Abstract Forord - Roskilde Universitet

82
Debatten i Rigsdagen samt de efterfølgende takke og klager til Munch viser dog
samtidigt, at når der blev taget hensyn til en gruppering i samfundet, faldt det andre for
brystet, at de blev forfordelt. Hvad der blev forstået som retfærdigt, var for de indkaldte
subjektivt afhængigt af, om det var godt eller skidt for dem og deres. Politikerne forsøgte at
hæve sig op fra et subjektivt niveau og debatterede retfærdighed mere teoretisk ud fra
principperne om lighed og solidaritet. Men når det kom til stykket, var vurderingen af,
hvem der burde eller kunne tåle indkaldelserne bedre end andre begrundet med opfattel-
sen af, hvad der for den enkelte og samfundet var vigtigst. Var det vigtigst at tage mere
hensyn til landmænd end til forretningsdrivende, til gifte eller ugifte, til de ældre eller
yngste årgange? Alle parter fandt mening i deres eget liv og eksistens og en opofrelse af ens
civile liv til fordel for andres blev tolket som statens vurdering af borgernes civile værdi.
Lovens rolle for de gifte var egentlig en momentær størrelse, idet den kun gjaldt
hjemsendelserne i december og januar 1914-15, men skabte præcedens for, at det var
muligt at opnå politisk indflydelse for indkaldte grupperinger igennem henvendelserne til
ministeriet. Lovens forløb er herved et godt pejlemærke for vurderingen af, hvad der blev
betragtet mest retfærdigt i diskussionen om hjemsendelser og sikringstjenestens konse-
kvenser for civilbefolkningen. Langt større betydning for resten af sikringstjenesten og det
civile liv fik periodereguleringerne indført i februar-marts 1915, som Munch allerede lagde
op til i hans fremlæggelse af giftelovsforslaget.
Indføring af periodevise reguleringer
Indkaldelser, som varede på ubestemt tid, var en byrde de værnepligtige bar på deres
skuldre, indtil der med gifteloven blev åbnet muligheden for et alternativt indkaldelses-
system, hvor der kunne foretages regelmæssige ombytninger. Under debatten i november
1914 sagde Munch:
Med hensyn til hele denne indkaldelse er der imidlertid en ting, jeg mener, man må lægge den største
vægt på, og det er, at dette ikke bliver en indkaldelse på ubestemt tid. […]Derfor har vi ment, at det ville
være af største betydning, at det på forhånd blev sagt til disse mennesker, at denne indkaldelse vil
gælde et tidsrum af indtil 2 måneder. 154
Og Munch skrev således:
154 Forhandlinger 1914:sp.1445.