Abstract Forord - Roskilde Universitet

karle, som også kunne indkaldes, kunne passe bedriften – hvad så? Problemet går igen i
mange af henvendelserne til Munch. F.eks. skrev en fader fra Påby ved Kolding den 19.
oktober 1914 på sin søn og svigerdatters vegne, at de mange hundrede læs roer ikke kunne
klares uden den indkaldte mand. Karlen og drengen på gården ”har [ikke] tilstrækkelig
kendskab og villighed til at besørge dette, (…) De har for nylig mistet en ung hest, (…) de
har en søn på 2 måneder så konen kan jo ikke hjælpe meget i marken, og det er vanskeligt
at få folk her til at hjælpe…” 87 Det er tydeligt, at problemet her ikke var mangel på penge,
men på arbejdskraft og arbejdskendskab.
Muligheden for hjælpekasseunderstøttelse var således ikke tilstrækkeligt i sig selv og
dette behov blev også anerkendt af regeringen. 88 For at afhjælpe problemet blæste man liv i
en gammel forordning fra 1806, som pålagde amtmanden og sognefogederne at sørge for,
at naboerne uden betaling herfor passede gården, så der ikke blev lidt tab, mens den
værnepligtige var indkaldt. 89 Det var først gennem et cirkulære den 23. marts 1915, at man
appellerede til landboernes samfundsfølelse om at hjælpe deres indkaldte naboer, og kort
efter blev det i øvrigt tilladt soldaterne at hjælpe deres kvarterværter med at arbejde. 90 Det
er bemærkelsesværdigt, at cirkulæret udgives ret sent i forhold til loven om understøttelse
af indkaldtes familier.
I starten af efteråret 1914 lod der til at være fælles fodslag om at yde så meget hjælp
som muligt til de indkaldte. På dette tidspunkt var fællesskabs- og pligtfølelsen stærk.
Folketingsmand Pinstrup (V) fra Hjørring amt skrev allerede 4. august 1914, at befolk-
ningen, som ikke var indkaldt, havde to pligtskyldige opgaver for sig. For det første skulle
der sørges for: ”at deres [de indkaldte landmænd] høst bjerges i god tid og så god stand,
som vejret tillader.” For det andet: ”Hvor manden er indkaldt og konen sidder tilbage
måske med børn og mangler den ugeløn, manden plejer at tjene til det fælles hjem, der skal
også hjælpes.” 91
Soldaterne skulle have så lidt mulighed for at bekymre sig for hjemmefronten som
muligt og artiklen var både en appel til regeringen om at foranstalte en lov gennem hjælpe-
kasserne, men også en appel til landbrugets organisationer og/eller sognerådene i
kommunerne. Sidenhen blev indkaldelserne hverdag og strakte sig måned efter måned og
87 Breve vedr. sikringsstyrken 1914: ks. 43.
88 Schlichtkrull 1917: 46. Aage Schlichtkrull var kontorchef i Indenrigsministeriet og afholdt et foredrag på
konferencen Den Skandinaviske Krisetidskonference i Göteborg, 11.-12. juni 1917.
89 4. Forordning af 31. Januar 1806. (Forordninger og aabne Breve 1806:6-9)
90 Cirkulære nr. 47 af 23. marts 1915. (Ministerialtidende 1915, 1916:46.)
I april 1915 blev der givet de indkaldte der var indkvarterede ved et landbrug lov til at hjælpe to dage om ugen
med markarbejde for de kvarterværter der måtte ønske det, og samtidig fritages fra øvelser i de dage. Det
ændredes i juli 1915 til at omfatte to halve øvelsesdage ugentlig. (Foranstaltninger af økonomisk rækkevidde.)
91 Roskilde Dagblad 4. aug. 1914. Citeret fra Aalborg Amtstidende.
53