Abstract Forord - Roskilde Universitet

Indholdet i ansøgningen var meget typisk for de indkaldte i 1914, hvis erhverv har været
ansættelse i en virksomhed, og hvis ansættelse var i fare for at blive givet til en anden hvis
ikke de kunne komme tilbage. Pedersen anførte, at han med flid og uddannelse havde nået
den livsstilling han som tilskærer besad og som han nu var i fare for at miste.
68
Som det ses i Figur 11 nedenfor, blev sagen først taget op d. 23. september af 32.
bataljons 2. kompagni, som uden anmærkninger anbefalede ansøgningen om 14 dages
orlov og videresendte den til 32. bataljon. Hos bataljonen blev andragendet dog d. 25.
september ikke anbefalet med begrundelsen, ”da sikkert mange har ligeså vægtige grunde
at fremføre til en 14 dages orlov.” Sagen stoppede dog ikke ved ikke-anbefalingen, idet den
blev sendt videre til Frontkommandoen på Nordfronten som d. 25. september tilsluttede
sig bataljonens vurdering om, at ”de anførte grunde ikke synes ganske særlig vægtige.”
Frontkommandoen på Nordfronten sendte herefter sagen videre til Overkommandoen,
hvor Ott0 Moltke, som var chef for adjudanturafdelingen, d. 28. september valgte ikke at
bevilge den ansøgte orlov, hvorefter sagen blev sendt retur ad kommandovejen med af-
gørelsen.
Hvis kompagni eller bataljon anbefalede en ansøgning, blev der typisk givet en for-
klaring, som kunne lyde: ”på grund af de for andrageren særdeles betydningsfulde forhold,
…”. Pedersens kompagni anbefalede dog uden en forklaring, men vedlagde stam- og straffe-
liste hvor man kan læse, at han under rekruttiden den 3. august 1908 blev straffet med
mørk arrest i tre dage for drukkenskab, udeblivelse og for at have forladt kompagniets
indkvartering uden tilladelse. Straffelisterne har været et pejlemærke i vurderingen af, om
ansøgeren ud over sin årsag var en god og eksemplarisk soldat, som derfor også havde gjort
sig fortjent til sit ønske. F.eks. kunne der i tilknytning til en anbefaling stå: ”da ansøgeren
er en meget flink underofficer…”, hvorfor kompagnichefens indtryk af ansøgeren kunne
være udslagsgivende for hans anbefaling. I visse tilfælde havde ansøgeren fået attesteret sit
andragende af andre personer. I Pedersens tilfælde var det fabrikant Krieger fra Amager-
torv 23 og grosserer Horndahl, Amagertorv 7. Vidnerne tjente som garanter for, at det
ansøgeren anvendte som årsag og argument for ansøgningen var korrekt. Desuden var det
typisk prominente sociale personligheder, som attesterede. Pedersens attestanter var
naboer til Pedersens arbejdsplads, skrædderfirmaet Carl & Martin Larsen, som lå på
Købmagergade 7, men om de også var personer af status, kan vi ikke sige.