Abstract Forord - Roskilde Universitet

De indkaldtes verden
Vi har set på en stor del af de strukturer, der gjorde sig gældende for de indkaldte. Men
hvordan blev det opfattet? Det undersøges i dette afsnit gennem de stemningsbilleder, der
kommer til udtryk i brevene. Det vi gerne vil vise, er den måde, hvorpå de indkaldte og
pårørende tænkte ud fra deres handlinger. Derved kommer vi nærmere spørgsmålet om,
hvad de følte angående meningen med værnepligten. På denne måde mener vi at komme
tættere på den tilgang, som den nye kulturhistorie lægger op til med fokus på individets
situation i forhold til samfundets strukturer.
Indkaldelserne var ekstraordinære for de værnepligtige, og dermed en afvigelse fra
den civile hverdag, der udgjorde normen for dem. Men indkaldelserne blev til en hverdag,
som de skulle forholde og tilpasse sig til. Det umiddelbare stemningsbillede i slutningen af
1914, som fremkommer af kilderne, er præget af desperation. Den nye situation var et brud
med en hverdag, som de havde selvbestemmelse over, og de havde svært ved tilpasse sig og
i praksis få til at fungere. Ofte udtrykkes ikke et direkte ønske om økonomisk hjælp i den
forstand, at staten skulle kompensere for deres tab, men i stedet lempe de forhold, der
holdt dem ”fanget” i tjenesten. De kunne nemlig ikke passe deres arbejde og gik således glip
af vitale arbejdsperioder, der skulle skabe den indtægt, som var nødvendig for deres frem-
tids eller deres families overlevelse.
I det følgende brev skrevet af Martin Andersen Nexø på vegne af en M.P. Christensen,
optræder flere årsager, der alle er meget sigende for de almene indtryk, vi har fået gennem
brevene. Det er dog et sjældent tilfælde, at så mange forskellige problemer optræder i
samme brev og det gode ved dette eksempel er, at vi kan vise en hel række tilfælde ved et
enkelt brev.
”[stednavn]” Espergærde 20 oktober 1914 (besv)
Kære Hr. P. Munch!
Menig nr. 481 af 1909, 17. bataljon, 4. kompagni M.P. Christensen tjenstgørende ved 34.
bataljon, 4. kompagni har i disse dage ansøgt Krigsministeriet om tilladelse til at bytte med en menig af
årgang 1907 eller 1908.
Ansøgeren, som jeg kender personlig, har bedt mig om at lægge et godt ord ind for sig, og dette
kan jeg med så meget bedre samvittighed gøre, som jeg ved, at han, der i forvejen er hårdt ramt, lige-
frem trues på sin eksistens af indkaldelsen.
Hr. Christensen er ansat hos Hornung & Møller som færdigmager og hører til dette firmas
fineste arbejdere. Imidlertid nærer han en vistnok begrundet frygt for, at firmaet ikke kan blive ved at
91