p. 15-28. 

Andersen, Jonas W. S., Jensen, Mads M. & Svenningsen, Stig R. (2007) Tunestillingen – en 

undersøgelse af dens indflydelse på lokalsamfundet. Roskilde Universitetscenter. 

Bet-El, Ilana R.: (1999) Conscripts: Lost Legions of the Great War. Sutton Publishing. 

Braybron, Gail & Summerfeld, Penny: Out of the Cage: Women’s experiences in Two 

World Wars. New York: Pandora. 

Braybron, Gail: (1998) Women, War and Work. i ”World War 1”, red. Hew Strachan. 

Oxford University Press. 

Buus, Henriette: (2010) Soldat og borger – indkaldelsernes konsekvenser. i ”Første 

verdenskrig ved Tunestillingen – Forsvarsvilje og hverdagsliv.” red. Henriette Buus. 

Greve Museum. 

Buus, Henriette & Andersen, Jakob Arendrup: (2010) I krigens skygge – dansk neutralitet. 

i ”Første verdenskrig ved Tunestillingen – Forsvarsvilje og hverdagsliv.” red. Henriette 

Buus. Greve Museum. 

109

Clemmesen, Michael H.: (2007a) The Danish armed forces 1909-1918. Between politicians 

and strategic reality. Faculty of Strategic and Military Operations, Center for Military 

History, Royal Danish Defence College. 

Clemmesen, Michael H.: (2007b) Nedslidningen. Udvalgte kildeklip om danskerne og 

deres neutralitetsforsvar under 1. Verdenskrig. Working Paper. Red. Michael H. 

Clemmesen. Fakultet for Strategi og Militære Operationer, Forsvarsakademiet. 

Christensen, Claus Bundgård: (2009) Danskere på Vestfronten 1914-1918. Gyldendal. 

Christiansen, Niels Finn; Petersen, Jørn Henrik & Petersen, Klaus: (2011) 

Samfundsforhold; Det socialpolitiske landskab. i ”Dansk Velfærdshistorie, bind 2. 1898- 

1933 – Mellem skøn og ret.” 

Odense: Syddansk Universitet. 

Christiansen, Palle Ove: (2003) Den nye kulturhistorie – Tættere på hverdagslivet. i 

”Siden Saxo, nr. 2, 2003.” Statens Arkiver. 

Fridenson, Patrick: (1992) The French home front 1914-1918. New York: Berg. 

Fussell, Paul: (1975) The Great War and Modern Memory. Oxford University Press. 

Gelpi, Christoffer F.; Feaver, Peter D. & Reifler, Jason: (2005-6) Success matters: 

casuality, sensitivity and the war in Iraq. i ”International Security, 30(3): 7-46” 

Gregory, Adrian: (2003) Military Service Tribunals: Civil Society in Action. i ”Civil Society 

in British History”, red. José Harris. Oxford University Press. 

Habermas, Jürgen: (2005) Efterord til Fakticitet og gyldighed. i ”Demokrati og retsstat – 

en tekstsamling.” Red. Heine Andersen. Oversættelse af Faktizität und Geltung, fjerde 

gennemsete og med en litteraturliste forøgede udgave, Frankfurt am Main, 1994. Oversat til 

dansk af Henning Vestergaard. København: Hans Reitzels Forlag. 

Holtug, Niels; Kappel, Klemens & Lippert-Rasmussen, Kasper: (1997) Det retfærdige 

samfund. Om lighed som ideal i etik og politik. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold 

Busck. 

Hvidt, Kristian: (2005) Det Radikale Venstre og brudfladerne i dansk politik. i ”B – 

radikalt 1905-2005.” red. Sune Pedersen & Bo Lidegaard. København: Gyldendal og 

Nordisk Forlag A/S. 

Klint, Helge: (1978) Den danske hær V – 1902-1918 – Sikringsstyrken. København: 

Forlaget Sixtus. 

Kolstrup, Søren: (2011) Fra fattiglov til forsorgslov. i ”Dansk Velfærdshistorie, bind 2. 

1898-1933 – Mellem skøn og ret.” Odense: Syddansk Universitetsforlag. 

Kjeldstadli, Knut: (2005) Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i 

historiefaget. 1. udgave, 3. oplag. Roskilde Universitetsforlag. 

Lasswell, Harold: (1927/1938) Propaganda technique in the World War. London: Kegan 

Paul, Trench, Trubner & Co. Ltd. 

110

Lidegaard, Bo: (2003) Overleveren, 1914-1945, bind 4. i ”Dansk Udenrigspolitisk Historie” 

København: Gyldendals Leksikon. 

Messenger, Charles: (2005) Call to Arms. The British Army 1914-18. London: Weidenfeld 

& Nicholson. 

Mørch, Søren: (2007) 25 statsministre. 25 fortællinger om magten i Danmark i det 

tyvende århundrede. 3. udgave, revideret og udvidet, 4. oplag. Gyldendal. 

Paret, Peter: (1991) The New Military History, i ”Parameters: U.S. Army War College. Sep 

1991, Vol. 21 Issue 3, p. 10-18. 

Rosseau, David L.; Thrall, A. Trevor; Schulze, Marcus & Sin, Steve S.: (2012) Democratic 

leaders and war: simultaneously managing external conflicts and domestic politics. i 

”Australian Journal of Internal Affairs.”, 66:3, 349-364. 

London: Routledge. 

Rowbotham, Sheila: (1973) Hidden From History. London: Pluto Press. 

Sørensen, Niels Arne: (2005) Den store krig. Europæernes Første Verdenskrig. Hardback 

udgave, 2007. Gads Forlag. 

Sørensen, Anders Ravn: (2007) Belastningen som afspejlet i pressen i 1915 og 1917. i 

”Nedslidningen. Udvalgte kildeklip om danskerne og deres neutralitetsforsvar under 1. 

Verdenskrig.” Working Paper. Red. Michael H. Clemmesen. Fakultet for Strategi og 

Militære Operationer, Forsvarsakademiet. 

Thom, Deborah: (1998) Nice girls and rude girls. Woman workers in World War 1. 

London: I. B. Tauris. 

Ute, Daniel: (1988) Women’s work in industry and family: Germany, 1914-18. i ”The 

upheaval of war: family, work and welfare in Europe, 1914-1918”, red. Wall & Winter. 

Cambridge University Press. 

Wall, Richard & Winter, Jay: (1988) The upheaval of War: family, work and welfare in 

Europe, 1914-1918. Red. Wall & Winter. Cambridge University Press. 

Ziemann, Benjamin: (2007) War Experiences in Riral Germany 1914-1923. Oxford/New 

York: Berg. 

Aviser 

Politiken: (flere årgange). 

Roskilde Dagblad: (flere årgange). 

Københavns Amts Socialdemokrat: (flere årgange). 

111

Bilag 

Bilag 1 

Uddrag af irrelevant henvendelse, jf. Henvendelsernes relevans. 

112 

Lejren ved Høvelte. 12/11/14 

Vil “Socialdemokraten” ikke være så god at optage følgende: 

Idag da 1ste batt. 4de komp. efter en times øvelse i øsende regnvejr, var på vejen hjemad, blev 

kompagniet af kapt. Juul trukket ind på en mark, hvor han lod gøre holdt, og efter at mandskabet 

havde måttet vende ansigtet lige mod regn og storm, holdt kaptajnen en tale, hvori han klagede over 

den mangel på disciplin, der efter hans mening var til stede i kompagniet, og med adskillige lange eder 

meddelte han, “at det ville han ikke finde sig i”, og at nu “skulle han vise os noget andet.” Derpå gav han 

kompagniet stroppetur, ... 196 

196 Breve vedr. Sikringsstyrken 1914: ks. 43. 

Se desuden Ahmt & Hermansen 2009, hvor der i forbindelse med de undersøgte disciplinærsager diskuteres 

de indkaldtes forhold til de overordnede.

Bilag 2 

Indkaldelsesordre i plakatform fra 5. august 1914. I København og på Frederiksberg skulle der hænges 800 

stk. op. Indkaldelsesordrerne udgik gennem Ritzau, via løbesedler til aviserne, opslag som denne plakat og via 

lægdsforstanderne. Under normale forhold foregik indkaldelserne gennem lægdsbestyrerne, hvorefter 

indkaldte havde 3 døgn før han skulle møde. Der blev under de særlige forhold ved indkaldelsen til 

sikringsstyrken af Krigsministeriet udstedt ekstra indkaldelsesordrer for dem der ikke var mødt op. (Plakater, 

Krigsministeriets 5. Kontor; Ulrichs referatprotokol 1910-18, II:12; § 28 i værnepligtsloven af 1912, Revision 

af værnepligtsloven 1952:93.) 

113

Bilag 3 

Arbejdsløshedsprocenten i slutningen af måneden blandt organiserede arbejdere 1911-1920. (Statistisk 

Aarbog 1920, 1921:147). 

114 

December 

November 

Oktober 

September 

August 

Juli 

Juni 

Maj 

April 

Marts 

Februar 

Januar 

Arbejdsløsheden blandt organiserede 

arbejdere 1911-‐1920 

0 5 10 15 20 25 30 

Arnejdsløshed i procent 

1919 

1918 

1917 

1916 

1915 

1914 

1913 

1912 

1911

Bilag 4 

Valby den 13/11 14 

Til Krigsministeriet 

Da der blandt folk går rygter om at muligvis skal de gifte folk hjemsendes. Hvis det er tilfældet synes vi, 

nogle unge forretningsfolk af 6te årgang, at blive forurettede da os som selv har forretning og 

udelukkende skal stole på fremmede og er udelukket for nogen understøttelse hvor absolut mange de 

fleste [steder] lider størst tab og vi håber nu også, hvis ikke der skal hjemsendes årgangsvis, at det 

ærede krigsministerium vil tage hensyn til os og at der snart kan blive gjort noget for, os ellers vil 

størsteparten af os vist ikke se sig i stand til at opretholde deres foretagende. 

Ærbødigst, 3 menige. 197 

København 14. dec. 1914. 

Herr Forsvarsminister P. Munch. 

På flere gifte indkaldtes vegne tillader jeg mig at bevidne vor taknemmelighed for den trufne ordning 

med de forestående hjemsendelser, der har bragt glæde i mange hjem og skabt udsigt til at holde 

megen nød borte… 

Deres ærbødige 

L. Andersen 

Pt. menig nr. 351 af 1. bat. 3. komp. 198 

197 Breve vedr. sikringsstyrken, 1914 ks. 43. 

198 Breve vedr. sikringsstyrken 1914, ks. 43. 

115

Abstract Forord - Roskilde Universitet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?