Abstract Forord - Roskilde Universitet

6
Den radikale regering, hvis anden periode strakte sig fra 1913-1920, blev dannet efter
mandatflertal med Socialdemokratiet og havde ministerfirkløveret, konceilspræsident og
justitsminister C. Th. Zahle (1856-1946), finansminister Edvard Brandes (1847-1931),
indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) og forsvarsminister P. Munch (1870-1948), i
centrum. De gik på valg med henblik på et opgør med den hidtidigt førte forsvarspolitik
udtrykt i forsvarsordningen af 1909, som det borgerlige og forsvarsvenlige flertal med
Venstres J.C. Christensen i spidsen da havde sikret. Med udbruddet af Første Verdenskrig
skulle regeringen forene deres forsvarskritiske ideologi med hensynet til det parlamen-
tariske flertal, der havde bestemt denne lov. Indenfor forsvarsordningens rammer viste der
sig dog plads til at føre socialradikal politik. Eksempelvis gav krisetiden plads til dyrtids- og
arbejdsløshedshjælpen, hvilket blev en sag for Rodes indenrigsministerium, hvor der også
blev taget tiltag, der tog hensyn til de indkaldtes velfærd.
Munchs krigsministerium rådede over sikringsstyrken, og i magtkampen mellem
Munch og den militære overkommando ser vi, hvordan Munch gentagne gange tog hensyn
til landets finanspolitik og de indkaldtes civile ønsker frem for officerernes sikkerheds-
politiske ønsker og mål. Men hvordan kunne der tages hensyn til indkaldte uden at gå på
kompromis med værnepligtslovens princip om lige fordeling af byrderne mellem de ind-
kaldte? Eller skulle man følge et princip om, at der var visse indkaldte, som kunne tåle
værnepligtsbyrden lettere end andre? Hvor højt vægtede de indkaldte lighed i forhold til
særlige hensyn til visse grupper, og hvordan reagerede staten herpå?
De indkaldte og deres pårørende levede under de militære og statslige rammer som
angivet af loven, men hvis staten var imødekommende, kunne de også være med til at
påvirke, hvordan rammerne skulle se ud. Træder vi ind i afsendernes situation og forsøger
at fange det følelsesmæssige register, finder vi frem til de ønsker, der blev fremført som
løsningsforslag på deres problemer. Her kan vi finde de årsager, der udløste en klage og
finde sammenfald og tendenser brevene imellem, samt analysere de tanker, der blev gjort
angående pligtens mening i forhold til en velfærdsstandard, der ofte blev omfavnet af et
retfærdighedsbegreb.
Hvordan kunne staten tage hensyn til de indkaldtes forståelse af retfærdighed og
deres holdning til, at pligtens byrder ikke måtte gå ud over grænsen for, hvad der var nød-
vendigt? Den politiske udfordring lå således i spørgsmålet om, hvad skulle der tages hensyn
til; forsvarspolitikken eller de civile behov? Samt hvordan kunne de to gå hånd i hånd? Det
gensidige påvirkningsspil mellem samfundets regelsættende lag og de implicerede borgere,
er det, vi i afhandlingen vil undersøge gennem de mange skrivelser til Munch i perioden
1914-15. Undersøgelsens problemformulering lyder således som følgende: