Abstract Forord - Roskilde Universitet

Striden mellem Overkommandoen og Krigsministeriet
I litteraturen om stridighederne mellem Munch og Overkommandoen tages der ofte parti
for en den ene eller den anden part, afhængig af hvilken vinkel der anlægges. Ud fra et
militært synspunkt var Munch en modspiller, der ikke gavnede militærets sag. Ser man
derimod sagen ud fra en undersøgelse af parlamentarismen eller velfærden i samfundet,
optrådte Overkommandoen konservativt i mange henseender. Én ting står klart. Munch
skulle manøvrere i et spil med mange interesser, og i det lys var det en stor udfordring, når
han skulle tage hensyn til de indkaldtes forhold, mens han samtidigt ikke måtte miste for
meget tillid hos Overkommandoen og oppositionen i Rigsdagen. Denne problematik
kommer også til udtryk gennem de behandlede henvendelser.
Munch, De Radikale og Socialdemokraternes holdning til militæret var, at det ikke
tjente noget formål i sig selv. Militæret som sådan skulle ikke ukritisk tilgodeses. Til
gengæld mente de, at der skulle tages større hensyn til de mange civile, der blev indkaldt
samt handelsbalancen og dermed til statens budgetter, hvoraf militærudgifterne var
enorme. De begrænsende elementer for regeringens ideologiske holdning til forsvaret var
for det første et hensyntagen til udlandet (de krigsførende nationer), som ikke måtte gives
anledning til at betvivle den førte danske neutralitetspolitik og enigheden om denne. For at
sikre enigheden og borgfreden, var De Radikale nødt til at følge den vedtagne forsvarslov af
1909 og dermed sikre flertallet i Rigsdagens opbakning til regerings førte politik. Det var
flertallet og ikke militæret, der bestemte sikringsstyrkens form. Denne forståelse besad
Overkommandoen ikke, og Munch udtrykte det en anelse kynisk i sine erindringer:
De [officererne] var opfyldt af Bitterhed over, at Befolkningens Flertal saa anderledes på Militær-
væsenets Betydning end de; de følte sig forurettede, og de følte det som en Krænkelse, at der var en
Regering og en Forsvarsminister, hvis Anskuelser var andre end deres. 117
Et eksempel på stridigheden ses i et møde mellem Overkommandoen, Krigsministeriet,
Brandes og kongen om mulige forestående reguleringer, hvor Gørtz gjorde det klart, at han
i princippet var imod reduceringer, men kunne gå med til en reduktion af fodfolket på
Sjælland på ca. 4-5.000 mand. Herefter præsenterede Ulrich ministeriets forslag:
”saafremt det kan antages, at Landet ikke kan være udsat for et pludseligt Angreb, ville det
kunne anses for forsvarligt, …” 118 med en reducering på 10.000 mand. En sådan størrelse
mente Gørtz ikke var forsvarligt, hvorefter Brandes gav sit finansielle og udenrigspolitiske
besyv:
117 Munch 1961:21-22.
118 Ulrichs referatprotokol 1910-18, II:71.
63